TEMA: STRESS
”Det viser sig nemlig ofte, at de ikke blot er stressede, men også triste, skamfulde og udslidte – på baggrund af én person, som har fået dem til at føle sig fuldstændig inkompetente eller forkerte, og i forsøget på at håndtere disse følelser er de blevet drænet for energi, psykisk såvel som fysisk.
• • • •
som ikke følger nogen sociale spilleregler, som fx at holde, hvad de lover de histrioniske (dramavampyrerne), som lever og ånder for at få opmærksomhed og anerkendelse de narcissistiske, som mener at de er de klogeste, mest talentfulde og bedste mennesker i hele verden de obsessiv-kompulsive, som er afhængige af sikkerhed, og som derfor udøver kontrol over alting (og alle) de paranoide, som tilstræber at kende sandheden og at fjerne enhver form for flertydighed fra deres liv, og derfor forventer at alle efterlever de regler, de sætter op for sig og andre.
Siden jeg fik det redskab i hånden, som denne bog er for mig, har jeg kunnet spotte dem i patienternes historier efter blot få spørgsmål. ”Er vedkommende (følelsesvampyr) kendt for denne adfærd?” (Ja). ”Så du er ikke den eneste, der har det sådan med vedkommende?” (Nej). ”Har du en oplevelse af, at vedkommende lytter til dig og anerkender, at han/hun har et delansvar for situationen?” (Nej). ”Har du en fornemmelse af, at vedkommende erkender sine fejl og retter dem?” (Nej). ”Kan du stole på vedkommende?” (Nej). ”Har du en fornemmelse af, at han/hun bagtaler dig, snyder dig, lyver, narrer, tørrer arbejdsopgaver af på dig?” (Ja). ”Hvis du skulle give en mental alder på vedkommende, er det så et sted mellem 5 og 15 år?” (Ja).
FORGÆVES FORSØG PÅ TILPASNING
Patienterne er stressede, fordi de har forsøgt at tilpasse sig en følelsesvampyr. En vampyr, som kan blive stiktosset eller syg eller lave en scene, som kan gøre en 4-årig forlegen, hvis noget går dem imod. Det er ubehageligt at være midtpunkt for, og det vil alle almindelige mennesker selvfølgelig forsøge at undgå. Så de rydder op efter vampyren, dysser situationer ned, arbejder lidt mere og hurtigere, og efterhånden tilsidesætter de alt omkring sig for at holde ubehaget nede. Da følelsesvampyrer ikke følger gængse alment anerkendte sociale regler, vil man aldrig kunne gøre dem tilpas mere end et øjeblik ad gangen. Og det øjeblik er, når man roser vampyren og giver vedkommende ret i alt. Men da ingen hele tiden har ret i alt, vil man uvægerligt på et tidspunkt ’dumpe’, når man måske bare antyder, at man er uenig. At håndtere følelsesvampyrer er ikke noget, man lærer på en enkelt terapitime. Det skal trænes længe og intensivt. Det er svært at håndtere følelsesvampyrer, fordi man skal bruge nogle andre spilleregler over for dem, end man er vant til at bruge over for mennesker med bevaret social intelligens. Følelsesvampyrer har nemlig deres helt egne sociale regler:
• • • • •
Mine behov er vigtigere end dine. Regler gælder andre mennesker, ikke mig. Det er ikke min fejl – overhovedet! Jeg vil have det nu! Får jeg ikke min vilje, bliver jeg stiktosset.
TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2016
33