Udvikling er godt for Rørvig – så længe det ikke truer natur- og kulturværdier
Af forperson Lene Hjort
Rørvig By og Lands historie går tilbage til 1926. Vi har som en af de ældste bevaringsog naturfredningsforeninger været med til at danne fundamentet for 99 års udvikling i Rørvig. Det er sket gennem fælles indsats, værdier og historie. Vi har i alle årene fokuseret på at bevare og udvikle den fantastiske natur og byens charme, så Rørvig forbliver unik - både for fastboere, sommerhusejere og turister.
Forhåbentlig får vi også mulighed for at spille den samme afgørende rolle i udviklingen af de næste 100 år. For Rørvig står foran en spændende og på nogle områder afgørende periode i byen og i områdets historie, hvor kampen for at bevare naturen og kulturarven igen er sat under pres præcis som for 100 år siden, hvor ønsket også var at bevare og forskønne Rørvigområdet. Derfor vil vi fortsætte med at kæmpe for de værdier, der har gjort Rørvig til et attraktivt sted og samtidig være med til at sikre rammerne for en bæredygtig udvikling af lokalsamfundet.
De sidste par år har foreningen oplevet stor aktivitet og engagement. Vi har set en markant udvikling i Rørvig med nye spisesteder, butikker og et aktivt miljø med byggeri i både byen og sommerhusområdet. Vi ser positivt på den udvikling, der sker i øjeblikket. Området tiltrækker flere besøgende og nye beboere. Men den aktivitet har samtidig betydet, at vi har modtaget flere henvendelser end nogensinde tidligere. For udvikling kan også give store udfordringer, og natur- og kulturværdier kan komme under pres.
Der er desværre eksempler på tankeløse nedrivninger og nyopførelser, som ikke havde været nødvendige og som sker uden tilstrækkelig viden og omhu. Brugbare og traditionelle materialer og metoder smides ud og erstattes ofte af løsninger, der er langt mindre bæredygtige, og som viser sig at være både dyrere og dårligere på længere sigt.
I sådanne processer er der risiko for, at samfundsværdier går tabt, fordi der er for lidt opmærksomhed på, at regler og love overholdes. Synet på, hvornår og hvordan et område skal udvikles på en hensigtsmæssig måde, er tit forskelligt. Ligesom holdninger og - lad os kalde det smag - er det, men love og regler er ikke til diskussion og skal overholdes, hvilket desværre ikke altid sker.
Derfor skrider vi som forening oftere og oftere ind, når vi oplever, at den natur og kultur, vi er sat i verden for at værne om, kommer under pres. Her tænkes særligt på Nørrevangsområdet, hvor planerne om et højt udsigtstårn er meget svært at forene med kommuneplanen og kystzoneloven, og ikke mindst med de værdier, vi står for. Helt de samme værdier, der er bærende principper for os i andre sager.
I mange sager er der også et konfliktpræget indhold. Vi har derfor stået i situationer, hvor det har været nødvendigt at tydeliggøre vores stemme i et konfliktfyldt rum. Vores hensigt har altid været at fremføre saglige og fagligt velbegrundede argumenter. Alligevel vil jeg gerne undskylde, hvis nogen har oplevet, at vi ikke har opretholdt den gode tone.
Trods udfordringerne har vi altid søgt dialogen og rakt hånden frem i en åben og konstruktiv ånd – selvom dette desværre ikke altid er blevet modtaget på samme måde.
Heldigvis går langt de fleste møder godt, og der bliver lyttet til os, hvad enten det er i kommunen, hos erhvervslivet, i civilsamfundet eller hos borgerne. Vi oplever også, at I medlemmer skriver og ringer til os om emner, som I ønsker, vi skal kigge nærmere på. Det er vi glade for, og vi vil meget gerne samarbejde med jer om relevante emner. Dér, hvor vi må sige fra, er i sager, hvor vi skal agere en form for politibetjente mellem naboer. Det mener vi ikke, er en opgave for os, men én I selv må klare.
Vi er så tæt på 100-års jubilæet, at vi er gået i gang med at kigge på vores strategi og vores fokusområder – og så selvfølgelig også på hvordan vi skal fejre det.
