SYMF Årsmagasin 2023-24

Page 1

Årsmagasin 2023 – 2024

TID ●

FORM ●

KNUST ●

SAMLET ●

EVIGHED ●

SPROG

TANKE

GULD

LYD

UDVIKLET AF SYMF ● FOLKEKIRKENS SKOLETJENESTE PÅ SYD- OG MIDTFYN

INDHOLD

3

KÆRE LÆSER

4 + 5

Nye sanseoplevelser i kirkerummet

6 + 7

Filosofi med børn og unge

8 Fold en Bibel

9

Fest og faste

10 Underlig fisk

11

Hvor der er vand, er der liv

12

Der er længe, længe til...

I Folkekirkens Skoletjeneste på Syd- og Midtfyn (SYMF) udvikler vi undervisningsforløb til alle grundskoler i Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø kommuner. ALLE skoletjenestens tilbud – undervisningsmaterialer, lærerkurser og kulturtilbud som teater, koncerter og kunstworkshops – er gratis for skolerne at deltage i. Det er det, fordi provstierne i Svendborg, Faaborg, Midtfyn og Langeland/Ærø finansierer skoletjenestens drift og projektudvikling.

Skoletjenesten holder til på SVENDBORG PROVSTIKONTOR EGENSEVEJ 15 I SVENDBORG.

DE ANSATTE I SYMF:

13

Stald, stue og stamværtshus

14 + 15

Hvælvingens hemmeligheder

16 + 17

Man kan da ikke gå på vandet

18

REJSENDE – 4 poetiske lydvandringer

19

Er der tid?

20 + 21

KNUST – og samlet på ny

22

Tid til tanke

MALENE AGERHOLM LÆRER KARIN LARSEN TEOLOG

KÆRE LÆSER

Det magasin du sidder med i hånden, er SYMFs nye årskatalog, hvor vi præsenterer det kommende skoleårs tilbud til din undervisning. I år i et lidt andet format med mere plads til at fortælle om, hvad det egentlig er, vi går og laver.

SYMF – Folkekirkens Skoletjeneste på Syd- og Midtfyn har nu eksisteret i 8 år, og det har været en spændende udviklingsrejse, hvor vi har gjort os en masse vigtige erfaringer. Da vi i foråret 2015 udsendte vores første oversigt over vores tilbud (for man kunne ikke engang kalde det et årskatalog), ventede vi med tilbageholdt åndedræt, og vi glædede os over, at omkring 50 klasser havde lyst til at prøve et forløb hos os. Det tal er tidoblet i de 8 år, vi har været skoletjeneste. I dag håndterer vi årligt omkring 500 klassers tilmeldinger, og 85% af alle grundskoler i de fire kommuner vi dækker, benytter sig fast af vores tilbud.

”FORHÅBENTLIG ER VI

MED TIL AT GIVE KRISTEN -

DOMSFAGET ET BOOST –DET ER I HVERT FALD IDÉEN

MED DET HELE.”

KÆRE LÆRER

Vi er udmærket klar over, at kristendomsfaget

ikke fylder alverden i skemaet, at du næsten ingen forberedelsestid har, at du hele tiden skal afveje og økonomisere, og hvis du som lærer skal bruge vores materiale, så skal det være gennemarbejdet og lige til at gå til. Og hvis du skal prioritere tid til, at klassen kommer på kirkebesøg ifm. vores forløb, så stiller det krav til kvalitet, relevans og variation. Det ved vi, og derfor bliver vi ved med at eksperimentere med forskellige former og tilgange, så vi kan skabe nye læringsoplevelser med mulighed for fordybelse, sansning og eftertanke både i kirkerummet, i naturen, i klasseværelset og på workshops.

Vi synes jo, at kristendomsfaget er det allervigtigste fag på skemaet, fordi eleverne her får forskellige anledninger til at tænke over, hvad det vil sige at være menneske. Forhåbentlig er vi med til at give kristendomsfaget et boost – det er i hvert fald idéen med det hele.

TAK for jeres opbakning! TAK til lærere og klasser, der gennem tiden har sagt ja til at pilotafprøve vores nye idéer og give os feedback, så vi kan blive klogere på det, vi laver. Flere af billederne i dette magasin er fra en sådan pilotafprøvning, da elever og lærere i 4.a på Haahrs Skole i Svendborg var prøvekaniner på kirkebesøget Hvor der er vand, er der liv her i foråret 2023 i Vor Frue Kirke.

Vi kunne ikke gøre det uden jer!

GOD FORNØJELSE MED LÆSNINGEN! VI HÅBER, AT DU FINDER NOGET, SOM DU OG DIN KLASSE HAR LYST TIL AT PRØVE I SKOLEÅRET 2023-24.

