Julehistorie

TEKST: MARIA OHRT-NISSEN TEGNINGER: BØRN FRA KULTURSKOLEN

Vi er hos familien Andersen, far, mor, storesøster Elisa og lillebror Erik. Og ikke at forglemme, hunden Milo, som har sin nysgerrige næse allevegne. Der er kun én, der kan overgå Milo i nysgerrighed – det er, Erik. Det er juleaftensdag og Eriks næse kløede ganske forfærdeligt denne eftermiddag. Julegaverne! Inde under juletræet. Det var næsten ikke til at holde ud. Kunne man dog bare kigge lidt. Erik kravlede ind under træet, hvis han var meget forsigtig – og meget lille – kunne han måske lirke lidt julepapir af og se, hvad der var inde under. Bare det var den racerbane, som han ønskede sig så meget. Bare, bare, bare!!!

Bedst som han havde fået lavet et lille hul i papiret stod Milo – den åndsvage køter – og gøede ophidset lige op i Eriks bagdel. Så meget, at Elisa kom løbende. - Moar – Erik kigger i gaverne.

Mor kom ind – kæmpestor – for Elisa og Erik skulle snart, meget snart have en lillesøster. Mor var så stor, at hun ikke kunne bøje sig ned efter Erik, der bare kravlede længere ind under træet. Måske kunne mor slet ikke se ham, men det kunne Milo, og ved fælles hjælp fra Milo og Elisa, fik de Erik hevet ud. Der røg et par kugler og andet pynt på gulvet.

- Erik, din skarnsunge! Gå ind på dit værelse nu ellers vanker der ingen julegaver til dig, min fine ven. Min fine ven! Hendes ”fine ven” kunne bare blive, hvor han var – det skulle hverken mor, Elisa eller Milo bestemme!

Mor måtte hive Erik op ved armen, men slap ham med et skrig. Hun tissede!! Nøj, hvor hun tissede! Var der gået hul på hende? Det løb og løb ud af hende, og hun tog sig til ryggen og jamrede. Erik blev bange. - Elisa – løb ind efter far. Elisa tøvede, hun var bange. Nu, siger jeg, sagde mor meget højt. - Hvad sker der mor”, spurgte en bange Elisa. - Bare gør som jeg siger … jeg er ved at føde! - Lige her midt på stuegulvet? spurgte Erik interesseret. Far kom, fik mor ned og ligge på gulvet, hvor hun lå og jamrede sig. Jeg ringer efter mine forældre, sagde han. Det nytter ikke, de er ikke hjemme, og det er dine forældre heller ikke. Vi må ringe til Theodora, jamrede mor. Theodora! Er du da rigtig klog i hovedet, sagde far, hun æder de stakkels børn i store lunser! - Vel gør hun da ej, jamrede mor. Hun siger ikke et ord til dem, og de kommer til at sidde på en stol ved bordet ret op og ned hele tiden. Av, av, av… Det kan godt være, at det er synd for dem, men det er bedre end at lade dem være alene her i … AV! ... jeg ved ikke hvor lang tid. Mor jamrede. - Jeg vil ikke være alene hjemme, hylede Elisa. Det vil jeg heller ikke, peb Erik – selvom han måske nok syntes, det var en god ide, for så var der ingen, der kunne blande sig i, om han åbnede alle de pakker, der stod Erik på. - Hvem er Theodora?, hviskede Erik. Det er mors søster – hende