Hvad skal vi gøre fremadrettet? Hvad skal vi fokusere på i de næste 100 år? Det er indlysende, at vores arbejde skal videreudvikles efter de kommende tiders udfordringer og behov.
Noget af det, som vi med sikkerhed vil komme til at arbejde med, er fjorden! Den rummer en enorm naturmæssig og rekreativ værdi. Hvad ville Rørvig/Nakke være uden fjorden? Den er desværre truet af kvælstof, fosfor og miljøfarlige stoffer.
Det kræver en kæmpe indsats at bevare fjordens liv og rekreative værdi. Vi skal finde ud af, hvilken rolle foreningen skal spille her.
På vigtige områder som klimaforandring og biodiversitet skal vi også tage stilling til RVBLs rolle. Jeg håber, vi kan og vil udfylde vores rolle og arbejde for en bæredygtig udvikling, der kan sikre fremtidens generationer.
Bestyrelsen vil som nævnt starte arbejdet med at udforme en retning for den kommende strategi. For at sikre at vi kommer godt i mål, vil vi gerne høre jeres mening. Derfor inviterer vi til et medlemsmøde senere i år, hvor vi vil præsentere vores tanker om RVBL’s visioner, strategier og fremtidige opgaver. Vi glæder os til at drøfte vores fælles vej fremover.
Foreningen afholdt den 30. august generalforsamling på Rørvigcenteret, hvor over 85 medlemmer var mødt op. Både stemningen samt de spørgsmål og kommentarer, der blev fremsat i løbet af dagen, tyder på, at der generelt er stor tilfredshed med foreningens arbejde. Det er vi i bestyrelsen meget glade for at konstatere.
Vi går derfor ind i det nye bestyrelsesår med stor energi og en følelse af opbakning fra jer medlemmer – en opbakning, der forhåbentlig kun bliver større, fordi foreningen vokser i antal af medlemmer.
Vi ser frem til et spændende år med mange interessante opgaver og muligheder for fælles engagement.
ODSHERRED
BR OEN TIL ODSHERRED
Vi er først og fremmest ejendomsmæglere, men vi er også brobyggere Vi sælger alle boliger, og vi bygger broer mellem de byer, hvor kunder i vores netværk ger ne vil bo
Vi er én, uafhængig forretning med 24 filialer fordelt på Sjælland & Fyn. Når din bolig præsenteres i vores netværk, præsenteres den ikke bare i en lokal filial lige om hjør net, men i alle 24 filialer på samme tid for attraktive og købestærke kunder
Bestil en vurdering, få svar på dine spørgsmål og få den rigtige pris på din bolig
Ivan Eltoft Nielsen Ansvarlig indehaver Ejendomsmægler & Valuar MDE
Mathias Knudsen Indehaver Ejendomsmægler MDE
Jesper Bregnegaard Andersen
Julie Kurlink Ejendomsmægler MDE
Laura Holm Salg
RØRV G Mit
Fra kinakål og friture til ”Røvrig” og Ferrari
Af Maise Njor Foto Privat
De ser så forventningsfulde ud. Mine forældre. Lidt ældre, end jeg er nu, men ikke meget.
I en mappe med kvitteringer på ALT, hvad der er købt for at udbygge og forbedre sommerhuset, fandt jeg det foto. Mine forældre sidder lige i midten, de er midt i tresserne og sidder med naboer omkring et bord: Nu skal der bygges. Der er håndbajere (det er tredive år siden, så det er på flaske), og alle smiler. Det er sommerhus-liv, som jeg husker det, og jeg blev helt rørt, da jeg fandt det i en bunke af bilag forleden.
I dag er min mor her ikke længere, og min far kommer grundet sin sygdom ikke så tit. Og dog. For når jeg ordner jordbær ved den upraktiske køkkenvask, ser jeg min mor stå i samme foroverbøjede position som jeg nu står i, og når jeg skræller kartofler, ser jeg min far på terrassen med en balje. De kommer og går, selvom de ikke er her. Minderne glider ind og ud af hinanden, vævet sammen til et dejligt tæppe af sommerferier, som er svære at skelne fra hinanden.