3

NYE SANSEOPLEVELSER I KIRKERUMMET

Gennem de 8 år vi har eksisteret, har vi arbejdet med at udvikle nye undervisningsforløb med vedkommende temaer og nye undervisningsbesøg i kirkerne, som kan ’noget andet og noget mere’ end blot at formidle viden om kirke og kristendom.

I marts 2023 havde SYMF premiere på et helt nyt forløb Hvor der er vand, er der liv med tilhørende kirkebesøg. Dette forløb til 3. og 4. klassetrin er muligt at tilmelde sig igen til foråret 2024 (se s. 11)

Når klassen i starten af forløbet besøger deres lokale kirke, skal eleverne lytte til to lydbilleder skabt af teaterfolkene bag teatret Carte Blanche i samarbejde med en række folkekirkelige skoletjenester. Under et af lydbillederne ligger eleverne på kirkebænkene med høretelefoner på og med lukkede øjne, mens de tages med på en fortælling, der starter i Urhavet. Senere lytter de til et lydbillede, der guider dem gennem en aktivitet, hvor de sår et lille frø i en potte med jord. Frøet bliver undervejs også et billede på et håb, man kan vande og nære. Alle elevernes potter med frø samles i en spirekasse og bringes med tilbage til klassen som én fælles have.

EN KASSE FYLDT MED HÅB

Lotte Søgaard og hendes 4. klasse fra Haahrs Skole deltog som de første i dette nye kirkebesøg den 21. marts 2023 i Vor Frue Kirke i Svendborg. Billederne i artiklen er fra dette besøg. Efterfølgende gav Lotte Søgaard denne tilbagemelding:

”TAK FOR DEN DEJLIGE OPLEVELSE – DET VAR PÅ EN GANG BEVÆGENDE, RØRENDE OG DEJLIGT AT LÆRE PÅ DEN MÅDE. OG AT GÅ DERFRA MED EN KASSE FYLDT MED HÅB FOR FREMTIDEN –SÅ BLIVER DET IKKE MEGET BEDRE.”

Her i efteråret vil det også være muligt for 7. – 9. klasser at tilmelde sig forløbet ER DER TID? Her inviteres klassen også på et sanseligt og filosofisk undervisningsbesøg i kirken, hvor eleverne skal lytte til lydbilledet TIDEN. Læs mere om dette forløb på s. 19.

NYSGERRIGHEDEN SKAL VÆKKES OG KROP OG SANSER SKAL I SPIL

Når SYMF udvikler læringsbesøg i kirkerummet er det vores mål, at besøgene opleves som vedkommende af eleverne, og at det løfter et kristendomsfagligt mål i undervisningsforløbet. Vi eksperimenterer med undervisningsformer, hvor eleverne er aktive på forskellige måder. Nysgerrigheden skal vækkes og krop og sanser skal i spil, for sådan lærer de fleste børn bedst. Vi har udviklet flere kirkebesøg, som er inspireret af teaterformen Sensorisk teater, hvor det sanselige spiller en bærende rolle.

Scenekunstner Betina Birkjær og teatergruppen Carte Blanche 2.0 er nogle af vores samarbejdspartnere.

ET LYDBILLEDE ER EN LYDFIL PÅ 7-15 MINUTTER. LYDBILLEDET INVITERER DEN LYTTENDE IND I ET POETISK LYDUNIVERS, SOM BESTÅR AF FORTÆLLINGER, GUIDNINGER, MUSIK, SANG OG REALLYDE, DER ER MIXET TIL ET SAMLET LYDVÆRK.

SYMF SIGER MANGE TAK TIL SEAF FOR DONATION PÅ 10.000,- TIL INDKØB AF LYDUDSTYR TIL VORES TO NYE UNDERVISNINGSBESØG, HVOR VI BRUGER LYDBILLEDER.

5

DATO:

Tirsdag den 5. september 2023

TIDSPUNKT:

Kl. 14.00 – 17.00

STED:

Foredragssalen på Den frie Lærerskole

TILMELDINGSFRIST: 1. september 2023

Endeligt program for eftermiddagen udsendes efter tilmeldingsfristen.

6

BØRN OG UNGE

● INSPIRATION TIL FACILITERING AF FILOSOFISKE DIALOGER I UNDERVISNINGEN

Livsfilosofi og etik er kernen i kristendomsfaget, og i langt de fleste undervisningsforløb fra SYMF arbejdes der med en filosofisk tilgang til forløbets emne bl.a. gennem filosofiske samtaler i klassen. Men hvordan sørger du som lærer for, at klassesamtalen netop bliver filosoferende, åben og undersøgende?  Og hvordan får du alle eleverne med i samtalen?

