Tidsskrift for Psykoterapi 2021 3

Tidsskrift for Oktober Juni Nr. 23 2021

TEMA

TRAUMER

Negativ Traumercyklus hos børn

Problemer Flere typeritraumer parforholdet

Det - og indre endnuparforhold flere typer traumer

Sex C-PTSD

En Børn negativ kan også cyklus blive kan traumatiserede, aktiveres af reaktioner tilmed såpå tidligt svære som forhold i fosterperioden. i parforholdet.

DetSå er kan vigtigt almindelige at tage hånd problemstillinom børneger nesende traumer somsådestruktive tidligt somkonflikter. muligt.

har Traumer ofte rod er imange tilknytningsmæssige ting. I dette numforstyrrelser mer af Tidsskrift hosfor den Psykoterapi ene eller omtalers begge parter. i artiklerne Eller syv de kan forskellige skyldes uklar typer:eller uafklaret Udviklingstraumer kommunikation. ...

Balance ... tilknytningstraumer, mellem vores indre relationelle maskulige/feminine traumer, choktraumer, sider, vores faretraumer, animus og anima, kulturelle er vigtig traumer for vores og komplekse relationer til andre traumer. mennesker.

Sex Complex er enPost-traumatic væsentlig del Stress af vores Disorder liv er en – som ny psykiatrisk mennesker diagnose og sompå par. vej.

Psykoterapeuter Den vil blive medtaget bør kunne i ICD-11, hjælpe, som når forventes sexlivet at brænder træde i kraft på. januar 2022.

TEMA: TRAUMER

FORMANDEN SKRIVER

Pia Clementsen Psykoterapeut MPF Formand for Dansk Psykoterapeutforening

FOND TIL GAVN FOR PSYKOTERAPI

Et andet sted i bladet bringes en nekrolog over et af vores medlemmer, Henning Jørgensen. Ud over at Henning i levende live gjorde et stort arbejde for psykoterapien, så kommer han også til at betyde meget for psykoterapi i fremtiden og dermed også for medlemmerne af Dansk Psykoterapeutforening.

Henning nåede inden sin død at sætte en stor sum penge af til en fond – Nektarfonden. Hvad kommer fonden til at betyde?

Fondens erklærede formål er: ”at forbedre den mentale sundhed for mennesker i Danmark ved at fremme, udvikle og understøtte psykoterapien. Fonden skal støtte styrkelsen af professionel psykoterapi og psykoterapeutisk praksis, som er karakteriseret ved psykoterapeutens intentionelle anvendelse af kliniske metoder og interpersonelle forhold, baseret på etablerede psykologiske principper, faglig ekspertise og forskning.

Psykoterapien skal hjælpe folk med at ændre personlige mønstre i retning af healing, livskvalitet og personlig modning.” Formålet bygger på Henning Jørgensens egne tanker om at fremme psykoterapien i Danmark.

At kunne understøtte den professionelle psykoterapi og psykoterapeutiske praksis.

VIDENSCENTER

Til at imødekomme disse tanker vil fonden, blandt andet, oprette og drive et videnscenter for psykoterapi. Videnscenteret skal samle og formidle viden om

2

psykoterapi både til medlemmerne i Dansk Psykoterapeutforening og til samfundet som helhed. I fondens bestyrelse er vi i gang med at undersøge, hvordan man opretter et videnscenter – og vi regner med at påbegynde oprettelsen i løbet af 2022-23. Videnscenteret vil i fremtiden kunne styrke psykoterapeuter MPF i forhold til at søge viden og være opdateret på faget. Det vil også kunne skabe synlighed omkring psykoterapi og psykoterapeuter i medierne og samfundet mere generelt.

Ud over et videnscenter oprettes også en forskningsdel. Fonden vil i fremtiden kunne støtte forskning i psykoterapi i Danmark. Vel at mærke forskning i psykoterapeutisk praksis! Vi mangler i høj grad at kunne vise via forskning, at psykoterapi virker. For at faget kan opnå den anerkendelse, det har fortjent, er det ikke nok, at vi selv mener, at psykoterapi virker, vi skal bevise det gennem forskning. At vi med fonden får en unik mulighed for på dansk jord at frembringe den viden er meget betydningsfuldt.

SYNLIGGØRE VORES KOMPETENCER

I skrivende stund kan jeg ikke vide, om jeg, når tidsskriftet udkommer, fortsat er formand for Dansk Psykoterapeutforening. Det vil vise sig på generalforsamlingen.

Hvis jeg er, vil jeg bruge min rolle i fondens bestyrelse til at knytte Nektarfonden og Dansk Psykoterapeutforening så tæt sammen som muligt. Vores kompetencer skal synliggøres gennem viden om vores arbejde og forskning i den praksis, vi udøver i vores fag.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

Tidsskrift for

FRA REDAKTØREN

Tidsskrift for Psykoterapi er medlemsblad for Dansk Psykoterapeutforening – Foreningen af uddannede psykoterapeuter og uddannelsessteder.

ISSN 2246-3046.

Abonnement for ikke-medlemmer kr. 295 pr. år.

Abonnement og enkeltnumre kan købes ved henvendelse til Dansk Psykoterapeutforening.

Susanne van Deurs Redaktør Psykoterapeut MPF

Tidsskriftet udkommer i februar, juni og oktober.

Deadline for artikler til næste nummer er 15. december 2021.

Annoncer og øvrige stof 1. januar 2022, men alt stof modtages gerne så tidligt som muligt.

Traumer var sat op som tema som et bredt emne, og jeg forventede derfor også en del artikler. Men jeg er blevet fuldstændig overvældet. Dette nummer af Tidsskrift for Psykoterapi er fyldt til bristepunktet med spændende læsning – og tak for det – og så har jeg endda måttet udsætte to artikler til næste nummer, fordi tidsskriftets limit er på 84 sider. Desuden har siderne med foredrag og konferencer samt bestyrelse og udvalg ikke fundet plads denne gang.

Så meldte spørgsmålet sig selvfølgelig om, hvordan jeg skulle disponere de mange artikler. Jeg har efter en del overvejelser valgt at lade børnene og de unge 'komme til orde’ først, så følger nogle artikler med et mere overordnet syn på traumer og terapi af traumer, og endelig kommer en del mere praksis-, metodeog klientnære artikler. Det kunne givetvis være gjort på andre måder, men sådan blev det altså. Glæd jer til at lade jer inspirere af de mange gode artikler.

NÆSTE TEMA – SUPERVISION

Redaktion og layout Susanne van Deurs Markgærdet 4, Udsholt Strand, 3250 Gilleleje Mobil 4144 0921 E-mail: susvd@email.dk Alt stof, inkl. annoncer, sendes elektronisk direkte til redaktøren på susvd@email.dk.

Bøger til evt. anmeldelse sendes til adressen ovenfor.

Vejledning til skribenter kan indhentes.

Formater Artikler og andre tekster sendes i Word.

Annoncer sendes som reproklar pdf eller i Word.

Indsendt stof Artikler og andet stof, herunder annoncer, dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdninger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere indsendte artikler og andet stof og påtager sig ikke ansvar for stof, der indsendes uopfordret.

Kopiering efter Dancopy og Lov om Ophavsret.

Annoncepriser excl. moms:

I Dansk Psykoterapeutforenings etikregler står i § 7.4: ”Som medlem af Dansk Psykoterapeutforening forpligter den praktiserende psykoterapeut sig til at modtage regelmæssig supervision af sit virke som terapeut.” Som I sikkert ved, er foreningen i gang med at undersøge, hvordan dette sker i praksis, og om der muligvis skal laves en supervisor-uddannelse, og det er derfor meget relevant, at netop supervision er tema i tidsskriftets februarnummer. Jeg håber at høre fra både modtagere og givere af supervision og også fra jer, der underviser i det. Jeres vinkel på emnet er op til jer. Deadline for artikler 15. december. Skriv og bed om en artikelvejledning.

SKYLD ER TEMA I JUNI 2022

Sognepræst Karsten Møller Hansen skrev i en kommentar i Berlingske den 11. september i bl.a. om de positive sider ved skyld (”Jeg skylder mine forældre mit liv (…) Den dag, jeg ikke skylder nogen noget, er jeg for alvor alene med mig selv.”) og fortsætter: ”Men skylden kan også være så tung, at man ikke kan leve med den. Det er, når der ikke er nogen, der vil bære skylden med én. Det er den værste ensomhed.” For nogle år siden havde vi skam som tema i tidsskriftet. Nu er det tid til også at se på skyld, og jeg glæder mig til artikler om det. Deadline 15. april 2022.

Medl. Ikke-medl. ¼ spalte kr. 300 kr. 400 ca. 8 x 5 cm ⅓ spalte kr. 500 kr. 650 ca. 8 x 7 cm ½ spalte kr. 700 kr. 850 ca. 8 x 10 cm ⅔ spalte kr. 950 kr. 1150 ca. 8 x 13 cm 1 spalte kr. 1250 kr. 1500 ca. 8 x 21 cm Hel side kr. 2200 kr. 2700 ca. 17 x 21 cm Opslag kr. 4300 kr. 5050 Indlæg i bladet efter aftale.

Sort/hvid og farve samme priser.

Ekstraordinært arbejde med annonceopsætning kan blive faktureret.

Deadline for annoncer er normalt 1.1., 1.5. og 1.9.

Tryk Christensen Grafisk. Tlf. 3536 0144 E-mail: jc@christensengrafisk.dk Papir fra bæredygtig nordisk skovdrift Trykoplag dette blad: 3.030 ekspl.

Tidsskrift for Psykoterapi er medlem af Danske Medier

Forside: William Blake, The Good and Evil Angels Struggling for the Possession of a Child. Omkr. 1793. Tate Gallery, London.

TIDSSKRIFT FOR PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

3

KORT NYT

BØRNS MENTALE HELBRED

Videnråd for Forebyggelse udgav for nogen tid siden en rapport, som peger på, at mindst 16 procent af 0-9-årige børn har betydelige mentale helbredsproblemer, og otte procent diagnosticeres med en psykisk sygdom, inden de fylder 10 år: "Ubehandlede mentale helbredsproblemer hos et barn kan ødelægge dagligdagen både for barnet og familien, og der er risiko for, at problemerne forværres, hvis børnene går for længe uden at få den rette hjælp," forklarer Bjørn Holstein, professor emeritus ved Statens Institut for Folkesundhed og formand for arbejdsgruppen bag rapporten. "Jo længere barnet lever med sine problemer, desto større er risikoen for, at barnet udvikler psykisk sygdom, som vil påvirke både skolegang, familien og samværet med jævnaldrende."

Rapporten konkluderer, at der er behov for en national koordineret indsats for forebyggelse og behandling af høj kvalitet.

Rapporten Mental sundhed og psykisk sygdom hos 0-9-årige børn kan læses på Vidensråd for Forebyggelses hjemmeside www.vidensraad.dk.

Jf. også de tre første artikler i dette nummer af Tidsskrift for Psykoterapi.

4

INTERNATIONAL KONFERENCE

Fra den 2. til den 8. juli 2022 kommer der igen en stor international konference om psykoterapi til Danmark, denne gang er det i København. Det er Dansk Selskab for Personcentreret og Oplevelsesorienteret Psykoterapi og World Association for Person Centered & Experimental Psychotherapy & Counseling, der står bag, og konferencetemaet er How Can I be of Help? – Formulating and Facilitating Change Together.

Personcentreret psykoterapi er udviklet af den amerikanske psykolog Carl Rogers i midten af 1900-tallet og bygger på en central humanistisk hypotese om menneskelig motivation: Hypotesen om ”den aktualiserende tendens”. Der er tre kernebetingelser i terapien 1. terapeutens ubetinget positive anerkendelse af klienten, 2. terapeutens empatiske forståelse af klienten og 3. terapeutens kongruens. Alle psykoterapeutiske retninger anerkender betydningen af disse betingelser for et vellykket terapiforløb.

Læs mere på carlrogers.dk.

Konferenceprogrammet er stadig under udarbejdelse, og tilmeldingen forventes at åbne senere i dette efterår.

Der er en early bird pris for ikke-medlemmer af WAPCPC på 725 euro, og der er også en early bird studentertakst på 450 euro.

Se annoncen på side 82-82 og ølg med på www.pce2022.com

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

FOREDRAG

Som jeg skriver på forrige side, har jeg måttet udelade nogle af de sædvanlige sider i bladet, herunder siden med møder, foredrag og konferencer, Men her følger de vigtigste foredrag.

Jung Foreningen: 14. okober. Hartmut Solmsdorf: Det fremmede i os.

25. november: Lene Riiger: Det skøre sind – at leve med tidlig skade.

17. februar 2022. Dorte Jallberg: Internal Family System – IFS. 3. marts. Petrusjka Jeiner: Angstbilleder fra en coronatid.

31. marts. Lilla Monrad: Om at fylde tomrummet ud – mad som middel til at lukke af for kroppen.

21. april. Hanne Urhøj: Undsagt, frisat og forvandlet – efter mødet med dødsmoderen i pandekagehuset.

Kl. 19.30. Kulturhuset UNION, Nørre Allé 7, 2200 København N. www.cgjung.dk.

Hertoft eftermiddage: 21. oktober. Søren Birkvad: Da dyden gik amok – seksualitet i danske spillefilm 1910-1980.

25. november. Lene Østermark-Johansen: Oscar Wilde i Danmark.

27. januar 2022. Tonny Bønløkke Hertz & Claus Christensen: Chemsex – et stigende problem blandt mænd, der har sex med mænd?

24. februar. Trine Baumbach: Voldtægt – retssystemets akilleshæl.

Kl. 16. Psykiatrisk ambulatorum, opgang 61A, Rigshospitalet, 2100 København Ø. www.sexogsamfund.dk.

Regionernes psykiatri-arrangementer findes på www.psykinfo.dk.

KORT NYT

STALKING

FORSIDEBILLEDET

Stalking er en adfærd, ikke en sygdom. Siden åbningen i 2015 har Dansk Stalkingcenter været i kontakt med 120 personer, der udøver stalking, og i sidste måned udgav de en rapport, Det ved vi om udøvere af stalking, baseret på en spørgeskemaundersøgelse af 49 personer, som alle har været i psykoterapeutisk behandling på centeret.

Formålet med undersøgelsen er at belyse og videreformidle den opsamlede viden om stalkingudøvere.

Forsidebilledet er denne gang en akvarel af den engelske maler William Blake (1757-1827). Jeg fandt, at motivet med det rædselsslagne barn og de voldsomme kræfter, der flår i det, passede godt til temaet traumer.

Jeg har tidligere brugt billeder af Blake i tidsskriftet, som jeg husker det især til illustration af artikler med et spirituelt indhold. Men denne gang kom jeg til at tænke på, at jeg egentlig ikke kendte meget til ham. Så jeg gav mig til at søge – og sikke en spændende person, han viste sig at være. Ikke blot var han maler og grafiker, han skrev også talrige digte og bøger, som han ofte selv illustrerede. Bl.a. er han forfatter til hymnen Jesusalem, som vi kender så godt fra The Last Proms. Desuden var han en kontroversiel figur i sin tid, påvirket af den franske og amerikanske revolution og med mange rebelske synspunkter. Nogle anså ham for skør.

Hans kunst blev ikke højt påskønnet i hans levetid, men i dag har piben fået en anden lyd. Eksempelvis blev en anden version af forsidebilledet i 2004

I rapporten opridses karakteristika for gruppen, motivation for behandling samt perspektiver omhandlende behandling og effekt. Af behandlingseffekt kan nævnes, at 59 % svarer, at de er stoppet med at stalke, 32 % svarer delvist stoppet, og kun 9 % er ikke stoppet. Desuden oplever færre angst og depression, og der ses et signifikant højere velbefindende efter behandlingen. Til sidst i rapporten opridses Dansk Stalking Centers anbefalinger i arbejdet med behandling af stalkingudøvere.

solgt hos Sotheby’s for næsten fire millioner US dollars.

Det er svært at kategorisere hans mystisk-spirituelle kunst, han ligner ikke andre. Præ-romantisk, siger nogle. Jeg selv vil forsøgsvis foreslå new age – 200 år før new age.

Wikipedia skriver fyldigt om ham: en.wikipedia.org/wiki/William_ Blake.

Tema i FEBRUAR-nummeret 2021

Rapporten er lavet i samarbejde med Oxford Research og kan læses på danskstalkingcenter.dk.

SUPERVISION

Deadline for artikler 15. december 2021 · Øvrige stof 1. januar 2022

Tema i JUNI-nummeret 2022

Har du noget, du synes skal med under KORT NYT? Kontakt redaktionen susvd@email.dk

SKYLD

Deadline for artikler 15. april 2022 INDHENT ARTIKELVEJLEDNING

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

5

TEMA: TRAUMER

BEH A N DLI N G AF TRAU M E R HO S S M Å OG S TØ RRE B Ø RN

Tekst: Maiken Bjerg

Om choktraumer og deres betydning for tilknytning mellem barn og forældre

En del af mit arbejde som privatpraktiserende psykoterapeut er terapi med børn og deres forældre. Jeg oplever dette vigtige arbejde som en særlig glæde og også som en særlig udfordring, fordi der skal arbejdes på flere terapeutiske planer sideløbende. Det er essentielt at finde ind til hvert enkelt barns kreative potentiale og personlige måde at hele traumer på. Koblingen mellem choktraumer og den indflydelse, det har på tilknytningen mellem barn og forældre, er ofte kompleks. Jeg har derfor både fokus på arbejdet med selve traumerne og på at hele tilknytningen mellem barn og forældre. De børn og de forældre, jeg har fået lov til at arbejde med, og som har vist mig deres tillid, har lært mig uendeligt meget.

Børn er mere sårbare over for at blive traumatiserede end voksne. Jo yngre barnet er, jo større er sårbarheden i forhold til at blive overvældet. Det nyfødte barns autonome nervesystem er ikke færdigmodnet (Porges 1996, 2011), og barnet er derfor i en større risiko for at komme i en nedlukket dissocieret tilstand ved adskillelse, smerter, medicinske procedurer, sult osv. Det er fx ikke traumatisk for voksne at fryse eller i kortere tid at være adskilt fra dem, vi er knyttet til, men for spædbarnet kan det være en livstruende oplevelse forbundet med stor frygt og føre til fastfrysningsreaktioner. Alle oplevelser kan potentielt være traumatiske, hvis de føles overvældende for barnet, og hvis barnet mangler støtte fra en tryg voksen til at regulere de følelser og sansninger, som opstår.

Børns psykologiske, kognitive og motoriske modenhedsniveau betyder også, at de ofte ikke er i stand til at skabe mening i oplevelsen og sætte den i en forståelsesmæssig kontekst. Når barnet overvældes og ikke kan bearbejde oplevelsen, opstår der dysregulering af det autonome nervesystem. Rytmen i det autonome nervesystem mellem opspænding (sympatikus) og afspænding (parasympatikus) forstyrres. Barnet efterlades i tilstande med stærk uforløst frygt og vrede

6

og bliver fastlåst i høj arousal, i dissociation eller fastfrysningstilstand eller en vekselvirkning imellem disse tilstande (Levine 2007).

Barnet, der har været udsat for traumer tidligt eller senere i barndommen, har fået frarøvet følelsen af at kunne være tryg i sin egen krop. Denne utryghed, der har mange forskellige fysiske og adfærdsmæssige udtryk, har barnet med sig ind i samspillet med forældrene og jævnaldrende. Det har konsekvenser for den grad af tryg forbindelse og nærhed, barnet kan opnå, for sund udvikling og adskillelse og også for den måde, barnet bliver set og opfattet på. Børn, der i højere grad er domineret af overlevelsesreaktioner fremfor at være åbne og orienterede mod social kontakt, bliver ofte spejlet forkert på grund af manglende indsigt i traumereaktioner. De bliver tillagt følelser og hensigter, som fx at ville have sin vilje, være sarte, opfarende og urolige eller hysteriske. Når børn vokser op med et dysreguleret nervesystem, et såret selvbillede og et tilknytningsgrundlag påvirket af traumer, får det i varierende grad betydning for barnets udvikling og kan gøre barnet mere sårbart over for nye traumer og stressbelastninger. Det er derfor overordentligt vigtigt at få mere forståelse for og mere fokus på, hvordan traumereaktioner ser ud hos

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

børn, og ikke mindst hvordan man kan arbejde terapeutisk med dem.

De børn, jeg ser i min klinik, har typisk eftervirkninger efter en kompliceret graviditet eller fødsel, har traumer efter medicinske procedurer eller har oplevet andre choktraumer såsom faldulykker, trafikuheld, smertetilstande og pludselige skræmmende hændelser. Forældrene henvender sig ofte på baggrund af symptomer som høj arousal, symptomer på nedlukning eller dissociation, besvær med at falde i søvn, adskillelsesangst, problemer med spisning, appetit og fordøjelse, stærke følelsesudbrud, undgåelsesadfærd og behov for at styre og kontrollere. Børnenes forældre har som regel en del ressourcer, idet de selv henvender sig. Men selv ressourcestærke forældre kan have tilknytningsmæssige sårbarheder med sig, der står i vejen for at kunne møde deres barns udfordringer med omsorg (Siegel 2006).

DET VIGTIGE FORÆLDRESAMARBEJDE

Jeg indleder børneforløb med en forældresamtale, så vidt muligt med begge forældre, for at danne mig et overblik over barnets historie og for at etablere kontakt med forældrene. Forældrenes fokus er ofte rettet mod, at barnet skal have hjælp, og de har derfor ofte ikke tilladt sig at have fokus på deres egne reaktioner, fx i forbindelse med en svær fødsel eller en medicinsk procedure, barnet har været igennem. I den indledende forældresamtale bruger jeg tid på at spørge ind til forældrenes sansninger og følelser, som ofte viser sig at fylde meget mere, end forældrene selv har været klar over.

Det er ofte nødvendigt at arbejde et par sessioner med forældrenes reaktioner forud for forløbet med barnet.

De fleste forældre kan godt se meningen med det, når de mærker, hvor meget deres egne uforløste reaktioner fylder. Når forældrene har bearbejdet deres egne reaktioner bedre, har barnet en tryggere base at lande i.

I indledende forældresamtaler bruger jeg også tid på psykoedukation om traumer og traumereaktioner, på hvilken rolle forældrene har i sessionerne og på at tale med forældrene om, hvordan de skal italesætte, at barnet skal i terapi. Jeg italesætter også rammerne i

Psykoedukation om traumer, traumereaktioner og tilknytning Plads til at forældrene kan komme i kontakt med deres egne reaktioner i forhold til traumerne Hvordan skal forældrene fortælle barnet, at det skal i terapi?

Hvordan skal forældrene indgå i terapiforløbet?

Viden om barnets præferencer og ressourcer, så jeg kan møde barnet på en god måde

forløbet. Som oftest arbejder jeg med 3-4 sessioner med forældre og barn sammen og derefter en opsamlende forældresamtale. Her kan vi drøfte reaktioner og udvikling hos barnet, hvad de kan arbejde med hjemme, og hvad næste skridt i behandlingen skal være.

Det er ofte en stor lettelse for forældre at få indblik i, hvordan deres barns symptomer er naturlige reaktioner på traumer. Det giver rum for at tale om den forkerthedsfølelse, mange forældre har, når almindelig god forældreomsorg ikke hjælper på barnets traumereaktioner. Mange forældre får også skyldfølelse, når de kan se, hvordan de gentagne konflikter med barnet kan skyldes uforløste kamp- og flugtreaktioner. At blive mødt i sin afmagt og fortvivlelse og begynde at tro på, at man er en god nok forælder, er ofte første vigtige skridt til at sætte en god udvikling i gang hos barnet.

Når barnet mærker forældrenes empati og styrkede tro på, at de kan hjælpe deres barn, skaber det også modvægt til barnets forkerthedsfølelse.

AT OPDAGE BARNETS RESSOURCER

Når jeg ser forældre med deres barn de første gange, har jeg fokus på at se og spejle barnets ressourcer. Jeg opfordrer til, at barnet tager en ting med, de er glade

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

7

TEMA: TRAUMER

for eller gerne vil vise, så der er mulighed for at tage kontakt med barnet og vise interesse gennem et fælles tredje. Jeg har også fokus på at skabe lege, der veksler mellem engagement og spændingsopbygning, og på at drosle ned og falde til ro igen. Det er ofte en øjenåbner for forældre, at jeg hjælper med at se, hvornår barnet når tærsklen for, hvor meget det kan rumme, og vi kan beslutte, at det nu er det tid til at sidde og falde til ro igen. Jo mere dysreguleret barnets nervesystem er, jo sværere er det for barnet at overgive sig til at falde til ro. Det kræver derfor både opfindsomhed, rammer og guidning at støtte barnet i at falde til ro.

og været igennem flere invasive undersøgelser som lille. Selvom han var meget frygtsom over for nye ting, elskede han med det samme ’Fang mig-spillet’. Spillet består af små mus med en lang hale, man skal holde i.

Musene er placeret på en lille rund plade, og dåsen, som musene normalt ligger i, har et billede af en stor kat udenpå. Den, der har rollen som kat, kan nu nærme sig i takt og sige: Katten kommer, katten kommer, og tredje gang må man holde dåsen ned over musene og prøve at fange dem, før de andre deltagere har nået at trække musene væk. Det er en leg, der ofte opbygger stor spænding og stor forløsning, når man undslipper katten.

At fange rytmen i det autonome nervesystem og hjælpe barnet med både op- og nedregulering er med til at opbygge barnets resiliens. Det er opbygning af det fundament, der skal bære den arousal barnet kommer ind i, når vi i behandlingen kommer tæt på de traumer, der har skabt den stærke frygt og hjælpeløshed hos barnet (Levine 2007). Det er derfor vigtigt at få skabt et trygt rum for både barn og forældre, hvor barnet kan blive engageret i lege, der fanger deres engagement, og er trygt nok til at acceptere at lade sig støtte til at nedregulere arousal igen og falde til ro hos forældrene.

Aske blev så optaget af at nå at slippe væk med sin mus, at han, hver gang et spil var slut, sagde: ”Igen, igen.”

Det viste sig også, at han rigtig godt kunne lide at have rollen som kat. Når han nærmede sig musene, hamrede han dåsen/katten ned i bordet. Aske kom her, før vi overhovedet havde nævnt hans traumer for ham, i kontakt med stærk flugtimpuls og meget stærk vrede, som blev vækket af de forskellige roller i legen. Dette er en titreret måde at arbejde med medicinske traumer på. Aske får vækket nogle reaktioner i sit nervesystem, som via glædesfyldt engagement bliver udtrykt i et meningsfuldt samvær med trygge rammer, rollefordeling og turtagning. Samtidig gav legen mulighed for at arbejde med at genskabe rytmen i Askes nervesystem og med tiden øge den mængde af arousal, han kunne tåle, før det blev for meget. Med så høj arousal, som Aske hurtigt kom i, skulle han hjælpes og guides til at finde ro.

TITRERING

En at de vigtige byggesten i SE-terapi (Somatic Experiencing®) er et begreb, der hedder titrering. Ordet er hentet fra kemien, hvor man kan arbejde drypvist med at neutralisere syre med base. Eksponerer man barnet for tidligt og for meget for traumet, genoplever barnet både høj frygt og hjælpeløshed, barnet retraumatiseres og får om muligt endnu større undgåelsesadfærd i forhold til at nærme sig traumet (Levine 2010). Der er rig mulighed for at arbejde med titrering i børneterapi, da de fleste børn godt kan lide lege eller historier, der har et parallelt indhold til noget, de har oplevet. Når traumet præsenteres i mindre skala, i en historie eller en leg, giver det barnet mulighed for at skifte perspektiv, orientere sig og handle.

Aske, seks år, var meget utryg over for andre mennesker end sin egen familie. Han havde haft ondt i maven

8

Når Aske var faldet til ro, blev det muligt at spejle hans nyvundne kræfter og engagement ved at sige: "Næste gang glæder jeg mig til at lege denne her leg igen, for jeg kan se, at du er rigtigt hurtig og har megamange kræfter, så jeg må hellere øve mig, hvis jeg skal kunne fange dig”.

I SE-terapi med børn er det hjælpsomt at skabe lege, der kan engagere barnets nervesystem, og som giver barnet mulighed for at vise, hvilke dele af traumeoplevelsen der mangler at blive forløst. Det kan også vise, hvor barnet har kræfter, der er undertrykt, og som trænger til at blive en del af barnets samlede oplevelse af kraft og frihed til at kunne sætte egne grænser.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

ARBEJDE MED TRAUMATISKE OPLEVELSER

Når man skal arbejde mere direkte med børns traumeoplevelser, er det essentielt at have fokus på SEelementer som orientering, færdiggørelse af kamp- og flugtimpulser og ikke mindst tilførsel af ressourcer som beskyttelse, tryghed og empati samt mere tid til fordøjelse af sansninger. Når jeg arbejder med lidt større børn mellem seks og tolv år, arbejder jeg ofte med at sætte oplevelsen på en tidslinie.

Anton, syv år, havde traumereaktioner et halvt år efter at have brækket sin arm og været i narkose for at få den opereret og fikseret med skruer. Ved at tegne hele hændelsen på en tidslinje blev det tydeligt, at der var flere punkter i oplevelsen, der havde været overvældende for Anton. Dels var der selve faldet, hvor han brækkede armen. Så var der smerteoplevelsen, som var meget overvældende. Til sidst selve narkosen, hvor han gik i panik, da han blev lagt i narkose. Vi arbejdede gennem forløbet med alle punkter på tidslinjen, men i det følgende vil jeg beskrive, hvordan vi arbejdede med flugtimpulsen og senere med smerteoplevelsen.

Anton startede med at tegne et røntgenbillede på tidslinjen af sin brækkede arm. For at have ressourceperspektivet med spurgte jeg, om han også kunne tegne, hvor hans arm var vokset sammen igen. Det kunne Anton godt, og han kunne også mærke, at hans arm havde det godt nu. Anton fortalte spontant om alle de ting, han kunne med sin arm nu, hvor den var vokset sammen igen. Han fortalte også, at han stadig syntes, det var ret synd for hans arm, og at den stadig gjorde ondt nogle gange, fx hvis han fik skæld ud, hvis nogen tog fat i ham henne i skolen, eller inden han skulle sove om aftenen.

Antons mor kunne fortælle, at det sværeste sted på tidslinjen var der, hvor Anton lå og ventede på at komme i narkose. Der var han meget bange og urolig.

For at skabe tryghed og ro omkring Antons frygt inden narkosen foreslog jeg, at han skulle forestille sig, at hans far også var med på hospitalet. Så kunne hans mor have holdt ham i hånden og hans far have holdt narkosemasken væk, lige ind til Anton blev klar til at få hjælp. Anton virkede mindre utilpas, men stadig urolig.

Jeg spurgte derfor, hvis alt var muligt, og du kunne tage lige derhen, hvor du ville, hvor ville du så tage hen? Anton tegnede et billede af Eiffeltårnet oven over tidslinjen og sagde, at så ville han da tage ned til Disneyland i Paris og køre i rutchebaner. Her kommer Anton ud af freeze, da han i fantasien kan bevæge sig frit og prøve rutsjebanerne. At det lige er den ressource, han vælger, er formentlig ikke tilfældigt. De sansninger, man får af at køre i rutsjebane, minder om de sansninger, man kan få af at komme i narkose, men her bare som en frydefuld spænding.

Anton virkede nu mindre anspændt og mere livlig.

REORGANISERING AF HUKOMMELSE

Da vi arbejdede med at Antons smerteoplevelse, sad han i min sofa mellem sine forældre og holdt om sin arm. Forældrene rykkede tæt på deres dreng, trøstede ham og sagde, at de var så kede af, at han skulle opleve noget, der gjorde så ondt. An-

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

9

TEMA: TRAUMER

ton blev helt stille og træt, og det var, som om hans krop kom i en tilstand, hvor han fik nogle af de autonome følgereaktioner, som kroppen ofte får, når der er stærke smerter. Da Anton havde siddet sådan lidt tid, fik han mulighed for at bearbejde en stump erindring, som han ikke havde haft lejlighed til at bearbejde pga. frygt og de stærke smerter. Han sagde: ”Nu ved jeg, hvordan det skete (faldet). Vi var ved at lave en hule nede i børnehaven med tæpper over et bord. Jeg gled i tæppet og slog armen ned i bordbenet. Men min ven Mads fik skæld ud af de voksne, fordi de troede, han havde skubbet mig. Jeg vil fortælle ham i morgen i børnehaven, at det ikke var hans skyld.”

Casen illustrerer, at når Anton får tilført de ressourcer, han havde brug for – trøst, støtte og empati fra sine forældre – så får hans krop og psyke mulighed for at færdigbearbejde oplevelsen (Levine 2015). Anton får styr på tid, sted og årsagssammenhæng, hvilket giver tryghed og ro. Han får også repareret kontakten med sin ven, som blev afbrudt i situationen.

NÅR ET BARN ER KLAR TIL AT AFRUNDE

De traumer, børn kan komme ud for, er meget forskellige. Der er stor forskel på, om der er tale om et enkeltstående traume eller flere traumer, hvor tidligt i barnets liv det er sket, og hvad der ellers skete i barnets liv i den periode. Disse faktorer er afgørende for, i hvor høj grad barnet bliver påvirket af traumerne og dermed også hvor langvarig behandling, der er brug for. Jeg evaluerer løbende med forældrene, hvad deres oplevelse er af deres barn i forskellige situationer.

Vigtige pejlemærker for, at det går fremad med helingsprocessen, er for eksempel, om barnet bedre tåler kropskontakt og hjælp til nedregulering, når der er høj arousal eller lav arousal. Om det er lettere for barnet at overgive sig til at falde i søvn og til at give slip på forældrene i afleveringssituationer. Om barnet bedre kan kapere, at andre børn også er medbestemmende i en leg. Og om barnet kan blive vred og ked af det uden at trække sig ind i sig selv eller have tendens til at komme i konflikt.

10

Når man arbejder med børn, er det altid vigtigt at have det naturlige udviklingsperspektiv for øje. Børn modnes og udvikler sig hele tiden. De lærer nye færdigheder og får nye perspektiver. Når barnet med traumer får støtte til at komme ud af fastfrysning, og når forældrene får støtte til møde deres barn med den rette omsorg og forståelse, tager barnet ofte nogle overraskende nye skridt og indhenter forsinket udvikling.

LITTERATUR Bjerg, Maiken & Charlotte Jensen: Smerter hos børn – indsigt, mestring, lindring. Frydenlund 2014.

Bentzen, Marianne & Susan Hart: Jagten på de nonspecifikke faktorer i psykoterapi med børn. Hans Reitzels Forlag 2013.

Hart, Susan: Inklusion, leg og empati. Hans Reitzels Forlag 2015.

Levine, Peter A & Maggie Kline: Trauma Through a Childs Eyes. Awakening the Ordinary Miracle of Healing. North Atlantic Books 2007.

Levine, Peter A: In an Unspoken Voice. How the Body Releases Trauma and Restores Goodness. North Atlantic Books 2010.

Levine, Peter A: Trauma and Memory: Brain and Body in a Search for the Living past. North Atlantic Books 2015.

Levine, Peter A & Maggie Phillips: Freedom from Pain: Discover Your Body´s Power to Overcome Physical Pain. Sounds True 2012.

Porges, Stephen W: Fysiologisk regulering hos udsatte spædbørn: En model for vurdering og potentiel intervention. I: Hart, Susan (red.): Neuroaffektiv psykoterapi med børn. Hans Reitzels Forlag 2011.