Da min mor nærmest egenrådigt for tredive år siden købte et lille sommerhus for 250.000 kroner (det står i mappen), var Rørvig et sted, hvor de smartes forældre tog på ferie. Mens Tisvilde allerede dengang var mondænt, var Rørvig røv og nøgler. Nogle charmerende røve og nøgler.
På havnen lugtede der af friture, og burgeren indeholdt mest kinakål, man kunne få sig en softice med svag smag af svinefedt og en snak med De Vilde Vinkere, tre gamle mænd, som ofte sad på bænken ved havnen og vinkede som vanvittige, hver gang nogen tog med færgen til Hundested. Eller ankom. Alt blev vinket til, for det var noget af en event at tage færgen. Sådan har jeg det stadig, og tager helst den tur, selvom den er længere og dyrere, end at køre nedenom.
I dag er havnen noget helt andet, og det er svært at finde en parkeringsplads for bar Audier og Range Rovere, og forleden så jeg en rød Ferrari, da jeg sad på den hyggelige café ”Louie og venner”, og er det godt eller skidt? Det ved jeg ikke, men det er i hvert fald uundgåeligt. For selvfølgelig vil ”de smarte” også gerne have et stykke med Rørvig … Og der er flere hippe fisker-skæg, end dengang her rent faktisk var fiskere med skæg … Men hvis vi lige skal hylde fremskridtet et øjeblik, så kan man nu flere steder få en fadøl, som ikke smager som om udskænkeren har tisset i den … for en uge siden. ”Prost” og ”cheers” nikker vi høfligt til de udenlandske gæster, som af uransalige veje også har fundet Rørvig, og vi er en lille smule stolte af, at de faktisk gider tage så langt væk fra Den Lille Havfrue for at lave ikke en skid.
Og nu vi er ved ”Cheers”, så skal jeg da ikke være for fin til at indrømme, at jeg blev en smule starstruck, da jeg mødte mit barndomsidol, Ted Danson, nede i Spar. Hans kone spurgte høfligt, om jeg ville hjælpe dem med at finde noget mini-mælk, hvorefter jeg mistede mælet, fordi selveste bartenderen fra ”Sams Bar” stod ved siden af, så jeg pegede bare på kølemontren og sagde ”there”. Hvis de kom hjem med fløde, vil jeg gerne undskylde … Men det er bare fordi der er ret langt fra fritureosen på havnen for tredive år siden til Hollywood. Hvad laver de dog her? Sikkert det samme som alle os andre, der bare gerne vil fise den af nogle uger, gå ned og bade i nattøj, og invitere vores hyggeligste venner til middag i solen. Eller regnen: Der er altid hyggeligt i Rørvig. Eller ”Røvrig”, som mine venner er begyndt at kalde byen.
Jeg elsker, at man i dag kan få en ordentlig bolle med ost og en velsmagende kop kaffe. Jeg elsker krabbefiskeriet på havnen, selvom mine børn i dag er voksne, og jeg elsker, at der ikke er så meget at lave, hvis du ikke selv finder på det. Det er faktisk det, mine nu voksne børn siger, at de gerne vil lære deres egne børn, mine børnebørn: At sommerferier i Rørvig er der, hvor man selv finder på lege.
Men jeg har ikke lyst til, at vi glemmer, at Rørvig faktisk også findes, når det ikke er sommer. Det er en rigtig by, og ikke en kulisse for ens sommerferie. Det mærker man uden for sæsonen, hvor det stadig er hyggeligt at tage i
Rørvig har gennem årene tiltrukket forfattere, skribenter og kunstnere. Genkendelige personer der holder af at udtrykke sig. Nogle af dem har sagt ja til at beskrive deres personlige forhold til Rørvig i en klumme i dette blad med titlen ”MIT RØRVIG”. Den første er forfatter og journalist Maise Njor.
sommerhus, for byen lever videre, nu uden parkeringsproblemer på havnen.