Filosofisk dialog udspringer af traditionen ‘Filosofi med børn’, som er en samlebetegnelse for forskellige samtaleformer, hvor børn gennem gruppeaktiviteter udvikler deres evner til filosofisk samtale og derved træner deres tænkning og kognitive færdigheder samt personlige og sociale færdigheder. Den filosofiske dialog kan bruges som aktivitet for børn og unge i alle aldre og med en lang række indholdsmæssige udgangspunkter. Den filosofiske dialog styres af en facilitator, og det er netop denne facilitatorrolle, vi i denne workshop dykker ned i.

WORKSHOP for undervisere

I denne 3 timers workshop får du en introduktion til filosofisk dialog, og hvordan det kan bruges sammen med børn og unge i alle aldre samt en praktisk introduktion til facilitatorrollen – hvad er vigtigt som facilitator at være opmærksom på, og hvilke værktøjer kan du bruge i hvilke situationer?

Vi tilbyder desuden, at du kan deltage i et online opsamlingsmøde en måned efter workshoppen, hvor du kan dele dine oplevelser med facilitering og få feedback.

Fagligt indhold:

● Læreren og pædagogen i facilitatorrollen

● Grundteknikker i ledelse af filosofisk dialog

● Potentiale og faldgruber i autentisk klassesamtale

Udbytte:

● Praktisk og teoretisk forståelse af grundlæggende faciliteringsredskaber

● Viden om anvendelse af den filosofiske dialog ift. klassetrin og formål

● Inspiration til egen undervisning

● Opfølgende onlinemøde, hvor vi deler vores erfaringer siden kurset

WORKSHOPPEN

afholdes af ANNI NIELSEN, som er efteruddannelseskonsulent i forskningsprojektet Filosofi i Skolen ved Syddansk Universitet. Anni har været ansat ved Filosofi i Skolen siden 2017 og har mange års erfaring med facilitering af filosofiske dialoger, uddannelse af nye facilitatorer og materialeudvikling.

7 FILOSOFI MED

FOLD EN BIBEL

Bibelen er en af verdens mest læste bøger igennem tiden, men hvad handler den egentlig om? Hvem har skrevet den – og hvor gammel er den? I dette undervisningsmateriale vil eleverne få en grundlæggende viden om Bibelen, dens oprindelse, opbygning og forskellige genrer.

LOVEN EVANGELIERNE

HISTORIEN OM JØDERNE APOSTLENES GERNINGER

VISDOMSSKRIFTERNE BREVENE PROFETERNE JOHANNES ÅBENBARINGEN

Arbejdet med de 8 temaer spejler hinanden, så eleverne hurtigt vil finde genkendelse og rutine i tilgangen til opgaverne. Forløbet er analogt og formidlingen sker igennem fortællinger, samtaler, leg og et kreativt produkt: En foldebog.

Foldebogen er enkel at lave, og når projektet er afsluttet, vil hver elev have sin egen foldebog, hvor billeder og ord giver eleven et overblik over Bibelens indhold og opbygning.

Tilmeldte lærere modtager:

● Lærervejledning

● Ark med klistermærker til foldebøgerne

FAGOMRÅDE:

Kristendomskundskab

KLASSETRIN:

1. – 3. klasse

OMFANG: 9 lektioner

PERIODE:

Hele året

TILMELDING: Løbende

8
DET GAMLE TESTAMENTE DET NYE TESTAMENTE

OM FASTELAVN OG FASTETID

De fleste forbinder fastelavn med udklædning, tøndeslagning, fastelavnsboller, sjov og ballade. Men hvad færre tænker på er, at fastelavnsfesten oprindeligt var indledningen på en 40 dage lang faste, der handlede om indadvendthed, afsavn, eftertanke og stilhed.

Forløbet giver eleverne kendskab til traditionerne omkring fastelavnsfestens larm og ballade og fastetidens indadvendte stilhed. Hvad gør ro og stilhed ved mennesket? Hvad er eftertanke egentlig for noget? Og hvor finder forskellige mennesker ro i dag?

FASTELAVNS-SANSEVANDRING

– Hvordan dufter, smager, lyder og føles fastetiden?

Tilmeldte klasser inviteres på en sansevandring i en kirke i nærheden af skolen. Inspireret af teaterformen sensorisk teater bevæger eleverne sig gennem flæskedagene, hvide tirsdag, askeonsdag og 40 fastedage for til sidst at være fremme ved påsken. Hele vandringen veksler mellem aktivitet og ro. Varighed: 60 min.

Tilmeldte lærer modtager:

● Lærervejledning

● Elevhæfter

● Tilbud om en fastelavns-sansevandring

OG
FORLØB
TFUD E ● ● ● SMAGE●●●LYTTE ● ● ● FØLE Kristendomskundskab, dansk og historie Uge 5, 6, 8 og 9 2024 SFRIST: Senest 1. november 2023 9
FEST
FASTE
ET

UNDERLIG FISK

● OM AT FORSVINDE OG KOMME TIL SYNE IGEN

Liv og Fie er venner.

