LN_160x230_3.9.7
07/09/07
13:23
Sida 18
LYKKELIGE NORDEN
18
Hvilke stater vil være verdensmagter? Vil en kinesisk Napoleon sætte sit præg på århundredet? Hvor lang tid vil det tage at udskifte Mickey Mouse i den kinesiske trykpresse for at lave geværkugler i stedet? Vil europæiske separatister erklære krig mod EU og sprænge bomber på gaderne i Bruxelles? Vil USA være gået i opløsning ligesom Sovjetunionen? Vil olien være brugt op og ingenting sat i stedet? Vil det være muligt at køre lige igennem Afrika, som om det drejede sig om et nydeligt landskab i Sverige? Vil den islamiske fundamentalisme have rejst sig og sænket sig igen? Vil fanatiske miljøforkæmpere have brugt atomvåben for at gøre visse områder ubeboelige for andre end ørne og vildsvin? Hvilke sprog vil stadig være i brug? Vil der stadig blive talt islandsk, dansk, norsk i 2093? Vil olien forvandle Grønland til et nyt Kuwait, hvor velhavende inuitter vil fange narhvaler fra helikoptere af guld? Vil fugleinfluenzaen have udryddet menneskeheden? Vil der være sluppet en nano-et-ellerandet ud af MITs laboratorier, som indgår forbindelse med ilt, så at jorden vil være ubeboelig for andre end alger? Det er naturligvis uansvarligt at sætte børn i verden med udsigt til sådan en uvished. Totalt uansvarligt at kaste enkeltindivider ind i denne ustyrlige verden. 2025 er lige så langt forude i tiden, som 1989 ligger tilbage i tiden. Hvad har ændret sig siden 1989? Vores far havde bygget et hus til os i Árbærkvarteret, en af Reykjaviks forstæder, og i 1989 havde han omsider penge nok til en Pajero–jeep. De bor der endnu, og far har for nylig købt sin syvende Pajero-jeep. Mine venner har læst i udlandet og er flyttet tilbage til kvarteret, ja, nogle af dem bor i den blok, hvor jeg voksede op, inden vi flyttede i parcelhus, og deres børn går nu i den skole, hvor vi gik før. Intet har ændret sig. Kvarteret er, som det var, hverken bedre eller værre. Måske er det godt sådan. Måske skal verden være sådan. End of history, intet nyt er godt nyt. Ikke desto mindre skal det hedde sig, at alting har ændret sig, jerntæppet er faldet, og teknikken er gået fremad med stormskridt, med ipod og gsm-telefoner, selv om den, der går sig en tur i Árbær-kvarteret, kan se, at ingenting i virkeligheden er ændret. Man kan få øje på små fremskridt, en større idrætshal for eksempel. Men hvor skal dette samfund sætte kursen hen? Hvilke mål bør man have, når det ser ud, som om de fleste allerede er nået? Hvis man kigger nærmere efter, er der nu ellers sket forandringer. De kan ikke ses uden på husene, men fremgår af deres værdi. Parcelhuse, som unge fædre byggede i Reykjavik efter 1980, er steget kolossalt i værdi. Mange af husene er røget op over 100 millioner islandske kroner.