vi aldrig taler om, svarede Elisa. Spiser hun da små børn? hviskede Erik interesseret. Nej, dit hundehoved, sagde Elisa, hun kan bare ikke lide børn – eller mor og far – eller andre mennesker i det hele taget. Var det så ikke bedre at være alene hjemme? spurgte Erik. Men nej. Elisa ville hellere spises i store lunser, end at være alene hjemme – og slet ikke med Erik. Så hellere Theodora. - Theodora, sagde Mor i telefonen, det er Mettelise … ja, det er længe siden … men hør lige … vi ... jeg har frygtelig meget brug for din hjælp. Jeg er gået i fødsel, noget før tiden, og vi har ingen, der kan passe vores to børn. Far og mor er begge bortrejst i julen, og Haralds forældre er heller ikke hjemme ... hvad de hedder? Elisa, hun er syv år og Erik er fem år ... vi har ingen, der kan se efter dem … vil du det, tusind tak for hjælpen, vi kommer med dem om et kvarter ... øh … farvel – og glædelig jul … Nej, nej ingen glædelig jul, jeg skal aldrig sige det igen!” - Pyha … hun sagde ja, når det nu ikke kunne være anderledes, sagde mor, men de ville ikke få andet at spise, end hvad hun skulle have, og der er ingen juletræ eller julegaver. Hvad spiser hun da til juleaften, spurgte Erik forsigtigt. Hun spiser aldrig andet end havregrød, og hun hader julen gispede mor mellem veerne. Du må hellere skynde dig, sagde hun til far. Det virker som om, det ikke kommer til at vare lang tid, det her. - Jamen gaverne, peb Erik. Far blev sur. De gaver får du, når vi kommer hjem – gør det nu ikke sværere for os, end det er i forvejen. Mor skal på sygehuset, og det skal være NU! Elisa og Erik skyndte sig at pakke nogle ting sammen – Erik ville have sin store brandbil med. Det kan der O-VER-HO-VE-DET ikke blive tale om, sagde far med meget store bogstaver. Erik hylede, så skulle han ikke nogen steder. Mor skreg – og så ville Erik godt med alligevel.

De kom til Theodoras lejlighed, og blev lukket ind af en meget sur dame, der samtidig lignede mor så meget, så det gjorde helt ondt inde i børnene. - Hun ligner mor, bare mere sur, hviskede Erik til Elisa. Elisa sparkede ham over benene. Jamen det er rigtigt, hviskede Erik. Theodora så på dem med iskolde øjne. I skal vide, at jeg ikke bryder mig om jeres mor … og det kommer ikke jer ved hvorfor, afbrød hun Erik. Det er sådan det er. Sæt jer der. Hun pegede på to stole. Og hold jeres mund, hvorefter hun forlod stuen.

Børnene satte sig stille på stolene og kiggede sig lidt omkring. Her ser ikke særlig hyggeligt ud, sagde Elisa. I skulle holde jeres mund, lød det fra Theodora. Børnene så sig forskræmt omkring. Bag fra den store polstrede sofa listede tre små nisser frem. De kiggede forskrækket på børnene – de havde aldrig set andre mennesker i Theodoras lejlighed. - Hvem er de børn, og hvad laver de her? Det er noget med en dame, som Theodora ikke kan lide, sagde den store nisse, men lad os da spørge dem. De listede hen til børnene og prikkede forsigtigt til Elisa, som for sammen. Hvad var det – der var nogen, der rørte ved mig, sagde hun, mens hun så sig forskrækket om. Huerne – vi har glemt at tage huerne af!, sagde den store nisse. For det er jo sådan, at nisser er usynlige for mennesker, når de har huerne på, men synlige, når de tager huerne af.

Huerne røg af, og børnene så forskrækket på nisserne. Hvem er de?, spurgte Erik. De var her ikke lige før. Nisserne pegede på sofaen. Vi bor der – og vi er nisser. Bor I her hos moster Theodora, spurgte Elisa forfærdet. Hvordan tør I det? Hun ved ikke, vi bor her, bare vi husker at beholde huerne på. Men hvem er I, og hvorfor er I her? Børnene fortalte om mor, der tissede på gulvet, om lillesøster, der snart kom ud, og om at de ikke turde være alene hjemme. Men også at de var lidt bange for Theodora, fordi hun er så skrækkelig sur. Der lød skramlen fra køkkenet, og nisserne skyndte sig at tage deres huer på. Moster Theodora kom ind med to tallerkener, som hun satte på bordet foran børnene. Erik og Elisa så ned i tallerkenerne. Havregrød. - Ja, jeg spiser altid havregrød til aften, og jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle lave noget som helst andet for jeres skyld. Jamen det er juleaften – og jeg kan ikke li’ havregrød, peb Erik. Juleaften er for pattebørn – jeg holder ikke jul, jeg hader julen. Og du spiser hvad der bliver sat på bordet, snerrede moster Theodora og trampede ud af stuen. Hun hader julen, sagde Erik forundret: Det kan man da ikke. Hvorfor er hun så vred? Hun så nærmest ud, som om hun græd, sagde Elisa. Det er da fordi, hun spiser havregrød til juleaften.