Siegel, Daniel J & Mary Hartzell: Forældre indefra. Om forældres selvindsigt og børns trivsel. Akademisk Forlag 2006.

Kolk, Bessel A van der: Kroppen holder regnskab. Forlaget Klim 2019.

Winnicott, Donald W: Playing and reality. Tavistock Routledge publications 1971.

Maiken Bjerg er cand.phil i musikterapi, psykoterapeut MPF og SE-terapeut. Privat praksis i Aarhus, sideløbende med supervisions- og undervisningsopgaver. Tilknyttet SE-uddannelsen som uddannelsesterapeut og supervisor.

Medforfatter til bogen Smerter hos børn – indsigt, mestring, lindring.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

P SYKOL OG I S K E K O N S E K V E N S E R EFTER E N P R OBLE M AT I S K FO RSTE R P E R I ODE O G F Ø D S E L

Tekst: Sanne Lundberg

Denne artikel beskriver et forløb med et sart og sensitivt barn, der som foster og spædbarn blev udsat for voldsomt traumatiserende begivenheder, der fik psykologiske konsekvenser for barnet, som senere truede dets kognitive udvikling. Jeg beskriver i artiklen, hvilke overvejelser jeg gjorde mig, og hvordan jeg greb behandlingen an. Jeg kobler teori til praksis med afsæt i tilknytningsteorien og den neuroaffektive udviklingsteori. Jeg bruger forskellige terapeutiske metoder, for eksempel legeterapien Theraplay samt elementer fra blandt andet Somatic Experience (SE), hvor dette er relevant. Når jeg gør dette, fokuserer jeg på, hvordan de to terapeutiske tilgange kan supplere hinanden i et behandlingsforløb. I sidste del af artiklen diskuteres det, hvilke elementer i behandlingsforløbet, der medførte kvalitative skift i forhold til behandlingsmålet med at udvikle samspillet med forældre og barn.

Det var mødet med treårige Anton og hans forældres beskrivelse af Antons reguleringsvanskeligheder og forsinkede udvikling, der vakte min faglige nysgerrighed i forhold til at undersøge, om morens svære graviditet og fødsel kunne være årsag til nogle af disse udfordringer.

deres voksenliv. Antons mor forklarede mig, at hendes teenageår havde været svære, og hendes relation til sin egen mor havde været og fortsat var udfordrende.

Forældrene havde kendt hinanden i kort tid, før de blev gravide. De fortalte mig, at Anton var et ønskebarn. Antons mor fortalte, at perioden efter Antons fødsel var uforudsigelig og usikker med blandt andet flytning til ny bolig. Anton startede i dagpleje seks måneder gammel. Moren beskrev Anton som nærmest apatisk i perioden, hvor han var i dagpleje. Dagtilbuddet skiftede grundet forældrenes flytning til vuggestue, da Anton var tolv måneder gammel. Pædagogerne i vuggestuen opdagede langsomt, at Anton var et sensitivt og sårbart barn, og tre år gammel blevhan via PPR henvist til et Theraplay-forløb hos mig.

THERAPLAY

Begge forældre fortalte, at de havde været personligt udfordrede igennem deres opvækst og fortsat var det i

Theraplay er en interaktiv, relationsbaseret legeterapi med udgangspunkt i tilknytningsteorien. Dens livsnerve er den sunde, afstemte interaktion mellem forældre og barn. I Theraplay betragtes her-og-nu oplevelsen i interaktionen mellem barnet og den betydningsfulde voksne som et mål i sig selv. De lege og aktiviteter, som Theraplay sessionerne er bygget op omkring, har således til formål at igangsætte det neurale netværk og dermed barnets mulighed for at deltage i helende og sunde kontaktøjeblikke. Kilde: theraplay.dk.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

11

TEMA: TRAUMER

GRAVIDITET OG FØDSEL

Antons mor: “Det er ekstremt fjernt fra mig – jeg kan næsten ikke huske graviditeten.” – “De kunne aldrig finde ham, de der scanningskvinder.” – “Jeg tror, jeg kunne mærke ham fem gange i alt under hele graviditeten, og alligevel var jeg i tvivl, om det var ham.”

mentlig blev dette forstærket af, at jordemødrene ofte heller ikke kunne mærke liv. En hypotese kan være, at Antons mor var bange for at knytte sig til Anton af frygt for at miste ham igen. Antons mor nåede ikke at fantasere om det ventede barn, fordi hendes sind under graviditeten ikke nåede at ’komme under ombygning’.

Fagfolk peger på, at tiden i livmoderen formentlig er Om fødslen sagde mor: ”Det var bare tolv timers sygeden mest betydningsfulde periode i et menneskes liv ste smerte. Jeg troede jeg skulle dø, der var et eller andet (Brodèn 2004; Levine & Kline 2012). galt, han lå og trykkede på en mærEt forhøjet stress- og alarmberedkelig måde – jeg turde ikke give slip De mødre, som havde en skab under graviditeten kan betyde, og presse, men til sidst pressede og at der skal mindre til at stresse barpressede jeg, og også uden veer, og svag eller ingen prænatal net sidenhen. Vi mennesker formes endte med at gå helt i stykker indtilknytning, udviklede ikke med andre ord ikke udelukkende vendig – jeg var uforberedt – kunne af vores arveanlæg, det miljø og de ikke genkende veerne – følte sig enbare af sig selv en tilknytning mennesker, vi møder efter fødslen, som og ikke hørt – Anton sad fast i til barnet efter fødslen. En men i høj grad også af tiden i livmofødekanalen – jeg ænsede ham ikke, fødsel, som blev oplevet som deren – på godt og ondt. da han var født.”

vanskeligere end forventet,

At få sit første barn er ofte en udAlle kvinder, som føder, har en hipåvirkede de initiale følelser fordrende periode i en kvindes liv, storie bag sig, og vi ved, at en fødsel og her er ro, tillid og tryghed vigtig kan reaktivere tidligere traumer for barnet (Brodén 2004). for, at kvinden kan producere hor(Levine & Kline 2012) Det er kun monet oxytocin. Oxytocin bidrager den kvinde, som har født, som kan både til, at kvinden får gode, effektive veer, og til, at mor afgøre, om hendes fødsel har været traumatiserende. og barn knyttes til hinanden. Hvis forældrene er stressede under den normale fødsels forløb, øges risikoen Det, som udløser en traumatisk reaktion, er, når den påfor komplikationer under fødslen. gældende person har følt sig hjælpeløs, rædselsslagen, krænket, bange for at miste livet, magtesløs samt har Hvis kvinden ikke har nogen forestillinger om sig mistet selvkontrol. Antons mor troede, at hun skulle selv som mor eller sin egen mor, kan kvinden mangle dø. Hendes fornuft kunne ikke berolige hende og heller en positiv moderfigur at identificere sig med. Daniel ikke omgivelserne, og hun valgte at ’gå ud af sin krop’ – Stern (2004) skriver om ’moderskabskonstellationen’, en dissociation, som sker, når overvældelsen er for stor, som er et udtryk for, at sindet gør sig klar til en ny slags og der ingen vej er til at komme ud af situationen. Hun tilværelse med et barn. Morens følsomhed og kontakt kunne hverken flygte eller kæmpe. Antons mor var til sin egen udviklingshistorie er skærpet, og hun beuforberedt og havde af en eller anden grund ikke fået gynder meget hurtigt i graviditeten at fantasere om formuleret sine og hendes mands ønsker før fødslen. repræsentationer af det barn, hun venter. Antons mor Hendes ubærlige smerter overskyggede al glæde. Hun mærkede ikke liv under graviditeten, og dette kan være følte, at hun mistede al kontrol og vendte aggressioen af årsagerne til, at det var sværere for hende at føde nen indad med en voldsom ensomhedsfølelse. Hendes ham. Moderkagen lå forrest, og Anton lå og ’gemte sig’ mand gjorde, hvad han kunne for at støtte hende, men bag den. Samtidig viste morens udsagn, at hun havde hun beskrev ham på nogle områder handlingslammet været i tvivl, om Anton i det hele taget var i live, og forog ikke hørt i et stort system.

12

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

Da endelig fødslen var ovre, lykkes det hende ikke at få en mødestund med sit barn. Hun registrerede knapt nok barnet i sin udmattelse og afmægtighed.

MIT MØDE MED ANTON

Da jeg mødte Anton som treårig, var mit første indtryk, at han var et barn med store vanskeligheder. Hans krop var anspændt og han gik på tæer. Der skulle ikke megen stimuli til, før han blev overstimuleret. Han kunne kun holde ganske lidt øjenkontakt. Han udstødte pludrelyde og høje skrig. Indimellem kom han med ord, fx “nej”, “ja” og “vov-vov”. Han var ukritisk i kontakten med voksne, og mest af alt oplevede jeg ham som kaotisk, ureguleret og på vagt, når det drejede sig om at afstemme sine omgivelser.

Forældrene var alvorligt bekymrede for deres søns udvikling og frygtede, at han var hjerneskadet. Der, hvor de oplevede ham bedst, var, når han sad alene for sig

selv og eksperimenterede med et eller andet. De fortalte mig, at de efterhånden havde accepteret Antons gentagne afvisninger og havde opgivet at deltage.

Antons nervesystem var på overarbejde under fødslen.

Amygdala, vores alarmcentral i hjernen, er konstant udløst, og der er opstået en overfølsomhed, således at der ved enhver stimulus sendes signalet: ”Fare på færde, fare på færde”, og kamp/flugt-systemet tændes. Når faren er drevet over, sænker kroppen normalt sin produktion af kamphormonerne kortisol og adrenalin og vender tilbage til sin normal tilstand.

Det virkede som om, at Antons nervesystem ikke fungerede normalt. Hans overaktive (sympatiske) autonome nervesystem var konstant højt aktiveret og kunne næsten ikke reguleres og falde til ro. Antons urolige nervesystem ’smittede’ forældrenes og hindrede dermed forældrene i at skabe sikkerhed og tryghed for deres barn.

Ifølge Porges’ teori bliver den del af nervesystemet, som kaldes for dorsal vagus, aktiveret, når vi bliver truet og føler os i livsfare, men ikke er i stand til at flygte eller kæmpe. Dorsal vagus sætter kroppen i en immobiliseringstilstand, dvs. den går i frys eller i kollaps, som kan medføre en dissociation ved at få en til at forsvinde ind i sig selv/lukke af for omverdenen (shut down). Den dorsale vagus-reaktion er den mest primitive stressrespons, vi har, og en del af det parasympatiske respons (Dana 2018). Se illustration.

De første 3-5 år har barnet brug for sine primære omsorgspersoner for at aktivere det sociale engagementsystem. Alle nyfødte børn tilkalder deres primære omsorgspersoner ved at skrige eller gøre opmærksom på ubehag. Omsorgspersonen tilfredsstiller barnets behov, og barnet reguleres. Derved føles en gensidig samhørighed, og begge parter føler sig elsket (co- regulering). Anton kunne ikke reguleres, og hans sociale engageringssystem blev ikke aktiveret – samspillet mellem Anton og hans forældre, der skulle berolige ham, lykkedes ikke optimalt, formentlig på grund af hans ekstreme følsomhed over for stimulering.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

13

TEMA: TRAUMER

I bogen Ghosts from the Nursery: Tracing the Roots of Violence (2012) præsenterer forfatterne Robin Karr-Morse og Meredith S. Wiley en overbevisende forskning, som har til hensigt at vække os og gøre os opmærksomme på sårbarhederne i livets første 33 måneder, dvs. fostertiden og de første 24 måneder.

Forældrene beskrev, at Anton allerede fra spæd forsvandt ’ind i sig selv’, og de oplevede, at han mere og mere søgte denne tilstand. Antons passivitet startede allerede under fødslen, hvor han formentlig sad fast i fødekanalen, og her skete en nedlukning. Allerede fra fødslen havde Anton lært at lukke ned, og denne dorsal-vagalshut-down-strategi fulgte ham instinktivt, når han blev overstimuleret. Næsten alt stimulering blev for meget og derved ”farligt” for hans nervesystem.

BEHANDLINGSFORLØB

Noget var gået galt i Antons tidlige start på livet. Jeg vurderede, at Anton følelsesmæssigt, men også udviklingsmæssigt, var langt yngre end tre år. Både Anton og specielt hans mor havde dybe traumer med sig fra den præ- og postnatale periode. Hvor skulle jeg starte? Tre år var Anton blevet, og alt for længe havde han været i ’ingenmandsland’. Hans forældre havde gjort alt, hvad de kunne, for at hjælpe ham, men Anton var så udfordret og udviklingsforsinket, at der skulle langt mere til end det, forældrene kunne yde.

I forhold til Theraplay-behandlingen var der mest succes med små enkle imitationslege. Her viste Anton kortvarig nysgerrighed og interesse. Anton kunne ikke finde fysisk ro nogen steder, og derfor svøbte vi ham i et varmt og blødt tæppe i en trækvogn. Små køreture i naturen afstressede Anton, og der skabtes muligheder for ’mødeøjeblikke’ imellem Anton og hans mor. Alt foregik i et meget langsomt tempo og små rytmiske lege. Langsomt kunne Anton nærme sig sin mor fysisk, fx sidde på skødet, dog med ryggen til sin mor i starten. Den direkte kontakt var for overvældende. Hvis Anton fik for megen

14

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

stimulus, kunne han fortsat blive overvældet, frustreret, ureguleret eller lukke helt ned for kontakt.

Efter nogle måneder kunne Anton forsigtigt præsenteres for små sanselege, fx sidde på skødet af sin mor og røre ved sand, modellervoks mm. Levende dyr, som hund og hest, blev medinddraget i behandlingen, og deres tilstedeværelse virkede yderligere beroligende på Anton.

Langsomt begyndte Anton at kunne mærke sig selv og søgte omsorg og trøst, når han blev usikker og ængstelig (jf. illustrationen side 13). Tidligere skreg han blot eller løb væk og gemte sig, når han havde brug for omsorg.

Anton turde nu bevæge sig rundt i sin tryghedscirkel (Circle of Security), og nyt var, at han i stedet for flugt kom tilbage i ’den sikre havn’ og mødte sin mors åbne arme.

Mor blev mere og mere kompetent og turde at være ’karavanefører’ for Anton, også selv om hun frygtede Antons protester og gråd. Den gråd, som hun havde hørt næsten hele hans første leveår, havde sat sig fast i hendes nervesystem, men langsomt overtog de gode erfaringer og overskyggede de skræmmende. Anton blev mere insisterende for kontakt. Han trak sig mindre og mindre ind i sig selv og begyndte at invitere forældrene ind i leg. I ganske lang tid legede han næsten dagligt, at ’babykrokodillen blev reddet af sin mor’. Det var rørende at se, at Anton igennem legen viste os, at vi var på rigtig vej. Han var ved at få tillid og tro på, at de voksne omkring ham ville ham det bedste. Langsomt oplevede mor, at hun kunne læse og forstå Antons signaler. I legeterapien begyndte Anton at synkronisere sig med mors nervesystem.

Han begyndte at komme med flere ord, og et af hans første ord var ’mor’.

TEMA: TRAUMER

Foto: Sanjasy/Pixabay

FØDSLENS BETYDNING

Mors forandring var smuk at følge – hendes øjne lyste af kærlighed til Anton, når hun talte om ham, og når hun så på ham. ”Jeg har fundet min dreng.” Jeg opfordrede hende til at tale sin graviditet og fødsel igennem med en læge eller jordemoder, men hun ønskede at dele dette med mig. Efterfølgende var hun lettet og overrasket over, at hun turde tale om Antons tidlige start på livet og på den måde få bearbejdet nogle af de traumatiserende oplevelser ved at arbejde med sig selv kropsligt via SE-elementerne (Somatic Experiencing).

Anton havde fortsat tendens til at afvise mor, når han blev stresset, og det var som, om at denne afvisningsstrategi med at skubbe og sparke forfulgte ham, specielt når han blev frustreret.

Med inspiration fra Peter Levine (2012) samt min supervisor overvejede jeg, om det forholdt sig sådan, at Anton under fødslen var blevet snydt for at udføre sine instinktive bevægelser, så impulser og rytme aldrig

blev mødt, således at der ikke blev etableret en naturlig rytme under arbejdet ud af fødekanalen.

Fødselsveerne indebærer en synkroniseret indsats af mor og barn, med kontraktioner, presning og hvile.

Hvis den energi, som er mobiliseret til at begynde rejsen nedad, aldrig bliver brugt, starter barnet sit liv med impulser, som ikke er blevet imødekommet (Levine & Kline 2012 s.278). Antons vej må have været voldsom for ham. Han sad længe fast i fødekanalen, da mor var bange for at give slip, og da hun endelig gjorde det, kom han voldsomt og hurtigt til verden. Hvis shut down sker så tidligt som i fødekanalen, kan det blive barnets foretrukne strategi ved overstimulering. Anton blev berøvet hele forløsningen af at færdiggøre og afslutte de instinktive impulser og bevægelser.

Ved terapeutens og mors hjælp kunne Anton måske genopleve sin egen fødsel i et langt mere roligt tempo og denne gang lade sig gribe i sin mors arme? Min supervisor og jeg lavede et setup, hvor Anton skulle passere igennem et stofrør med en anelse modstand af hænder på hoved, pande og ryg. Antons mor var helt med

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

15

TEMA: TRAUMER

på den idé. Anton kravlede målrettet og med styrke og energi igennem røret og endte i sin mors favn.

Efter denne session oplevede Antons mor, at Antons afvisningsimpulser dæmpede sig. Det var tydeligt for mig som behandler, at sessionen i kombination med Theraplay-sessionerne havde haft stor betydning for Antons progression.

AFSLUTNING

Anton var i et behandlingsforløb i et år, og ved forløbets afslutning sagde mor følgende: ”Jeg ved, at Anton elsker mig, og det er gengældt.” – ”Anton kan koncentrere sig og holde fokus, og at han nyder at få historie og synge sange.” – ”Anton er kreativ i sine lege og er blevet utrolig god til rolle- og fantasilege.” – ”Antons sprog har udviklet sig utrolig meget, mange ord og sætninger.” – ”Anton forstår alt, hvad jeg siger til ham, og han overrasker mig ofte med sin humoristiske sans.”

Jeg har i artiklen søgt at beskrive, hvordan jeg bruger mit teoretiske afsæt på forskellige måder til at løse de forskellige problemstillinger, som barn og forældre er udfordret af. Jeg håber, at artiklen har givet et indblik i, hvad der kan ske, hvis ikke barn og forældre ’opdages’, før der sker en fejludvikling.

Vi skal være opmærksomme på: • Vigtigheden af, at der kommer en heling i gang, når der har været en vanskelig start på livet.

• Vigtigheden af at reparere de vanskeligheder, barnet har fået i den tidlige start på livet.

• Vigtigheden af ikke for tidligt at give barnet en diagnose, før man har taget højde for og undersøgt, om der har været forstyrrelser under graviditet og fødsel.

• At vi fagpersoner får ’set og hørt’ forældre, som oplever fødslen voldsom, selvom vi oplever den som relativt uproblematisk.

• At vi som professionelle får øje på forældre og barns samspilsvanskeligheder, før en fejludvikling er i gang.

16

Anton og hans forældre er højst sandsynligt ikke færdigbehandlede i dag, og de har formentlig brug for støtte fremadrettet. Ethvert barn har ret til at være i samhørighed, tryghed og sikkerhed med sine primære omsorgspersoner, og dette er lykkedes for Anton – han har knyttet an til sine forældre og omvendt.

Jeg vil slutte med et citat fra Levine og Klines Traumer set med barnets øjne, fordi det på meget fin vis opsummerer netop det, jeg var vidne til som terapeut for Anton og hans mor: “Børn fødes med indre ressourcer, men er afhængige af, at de voksne (en ydre ressource) spejler dem og tager hånd om dem, så de bliver synlige.” (2012).

Tak til Antons forældre for tilladelse til at dele deres barske historie med andre fagpersoner, så vi som terapeuter kan blive mere opmærksomme på, hvordan en problematisk start på livet kan påvirke det enkelte menneske. Og tak til min supervisor Ursula Fürstenwald.

LITTERATUR Brodén, Margareta: Graviditetens muligheder. Akademisk Forlag 2004.

Hart, Susan: Betydningen af samhørighed. Hans Reitzels Forlag 2006.

Kolk, Bessel A van der: Kroppen holder regnskab. Klim 2019.

Levine, Peter & Maggie Kline: Traumer set med barnets øjne. Dansk Psykologisk Forlag 2012.

Deb Dana: The Polyvagal Theory in Therapy. WWNorton 2018.

Stern, Daniel: Moderskabskonstellationen. Hans Reitzels Forlag 2004.

Sanne Lundberg er psykoterapeut MPF. Internationalt Certificeret Theraplay terapeut/træner/supervisor i 2012. Uddannet i hesteassisteret terapi på Denver University, USA. Afslutter i 2021 uddannelse i Somatic Experiencing® (SE).

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

NATU RE N S OM MEDTER A P E UT

Tekst: Poul Hjulmann Seidler, Pernille Rodbjerg og Ditte Eggert Jørgensen Foto: Poul Hjulmann Seidler

Unge, der er vokset op i misbrugsramte familier, oplever i divergerende grad væsentlige og alvorlige følger af de oplevelser, alvorlige omsorgssvigt, voldelige samt øvrige traumatiske hændelser, der har fundet sted i forbindelse med deres nærmeste omsorgsgivere. Det påvirker den unges udvikling. Det kan give komplekse problemstillinger samt udviklingstraumer, der påvirker de unges evner til at mærke egne kropslige fornemmelser, følelser og behov. De kan være udfordret af ensomhed, sorg, identitetsproblemer, problemer med nærhed, depressive tilstande, selvmordstanker og angst. Forhold, der kan gøre det umådeligt svært for den unge at sætte grænser for andre og passe på sig selv på en hensigtsmæssig måde. Vi belyser i denne artikel, hvordan vi TUBA og Natur til et godt liv-Laboratoriet gennem de seneste år har gjort os erfaringer med at inddrage oplevelser og øvelser i naturen i terapeutiske forløb for unge, der er vokset op i hjem med misbrug. Det har vi gjort ud fra dels et narrativt og dels et neurofysiologisk afsæt, hvor vi især trækker på den opgivne litteratur.

TUBA er en selvstændig landsdækkende organisation, som tilbyder gratis terapi og rådgivning til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i en familie med alkohol- og eller stofproblemer. Natur til et godt liv-Laboratoriet er et natur-socialt udviklingsprogram, faciliteret af Københavns Universitet og Bikubenfonden samt en række udvalgte samarbejdspartnere, herunder TUBA. Sammen har TUBA og Natur til et godt liv-Laboratoriet arbejdet med at udvikle, afprøve, beskrive og evaluere nye metoder og tilgange i et tværfagligt krydsfelt for at få mere viden om, hvordan øvelser og oplevelser i naturen kan bidrage til at øge udsatte unges livsmestring.

i behandlingen af traumer. Naturens overflod af sanseindtryk stimulerer til nysgerrighed og kreativitet. Vi vil i denne artikel fremhæve fire hovedområder, som vi anser for særligt værdifulde i den forbindelse, nemlig oplevelser af mestring, betydningen af naturens beroligende effekt på nervesystemet, dens evne til at skabe rammer for træning af emotionel regulering og naturen som helende ramme for arbejdet med skyld, skam og tabu.

De fleste har oplevet, hvordan det at blive blæst igennem under en gåtur ved vandet giver fornyet energi, eller hvordan en tur i skoven kan mane til stilhed og eftertænksomhed. Gennem vores inddragelse af øvelser i naturen i behandlingsforløb i TUBA er det tydeligt, at naturinddragelse gavner de unges behandling. Naturen stiller sig til rådighed på forskellige måder og giver mulighed for en oplevelsesbaseret tilgang. Det er et lærings- og et ikke-dømmende rum, hvor der er plads til udvikling af kompetencer, og det er en værdifuld støtte

I terapiforløbet er 5-7 unge sammen på et internatophold i Svanninge Bjerge på Sydfyn. Under opholdet arbejder de med flere øvelser i naturen og bliver derigennem eksponeret for at deltage i et fællesskab. De unge kan ofte have flere negative oplevelser i bagagen fra relationer med andre. Oplevelser, som har været destruktive, traumatiske og grænseoverskridende. Dette kan medvirke til usikre, ængstelige, undgående eller desorganiserede tilknytningsmønstre, som også kan udfordre et samarbejde mellem en terapeut og en ung

MESTRING

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

17

TEMA: TRAUMER

Eksempel på øvelse i naturen: ’Livets sti’ Øvelsen finder sted i et varieret naturområde med forskelligt underlag, fauna og udsigter, som kan bruges, når livets sti skal anlægges. Har terapeuten viden om naturen, inddrages den. Det kan være en dyreveksel af betydning for dyrene eller en blomst. Den viden kan inspirere de unge, så de får et bedre afsæt at arbejde ud fra, og som kan gøre dem tillidsfulde og trygge ved opgaven.

Opgaven: Du skal lave din egen sti på ca. 50 meter. Stien skal symbolisere oplevelser over et tidsforløb. Brug variation i omgivelserne og materiale, som du finder på din vej, til at forme stiens forløb og underlag. Du har 20 minutter til at forme stien.

Derefter går terapeut og den unge (gerne en gruppe) på stien, hvor den unge fortæller om sine tanker og de oplevelser, som stien og omgivelserne symboliserer. Den unge, terapeuten eller andre unge kan med fordel tage billeder eller filmklip af betydningsfulde nedslag, der er et spejl på vigtige erkendelser, refleksioner eller mestringer. Billederne kan anvendes i de opfølgende behandlingssessioner. En anden ung kan tage billeder af symboler for stærke følelser eller noget, de bliver overrasket over, og bringe det ind i en senere gruppesession.

Efter opsamling og evt. terapeutisk samtale kan den unge gå tilbage på livets sti og selv tage billeder af vigtige elementer, der har en særlig betydning, og som kan indgå i kommende behandlingssessioner, så ’Livets sti’ kan integreres i den fortsatte terapi.

Der kan arbejdes med en ’lukket’ opgave, hvor der ledes efter mestringsoplevelser inden for en given problematik.

For eksempel mindefulde og gode øjeblikke med sin far eller svære hændelser, som det er godt at få sat ord på. Eller helt simpelt ’Livets sti’ om dagen, som den formede sig i går.

(alliancen) under terapi eller imellem gruppedeltagerne.

Naturbaserede oplevelser kan være allianceopbyggende i forhold til at skabe og etablere et samarbejde, der er baseret på tillid og tryghed. Gennem sansebaserede oplevelser i naturen opstår et fælles tredje, der kan gøre det lettere for de unge at være i en relation med en terapeut og med andre unge.

Vi arbejder ofte i ’naturens stemningsfyldte rum’ for at understøtte et socialt samvær i gruppen, som kan åbne op for dybere meningsskabende samtaler. Det kan fx være omkring bålet i tusmørket, hvor der er plads og tid til at tale om det, de unge har på hjerte. Tilsvarende arbejder vi målrettet med kropslige oplevelser, der stimulerer til nysgerrighed, aktiverer sanserne og den unges kreativitet, og som fordrer udviklingen af nye kompetencer.

Elementer fra naturen kan symbolisere forhindringer, liv, udsyn og styrke, som den unge får inspiration fra og

18

kan arbejde med. På ’Livets sti’ arbejder de unge kreativt og med inspiration til flere måder at sætte ord på hændelser og oplevelser. De arbejder med sanser, stemninger og følelser, som er med til at skærpe opmærksomheden på oplevelser af en særlig betydning. Den unge får hjælp til at finde frem til og tænke over følelser, holdninger og værdier i en samlende fortælling om afgørende perioder i den unges liv.

I forhold til de andre unge understøtter øvelsen en fælles forståelse, indsigt i og læring fra hinandens oplevelser. Øvelsen understøtter desuden gruppens fællesskab, tryghed og relationer.

Fra et narrativt afsæt arbejdes der her med et eksternaliserende sprog, der ofte anskueliggøres gennem sætningen: ”Det er ikke personen, der er problemet, men problemet, der er problemet.” Pointen er, at den unge ved at navngive problemet får hjælp til at distancere sig fra det. Den unge får bedre muligheder for at håndtere

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

det ved at se, vurdere og reflektere over det. I ’Livets sti’ kan navngivning af stien og symboler medvirke til en distancering fra svære og traumatiske hændelser og gøre det lidt lettere for den unge at sætte ord på disse og arbejde med strategier til at håndtere dem.

På ’Livets sti’ kan den unge få øje på flere oplevede erfaringer og derigennem få mulighed for at udvikle nye foretrukne historier om sig selv, som de med fordel kan anvende i de problemfyldte sammenhænge, som de indgår i. Sådanne nye foretrukne fortællinger hjælper den unge med ikke at blive låst fast i en entydig sandhed eller fortælling om sig selv. Dette er væsentligt, da

en bestemt historie for en tid kan være dominerende og være afgørende for den forståelse, som vi har om os selv. En sådan stærk identitetshistorie har betydning for de handlemuligheder, vi oplever, at vi har. Det er i det lys, de unge i TUBA, der ofte bærer på dominerende problemfyldte historier med dårlige oplevelser og uhensigtsmæssige roller i bestemte familiesituationer, har brug for andre historier, der styrkes og bliver til bæredygtige foretrukne alternativer. Det kan øvelsen ’Livets sti’ medvirke til med sit bud på en ny måde at mestre og indgå i relationer på.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

19

TEMA: TRAUMER

BEROLIGENDE VIRKNING PÅ ET NERVESYSTEM PÅ OVERARBEJDE.

Når vi arbejder med komplekse traumer, er vi opmærksomme på, hvordan den unge hele tiden veksler imellem at aktivere forskellige niveauer af nervesystemet.

Det er for eksempel aktivering af den sociale del, der kommunikerer og forbinder sig med omverdenen via stemme og ansigtsudtryk. Det er forsvarsmekanismernes sympatiske aktivering, som gør klar til kamp eller flugt, og det er de frysreaktioner med immobilisering, fastfrysning og dissociering, som indtræder, når organismen vurderer det umuligt at komme væk, som ofte er tilfældet, når det faretruende er relateret til barnets forældre.

Når vi arbejder med at hjælpe de unge med at vikle deres nervesystem ud af disse kampklare anspændtheder, flugtimpulser og frossetheder, bidrager naturen med et mylder af midler og støttende faktorer. Her anvender vi metoder, der mindsker anspændthed og fremmer

tryghed i kroppen, så der kommer en større grad af autonom balance i nervesystemet og smidigere skift mellem sympatisk og parasympatisk aktivitet.

Naturen tilbyder et mere neutralt, ufarligt og udømmende fokus for sanserne. Forskning viser, at naturen har en helende effekt på menneskets fysiske og psykiske tilstand. Ifølge psykologerne Rachel og Stephen Kaplan (1995) og deres teori om Attention Restoration Theory har dette blandt andet at gøre med, at mennesket i naturen i højere grad bruger en spontan frem for en målrettet opmærksomhed til at afkode omgivelser.

Når vi færdes i en by med mange indtryk, bruger vi den målrettede opmærksomhed, fordi der er mange informationer at forholde sig til og sortere i. Det presser og trætter hjernen. Omvendt med den spontane opmærksomhed, som vi bruger i naturen, hvor der er færre informationer og dermed færre krav til hjernen.

Ifølge Kaplan er det derfor, at vi er mere mentalt afslappede, og hjernen bruger mindre energi i naturen. Den spontane opmærksomhed opfatter de sansninger, der

Øvelse der beroliger nervesystemet: Skovvandring Kort instruktion: ”Arousal er den energi, vi har i kroppen. Nogle gange er der for lidt – så er vi trætte. Nogle gange er der for meget – så er vi stressede eller urolige. Hvad med dig lige nu? Synes du, der er for lidt, lige tilpas eller lidt for meget energi i dig lige nu?

Prøv at gå i et tempo, der svarer til, hvordan du har det indeni. Er din energi lidt høj, så sæt tempoet op, til det svarer til det tempo, du har indeni. Eller gå langsommere, hvis du føler dig lidt energiforladt. Gå lidt sådan – i dit tempo. Mærk, hvordan det føles, og mærk efter, hvor du har din opmærksomhed. (1-2 min.).

Prøv nu at eksperimentere med at ændre farten lidt ad gangen og prøv samtidig at trække vejret dybere. Prøv om du kan få hele kroppen til at følge dine skridt ned i tempo. Prøv evt. også at gå heeeeelt langsomt – i sneglefart – og mærk, hvordan det er. Lad din vejrtrækning følge tempoet. Eksperimenter dig frem til et tempo, der føles godt.

Når du har fundet et rart tempo – så løft blikket og se dig omkring. Læg mærke til, hvilket tempo tingene omkring dig har. Et træ – hvordan det vokser og strækker sig efter lyset, skyerne og deres fart, insekter. Måske falder du over noget, der har et tempo, du rigtig godt kan lide?

Når du mister koncentrationen – så gentag øvelsen. Start igen med at finde den fart, som svarer til dit indre eller din tankestrøm – og brug din vilje til at ændre farten og dit åndedræt, til du igen finder din bedste rytme og kan vende opmærksomheden mod verden omkring dig.

Brug dine sanser: Hvad ser du? Hvad hører du? Hvad dufter du? Hvordan føles det i din krop at gå her – under fødderne, i benene, hvordan svinger armene osv.?"

20

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

forekommer gennem træernes bevægelser i vinden, blomsternes dufte, fuglenes sang og vandoverfladens krusninger og lysskift.

På den måde giver ophold i naturen en form for helende effekt, den stimulerer til en anden og mere spontan opmærksomhed præget af mental afslapning. Naturens indflydelse på nervesystemet kan føles som medvind til arbejdet med at engagere det sociale nervesystem, der er relateret til den fornemmelse af tryghed, kontakt og forbindelse, som er afgørende, når vi arbejder traumeterapeutisk med at genskabe tilstande af tryghed i kroppen.

Citat fra en ung: ”Jeg kan ikke huske, hvornår der har været så meget ro oppe i mit hoved og så meget ro inden i mig” STYRKER EMOTIONEL REGULERING

Traumatiske oplevelser kan give de unge en mindre grad af kropsbevidsthed og selvfølelse og en oplevelse af at være fremmed i forhold til egne følelser. De er vokset op som del af en familiedynamik med antennerne rettet mod forældrene. Det har ofte den konsekvens, at de har et lavt jeg-fokus og er udfordrede på at mærke sig selv, deres behov og deres grænser. De er afkoblet fra de informationer, der skal danne udgangspunkt for at navigere hensigtsmæssigt ude i verden og regulere følelser.

Brug af mange sanser, som naturen inviterer til, stimulerer til positive oplevelser af kroppen og en tillid til de tilknyttede følelser. Det støtter de unge i at styrke og genskabe forbindelse mellem det mentale og kroppen.

Vi bruger enkle øvelser, som at finde to behagelige dufte, tre rare ting at røre ved og fire smukke ting at se på.

Eller lidt mere aktivitetskrævende øvelser, som at hoppe fra stub til stub, danse ned af en skråning eller ligge med benene op ad et træ og se på trækronerne. Som i øvelsen ’Skovvandring’ understøttes de unge med spørgsmål, der hjælper dem til at sætte ord på deres oplevelse, sanser og kropslige fornemmelser.