Pludselig bliver Liv usynlig. Fie ser hende ikke. Findes Liv så ikke mere?

Sådan begynder Rebecca Bach-Lauritsens og Lea Hebsgaard Andersens lille hverdagsdrama

Underlig fisk, der handler om Liv, som er bedsteveninde med Fie. Men en dag starter Flora i deres klasse, og så begynder Liv lige så stille at forsvinde…

Forløbet handler overordnet set om det at føle sig set eller overset – synlig eller usynlig i fællesskabet. Men det handler ikke kun om det. Det handler også om, hvordan man bliver set. For blot ét blik kan give eller fratage et menneske følelsen af at have værdi.

Det er det, der er på spil i de to fortællinger eleverne møder i dette forløb; den poetiske billedfortælling Underlig fisk og den bibelske fortælling om den lille undermåler til Zakæus, som alle synes er et dårligt menneske. Hvis man bliver set som

et dårligt menneske eller en underlig fisk, er der måske næsten fordele ved at være usynlig?

Det synes Zakæus i hvert fald, da han sidder gemt oppe i morbærtræet lige indtil det øjeblik, hvor han bliver set på med nye øjne.

Undre-æsken – en samtaleåbner

Hver klasse får tilsendt en lille undre-æske med forskellige genstande, der kan bruges til at åbne en indledende filosofisk samtale om det at føle sig synlig /usynlig i et fællesskab. Derefter arbejder klassen med bogen Underlig fisk og den bibelske fortælling. Med de to fortællinger som inspiration skal eleverne afslutningsvis arbejde med skyggeteater.

Tilmeldte lærere modtager:

● Et oplæsningseksemplar af bogen Underlig fisk

● Lærervejledning

● Elevhæfter

● Instruktionsvideo til skyggeteater

● Undre-æske til filosofisk samtale

FAGOMRÅDE:

Dansk og kristendomskundskab

KLASSETRIN:

2. – 3. klasse

OMFANG:

6 – 8 lektioner

PERIODE:

Hele året

”Den nye pige Flora synes, at Liv er en underlig fisk. Underlige fisk er i familie med sære snegle. Det er dem, som ikke alle forstår. Dem, der ikke er så mange af, og som måske derfor ikke har så nemt ved at få venner. Når man er en underlig fisk, kan det derfor være sværere at miste en ven end for andre.”

10
● Rebecca Bach-Lauritsen

VAND, ER DER LIV

Vi følger vandets forunderlige vej fra havet til skyen til regnen, der falder på jorden, siver ned gennem jordlag og suges ind i planternes rødder. Vandet, der drikkes af alle levende væsner – ind gennem munden, ned gennem halsen og ud i alle kroppens celler. Når vi følger vandets vej, følger vi også menneskets forbundethed med verden –og den er da for vild!

Vandet giver sammen med solens stråler og jordens muld næring til planter og træer, og som en del af dette forløb skal eleverne arbejde med både vand, frø og jord. De skal gå to veje i undersøgelsen af elementerne: dels skal de kigge på naturen og dels på, hvordan elementerne også i kristendommen er kilde til forundring, fortællinger og symboltænkning.

Sanseligt kirkebesøg med lydbilleder På side 4 og 5 i dette magasin kan du læse om det undervisningsbesøg, som du og din klasse inviteres til i starten af dette forløb.

Tilmeldte lærere modtager:

● Lærervejledning

● Elevhæfter

● Tilbud om sanseligt kirkebesøg

FAGOMRÅDE:

Dansk, natur/teknik og kristendomskundskab

5 – 6 lektioner +

April – maj 2024

SFRIST:

1. januar 2024

HVOR DER ER
11

DER ER LÆNGE, LÆNGE TIL...

Hvis der er opgaver, er der så også nedgaver? Kan man blive glad for en gave, man ikke har ønsket sig? Og hvad venter man egentlig på i december?

December er ikke som den plejer. Anna og Otto skal nemlig bo hos deres mormor og morfar, mens deres mor er i Spanien for at genoptræne sin dårlige ryg. Og selvom de altid har det hyggeligt sammen med mormor og morfar, så bliver det ikke det samme uden mor.

For at give Anna og Otto noget andet at tænke på, har mor lavet en pakkekalender til dem. Men pakkekalenderen er ikke helt almindelig, for pakken kan både være en gave og en opgave.

Pakkekalenderen sender de to børn ud på oplevelser, hvor de møder forskellige mennesker og får indblik i, at julen både er spændt ventetid, travl forberedelsestid og traditionsrig højtid.

Lågekalender og fortælling Forløbet består af en oplæsningsbog, en lågekalender og en hjemmeside med forslag til aktiviteter. Hver skoledag i december åbnes en låge i kalenderen og der læses et kapitel i historien.