Alle dage har jeg tænkt, at gid mine forældre ville få styr på det sommerhus. Få dog sørget for, at det ikke er så meget – et sommerhus. Kan vi få nogle skabe til tøj? En opvaskemaskine, så man ikke skal bakse med den upraktiske håndvask? Hvorfor tager I alt det, der kun virker halvt, med i sommerhuset? Det er jo som om det er et hospice for køkkenmaskiner, der er ved at dø …
De gjorde det på deres måde. Og så småt gør vi andre det på vores måde, dog altid med angst for, at min mor vil råbe af os fra hinsides: ”Hvorfor helvede fjernede I den sofa, som er helt vildt dårlig at sidde i, og som giver hofteskred, hvis man forsøger at ligge ned? Og hvad med den blender, som trods alt virker hver anden gang?”
Somrene gik, min mor stod ved den upraktiske håndvask og skar toppene af jordbær til et, to, tre, fire børnebørn, og min far sad med sin balje med kartofler. Det lille sommerhus fik knopskydninger, så vi alle næsten kunne være der. De fleste naboer er udskiftet, men vi er der. Sidste uge var det mig, der stod ved den upraktiske håndvask og skar toppene af jordbær til mine børn, børnebørn og svigersønner. Selv svigersønnerne har efterhånden fået minder her, i en grad så den ene græd af lykke bare fordi han havde sommerferie i Rørvig.
Da jeg havde sagt farvel til dem allesammen ved færgen, mindedes jeg De Vilde Vinkere, spiste en is til 56 kroner (!) og tænkte: ”Vær nu ikke sådan en gammel røv, der bliver forarget over alle dem, der river gamle sommerhuse ned for at få bygget et kæmpe type-hus-palads med vildmarksbad – og ikke som din far og naboerne slog hvert et søm i selv.”
Men så var jeg alligevel en gammel røv, og tænkte: ”Man kan ikke bare købe minder. Minder tager tid.”
DEN GÅDEFULDE STEN på Skansen
Af Michael Meyerheim
Denne historie handler om en sten. Men ikke bare en sten. Det er en sten med en gåde. En sten med en inskription, som er svær at læse, endnu sværere at forstå, og derfor åben for flere fortolkninger. Under denne artikels tilblivelse skulle der åbenbare sig en helt ny fortolkning. Inspireret af en mystisk pil. Mere om det senere.
Stenen står på den ydre spids af Skansehage og har formentlig vakt undren hos dem, der er gået tur på denne enestående og fredede landtange ved det yderste af Isefjord.
”Hvorfor står stenen dér, og hvad betyder inskriptionen, skrev en af vandrerne fornyelig i en mail til vores forperson, Lene Hjorth.
Det vidste Lene ikke. Og gav derfor mailen videre til mig. Som overhovedet ikke vidste det.
”Du er jo journalist”, sagde hun. ”Jo, men….”
”Var det ikke noget for dig at skrive en historie om den i vores næste blad”. ”Jo, men….”
”Og du er jo ny i bestyrelsen, det er lige noget for dig” ”Joh….”
”Så er det en aftale”, sagde Lene, der heldigvis er god til at skære igennem. Ikke overraskende viste det sig, at
stenen igennem årene er blevet omtalt og søgt forklaret flere gange. En af forklaringerne skulle være, at den var den eneste tilbageblevne af en række tilsvarende sten, som fungerede som fortøjning for skibene ude i bugten –en anden forklaring, at den fungerede som sømærke for indsejlende skibe.
Ingen af delene tror jeg på nu. Ikke fordi jeg har forstand på det. Men fordi jeg i min søgen efter viden kom i kontakt med en mand, der har det.
Lad mig derfor præsentere Kjeld Jensen, tidligere skovfoged i Skov og Naturstyrelsen, nuværende formand for Odsherred Kulturhistoriske Forening, og erfaren guide ved byvandringer i Rørvig.
”Lad os mødes på p-pladsen for enden af Skansehagevej, så går vi ud og kigger på stenen”, siger Kjeld i telefonen, og jeg kan allerede dér fornemme, at han er en entusiastisk fortæller, lidenskabelig optaget af naturen og af dette særlige stykke strandeng. Hvilket jeg får bekræftet, da vi mødes.
”I mange år kom jeg her for at se på hugorme”, siger han, og upåvirket af mit forskrækkede blik tilføjer han: ”Jeg har tidligere på en gåtur kunnet se op til fem hugorme”.
”Synes du, jeg skal tage gummistøvler på, når vi går derud”, spørger den skræmte mand fra stenbroen.