SKYLD, SKAM OG TABU

De unge bærer ofte på en skam over forældre med et alkohol- eller stofproblem. Der kan have været konflikter og skænderier, som de unge kan føle, at de bærer skylden for. Dette er ofte ekstremt tabubelagte følelser. De unge kan derfor mangle et sprog for, hvad de har oplevet, hvordan de har det med det og med sig selv. De kan være vokset op uden ord for deres traumatiske oplevelser og opdager ofte sent, at det ikke var normalt at blive mødt og behandlet på en bestemt måde.

De beskrevne øvelser er eksempler på, hvordan vi via arbejdet med symboler og sanser giver de unge en mulighed for nonverbalt at gå ind ad andre døre til erindringer og oplevelser, som er værdifulde og brugbare i det terapeutiske rum. Naturen supplerer og forstærker terapien, fordi terapien kombineres med leg, kreativitet og aktiviteter, der kan give adgang til tidligere erindringer.

Når vi ikke bliver set ind i verden af nærværende og kærlige øjne, bliver vi også på et dybere niveau ramt af en helt grundlæggende skam og følelse af ikke at være værdige eller gode nok. Den unge kan i naturen, i et ikke farligt domæne, begynde at knytte og mærke sig selv i samspil med omverdenen via sanserne. Naturen giver adgang til noget levende uden at vurdere og bedømme. Derfor kan den for skamplagede unge være et neutralt og ufarligt sted at begynde at interessere sig for oplevelsen af sig selv.

Det naturmiljø, vi inviterer de unge ind i, er et miljø, der ikke stiller krav om, at de skal være noget bestemt eller præstere noget bestemt. Der er ikke vinduer og reklamer og spejle og ord, der kan vække negative selvvurderinger. Naturen dømmer ingen. Det er et fredeligt sted at gå på opdagelse i nuets sanseoplevelser og et sted, hvorfra traumer med tiden kan heles og nye kontaktoplevelser etableres.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

21

TEMA: TRAUMER

VORES NÆSTE SKRIDT

Alt i alt viser naturinddragelse i traumebehandlingen sig som en massiv ressource og metode, som det bliver spændende at opnå flere forskningsresultater på. I Natur til et godt liv -Laboratoriet arbejder vi videre med at undersøge og evaluere virkninger ved at inddrage oplevelsesbaserede tilgange i naturen, herunder publiceres ultimo 2021 en samlet metodeoversigt.

En anden sideeffekt, som vi er nysgerrige på, er den oplevelse af vitalisering hos terapeuten, der har vist sig, når kontoret rykker ud i naturen. Det giver et løft, at det ikke er terapeutens bevidste opmærksomhed og hjerterum alene, der skaber et rum for heling, men at det suppleres af naturen. På den måde kan naturen blive en værdifuld støtte til terapeuten i arbejdet med traumebehandling.

Pernille Rodbjerg er regionsleder i TUBA for region midt og nord. Kandidat i pædagogisk psykologi, psykoterapeut og supervisor. Projektleder for TUBAs samarbejde med Natur til et godt liv-Laboratoriet med fokus på naturinddragelse og udvikling i behandling af unge i TUBA.

LITTERATUR Denborough D (red.) (2008): Traumer. Narrativ behandling af traumatiske oplevelser. Dansk Psykologisk Forlag.

Høegmark S, S Hartvig& J Sørensen (2020): Vi er natur – genopdag naturen og mærk dens helbredende kræfter. Muusmann Forlag.

Isdal, Per (2018): Medfølelsens pris. Når professionelle hjælpere har brug for hjælp. Akademisk Forlag.

Jordan, Martin (2015): Nature and Therapy – Understanding Counselling and psychotherapy in outdoor spaces. Routledge.

Kaplan, Stephen (1995): The restorative benefits of nature: Towards an integrative framework. Journal of Environmental Psychology, Vol 15, 3, pp.169-182.

Kolk, Bessel A van der (2014): Kroppen holder regnskab. Hjerne, psyke og krop i heling af traumer. Klim Levine, Peter A (2016): Den tavse stemme. Hvordan kroppens sprog kan opløse traumer og skabe velvære. North Atlantic Books.

Porges, S (2017): The Pocket Guide to the Polyvagal Theory: The Transformative Power of Feeling Safe. WW Norton.

Ritchie, T (2009): Relationer i psykologien. Billesøe og Baltzer.

Seidler P & DH Mortensen (2018): Udvikling af indsatser for børn og unge i udsatte positioner. I naturen med et narrativt og systemisk afsæt. Pdf. https:// videnomfriluftsliv.dk/socialt-udsatte.

White, M (2006): Narrativ teori. Hans Reitzels Forlag.

22

Poul Hjulmann Seidler er projektleder i Natur til et godt liv-Laboratoriet og specialkonsulent på Skovskolen, Københavns Universitet. Uddannet biolog og narrativ konsulent. Specialiseret i udvikling og beskrivelse af naturintegreret socialt arbejde i en terapeutisk og organisatorisk kontekst.

Ditte Eggert Jørgensen er cand.psych. Ansat som psykolog i TUBA med bl.a. varetagelse af individuelle terapiforløb, supervision af frivillige terapeuter samt gruppeleder i en af de grupper, der har inddraget naturterapeutiske metoder i de unges behandlingsforløb.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

Michael Strunge (1958-1986) | Foto: Merete Holm Brantbjerg

TEMA: TRAUMER

DEN HÆSLIGE BY Skrig er udspændt mellem husene i den hæslige by.

Menneskene er skygger af fabrikker og kontorerne.

En pige løfter sin kjole og hendes køn er et ur.

Fragmenter af endnu fri bevidsthed hænger som tåge i luften kun gennemlyst af neonøjnene.

Gennem gaderne flaxer anskudte drømme med vinger som vimpler af visnende blade.

I byens udkant ligger sindssygehospitalet hvor hvide patienter udvexler diagnoser, smerte og medicin.

I det fjerneste rum ligger den bedøvede drift fastspændt til en stinkende våd seng.

I dansehallen midt i byen danses Dødedisco.

De midlertidige masker udleveres ved indgangen mod aflevering af visse hjernedele omfattende minder om barndom, kærlighed og drift mod stjerner og oprør.

Vi folder drømmens faner ud, 1981

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

23

TEMA: TRAUMER

BETYDN I N G E N AF E T LA N D K ORT

Tekst og foto: Merete Holm Brantbjerg

Differentiering af grader af stress- og traumereaktioner – og metode-refleksion Et traume defineres ud fra styrken i de reaktioner, der udløses i situationen – ikke ud fra hvilken type begivenhed det er (Maté 2021). Det er i mit syn en klog differentiering, eftersom mennesker kan reagere meget forskelligt på den samme begivenhed. Nogle bliver fx stærkt traumepåvirkede af at falde på cyklen, blive fyret, fare vild i skoven, blive forladt af en partner osv., mens andre håndterer disse begivenheder uden at blive låst i de naturlige reaktioner på en voldsom begivenhed. Begivenheden i sig selv fortæller os altså ikke, om en person bliver traumatiseret. Det afhænger af, hvordan vi håndterer og relaterer til de overlevelsesreaktioner, der udløses både i situationen, og i endnu højere grad af, hvilken adgang vi har til regulering af tilstandene i landingen bagefter.

Et centralt aspekt i traumeterapi er dermed at lære de tilstande at kende, som blev udløst i voldsomme begivenheder i livet – og opdage, at regulering af tilstandene er mulig. Vi kan sige goddag til vores kampraseri, flugtimpuls, kollaps, beskyttelsesrefleks osv. og opdage, at kroppen er i stand til at forblive til stede, mens vi mærker tilstandene – og at det er muligt at gøre dette i kontakt med en anden eller flere andre. Disse erfaringer baner vejen for accept og regulering af tilstandene og dermed heling af traumer.

EN CASE

Susan1 fortæller med høj og hurtig stemme om en situation, hvor en af hendes få nære kontakter har besluttet at flytte til en anden del af landet. Susan er meget bange i forhold til dette skift i relationen. Hun trigges ind i erfaringer fra sin tidlige barndom med tab af kontakt og

1 Casen er anonymiseret, og klienten har givet sin tilladelse.

24

ingen adgang til gensidig regulering af de tilstande, der vækkes i hende. Susan er afstandtagende i sit verbale sprog, anklagende og siger meget lidt om sig selv.

Jeg spørger, hvor høj hendes arousal er. På en skala fra 1-10 siger Susan selv, at hun er på 9, hvilket jeg bekræfter også er min fornemmelse.

Kontakt her og nu mellem os og kontakt til hendes krop sænker arousalniveauet nok til, at vi kan begynde at undersøge, navngive og se på, hvilke overlevelsesreaktioner, hun er i kontakt med. Øverst ligger en kampimpuls – hun er rasende, har lyst til at slås – og lige under den ligger en stærk angst. Begge tilstande er i en grad af arousal, hvor hun er tæt på kaos eller disorganisering.

Vi gør ikke noget i forhold til tilstandene andet end at få navn på dem, orientere os i forhold til dem og dermed få plads til at de findes – etablere en relation til dem i stedet for at være fuldt identificeret med dem. Opmærksomhed på kroppen fører til opdagelse af, at kamp- og flugtimpulser er mest knyttet til Susans overkrop. Den nedre del af kroppen, ben og centerområde er præget af passivitet og opgivelse. Dette åbner til erkendelse af, at

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

I landskabet omkring traumer møder vi de mest kraftfulde tilstande, vi som mennesker har i vores repertoire.

der også er et kollaps eller hypoarousal til stede under kamp- og flugtimpulserne. Igen er det kontakten her og nu mellem os og kontakten til kroppen, som støtter erkendelsen og ejerskabet af kollapset.

Vi sidder sammen på kanten af disse tilstande. Vi orienterer os og får en klarere opfattelse af, hvilke overlevelsesreaktioner Susan er udfordret af. Denne proces i sig selv rummer et aspekt af heling, det bliver muligt at være til stede i nærheden af tilstandene uden at blive slugt af dem. Og processen åbner også mulighed for at tage stilling til, hvilken af tilstandene det føles vigtigst at fokusere på – eller om det vigtigste i første omgang er, at der bliver plads til dem alle, både de sympatiske og de parasympatiske tilstande.

Dette uddrag af en case peger på nytten af at have et landkort over de tilstande, vi kan møde, når vi går ind i traumelandskabet – og på at kunne tilpasse den traumeterapeutiske metode til det arousalniveau, klienten er i. Casebeskrivelsen er komprimeret og forenklet.

Klienten har mange færdigheder – har gået i traumeterapi i et mangeårigt forløb, er trænet både i kropslig selvregulering og i at indgå i gensidig regulering. Med en mindre trænet klient ville forløbet have taget længere tid.

OVERLEVELSESREAKTIONER

Før en videre refleksion over casen kommer et overblik over overlevelsesreaktioner. Forskellige traumeterapeutiske traditioner har forskellige lister over overle-

velsesreaktioner. Standardudgaven, som de fleste kender, hedder flugt, kamp og frys (flight, fight and freeze). Mit arbejde med traumeterapi har ført til en udvidelse af listen.

Jeg arbejdede i 1980’erne og 90’erne i Bodynamic Institute med udvikling af traumeterapi, bl.a. inspireret af Peter Levine, og fra 2003 og frem har jeg i mit eget regi i samarbejde med Kolbjørn Vårdal arbejdet på at udvikle en traumeterapeutisk metode, som lægger lige vægt på de sympatiske og parasympatiske overlevelsesreaktioner. Et væsentligt aspekt hele vejen har været at udvide listen over overlevelsesreaktioner, så den dækker de fænomener, der viser sig i praksis i psykoterapi, når man arbejder med traumer.

Dette har ført til en liste, som differentierer mellem følgende reaktioner: startle-refleks, orienteringsrefleks, flugtrefleks, kamprefleks, beskyttelsesrefleks, kaldegråd, brækrefleks, overlevelsespræget dominans- og underkastelsesadfærd, frys/lammelse, separationsskrig, kollaps/hypoarousal, disorganiseret opløsning, disorganiseret udadreaktion (Brantbjerg 2014).

Fordelene ved en sådan liste er, at navngivning og differentiering af alle disse overlevelsesreaktioner inviterer dem ind i sproget, og dermed bliver det muligt at kommunikere åbent om dem. Det bliver muligt at normalisere fænomenerne som almenmenneskelige – at inkludere dem i, hvad der er forventelige reaktioner på ekstrem påvirkning. Overlevelsesreaktioner, der ikke reguleres, forbliver ofte fraspaltede eller skjulte, netop

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

25

TEMA: PARFORHOLD OG PARTERAPI

fordi tilstandene opleves uvelkomne, ikke acceptable, skamfulde. De kan bevidst eller ubevidst gemmes i isolation og/eller dissociation. Navngivning af overlevelsesreaktioner kan således være med til at bryde isolationsmønstre.

Vi kan have værdiladninger knyttet til de forskellige overlevelsesreaktioner – nogle kan være nemmere at værdsætte end andre. Nogle kan være skubbet helt uden for bevidsthedens rækkevidde, fordi de truer vores selvbillede for meget.

En liste over overlevelsesreaktioner åbner mulighed for at se med nysgerrighed på, hvordan man forholder sig til dem hver især, og hvordan samspillet er mellem dem i traumemønstrene. Man kan derigennem opdage flere nuancer i traumemønstrene. Og som traumeterapeut kan man reflektere over, hvilken slags metodik der er mest hensigtsmæssig, afhængigt af hvilket stressniveau klientens tilstande er i.

TRE GRADER AF STRESS

Overlevelsesreaktioner kan deles op i tre grader af stress. Denne opdeling er oprindeligt inspireret af Flemming Kæreby (Kæreby 2010) og er derefter videreudviklet af Kolbjørn Vårdal og mig.

I førstegrads stress finder vi startle-refleks og orienteringsrefleks. Noget uventet eller alarmerende sker – vi stivner et øjeblik, og vi orienterer os. Hvad var det jeg hørte, så eller fornemmede?

I andengrads stress finder vi alle de aktive overlevelsesreaktioner, som er styret fra det sympatiske nervesystem – også kaldet hyperarousal. Når vi opdager, at noget faktisk er farligt, eller vi tror det er det, kan vi slås, flygte, beskytte nogen, kalde på nogen, skille os af med noget giftigt gennem at brække os, gå i dominans eller underkastelse for at klare os relationelt. Alle disse reaktioner har et lineært mål – de indeholder kropslige impulser, som er målrettede. Dette gælder også lammelse/frys, hvor de sympatiske handlingsimpulser fortsat er til stede under den parasympatiske lammelse.

26

I tredjegrads stress finder vi kollaps/hypoarousal. Vi kan slippe grebet i livet, gå i hi, falde i en indre afgrund – vi kan skrige os ud af kontakt i separationsskrig, vi kan disorganisere, slippe det organiserende selv og dermed gå ind i tilstande, som er præget af kaotisk opløsning eller kaotisk udadreaktion. Disse reaktioner er ikke lineære – de har ikke målrettede kropslige impulser i sig.

Det er netop den målretning, vi opgiver i tredjegrads stress som en måde at overleve i situationer, hvor vi ikke kan påvirke situationen gennem handling eller positionering relationelt.

TILBAGE TIL CASEN

Susan havde en barndom præget af kontakt med en psykisk ustabil og hadefuld mor og dermed manglende adgang til gensidig regulering af sine følelsestilstande.

Hun har igennem mange års psykoterapeutisk arbejde opbygget færdigheder i både selvregulering og gensidig regulering, men når livet præsenterer hende for et uforudset tab af kontinuerlig kontakt med en nærtstående ven, vækkes reaktioner, som har rod i hendes tidlige barndom. Hun oplever det som en trussel på sit liv at få reduceret adgang til kontakt. Hun glemmer sine færdigheder – hun mister orienteringen i nutiden og bliver overvældet af overlevelsesreaktioner. Hun går ind i de traumemønstre, som er skabt i kontakten med hendes mor.

De overlevelsesreaktioner, som kom frem i sessionen, var præget af tredjegrads stress. Arousalniveauet i både vreden og angsten var højt. Susan scorede det selv til 9 på en skala fra 1-10. Tilstandene var præget af kaotisk udadreaktion. Jeg spurgte i sessionen Susan, om tilstandene oplevedes kaotiske, disorganiserede, og hun svarede ja. Jeg havde samme hypotese, baseret på at det var svært at få kontakt med hende, svært at nå hende, hun opfattede ikke, hvad jeg sagde til hende – det føltes for mig, som om hun kørte med stor hastighed på en motorvej og var tæt på at miste grebet om rattet.

Kollapstilstanden, som blev bevidstgjort senere i sessionen, er også en tredjegrads stresstilstand. Susan oplevede en dyb opgivelse, fortvivlelse, fortabthed og tab

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

Morten Nielsen | Foto: S. van Deurs

TEMA: TRAUMER

råbe, kaste op, beskytte nogen osv. Forskellige kropsligt orienterede traumeterapeutiske traditioner har beskrevet metoder, der kan støtte forløsning eller færdiggørelse af sådanne impulser, som ikke blev fuldført inde i begivenheden (Jørgensen 1993; Levine 2012). En i min erfaring livgivende og meningsfuld arbejdsform.

I forhold til tredjegrads stress er denne arbejdsform i min erfaring ikke velfungerende. En tilstand præget af kaos, opløsning eller kollaps har ikke lineære impulser i sig, der kan fuldføres. Hvis der er impulser til stede, er de kaosprægede – de går i alle retninger på én gang som i en eksplosion eller implosion. Det, som i min erfaring fungerer i forhold til tredjegrads stresstilstande, er, at bevidstgøre og normalisere dem og etablere en relation til dem – sammen med nogen. At gøre dette kræver, at der etableres en grænse mellem et her og nu-nærvær og den disorganiserede tilstand.

af orientering. Der var ikke tegn på, at dette var en lammelse/frys-reaktion med en underliggende parathed til at flygte eller kæmpe. Tværtimod var der tegn på, at hun mærkede en risiko for at glide væk, ud af kontakt med sig selv og mig.

ARBEJDE MED STRESSTILSTANDE

Traumeterapeutisk arbejde med henholdsvis andenog tredjegrads stresstilstande er forskelligt.

I andengrads stress har vi at gøre med tilstande, som er lineære, og som har en målretning i sig. Når disse tilstande bliver tilgængelige, er det muligt sammen at undersøge dem kropsligt, udforske de bevægelsesimpulser, der er i tilstandene – fx impulser til at løbe, slå,

Det er det, der skete i sessionen mellem mig og Susan.

Gennem scoring af arousalniveau startede vi en bevidstgørelse af, hvilket stressniveau vi havde at gøre med. Klienten var aktivt med i denne bevidstgørelse, hvilket støttede hendes orienteringsevne. Gennem fokus på at orientere sig ind i kontakten imellem os her og nu og sansningen af egen krop etableredes en begyndende grænse til de disorganiserede tilstande. I billedsprog kan man sige, at det blev muligt at sidde sammen på kanten af en afgrund og få navn på de tilstande, som var i afgrunden – raseri, panikangst og kollaps.

For Susan havde det en afgørende betydning, at kollapset blev bevidstgjort og inkluderet. Kollaps er en overlevelsesreaktion, som hun – ligesom mange andre – har sværere ved at inkludere i sit selvbillede end de udadgående reaktioner. I sessionen fik hun støtte til at bevidstgøre og relatere til kollapset i stedet for at slås imod det.

Dermed kom der mere ro og grounding – mere orientering i virkeligheden.

HVAD STØTTER TERAPEUTEN?

For mig som terapeut støttes den oven for beskrevne metodik af, at jeg har et landkort over overlevelsesreak-

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

27

TEMA: TRAUMER

tionerne, inklusive differentiering i tre grader af stress.

Jeg kender alle reaktionerne i mig selv, jeg har mødt dem hos andre, jeg ved de findes, og at de alle er naturlige reaktioner på ekstrem påvirkning. Dette kendskab hjælper mig til at danne hypoteser om, hvilke tilstande der udtrykkes hos en klient eller er på vej til at blive det.

Og det hjælper mig til at forstå den påvirkning, tilstandene har på mig, være i resonans med klienten i tilstandene – og dermed være villig til at mærke med og deltage i gensidig regulering.

Terapeutens kendskab til overlevelsesreaktionerne er en væsentlig faktor i traumeterapeutisk arbejde. Vores kendskab til reaktionerne både begrebsmæssigt og oplevelsesmæssigt åbner muligheden for både at orientere os, vide hvad vi står overfor og være sammen med klienten i tilstandene – i stedet for at prøve at få klienten ud af tilstandene.

Det kræver ærlighed i forhold til vores egen kapacitet.

De overlevelsesreaktioner, vi ikke selv er blevet mødt i, er vi måske ikke klar til at regulere sammen med klienten. En mulighed er at bruge listen over overlevelsesreaktioner til at orientere os i, hvad vi står overfor, og derudfra tage stilling til, om det føles ok at blive i mødet med klienten. Eller om det føles bedre at henvise til en anden terapeut med mere træning eller erfaring i at møde overlevelsesreaktioner – eller bestemte af dem.

Differentiering mellem tre grader af stress hjælper mig til at vælge metode. I kontakten med Susan blev det hurtigt klart for mig, at hendes arousalniveau var meget højt, da sessionen startede. Jeg valgte derudfra at starte med at involvere klienten i selv at bevidstgøre de tilstande, hun var præget af (gennem at bede hende score arousalniveau), for at støtte hendes orienteringsevne her og nu. Først da vi havde en fælles virkelighedsopfattelse af, at hun var i nærheden af tredjegrads stress, begyndte jeg at guide hende til at få fat i de færdigheder, jeg ved hun har, i forhold til at opfatte kontakten mellem os og opfatte sin egen krop. Jeg foreslog hende at eksternalisere de disorganiserede tilstande og kollapset – forestille sig, at hun flytter dem uden for sin krop, ser på dem sammen med mig, får navn på dem.

28

Denne metode er udviklet til arbejde med tredjegrads stresstilstande. Intentionen med eksternalisering er at støtte dannelsen af en relation til tilstandene og bryde identifikation med dem. ”Det er en tilstand – det er ikke dig” er ord, som ofte støtter denne grænsedannelse.

I denne session kendte klienten selv forskel på anden- og tredjegrads stresstilstande gennem deltagelse på traumeterapeutiske kurser. Og vi har sammen anvendt begreberne som en støtte i terapisessioner. Når jeg arbejder med klienter, som ikke har denne viden, inkluderer jeg psykoedukation som del af den traumeterapeutiske metode. Jeg formidler begreberne om de tre grader af stress, hvilke metoder der i min erfaring fungerer bedst, afhængigt af hvilket stressniveau der er til stede – og jeg formidler også listen over overlevelsesreaktioner eller dele af den. Denne kundskab støtter normalisering og inklusion. Alle reaktionerne er ok, de er del af vores overlevelsesintelligens, de er normale reaktioner på ekstrem påvirkning.

I sessionen med Susan skete der en tydelig reduktion af hendes arousal i løbet af processen, hvor vi navngav og relaterede til tredjegrads stresstilstandene. Det blev tydeligt for hende, at de kraftfulde reaktioner hører til i hendes historie og ikke i nutiden. Der blev dannet en grænse mellem fortid og nutid. Susan blev også venligere i forhold til sig selv. At se på tilstandene i stedet for at være identificeret med dem indebærer et skift ind i den del af os, som kan se med venlighed og nysgerrighed på os selv. Starten på dette skift ligger i at kunne navngive tilstandene præcist og se dem i den kontekst de blev skabt i – i dette tilfælde i kontakten mellem Susan og hendes mor.

Fra dette mere ressourcefyldte sted kunne vi se på den nutidige situation. Susan kunne mærke og dele både sorg og frustration i forhold til situationen, og vi kunne undersøge, hvilke handlemuligheder hun har i forhold til at bevare den relation, som er betydningsfuld for hende. Et arbejde som muliggjordes af, at tredjegrads stressreaktionerne ikke længere var i forgrunden, men var blevet navngivet, accepteret og differentieret ud.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

FORSKELLIGE TYPER TRAUMER

Traumatisering kan udløses af mange typer livssituationer. I Susans tilfælde hører hendes traumetilstande til i kategorien af relationelle traumer og derunder tilknytningstraumer. I tilknytningstraumer opstår traumatiseringen i kontakt med tilknytningspersoner.

Relationelle traumer er et bredere fænomen. De dækker traumatisering, der sker i alle slags menneskelige relationer – på arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner, foreninger, skoler, vennegrupper, større familier, militæret osv.

Faretraumer er ikke relationelle. De handler om liv og død, alle mulige slags situationer, som kan true vores liv – trafikulykker, fald, naturkatastrofer, fare vild og mange andre.

De overlevelsesreaktioner, som kom frem i Susans session, er typiske for tilknytningstraumer. Vi er, specielt som små børn, afhængige af vores tilknytningspersoner – vi kan ikke overleve uden kontakt og fysisk varetagelse. Dette vilkår betyder ofte, at andengrads stressreaktionerne ikke kan løse de belastende samspil for os.

Vi kan ikke flygte et andet sted hen, vi kan ikke kalde på nogen, hvis den vi kalder på samtidig er den, der truer os osv. Vi presses dermed ud i tredjegrads overlevelsesreaktioner i stedet.

vi har med adgang til gensidig regulering eller ikke, dukker dermed op i bearbejdning af traumet og kan i nogle tilfælde kalde tilstande frem, som hører til tilknytningstraumer.

Kendskab til forskellen på tre grader af stressreaktioner kan hjælpe os som både terapeuter og klienter til at vælge en metode, der matcher det stressniveau, som klienten udviser – og det kan hjælpe os til at skifte metode, hvis den vi har valgt ikke ser ud til at fungere efter hensigten. Et nuanceret landkort over traumetilstande støtter muligheden for at se, at landkortet nogle gange er mangelfuldt – og dermed støtte inklusion af klientens oplevelse.

LITTERATUR Brantbjerg, Merete Holm (2014): Om overlevelsesreaktioner. Undervisningsmateriale. www.moaiku.dk Jørgensen, Steen (1993): Bearbejdning af choktraumer/posttraumatisk stress i Bodynamic Analyse. I: Jørgensen, Steen (red.) (1993): Forløsning af choktraumer. København, Forlaget Kreatik.

Kæreby, Flemming (2010): Hvad er psykofysiologisk traumeterapi? Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2010.

Levine, Peter (2012): Den tavse stemme. København, Hans Reitzels Forlag.

Maté, Gabor (2021): The Wisdom of Trauma. Dokumentarfilm. Science and Nonduality (SAND).

I arbejdet med faretraumer er andengrads stressreaktionerne som regel tilgængelige. Man kan arbejde med at udløse flugtimpuls, kampimpulser, råb om hjælp osv.

Og i arbejdet med faretraumer kan vi være opmærksomme på, om der dukker uforudsete, kaotiske tilstande eller kollaps op i kontaktfeltet under bearbejdningen af faretraumer.

KENDSKAB TIL GRADSINDDELINGEN ER HJÆLPSOM

Et traume har to faser – det som sker i selve begivenheden, og det som sker bagefter i landingen, hvor der er brug for, at både personen selv og kontakt/støttepersoner kan deltage i gensidig regulering. De erfaringer,

Merete Holm Brantbjerg er psykomotorisk terapeut og psykoterapeut MPF. Har fra 2003 og frem grundlagt Relationel Traumeterapi baseret i psykomotorisk færdighedstræning og systemisk gruppeproces. Har mere end 40 år arbejdet som underviser og individualterapeut i Danmark og internationalt.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

29

TEMA: TRAUMER

TIL K N YT N I N G S T RAU M E R OG B E S KYT T E R - TY RAN N E N

Tekst: Birthe Juul Christensen

En af de mest udbredte forståelser af traumer er i dag baseret på teorien om den tredelte hjerne. Her er der fokus på, at traumet sidder i kroppen som en mobilisering af det autonome nervesystems kamp/flugtimpulser. Hos traumatiserede kører denne mobilisering konstant, fordi det i den traumatiske situation ikke lykkedes at komme i sikkerhed. Derfor oplever man at være truet mange år efter at traumet opstod. Hjælpen består i at give mulighed for, at kamp eller flugtimpulsen kan udløses. Også mine traumatiserede klienter forsøger sig med kropsligt forløsende terapier, men ofte oplever jeg, at de efterfølgende får det dårligere. De får flere kropslige symptomer, får sværere ved at sove osv. Mit spørgsmål har længe været, hvorfor denne kropslige forløsning af traumeenergien ikke virker for dem. Når jeg kigger nærmere på deres baggrund bliver det tydeligt, at disse klienter ikke har oplevet choktraumer, men er traumatiserede gennem langvarige tilstande af omsorgssvigt tidligt i livet. De har et tilknytningstraume.

Når man i den kropsligt orienterede terapi er optaget af at forløse og udløse kamp/flugtimpulsen, er det for at gøre det færdigt, som aldrig blev færdigt i den traumatiserende situation: at komme i sikkerhed. Det er her, der opstår et problem for de mennesker, der lever med et tilknytningstraume. For det første er der ikke nogen fjende at bekæmpe eller flygte fra, fordi det traumatiserende ofte har været et fravær. For det andet er fornemmelsen af sikkerhed ukendt for dem. Jeg spørger ofte, om mine tilknytningstraumatiserede klienter har et sikkert sted. Det har de ikke. Derfor giver udløsningen af kamp/flugtimpulsen ikke ro. Der er ikke nogen oprindelig erfaring af sikkerhed. Det betyder, at traumet, forstået som et ureguleret, konstant mobiliseret autonomt system, fortsætter.

HVORDAN BLIVER MANGLENDE TILKNYTNING TIL ET TRAUME?

Sikkerhed er ikke bare et sted, det er en tilstand. En rolig, afspændt, tillidsfuld tilstand. Når man er så heldig at

30

kende denne tilstand, er det et udtryk for, at man som helt lille barn har haft fars eller mors rolige nervesystem at læne sig ind i og herigennem har erfaret at blive båret, at blive holdt, at være i sikkerhed. Et lille barn kan ikke regulere sig selv, men har netop brug for en omsorgsperson, der igen og igen, med tålmodighed og kærlighed, mader, skifter, synger, trøster, bærer. Denne konstante regulering skaber erfaringen af, at verden er et sikkert sted, selvom der ind imellem sker voldsomme ting. De går over igen.

Tilknytningen gror frem igennem denne stabile regulering. Tilknytningsadfærd er netop adfærd, der er beregnet på at få omsorgspersonen til at skabe tryghed og sikkerhed, fordi man er blevet utryg.

Når man har et tilknytningstraume, har der tidligt i livet ikke været et roligt nervesystem til at holde og bære og til at støtte regulering. Derfor kører der konstant uro, og afspænding er farlig, fordi der ikke findes en erfaring af, at noget bærer mig. En af mine klienter beskrev det på denne måde: ”Hvis jeg slapper af, falder

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

jeg uendeligt. Der er ingenting, der griber mig.” Disse traumer er på en måde usynlige, for de udspringer af en tidlig, tavs og usynlig, periode af livet. Mange af mine klienter er ikke klar over, at det, de har døjet med det meste af livet, er et tilknytningstraume.

Et tilknytningstraume udpringer af en mangel. En mangel på et tilgængeligt, roligt nervesystem, en mangel på hjælp til regulering. Når der mangler noget, kunne den logiske slutning være, at det handler om at tilbyde det, der har manglet. Man læner sig op ad en forestilling om, at manglen er et slags hul, som bare venter på muligheden for at blive fyldt.

Når der har manglet tilknytning, kan man tilbyde tilknytning; når der har manglet et roligt nervesystem, kan man tilbyde et roligt nervesystem, når der har manglet omsorg … osv.

FOTO: Wikimedia Commons

Så enkelt ser det desværre ikke ud til at være. Når der har manglet et roligt nervesystem at læne sig ind i, efterlader det ikke et hul. Barnet venter ikke bare på, at der på et tidspunkt dukker omsorg op. I stedet træder en anden form for regulering, selvregulering, til, og den handler ikke om afspænding, men om kontrol. Denne kontrollerende selvregulering er ’svær at danse med’ for klienten og for terapeuten. Og den kan ikke rystes ud af kroppen. Igen, fordi der ikke findes erfaring af et sikkert sted at finde hen til.

For at finde en måde at komme i kontakt med og løsne denne selvbeskyttelse har jeg måttet søge inspiration andre steder, og en amerikansk jungianer, Donald Kalsched, har skrevet et par bøger om traumer, som virker meningsfulde i denne sammenhæng (1996, 2013).

SPALTNING OG UBEVIDSTE FANTASIER

Kalsched beskæftiger sig ikke med det kropslige aspekt af traumet, men med de spor, traumet sætter i psyken.

I hans forståelse udløses et tidligt traume, når der sker noget, der er ubærligt for barnet. Her skal man tage ’ubærligt’ helt alvorligt. Det, der sker, kan ikke bæres,

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

31

TEMA: TRAUMER

kan ikke rummes, kan ikke tåles, og det truer med at splitte psyken i atomer. For at undgå dette spalter psyken i to. I en såret del og i en del, der beskytter det sårede. Vi taler ikke om sårbarhed i almindelig forstand, men sårbarhed som en oplevelse af at falde uendeligt, at blive sprængt i tusinde stykker, en oplevelse af ubehag og smerte i kroppen, af fragmentering og desorganisering. Af navnløs gru.

Spaltning er et tidligt forsvar. Det ubærlige sker, før barnet har udviklet et jeg, og derfor før de beskyttelsesforanstaltninger, som findes i jegstrukturen, fx fortrængning, er til rådighed. Det er en spaltning af den oprindelige helhed, selvet, som i jungiansk forstand er styrende og organiserende for hele psyken.

En så tidlig spaltning formes af den måde, det lille barn oplever verden. Det er en oplevelse af mægtige kræfter, der raser igennem kroppen. Kræfter, der er et vilkår, og som man er udleveret til. Den eneste, der kan stille noget op med dem, er omsorgspersonen, der på magisk vis kan berolige disse kræfter og give plads til andre, mere venlige, nærende, understøttende kræfter. Det er, hvis dette ikke sker i tilstrækkelig grad, at selvet griber til spaltning som modsvar til oplevelsen af at blive revet hid og did af en atomiseret og uforudsigelig ydre og indre verden. Når der ikke er sikkerhed, når det ikke er muligt at finde ro, fordi manglen på regulering opleves som desorganisering, så giver spaltning i såret-beskytter en form for struktur. Den udgør et nødvendigt forsvar mod kaos og tager form af en ubevidst fantasi om, at sårbarhed er livsfarlig, fordi man er udleveret til mægtige kræfter, og at den eneste beskyttelse er at undgå kontakt med den. En fantasi, der, fordi den er så tidlig og angår selve psykens helhed, vil ligge som en tavs, usynlig, men magtfuld styring under alt, hvad den traumatiserede oplever og gør i sit liv.

Spaltningen i en såret, udsat del og en beskyttende del betyder ikke, at barnet spalter sin sårbare og sårede side fra og så bare udvikler resten af psyken på ’normal’ vis.

Selvet er spaltet i to, og de to dele hører sammen og kalder på hinanden. Jegstrukturen, selvforståelsen, udvikles fra selvet, og når selvet er spaltet, er jegets grund spaltet. Hver gang sårbarhed og sårethed aktiveres, ak-

32

tiveres også den anden del, selvom den ofte fungerer mere i det skjulte. Når man beskæftiger sig med det sårede, vil beskytteren følge med fra kulissen. Derfor kan vi ikke alene beskæftige os med den sårede side. Der er brug for løbende opmærksomhed på beskytteren for at holde fast i helheden.

