Mini Portræt af Tina Mariager Af Tatianna Svane Det er tirsdag eftermiddag og jeg er netop kommet i læ for den store regnbyge. Oppe i omklædningsrummet kan jeg se at jeg ikke er den eneste der er blevet ramt af uvejret. Alle forsøger ihærdigt at rede deres frisurer inden vi skal ind i salen. Jeg tager mine sko på og følges med min veninde ind. Der er allerede kommet en del. Mit fokus er rettet mod min faste plads – Barren med udsigt udover hele KUA. Regnen er stilnet af og solen er begyndt at titte frem fra de mørke skyer. Langsomt strækker efterårssolen sig og begynder så småt at ramme de store ruder, der dominerer venstre side af den store sal. Da jeg har indfundet mig på min yndlings plads, kigger jeg rundt. De andre piger småsnakker med deres sidemakker, og dette drager i få sekunder mine tanker hen mod en scene fra filmen FAME Vores balletlærer Tina kommer ind i salen, hendes skridt er faste. Hun går i retning af det lille anlæg der hænger på væggen oppe ved det store spejl. Hun stiller en sort mulepose med hvid skrift fra sig og tager sin våde regnfrakke af. Underneden har hun allerede skiftet til ballettøj – Sorte halvløse bukser og en hvid kropsnær bluse med lange ærmer. Hun tager sine hvide balletsko på og trækker de hvide benvarmere op til knæene. Hun sætter de smalle briller op i håret og bevæger sig langsomt over mod midten af salen til spejlet. Hendes kropsholdning er rank og man kan ane at hun er svajrygget. En holdning der tyder på at hun har danset ballet i mange år. Hendes skridt er dansende, som var hele hendes liv en lang balletforestilling. Hendes hår er sort og samlet i en stram knold i nakken. Når solen rammer hendes hår kan man ane de grålige nuancer, der bevidner om hendes livserfaring. Hun er en flot kvinde der med årene har ladet kroppen tage en naturlig udvikling. Igennem hendes ballettøj kan man ane hendes feminine kurver. Tina tager fat i barren der står i midten af salen og de to forreste pige træder respektfuldt et skridt tilbage for at give hende plads. Hendes klare stemme fylder den oplyste sal og hun beder os alle om at indtage første position og gøre klar til VET-‐MORN-‐FONDY ’battement Fondu’.
Selvom man har gjort dette utallige gange og det egentlig ikke er svært, så stiger nervøsiteten da hun vælger at bevæge sig over gulvet og observere vores udførsel. Hendes mimik er svær at tyde og man ved kun at man udfører trinnet rigtigt hvis hun passerer en. Hun stopper op hos pigen der står foran mig og begynder at rette på hendes fod. Jeg mister fokus og kommer ud af takt. Jeg begynder at svede. Jeg hader når det sker. Man bliver sur på sig selv. Hvorfor skulle det lige ske da hun var der? Hvis hun er i nærheden vil man bare gerne udføre trinnet til perfektion. Man stræber efter hendes opmærksomhed og accept. Uden at kende hende, har man lyst til at være hendes yndling. Frustration brede sig i kroppen hvis hun ikke anerkender ens tilstedeværelse. Men der er ikke noget at gøre ved. Hun er en bestemt dame der er svær at gøre tilfreds. Man må blot kæmpe og håbe på anerkendelse næste gang hun observerer. Min balletlærer er uddannet fra American Ballet Theatre School i New York. Det er i reglen det eneste jeg ved om hende. Derfor formår jeg altid, i løbet af undervisningen, at slippe min fantasi løs og opdigte historier om hendes liv. Nu kommer scener fra filmen Black Swan frem i mine tanker. Jeg forestiller mig hende i hendes unge år. Hun var en af de dygtigste på hendes skole. Men dette er ikke kommet til hende let. Jeg forestiller mig at hun har kæmpet for der hvor hun er i dag. At hun har haft nederlag og mødt udfordringer på sin vej. Men at hun igennem sin bestræbelse på at blive den bedste, har opnået succes. Fordi hun aldrig gav op. Tilbage i nutiden er undervisningen pludselig slut og der er nu gået halvanden time. Tina takker af for i dag og de andre piger forlader salen. Jeg kigger over på hende og for første gang ser jeg et mere afslappet udtryk i hendes ansigt. Igen begynder jeg at fantasere og tænker på hendes tid efter skolen og inden hun kom her. Jeg forstiller mig at hun har danset alle de store balletopsætninger, i alle de store byer. At hun har haft hede affærer med flotte mænd. Men at hun under en premiere på forestillingen Svanesøen, møder sit livs kærlighed. Hun har haft en lang og vidunderlig karriere hvor hun hver dag har foretaget sig det hun elsker allermest. Men nu er hendes prioritering anderledes. Nu er det hendes familie der er hendes allerkæreste. Hun har derfor stoppet karrieren som balletdanser på verdensplan og er nu balletlærer. En balletlærer, der hver tirsdag forsøger at skabe drømme for 25 håbefulde balletdansere.