Efterfølgende kan eleverne fordybe sig yderligere i dagens emne på hjemmesiden.

I løbet af december stifter eleverne således bekendtskab med kirkens rum og ritualer, adventstidens venten og (op)gavens forskellige betydninger.

Tilmeldte lærere modtager:

● Oplæsningsbog

● Lågekalender til klassen

● Adgang til hjemmeside med baggrundsmateriale og elevopgaver

FAGOMRÅDE:

Kristendomskundskab og dansk

KLASSETRIN:

1. – 4. klasse

OMFANG:

15-45 minutter på skoledage i december

PERIODE:

December måned 2023

TILMELDINGSFRIST:

Senest 1. oktober 2023

12

STALD, STUE OG

STAMVÆRTSHUS

● OM AT FEJRE JUL I FORSKELLIGE RAMMER

(Fra novellen Kolde fødder)

For mange er julen en tid med kalenderlys, gaver, veldækkede borde og kærlige familier, men for andre er julen helt anderledes. Den første jul blev fx fejret i en stald og for hovedpersonen i den nyskrevne novelle Kolde fødder, skal den fejres på det lokale værtshus.

Fælles for både den bibelske fortælling og pigen i novellen er, at julen fejres på kanten af samfundet, og at den måde at fejre jul på næppe vil finde vej til ugebladenes glittede glansbilledreportager.

Og netop gabet mellem fortællingen om den perfekte jul og den alt andet end perfekte jul, som mange mennesker hvert år oplever, er omdrejningspunktet i dette forløb.

Med afsæt i novellen Kolde fødder og de bibelske tekster om Jesus’ fødsel i Matthæus- og Lukasevangeliet skal eleverne arbejde tværfagligt med:

● Hvordan man i mødet med andre, på godt og på ondt, kan få et nyt blik på sig selv

● Hvordan man kan håndtere, at julen kan være alt andet end perfekt

● Hvordan familie både kan være noget man fødes ind i og noget, man vælger

Forløbet afrundes med et kreativt produkt, hvor eleverne giver deres eget bud på en nutidig julekrybbe.

Novellen Kolde fødder er skrevet af forfatter i børnelitteratur Karen Siercke, daglig leder af Poesiens Hus og stifter af organisationen Ordskælv.

FAGOMRÅDE:

Kristendomskundskab og dansk

KLASSETRIN: 5. – 6. (7.) klasse

OMFANG: 6 – 7 lektioner

PERIODE:

December måned 2023

TILMELDINGSFRIST:

Senest 1. oktober 2023

13
“HOS OS LUGTER DER AF HINDBÆRBRUS, RØG, ØL, HUND OG DE APPELSINER MIG OG MIN LILLESØSTER SPISER I BÅDE...”

HVÆLVINGENS HEMMELIGHEDER

Hjælp dine elever med at afsløre kalkmaleriernes hemmeligheder, og giv dem et overblik over sammenhængen mellem de centrale fortællinger i Bibelen.

Mange elever kender fortællingerne om Adam og Eva eller Jesus på korset. Men ved de også, hvordan Bibelen hænger sammen med spejlinger mellem Det Nye og Det Gamle Testamente.

Med en kort, nyproduceret film, hvor kalkmalerierne vha. enkle animation bliver gjort både forståelige og levende, vil eleverne blive lukket ind i Bibelens verden. Filmen kan vises på storskærm i klassen med efterfølgende aktiviteter knyttet til filmens indhold.

Med undervisningsmaterialet får læreren hjælp til at udfolde filmens historier og pointer. Først introduceres eleverne overordnet til kalkmalerier og deres samtid, middelalderen. Dernæst findes tre forslag til fordybelsesområder, hvor eleverne vil arbejde med Bibelens kronologi og udvalgte bibelhistorier samt få nøgler til at åbne/ afkode kalkmaleriernes hemmeligheder. Som afslutning på forløbet skal eleverne selv arbejde kreativt med billedfortælling.

Forløbets faser kan køres i et stræk, men man kan også vælge at bruge forydbelsesområderne som små særskilte undervisningsforløb.

Tilmeldte lærere modtager:

● Undervisningsvejledning

● Klassesæt af pamfletten ‘Foldebibel’

● Adgang til hjemmeside med digitale ressourcer

14

FAGOMRÅDE: Kristendomskundskab

KLASSETRIN: 4. – 6. klasse

OMFANG: 12 lektioner

PERIODE: Hele året

TILMELDINGSFRIST: Løbende

15

GÅ PÅ VANDET!?

● OM AT LÆSE BIBELSKE TEKSTER MED FORSKELLIGE BRILLER

Verden tager sig forskelligt ud, alt efter hvilke briller man ser den igennem – og sådan forholder det sig også med tekster. Vi ser og læser altid verden fra det sted, vi selv står. Vi ser en del, mens noget andet forbliver skjult. I projektet her præsenteres dette med brillen som metafor for forskellige synsvinkler.