BESKYTTEREN

I forhold til det neuroaffektive kan man opfatte beskytteren som det psykiske billede af det autonome nervesystems kampimpuls. Men hvor kamp/flugt forholder sig til en ydre fjende, så vender beskytteren sig indad og netop beskytter. Han forholder sig ikke til fjenden, han vender så at sige ryggen til det, der har såret, og forholder sig alene til behovet for beskyttelse.

Beskytteren kan forstås som en arketype. En indre, ubevidst figur, en personificering af en ubevidst psykisk ressource, der holdt psyken sådan nogenlunde samlet på et tidspunkt i udviklingen, hvor barnet ikke har andre ressourcer til rådighed. Og bliver ved med at gøre det. Personificering vil sige, at ressourcen har form af et indre væsen. For mig og for de fleste af mine klienter som en mandlig figur.

Denne oprindelige beskytter, skabt før der var et jeg, der kunne registrere og forholde sig bevidst, kan gennem livet udvikle sig til en tyran. Selvom beskytteren derfor over tid kan komme til at virke og lyde som et billede af en krænkende forældre, er han netop ikke et billede af denne. Han er et udtryk for barnets egen ressource, der tager voldsommere og voldsommere midler i brug for at sikre barnet mod, at det, der skete engang, skal ske igen. For at denne ressource på et tidspunkt kan blive tilgængelig og mere konstruktiv er en del af det terapeutiske arbejde at få adskilt forældrebillede og beskytter-tyran.

Når beskytteren udvikler sig til en tyran, straffer han alle forsøg på at nærme sig og blive fortrolig med det sårede og sårbare sted. Jeg ser det ofte udspille sig i min praksis.

Når vi nærmer os de smertefulde steder, slår beskytteren til med angst eller andre former for undvigelse.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

Lige så invaliderende det er for den traumatiserede at leve med den indre beskytter-tyran, lige så svært kan det være som terapeut at navigere i forhold til denne arketype og den tilhørende ubevidste fantasi.

Jeg har haft en klient, der igen og igen afbrød terapien hos mig. Hun faldt nogenlunde til ro i terapirummet, men så snart hun kom hjem, kom beskytter-tyrannen blæsende, og hun fik voldsomme angstanfald. Derfor måtte hun afbryde terapiforløbet – set fra tyrannens side fordi hun åbnede for sårbarhed og tillid og smerte i terapirummet. Det er sket fire eller fem gange nu, for på et eller andet tidspunkt er hun så plaget, at hun kommer igen. Og så starter vi forfra med at finde en vej, hvor beskytter-tyrannen tillader bare en lille smule udvikling.

TERAPI

Den terapeutiske opgave er at ’humanisere’ de arketypiske kræfter, der opretholder spaltningen, siger Kalched. Humanisering sker oprindeligt i mor-barn relationen, hvor mor konstant ’afdramatiserer’ de for barnet voldsomme kræfter, der hærger krop og psyke: ”Det er bare mavekneb. Det gør ondt, rigtig ondt, men det går over.” Hvis man har et tilknytningstraume, giver det næsten sig selv, at barnet ikke er blevet mødt sådan og derfor er blevet ladt alene, udleveret til skræmmende kræfter, der ikke er blevet genkendt og afdramatiseret, dvs. menneskeliggjort.

Når man i terapien er med det sårede og sårbare, er det en humanisering. Det samme må ske med beskyttertyrannen, fordi ambitionen i terapien er at hele spaltningen i selvet. Jeg forsøger derfor altid at forholde mig til både det sårede og til beskytteren. Når vi har nærmet os det sårede, spørger jeg til beskytteren.

I første omgang prøver vi at finde ham gennem de kropslige sansninger og den indre stemme, der svinger med, mens vi har fokus på det, der gør ondt. Det bliver ved at overraske mig, at selvom klienten lyder rimeligt samlet, når vi arbejder med det svære, så er svaret på, hvordan det er i kroppen, igen og igen at den er urolig, føles uklar, der er hjertebanken osv.

Disse kropslige tegn forsøger vi give form og forstå meningen med. Vi humaniserer dem, dvs. prøver at afdramatisere og forstå denne psykiske kraft. Modsat klientens ønske om bare at komme af med denne besværlige figur, der har udviklet sig til en tyran, ser vi på det arbejde, han har gjort så godt med at beskytte et væsen, der var usigeligt udsat. Vi flytter ham på den måde fra en arketype, der styrer fra det ubevidste, til en mere bevidst figur, som ikke på samme måde tager magten fra jeget.

Beskytter-tyrannen kan virke voldsom, skræmmende og uimodsigelig, så min strategi kan være at ændre størrelsesforholdet. For et helt lille barn var han overvældende stor, men i dag er størrelsesforholdet skiftet.

Han er godt nok kraftfuld, fordi han er en arketype, men han er også et resultat af et meget ungt system, der ikke kendte til mentalisering. Når det lykkes at se sådan på ham, vil han ind imellem slække på beskyttelsen, og vi kan i fællesskab møde det sårede, den navnløse gru, det ordløse, det voldsomme fysiske ubehag, og dermed lade ham se, at der er en beskyttelse i relationen nu, som ikke var tilgængelig dengang.

For mig er den centrale erfaring i dette, at klienten ikke kan finde sikkerhed i relationen, hvis jeg kun fokuserer på sårbarheden og smerten. Hvis jeg alene er optaget af at tilbyde alt det, der har manglet. Beskytteren vil stå i kulissen og sabotere projektet. Vejen er at inkludere beskytteren i relationen. Den kan ikke bygges hen over spaltningen. Den må bygges i kraft af spaltningen.

Beskytter-tyrannen giver ikke op og falder ikke til patten, selv når relationen begynder at bære. Eller måske netop, når relationen begynder at bære. Kalched beskriver, hvordan arbejdet med traumatiserede klienter kan gå fremad i en lang periode for lige pludseligt at nå et plateau eller ligefrem at gå tilbage. Når vi er lykkedes med at komme i kontakt med smerten og det sårede, når det er på vej til at blive accepteret og tålt som en del af livshistorien, og når vi så begynder at tale om fremtidens muligheder – så er det endnu en udfordring for beskytter-tyrannen. Én ting er at tåle at blive mødt i det sårede, noget andet er at begynde at

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

33

TEMA: TRAUMER

tro på, at man kan gå ud i verden og folde sine talenter ud. Han vil stadig synes, at det er sikrere at begrave dem.

En af mine klienter er en talentfuld skribent. Da vi sidst talte om hvilke muligheder, han havde i fremtiden, muligheder for noget andet end at gå sygemeldt derhjemme, gik beskytter-tyrannen på banen. ”Det er meget godt med dig. Nu skal du ikke bilde dig noget ind.

Hvem tror du, du er? Lige så snart du viser noget af dig selv, gør du dig sårbar, og de vil komme efter dig. Du må hellere blive i det du kender, hvor din sårbarhed er godt beskyttet.” Den ubevidste fantasi om, at sårbarhed er livsfarlig, tog scenen igen. Men vi kunne genkende beskytteren. Det beroligede ham.

tælle ham, at det var godt, at han kunne beskytte mig engang, at det var tvingende nødvendigt, men at det ikke er helt så nødvendigt i dag at isolere min sårethed og sårbarhed, fordi jeg ikke bliver forladt og udslettet i dag på samme måde, som jeg gjorde engang. Og hvis jeg bliver det, har jeg andre, voksne strategier til at håndtere det og relationer, der kan rumme det. Og så kan han lade mig gøre ting, der virker risikable. For eksempel at skrive denne artikel.

LITTERATUR Kalsched, Donald: The Inner World of Trauma. Routledge 1996.

Kalsched, Donald: Trauma and the Soul. Routledge 2013.

Levine, Peter A: Den tavse stemme. Hans Reitzels forlag 2012.

HUMANISERING

Det er en langvarig proces at finde vejen til mere ro og sikkerhed for en, der bærer et tilknytningstraume med sig. Det sikre sted, den trygge tilstand, nås ikke altid ved at udløse energien og uroen fra et ureguleret autonomt system. Det kan være nødvendigt at forholde sig til de arketypiske fantasier om udsathed og livsfare, der præger klientens liv. Det kan være nødvendigt med en humaniseringen af de arketyper, der stod op for at beskytte barnet mod oplevelsen af udslettelse. Terapiens ambition er så ikke at udløse kamp/flugtimpulser, men at hele den overlevelsesorienterede spaltning af selvet.

For mange vil det være en lang rejse, hvor det måske ikke lykkes at komme i mål. Men dog at komme et stykke af vejen.

Jeg vil ikke påstå, at jeg har fundet ’kongevejen’ til at hjælpe med dette. Jeg har i stedet villet præsentere overvejelser og inspirationer, som har givet mening, både i mit personlige liv og i mit arbejde som terapeut.

For jeg kender ham selv rigtigt godt, beskytteren. Jeg er på vej til at humanisere ham. På vej til at trække disse voldsomme, arketypiske kræfter fra det helt tidlige op i nærheden af jeg-bevidstheden, på vej til at kunne opdage og forhandle med beskytteren, når han sætter ind med sine mange undvigemanøvrer. Igen og igen for-

34

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

Birthe Juul Christensen er cand.mag., organisk psykoterapeut MPF og sandplayterapeut DSI. Arbejder med undervisning, supervision og har egen praksis.

Forfatter til fag- og skønlitteratur.

TEMA: TRAUMER

KÆRL IGH E D S F ULD SELVA CCE P T

Tekst: Martin Tidén

Traumedynamikken i perspektiv

Forståelsen for og behandlingen af choktraume har i de sidste 20-30 år været i en rivende udvikling. Forskning om choktraume har nået stor offentlig erkendelse, og mange er blevet hjulpet af choktraumeterapi. Mange psykoterapeuter har også taget videreuddannelser for at lære effektive metoder for at opløse traumer. Uddannelser som giver viden, professionel udvikling og nye muligheder i mødet med klienten.

Jeg ser dog til tider en tendens til et ensidigt fokus på at finde og opløse det chok, der forårsager et problemfyldt liv. Som om årsagen til de besværligheder, vi oplever, generelt kommer fra et særligt choktilfælde og vil forsvinde, hvis vi bare kan finde og opløse det. En overbevisning om at: ”Hvis jeg bare får løst det traume, vil alt blive godt …” eller ”Hvis jeg bare kunne finde det traume, der forårsager min dårlige selvfølelse …”.

Et choktraume kan selvfølgelig spille en afgørende rolle i en persons psykiske velbefindende, og jeg er enig i at fokuseret traumeterapi kan give de bedste resultater i visse situationer. Men et (formodet) choktraume er i mange tilfælde en dynamik, der er en del af et større kompleks af forstyrrelse af personligheden. Tidlige traumer har en tendens til at være grobund for senere traumer, og senere traumer er forbundet med tidligere (Tidén 2019). Choktraume og relationelle traumer er ofte tæt forbundet, og når et lag i traumekomplekset fjernes, dukker et underliggende lag op. Det er en dynamik, der bevirker, at en person (ubevidst) kan holde fast i en traumetematik som et forsvar mod dybereliggende

processer. Et ensidigt fokus på at opløse choktraumer kan også direkte modarbejde den psykoterapeutiske proces. Den terapeutiske alliance kan komme til at bygge på en overbevisning om, at noget i klienten skal fjernes, at noget, de oplever, ikke er godt nok, hvilket direkte modarbejder den psykoterapeutiske grundregel om selvaccept: det er kun ved en gennemgribende selvaccept, hvor klienten holder op med at kæmpe mod det, de føler, og den, de er, at en dybere terapeutisk forandring kan ske (Totton 2003).

I denne artikel vil jeg vise en model, som bruger forståelsen fra choktraumedynamikken til at forstå det relationelle traume og den psykoterapeutiske forandringsproces. En model, der viser, hvordan vi vokser og bliver mere ansvarlige ved et kontinuerligt fokus på at acceptere, den vi er. Det skal noteres, at den præsenterede beskrivelse er meget forenklet, og der er mange vigtige detaljer i de beskrevne processer, der pga. af pladsmangel ikke kan komme med i denne korte artikel.

PERSONLIGHEDENS FORSTYRRELSE, KONFLIKTER OG UDFORDRINGER

Som flere af de ledende forskere inden for affektiv neurovidenskab og emotionsforskning konstaterer, er det i forstyrrelsen af det affektive system, vi finder årsagen til de fleste psykologiske og sociale konflikter og problemer (Panksepp 2015; LeDoux 1998; Schore 2012; etc.). Fra de daglige små problemer og irritationer til de

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

35

TEMA: TRAUMER

større og mere livsomfavnende temaer, der forstyrrer vores evne til at fungere i dagligdagen.

Menneskets affektive system kan ses som vores autonome kommunikationssystem, der formidler vores behov og affekter til omverden (Tidén 2019). Det er med hjælp af det affektive system, vi fra længe inden fødslen forholder os til og skaber kontakt til omverdenen og dem i vores nærhed. Vi rækker ud for behovstilfredsstillelse og responderer på omgivelsernes stimuli. Det er via det affektive system og dets responser, barnet søger tryghed og udvikles. Personlighedens grundstruktur skabes i den tidlige affektive interaktion mellem barn og forældre (Hart 2011). Barnet har brug for at blive mødt i denne kommunikation og få en oplevelse af, at det (deres respons) er accepteret, og at det derved er forbundet med omsorgsgiveren. Omsorgsgiveren støtter barnets integration af responserne ved at acceptere, rumme/regulere dem (Hill 2015). Når barnets udtryk mødes i en afstemt kontakt, mærker hun, at ’hun er ok’ og dermed elsket. I omsorgsgiverens afstemte medregulering accepteres barnets affektive og emotionelle responser. Barnet kan dermed forholde sig til dem som en naturlig del af sig selv og til deres udtryk som en naturlig del af det at være et menneske. Gennem denne interaktion lærer hun at indarbejde egne responser i sin personlighedsorganisation og selv at kunne rumme/regulere dem.

DET RELATIONELLE TRAUME

Hvis omsorgsgiveren ikke er i stand til at være i en følelsesmæssigt afstemt resonans og regulere barnets oplevelse og udtryk (dets affektive respons), er barnet nødt til at trække sig fra sin egen oplevelse. Omsorgsgiveren, der skal være et sikkert tilflugtssted, bliver nu en kilde til uro. Barnet dissocierer, dvs. stopper, udtrykket af det behov og den aktiverede affektive respons, der ikke blev mødt, og trækker sig fra kontakt til dem (Schore 2012). Hvis dette sker gentagne gange, skabes der et relationelt mønster, og der opstår et relationelt traume – et brud i barnets relationelle bånd med omsorgsgiveren.

36

Fordi barnet er afhængigt af omsorgspersonen, bliver bruddet en konkret trussel mod barnets overlevelse, hvilket er uacceptabelt for organismen. Barnet er nødt til at dissociere fra oplevelsen og beskytte sig mod det, der forårsagede den, dvs. den affektive respons.

Et ellers naturligt behov og affektivt udtryk bliver nu truende for barnets sikkerhed, og barnets naturlige udvikling forstyrres (ibid.). Hvis fx behovet for kærlig omsorg ikke bliver tilfredsstillet, og barnets emotionelle respons på denne manglende behovstilfredsstillelse, fx sorg, vrede, heller ikke accepteres, forhindres det i at integreres og blive en naturlig del af personligheden.

Fra nu af vil forsvaret og angst automatisk aktiveres i barnet, og senere den voksne, for at undgå kontakt til og udtryk af behovet og den truende affekt, hver gang det naturligt aktiveres.

Det relationelle traume vil medføre negative konsekvenser for personlighedens fortsatte udvikling og selvorganisering. Via vores omsorgspersoners selektive afstemning lærer vi, hvad vi må udtrykke, og hvad vi ikke må udtrykke. Vi lærer en grundlæggende tilnærmelses- og undvigelsesadfærd, dvs. hvilke dele af os selv vi skal undvige, og hvilke dele vi må udtrykke (Cozolino 2014), som også afspejles i vores fysiske færden i livet. Alt efter om noget risikerer at aktivere en ikke-accepteret affekt eller ej, vil vi enten nærme os eller holde os væk. Den tidlige relationelle virkelighed bliver til den forståelse, vi har af virkeligheden og os selv.

Denne kommer til at ligge til grund for vores kognitive processer, hvad vi opfatter, og hvordan vi fortolker den og verden, vi interagerer i.

KONSEKVENSEN AF RELATIONELT TRAUME

Fordi det affektive system af sikkerhedshensyn fungerer autonomt – helt uden for vores bevidste kontrol – kan vi ikke forhindre en affekt/emotion i at aktiveres.

Vi kan kun i forskellig grad holde deres udtryk tilbage.

Når vi oplever konflikter og problemer i livet, er det, fordi en tidligere ikke-accepteret affekt/emotion er aktiveret, men ikke udtrykt. En indre konflikt er opstået og leder til følelser af ubehag og ofte reaktive emotionelle udbrud.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

En vigtig konsekvens af et relationelt traume og det, at vi tidligt lærer at holde visse følelsesmæssige udtryk tilbage, er, at dette leder til nye traumatiske situationer, dvs. situationer hvor en naturlig højintensiv affektiv aktivering ikke bliver udtrykt. Hvis vi fx tidligt har lært, at udtryk af vrede i vise situationer kun gør det værre, vil vi ikke i lignende situationer senere i livet forsvare vores grænser, når de overtrædes. Vreden, der automatisk aktiveres, bliver holdt tilbage, og et nyt relationelt traume opstår. På denne måde skabes der i et metaperspektiv ’traumekæder’ af forbundne traumer, alle med sin rod i et bestemt relationelt traume.

Figur: Dynamikken mellem de relationelle traumer og senere traumer.

Figuren viser forbindelsen mellem traumer, hvor tidlige relationelle traumer – grundlæggende emotionelle sår – leder til og er forbundet med senere traumer – gentagelser af de emotionelle sår. Hver ’traumekæde’ forårsager besværligheder med et specifikt tema i hverdagen – problemsymptom i hverdagen – eksempelvis specifikke typer af konflikter eller ubehagelige følelser. Den psykoterapeutiske proces – reguleringsprocessen – starter ved de problemsymptomer, der er, for successivt at regulere de underliggende traumer. (Tidén 2019).

Den psykoterapeutiske proces, at opløse disse ’mikrotraumer’ og regulere den affektive konsekvens af de tidlige relationelle traumer, kan forstås ved det, vi ved om dynamikken ved et choktraume og dens opløsning.

CHOKTRAUME

Choktraume kan opstå i de ekstreme situationer, hvor vi uden varsel konfronteres med livets skrøbelighed og død, enten som barn eller som voksen. Det er situationer af meget høj emotionel intensitet, som vi kommer ud for i fx krige, personlige uheld eller oplevelser af andres fare eller død. I disse ekstreme situationer bliver den emotionelle intensitet så høj, at den ikke kan rummes af personligheden. Der er sket en voldsom aktivering af det biologiske overlevelsessystem, uden at aktiveringen har fået mulighed at fuldføres (Levine 2010).

Den emotionelle proces, der er aktiveret, har ikke fået mulighed for at udtrykkes fysisk og bremses, før den afsluttes. Det manglende udtryk resulterer i enten en kropslig stivhed/holdthed eller et kollaps, og samtidig med den kropslige reaktion sker der en kognitiv dissociation, hvor opmærksomheden dirigeres væk fra kontakt til nuet (ibid.). Personen går væk fra følelsen af sig selv og derved den truende emotionelle ladning. Vi lukker på denne måde automatisk grundigt af for bevidstheden om den tilbageholdte aktivering. Den påbegyndte aktiverings handlingspotentiale vil herefter ’sidde fast’ i kroppen, samtidig med at vi har fjernet vores bevidsthed om, at den sidder fast. En overlevelsesstrategi, der sker uden vores bevidste, aktive indblanding.

TRAUME LUKKER FOR HUKOMMELSEN

I forbindelse med et choktraume findes der ofte ikke noget klart billede af eller forståelse for den situation, der forårsagede traumet. Personen oplever kun fragmenter af det, der er sket. Traumeforskning viser, at når vi reaktiverer et choktraume i et laboratorium, så lukker frontallappen i vores hjerne ned, inklusive den del af hjernen, vi bruger til at sætte ord på vores følelser (van der Kolk 2014). Vores bevidste eksplicitte sproglige og implicitte emotionelle hukommelse, der sædvanligvis arbejder sammen i balance for at skabe den mest hensigtsmæssige respons i vores hverdag, mister forbindelsen med hinanden. Normalt sørger dette samarbejde for, at vi forstår det, vi føler, hvilket giver os en større adfærdsfleksibilitet. Ved en meget høj aktivering af det emotionelle system, som ved et choktraume, tager det

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

37

TEMA: TRAUMER

emotionelle system over, og den bevidste kontakt til de områder i hjernen, der står for opbevaring og integration af hukommelsesinformation, som hippocampus og thalamus, afbrydes. Det oplevede traume bliver derfor ikke opbevaret som en sammenhængende og logisk fortælling i den sproglige hukommelse. I stedet husker vi kun fragmenter af sanseindtryk, billeder, lyde samt fysiske og emotionelle sensationer. Traumet bliver derefter oplevet som splittet i mange dele, der hverken passer sammen eller giver mening. Denne dynamik er en del af forsvaret mod at risikere et udtryk af det tilbageholdte og truende traumes emotioner. Ved ikke at kunne huske det, der er sket, forhindres vi i, at de truende emotionelle aktiveringer og traumet overtager bevidstheden igen.

Konsekvensen af denne dynamik er, at personer, der har været igennem et choktraume, ofte oplever såkaldte flashbacks. At få flashbacks betyder, at specifikke sanseinformationer i hverdagen udløser fragmenter af tilbageholdt emotionel og kognitiv hukommelse fra den traumatiske hændelse. Sommetider i en så høj grad, at personen oplever det, som om han helt eller delvist er tilbage i den kaotiske traumatiske situation. De stimuli, der vækker den emotionelle hukommelse, er ofte et sanseindtryk, der forbindes med det, der skete.

Det kan fx være en lyd, en situation, et billede eller en duft. Sanseindtrykket kommer til at fungere som en nøgle, der låser hukommelsen op og derved også den gemte tilbageholdte uafsluttede proces. Den frigivne hukommelse overtager og udfylder nu bevidstheden og opleves derfor af personen som virkelig. Personen oversvømmes af ubehagelige følelser og indre billeder fra den traumatiske situation. Flashbacks kan ske lige efter en traumatisk hændelse og/eller mange år senere.

OPLØSNING AF CHOKTRAUME

Ved regulering, integration og opløsning af et choktraume sammen med en terapeut rettes fokus langsomt og successivt mod de oplevede kropslige responser, sansninger og emotioner. En proces, hvor de spredte hukommelsesfragmenter langsomt vil begynde at samle sig, og hvor den kognitive forståelse successivt bliver større. Der sker en gradvis affektiv integration,

38

hvor den tilbageholdte emotionelle respons frigives, udtrykkes og reguleres lidt efter lidt, uden at den helt overtager bevidstheden. Det emotionelle udtryk og regulering efterfølges af en hukommelsesintegration, der medvirker til en begyndende forståelse af den traumatiske situation. Der forekommer en vekselvirkning mellem udtryk og forståelse, hvor forståelsen giver stabilitet og sikkerhed til mere udtryk, og hvor udtrykket igen åbner op for mere forståelse. Processen fortsætter, indtil de ikke-regulerede emotioner fra traumet er integreret. Samtidig bliver hukommelsesfragmenterne sammenføjet til en tydeligere helhed, brikkerne falder på plads, og der etableres et narrativ, der hjælper os til at forstå situationen. Vi behøver altså ikke at prøve at forstå det, der er sket; den nødvendige forståelse bliver af sikkerhedshensyn langsomt frigivet ved et successivt arbejde med udtryk og affektiv integration. En for tidlig konfrontation med indsigten om det, der er sket, kan lede til retraumatisering.

DET RELATIONELLE TRAUMES DYNAMIK

Dynamikken ved aktiveringen af det relationelle traume er den samme som ved choktraume. Den emotionelle hukommelse aktiveres af situationer, sanseindtryk eller tanker. Dog har den emotionelle aktivering ikke den samme høje og hurtigt stigende intensitet som ved flashbacks. En stor del af den tidligere tilbageholdte emotionelle aktiverings intensitet stoppes af forsvarssystemet, men den kan dog alligevel helt eller delvist kapre bevidstheden og forstyrre vores virkelighedsopfattelse. Vi kommer til at tro på det, vi føler, og forholder os til den emotionelle aktivering, som om den er hensigtsmæssig og en sand del af den virkelighed, vi lever i (LeDoux 2015). Fx hvis vi tror, at vores partner vil os ondt, fordi vi bliver vrede, når han ikke respekterer os. Eller at en ven reelt ikke bryder sig om os, fordi vi bliver kede af det, når hun har glemt en aftale, vi havde. I begge tilfælde er der tale om emotionelle aktiveringer, der egentlig kommer fra en emotionel hukommelse og en ældre relationel kontekst, som vi overfører til den aktuelle. Ligesom det i et flashback fra et choktraume opleves, som om personen er tilbage i den traumatiske situation.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

Dynamikken i den psykoterapeutiske behandling af det relationelle traume er også i et metaperspektiv den samme som ved behandlingen af et choktraume. Den tidligere ikke-accepterede affektive/emotionelle respons har brug for at reguleres i den terapeutiske relation, dvs. at klienten tillader sig at udtrykke den emotionelle aktivering, uden at forsvaret stopper udtrykket, og erfarer, at det er ok. Det emotionelle udtryk skal foregå inden for eller i grænseområdet af klientens emotionelle kapacitet – det såkaldte tolerancevindue (Ogden et al.

2006) – hvorefter klienten oplever, at hun kan rumme den konsekvens, udtrykket har i omverdenen.

af det relationelle traume (se figur). Det er en proces, der sker i etaper, over et helt liv, hvor vi gang på gang møder de samme typer af problemkomplekser og har brug for yderligere udtryk og regulering på vores livsvej. En proces, der ikke handler om at løse det, der er svært, men at tillade det, vi holder tilbage at udtrykkes. Med en øget selvaccept vil vi dog for hver gang have en større forståelse for os selv og motivation til at stå for den, vi er, og udtrykke det, vi føler. Så længe der er kamp og noget, vi ikke vil acceptere i vores liv og det vi føler, så er der brug for yderliggere regulering og kærlighedsfuld selvaccept.

Denne emotionelle reguleringsproces sker successivt. Det er en naturlig organisk proces, hvor der over tid skabes mere tillid til det emotionelle udtryk, og klientens emotionelle kapacitet (tolerancevindue) øges gradvist (Tidén 2019). Den øgede tillid åbner for mere emotionelt udtryk. Så længe vi forbliver i kontakt med den emotionelle proces uden at presse eller bremse udtrykket, vil reguleringsprocessen autonomt justere, hvor meget der kan udtrykkes i hver affektive ’bølge’, indtil vi kan rumme og udtrykke hele emotionens ladning. Denne gradvise åbning af forsvaret sikrer, at konsekvenserne bliver overskuelige for personen, og at situationen opleves som sikker og forudsigelig.

LITTERATUR

Ligesom ved et choktraume vil en kognitiv forståelse opstå som en konsekvens af det affektive udtryk og regulering. Vi behøver ikke lede efter en forståelse af, hvorfor vi oplever ubehag og har det svært. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi verbalt bearbejder det, der er sket, og den indsigt, vi har fået, men selve indsigten og den narrative grundforståelse er et resultat af den affektive regulering – den kommer til os, ligesom hukommelsesintegrationen ved et choktraume. Enten i form af klare indre følte billeder fra situationer, der er forbundet med det affektive udtryk, eller som klare oplevede stemninger fra vores første år i livet.

AFSLUTNING

Ved reguleringsprocessen opløses de forbundne ’mikrotraumer’ gradvist mod en mere fuldstændig forløsning

Cozolino, L (2014). TheNeuroscience of Human Relationships. New York: Norton & Co. Hart, S (2011). The Impact of Attachment. New York: WW Norton & Co. Hill, D (2015). Affect Regulation Theory. New York: WW Norton & Co. Kolk, B van der (2014). The Body Keeps the Score. New York: Viking Penguin.

LeDoux, JE (1996). The Emotional Brain. New York: Simon & Schuster.

LeDoux, JE (2015). Anxious - the Modern Mind in the Age of Anxiety. London: One World Publications.

Levine, PA (2010). In an Unspoken Voice: How the Body Releases Trauma and Restores Goodness. Berkeley: North Atlantic Books.

Ogden, P, K Minton, C Pain (2006). Trauma and the Body – A Sensorimotor Approach to Psychotherapy. New York: WW Norton & Co. Panksepp, J & L Biven, L (2012). The Archaeology of Mind. New York: WW Norton & Co. Schore, A (2012). The Science of the Art of Psychotherapy. New York: WW Norton & Co. Tidén, M (2019). Emotioner af liv – om følelsernes funktion, dynamik og helende kraft. København: Inquire.

Totton, N (2003) Body Psychotherapy – an introduction. Maidenhead: Open University Press.

Martin Tidén er psykoterapeut MPF og tidligere leder af et psykoterapeutisk uddannelsesinstitut. Grundlægger af kommunikations- og terapimetoden Affective Inquiry og forfatter til bøgerne: Emotioner af liv – om følelsens funktion, dynamik og helende kraft og Affective Inquiry – ef-

fektiv og udviklende kommunikation.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

39

TEMA: TRAUMER

U DV I K LIN G S T R AU ME R O G SK A M

Tekst: Janne Oreskov

Der er forskel på choktraumer og udviklingstraumer, men alle traumer sidder i nervesystemet og handler dybest set om nervesystemets forsøg på at opnå størst mulig sikkerhed. Et nervesystem med udviklingstraumer er allerede utrygt og sårbart og vil derfor være mere sårbart for at blive traumatiseret oveni af chok. I denne artikel vil jeg fokusere på udviklingstraumer og sammenhængen med kronisk skam, herefter blot benævnt traumer for læsbarhedens skyld. Artiklen er mit bud på en teoretisk kobling mellem NARM (Neuroaffektive Relationelle Model), neuroaffektiv udviklingspsykologi, relationel biologisk traumeterapi og kronisk skam.

Formålet med artiklen er at integrere viden fra forskellige teorier og især koblingen til skam: • NARM er udviklet med henblik på at arbejde med udviklingstraumer og integrerer nyere neuroaffektiv hjerneforskning herunder den polyvagale teori med tilknytning, identitet og skam, og er derfor højst relevant i denne sammenhæng.

• Neuroaffektiv udviklingspsykologi bidrager gennem det autonome kompas med den adfærd, som reguleres af nervesystemet.

• Relationel biologisk traumeterapi udvider forståelsen af nervesystemets funktion i ovennævnte adfærd og påviser, hvordan skam og nervesystemet gensidigt påvirker hinanden.

Af pladshensyn er det desværre ikke muligt at komme ind på brug af denne kobling kan i praksis, det må derfor komme i en efterfølgende artikel, hvis der er interesse for dette.

Med kronisk skam mener jeg den skam, som er blevet en fast internaliseret del af ens væren i verden som defekt, forkert, utilstrækkelig osv. – i NARM (Heller & Lapierre 2014) benævnt som skambaserede identifikationer og i EFT (Greenberg 2015) som maladaptiv skam. Jeg forudsætter, at læseren har viden om neuroaffektiv ud-

40

viklingspsykologi, tilknytning og skam (Bentzen 2014, Wennerberg 2011, Sørensen 2013, Kaufman u.å.), men jeg kommer ind på beskrivelser og definitioner undervejs af sider af NARM, relationel biologisk traumeterapi og relationen mellem disse.

OVERLEVELSE PÅ NERVESYSTEMSNIVEAU

Marianne Bentzen og Susan Hart har beskrevet de neuroaffektive kompasser, som kort sagt beskriver menneskets adfærd sat i sammenhæng med den treenige hjerne (Bentzen 2014). Da traumer sidder i nervesystemet, er det i denne forbindelse mest interessant med det autonome kompas. Weeke (2018 & 2021) beskriver det samme kompas og specificerer rækkefølgen i nervesystemets overlevelsesstrategier: Når noget vækker uro, vil vi først orientere os og dernæst søge beskyttelse. Herefter kan udvejen være kamp eller flugt, og er dette ikke muligt, vil nervesystemet gå i frys eller ultimativt i kollaps .

Vi har let ved at se fysiske farer som løven eller fx vold, manglende næring og omsorg som en trussel på overlevelse. Men truslen om at blive forladt eller eksklude-

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

ret af flokken handler i lige så høj grad om overlevelse.

Som de ultrasociale flokpattedyr vi er, kan vi ikke overleve alene. Uanset om vi er bevidste om det eller ej, er sociale relationer desuden afgørende for både vores overlevelse og vores velbefindende. Er vi vokset op med følelsesmæssigt omsorgssvigt og dermed ofte med hæmmet følelsesmæssig kontakt til os selv og andre, vil vi som voksne ofte kæmpe med kronisk skam og ensomhed.

TILKNYTNING OG DEN BEGYNDENDE SKAM

Perioden fra foster, og indtil det autonome nervesystem er færdigudviklet i tre måneders alderen, danner grundlag for udviklingen af det limbiske system og den fortsatte udvikling af tilknytningen. Med andre ord, hvor trygt har barnet følt sig som foster og spædbarn, og er det blevet trøstet og taget op, har det fået fysisk kontakt, øjenkontakt, mad, rytmer, afstemning osv. Det limbiske system udvikles fra ca. to måneders alderen, og hermed udvikles tilknytningen videre med de livsvigtige afstemninger, fejlafstemninger og genafstemninger indtil omkring et års alderen. Et sted mellem seks måneder og tolv måneders alderen begynder neocortex at udvikles, og denne del af hjernen er først færdigudviklet i starten af tyverne (Hart 2009; Wennerberg 2011).