Så ville jeg også blive sur, sagde Erik. - Vi ved det ikke rigtigt, men der er noget med en bog, som hun kigger i en gang i mellem, sagde den store nisse. Når hun sidder og læser i den, græder hun lidt, og så smider hun bogen væk og er meget sur. Hvaffor en bog?, spurgte Elisa. Men det vidste nisserne ikke. De skyndte sig altid at gemme sig bag sofaen, når moster Theodora var i det onde humør. Den må da være her et sted, sagde Elisa bestemt. Den skal vi finde.

Nisserne protesterede alt det bedste, de vidste. Hvorfor skulle de dog det, nej, nej, nej, de var rigtig, rigtig bange for, hvad der kunne ske, hvis Theodora opdagede det. Der kan da ikke ske noget med jer, sagde Elisa. Hun ved jo ikke, at I bor her. Ved I slet ikke, hvor moster Theodora gemmer bogen?, spurgte Elisa. Nej, det vidste nisserne ikke, fordi de altid gemte sig, når hun var i dårligt humør. Og det var hun næsten altid.

Erik var blevet stædig. Jeg VIL finde den bog – jeg VIL finde ud af, hvorfor moster Theodora er så vred på julen – og hvorfor hun er så vred på mor. Han rejste sig og kiggede sig omkring. Hvor ville du gemme noget, som jeg ikke må se, spurgte han Elisa. Det sted findes ikke, jeg kan ikke have noget for mig selv, svarede Elisa surt. Erik tænkte sig lidt om. Jeg fandt engang en bog inde på dit værelse, som nogen havde skrevet krimskrams i. Har du kigget i min poesibog, hvinede Elisa. Din, din, din, din ... Møgunge sagde Erik. Elisa sukkede. Små brødre er en prøvelse. Så ved du, at jeg har min poesibog liggende i en skuffe i mit skrivebord. Hør … det kan være, der er noget med skuffer her i stuen. Hun undersøgte bordet, de sad ved, og sørme jo, der var en skuffe. - Se her, hvad jeg har fundet!, sagde hun. En bog med gamle billeder – nøj, de ser rigtig gamle ud. Er det den her?, spurgte hun nisserne. Jo, det mente de nok det var, men de skulle i hvert fald ikke røre ved den – under ingen omstændigheder – NIKS! Det er et fotoalbum, sagde Elisa. Fra gamle dage … se, den lille pige der, hun ligner lidt mig … nej, det er mor, da hun var en lille pige ... og der ... det må være moster Theodora ... hun ser glad ud ... det ser næsten helt forkert ud, sagde hun undrende.

Børnene bladrede videre i fotoalbummet, og grinede højt, når de så billeder af moren og Theodora. Døren gik op, og moster Theodora kom ind. Hun så fuldstændig og aldeles meget rasende ud. Hvad bilder I jer ind, sådan et par uopdragne unger – at rode i andres ting. Børnene skyndte sig at smide bogen på gulvet. Nisserne fik huerne på, snuppede bogen og forsvandt ind bag sofaen. Vi har ikke taget noget, vi sad bare og snakkede lidt, sagde Elisa. Moster Theodora blev endnu mere vred. I er – som man kunne forestille sig med Mettelises børn – aldeles og fuldstændig uopdragne og modbydelige, sagde hun og for ud ad døren. - Det så mærkeligt ud, sagde Elisa. Det så ud, som om hun skulle til at græde. Hvad mon der er i vejen? Der lød nogle mystiske lyde fra køkkenet. Børnene så på hinanden, og nisserne kom listende frem. Hun græder, sagde den store nisse. Det er sådan, det lyder, når hun sidder og kigger i bogen. Børnene og nisserne så på hinanden – kunne der være noget, som moster Theodora var ked af? Der er altså noget med den bog. Børnene kiggede på den. Der var mange billeder af mor og moster Theodora, og på mange af dem kunne man se, at mor var glad, men at moster Theodora ikke var helt så glad. Der var en masse billeder fra en jul, hvor mor så ud til at være på Eriks alder og moster Theodora på Elisas alder. Se der, sagde en af nisserne. Der ser hun meget ked ud af det. Jeres mor er ved at sætte en stjerne på toppen af et træ. Det ser mærkeligt ud. Hvorfor gør hun det? Og sikke en masse flitter-flatter der hænger på træet. Det er et juletræ, sagde Erik. Det gør mennesker. De pynter et grantræ og sætter en stjerne i toppen. Og så danser man rundt om det, mens man synger, sagde Elisa.

