Page 1

Debat: Red (by)livet, Randers! Randers Amtsavis | 01.10.2008 |

Af apropos Af Tinne Hjersing Knudsen, gymnasieelev, Randers Studenterhuen havde samlet tilstrækkeligt støv og ville videre, før den blev gammel og sløv. Huen overvejede her med fliden, hvilket sted den skulle udvikle sin viden. Ak ja, i fødebyen var mulighederne små, end ikke en videregående uddannelse kunne man få! Derfor søgte huen mod smilets by, men vidste ikke hvad at gøre med husly. En vejleder kom da hurtigt med, med kloge ord fra et ukendt sted: »Hue, du har, hvad der skal til, derfor skal du bo, lige hvor du vil!« Dertil svarede den røde hue, den ikke ideen kunne gennemskue: »Jamen med alle de ting, jeg skal brug, kan det ikke hænge sammen med min SU! Måske bør jeg derfor dagligt tage en time i toget«, sagde den og smilte fjoget. Bo i Randers ville huen altså ikke, og derfor måtte den møde vejlederens sure blikke: »Hvordan kan du da kære Randers glemme, husk nu, her har du hjemme!« Huen fortrak en utilpas mine, men kunne ikke lade være at grine: »Ja, denne by har hidtil huset min verden, men nu må jeg endelig videre i min færden! Desuden kender jeg Randers alt for godt, hvert hus, hver gade, både stort og småt!« Vejlederen rynkede på næsen herom, hvordan kunne han finde Randers følelsestom? »Men hør nu lige her, min unge ven, lad mig opsummere byens skønheder igen!« Derved satte huen sig med et suk, for den vidste da godt, byen var smuk! »Vi har bibliotek og gågade og et flot rådhus helt uden skade. Vi har både butik og storcenter med butikker der kun på dig venter. Dernæst er der Randers Regnskov, den finder selv de mindste særlig sjov!« Huen nikkede samtykkende med, men var nødt til at stå fast et sted: »Ja, i byen er der meget, man kan lave, men det da kun, hvis man går i børnehave! Sådan en ung hue som jeg, vil have kultur og ikke kun sjov og leg!« Den gamle kluklo for sig selv, men hans


ord faldt alligevel som et smæld: »Jo, ser du, du uvidende rus, dertil har vi dedikeret et helt hus!« Huen vidste lige, hvad den hertil skulle sige: »Men det indeholder intet som af man kan le, jeg kan og vil det ikke se!« Vejlederen rejste sig truende brat og slog i bordet med hånden fladt: »Hør du her, min fine ven, så må du ned at kigge igen! Der er underholdning til den hele dag og noget for enhver smag!« Huen rejste sig også hurtigt op, og skælvede af raseri med sin krop: »Så har jeg aktiviteter til når regnen øser ned, men hvad så når solen bager så hed? Da vil jeg nødig gå inden døre og på historie og kultur høre!« Vejlederen stod her blot målløs, han måtte omvende denne fløs! Der ville komme en dag, hvor viden var nødvendig at ha. Kloge hoveder ville Randers da ikke have, og så kunne byen ikke fremskridt lave. Huen måtte han få til at blive og ud af Århus klør rive! »Når foråret sig melder, og bøgeskud frem vælder, da fjerner cafeerne vinterens dyne, og en masse forskellige kommer til syne.« Men huen kiggede, som havde vejlederen ingen hjerne, at Randers var fødebyen, var jo sagens kerne: »Jeg har jo gennem mange år oplevet adskillige vår, og dernæst den dejlige sommer, der med varme og sol kommer. Men udendørs caféliv er noget så knap, da konkurrencen ikke er det mindste skrap! Kun få cafeer i min hukommelse sig vender, og det nogle kun få andre kender. Men byen har muligheder mange, for de unges opmærksomhed at fange. Dog har de fejlet fatalt og skønheden groft kvalt, idet de har bygget Østervold som grå og meget kold. Selvom jeg dig nødigt mere vil pirre, vil intet caféliv her kunne spire!« Imens vejlederen på sin stol satte sig ned, fulgte huen fuldkommen høfligt med. Huens ord havde ramt vejlederen tungt, idet Østervold var et meget ømt punkt. Han vidste han måtte finde en ny måde, at løse bylivets gåde. Derfor slog han på den populære økonomi, da ingen da overtræk kunne li! »Men du nævnte selv, du over pengene dig klager, og der må jeg i sandhed sige, der grund er for at i Randers blive! Her kan du for en slik bo til leje, hvis du bare husker opgangen at feje. Du kommer ikke i økonomisk pine, idet huspriserne er så billige og fine.« Huen måtte dette grundigt vende og dernæst være nødt til at erkende: »Ja, jeg må dig heri ret give, men jeg vil alligevel ikke i


Randers blive. Ser du, vi tænker på meget forskellig vis, og jeg vil ikke opgive ungt byliv for enhver pris!« Vejlederen forlod stedet med et sind så trist, de studerende gad ikke byen, det var sikkert og vist.  


Red bylivet Randers!  

Debatlindlæg fra Randers Amtsavis

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you