Dynamikken i den begyndende skam har jeg illustreret i figur 1. Skam begynder med udviklingen af neocortex i 12-24 måneders alderen, hvor der er et højt energiniveau, fordi barnet er nået kravle-gå stadiet. I denne periode stiger noradrenalin niveauet, og dermed øges barnets sanser, hvilket gør det ekstra sårbart for mange slags høje lyde, ukendte ansigtsudtryk, skæld ud, ”nej, nej, nej, det må du ikke” og ”stop”. Har barnet nok pålidelige gentagelser af at blive genafstemt, vil det have et mere robust grundlag for at håndtere et ”stop”, når det fx griber ud efter noget spændende. En genafstemning, hvor barnet får hjælp til at komme ud af dette dybe pludselige og voldsomme ubehag, vil udvikle barnets fleksibilitet og robusthed. Dette stop er en del af den sunde skamregulering, som er vigtig for en daglig og gradvis punktering af barnets sunde narcissisme og dermed en vigtig og nødvendig del af barnets sociali-

Skam som stop STOP

Mangel på pålidelige gentagelser af genafstemning Voksen

Barn

Nok pålidelige gentagelser af genafstemning Voksen

Beskyttelse / Forsvar mod skam Overlevelsesstrategier

Barn

Voksen

Barn

Fald i Vagus Skamraseri

Udadvendt aggression

Indadvendt aggression

Foragt, grandiositet, arrogance Moral, rigtig forkert, perfektionisme, rationalisere, benægte, automatisk ”humor” f.eks. klovneri/sarkasme Tilpasning, opgivelse, trække sig, isolere sig Misbrug Frys, stivnen

Alarm, rædsel, forladthed Dybe skam spor Kollaps, dissociation

Figur 1

Genafstemning / Reparation af fejlafstemning Voksen

Barn

Illustration hovedsageligt fra undervisning af Ulla Rung Weeke (2021) Tilsat overlevelsesstrategier fra PotterEfron(2002) og indadvendt/udadvendt aggression fra Heller & Lapierre (2014)

sering (den grønne sti i figur 1). Hvis barnet derimod har et usikkert grundlag, er det naturligvis mere sårbart over for et sådant ”stop” og den forandring, det medfører i barnets kontakt med den anden. Skamoplevelsen er voldsom – et dybt fald, ofte fra et engageret og glædesfyldt sted. Et barn kan ikke tåle at være i det fald og den tilstand mere end nogle sekunder, så skal det have hjælp til at komme ud af dette dybe ubehag, trøstes og måske igen afledes. Bliver barnet efterladt i denne tilstand, vil der opstå usikkerhed, begyndende alarm, rædsel og forladthed, som nervesystemet ofte dulmer og smertedækker i opgivelse, kollaps eller dissociation.

Alt for mange af disse oplevelser vil sætte dybe, smertefulde, biologiskeskamspor. Spor, hvor mere skam kan gro som ukrudt. Da forladthed er den ultimative trussel, fordi overlevelsen her er på spil, vil barnet (og den

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

41

TEMA: TRAUMER

voksne) udvikle forskellige overlevelsesstrategier mod igen i kontakten at lande i dette sorte hul af forladthed og dyb kronisk skam. (Den røde sti i figur 1).

Disse overlevelsesstrategier kan være en form for udadvendt aggression, som fx selvbeskyttende raseri (Kaufman u.å.) eller arrogance eller indadvendt aggression som fx at tilpasse eller isolere sig. Nogle overlevelsesstrategier kan både have et udadrettet eller indadrettet perspektiv, fx rationalisering enten som ”Du kan jo nok forstå at ...” eller ”Det er nok også bare, fordi jeg ...” eller automatiseret ’humor’, som fx kan være sarkasme eller klovneri (Potter-Efron 2002; Heller & Lapierre 2014; Weeke 2018, 2021).

NARM – UDVIKLINGSTRAUMER OG SKAM

NARM er udviklet med henblik på behandling af udviklingstraumer, som nu har fået diagnosebetegnelsen C-PTSD i ICD-11 (Mejdahl et al. 2021). Da traumer handler om manglen på sikkerhed, er angst en uadskillelig del. I NARM betragtes angst som kommunikation om, at et basalt behov ikke er blevet mødt eller er blevet undertrykt. Tab af tilknytningsrelationen anses som den inderste kerne af al angst, hvorfor barnet

undertrykker sit behov for at bevare tilknytningen. At blive afvist, forladt eller udstødt er som tidligere nævnt netop et spørgsmål om overlevelse. I NARM beskrives fem basale kernebehov i opvæksten, som er nødvendige for en sund udvikling og differentiering af livskraften, se grønt område i figur 2. Hvis disse kernebehov opfyldes, vil det blive muligt at håndtere farer med det sociale engageringssystem (ventrale vagus), se øverste tredjedel i figur 2. Men når de underliggende biologisk funderede kernebehov ikke opfyldes, får barnet tiltagende sympatisk dominerede symptomer som fx hyperårvågenhed og angst og vil oftere forsvare sig med flugt/kamp adfærd, se mellemste blå og røde tredjedel i figur 2. Hvis barnets livskraft yderligere hæmmes, vil det rammes af parasympatisk og dorsal vagus dominerede symptomer som stivnen, konstant frygt og toksisk skam og forsvare sig med stivnen og i sidste ende kollaps, se nederste blå og røde tredjedel i figur 2 (Heller & Lapierre 2014; Oreskov 2018). Barnet og senere den voksne bliver på den måde afskåret fra kontakt med sit sociale engageringssystem, som titlen på et interview med Stephen Porges så rammende udtrykker det: ”Don’t talk to me now, I’m scanning for danger.” (Dykema 2006). For at overleve under sådanne vilkår udvikler barnet strategier for at beskytte tilknytningen (se tabel 1).

Tabel 1 – Indskrænkning af selvet med henblik på at bevare tilknytningen (NARM) Kernebehov Adaption som overlevelse Strategi til beskyttelse af tilknytningen Lukker af for kontakt Barnet opgiver at mærke sig selv, lukker af for Kontakt Lukker af for kroppen og socialt engagement kontakt og forsøger at gøre sig usynlig Lukker af for at mærke og give udtryk for sine Barnet opgiver at mærke sine behov og fokuserer Afstemning behov på andres behov, især forældrenes Barnet opgiver sin autenticitet for at blive, som Stoler ikke på nogen og lukker af for sund Tillid forældrene ønsker: bedste ven, sportsstjerne, gensidig afhængighed fortrolige etc.

Lukker af for ægte udtryk, responderer, som Barnet opgiver at give udtryk for selvstændighed Autonomi man tror, det forventes for ikke at føle sig afvist eller knust Kærlighed – seksualitet

42

Lukker af for kærlighed og forbindelsen til sit hjerte Lukker af for seksualitet Lukker af for integration af kærlighed og seksualitet

Barnet prøver at undgå afvisning ved at være perfekt i håb om, at det kan få kærlighed gennem udseende og performance

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

proces på to forskellige måder med den grønne sti som den tilstrækkelige og den røde som den utilstrækkelige. Overlevelsesstrategierne er udadvendt eller indadvendt aggression i begge figurer (Heller & Lapierre 2014;Weeke 2021).

Separation/individuation Behovsudtrykkelse Styrke Sund aggression Udækkede behov/belastning Protest

Fri for identifikationer Ekspansion Vitalitet Selvhævdelse

Hyperårvågenhed Angst Splitting/projektion

Skadet på autonomi

Udadvendt aggression

-Parasympatisk dominerede symptomer-

Skadet på tillid Indadvendt aggression Selvhad Toksisk skyld Stivnen Dissociering Social isolation Fysiske symptomer Hjælpeløshed/kollaps Konstant frygt Toksisk skam

Udviklingstraumer

Skadet på afstemning med selvet

Skadet evne til kontakt

Adaptive Overlevelsesstrategier

Evnen til at sætte passende grænser Evnen til at sige ”nej” Evnen til at sige, hvad man har på hjerte, uden skyld eller frygt

2 – 4 år

Trussel om tilknytningstab

Evnen til at leve med et åbent hjerte Evnen til at integrere en kærlig relation med vital seksualitet

Evnen til sund afhængighed og samhørighed

2 – 4 år

Skadet på kærlighedseksualitet

Evnen til at afstemme sig med sine behov og følelser Evnen til at opdage, række ud efter og modtage fysisk og emotionel omsorg

6 mdr. – 1½ år

Vrede/raseri

4 – 6 år

Konstant udækkede behov Afvisning/overgreb

Evnen til at mærke sin krop og sine følelser Evnen til at være i kontakt med andre

Foster – 6 mdr.

--- Sympatisk dominerede symptomer ---

Sund differentiering af livskraften

Kerneenergi/Livskraft

Essentielle kerneevner

Figur 2 Forvrængning af Livskraften og essentielle kerneevner med udviklingsperiode fra NARM (Heller og Lapierre 2014)

I figur 2 viser den grønne søjle de essentielle kerneevner, som barnet udvikler, hvis det får tilstrækkelig kontakt, omsorg og afstemning. Den røde søjle viser de adaptive overlevelsesstrategier, som er konsekvenser af evt. mangler i de pågældende perioder. Hvis det helt lille barn fx ikke får tilstrækkelig omsorg, krops- og øjenkontakt, vil det få skadet sin evne til kontakt og dermed også få skader i de efterfølgende udviklingsperioder. Det kan også ses af figuren, at jo tidligere skader, jo større risiko for alvorlige udviklingstraumer. Den blå søjle viser den i foregående afsnit beskrevne proces, hvordan barnet udvikler overlevelsesstrategier. Sammenligner vi figur 1 og figur 2, kan vi se den samme

Et eksempel på ovenstående: Hvis det ikke er trygt for et barn at udtrykke vrede direkte, er det nødsaget til at lukke ned for den energi på forskellige måder.

Det efterlader barnet i en oplevelse af hjælpeløshed og sårbarhed. Barnet og senere den voksne bliver på den måde frarøvet muligheden for at sige fra, sætte grænser, protestere og beskytte sig selv, og barnet eller en del af det bliver gjort forkert. Selv om kontakt med vores autentiske følelser kan være smertefuld, er det intet i forhold til den evige psykobiologiske smerte ved at afvise dele af sig selv. Set på denne måde er følelser et udtryk for vores livskraft og vitalitet (Heller & Lapierre 2014).

Når omsorgspersonerne ikke er i stand til at understøtte barnets basale psykobiologiske behov, undertrykker barnet sider af sit sande selv for at tilpasse sig de mangelfulde opvækstvilkår. Denne undertrykkelse af basale behov er altid skambaseret. Angst er desuden en følgesvend til skam, dels fordi formålet med skam er at undgå udstødelse og passe ind i flokken (Hart 2009) og dels på grund af angsten for at blive afsløret som det forkerte eller slette menneske, man føler sig som. Tilpasning til et sådant opvækstmiljø forstyrrer identiteten, der sker en skambaseret identifikation.

Alle overlevelsesstrategier i NARM er skambaserede, og processen med at gøre sig selv forkert sker for at beskytte tilknytningsrelationen (Heller & Lapierre 2017).

Som Lars Sørensen (2013) udtrykker det så fint, så opstår skam ved ikke at blive set som den, man er.

Tabel 2 (næste side) viser for hvert kernebehov de typiske kerneproblemer, klienten vil opleve. Desuden definerer NARM de typiske identifikationer baseret på skam og stolthed, som klienten udtrykker i forhold til hvert kernebehov. Identifikationer baseret på stolthed skal forstås som et værn mod at mærke skammen.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

43

TEMA: TRAUMER

TILGANGE I ARBEJDET MED UDVIKLINGSTRAUMER OG SKAM

De viste kerneproblemer samt skam- og stolthedsbaserede identifikationer i tabel 2 er det, vi som terapeuter støder på hos den voksne klient. De er et udtryk for klientens forståelse af de sansninger, klienten oplever i krop og nervesystem. På den måde kan de bruges som ledetråde for, hvor tidligt et evt. udviklingstraume stammer fra, og dermed hvor der kan interveneres. Hvis klienten er ramt på ét kernebehov, vil denne også opleve problemer i nogle af de efterfølgende kernebehov.

Et eksempel kan være en klient, der er ramt på ’kontakt’ og giver udtryk for ”ikke at have ret til at eksistere” og ”at være en belastning”. Her kan der typisk også komme udtryk som ”ikke at have ret til behov” eller fokus på andres behov, men ikke kende sine egne. Det sidste stammer fra ’afstemning’, og der er en vis logik i at op-

leve ikke at måtte have behov, hvis man oplever ikke at måtte eksistere. NARM har på den måde en forståelse og tilgang, som fokuserer på både udvikling af skam og arbejdet med skam (Heller & Lapierre 2014). NARM har i øvrigt fokus på at arbejde med livskraften og ressourcerne, hvilket er helt på linje med Weekes tilgang (2018, 2021).

Også den emotionsfokuserede terapi (EFT) integrerer viden om skam, tilknytning, identitet og udviklingspsykologi. EFT og NARM er i det hele taget meget på linje, og EFT har en række meget specifikke interventioner i arbejdet med blandt andet skam, som bl.a. selvkritisk split, unfinished business og selvafbrydelse (Greenberg 2015). Både NARM, relationel biologisk traumeterapi og EFT fokuserer på sammenhængen mellem krop, nervesystem og psyke. De to sidstnævnte fokuserer på kropssansninger og følelser, og NARM fokuserer på

Tabel 2 – Kerneproblemer og identifikationer baseret på skam og stolthed (NARM) Adaptiv Identifikation baseret på Mod-identifikation baseret på overlevelses- Kerneproblemer skam stolthed strategi/stil Ude af kontakt med det fysiske Skam over at være til Stolt over at være en enspænder og følelsesmæssige selv Følelse af at være en Stolt over ikke at have brug Kontakt Problemer med at relatere belastning for andre til andre Følelse af ikke at høre til Stolt over ikke at være emotionel Problemer med at mærke sine Krævende Den, der giver omsorg behov Utilfreds Stolt over at kunne trøste Afstemning Følelsen af, at man ikke Tom Gør sig selv uundværlig fortjener at få sine behov Har ikke gjort sig fortjent til Stolt over ikke selv at have behov opfyldt noget Følelsen af, at man ikke kan Lille Stærk og i kontrol stole på andre end sig selv Magtesløs Succesfuld Tillid Følelsen af, at man altid skal Brugt Uovervindelig have kontrol Svigtet Bruger andre, svigter dem Følelsen af at være tynget Vred Venlig og presset Mistro til autoriteter Sød Autonomi Problemer med at sætte Oprørsk Eftergivende grænser og sige fra direkte Nyder at skuffe andre Bange for at skuffe andre Problemer med at integrere Såret Den første til at afvise Kærlighed – hjerte og seksualitet Afvist Perfekt Selvtillid baseret på udseende Fysiske fejl og mangler seksualitet Tillader ikke fejl og performance Uelsket og umulig at elske Pletfri, har styr på det hele

44

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

skift i fysiske og psykiske tilstande. De er alle på hver deres facon oplevelsesorienterede tilgange. I parterapi vil klienternes sårbarheder i relation til både tilknytning og identitet vise sig meget tydeligt, da ens partner som voksen er den tætteste tilknytningsrelation, vi har.

I Greenbergs version af emotionsfokuseret parterapi skelner man mellem tilknytnings- og identitetsrelaterede vanskeligheder, og især maladaptiv skam er ofte på spil i de identitetsrelaterede problematikker (Greenberg & Goldman 2008), helt på linje med NARM. DYSFUNKTIONELLE DYNAMIKKER

Børn, der vokser op i familier med dysfunktionelle dynamikker, vil med stor sandsynlighed udvikle kronisk skam og udviklingstraumer. Det kan være familier med alkohol- eller stofproblematikker, som beskrevet i min artikel Psykoedukation som metode i arbejde med skam (2019). Men også vold, seksuelt misbrug og en psykisk syg i familien kan skabe disse dysfunktionelle dynamikker. Mindre åbenlyst er det, at fx følelsesmæssigt umodne eller lukkede forældre, der ikke er i stand til at tale med børnene om følelser og det, der sker i barnet, skaber nogle af de samme oplevelser i barnet af at være forkert eller utilstrækkelig. Barnet bliver alene om den umulige opgave at skulle forstå, regulere og håndtere sine følelser, og på den måde kommer også isolation, ensomhed og forladthed i spil.

LITTERATUR Bentzen, Marianne: Den neuroaffektive billedbog. Hans Reitzel 2014.

Dykema, Ravi: Don’t talk to me now, I’m scanning for danger. Interview med Stephen Porges. NEXUS March/April 2006. www.hartfocus.nl/UserFiles/Nexus%20interview.pdf Hart Susan: Den følsomme hjerne. Hans Reitzels Forlag 2009.

Heller, Laurence og Aline Lapierre: Udviklingstraumer. Hans Reitzel 2014.

Greenberg, Leslie S: Emotion-Focused Therapy – Coaching Clients to Work Through Their Feelings. 2 ed. American Psychological Association 2015.

Greenberg, Leslie S, Rhonda N Goldman: Emotion-Focused Couples Therapy – The Dynamics of Emotion, Love, and Power. American Psychological Association 2008.

Kaufman, Gershen: Skammens betydning. (u.å.) https://nytngi.dk/ workshops-katalog/skam-og-skyld-land/. Hentet 20.7.21.

Mejdahl, Tove, Jeanet Bonnichsen, Majken Skjølstrup. Komplekse traumer og C-PTSD. 2021 www.narm-danmark.com/c-ptsd/ Oreskov, Janne: Angst set i lyset af NARM. Tidsskrift for Psykoterapi nr. 1 2018.

Oreskov, Janne: Psykoedukation som metode i arbejde med skam. Tidsskrift for Psykoterapi nr. 2 2019.

Oreskov, Janne: Nervesystemet og overlevelse. www.oreskov.dk/wp-content/uploads/2021/08/Nervesystemet-og-overlevelse.pdf Potter-Efron, Ronald: Shame, Guilt, and Alcoholism: Treatment in Clinical Practice. 2. ed. Haworth Press 2002.

Sørensen, Lars J: Skam – medfødt og tillært. Hans Reitzels Forlag 2013.

Weeke, Ulla Rung: At danse med nervesystemet. Skriveforlaget 2018.

Weeke, Ulla Rung: Relationel biologisk traumeterapi modul 1-3. Undervisning 2021.

Wennerberg, Tor: Vi er vores relationer – om tilknytning, traumer og dissociation. Dansk Psykologisk Forlag 2011.

SAMMENFATNING

Jeg håber, at dette forsøg på at koble flere forskellige teorier og vinkler på udviklingstraumer og skam kan give viden og forståelse for skammens store betydning i udviklingstraumer. Der kunne skrives langt mere om alle emner, tilgange og perspektiver i denne artikel, men jeg har fokuseret på at koble de forskellige teorier.

Desuden kunne en mere praksisnær artikel om brugen af disse koblinger måske have interesse. En praksisnær artikel om NARM af Tove Mejdahl kan læses i nærværende blad.

Janne Oreskov, selvstændig psykoterapeut MPF. Oplevelsesorienteret-, mindfulness-, NARM- og EFT-C terapeut mm. Uddanner sig hos Ulla Rung Weeke som relationel biologisk traumeterapeut. Tidligere arbejde i bl.a. socialpsykiatrien og som frivillig i TUBA, LMS og Kræftens Bekæmpelse og som medlem af Dansk Psykoterapeutforenings etikudvalg.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

45

TEMA: TRAUMER

NIN A S S OR G

Tekst: Lene Rørbech

Om narrativ traumeterapi i misbrugsbehandling

Nina starter i terapi hos mig for godt fire år siden. Hun er 37 år og har et ønske om at stoppe med at ryge hash, men hun føler, det er et uoverskueligt projekt. Hendes mand savner hende, og familiens økonomi rækker ikke længere til hendes daglige forbrug. Nina er gift med Bo, og tilsammen har de tre børn, Sille på ti, Victor på otte og Laura på halvandet år. Sille og Victor er fra Ninas tidligere forhold, og Laura er deres fælles barn. For tre år siden mistede Nina og Bo en lille pige, Emilie, før hun blev født. Emilie er begravet ved den lokale kirke, hvor de bor.

I denne artikel beskriver jeg mit møde med Nina og hendes sorg over at miste sin ufødte datter. Som narrativ psykoterapeut er jeg optaget af, hvordan dødsfald kan være traumatiske og udvikle sig til traumer, der kan komme til at stå i vejen for det liv, vi ønsker at leve.

Jeg vil med afsæt i Ninas historie beskrive, hvordan jeg som psykoterapeut hjælper med at skabe et fundament for sorgarbejde, hvor jeg møder Nina sammen med hendes sorg. Og hvordan jeg ved brug af narrative greb forsøger at hjælpe hende med at opløse traumet og om muligt gøre hendes misbrug af hash overflødigt.

Nina har røget hash, siden hun var 20 år og ryger til daglig 1-2 gram. Hun har altså 17 års erfaring med at bruge hash til at beskytte sig selv for ubehagelige følelser, og samtidig har hun udviklet en afhængighed. Nina har erfaringer med at stoppe med at ryge hash i ferier, men hun starter altid igen, når hverdagen vender tilbage.

Hun synes, hashen hjælper hende med at slappe af og overskue hverdagen, men samtidig oplever hun også,

46

at den gør hende sløv. Hun sover flere gange i løbet af dagen, bliver hurtigt træt, når hun leger med børnene, og om aftenen vil hun helst sidde alene ude på terrassen og ryge. Bo savner Nina som kæreste og har sagt, at han ikke ønsker at fortsætte med at leve på denne måde, og samtidig har de heller ikke råd til at fortsætte med at købe hash. De har allerede oparbejdet en gæld. Nina er bange for at stoppe helt, bange for hvordan hun får det, bange for hverdagen, og hun har derfor svært ved at overskue projektet med at stoppe, selvom hun gerne vil.

HUSKØB

Jeg har nu talt med Nina fire gange samt haft en parsamtale med hende og Bo. Fokus i samtalerne er på dette tidspunkt at få Nina til at blive tryg ved at tale med mig, så hun tør fortælle om sig selv og sit liv. Mit fokus er i første omgang ikke, at hun skal stoppe med at ryge hash, men undervejs i samtalerne hjælper jeg hende med at folde hendes livshistorie ud og undersøge, hvilken funktion hash har haft i hendes liv. Hvad hash har hjulpet hende med, og hvad hash har stået i vejen for.

Ved femte samtale indleder Nina med at fortælle, at Bo og hun nok snart skal flytte. Bo har fundet et hus i nabokommunen, som han synes, de skal købe. Nina begynder at ryste, mens hun fortæller om huskøbet, og siger så: ”Jeg er så bange for, at vi tager for hurtige beslutninger.” Jeg spørger nysgerrigt ind til, hvad det er hun oplever, og hvilke bekymringer det vækker i hende. Hun

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

fortæller, at hun er bange, men siger samtidig: ”Det er jo helt ude af sammenhæng, det er jo bare et hus, og det er rigtig fint, og der er plads til os alle. Det er en god idé, Bo har fået.” Efter et par minutter begynder hun at græde.

Jeg forsøger at møde hende i det, der sker, give hende tid og plads, og efter lidt tid siger hun så: ”Det med at tage for hurtige beslutninger går helt tilbage til Emilies død.”

Jeg opfordrer Nina til at fortælle mig om Emilies død.

Det er min fornemmelse, at det er følelserne og fornemmelserne fra dengang, som stikker hovedet frem og forstyrrer hende i nutiden, så hun bliver rystet helt ud af sig selv ved tanken om at skulle træffe en beslutning om et huskøb.

EMILIES DØD

Jeg lytter, mens hun grædende fortæller om den besked, hun og Bo fik for tre år siden i forbindelse med kønsscanningen af Emilie i uge 20. De fik at vide, at barnet, som var en pige, med stor sandsynlighed havde en hjertefejl, som ville være svær at overleve. Hun ville få brug for mange operationer, ville blive handicappet og højst sandsynligt dø tidligt. Hospitalet opfordrede Nina til at ansøge Abortsamrådet om abort inden 22. uge.

Jeg lytter til Nina fortælle om, da hun fik svar på ansøgningen om abort og fik at vide, at det havde været svært for Abortsamrådet at træffe beslutning om, hvorvidt de ville give tilladelse til abort. Hun græder og siger: ”Jeg har taget livet fra hende. Måske fejlede hun slet ingenting.” Jeg rejser mig op og sætter mig på knæ ved Ninas stol og spørger, om jeg må holde om hende. Nina nikker.

Jeg lægger min ene arm om hendes ryg og siger: ”Hvor er det forfærdeligt for dig, Nina, det er helt umenneskeligt, det du har oplevet. Nårh, Nina, hvor er det synd for dig.” Alt imens jeg stryger hende på ryggen.

Herefter fortæller hun om, da hun skulle sluge pillerne, som ville få Emilie til at holde op med at leve. Hun kunne næsten ikke få sig selv til det. De satte sig på tværs i halsen, og hun skulle drikke ekstra vand. Hun græder og sørger, og jeg trøster. Hun siger: ”Hun var et aktivt barn lige til det sidste, så ... holdt hun pludselig op med at bevæge sig. Tænk, hvis det var en forkert beslutning?

Jeg tænker på det næsten dagligt, og Bo vil ikke tale om det. Han kan ikke.” Og hun fortæller om fødslen, og hvordan de lagde Emilie i en brækskål, da hun kom ud.

Der var en præst til stede i tilfælde af. at Emilie var i live, og hun fik tøj på, som var alt for stort, og de tog billeder som et minde til dem selv og de ældre søskende.

Det var Bos første biologiske barn, og i første omgang var han ikke indstillet på, at de skulle have en abort. De blev kaldt til samtale på hospitalet hos overlægen, som fortalte dem om konsekvenserne ved at få et barn med hjertefejl, hvad det ville betyde for familien og de øvrige børn, og de blev opfordret til at ansøge om abort. Kort før sidste chance for at ansøge, blev Nina scannet igen og fik at vide, at det nu var svært at se på scanningen, om der virkelig var tegn på en hjertefejl. Men på trods af dette blev hun stadig opfordret til at ansøge om abort.

Jeg opfordrer Nina til at tage nogle af billederne med til samtalerne hos mig. Mens vi sammen kigger på billederne, fortæller hun mig om livet med Emilie i maven, oplevelserne med at miste hende, og hvordan hun og familien i dag besøger hende på kirkegården. Nina fortæller, at hun hurtigst muligt ville være gravid igen, hvilket hun også blev med Laura, som i dag er halvandet år. Hun siger: ”Jeg tror, det ville have været sværere, hvis vi ikke havde haft Laura. Laura siger tit: ”Min storesøster er oppe i himlen”, mens hun vender blikket og kigger op.”

Nina græder, og jeg trøster hende, jeg lytter og siger: “Sikke en svær beslutning du har skullet træffe. Hvor var det synd for dig. Det må være den sværeste beslutning et menneske kan komme ud for. Hvad var det værste øjeblik?” Nina siger: ”Det var, da jeg skulle skrive under, og der kun var plads til min underskrift. Det var, da jeg skulle sluge pillerne. Og det var, da jeg skulle føde Emilie.”

Jeg spørger Nina: ”Hvad tror du hjalp dig til at overleve, du kunne jo lige så godt selv være bukket helt under?”

Nina svarer: ”Mine børn, omsorg for familielivet, mig selv og Bo. Jeg ville ikke have kunnet klare at have et handicappet barn. Men jeg bliver stadig indimellem ramt af: Hvad nu hvis der ikke var noget galt med hende? Jeg føler skyld.” Jeg siger afslutningsvis: ”Gad vidst,

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

47

TEMA: TRAUMER

hvordan mennesker egentlig kommer sig over sådan en stor sorg?” Nina svarer: ”Jeg får så meget kærlighed fra Sille, Victor og Bo. Det er sådan, man klarer det. Med kærlighed.”

Ninas historie er et godt eksempel på, hvordan et traume kan være med til at holde et hashmisbrug i live. Hashen bedøver Ninas sorg og smerte over den frygtelige begivenhed, som ramte dem som familie. Hashen hjælper Nina til at dulme sorgen over at have mistet deres ufødte datter Emilie og sorgen over ikke at kunne tale om denne sorg med sin mand.

NARRATIV TRAUMETEORI

Michael Whites traumeteori handler om psykiske traumer og er med afsæt i fænomenologi, udviklingspsykologi og narrativ teori (White 2011). Den narrative traumeteori har fokus på, hvordan man oplever verden, og hvordan vi har det indeni. Altså vores fornemmelse af os selv. Bliver man ramt af et psykisk traume, føles det, som om man mister kontakten til den velkendte fornemmelse af sig selv i en længere periode (White 2011).

Psykiske traumer er traumatiseringer af selvet. Selvet har at gøre med intimitet. En intim samtale har eksempelvis en særlig varme, som er knyttet til en følelse af tilpashed. En intim samtale øger fornemmelsen af mig/sig selv. Intimitet er at kunne mærke sig selv sammen med en anden, som mærker sig selv. Traumatiske oplevelser ødelægger intimitet i relation til det, som er traumets tema, og erstatter det med negative tanker eller tomhed.

En fremmedgørelse af sig selv, som kan opleves, som om man mister sig selv (Holmgren 2019). Ninas oplevelse med at miste sit ufødte barn er en traumatisk oplevelse, hvor hun i en periode oplevede at miste sig selv.

Traumatiske oplevelser kan lagre sig i hukommelsen og kan betyde, at man i nutiden kan opleve begivenheder, som skaber spor tilbage til traumeoplevelser fra fortiden, så fornemmelsen af at miste sig selv genoplives. Anette Holmgren introducerer begrebet traumehuller som betegnelse for det, der sker, når nutidens

48

hændelser skaber hukommelsesspor til tidligere hændelser, som har været traumatiske. De fleste af os har ’ømme punkter’, men vi er ikke altid opmærksomme på de hændelser, som har spillet en rolle i forhold til ømheden. Ømme punkter kommer ikke af sig selv, men har et udspring i konkrete oplevelser i det levede liv. Traumatiske oplevelser er som et åbent sår i bevidstheden. Erkendelse og indsigt i hændelser er ikke altid nok til at afhjælpe smerten og skammen (Holmgren 2010).

Jeg er opmærksom på Nina, da hun begynder at ryste og græde, og beder hende fortælle mig om Emilies død.

Jeg ved ikke, hvad historien rummer, men jeg har en klar fornemmelse af, at Nina er stødt ind i et ømt punkt.

Oplevelsen med Emilies død har etableret et traumehul, som har lejret sig i Ninas hukommelse og betyder, at da Bo beder hende skrive under på kontrakten på huskøbet, genskabes der spor tilbage til det tidspunkt, hvor hun skulle skrive under på abortsansøgningen, sluge pillerne og føde Emilie. Nina genoplever fornemmelsen af at miste sig selv, som hun gjorde dengang, hvor hun hverken kunne skabe mening i det, der foregik, eller beskytte sig selv imod det.

FLODBRED

Når man skal tale med mennesker om traumatiske oplevelser, er det vigtigt at skabe en tryg kontakt til dem, hvor de kan føle sig i sikkerhed og med en vis afstand til de traumatiske hændelser. Holmgren har i den sammenhæng en flodbreds-metafor, som symboliserer, at mennesker skal op af floden og ind på bredden, da de har brug for at blive bragt i sikkerhed, før de kan tale om de traumatiske oplevelser. Hensigten er at skabe tilpas meget følelsesmæssig afstand til oplevelserne, så det er muligt at betragte dem uden at blive kastet ud i floden.

Det er vigtigt i en traumesamtale at starte med at skabe noget flodbred, så det bliver muligt at tale om det, der er svært (Holmgren 2019).

Misbrugsproblemer er ofte effekter af andre problemer eller traumatiske oplevelser, så derfor er mit fokus i starten af terapien ikke målrettet på at få Nina til at stoppe

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

med at ryge hash. I stedet bruger jeg tid på at etablere en flodbred. Jeg bruger tid på at lære Nina at kende, få hende til at blive tryg ved at tale med mig, så hun tør begynde at tale om sig selv og sit liv. Jeg inviterer Bo med til en samtale, da jeg er interesseret i at inkludere hans perspektiv. Jeg undersøger, hvilken funktion hash har haft i Ninas liv, og hvad den har hjulpet med, og hvad det har stået i vejen for.

TRAUMEFORTÆLLING

DOBBELTLYTNING

Michael White beskriver, hvordan det ikke er nok bare at lytte til menneskers traumehistorier. I bedste fald har det ingen betydning, men der kan være risiko for gentraumatisering. Ligeledes fungerer det heller ikke

FOTO: Pixabay.com

Når man lytter til menneskers traumehistorier, er det godt, hvis man kan hjælpe dem til at fortælle så konkret som muligt om det ubærlige, der har ramt dem, og her er det værste øjeblik et meget betydningsfuldt sted at fortælle om. Det værste øjeblik er det værste, fordi det netop er det øjeblik, hvor forbindelsen til det betydningsfulde, ens værdier og det, som man tror på, afbrydes. Det er det øjeblik, hvor selvet såres (Holmgren 2019).

I min samtale med Nina fortæller hun, at det værste øjeblik var, da hun skulle skrive under på ansøgningen om abort, da hun skulle sluge pillerne, og da hun skulle føde Emilie. Det er her vigtigt at gå tilbage til det oprindelige traume og møde det menneske, som dengang stod midt i traumet, og hjælpe, støtte og trøste, som var det dengang. Derfor siger jeg til Nina, da hun græder: “Sikke en svær beslutning du har skulle træffe.

Hvor var det synd for dig. Det må være den sværeste beslutning. et menneske kan komme ud for.” Jeg forsøger at trøste Nina dengang, møde hende, som det var for hende, både følelsesmæssigt og kropsligt, dengang hun stod i situationen.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

49

TEMA: TRAUMER

at gå imod de identitetskonklusioner, som er skabt. Det vil kunne opleves som respektløst og nedladende. Michael White beskriver nødvendigheden af en dobbeltlytning med fokus på både traumefortællingen og med en opmærksomhed på at få identificeret de reaktioner og responser, der er i forbindelse med den traumatiske oplevelse. Menneskers responser på traumeoplevelser er et forsøg på at værne om det, han eller hun tillægger værdi i livet. Michael White mener, at der altid er respons, fordi vi som mennesker altid vil forsøge at forhindre traumets indflydelse i vores liv, men at de reaktioner, vi har på traumet, ofte kun er lidt kendt og derfor spinkle spor, som kan være vanskelige at identificere.

Michael White mener imidlertid, at det er afgørende, at vi hjælper mennesker med at forfølge disse spor og få dem gjort tydeligere. Det første skridt til at identificere dette er at undersøge, hvad mennesker fortsat tillægger værdi, på trods af alt hvad de har været igennem (White 2011).

Jeg spørger nysgerrigt ind til, hvad Nina tror, der hjalp hende til at overleve Emilies død. Her er jeg interesseret i at identificere og udfolde hendes respons, det hun tillægger værdi, det hun værner om og har forsøgt at beskytte fra traumet. Jeg inviterer Nina til at tage de billeder med, de tog af Emilie, lige da hun blev født. Billederne er også en måde at fastholde og dokumentere, at Emilie på trods af traumet er en del af familiens historie også i dag. Jeg bevidner dette ved at se på billederne sammen med Nina, spørge ind til livet med Emilie i maven, efter fødslen og nu, hvor hun ligger begravet på kirkegården. Jeg skriver det på tavlen, da det er hendes ord og erfaringer. Her har jeg fokus på at identificere hendes erfaringer og samtidig fortykke hendes værdier og det, hun tillægger værdi på trods af tabet af Emilie.

TRAUMEARBEJDE ER SORGARBEJDE

Traumearbejde er sorgarbejde, og sorgarbejde handler om at turde være med sorgen, møde andre i deres sorg og give plads til sorgen. Sorg er noget af det mest naturlige og helende for en person, som har mistet et andet menneske. Hvis vores sorg ikke får plads, men i stedet bliver lukket ned og gemt væk, kan den traumatiske be-

50

givenhed komme til at stå i vejen for andre vigtige ting i livet og begrænse os i vores udfoldelsesmuligheder.

Afslutningsvis kan jeg fortælle, at et par uger efter samtalen om Emilies død tog Nina og familien på sommerferie, og ligesom tidligere år stoppede Nina med at ryge hash på ferien. Men som noget nyt begyndte hun ikke igen, da hun kom hjem. I skrivende stund har Nina ikke røget hash i tre år. Nina fortsatte i terapi hos mig, hvor også Bo deltog i flere af samtalerne. Den store ændring for Nina er, at hun ikke længere føler, hun står alene, fordi Bo og hun i dag kan mødes i deres fælles sorg.