Nisserne så på børnene, næsten som om de ikke var rigtig kloge. Er det rigtigt – pynter I et træ og danser rundt om det? Hvorfor gør I det? Fordi det er jul, og fordi det er sjovt, svarede Erik. Og hvorfor synes moster Theodora så ikke, det er sjovt, spurgte den mindste nisse. Han havde aldrig set et juletræ hos moster Theodora. Det kunne børnene ikke svare på. Den største nisse kiggede eftertænksomt på billedet. Jeg tror, at jeres moster Theodora er ked af, at det ikke var hende, der skulle sætte stjernen på træet.

Der blev stille, og børnene og nisserne så på billedet. Ved du hvad, sagde Elisa, det tror jeg er rigtigt. Det er jeg faktisk helt sikker på er rigtigt, sagde Elisa ivrigt. Jeg kan huske, at mor engang fortalte, at hun var meget forkælet, da hun var lille. Hør, jeg tror, jeg har en ide til, hvordan vi kan få gjort moster Theodora glad igen!, sagde den store nisse. Børnene og nisserne hviskede sammen, og sammen lagde de planer for en juleaften, som moster Theodora aldrig siden

skulle glemme. Men hvordan skulle det dog kunne lade sig gøre? - Glem ikke, at vi er nisser, og at vi kan trylle, sagde den store nisse og pegede på en standerlampe i hjørnet af stuen. Og vupti, lampen blev til det smukkeste træ, pyntet til jul. Der mangler en stjerne, sagde Elisa. Netop, sagde den store nisse, men den venter vi lidt med, sagde hun hemmelighedsfuldt. Hun hviskede lidt med Erik, som grinede og så ud, som om han havde fået den helt store racerbane i julegave!

Og så kom moster Theodora ind. Hvis hun havde set gal ud før, var det for intet imod, hvordan hun så ud nu. Hun nærmest kogte! Hvem er ansvarlig for det modbydelige træ? hvæsede hun. Jeg har aldrig, aldrig, aldrig set noget så modbydeligt – det skal ud! Hun skulle til at tage fat i træet, da Erik greb hende i armen. Tænk at han turde! Moster Theodora, sagde han, der mangler en stjerne, men jeg kan ikke nå helt derop. Vil du sætte den på for mig? sagde Erik, og rakte hende en stor smuk stjerne.

En nissestjerne, der lyste hele stuen op. Moster Theodora så helt forvirret ud – sådan når man ikke ved, hvad man skal sige eller gøre. Skulle hun blive vred eller glad? Stjernen, sagde hun, skal … må … jeg sætte stjernen på træet? Erik nikkede og nikkede, så han næsten var ved at skrue hovedet af. Moster Theodora stod lidt og så på træet, og langsomt, ganske langsomt blev hendes vrede og sure ansigt til et blidt ansigt… og så lignede hun mor så meget, at det næsten ikke var til at holde ud!

Hun satte stjernen på træet og med et var der lys på alle grenene. Det var et træ så smukt, som aldrig nogensinde set før, og det stod i moster Theodoras stue! Pludselig lød der et ”Juhu” udenfor. Det er mor råbte Erik. Og far, sagde Elisa. Og der lød en ganske lille stemme, der græd. Lillesøster, sagde de begge og løb ud af stuen.

Moster Theodora stod stille og så betaget på træet. I kan godt komme frem nu, jeg ved godt, at I er her, sagde hun til nisserne. Det må så være jer, der har tryllet min standerlampe om til et juletræ.

Nisserne listede forsigtigt frem. ”Øh … hvordan vidste du, at vi boede her hos dig? Så meget havregrød kan jeg ikke spise alene, sagde Theodora. Jamen hvorfor spiser du kun havregrød?, spurgte den mindste nisse. Er det det eneste, du kan lide? Jeg kan ikke fordrage havregrød, med det er det eneste, jeg kan lave. Er det derfor, du altid er sur – at du kun spiser havregrød?, spurgte den lille nisse, som heller ikke kan lide havregrød. Nej, sagde moster Theodora. Det er nok, fordi jeg altid er alene. Jamen, vi er her jo, sagde den store nisse. Ja, det er I, det er også dumt at være så sur – man får ondt i maven af det. Men skal vi så se at komme ud til den lille familie – min familie, sagde moster Theodora med et smil. Og de gik ud til mor og far, Elisa, Erik og lillesøster. Der var julefred og juleglæde, og nisserne glemte alt om deres huer.

Tænk, at der ikke skulle andet end en julestjerne til at gøre moster Theodora glad.

Følg RebildPorten på