Eleverne arbejder med metaforen som en erkendelseskategori, der illustrerer, at menneskers blik og perspektiv på tilværelsen sjældent er helt ens. Metaforforståelsen leges ind med ”brillefodbold” og andre øvelser.

De forskellige perspektiver introduceres i en nyproduceret tegnefilm, hvor en dreng læser fortællingen Vandringen på søen med tre forskellige briller. Eleverne læser derefter to andre bibelske tekster med projektets briller og undersøger, om brillerne repræsenterer forskellige pointer i teksterne.

Gennem hele forløbet arbejder eleverne med en lille kasse, hvor kassens sider repræsenterer forskellige udlægninger af et begreb eller en tekst. Kassen indgår også i det tilhørende kirkebesøg, hvor eleverne erfarer, at også i kirkerummet kan ord og begreber betyde andet og mere end det, man kan se med det blotte øje.

Tilmeldte lærere modtager:

● Lærervejledning

● Spørgsmålskort til gruppearbejde med bibelske fortællinger.

● Små kasser til illustration af forskellige synsvinkler.

● Tilbud om kirkebesøg.

● Adgang til projektets hjemmeside med bl.a. tegnefilmen Oskars briller og videoforedrag

Forløbet afrundes med en skrivework-shop designet af forfatter

Mette Vedsø

Via forskellige ord-skulpturer kommer projektets briller i spil og sættes i relation til metaforen VEJ. Alle elever producerer tre skriftlige værker, som viser, at der altid er flere mulige perspektiver på tilværelsen.

TIL LÆREREN

Til inspiration for arbejdet findes på projektets hjemmeside to korte videoforedrag om metaforer og forskellige måder at læse bibelske tekster og andre tekster på med ph.d. og sprogforsker ved Via University College, Linda Greve og dr.theol. og professor i teologi ved Københavns Universitet, Mette Birkedal Bruun.

16 MAN KAN DA IKKE

FAGOMRÅDE: Kristendomskundskab og dansk

KLASSETRIN: 5. – 6. klasse

OMFANG: 12 lektioner

PERIODE: Hele året

TILMELDINGSFRIST: Løbende

17

REJSENDE

● 4 POETISKE LYDVANDRINGER

Med sine pakkelister, souvenirs og udsøgte oplevelser er rejsen en helt særlig kategori. Den er indbegrebet af vores længsel efter eventyr, hvile, fest og forstyrrelser. Den danner os som mennesker, fordi vi på rejsen møder det fremmede i et andet lands mad, musik, sprog og hverdagsliv: ”Wauw, kan man virkelig leve sådan?!”. Fra rejsen vender vi hjem med nye indtryk og måske også et nyt blik på vores eget liv.

I forløbet skal eleverne på lydvandring med den fantastiske, fynske poetry slammer Kim Linnet i ørene. De fire lydvandringer downloades gratis i en app, som afspilles på elevernes mobiltelefoner. Lydvandringerne planlægges i naturskønne områder efter lærerens eget valg. Der er indlagt små refleksionsopgaver på ruten, som åbner for en samtale om rejsens mere eksistentielle dimensioner.

4 lydvandringer af ca. 10 min. varighed hver – i alt ca. 60 min. inkl. gå- og samtaletid:

● TURISTREJSEN

● OPDAGELSESREJSEN

● PILGRIMSREJSEN

● BAGHAVEN

Den indtalte tekst er mættet med rim, rytmer og en perlerække af sproglige finurligheder, der giver stof ind i danskfaget. Religionsfagligt giver forløbet stof til to lektioners arbejde med bibelske tekster, hvor rejse, erkendelse og pakkelisten til livet er tæt kædet sammen.

Tilmeldte lærere modtager:

● Lærervejledning

● Klassesæt af elevhæftet ’Turen går til…’

● App og koder til de 4 lydvandringer

FAGOMRÅDE:

Dansk og kristendomskundskab

KLASSETRIN:

7. – 9. (10.) klasse

OMFANG:

4 lektioner + lydvandringer

PERIODE:

Hele året

TILMELDING:

Løbende

KIM LINNET

”Ved uoverensstemmelse mellem kort og landskab, følg da landskabet”.
18
”Gå, gå, gå og gå – jeg er fodgænger, så er jeg da noget”

ER DER TID?

Alting har en tid. For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø.

Det er store og livsnære konstateringer om tilværelsen, der berøres i Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente. Både livets glade og lyse begivenheder trækkes frem, men der gives også plads til livets skyggesider, og ikke alle er nemme at forene sig med. Hvad menes der fx med, at der er en tid til at slå ihjel?