LITTERATUR Holmgren, Anette: Alle kan tale om traumer. In: Holmgren, Anette (red): Fra terapi til pædagogik – en brugsbog i narrativ praksis. Hans Reitzels Forlag 2010.

Holmgren, Anette: Komplekse traumers psykologi – beretninger om det ubærlige. DISPUKs Forlag 2019.

White, Michael: At arbejde med mennesker, som lider under konsekvenserne af multiple traumer: Et narrativt perspektiv. In: Denborough, David (red.): Traumer. Narrativ behandling af traumatiske oplevelser. Dansk Psykologisk Forlag 2011.

Lene Rørbech er privatpraktiserende psykoterapeut MPF. Hun er uddannet narrativ psykoterapeut og systemisk familieterapeut, med en baggrund som misbrugsbehandler og ungdomspsykiatrisk sygeplejerske. Privat praksis: Misbrug i Familien, på Frederiksberg, hvor hun tilbyder samtaleterapi, supervision og undervisning.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

Digt: Helge Krarup: | Foto: Metere Holm Brantbjerg

TEMA: TRAUMER

fugl fønix trækkes ned i bålet fars øjne fortalte mig da han kæmpede sidste gang for livet mod fysisk død og jeg læste det også i dem at han ville ha - han der mistede alt nu – at jeg ikke skulle se ham nu dø desperat derude hvor han så liv forsvinde i luftrørsstramning og ønskede ikke-set død og han ville, at jeg forstod: ”dette er det sidste jeg er luftløs nu døden er helt inde i mig jeg taber mig og mit - jeg ville ikke se jeres arenablikke se mig slutte spillet –

jeg er væltet og kan ikke røres mit luftrør er sprængt og kroppen trænger op i min hals mine øjne undskylder undskylder at jeg dør således og sprænges alt er i mine øjne min krop er borte jeg strækker øjnene ud mod hjælp min hjerne tømmes hjertet trækker i tungen intet ingen jeg rækker mit stivnede syn i sort tåge intet ingen” Hvedekorn nr. 3 1984

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

51

TEMA: TRAUMER

KØNSBLANDET SENFØLGEGRUPPE Tekst: Anne Kristine Karlsholt EFTER SEKSUELLE OVERGREB og Susanne Hyund I BARNDOMMEN Et krops- og traumefokusereret schematerapi-forløb Seksuelle overgreb i barndommen kan hæmme børns udvikling og kan have langvarige konsekvenser/senfølger, fx i form af somatiske symptomer, relationelle vanskeligheder og seksuelle problemstillinger. Den seksuelt misbrugte mand, som hidtil har henvendt sig i psykiatrien, har historisk set primært fået tilbudt individuel behandling. Der har ikke været et permanent gruppetilbud til mændene, idet senfølgegrupperne bestod af kvinder. Der er behov for et opgør med den gængse måde at tænke senfølgebehandling på. Vi har undersøgt, om netop kønsblandede grupper kan være en fordel frem for kønsspecifikke grupper. Dette belyses ud fra et bestemt metodisk koncept, Traumefokuseret Schematerapi, som vi finder særligt velegnet til senfølgegrupperne.

Artiklen drejer sig om personer, der typisk har en behandlingskrævende PTSD med komplekse problemstillinger, med en traumehistorik rækkende tilbage til barndommen og med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.

PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion) dækker over et karakteristisk mønster af symptomer, der udvikles som respons på voldsomme og traumatiske hændelser. PTSD er en invaliderende og ofte kronisk lidelse. Kernesymptomerne er: 1) øget alarmberedskab, 2) genoplevelser af traumet, 3) undgåelse af traumepåmindelser.

Mange af de patienter, vi møder, lider af kompleks PTSD, en diagnose som er ved at blive implementeret i det nye diagnosesystem ICD-11, og som indeholder tre andre symptomområder: 1) problemer med affektregulering, 2) problemer med selvoplevelsen og 3) problemer med relationer.

Disse tre områder adresseres under behandlingsarbejdet.

52

I region Hovedstadens Psykiatri tilbydes behandling til patienter fra 18-60 år, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Seksuelt misbrug af børn er karakteriseret ved, at barnet (0-18 år) inddrages i seksuelle aktiviteter, det ikke udviklingsmæssigt er modent til og derfor ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af.

Grupperne har historisk set oftest været kvindegrupper, dels fordi mændene ikke henvendte sig i psykiatrien, dels fordi man mente, at kvinderne skulle have deres eget beskyttede rum, og at det ville være for voldsomt, for kompliceret og endda potentielt retraumatiserende med blandede grupper. Nogle steder har man, hvis det var muligt, oprettet rene mandegrupper. På baggrund af den viden, vi har indsamlet fra vores gruppeterapeutiske arbejde, vil vi i denne artikel fokusere på blandede mande-kvinde grupper. Samtidig vil vi beskrive det behandlingskoncept, vi har fundet virkningsfuldt for denne type gruppe.

BEHANDLINGSKONCEPTET

På Psykoterapeutisk Center Stolpegård har der hidtil været rene kvindegrupper. Det var derfor en ny tilgang

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

til behandling, da vi i 2019 besluttede os for at implementere kønsblandede grupper i senfølgebehandlingen. Vi var i begyndelsen både spændte på, men også bekymrede for udfaldet af det nye behandlingskoncept.

Det vakte stor modstand, da vi bragte det nye koncept op i den eksisterende kvindegruppe, hvilket forøgede vores bekymring for gruppens tryghed og tillidsfulde rum. Vi var derfor ekstra omhyggelige med den gruppeforberedende del, da de to første mænd skulle starte.

I forskningslitteraturen tyder det på, at mennesker med komplekse traumeproblematikker har brug for faseopdelt behandling, hvor der i starten er fokus på stabilisering, allianceopbygning, affekt- og arousalregulering. Senere i terapien er der fokus på mere systematisk og intensiv traumebearbejdning, og til sidst er der fokus på konsolidering, rehabilitering og nyorientering (Cloitre et al. 2011). Det kan være vigtigt med en bevægelse mellem faserne, idet regulering, styrkelse af ressourcer og traumebearbejdning hænger så uløseligt sammen. Metodisk gøres brug af forskellige modaliteter, men som udgangspunkt benyttes Traumefokuseret Schematerapi (TF-ST) som grundmodel, fordi der er evidens for dennes effekt over for personlighedsforstyrrelser, og fordi terapiformen bl.a. indeholder imaginær rescripting, som har vist sig effektiv over for behandling af PTSD. Schematerapi har vist sig at have større ’acceptability’ end fx eksponeringsterapi alene, hos klinikere og patienter (Arntz 2018; Young 2010).

Schematerapi er en innovativ, integrativ terapiform udviklet af Jeffrey Young. Den integrerer det kognitive med tilknytningsteori, gestaltteori, psykodrama, objektrelationsterapi og psykoanalyse til en integrativ forståelses- og behandlingsmodel. Vægten lægges på det oplevelsesorienterede arbejde som fx visualisering og stoleøvelser, her kaldet mode-dialoger. Disse teknikker opfattes som den bedste måde at stimulere varme kognitioner på. Dette fører til et dramatisk fokusskift i behandlingen fra aktuelle temaer til livslange mønstre.

Der lægges stor vægt på oprindelsen til de dysfunktionelle kognitioner, på menneskets basale emotionelle behov, og der skabes en indre forbindelse mellem det sårbare, indre barn og den sunde voksendel. Målet er at bekæmpe copingstrategierne og hjælpe patienten til at udvikle færdigheder, hvor det indre barn bliver mere

kompetent og får sine følelsesmæssige behov dækket.

Målet er som voksen at blive mere selvstændig/frigjort fra de dysfunktionelle schemaer (fx forladthed, mistillid, defekt/skam), have empati for sig selv og være forbundet. Et schema defineres som et træk, der ligger tæt på personligheden.

Terapeuten har en aktiv rolle og benytter sig af afgrænset forældrekompensation, som går ud på at etablere en støttende og autentisk relation med hver enkelt patient individuelt og kollektivt i gruppen. Gruppeterapeuten skal være i stand til at balancere de individuelle behov og de kollektive behov i gruppen. Terapeuten agerer som en sund omsorgsperson og opfylder adækvat behovene hos diverse barnemodes (fx sårbart barn). En mode defineres som en aktuel sindstilstand (består af tanker, følelser, handlemåder og kropsfornemmelser), som opstår, når de bagvedliggende schemaer aktiveres.

Barnemodes er tilstande, der er naturlige for barnet, og som også forekommer hos voksne. Med empatisk konfrontation validerer man patienten og udtrykker forståelse for dennes schemaer samtidig med, at patienten konfronteres med behovet for forandring.

Rammerne for behandlingsforløbet Forløbet strækker sig over 40 gruppesessioner, en gang ugentligt à tre timer med pause midtvejs. Der tilbydes individuelle samtaler supplerende undervejs, ca. en gang om måneden. Gruppen består af otte patienter og to terapeuter. Den er langsomt åben, dvs. en ny patient starter, når der afslutter en i gruppen. Patienterne er således på forskellige udviklingstrin i deres behandling.

Dette betyder, at der i gruppen allerede eksisterer en gruppekultur, når en ny patient starter.

Sammensætning af gruppen Under visiteringen af nye medlemmer til gruppen er vi opmærksomme på, om den pågældende vil passe ind i gruppen. Gruppen skifter løbende dynamik og karakter afhængigt af, hvilke patienter som er i gruppen det pågældende tidspunkt, ligesom aldersgennemsnittet kan være skiftende. I den praktiske hverdag er det ofte hospitalsdriften, der styrer, hvilke patienter der starter, dvs. at patienterne bliver visiteret efter henvisningsdatoen. Men vi forsøger så vidt muligt at sammensætte gruppen, så alle føler sig mødt og genkendt. Ligeledes

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

53

TEMA: TRAUMER

tilstræber vi at have mindst to mænd ad gangen, som gensidigt kan spejle sig i hinanden, også for at undgå, at én mand alene skal stå til ansvar for de negative projektioner, der indledningsvist kan være fra nogle af kvinderne pga. deres tidligere erfaringer med mænd.

DET TERAPEUTISKE ARBEJDE

Under det terapeutiske arbejde adresseres forskellige temaer, fx nervesystemet, følelser af skam, selvskade, parforhold/tilknytning, spisning, dissociering, seksuelle problemstillinger. Temaerne kan introduceres ved et kort psykoedukativt oplæg, hvorefter patienternes oplevelser inddrages i en fælles gruppedialog. Dette kan så lede til et dybere terapeutisk arbejde, hvor de enkelte temaer bearbejdes via forskellige oplevelsesorienterede øvelser.

Somatiske traumereaktioner. I behandlingsarbejdet benyttes somatisk orienterede metoder mhp. at fremme engagement og emotionel forandring. Mange senfølgepatienter har et vanskeligt forhold til deres krop og fremtræder med svær kropslig frygt eller afkobling, mens de konstant genoplever traumatiske erindringer på et somatisk niveau.

Den neurofysiologiske behandling, der indgår i vores behandlingsmodel, er baseret på Bessel van der Kolk, Stephen Porges, Peter Levine og Pat Ogdens arbejder.

Der arbejdes med nervesystemet, kropspositur og -udtryk samt en sansemotorisk bearbejdning, som integreres med den følelsesmæssige og kognitive bearbejdning. Der arbejdes med de somatiske traumereaktioner gennem en gradvis og mindfull eksponering til en underliggende tilstand i nervesystemet. Personen støttes til at mærke de kamp/flugt-impulser, som er forbundet med traumet, hvorved små niveauer af arousalenergi nedreguleres lidt ad gangen.

Tegne-, føle- og kropsøvelser. Mange patienter, som har været udsat for overgreb, har lukket mere eller mindre af for deres følelser og har ligeledes svært ved at identificere dem fra hinanden. Arbejde med kroppen og kreative veje i form af at tegne og male kan være en vej henimod at mærke sig selv på en ny måde. Fx kan vi bede gruppen lave en fælles tegning, hvor kontakten

54

mellem sårbart barn og sund voksen illustreres. Eller vi kan bede dem tegne/male et trygt sted, evt. igangsat af en visualisering.

Gennem forskellige kropsøvelser trænes større bevidsthed om kroppens grænser og forskellen mellem at mærke behag og ubehag. Nogle patienter kan indledningsvis være usikre over for øvelserne og opleve dem mærkelige. Men ofte bliver de opmærksomme på, hvor lidt de i virkeligheden mærker sig selv, og hvor godt det gør dem at få en bedre kontakt med kroppen. Eksempler på kropsøvelser kan være groundingøvelser, åndedrætsøvelser samt øvelser to og to med berøring og tryk.

Modedialoger. En modedialog (stoledialog/stolearbejde) er oplevelsesorienteret og indebærer, at patienten eksternaliserer sine forskellige modes (sindstilstande) og identificerer sig med dem på skift. Terapeuten eller et andet gruppemedlem kan også antage skikkelse af patientens modes mhp. at være model og styrke patientens sunde sider. Stole er vigtige rekvisitter, da man fysisk sidder i en bestemt mode-position. Der vælges et problem, som er opstået eller forstærket efter traumet. Det kan være et relationsproblem, undgåelse af bestemte situationer eller anden uhensigtsmæssig adfærd. Strategien er så at validere intentionen med den dysfunktionelle copingmode (fx skjold eller overmedgørlig), derefter minimere eller eliminere nedgørende autoritetsmodes (krævende og straffende stemmer) og udskifte disse med en sund voksen mode (Rosenberg & Vind 2018). På den måde skabes en modgift til de negative overbevisninger og dysfunktionelle stemmer.

En stoleøvelse kan også gennemføres via et rollespil, hvor patienten som sig selv øver sig i at sige fra over for fx en partner. Derefter skifter patienten til partnerens stol og ser det fra dennes perspektiv. Øvelsen kan udbygges ved at lave et historisk rollespil med en problematik fra fortiden med samme tematik, og derefter laves en omskrivning i forhold til, hvordan man kunne ønske sig, at scenariet skulle udspille sig.

Terapeutiske breve. En måde at få udtrykt sine følelser kan være gennem terapeutiske breve til familiemedlemmer eller andre relationer, som har haft en central betydning i tiden, hvor overgrebene stod på. Brevet kunne fx være til en mor, hvor patienten har manglet hendes støtte og beskyttelse i forhold til overgrebet. Et

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

terapeutisk brev kan også være i form af, at man skriver ud fra sin sunde voksendel til sit sårbare, indre barn.

Brevene læses op i gruppen, som får mulighed for at respondere og støtte op om processen. For at patienterne kan skrive frit, er det vigtigt at understrege, at det ikke er meningen, brevet skal sendes. Hvis en patient fortsat ønsker at sende brevet, er det vigtigt at gennemgå alle mulige konsekvenser, fx vrede hos modtageren, skyldfølelse eller større afstand til den pågældende.

Visualisering. Direkte traumebehandling er central og retter sig både mod flashbacks, mareridt og mere indirekte følger af traumatiske hændelser. Der anvendes en vejledt visualisering. I starten kan der være tale om en forestillet tryghedsboble, for den enkelte eller for gruppen som helhed. Det kan være en visualisering af ens indre styrke eller visdom med henblik på større integration af denne ressource.

med til en eller flere samtaler. Et eksempel kan være, hvis patienten endnu ikke har fortalt sin forælder om overgrebet pga. følelser af skyld og skam samt tidligere barndomsoplevelser med at blive afvist følelsesmæssigt. Da kan det terapeutiske rum være en hjælp til at få udtrykt sig, og terapeuten kan facilitere en konstruktiv proces, hvor patienten bliver mødt, får inddraget familiemedlemmer som aktive støttepersoner eller får afstemt sine forventninger til sin pårørende. Et andet eksempel kan være en samtale med en partner, som får formidlet noget viden om symptomer og senfølger, som kan skabe udfordringer i en nær relation og ligeledes vanskeligheder seksuelt. Gennem denne dialog, opnås en bedre forståelse fra partnerens side omkring patientens vanskeligheder og historik.

Gruppen som en container. De fleste patienter oplever en stor lettelse ved at møde andre med samme symptomer. De lærer ofte af hinandens processer, og når nogle i gruppen begynder at få det bedre, så skabes der håb i gruppen. Ved relationelle traumer har det ofte stor terapeutisk værdi at arbejde med relationen til gruppen.

Den kan udgøre en træningsarena, hvor patienterne gør sig nye, helende erfaringer med andre mennesker. Gruppen kan være en hjælp til at blive støttet i at rumme forældrenes manglende følelsesmæssige kompetence og uformåenhed. På denne måde fungerer gruppen som en container til at rumme de svære følelser af svigt.

Imagery Rescripting, som er en omskrivning af erindringen, tilbyder en korrektiv emotionel oplevelse og forandringsproces i forhold til betydningen af barndomstraumer. Visualiseringen foretages bedst med lukkede øjne, da det aktiverer den episodiske hukommelse. Der laves en omskrivning af den situation, patienten kommer tilbage til, hvor der fx fra en sund voksen tilbydes den hjælp og støtte samt sættes de grænser, som ikke var til stede på det pågældende tidspunkt. Dette kan være i form af en virkelig person, en fantaseret hjælper eller terapeuten. Metodens rationale er, at patienten bliver opmærksom på, hvordan nogle af hans/hendes centrale, basale behov blev tilsidesat under og efter den traumatiske begivenhed, og at dette forklarer de dysfunktionelle schemaer, der typisk dannes. Senere i terapiforløbet formår patienten at være sin egen sunde voksen, der kan træde ind og dels sætte grænser for krænkeren og dels tage vare på og give sit sårbare barn det, der er brug for. Metoden giver patienten nye erfaringer, både med at få sine behov imødekommet og med at agere som sund voksen. Formålet er altså ikke at bilde patienten ind, at traumet ikke fandt sted, men at vise, at nervesystemet og sindstilstanden forandres via de nye, følelsesmæssige erfaringer.

UNDERSØGELSE AF MÆNDS BETYDNING I BLANDEDE SENFØLGEGRUPPER

Familiesamtaler. For nogle patienter giver det mening, at pårørende, fx en partner, forældre eller søskende, er

Ved hjælp af et spørgeskema undersøgte vi både mænd og kvinders mulige forbehold og betydning af at del-

Behandlingsafslutning. Når en patient skal slutte i gruppen, forberedes denne og gruppen i god tid. Patienterne skal udfylde en afslutningsformular ca. en måned før afslutning, som gennemgås i gruppen. Her gennemgås også evaluering af patientens behandlingsmål. Ved patientens sidste gruppesession får vedkommende gruppens tilbagemeldinger på patientens udvikling og forløb. Dette er som regel en meget berørende og vigtig proces, som skaber rammen for en betydningsfuld og vigtig afsked.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

55

TEMA: TRAUMER

tage i en blandet senfølgegruppe. I nærværende artikel har vi udvalgt et begrænset antal patienter, som har været igennem et blandet gruppeforløb. Vi har her valgt at fokusere på oplevelsen af at være i en kønsblandet gruppe.

Cases I det følgende præsenteres de tre seneste mænd, som har deltaget i gruppen. De er alle anonymiserede.

Patient A A blev som barn krænket af en lidt ældre mand i en fritidsordning. Havde senfølger i form af bl.a. promiskuøs adfærd. A havde en historie med kontrollerende og bestemmende kvinder, han skulle tilpasse sig, stammende fra relationen til moderen. Dette tema blev slået an for ham i gruppen fra første færd og blev et gennemgående tema for ham, som han fik arbejdet meget med.

Patient B Patient B blev fra 10-15-års alderen krænket af en gruppe ældre drenge i forbindelse med et fritidsjob. B havde mange flashbacks i gruppen, som vi måtte arbejde med her og nu, når de opstod. Dette fik en betydning for den måde, at kvinderne så hans sårbarhed, angst og blødhed, hvilket vakte en tillid og forståelse for, at alle mænd ikke er farlige, og at mænd i gruppen har været udsat for samme krænkelser og traumer som kvinderne. B blev efter kort tid den person, der oftest blev valgt til beskyttende figur under rollespil.

Patient C C blev udsat for overgreb i ca. 6-12-års alderen af en 15 år ældre fætter. C’s centrale problematik var en lang historie med stoffer og alkohol. Ved gruppestarten var han helt afholdende og arbejdede på at rumme de følelser, han kom i kontakt med, når han ikke havde noget at dulme sine svære følelser med. Det blev en helt ny oplevelse for ham, at det var muligt at dele den smerte, der havde været dybt begravet. Gruppen var det eneste sted, hvor han følte sig tryg til at gøre dette. C fik efterhånden flere nuancer på sine følelser og fortælling om sig selv.

Betydning af blandede køn i gruppen For både mænd og kvinder ses en usikkerhed over for at skulle være i en blandet gruppe. For mændenes ved-

56

kommende handlede det om en bekymring for ikke at blive mødt og forstået. For kvindernes vedkommende handlede det dels om en bekymring for grænseoverskridende adfærd fra mændene og dels en forestilling om, at det ville være grænseoverskridende at fortælle om sine overgreb (fra mænd) til mænd i gruppen. En kvinde nævner fx: ”Ja, i første omgang synes jeg det virkede lidt grænseoverskridende, da mine traumer handlede om mænd … følte, det måske ville ophidse dem at lytte til kvinders overgreb fra mænd.”

Det ses tydeligt, at det har haft en stor betydning at skulle forholde sig det andet køn i gruppen, og at det har haft en støttende og udviklende funktion. En mandlig patient A udtrykker fordelen ved at være i en blandet gruppe: ”Vigtigheden af at spejle sig i hinandens historier samt oplevelse og forståelse af, at overgreb ikke kun sker for det ene køn. Og at vi er ret ens, selvom vores historier er forskellige.”

Mandlig patient B nævner betydningen af at have kvinder i gruppen: ”Det har betydet rigtig meget for mig, endelig var der nogen, der kunne forstå, hvad det vil sige at være blevet voldtaget/misbrugt af mænd. Kvinderne er meget lyttende og forstående … En af de bedste oplevelser er, at man får et kvindeligt modspil og lærer at bearbejde det på en konstruktiv måde … Jeg havde det godt med at være i en blandet gruppe, og jeg var meget glad for kvindernes tilstedeværelse, som hjalp mig til ikke at have nogen facade oppe."

Mandlig patient C giver ligeledes udtryk for fordelen ved blandede køn i gruppen. ”Det ville være svært for mig, hvis overtallet var mænd … Fordelen ved at være på et blandet hold er, at man finder ud af, at traumet ikke skelner mellem alder og køn … og at vi har de samme følelser, og at selvom vi er så forskellige, så bærer vi allesammen på den samme byrde…”

I terapien får det en særlig betydning, når en mand italesætter en impuls til at ville give en kvinde et kram i omsorg, når en kvindelig patient viser sin sårbare side.

Manden kan hermed fremstå som et beskyttende element frem for et truende og kan give et nyt indre billede af, hvad mænd kan repræsentere. En kvinde udtrykker det således: ”For mig har det, at der har været

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

mænd i gruppen, haft en kæmpe betydning for min healingsproces, da jeg lærte en masse af de mænd, vi havde i gruppen. De gav mig et andet syn på mænd og en form for tryghed, som jeg ikke har prøvet før i rum med mænd, og jeg endte faktisk med at blive utrolig tæt med mændene … Det tvinger en ud i en situation, man finder ubehagelig, men med positivt outcome, da det for mig menneskeliggjorde mændene super-hurtigt.”

En kvinde giver udtryk for, at det har været betydningsfuldt at indse, at man på trods af køn har de samme følelser. Samtidig har det været rart at opleve mændenes perspektiver: ”Jeg har mest været tilfreds med, at der har været mænd med, da det giver noget andet til gruppen – at opleve at de også har samme følelser og traumer i forhold til overgreb som barn – at vi på trods af køn har oplevet det samme. Mænd tænker anderledes i forhold til at overleve den slags – og det er rart at få deres syn på det.”

SAMMENFATNING

betydning for et nyt syn på og relation til det køn, som krænkeren havde.

For mændenes vedkommende drejer det sig meget om at blive mødt i deres sårbarhed, og at de som regel er blevet krænket af andre mænd, hvilket de har tilfælles med kvinderne. Mændene viser hurtigere deres sårbarhed i en gruppe med kvinder og har ikke deres sædvanlige strategi med at skulle have en facade oppe, som kan være hæmmende for den terapeutiske proces.

LITTERATUR Arntz, A (2018): Imagery Rescripting for PTSD related to childhood traumas.

Treatment Protocol for the IREM-Freq study V1.4.

Cloitre, M, C Courtois, Charuvastra et al. (2011): Treatment of Complex PTSD: Results of the ISTSS Expert Clinician Survey on Best Practices. Journal of Traumatic Stress. Vol. 24, No. 6, December 2011, pp. 615-627.

Rosenberg, N & S Vind (2018): Schematerapi til PTSD. I: Buhmann, C, M Arendt & N Rosenberg: Psykoterapeutiske tilgange til PTSD. Hans Reitzels Forlag.

Young, J (2010): Skematerapi. Forlaget Sydgården.

Der ses generelt en stor tilfredshed hos patienterne med det behandlingskoncept, som er udviklet til netop denne målgruppe, og som er en integreret konstellation af kropslige interventioner, der tager hånd om de somatiske traumereaktioner samt oplevelsesbaserede øvelser, hvor patienten får nye erfaringer med at være i genoplevelsestilstanden. Denne behandlingsmetode mener vi, generelt er velegnet til senfølgebehandling.

Selvom der kan være særlige kønsspecifikke karakteristika ved at være seksuelt misbrugt som mand hhv. kvinde, er det en fordel med en blandet gruppe i forhold til kønsspecifikke grupper. Vigtigheden af at forstå at overgrebet ikke kun sker for den ene, og at følelserne er de samme, selvom historierne er forskellige.

Fra at se mænd som et hæmmende og potentielt truende element i terapien oplever patienterne, at mændene, udover at blive til beskyttende figurer, også har en helende funktion for den terapeutiske proces i og med, at kvinderne i gruppen oplever at få en forståelse og medfølelse fra mænd i deres bearbejdning af traumer fra mænd. Der dannes dermed nye indre repræsentationer af mænd. Blandede kønsgrupper er således ikke kun med til at reparere traumet, men har også

Susanne Hyunh er autoriseret cand.psych., specialiseret i gruppeanalyse og schematerapi. Anne Kristine Karsholt er organisk psykoterapeut MPF samt SE-practitioner. Begge arbejder på Psykoterapeutisk Center Stolpegård med PTSD og senfølger efter overgreb i barndommen.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

57

TEMA: TRAUMER

NAR M I BE H A N D L I N G AF KOM P LE K S E T R AU ME R

Tekst: Tove Mejdahl

Behandling af komplekse traumer kræver fokus på krop og psyke

Der er ingen mirakler at hente i behandlingen af klienter med komplekse traumer, C-PTSD. Men solid forskning viser, at terapi, der integrerer det kropslige og følelsesmæssige, gør det muligt at hjælpe klienter til at opleve livet på en anden måde uden overdreven skam, selvhad og konstant selvkritik og ikke mindst at give dem håb om, at det faktisk er muligt, at de kan få det anderledes. Sådan en metode er den NeuroAffektive Model, NARM, der er udviklet af Laurence Heller. Metoden er specielt designet til at adressere virkningerne af komplekse traumer, CPTSD, herunder tilknytnings-, udviklingsmæssige-, relationelle- og kulturelle traumer.

C-PTSD har været forbundet med kroniske helbredsproblemer, herunder en række medicinske og psykiske lidelser. Det samme gælder gennemgribende sociale problemer, såsom børnemishandling og forsømmelse, teenagegraviditet, stofmisbrug og afhængighed, vold i hjemmet og i samfundet. Omfattende forskning, bl.a.

ACEs Study (Adverse Childhood Experiences), understøtter efterhånden forståelsen af de vidtrækkende virkninger af komplekse traumer. Denne forskning har givet os en dybere forståelse for den langsigtede virkning af komplekse traumer, både sundhedsmæssigt og socialt.

Det helt store problem er, at der er en stor kløft mellem, hvad den solide forskning viser, og det, man rent faktisk stadig gør i praksis. Det dominerende er fortsat de kognitive behandlingsformer, hvor man med manualbaserede programmer forsøger at ændre de negative tankemønstre, som er et af hovedsymptomerne på traumatisering. Disse kognitive programmer er evidensbaserede, og der er da heller ingen tvivl om, at de kan virke godt for nogle af dem, der har motivationen og styrken til at gennemføre dem. Men hvad der ikke er blevet talt så meget om, er det store frafald, som risi-

58

kerer at efterlade traumatiserede klienter endnu mere desillusionerede og selvdestruktive, fordi de oftest vil bebrejde sig selv, at de ikke var i stand til at gennemføre programmerne. Et review over frafald og dem, der ikke har effekt af den kognitivt baserede PTSD-behandling, finder, at det ikke er ualmindeligt med op til 50 procent frafald (Schottenbauer et al. 2008).

I 2018 var jeg til en stor traumekonference i Belfast.

Når jeg lyttede til de mange indlæg fra verdens førende traumespecialister, som Bessel van der Kolk, Janine Fisher, Richard C. Schwartz, Gabor Maté, Deb Dana m.fl., oplevede jeg udbredt enighed om, at de kropslige og følelsesmæssige processer må integreres i effektiv traumebearbejdning. Som Bessel van der Kolk udtrykker det: ”Traumet påvirker hele den menneskelige organisme – krop, psyke og hjerne (...) derfor er det afgørende for traumebehandlingen, at hele organismen inddrages.” (van der Kolk 2019 s.53). Gabor Maté ser helt grundlæggende traumatisering som fraspaltning fra os selv: “The essence of trauma is disconnection, so the real question is: How did we get separated and how do we reconnect?”

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

”Traumet påvirker hele den menneskelige organisme – krop, psyke og hjerne (...) derfor er det afgørende for traumebehandlingen, at hele organismen inddrages.”

Bessel van der Kolk 2019

VÆRDIER OG MENNESKESYN I NARM

NARM er en metode, der netop inddrager både krop, følelser og tanker i traumebehandlingen. Terapeutens fokus er på, hvad der spærrer for, at klienten kan føle sig forbundet og i kontakt her og nu. Bag NARM ligger et humanistisk, eksistentialistisk menneskesyn. Ligeværdighed er afgørende i den terapeutiske relation, hvor terapeuten arbejder voksen til voksen med klienten i en undersøgende proces og sammen ser på, hvad der hos klienten spærrer for livsudfoldelsen her og nu. Om NARMs organiserende princip siger Laurence Heller: ”Alle mennesker bevæger sig spontant i retning af kontakt, sundhed og vitalitet. Uanset hvor meget vi har trukket os tilbage fra livet og har isoleret os, og uanset hvor store traumer vi har været udsat for, ligger der i os alle en dyb tilskyndelse til kontakt og heling, på samme måde som en plante helt af sig selv vokser i retning af lyset. Denne organiske bevægelse er omdrejningspunktet i NARMs tilgang til udviklingstraumer.” (Heller & Lapierre 2014 s.6).

Laurence Heller har på et tidspunkt omtalt NARM som en trebenet skammel. Det ene ben er somatisk mindfulness, hvor terapeuten er opmærksom på tilstandsskift i nervesystemet både hos terapeut og klient. Det andet ben er den psykodynamiske proces, hvor terapeuten er opmærksom på overførings- og modoverføringsdynamikker, som de opstår her og nu i relationen. Det tredje ben er kendskabet til klienternes overlevelsesstra-

tegier med deres iboende skam- og stolthedsbaserede identiteter.

Det, der i nogle terapeutiske retninger omtales som ’selv’, ser NARM som en tilstand, hvor det enkelte menneske føler sig levende, autentisk og fuldt til stede.

I den tilstand er vi i kontakt med vores livskraft, som er tæt forbundet med sund aggression, kraft, selvhævdelse, separation/individuation, kamp/flugt, lidenskab og seksualitet. I den sunde aggression ligger der en protest og en kommunikation til vores omgivelser om, at vi har brug for, at vores behov bliver mødt.

Tidlig traumatisering vil få os til at forvrænge og fraspalte denne livskraft (se figuren næste side), og det medfører ofte omfattende begrænsninger i vores livsudfoldelse.

Den forvrængede protest mærkes hos barnet som intense følelser af vrede, der helt automatisk opleves som en trussel mod den livsvigtige tilknytning til de betydningsfulde voksne. Hvis manglen på afstemning mellem forældre og barn er kronisk, vil barnet efterhånden tilpasse sig og lukke helt ned for protester og vredesudbrud. De uopfyldte behov og følelser bliver bundet i nervesystemet og kommer til udtryk som fysisk anspændthed eller kollaps og stivnen.

Fraspaltning af vrede og protest bliver til en automatik, som også slår igennem i voksenlivet. Det gør det van-

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

59

ARTIKEL

selle eller arketypiske temaer, som alle mennesker bliver præget og udfordret af gennem deres udvikling. Til hvert udviklingstema hører centrale ressourcer, der er afgørende for evnen til selvregulering og vores evne til at være i kontakt.

(Heller & Lapierre 2014 s.16).

skeligt for klienten at passe på sig selv og sætte passende grænser for andre mennesker. Kernedilemmaet er, at vi for at beskytte vores (tidlige) tilknytningsrelation automatisk giver køb på vores autonomi og fraspalter vores sunde protest/aggression. De fleste fysiologiske og psykologiske problemer kan dermed spores tilbage til et eller flere uopfyldte grundbehov i barndommen.

De enkelte grundbehov afleder forskellige overlevelsesstrategier, der siden kommer til udtryk i forskellige typer adfærd. Livet igennem påvirker det vores selvværd, relationen til os selv, vores omgivelser og evnen til at adskille os sundt fra andre.

KERNEBEHOV OG AFLEDTE OVERLEVELSESSTRATEGIER

NARM opererer med fem udviklingsmæssige livstemaer eller kernebehov. Man kunne kalde dem univer-

60

1. Kontakt. Vi hører til i verden.

Vi er i kontakt med vores krop og følelser, og vi oplever os forbundne med os selv og andre.

Evnen til kontakt begynder i livmoderen, herefter kommer selve fødslen, som kan være en meget voldsom oplevelse, hvor specielt adskillelse mellem mor og barn kan sætte et voldsomt aftryk i barnets sårbare nervesystem. Det kan give en vanskelig start på livet, hvor den vigtige tilknytning mellem mor/far og barn bliver kraftigt udfordret.

En voldsom start på livet kan betyde, at man udvikler kontakt-overlevelsesstrategien.

2. Afstemning. Vi kan afstemme os med vores behov og følelser, og vi kan række ud efter og modtage fysisk og emotionel omsorg. Denne periode varer, fra barnet er cirka 2-3 måneder og til det er cirka halvandet år. Her handler det om, at mor/far er i stand til at afstemme sig på en god måde med barnet. Bliver barnet i denne fase udsat for en traumatisk adskillelse fx ved sygdom eller død eller hvis forældrene ikke er i stand til at imødekomme barnets behov godt nok, udvikler barnet afstemningsoverlevelsesstrategien.

3. Tillid. Vi er i stand til at indgå i sund afhængighed og samhørighed. Kimen til problemer med dette kernebehov opstår i 2-4-årsalderen. I familier, hvor barnets afhængighed og tilknytningsbehov bliver angrebet, manipuleret med eller evt. brugt imod dem, vil barnet komme

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

ARTIKEL

til at forbinde afhængighed med at blive udnyttet og dermed udvikle tillids-overlevelsesstrategien.

