········
JULEHISTORIE
········ ········ ········ ········ ········ ········ ········ ········ ········ ·······
Moster Theodoras jul V
TEKST: MARIA OHRT-NISSEN TEGNINGER: BØRN FRA KULTURSKOLEN
i er hos familien Andersen, far, mor, storesøster Elisa og lillebror Erik. Og ikke at forglemme, hunden Milo, som har sin nysgerrige næse allevegne. Der er kun én, der kan overgå Milo i nysgerrighed – det er, Erik. Det er juleaftensdag og Eriks næse kløede ganske forfærdeligt denne eftermiddag. Julegaverne! Inde under juletræet. Det var næsten ikke til at holde ud. Kunne man dog bare kigge lidt. Erik kravlede ind under træet, hvis han var meget forsigtig – og meget lille – kunne han måske lirke lidt julepapir af og se, hvad der var inde under. Bare det var den racerbane, som han ønskede sig så meget. Bare, bare, bare!!! Bedst som han havde fået lavet et lille hul i papiret stod Milo – den åndsvage køter – og gøede ophidset lige op i Eriks bagdel. Så meget, at Elisa kom løbende. - Moar – Erik kigger i gaverne. Mor kom ind – kæmpestor – for Elisa og Erik skulle snart, meget snart have en lillesøster. Mor var så stor, at hun ikke kunne bøje sig ned efter Erik, der bare kravlede længere ind under træet. Måske kunne mor slet ikke se ham, men det kunne Milo, og ved fælles hjælp fra Milo og Elisa, fik de Erik hevet ud. Der røg et par kugler og andet pynt på gulvet.
24
OKT/NOV/DEC 2021 · derudad
- Erik, din skarnsunge! Gå ind på dit værelse nu ellers vanker der ingen julegaver til dig, min fine ven. Min fine ven! Hendes ”fine ven” kunne bare blive, hvor han var – det skulle hverken mor, Elisa eller Milo bestemme! Mor måtte hive Erik op ved armen, men slap ham med et skrig. Hun tissede!! Nøj, hvor hun tissede! Var der gået hul på hende? Det løb og løb ud af hende, og hun tog sig til ryggen og jamrede. Erik blev bange. - Elisa – løb ind efter far. Elisa tøvede, hun var bange. Nu, siger jeg, sagde mor meget højt. - Hvad sker der mor”, spurgte en bange Elisa. - Bare gør som jeg siger … jeg er ved at føde! - Lige her midt på stuegulvet? spurgte Erik interesseret. Far kom, fik mor ned og ligge på gulvet, hvor hun lå og jamrede sig. Jeg ringer efter mine forældre, sagde han. Det nytter ikke, de er ikke hjemme, og det er dine forældre heller ikke. Vi må ringe til Theodora, jamrede mor. Theodora! Er du da rigtig klog i hovedet, sagde far, hun æder de stakkels børn i store lunser! - Vel gør hun da ej, jamrede mor. Hun siger ikke et ord til dem, og de kommer til at sidde på en stol ved bordet ret op og ned hele tiden. Av, av, av… Det kan godt være, at det er synd for dem, men det er bedre end at lade dem være alene her i … AV! ... jeg ved ikke hvor lang tid. Mor jamrede. - Jeg vil ikke være alene hjemme, hylede Elisa. Det vil jeg heller ikke, peb Erik – selvom han måske nok syntes, det var en god ide, for så var der ingen, der kunne blande sig i, om han åbnede alle de pakker, der stod Erik på. - Hvem er Theodora?, hviskede Erik. Det er mors søster – hende