Sanseligt-filosofisk kirkebesøg Forløbet indledes med et besøg i den lokale kirke, hvor eleverne skal opleve et lydbillede, som er inspireret af teksten i Prædikerens Bog. Efterfølgende undersøges fænomenerne tid og evighed gennem samtale ud fra filosofiske spørgsmål, kunstværker og konkrete genstande.

Efter kirkebesøget arbejder eleverne videre med tidens livsfilosofiske betydning og undersøger forskellige aspekter af tiden i religionerne, hvor den både optræder som et kvantitativt og et kvalitativt fænomen.

Materialet giver også mulighed for, at I kan bringe det idéhistoriske ved tiden med over i historiefaget og se på, hvordan tid som begreb og som teknologi har spillet ind i menneskers liv. Der kan også tilføjes en danskfaglig dimension, hvor tiden som sprogligt fænomen tages under luppen i digte, ordsprog og faste vendinger.

Danskfagligt inddrager forløbet følgende tekster: GRUK af Piet Hein og digtet Tiden af Benny Andersen.

Religionsfagligt kommer forløbet ind på, hvordan man i religionerne leger med tidsbegrebet i ritualerne, hvor den almindelige tid opløses i mødet med det hellige.

Tilmeldte lærere modtager:

● Lærervejledning

● Elevhæfter

● Adgang til hjemmeside

● Tilbud om kirkebesøg

FAGOMRÅDE:

Kristendomskundskab, historie og dansk

KLASSETRIN: 7. – 9. klasse

OMFANG: 4 lektioner + kirkebesøg (60 min)

PERIODE:

Uge 36 – 45

TILMELDINGSFRIST:

Senest 1.september

19

KNUST

● FILOSOFISKE SAMTALER OM AT BLIVE SAMLET PÅ NY

Kan ord og guld lime tilværelsen sammen, når den går i tusind stykker?

I dette craft-filosofiske forløb lægges der op til samtaler, tekstlæsning og skriveopgaver om oplevelsen af, at tilværelsen går i stykker og samler sig på ny. Forløbet er til både danskfaget og religionsfaget og indeholder et tilbud om workshop, hvor eleverne får mulighed for at bruge hænder og hoved til faglig refleksion.

Erfaringen af, at noget går i stykker og samler sig i nye formationer, genkendes fra både samfundsmæssige kriser og krige og fra mere individuelle forhold.

De kristendomsfaglige aspekter af projektet handler om, at verdens ondskab og lidelse ikke bare er et problem for det meningsøgende menneske, men også for teologien. For hvor eller hvem er Gud, når verden går i stykker? Er det hans skyld? Er det menneskets?  Eller er det et livsvilkår, som det religiøse sprog forholder sig til gennem ritualer, fortællinger, kunstbilleder og begreber? Hvad siger religionerne om dette? Og hvilken sammenhæng har det knuste med kristendommens korsfæstede gud?

Forløbet indledes af et videoværk af den peruvianske kunstner Karen Macher Nesta, som står med et selvportræt i porcelæn, som smadres i tusind stykker. Kunstneren samler stumperne og limer dem sammen med guld, så hver skramme og hvert skår former hendes selvportræt på nye måder. Dette billede af det knuste og det samlede går igen gennem forløbets tekster og cases.

Tilmeldte lærere modtager:

● Lærervejledning

● Adgang til hjemmeside med videomateriale

● Tilbud om KNUST-workshop med klassen

FAGOMRÅDE:

Kristendomskundskab og dansk

KLASSETRIN:

7. – 9. klasse

OMFANG:

4 – 6 lektioner

PERIODE:

Fra uge 43 (OBS: se info om tidspunkt for workshops)

TILMELDING:

1. september 2023

Still fra filmen Resiliencia af Karen Macher Nesta

KNUST-workshop

Som afslutning på forløbet inviteres et begrænset antal klasser på KNUSTworkshop, hvor eleverne i fællesskab undersøger, hvordan brudstykker af ord og litteratur sammen med skår og guld kan limes sammen til nye helheder. Workshoppen afholdes af skoletjenesten, der har inviteret forfatter Nanna Goul til at stå for et skriveforløb undervejs. Workshoppens varighed er 4 timer. Der afholdes i alt ti workshops i perioden 1. december 2023 – 23. januar 2024 i hhv. kunstbygningen SAK i Svendborg og i egnede lokaler i Faaborg og Ringe.

Skriv gerne i tilmeldingen, om du ønsker at tilmelde klassen en workshop, og i hvilken måned workshoppen ønskes (december eller januar).

Forløbet kan sagtens gennemføres uden workshop. Hvis du som lærer har mod på det, vil skoletjenesten gerne være behjælpelig med at levere porcelæn og guldlim til din skole, så I selv kan arbejde med KNUST-værker i klassen.