4. Autonomi. Vi kan sætte passende grænser, sige nej og åbent udtrykke, hvad vi har på hjerte uden skyld og frygt. Kimen til problemer med dette kernebehov lægges i 2-4-årsalderen. Hvis forældrene er ængstelige og overdrevent kontrollerende, eller hvis forældrene på narcissistisk vis opfatter barnet som en forlængelse af dem selv, vil man udvikle autonomi-overlevelsesstrategien.

5. Kærlighed-seksualitet. Vores hjerte er åbent, og vi er i stand til at integrere et kærligt forhold med en vital seksualitet. Der er to vigtige tidspunkter for udvikling af menneskers kærlighed-seksualitets behov: 4-6 år og 12-15 år. I familier med en rigid atmosfære, hvor den seksuelle opvågnen bliver vurderet og måske fordømt, eller i familier, hvor kærlighed og ømhed ikke bliver åbent kommunikeret, samt hvor kærligheden måske er betinget af opførsel og fremtræden, vil man udvikle kærlighed-seksualitets-overlevelsesstrategien.

DEN TERAPEUTISKE PROCES

NARM adskiller sig fra andre terapiformer ved at have sit fokus i en samtidighed på kognition, emotion og krop. Det betyder, at terapeut og klient simultant arbejder både top down og bottom up, som det populært kaldes.

Top down-tilgangen har erkendelser og følelser som det primære fokus. Bottom up-tilgangen fokuserer på kroppen, den oplevede fornemmelse og de instinktive reaktioner, som er medieret gennem hjernestammen mod højere niveauer af hjernens organisation.

Metaprocessen for NARM-metoden er opmærksom bevidsthed om sig selv i nuet. Klienten bliver inviteret ind i en grundlæggende proces, hvor de mønstre, der forhindrer klienten i at være autentisk til stede, bliver undersøgt. Udforskningen af de repeterende mønstre foregår på alle niveauer: kognitivt, emotionelt, sansemæssigt og fysiologisk.

I NARM involverer metaprocessen to aspekter af mindfulness:

• •

Somatisk mindfulness Åben opmærksomhed over for, hvordan den adaptive overlevelsesstil udfolder sig her og nu.

Terapeuten anvender således en dobbelt bevidsthed, der er forankret i nuet. Herved understøttes klientens opmærksomhed på kognitive, emotionelle og fysiologiske mønstre, der begyndte i fortiden, men uden at man falder i den fælde, at fortiden bliver vigtigere end det nuværende. Klientens forbindelse med sig selv i nuet bliver gradvis styrket, selvansvarligheden vokser, og klienten føler sig mindre som offer for sin barndom.

For NARM-terapeuter er den vigtigste terapeutiske tilgang at være nærværende og til stede med en nysgerrig og åben indstilling. Derudover bygger den kliniske og terapeutiske proces i NARM på fire søjler: • Afklaring af den terapeutiske kontrakt, som er en agensbaseret proces med fokus på udforskning af klientens inderligste ønsker, som ikke er specifikt måleller resultatorienteret.

• Terapeuten stiller undersøgende spørgsmål, som både har til formål at indsamle information og invitere klienten til at reflektere over sin egen interne proces.

• At styrke klientens selvagens, hvilket går ud på at understøtte klientens bevidsthed om egen andel i de udfordringer, klienten står over for som voksen.

• Terapeuten reflekterer skift i klientens tilstand, og kropsligt ankres skift mod øget sammenhæng, organisering og oplevelse af større forbundethed fysisk, følelsesmæssigt, kognitivt og relationelt.

Første søjle – den terapeutiske kontrakt Det er afgørende, at kontrakten mellem terapeut og klient er undersøgende. Både for at skabe en ligeværdig relation og for at sikre den nødvendige adskillelse mellem terapeut og klient.

Terapeutens naturlige første spørgsmål til klienten er ofte, hvad klienten ønsker at få ud af terapien. Mange klienter ønsker bare at få det bedre og at komme af med deres symptomer. Deres forventning er ofte, at hvis de fortæller deres historie, vil terapeuten kunne hjælpe dem. Men vi kan som terapeuter ikke redde vores kli-

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

61

ARTIKEL

enter, og risikoen ved fra start at lytte til klientens traumehistorier er, at vi kommer til at etablere en magtrelation, hvor forventningen bliver, at vi som eksperter lytter og herefter finder tryllestaven frem og mirakuløst forløser klienten.

I NARM bruger terapeut og klient god tid på det indledende arbejde med at komme frem til en undersøgende kontrakt, hvilket i sig selv kan have en terapeutisk effekt. Terapeuten hjælper med at adskille klientens strategier fra de inderligste ønsker, klienten har for sig selv. En klient siger fx: ”Jeg ønsker at få nogle redskaber til at komme af med min angst.” Det er en strategi, og bag den ligger der et dybere ønske. En NARM-terapeut vil bestræbe sig på at komme frem til dette dybere ønske hos klienten, som fx. kan være at føle sig mere fri og glad i sit liv.

En undersøgende kontrakt kunne lyde: ”Jeg vil gerne sammen med dig være nysgerrig på, hvad der hindrer, at du kan føle dig fri og glad i dit liv.” For mange klienter er det vanskeligt fra begyndelsen at få de mere inderlige ønsker frem, hvilket i sig selv kan være et symptom på, hvor dårligt klienten har det. I sådanne tilfælde kan kontrakten i stedet lyde: ”Jeg vil gerne sammen med dig undersøge, hvad der driver din angsttilstand.” På den måde udlignes magtrelationen, adskillelsen mellem klient og terapeut understreges og klientens selvagens understøttes.

Anden søjle – undersøgende spørgsmål I NARM indtager vi en nysgerrig og ikke-vidende position. Terapeuten bestræber sig på at være fordomsfri, ikke-dømmende og afholder sig fra at give opgaver og gode råd. Som oftest vil vi bede klienten om at komme med et konkret eksempel på, hvordan de oplever, at deres vanskeligheder udfolder sig, frem for at lade klienten udbrede sig om problemerne. Klienten fortæller fx, at hun har det svært med sin chef, fordi hun oplever sig talt ned til og kommanderet med. Terapeuten beder om et konkret eksempel og går sammen med klienten i detaljer med, hvad der faktisk sker.

For at understøtte klientens oplevelse af situationen, skal klienten helst fortælle i nutid, fx: “Jeg kommer ind på chefens kontor. Han sidder der stor og mægtig

62

bag sit skrivebord.” Hvis terapeuten oplever, at klienten begynder at skifte tilstand under fortællingen, afbryder terapeuten og siger fx: ”Som du lige nu ser chefen sidde der bag sit skrivebord, hvad bliver du så opmærksom på?” Klienten svarer måske: ”Mit hjerte slår hårdere, og mine håndflader bliver klamme,” og terapeuten spørger måske: “Er du opmærksom på, hvilke følelser du kommer i kontakt med lige nu, hvor du ser din chef for dig?” Klienten svarer måske, at hun føler angst. I NARM opfattes angst dog ikke som en følelse, men snarere som en tilstand, der dækker over stærkere følelser – oftest den fraspaltede vrede. Terapeuten presser ikke klienten til at mærke vreden, for erfaringen viser, at den kommer frem naturligt, når klienten føler sig tryg og sikker nok. I stedet spørger klienten måske: “Hvad kunne være skræmmende ved at mærke vreden mod din chef?” Den assisterede opmærksomhed på kroppens reaktioner og nærværet i relationen mellem terapeut og klient giver klienten en ro til at fordybe sig og begynde at mærke følelser, der måske ikke så ofte får plads. Terapeuten anvender desuden ressourceorienterede teknikker, der arbejder med subtile skift i nervesystemet, og disse øger effektiviteten af terapien betydeligt. De forprogrammerede tendenser i klientens hjerne må nødvendigvis rokkes, og hertil er arbejdet med relationer, følelser og nervesystem grundlæggende.

Tredje søjle – at styrke klientens selvagens En klient, der mest er styret af sine overlevelsesstrategier, kommer ofte til at se verden med ’barnets øjne’ og oplever dermed automatisk sig selv som offer for livets omstændigheder. Når man oplever sig selv som offer, mangler man aktørbevidsthed og evne til selvagens.

Terapeuten understøtter klientens aktørbevidsthed ved at bringe opmærksomheden på, hvordan klienten i relationen til sig selv og andre fører fortidens fastlåste overbevisninger frem i nutiden.

Mange klienter kommer automatisk til at kritisere sig selv med indre og ydre dialog som: “Jeg dur ikke til noget, jeg er ikke noget værd, jeg gør alting forkert.” Terapeuten gør i nuet klienten opmærksom på, når det sker, og spørger måske: “Hvad er det mon, der gør, at du omtaler dig selv på den måde lige nu?”

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

ARTIKEL

Det er også meget almindeligt, at klienter har et mønster, hvor de kommer med forklaringer efter et udsagn.

Det kunne for eksempel blive til følgende dialog: Terapeut: ”Hvorfor er det vigtigt for dig at forklare mig dette lige nu?” Klient: ”Fordi jeg gerne vil have, at du forstår.” Terapeut: ”Jeg har ikke noget problem med at forstå, men måske har du på et tidspunkt lært, at du var nødt til at forklare dig for at blive forstået?”

Klienten vil ofte være tilbøjelig til at anvende generaliseringer i sin omtale af andre, som fx: “Han er altid så sur, hun får mig altid til at føle mig skyldig, de gider ikke rydde op efter sig." Her vil terapeuten som hovedregel hjælpe til en adskillelse ved at sige: “Så din oplevelse er at …, du føler altså ..., når du oplever…”. Dette for at hjælpe klienten til at se, at der er forskel på, hvad klienten oplever, og hvad der egentlig er fakta.

Aktørbevidsthed handler om at forstå, at det er ikke, hvad der sker med os, der er udgør problemet. Det er, hvad vi gør med det, der sker os, som giver problemer.

Som Laurence Heller ofte har udtalt under træning i metoden: ”There is no such thing as reality, only perception.”

Fjerde søjle – at reflektere skift i tilstand I terapien er terapeuten hele tiden opmærksom på de skift, der sker i nervesystemet, og på, hvordan klienten bevæger sig ind og ud af kontakt. Terapeuten understøtter klientens organiske proces ved at reflektere, når terapeuten observerer, at klienten føler sig mere forbundet med sig selv og er mere til stede i en voksen tilstand. Terapeuten hjælper klienten til at ankre oplevelsen ved fx at sige: “Jeg lagde mærke til, at du begyndte at trække vejret dybere, og at skuldrene faldt ned. Hvad er du opmærksom på?”

Når klienten selv oplever at hvile mere i en voksentilstand, kan klienten begynde at se verden fra et helt andet perspektiv. Fra den voksne tilstand omfatter man sig selv med større medfølelse og forståelse, man oplever sig adskilt fra de tillærte overlevelsesstrategier, man ser valgmuligheder i sit liv, og man begynder at kunne give udtryk for sine behov og sætte sunde grænser.

INGEN MIRAKLER, MEN HÅB OM BEDRING

NARM-retningen har momentum for øjeblikket, fordi man både pædagogisk og psykologisk tillægger relationer, kontakt og afstemning så stor betydning. Det er mit store ønske, at flere får øje for metoden, så vi sammen kan bygge en bro over kløften mellem det, mange stadig gør i arbejdet med traumer, og det, forskning viser virker. Der er ingen mirakler at hente, når man arbejder med komplekse traumer – heller ikke med NARM. Men denne unikke metode gør det muligt at hjælpe klienter til at kunne opleve livet på en anden måde og ikke mindst at give dem håb om, at det faktisk er muligt, at de kan få det anderledes.

LITTERATUR Heller, L, A LaPierre: Udviklingstraumer. Hvordan udviklingstraumer påvirker selvregulering, selvbillede og evnen til kontakt. Hans Reitzels Forlag 2014.

Maté, Gabor: When the Body Says No – The Cost of Hidden Stress. Vermilion 2019.

Schottenbauer, MA, CR Glass, DB Arnkoff, SH Gray (2008). Contributions of Psychodynamic Approaches to Treatment of PTSD and Trauma: A Review of the Empirical Treatment and Psychopathology Literature. Psychiatry 71, 1334.

Kolk, Bessel van der: Kroppen holder regnskab. Klim 2019.

The CDC-Kaiser Permanente Adverse Childhood Experiences (ACE) Study. www.cdc.gov/violenceprevention/acestudy/about.html

Tove Mejdahl er specialist og supervisor i klinisk psykologi samt hovedlærer på NARM-uddannelsen.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

63

TEMA: TRAUMER

"NYD DE N S I DS T E TI D . . . "

Tekst: Helle Roland og Merete Stensen Foto: Christoffer Kølgaard

Om brug af berøring i behandling af traume ved kræft

I november 2017 blev det konstateret, at jeg havde en alvorlig, fremskreden kræftsygdom. Jeg skulle i kemobehandling, og hvis det lykkedes at slå kræften lidt ned, ventede en stor operation. Jeg var i chok både fysisk og psykisk, havde på det tidspunkt kun været i kontakt med sygehusvæsnet to gange i forbindelse med mine børns fødsler. Min mand, der ligeledes var i chok, spurgte forsigtigt lægen, om der var noget, vi selv kunne gøre. Han fik følgende svar: “Gå hjem og nyd den sidste tid, Helle har tilbage.”

Denne artikel handler om, hvordan jeg bl.a. har brugt traumebehandling i forbindelse med, jeg fik min kræftdiagnose, i mit arbejde med at finde ny energi og ny mening i et forandret liv. Det er vores håb at udbrede kendskabet og dermed inspirere andre til at bruge denne tilgang, hvor kræftpatientens egen livskraft inddrages i behandlingen, som i mit tilfælde har ført til bedre livskvalitet.

BRUG FOR AT HANDLE

Her snart fire år senere, efter flere kemobehandlinger og en seks og en halv time lang operation vil jeg dele, hvordan jeg i dag lever med min kræftsygdom. Jeg har mødt flere læger, der har givet udtryk for deres overraskelse over at se, hvor godt jeg har det.

Jeg har fra starten haft en holistisk tilgang til min sygdom. Den ’passive’ indsats, man tilbydes i det konventionelle onkologiske behandlingsregi: kemobehandling, operation, kemobehandling igen, i nogle tilfælde strålebehandling, kunne jeg ikke forlige mig med. Jeg havde brug for at handle for at genvinde følelsen af kontrol i mit eget liv.

64

Jeg har på intet tidspunkt været i tvivl om, at jeg havde brug for hjælp fra onkologerne til at dræbe kræftcellerne, men sideløbende følte jeg, det var nødvendigt at tage mig af de raske celler i kroppen. Min bestandige eksistentielle udfordring er, at min angst ikke ødelægger det livgivende håb, jeg størstedelen af tiden har.

Det har medført en livsomlægning, hvor en ny identitetsfølelse så småt er begyndt at spire. Jeg er ikke længere i stand til at arbejde, jeg har ændret min kost, jeg er meget opmærksom på at få motion, jeg har sat mig grundigt ind i mineral- og vitamintilskud. Ligeledes har jeg fra starten været meget opmærksom på vigtigheden af at få hjælp til regulering af mit nervesystem i forbindelse med den krisetilstand, min krop og psyke kom i, da jeg fik beskeden om min livstruende sygdom.

Jeg kontaktede min veninde og studiekammerat fra min traumeuddannelse, Merete Stensen, som har været og stadig er en uvurderlig støtte for mig i forbindes med det traume, min situation medførte.

Merete har bl.a. arbejdet med mine fødder. Jeg havde mistet min basale tillid til verden, følte at det solide fundament, jeg stod på, var smuldret fuldstændig.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

"I tilfældet kræft er traumet på en måde igangværende og nødvendiggør en anden tilgang. Mennesker, som er diagnosticeret med kræft, bliver rystet i deres grundvold, og alene det at finde ind til sig selv og kunne stole på, at eksistensen bærer, kan være vanskeligt. Oveni kan smerter, uvante signaler fra organismen/kroppen ofte sende alarmsignaler og dermed aktivere det autonome nervesystem. Ikke så sjældent lever kræftpatienter med en form for traumatisk stress i deres system.

Langsomt blev jeg klar over, at det medførte, at jeg næsten ikke turde træde ned på mine fødder. Jeg spændte alle fodens muskler, da jeg følte, at jeg ikke kunne stole på underlaget. Jeg blev meget overrasket og glad, da jeg igen kunne mærke, hvordan det føltes at træde ned på hele fodsålen, hvilket jeg ikke var opmærksom på, at jeg ikke gjorde.

Tilliden til Merete gjorde, at jeg turde lade hende arbejde med min sårede krop. Der var så mange mennesker og instrumenter, jeg havde været underlagt, som jeg var nervøs for at få for langt frem i bevidstheden. Så vi gik meget forsigtigt frem. Når Merete lægger sin hånd under mine ribben på ryggen, siger hun altid: ”Prøv at lægge mærke til kontakten fra min hånd udefra, og samtidig vil jeg bede dig rette din opmærksomhed mod at møde kontakten men hånden indefra.” Det inviterede til, at jeg langsomt bevægede mig mod alt det, som havde trukket sig sammen i min mave. Jeg turde igen sanse og udforske, hvordan min mave nu fungerede.

Jeg har været skåret op fra lige under brystet og ned til kønsbenet, og mine mavemuskler har ligeledes været skåret over. Flere organer er fjernet. Jeg havde ligeledes mentalt afskåret store dele af kroppen. Behandlingen har nænsomt hjulpet mig til at give min krop fuld opmærksomhed, slippe fastlåstheden og derved komme hjem til mig selv igen.

Endelig har Merete også arbejdet med mit kranie. Den ro og balance, det har givet i min krop, har været med til at give mig modet til at møde min sygdom. At leve med

en kræftsygdom er en stor psykisk belastning, men jeg er ved at vænne mig til min dagligdag med de nye vilkår. Jeg er blevet meget opmærksom på prioriteringer og værdier i mit liv og værdsætter livet og relationer i et helt andet omfang, end jeg gjorde, før jeg blev syg.

I det følgende vil Merete Stensen uddybe sin tilgang og måde at arbejde på.

KRÆFT INGANGVÆRENDE TRAUME

Jeg startede min søgen efter redskaber til bedre at kunne møde og støtte de udfordringer, jeg så hos kræftpatienter, mens jeg en årrække arbejdede som fysioterapeut på onkologiske og hæmatologiske sengeafdelinger. Et stort antal af de patienter, jeg kom i kontakt med, viste tegn på traumatisering – både fra det at leve med en livstruende sygdom og fra de behandlinger, de blev tilbudt.

De behandlingsformer, som tilbydes kræftpatienter, er nok så brutale, selv om hensigten er god. Men følger efter kirurgiske indgreb, stråleterapi og kemo kan tit være svære at håndtere. Og er i sin natur overvældende for organismen.

Min søgen bragte mig til USA, hvor jeg tog en uddannelse i Touch Skills Training for Traumatherapists. Derefter fuldførte jeg uddannelsen til SE-traumeterapeut i Danmark samt en uddannelse til SOMA-terapeut. Det

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

65

TEMA: TRAUMER

er med denne baggrund, jeg vil forsøge at uddybe min tilgang til at arbejde med traumer efter kræftforløb. Behandlingen adskiller sig fra klassisk traumeterapi, der har som udgangspunkt at genforhandle en traumatisk hændelse og færdiggøre uforløste forsvarsmekanismer.

I tilfældet kræft er traumet på en måde igangværende og nødvendiggør en anden tilgang. Mennesker, som er diagnosticeret med kræft, bliver rystet i deres grundvold, og alene det at finde ind til sig selv og kunne stole på, at eksistensen bærer, kan være vanskeligt. Oveni kan smerter, uvante signaler fra organismen/kroppen ofte sende alarmsignaler og dermed aktivere det autonome nervesystem. Ikke så sjældent lever kræftpatienter med en form for traumatisk stress i deres system.

Mennesker, som lider af traumatisk stress, vil have vanskeligt ved at vende tilbage til en tilstand af ligevægt, når denne er blevet forstyrret. Der vil ofte være en disorganisering og mangel på stabilitet. Og i stedet for en naturlig ligevægt vil disse mennesker skulle bruge betydelige anstrengelser – psykologisk eller fysiologisk – på at håndtere deres mangel på stabilitet.

BERØRING SOM METODE

Berøring er en potent form for feedback til fysiologien og har kapaciteten til at påvirke den fysiologiske og somatiske funktionsevne hos klienterne. Dette understøttes af en voksende mængde forskning (Phelan 2009). Ved at benytte en direkte kontakt med specifikke fysiske strukturer og kropsregioner, der spiller en vigtig rolle i den fysiologiske regulering, kan jeg ændre på/påvirke klientens stressrespons. Teknikkerne kan også hjælpe klienten med at finde måder at regulere sit eget nervesystem på samt bedre at håndtere aktivering eller ængstelse.

Ved traumer sker der et brud i forbindelsen mellem det sensoriske og det motoriske plan i kroppen. Det vil sige, at vi sagtens kan bevæge os og fungere motorisk, men nødvendigvis uden en integreret sensorisk perception.

Det kan gøre det vanskeligt at føle, at man er fuldt til

66

stede i kroppen og i nuet. Der mangler på en måde en kontakt til et dybere lag af selvopfattelse.

Basis for behandlingen er, at der bliver skabt en tryg ramme. Det at genskabe tryghed er i sig selv en nøglefaktor.

Tryghed i kroppen, tryghed til mig som behandler – i forhold til tyngdekraften og til at finde støtte i jorden under os – er afgørende for at kunne komme til stede i nuet. Og til at finde ro nok til at tænke de svære tanker uden at blive overvældet eller fraspaltet/dissocieret.

Jeg vil i det følgende beskrive nogle af de teknikker, jeg synes er mest virkningsfulde til at hjælpe klienter med at finde ind til en sanset oplevelse af at være i kroppen og være mere til stede i nuet. Udgangspunktet er lyttende. Jeg bruger mine hænder til at lytte med og er modtagelig i min holdning og tilstedeværelse. Den kontakt, jeg giver, er en invitation til klienten til at møde mig indefra – uden krav eller fordringer. Jeg forventer ikke noget bestemt, men venter på, at klienten kommer til stede i kontakten. Samtidig er min kontakt fokuseret, støttende og i resonans med klientens fysiologi.

NYRER/BINYRER

Det sted, jeg begynder, er næsten uden undtagelse ved nyrer/binyrer. Nyrerne/binyrerne kommer meget direkte i spil med ændringer i metabolismen som følge af stress. Anatomisk er nyrerne placeret oppe under bagsiden af ribbenene, en på hver side, lige under diafragma. Denne placering gør nyreregionen og diafragma gensidigt meget påvirkelige af hinanden. Hvis diafragma er kronisk anspændt, påvirker det ikke kun åndedrættet, men giver også spændinger rundt om nyrer/binyrer. Hvis jeg kan invitere nyrerne til at slappe af, vil dette ofte have en positiv indvirkning på den forbindelse, de har med diafragma, og dermed påvirke åndedrættet. Binyrerne sidder direkte oven på nyrerne og er ansvarlige for udskillelsen af adrenalin, noradrenalin og kortisol. Disse hormoner kaldes kamphormonerne, og er stærkt involverede i kamp-flugt-responset, når vi er under stress. Ved at få kontakt til nyre/binyre-regionen kan man invitere til en afspænding i dette område, hvilket positivt påvirker klientens evne til at føle sig

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

mindre aktiveret. Indsnævring i dette område er typisk for stressrespons.

Jeg har som regel klienten liggende på ryggen på en massagebriks, og min hånd glider ind til lænden, lige under ribbenskanten. Dette er som regel meget behageligt for klienten og tillader mig at monitorere ansigtsudtryk, åndedræt og andre indikationer, som giver vigtig information om klientens respons, mens vi arbejder. Kontakten er til kropsoverfladen, men min opmærksomhed er dybere inde i kroppen, lokaliseret omkring nyreområdet. Opmærksomheden kan også involvere diafragma, da det er nært forbundet med nyrerne. Det er en hjælp at bede/invitere klienten til at lægge mærke til sin respons på kontakten og lægge

mærke til ændringer. Nogle klienter mærker ingenting i det specifikke område, men kan mærke en mere overordnet følelse af afspænding, eller at deres vejrtrækning bliver dybere. Jeg vil med stor sandsynlighed kunne mærke til mere lokale ændringer i vævet omkring nyrerne, enten ved at nyrerne ’lander’ ind i kontakten, eller ved at diafragma afspændes.

Det er en vigtig hjælp til selvregulering, at behandler og klient sammen identificerer så mange indikationer på forandring som muligt. Det gør det nemmere for klienten at genkende dem, når hun praktiserer på egen hånd og træner samtidig observationer af indre sansning. Jeg foreslår ofte klienten at rulle et håndklæde sammen og – liggende på ryggen – lægge det under nyreregionen.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

67

TEMA: TRAUMER

Invitationen er at lægge mærke til støtten fra underlaget og lægge mærke til det blide tryk fra håndklædet over lænden. Give kroppen tid til at lande, at finde og tage imod støtten. Denne fokuserede afspænding kan være en god hjælp til at reducere aktivering og give klienten et redskab til at regulere stress.

HJERNESTAMME

Fokus for dette greb er den øverste del af nakken, kraniekanten, og de hjernestrukturer, der ligger her: Hjernestamme og mellemhjernen. Mange af de nøglestrukturer, som er knyttet til kamp, flugt og frys er lokaliseret her (Berridge & Waterhouse 2003). De interagerer med andre regioner i hjernen og kroppen, og de styrer, hvordan vi responderer på følelsen af at være truet og på, hvordan vi efterfølgende vender tilbage til en mere afslappet tilstand. Området spiller også en rolle i, hvordan vi lærer af oplevelsen af trussel, og hvordan vi forbereder os på fremtidige udfordringer.

Klienten ligger på ryggen på en massagebriks, og jeg lader mine hænder glide ind under baghovedet med fingerspidserne i kontakt med kraniekanten. Invitationen er, at lade klienten hvile vægten af hovedet ned i mine hænder og tage imod støtten fra hænderne og underlaget. Min opmærksomhed retter sig ind mod hjernen og hjernestammen, og intentionen er inviterende til at lade spændinger i området blive mødt og holdt.

Mange af mine klienter rapporterer om en dyb grad af regulering og afspænding med dette greb. Som en af mine klienter formulerede det, så føltes det ”som at få hovedet og kroppen skruet sammen igen”, hvilket opleves som en følelse af indre sammenhæng og en større grad af ro, både i kroppen og tankerne.

MAVEN

Maven bliver ofte omtalt som ’den anden hjerne’ på grund af de millioner af nerveforbindelser, der befinder sig i maveregionen. Det enteriske nervesystem (ENS), som er lokaliseret i fordøjelseskanalen, har lige så mange nerveceller som rygmarven (Furness et al.

68

2014). ENS kan fungere autonomt, men kommunikerer også med centralnervesystemet. Faktisk er 80 % af nervecellerne i ENS opadgående. Det vil sige, at kommunikationen hovedsageligt går fra maveregionen til centralnervesystemet, mens de resterende 20 % går den anden vej: fra hjernen til maven (Costa et al. 2000).

Vi har endnu ikke den fulde forståelse af, hvad det er, som kommunikeres herigennem, men det, vi ved, er, at noget af kommunikationen handler om, hvordan vi oplever os selv og vores omgivelser, det vi kalder interoception. Interoception er en form for perception, som er centreret i kroppens indre organer. Studier har vist, hvordan interoception er en betydningsfuld kilde til informationer om, hvordan vi oplever os selv og vore omgivelser (Cameron 2001). Nogle gange kan vores interoception endda fremkalde reaktioner i os, uden at vi er bevidste om det.

Det er samtidig et område, hvor vagus-nerven spiller en betydelig rolle. Vagus-nerven er den længste kranienerve, og den løber hele vejen fra hjernestammen til dele af colon (Seladi-Schulman 2018). Sensorisk leverer den informationer om sansninger fra muskler og hud samt fra kroppens organer. Motorisk stimulerer den muskler i svælget, i hjertet og autonome sammentrækninger i fordøjelseskanalen. Dette gør maveregionen sammen med fordøjelseskanalen til et væsentligt område for selvregulering og selvopfattelse.

Ved at arbejde med blid berøring til maveregionen har jeg potentialet til at støtte en øget opmærksomhed og bevidsthed om interoception og dermed til selvet.

Kontakten og opmærksomheden har også potentialet til at forbedre reguleringen af vagus-funktioner, såsom fordøjelse, hjerterytme og åndedræt, og derved bidrage til en dybere oplevelse af tilstedeværelse, regulering, empowerment og tryghed.

Teknikken i sig selv er ganske enkel, og som i det foregående er kontakten til det ydre af kroppen. Mens min opmærksomhed bevæger sig dybere ind i kroppen til viscera i bughulen. Jeg lader hånden hvile, mens jeg venter på respons fra klienten – i form af peristaltiske bevægelser eller tarmlyde. Klienten vælger selv, om hun vil have åbne eller lukkede øjne, blive i kontakt

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TEMA: TRAUMER

med mig, eller koncentrere sig om sine egne indre sansninger. Det vigtige er, at jeg som behandler bliver i kontakten på en rolig og selvregulerende måde og følger det, klienten måtte have brug for – om det er stilhed eller rolig småsnak om det, vi begge observerer.

BEVÆGELSE

Et andet element, jeg vil inddrage, hvis det er hensigtsmæssigt, og hvis klienten har kræfter til det, er bevægelse. Det vil være bevægelse med sigte på at løsne op for blokeringer og fastlåste mønstre for at komme mere til stede i kroppen – og i nuet.

Et nøglebegreb i forbindelse med bevægelse er den haptiske funktion. Kort opsummeret kan det haptiske system beskrives som der, hvor det motoriske og sensoriske mødes (Grunwald 2008). Som nævnt i indledningen oplever mange efter en traumatisk hændelse, at denne forbindelse bliver brudt. Intrasensorialitet er evnen til at være bevidst om en dobbelt funktion i sanserne – som det at kunne berøre og føle sig berørt af berøringen samtidig. En slags dialog mellem at give og modtage sanseinformation. Ved at arbejde med sansning og bevægelse sammen og sansning af bevægelse, kan der skabes en genintegration mellem disse fundamentale funktioner og kommunikationer. En integration er afgørende for at kunne føle sig til stede i kroppen, i verden, i livet og i nuet.

Ved at hjælpe organismen til en større grad af regulering ved berøring eller bevægelse, kan kroppens selvhelende kapacitet også bedre komme i spil. Regulering kan også bidrage til mere ro og mere stabilitet, således at klienten kan bruge sine kræfter på at leve sit liv og fylde det med egne ønsker i stedet for hele tiden af skulle kæmpe for at holde sammen på sig selv.

Tilsammen er det, jeg har forsøgt at beskrive, en del af min (tilnærmelse) måde til at støtte og hjælpe mennesker efter en kræftdiagnose. Måden kan dog benyttes til flere målgrupper og især til mennesker, som har udfordringer efter traumatiske hændelser, eller som døjer med stresstilstande.

LITTERATUR Phelan, JE (2009). Exploring the use of touch in the psychotherapeutic setting: A phenomenological review. Psychotherapy Theory, Research, Practice, Training. Vol. 46, No 1, 97-111.

Kain, KL (2010). Touching Trauma, The use of touch for supporting resilience and development of the capacity for self-regulation. Somatic practice.net.

Berridge, CW, BD Waterhouse (2003). The Locus coeruleus-noradrenergic system: modulation of behaviour state and state-dependent cognitive processes.

Brain research Review, 42(2003):33-84.

Furness, JB, BP Callaghan, LR Rivera, H-J Cho (2014). The Enteric Nervous System. Adv Exp Med Biol. 2014;817:39-71.

Costa, M, SJH Brookes, GW Hennig (2000). Anatomy and physiology of the enteric nervous system. Gut;(suppl IV) 47:iv15-iv19.

Cameron, OG (2001). Interoception: The inside story – a model for psychosomatic processes. Psychosomatic Medicine, 63(5):697-710.

Seladi-Schulman, J (2018). Vagus Nerve Overview. Healthline.com.

Grunwald, M (2008). Human Haptic Perception: Basics and Applications. Basel: Birkhauser Verlag.

Helle Roland MPF. Systemisk uddannet familieterapeut. Internationalt certificeret Theraplay terapeut. Somatic Experiencing Practitioner. Har arbejdet som terapeut i Stevns kommune samt haft privat praksis i Roskilde og på Stevns. Har ligeledes været supervisor på Theraplay-uddannelsen i Danmark. Nu førtidspensionist.

Merete Stensen, fysioterapeut, Somatic Experiencing Practitioner, Touch Skills Training Practitioner, SOMA terapeut.

Master of Public Health. Arbejder dels i et udekørende hospiceteam og dels i privat praksis i Lyngby.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

69

MINDEORD

HELLERE PSYKOTERAPI END PILLER

Mindeord

Medlem af Dansk Psykoterapeutforening gennem mange år, Henning Jørgensen, døde i starten af august efter længere tids sygdom – "meget mod sin vilje", som det stod anført i dødsannoncen.

og vel modtaget. Når man besøgte Maribo, blev man altid mødt af en Henning, der fulgte interesseret med i, hvem der kom, om alt var, som det skulle være, og om nogen manglede noget.

Henning blev født i 1938 og voksede op som søn af en landsbykøbmand. Han gik i farens fodspor og fik en stor karriere inden for købmandsfaget, hvor han ejede og drev en række købmandsforretninger rundt omkring på Sjælland.

Henning var næsten til det sidste aktiv som psykoterapeut. Som medlem af LAP – Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere – var han aktiv i arbejdet med at arrangere refugier for mennesker, som periodisk har brug for et fristed med omsorg og terapi for at pleje og optimere deres psykiske helbred.

Mens han var selvstændig forretningsdrivende, fandt han vej til at bruge psykoterapi som personlig udvikling og en mulighed for at løse op for gamle følelser, der tyngede. Dette førte til salg af alle forretningsinteresser, der afløstes af en psykoterapeutuddannelse med gestalt, drømme og kropsterapi som grundlag.

Digt:

INSPIRATIONSCENTER

I 2002 overtog han bygningerne efter Maribo Højskole og etablerede Inspirations Center Maribo, som blev et center for kurser og uddannelser inden for personlig og følelsesmæssig udvikling, mental træning, konfliktløsning, yoga, mindfulness, meditation, sund ernæring med videre. Mange vil huske ham herfra. Der var en god stemning, og Henning havde den holdning, at alle, der kom hos ham og Anne Lise, skulle føle sig hjemme

70

Inspirations Center Maribo

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

MINDEORD

Det var Hennings opfattelse, at behandling med psykofarmaka er en passiv behandling, og han ville arbejde for, at der blev etableret psykoterapeutiske behandlingscentre som tilbud til de mennesker, der hellere ville bearbejde deres traumer og komme i kontakt med sig selv og deres følelser.

Henning Jørgensen efterlader sin kone Anne Lise, to døtre og fem børnebørn.

Erik Wasli Psykoterapeut MPF Digt:

FOND

Henning fandt, at livet havde behandlet ham godt, ikke mindst økonomisk, og det ville han gerne give tilbage.

Derfor tog han i starten af 2021 initiativet til at oprette en erhvervsdrivende fond, som har fået navnet Nektar Fonden af 2021.

