m i n d eor d
M I ND E OR D F OR MOGE NS A. LUND Den 24. november 2013 døde Mogens, og vi mistede en nær ven, inspirator, kollega, stridsmand, livskunstner med meget mere. Mogens havde længe vidst, at han ville ende med at dø af kræft. Han havde fravalgt behandling, fordi kan ikke ville begrænses af bivirkninger, men leve livet til ende så fuldt som muligt. Som han sagde: kræften har vel også en slags interesse i, at jeg holder mig i live, for når jeg dør, gør den det også! Han brugte den sidste tid på at gøre sig klar, være nærværende over for familie, venner og kollegaer og på at få taget afsked, så det, som skulle siges, kunne blive sagt. Det har altid kendetegnet Mogens at stille op og tage de nødvendige samtaler.
Af: Ruth Hansen og Peter Mortensen Begge cand.psych., psykoterapeut MPF, direktør og partner i DFTI
lieterapeutuddannelsen gjorde det. Da vi efterfølgende stiftede Dansk Familieterapeutisk Institut, meldte han sig igen med ubetinget opbakning og inspiration. De sidste år fortsatte han med at se sine patienter, supervisander og mange andre, som af forskellige grunde søgte ham. Han underviste, hvor han blev inviteret, og ellers helligede han sig sine øvrige mange interesser, familien, litteraturen, musikken og kunsten. Han spillede, malede og skrev til det sidste. Gennem årene har han deltaget med værker på en række udstillinger, ofte sammen med sin kone Kamilla. Derudover vil han huskes for en lang række bogudgivelser, debatindlæg og bidrag til antologier, senest til bogen Ældrestyrken, om at blive og være gammel. Mogens levede sine værdier. Han troede på ligeværd, dialog og værdien af personlig involvering. Det gjorde ham til det både krævende og givende menneske, han var. Det mærkedes, når han tog sine dybt personlige og ofte følelsesfulde oprydningsseancer med hold af studerende, hvor noget var gået galt. Det kendetegnede hans involvering i lærergruppen, hvor han altid fastholdt betydningen af de personlige runder, udvekslinger og opgør, som hører til for at skabe og udvikle et dynamisk og engageret kollegialt liv. Mange, som har mødt ham, som lærer, kollega, terapeut eller bare ven, vil i sig bære minderne om et følelsesfuldt og udtryksfuldt menneske, som altid gjorde indtryk, aldrig var ligegyldig. Samtidig med sin kraftfuldhed, kreativitet og engagerede indstilling til livet besad han en nysgerrighed og ydmyghed, som helt til det sidste holdt ham i gang med at lære, om sig selv, om livet og om kærligheden.
Efter årene som overlæge i Aalborg fandt han og Lis Keiser sammen med Jesper Juul og Walter Kempler et team, som på egne betingelser kunne undervise ud fra de værdier, de stod for. I 1979 etablerede de Kempler Instituttet, og gennem næsten 30 år var Mogens en central skikkelse i lærergruppen og en uforglemmelig inspirator for såvel studerende som for kollegaerne. Da han ikke længere syntes, han kunne finde sin plads der, forlod han instituttet, ligesom Jesper Juul og de øvrige undervisere på fami-
For os er det måske den væsentligste arv, han efterlod. At vedblive med at se på sig selv, med kærlige, insisterende og ofte selvironisk overbærende øjne. Aldrig at tro, man er færdig, og altid give plads til, at andre kan komme til udfoldelse med det, som er deres dybeste. Kære Mogens, tak for at du altid var der. Tak for inspiration, kollegialitet, venskab, vid og humor, mad og vine, stille stunder og højlydt latter, tårer, varme og hjertelighed, stædighed, kamp og tilgivelse, og først og fremmest tak for det eksempel, du var og fortsat er for os.
psy k oter a pi · N r . 1 · febr u a r 2 0 1 4
41