Skriveforløb med forfatter Nanna Goul

I dette skriveforløb arbejder vi med i fællesskab at skabe skønlitterære tekster. Det er en myte, at forfatteren eller geniet arbejder bedst i ophøjet, smertefuld ensomhed – man arbejder bedst i trygge og anerkendende omgivelser – og ofte er der meget inspiration at hente i kollektive grupper. Derfor forviser vi i denne workshop al præstationsangst fra lokalet og løfter hinandens kreative ideer og ord sammen. Vi skal bl.a. samle tekststumper fra forskellige typer skrift og samle dem i collagens form; vi går på jagt efter gode sætninger i eksempelvis aviser, reklamer, digte og romaner og limer de små tekststykker sammen til et stort fælles langdigt. Derudover skal alle elever skrive en lille tekst til deres KNUST-kunstværk, hvor de sætter ord på det at blive knust og samlet på ny.

Om forfatteren

Nanna Goul (f. 1980) er en dansk skønlitterær forfatter, skribent og klimaengageret planteaktivist. Hun har i 2022 udgivet den anmelderroste roman Heksens alfabet om bibliotekaren Kamma, der har mistet et barn og forsøger at forsone sig med tilværelsen gennem forskellige ritualer. Nanna Goul har igennem en årrække skrevet fast for en række dagblade, både som litteratur- og teaterkritiker samt kulturjournalist. Hun har været redaktør på Weekendavisen, litteraturkonsulent på et bibliotek og underviser bl.a. i kreativ skrivning.

MÅLGRUPPE:

Tilmeldte klasser

TIDSPUNKT:

December 2023, januar 2024

STED:

SAK kunstbygning i Svendborg samt lokaler i Faaborg og i Ringe

OMFANG: 4 timer

TILMELDINGSFRIST: 1. september 2023

OBS:

Der er plads til et begrænset antal klasser

21

TID TIL TANKE

● FILOSOFISKE UNDERSØGELSER

Tid til tanke er en netbaseret artikelbase med præsentation af forskellige kristendomsfaglige temaer. Hver artikel er sammensat af forskellige modaliteter, fx tekst, illustrationer, videoer, faktabokse og arbejdsspørgsmål.

Artikelbasen indeholder

følgende temaer:

● Universet ● Tro

● Kærlighed ● Håb

● Fjendskab ● Humor

● Lykke ● Mening

● Frihed ● Tilgivelse

● Ritualer

I hver artikel præsenteres forskellige vinkler og perspektiver på temaet, som efterfølgende bringes i spil, når eleverne mere filosofisk skal undersøge temaet.

Tid til tanke lægger op til at arbejde filosofisk, hvilket betyder, at det er elevernes egne tanker, som er i centrum. Hvad betyder håb for vores liv? Er fjendskab uundgåeligt – eller måske snarere nødvendigt? Bestemmer vi selv, om vi vil være lykkelige?

Til hver artikel følger en metodisk vejledning, som beskriver, hvordan man gennem filosofiske øvelser og samtaler kan arbejde med artiklen og temaet. Herved bringes forskellige perspektiver og forståelser frem, og eleverne opdager, at temaerne ofte optræder i deres eget liv, at de er meget komplekse, og at forskellige mennesker gør sig forskellige tanker.

Tilmeldte lærere modtager:

● Adgang til hjemmeside med artikler til eleverne

● Digital lærervejledning og metodisk vejledning til hvert tema

FAGOMRÅDE:

Kristendomskundskab

KLASSETRIN:

7. – 9. (10.) klasse

OMFANG:

2 – 3 lektioner pr. tema

PERIODE:

Hele året

TILMELDING:

Løbende

22

INFO

Tilmeld dig SYMFs undervisnings- og kursustilbud på www.symf.dk

Alle vores tilbud er GRATIS for skoler i Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø kommuner.

På vores hjemmeside finder du også forløb fra tidligere år, som du stadig kan bestille materialer til.

Du kan skrive til os på mail@symf.dk eller ringe på tlf. 24 80 60 18.

Fotos på side 2, 3, 4, 5 og 11 samt foto på forsiden: fotograf Ard Jongsma

Illustration på side 9, 17, 22: Jeanette Thorup

Illustration på side 10: Lea Hebsgaard Andersen (fra bogen Underlig fisk)

Illustration på side 11 Vandets kredsløb: Signe Kjær

Illustration på side 11 Spirepigen: Els Cools

Illustration på side 12: Zarah Juul

Illustration på side 13, 18: Charlotte Hitzner

Foto på side 19: anncapictures, Pixabay

Grafisk tilrettelæggelse: Jeanette Thorup

23

SYMF

FOLKEKIRKENS SKOLETJENESTE PÅ SYD- OG MIDTFYN

EGENSEVEJ 15

5700 SVENDBORG

WWW.SYMF.DK

MAIL@SYMF.DK

Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.