Det er hensigten med denne fond, at den skal understøtte den professionelle psykoterapi og psykoterapeutiske praksis i Danmark. Det skal ske ved oprettelse af et videnscenter om psykoterapi, medvirken til oprettelse af behandlingssteder for psykoterapi, understøttelse af forskning i psykoterapi og støtte til eller etablering af andre aktiviteter inden for psykoterapien.

Henning nåede inden sin død at glæde sig over, at arbejdet med fonden var sat godt i værk.

Med Hennings død tager vi afsked med et livsglad, nysgerrigt og engageret menneske, som vil blive savnet.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

71

NYE BØGER

N Y E B Ø G E R Omtalen bygger på oplysninger fra forlagene og indeholder ikke redaktionens vurderinger. Priserne er vejledende.

Niels Palle & Allan Holmgren: Må jeg få lidt natmad. Kritisk samtalebog om erfaringer med socialpædagogik ...

I bogen fortæller Niels Palle i en mailudveksling med psykolog og MPF Allan Holmgren om sin problematiske og traumatiserende opvækst, sin kontakt med psykiatrien og om sine erfaringer som pædagog på et børnehjem.”Stedet er meget uprofessionelt. Der er ikke et pædagogisk sprog blandt personalet, men en masse “synes”. Fagligheden er ekstremt lav, måske ikkeeksisterende.

Jeg ved ikke helt, hvem jeg skal snakke med om det her. ..." En meget personlig bog. Det, der sker på børnehjemmet, er sine steder hjerteskærende læsning.

Dispuks Forlag 2021. 328 sider, kr. 250.

Signe Westi Løvland: Den bevidste forælder Psykoterapeut MPF vil opdatere synet på forældrerollen. Vi skal vågne op fra vores mindset og etablerede forestilling om: Hvad er en mor? Hvad er en far? Det sker ikke ved primært at observere, mestre og håndtere vores børn, men ved at observere og håndtere os selv og kigge mere indad.

Bogen handler om at skabe en bedre og tættere forbindelse og kontakt til vores børn, bl.a. ved at blive mere opmærksom og bevidst om vore egne overbevisninger, mønstre og tillærte vaner.

Forlaget Forfatterskabet 2020. 190 sider, kr. 249. Også som e-bog og lydbog.

Birgite Hartvig Schousboe, Loa Clausen, René Klinkby Støvring: BED - en lærebog om Binge Eating Disorder BED (Binge Eating Disorder) eller tvandsoverspisning er den nyeste spiseforstyrrelsesdiagnose, og med udgangen af 2021 forventes den implementeret i det danske sundhedsvæsen, så den vil være klassificeret på lige fod med anoreksi og bulimi. Bogen giver en bred indføring i, hvad BED er, og hvilke behandlingsmetoder der er de mest lovende. Bogen er en lærebog målrettet en bred gruppe af sundhedspersonale.

Hans Reitzels Forlag 2021. 166 sider, kr. 300. Også som i-bog.

Kim Jørgensen (red.): Kommunikation for sundhedsprofessionelle Bogen giver indsigt i de mest relevante teorier og metoder, som sundhedsprofessionelle har brug for i den mundtlige og skriftlige kommunikation med patienter, pårørende og kollegaer.

Denne femte udgave af bogen er udvidet med to nye kapitler, som omhandler fortællingens sprog og åben dialog som kommunikativ tilgang. Bogens tidligere kapitler er gennemrevideret med den nyeste forskningsbaserede viden. Med bidrag fra bl.a. psykoterapeut MPF Bent Falk.

Gads Forlag 2021. 318 sider, kr. 349,95. Også som e-bog.

Sarah Daniel: Tilknytning og omsorgsarbejde: Personlige rødder og faglig plaksis At yde omsorg for andre mennesker er et vigtigt aspekt af mange fag. Omsorg hænger nært sammen med tilknytning, og i omsorgsarbejde bringes tilknytning let i spil - både hos modtageren og hos den fagprofessionelle.Bogen handler om, hvordan vores personlige historie med tilknytning og omsorg får betydning for vores kompetencer og udfordringer som profesionelle omsorgspersoner, og for hvordan vi trives eller mistrives i dette arbejde.

Forlaget Arboreta 2021. 234 sider, kr. 299.

72

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

NYE BØGER

Mette Vestergaard-Knudsen: Friuger. Livet som deleforældre med og uden børn Hvad vil det sige at have en halv familie, undvære børnene halvdelen af tiden og samtidig være et helt menneske? Forælder den ene uge og single og børnefri den anden? Og hvad med tabuerne?

Elsker man ikke sit barn nok, når man ikke savner dem, eller glæder sig til at aflevere dem hos den anden forælder? Friuger er først og fremmest en bog om og til deleforældre. Til dem, der er nyligt samlivsramte, og til dem, der har levet i det i mange år. Men andre kan også blive klogere.

Turbine 2021. 176 sider, kr. 249,95.

Jesper Dammeyer: Socialpsykologi. En introduktion til videnskaben om individet i en social sammenhæng Socialpsykologien handler om, hvordan vi handler, tænker og føler i sociale sammenhænge – fx i nære relationer, blandt kolleger eller i samfundet. Hvem bliver vi venner med, hvorfor smider nogle slikpapiret på gaden, mens andre samler det op, hvorfor har vi forskellige holdninger til indvandring mm? Bogen gennemgår aktuelle teorier og internationale forskningsresultater og diskuterer de kritiske socialpsykologiske traditioner, som har været fremtrædende i Danmark.

Hans Reitzels Forlag 2021. 250 sider, kr. 350.

Karen-Asta Bo (red.), Jens Guldager (red.), Birgitte Zeeberg (red.): Udsatte børn – et helhedsperspektiv Bogen rummer den viden, som fagpersoner, der arbejder med udsatte børn, har brug for. De komplekse sociale og psykologiske processer, som barnet påvirkes af - og som det selv påvirker - ses i et helhedsperspektiv; alle kapitler bidrager med teoretiske tilgange, empiri og cases. Samtidig opnår læseren en forståelse af det sociale arbejdes praksis som en integreret del af samfundet. 4. udg. er stærkt revideret og udvidet. I alle kapitler er der tilføjet ny viden og ny lovgivning på området.

Akademisk Forlag 2021. 448 sider, kr. 399,95.

Esben Hougaard, Ole Karkov Østergård: Kort & Godt om psykoterapi Ny bog i forlagets Kort & Godt-serie. Hvad er psykoterapi? Hvilke forskellige retninger er de mest almindelige? Hvordan virker psykoterapi? Hvordan foregår det i praksis? Bogen kommer rundt om de væsentlige aspekter ved psykoterapi. Den fortæller om de mest udbredte retninger, og om hvordan og hvorfor de virker. Den fortæller om psykoterapi ved forskellige psykiske lidelser, og den giver et overordnet indblik i den vigtige forskning bag psykoterapien og dens virkningsmekanismer.

Dansk Psykologisk Forlag 2021. 122 sider, kr. 158. Også som e-bog.

Søren Ulrk Thomsen: Store Kongensgade 23 – Et essay Peter Øvig: Jeg er hvad jeg husker. Efter elektrochokket To forfattere har hver for sig skrevet en bog om henholdsvis morens og egen historie med svær psykisk sygdom, om mødet med det psykiatriske system og om elektrochok som behandling af depression. Deres oplevelser er ikke de samme. Øvig blev helbredt af elektrochok, Thomsens mor ikke. Hun fik efter seks år indlæggelse afgørende gavn af samtaler med en læge. Øvig har tidligere udgivet bogen Min mor var besat om morens psykiske sygdom.

Gyldendal 2021. Henholdsvis 96 sider, kr. 199,95 og 306 sider, kr. 249,95. Begge som e-bog og lydbog.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

73

FYRAFTENSMØDE OG KURSUS I DANSK PSYKOTERAPEUTFORENING

FYRAFTENSWEBINAR

KURSUS

Torsdag 18. november 2021 kl. 17-19 Lone Algot, psykolog og parterapeut,specialist i psykoterapi

SUND VREDE OG GRÆNSESÆTNING

PARFORHOLD OG EFT-PARTERAPI

Kom med til et virtuelt oplæg om parforhold og EFTparterapi.

Hvordan kan vi forstå parforholdsproblemer? Hvad får par til at blive? Til at gå? Og hvad skal vi som parterapeuter lytte efter og fokusere på, når par kommer ind ad døren og beder om redskaber, værktøjer og strategier?

Hvad er det dybest set, de efterspørger?

PRIS: Kr. 150.

STED: Online på Zoom Tilmelding og betaling inden mødet som anført nedenfor.

På dette kursus går vi i dybden med vrede som skyggefølelse.

Vrede er ofte forbundet med skam, men er en vigtig, naturlig (og misforstået) følelse. Formålet med kurset er at hive vreden ud af skammekrogen og blive klogere på den sunde vrede, så det bliver lettere at kunne sige det, der er svært at få sagt, sætte sunde grænser og bede om det, man har brug for – uden drama, aggression eller skam.

Du vil kunne bruge kurset både personligt og professionelt, især hvis du har klienter, der har svært ved at mærke, håndtere eller udtrykke deres vrede. På kurset lærer du om vrede i en skyggekontekst og hvorfor adgang til vreden er så vigtig.

Du lærer vredens mange skjulte forklædninger at kende og bliver præsenteret for de fire usunde vredesmønstre og deres oprindelse, kendetegn og udfordringer.

Vi kigger nærmere på familiens og opvækstens betydning for vores personlige vredestype og går i dybden med den vigtige (og ofte oversete) sammenhæng mellem vrede og skam.

På dag to præsenterer underviseren sin 9-trins Grænsesætningsguide, og du får selv mulighed for at arbejde med den, ligesom du får konkrete strategier til hver vredestype og forslag til sund vredesforløsning, der ikke skader andre.

Kurset er praksisorienteret og vil bestå af en kombination af oplæg, øvelser og korte guidede visualiseringer. Du bliver klogere på dine egne skygger og vredesmønstre, samtidig med at du vil kunne hente inspiration til din praksis som udøvende psykoterapeut. Hvis du arbejder med par, vil især forståelsen af sammenhængen mellem skam og vrede være gavnlig i konfliktsituationer.

PERNILLE MELSTED

er uddannet Integrative Shadow Coach i USA af Debbie Ford i 2003. Hendes speciale er skyggearbejde og vrede, Pernille Melsted er en af tre personer på verdensplan, der er certificeret til at lede Debbie Fords originale tre-dages Shadow Process workshop. Er forfatter til fire bøger om skyggen og vrede.

TID OG STED: Torsdag-fredag den 11.-12. november 2021.

Aalborg.

PRIS: Medlemmer kr. 2.400, ikke-medlemmer kr. 4.000, studie-medlemmer kr. 2.160. Prisen inkluderer morgenmad, frokost og eftermiddagskaffe/te.

TILMELDING: Tilmelding som anført på næste side senest den 12. oktober 2021.

TILMELDING på www.dpfo.dk> Aktuelt > Kurser [arrangementet].

BETALING: Betaling ved tilmelding med kort eller MobiePay. Betaling skal ske inden mødet, men kan evt. ske på MobilePay på selve mødeaftenen.

AFBUD TIL FYRAFTENSMØDER/FOREDRAG: Tilmelding til foredrag/fyraftensmøder er bindende, og der er ingen tilbagebetaling ved afbud.

TJEK www.dpfo.dk > Aktuelt > Kurser [arrangementet] for evt. ændringer vedr. arrangementet.

YDERLIGERE OPLYSNINGER: www.dpfo.dk og Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.

74

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

KURSER I DANSK PSYKOTERAPEUTFORENING

KURSUS

KURSUS

PARFORHOLD OG EFT-PARTERAPI

Du kender nok fornemmelsen af at sidde med et par og langsomt, men sikkert, miste fokus, og i håbet om at være hjælpsom begynder du at fange først de forskellige bolde og dernæst de forskellige kugler, der bliver skudt afsted mellem parret. Og følelsen af afmagt og utilstrækkelighed overvælder dig.

Uanset om det larmer eller er stille, så foregår der ofte store og vigtige dramaer mellem par – fordi det er her, en af vores væsentligste tilknytningsarenaer er i spil.

Kom med på to dages kursus, hvor vi med afsæt i den emotionsfokuserede parterapi (EFT) og med undervisning, demonstrationer og træning ridser et solidt landkort op, som du kan navigere efter, når du arbejder med par.

Du vil blive inspireret med et solidt tilknytningsfokuseret perspektiv på det, der udspiller sig mellem parret – og til tider mellem par og parterapeut – så du bliver tryggere i at hjælpe parret med at forstå det tilknytningsbaserede brændstof, der vedligeholder og forstærker det mønster, de er kommet ind i.

Du får: • Konkrete værktøjer til arbejdet med parterapi • Et landkort at forstå parforholdsdynamikker i • En grundmodel, som du kan integrere i dit arbejde • En forståelse for de forskellige mønstre, par kan lande i • Hjælp til at vurdere, om parterapi vil være hjælpsomt for parret • Mere fokus, retning og klarhed i arbejdet med par.

LONE ALGOT

ANVENDELSE AF NEUROAFFECTIV FORSTÅELSE I PSYKOTERAPI

Neuroaffectiv udviklingspsykologi er en teori til at forstå personligheds-, følelsesmæssig- og social udvikling ud fra sammenhængen mellem biologi og miljø. Teorien er knyttet op på, at vores hjerne består af forskellige niveauer, som alle har stor betydning for den måde, vi er i livet på, og for den måde, vi går i samspil med omverdenen på. Den forstår, at de følelsesmæssige, ordløse og sansede erfaringer, vi får specielt i den allertidligste leveår, har den afgørende betydning for, hvem vi er, og hvordan vi går i samspil med vores omverden.

Forskerne mener, at de strukturer, der er dannet i nervesystemet, bestemmer de interaktioner, man kan have med omgivelserne. Er strukturerne umodne eller præget af traumer, gør det vores interaktionsmuligheder mindre udviklende.

Kurset vil indeholde en gennemgang af kernebegreberne og modeller i den neuroaffective forståelse og relatere disse til praktisk anvendelse i psykoterapi, specielt med sigte på hvilke terapeutiske interventioner der er hensigtsmæssige i de forskellige positioner i de neuroaffective kompasser, som er udviklet af Susan Hart og Marianne Bentzen.

For at have tid til at også at arbejde med terapeutiske interventioner tilrettelægges kurset ud fra den forudsætning, at deltagerne alle har et vist kendskab til den neuroaffective udviklingspsykologis grundstene. Det anbefales, at deltagerne også er introduceret til den treenige hjerne.

PETER KOFOED

er psykolog og parterapeut og har de sidste 15 år arbejdet intensivt med par. Hun har i en årrække arbejdet med højkonflikt par og par med vold og de sidste ni år arbejdet i privat praksis med par, supervision og undervisning. Hun har forskellige parterapeutiske efteruddannelser og har de sidste mange år især arbejdet med en emotionsfokuserede (EFT) tilgang til par, som Sue Johnson har udviklet.

har været i psykoterapeut i 31 år. Han er uddannet på BodyNamic Institute og har specialiseret sig i chok-traume arbejde. Han har sideløbende arbejdet som stresskonsulent og med supervision af psykoterapeuter og personale på behandlingsinstitutioner i 20 år. Indtil 2011 haft sin egen psykoterapeutuddannelse. Er i dag leder af den neuroaffective lederuddannelse og har sin egen supervisoruddannelse, der integrerer den neuroaffective forståelse i supervision.

TID OG STED: Tirsdag den 2. marts 2022 kl. 10-16, onsdag den 3. marts kl. 9-16. Trekanten, Sebbersundvej 2 A, 9220 Aalborg Ø.

PRIS: Medlemmer kr. 2.400, ikke-medlemmer kr. 4.000, studie-medlemmer kr. 2.160. Prisen inkluderer morgenmad, frokost og eftermiddagskaffe/te.

TILMELDING: Tilmelding som anført nedenfor senest den 26. januar 2022.

TID OG STED: Fredag den 1. april 2022 kl. 10-17, lørdag den 2. april kl. 9-16. København.

PRIS: Medlemmer kr. 2.400, ikke-medlemmer kr. 4.000, studie-medlemmer kr. 2.160. Prisen inkluderer morgenmad, frokost og eftermiddagskaffe/te.

TILMELDING: Tilmelding som anført nedenfor senest den 1. marts 2022.

TILMELDING til kurser, foredrag og fyraftensmøder på www.dpfo.dk > Aktuelt > Kurser [arrangementet].

BETALING: Skal ske med betalingskort eller MobilePay på nettet ved tilmelding.

AFBUD TIL KURSER: Når du tilmelder dig et kursus, har du 14 dages fortrydelsesret, hvor du kan få den fulde pris retur. Hvis du melder afbud efter de 14 dage, men inden sidste tilmeldingsfrist for kurset, kan du framelde dig og få returneret kursusprisen fratrukket kr. 450 til dækning af administration.

Efter sidste tilmeldingsfrist er der ingen tilbagebetaling. Du kan altid vælge at overlade din plads til en anden gebyrfrit.

TJEK www.dpfo.dk > Aktuelt > Kurser [arrangementet] for oplysninger om stedet for afholdelsen samt evt. ændringer i tilmeldingsfrist mv.

YDERLIGERE OPLYSNINGER: Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

75

KURSER I DANSK PSYKOTERAPEUTFORENING

KURSUS

ORGANISATIONER I ET SYSTEMISK OG DYNAMISK PERPEKTIV

Systemisk organisationsopstilling er en fænomenologisk metode, der viser, hvordan skjulte negative dynamikker i en organisation kan give ubalancer i nutiden og afstedkomme, at mennesker i organisationer ikke trives.

Bert Hellinger – tysk filosof – siger sammen med flere, der har arbejdet med forandringsprocesser i organisationer, at når mennesker og begivenheder (fx fyringer/nedlæggelse af afdelinger) er ekskluderet, så virker det som om, at bruddet på integritet er utåleligt. Og hvis noget er ekskluderet og uerkendt, vil mennesker, der kommer til senere, være loyale og hemmeligt repræsentere dem/det.

Systemet vil simpelthen gentage dynamikken i et forsøg på at huske, hvad der er blevet ekskluderet, indtil de eller deres bidrag er blevet anerkendt og har fået sin plads. Så vi kigger på roller og funktioner i stedet for på personer.

Lene Holmsgaard vil på kurset fortælle om de tre ’naturlove', der er vigtige at kende for at kunne identificere de syv skjulte dynamikker, og om, hvordan man kan arbejde med dem i praksis. Deltagerne vil gå fra kurset med viden om, hvordan man konkret kan hjælpe mennesker, der har problemer på deres arbejde med at ’se’, hvordan deres organisations historie har indvirkning på dem og deres arbejdsliv.

LENE HOLMSGAARD

er advokat, uddannet i systemisk familie-og organisationsopstilling og mangeårig konfliktmægler og supervisor. Hun er medstifter af Center for Konfliktløsning, hvor hun har været faglig leder, og hun har udviklet og undervist i centrets mæglingsuddannelse og grunduddannelse i konfliktløsning.

Er desuden medstifter af Institut for Diapraxis, hvor hun underviser og leder mæglende udviklingsprocesser i organisationer.

TID OG STED: Mandag den31. januar 2022 kl. 10-17, tirsdag den 1. februar kl. 9-16. København.

PRIS: Medlemmer kr. 2.400, ikke-medlemmer kr. 4.000, studie-medlemmer kr. 2.160. Prisen inkluderer morgenmad, frokost og eftermiddagskaffe/te.

TILMELDING: Tilmelding som anført nedenfor senest den 31.. december 2022.

KURSUS

FORSTÅELSE OG BEHANDLING AF SPISEFORSTYRRELSER OG FORSTYRRET SPISNING

Som behandler møder man mange mennesker, der på forskellig vis er blevet forstyrret i deres forhold til mad, vægt og spisning. Nogle er så belastede, at de lever op til kriterierne for en spiseforstyrrelse, mens andre befinder sig i gråzonerne. Fælles for dem er, at de er fanget i mønstre, hvor mad og krop fylder uforholdsmæssigt meget i deres liv.

På temadagen kortlægger jeg landskabet spiseforstyrrelser og forstyrret spisning. Jeg beskriver de mest almindelige spiseforstyrrelser – anoreksi, bulimi og Binge Eating Disorder (BED) på dansk tvangsoverpisning, samt nogle af de nytilkomne som ortoreksi, træningsafhængighed. Sammen ser vi på særlige kendetegn og karakteristika, så du bliver klædt på til at spotte, hvornår der er tale om hvad. Der vil blive gået i dybden med spiseforstyrrelsen tvangsoverspisning/BED. På temadagen introduceres du til metoderne mekanisk spisning, kostdagbog og eksternalisering og får input til at arbejde terapeutisk med kropskritik.

Temadagen vil bygge på kliniske erfaringer og forskning og vil invitere til refleksion over krop, vægt og sundhed.

LENE MEYER

er autoriseret psykolog (2008) med en kandidatgrad fra Københavns Universitet og en bachelorgrad fra Goldsmiths College i London. I mere end 10 år har hun beskæftiget sig med spiseforstyrrelser – anoreksi, bulimi og BED/tvangsoverspisning – dels i psykiatrien (Psykoterapeutisk Center Stolpegård og Psykiatrisk Center Ballerup) og dels i privat regi. Lene Meyer har en terapeutisk efteruddannelse i systemisk og narrativ terapi, som betyder, at hun har en forståelse af problemer som noget, der opstår og vedligeholdes i interaktioner mellem mennesker og formes af den kultur og det samfund, vi lever i.

TID OG STED: Lørdag den 23 april 2022 kl. 10-16. Kulturstedet Lindegaarden, Peter Lundsvej 8, 2800 Kgs. Lyngby.

PRIS: Medlemmer kr. 1.200, ikke-medlemmer kr. 2.000, studie-medlemmer kr.1.080. Prisen inkluderer let morgenmad fra kl. 9.30, frokostsandwich og eftermiddagskaffe/te.

TILMELDING: Tilmelding som anført nedenfor senest den 14. marts 2022.

TILMELDING til kurser, foredrag og fyraftensmøder på www.dpfo.dk > Aktuelt > Kurser [arrangementet].

BETALING:Skal ske med betalingskort eller MobilePay på nettet ved tilmelding.

AFBUD TIL KURSER: Når du tilmelder dig et kursus, har du 14 dages fortrydelsesret, hvor du kan få den fulde pris retur. Hvis du melder afbud efter de 14 dage, men inden sidste tilmeldingsfrist for kurset, kan du framelde dig og få returneret kursusprisen fratrukket kr. 450 til dækning af administration.

Efter sidste tilmeldingsfrist er der ingen tilbagebetaling. Du kan altid vælge at overlade din plads til en anden gebyrfrit.

TJEK www.dpfo.dk > Aktuelt > Kurser [arrangementet] for oplysninger om stedet for afholdelsen samt evt. ændringer i tilmeldingsfrist mv.

YDERLIGERE OPLYSNINGER: Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.

76

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

Traumeheling ApS lukker ned og afvikler pr. 31. oktober 2021.

1-ÅRIG UDDANNELSE STARTER 19. NOVEMBER TRE

(Tension & Trauma Releasing Exercises) er en ny, unik tilgang til stress- og traumebehandling, udviklet af David Berceli. Der tages udgangspunkt i, at stress og traume sætter sig i kroppen. Det kan der imidlertid effektivt rådes bod på med et øvelsesprogram, som ovenikøbet er relativt let at lære.

TRE har vist sig overordentligt effektivt i utallige sammenhænge, lige fra det mere hverdagsagtige til behandling af de mest voldsomme hændelser. Metoden kan stå alene eller kan være et særdeles anvendeligt supplement til kropsorienteret terapi.

Uddannelsen strækker sig over 1 år og henvender sig alle, som har berøring med ovennævnte problemfelt, uanset om interessen er personlig eller faglig. Du vil lære at arbejde med TRE både individuelt og i grupper.

Du kan læse meget mere om TRE og uddannelsen på vores hjemmeside:

www.tre-academy.com

SE Foreningen har fundet en ny organisator til videreførelse af de allerede planlagte aktiviteter, herunder SE uddannelse.

Vi vil gerne her takke for mange års fint og dejligt samarbejde til jer som har fundet vej til os og vores arrangementer.

Samtidig ønsker vi de nye organisatorer af Somatic Experiencing uddannelse god vind i sejlene fremover.

Varme hilsner, Traumeheling ApS Frank V. Olsen, Jette Koch , Ulrik Jørgensen & Ursula Fürstenwald

Traumeheling.dk

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

77

Bange for at bryde GDPR? Nu kan du nemt sende fortrolige informationer og følsomme personoplysninger om dine klienter på en sikker måde gennem e-Boks.

Som psykoterapeut skal du ofte sende aftaler, regninger eller andet information til dine klienter.

Brug e-Boks Express til disse beskeder, så er du sikker på, at de er krypteret og ender i modtagerens e-Boks. e-Boks Express kræver ingen integration til andre systemer, men er en online selvbetjeningsplatform, hvor du kan sende beskederne direkte fra din egen pc.

Prøv e-Boks Express i dag og få de 5 første forsendelser gratis.

Gå ind på e-boks.com

eboks_GDPR_TFP.indd 1

78

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

07.09.2021 09.57

Bliv frivillig rådgiver i NEFOS Hos NEFOS søger vi lige nu frivillige rådgivere i hele landet, og vil meget gerne have flere psykoterapeuter i vores faglige stab.

Derfor håber vi, at du har lyst til at bruge dine kompetencer til at hjælpe mennesker i sorg.

OM NEFOS: NEFOS (Netværket for Selvmordsramte) er en landsdækkende frivillig organisation, som støtter og rådgiver mennesker, der er påvirket af andres selvmordshandlinger. Der kan både være tale om efterladte efter selvmord og pårørende til selvmordstruede. Som frivillig rådgiver, vil du kunne komme til at arbejde med rådgivning gennem individuelle samtaler og som medgruppeleder/gruppeleder i samtalegrupper.

DET SØGER VI: NEFOS søger frivillige rådgivere i hele landet – særligt i Nordjylland, Midtjylland og Sydjylland. Som frivillig i NEFOS har du fleksibel arbejdstid. Du bestemmer altså selv, hvor mange brugere du ønsker at have samtaler med, og du aftaler selv samtaletidspunkt med brugeren. Du vil selvfølgelig blive oplært i at have samtaler med de pårørende og efterladte, inden du starter som rådgiver.

Det er en forudsætning, at du har lyst til at indgå i et oplæringsforløb. Her vil du, forud for arbejdsstart, følge en fast rådgiver og modtage opkvalificering ift. NEFOS’ arbejdsmetoder. Derudover vil du løbende modtage supervision i dit arbejde som frivillig rådgiver.

INTERESSERET? Så send os en ansøgning, hvor du skriver lidt om din motivation for at lave frivilligt arbejde hos os, samt lidt om din faglige baggrund og praktiske erfaring. Ansøgningen sender du til faglig leder Elene Fleischer på kontakt@nefos.dk.

Læs mere om NEFOS på vores hjemmeside:

www.nefos.dk

eller kontakt os på

tlf. 6312 1226

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

79

WWW.BODYNAMIC.COM

E-learning kurser www.bodynamic.com/elearning/ YouTube klip med interviews

1-ÅRIG PÆDAGOGISK & TERAPEUTISK EFTERUDDANNELSE

I HØRSHOLM 4 X 5 DAGE – OPSTART 20. OKTOBER 2021 TRÆNING I SAMARBEJDS- OG KOMMUNIKATIONSSTRATEGIER MED FORSTÅELSE IND I UDVIKLINGSPSYKOLOGIEN.

En stor del af vores adfærd og måde at interagere med andre på, er præget af de mønstre og strukturer, som blev skabt i løbet af vores barndom & teen-age år. De har manifesteret sig i vores krop og kropsholdning og den måde vi kommunikerer på både verbalt og nonverbalt.

Lærere: Ditte Marcher + Tina Janken Tage

CHOKTRAUME UDDANNELSE – I 2 DELE - PROCES OG PROFESSIONEL DEL

DEN PERSONLIGE PROCES I HEALING AF DINE CHOK TRAUMER/ PTSD OG PROFESSIONELLE LÆRINGSDEL. Ud fra et klart kropsligt integreret perspektiv tilbydes denne træning for professionelle behandlere og terapeuter, der vil vide og kunne mere om forløsning af choktraumer og opbygning af nye ressourcer.

Det specielle ved Bodynamic’s arbejdsmåde og forståelses perspektiv er, at vi inddrager kroppen på meget konkrete, fysiske måder i arbejdet med traumer.

Lærere: Ditte Marcher og Lene Wisbom Del 1 og del 2 er på hver 3 x 5 dage: - hurtig tilmelding tilrådes UDDANNELSES START I 2021: 3. november 2021 - slut december 2022

3-ÅRIG BODYNAMIC KROPS PSYKOTERAPEUTISKE UDDANNELSE - NY START I 2021

Denne uddannelses indhold er allerede anerkendt og anvendt i andre former for psykoterapi, forskellige former for kropsterapier, socialt arbejde, erhvervsorganisationer og fagfolk indenfor sundhed og pleje, der har ønsket at udvide deres viden og præcision. * Udvikle evnen til at skabe kontakt og forblive i kontakt; * Være i stand til at fornemme vores selvværd og selvtillid; * At have evnen til at træde frem med vores personlighed;

Opstart i Hørsholm: 6. oktober, 2021

* Holde den sociale balance i kontakt med andre; * Støtte os i vores evne til at holde vores position og stå fast; * Udvikle vores kognitive evner;

Kursus dage eksternat om året: 5 x 5 dage i Hørsholm

(mulighed for billig overnatning)

Mere info:

SE MERE PÅ WWW.BODYNAMIC.COM/DE - WWW.BODYNAMIC.ORG Info og nyhedsbrev: info@bodynamic.dk

Medlem af Dansk Psykoterapeutforening

80

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

skriv til

info@bodynamic.dk

HEALINGKURSUS

H I L D E B R A N D I N S T I T U TT E T

P S Y KOT E R A P E U T I S K U D DA N N E LS E

Glæden ved at give til andre

Kurset er en praktisk og teoretisk introduktion til en kropsligt funderet healingsform, der med stor fordel kan kombineres med et psykoterapeutisk udviklingsarbejde. Healing som afslutning på en behandlingssession kan styrke integrationen af det, der er blevet arbejdet med, og forandringen i krop og tanker. Du lærer brugbar, siddende og liggende healing, får flere redskaber til at beskytte dig i arbejdet med andre og større forståelse for det, der sker i den ordløse, empatiske kommunikation. Meditation, der giver balance, klarhed og ny energi, vil indgå. Ingen forudsætninger er nødvendige.

TID OG STED: 19.-21. november 2021 og 28.-30. januar 2022 i Den Gyldne Cirkel, Frederiksværk.

PRIS: Kr. 2500 pr. kursus. Studerende kr. 2100.

TURI RYE THOMSEN Turi Rye Thomsen er psykoterapeut MPF, meditationslærer og arbejder med healing. Hun har 25 års erfaring med afholdelse af kurser i meditation, healing og personlig udvikling i Danmark, Sverige og Island.

Har siden 1999 haft psykoterapeutisk praksis, hvor kropsarbejde, healing og meditation er en integreret del af det terapeutiske arbejde.

TILMELDING: e-mail: turirye@comxnet.dk www.turirye.dk

U D DA N N E L S E O G K U R S E R

I ARBEJDE MED OMSORGSSVIGT OG OVERGREB Uddannelse Hildebrand Instituttet tilbyder en 4-årig, godkendt uddannelse. Den henvender sig både til dig som allerede arbejder med, eller ønsker at arbejde professionelt med psykoterapi – og til dig som arbejder i et pædagogisk eller rådgivende miljø. Det er muligt at afslutte med kursusbevis efter de første 2 år.

2-dages kursus Introduktion til instituttets grundideer og arbejdsmetoder. Kurset afholdes den 10. - 11. februar 2022.

Foredrag hos jer Psykolog Jesper Vammen fortæller om de udfordringer, som opstår i arbejdet med mennesker udsat for omsorgssvigt og overgreb.

Flere informationer: www.hildebrandinstituttet.dk

Mette Ulsø

Uddannet lærer i

The Diamond Approach

®

Vivian Hansen,

Kurser 2021/2022 mette.ulsoe@diamondapproach.org Tlf. 2442 1195

uddannelsesleder, socialrådgiver, MPF

Eva Hildebrand,

godkendt specialist og supervisor i Dansk Psykologforening

Jesper Vammen, psykolog

Hanne Grønbech, psykoterapeut, MPF

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

81

How Can I be of Help?

PCE2022

15TH WORLD CONFERENCE FOR PERSON-CENTERED & EXPERIENTIAL PSYCHOTHERAPY & COUNSELING

COPENHAGEN

FORMULATING AND FACILITATING CHANGE TOGETHER WWW.PCE2022.COM

KEYNOTE SPEAKERS

4-8 JULY 2022

Robert Elliott Dan Zahavi

Susan Stephen Akira Ikemi

Leslie Greenberg

Dagmar Nuding

82

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

PCE2022

4-8 JULY main COPENHAGEN 2-3 JULY pre

Conference Programme Opening Ceremony Keynote Speakers

Conference Venues Scandic Copenhagen - Main GlobalHagen - Pre

Scientific Sessions Poster & Wine Session Gala Dinner Social Programme Cultural Programme Pre-Conference Programme Day Workshops: Leslie Greenberg - EFT Leslie Ellis - Focusing

Registration and submission Starts Fall 2021

Encounter Group PCE-Cinema

WWW.PCE2022.COM TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2021

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI NR.3 · OKTOBER 2021 · 29. ÅRGANG TEMA: TRAUMER

Forening og redaktionelt Formanden skriver Redaktørens klumme Næste tema i Tidsskrift for Psykoterapi

2 3 5

– – –

6 11 17 23 24

– – – – –

30 35 40 46 51 52

– – – – – –

58 64

– –

Artikler Majken Bjerg: Behandling af traumer hos små og større børn Sanne Lundberg: Psykologiske konsekvenser efter en problematisk fosterperiode og fødsel Poul Hjulmann Seidler, Pernille Rodbjerg, Ditte Eggert Jørgensen: Naturen som medterapeut Michael Strunge: Den hæslige by. Digt Merete Holm Brantbjerg: Betydningen af en landkort. Differentiering af grader af stress- og traumereaktioner – og metodereflektion Birthe Juul Christensen: Tilknytningstraumer og beskytter-tyrannen Martin Tidén: Kærlighedsfuld selvaccept. Traumedynamikken i perspektiv Janne Oreskov: Udviklingstraumer og skam Lene Rørbech: Ninas sorg. Om narrativ traumeterapi i misbrugsbehandling Helge Krarup: Fugl Fønix trækkes ned i bålet. Digt Anne Kristine Karlsholt, Susanne Hyund: Kønsblandet senfølgegruppe efter seksuelle overgreb i barndommen. Et krops- og traumefokuseret schematerapiforløb NARM i behandling af komplekse traumer.

Helle Roland, Merete Stensen: "Nyd den sidste tid". Om brug af berøring i behandling af traume ved kræft

4 70

– –

Information, læserindlæg, debat Kort Nyt Hellere psykoterapi end piller. Mindeord ved Henning Jørgensens død

72

–

Nye bøger

74

–

Kurser og foredrag Fyraftensmøder og kurser i Dansk Psykoterapeutforening