”Nej, jeg har faktisk ikke set nogen siden stormen Bodil, hvor de druknede”, siger han beroligende.
”I øvrigt gør de ikke noget, hvis man lader dem være i fred,” fortæller han, da vi vandrer ud mod stenen. ”Du ved godt, hvorfor hannerne ligger i solen i det tidlige forår, ikke?”
Jeg tilstår med stor ærlighed min uvidenhed.
”Fordi det er den måde deres sæd modnes på”
Før jeg når at fordøje dette interessante indblik i en slanges kønsliv, fortæller Kjeld mig videre, at Skansehage jo er opkaldt efter et befæstningsanlæg fra gammel tid. Rørvig Skanse blev første gang nævnt i 1644, og det femkantede anlæg, som man i dag kan se aftegninger af i landskabet, er anlagt i 1808.
Kjeld Jensen øser af sin viden, mens vi bevæger os ud mod stenen. Han kalder området en naturperle og et skoleeksempel på botanisk diversitet på strandeng.
Han samler en blomst op.
”Det her er en kløver. Hvad tror du den hedder med sin runde form?”
”Øh, kanonkugle-kløver”, forsøger jeg, lidt for meget inspireret af min nye viden.
Stenen med den mystiske inskription på Skansehage. Tidligere skovfoged Kjeld Jensen har en god forklaring på stenens placering, inskriptionen – og ikke mindst på det bøjede sorte støbejern, der stikker ud fra stenen. Foto: Michael Meyerheim
”Jordbærkløver”, fastslår han.
”Og hvad tror du denne her kløver hedder, siger han med en ny bevoksning i hænderne. Du kan godt se, hvad den ligner ikke.”
Jeg tør ikke dumme mig igen, så jeg siger ikke noget.
”Harekløver. Du kan godt se at det ligner en lille dunet harekilling, ikke”.
”Jo, såmænd”, siger jeg og tør ikke nævne, at jeg nogle gange forveksler harer med kaniner.
Men det er rart at tilegne sig ny viden. Hvis jeg ikke havde haft Kjeld
Jensen ved min side, ville jeg ganske uanfægtet have spadseret lige hen over både klæbrig brandbæger og nikkende kobjælde – for ikke at tale om at jeg fuldstændig ville have ignoreret den kendsgerning, at der i diverse ansamlinger af kokasser ligger frø fra rosa rogusa, som de fritgående køers maver tydeligvis ikke kan bearbejde.
Men heldigvis har jeg Kjeld ved min side. Også da vi når frem til vores mål. Den gamle sten med den mærkelige inskription.
Da jeg står foran den, bliver jeg ramt af næsten samme andagtsfølelse, som da jeg første gang så Jellingestenene. Nuvel, denne sten her er slet ikke så
gammel. Men bogstaverne bærer mindelser om runer, og stenen bærer på en historie.
Det er den, vi skal prøve at finde ud af. Vi gennemgår inskriptionen linje for linje.
Øverst står der:
REIST AF
Ordene forklarer sig selv.
I næste linje:
LODM PIS
”LODM” står for lodsmanden. Det må være ham, der har ladet den opsætte”, forklarer Kjeld.
Et udsnit af et kort over Isefjorden fra 1691. Landtangen er betydeligt mindre end i dag. Kortet er affotograferet fra bogen Mellem Kattegat og Isefjord
”Hvad står så PIS for”, spørger og jeg bekæmper min barnlige trang til at sige noget morsomt.
”Det må være hans initialer”, siger Kjeld.
På fjerde linje står der: V NSvS
Vi gætter på, at det store ” V ” står for ”ved”. Vi tyer til Kjelds medbragte stak af papirer og finder en artikel fra 1973 i Holbæk Amts Venstreblad, hvor en pensioneret færgeekspeditør fortæller, at hans bedstefar, Niels Svendsen, rejste stenen på anmodning af lodsoldermand Peter Jensen.
Aha. Det er jo vigtige oplysninger. NS står altså for Niels Svendsen. Og PIS på en eller anden måde for Peter Jensen. Et I og et J er jo beslægtede bogstaver og hvis vi antager, at stenhuggeren i 1887 var en ældre person, der stadig brugte den gammeldags navnestavemåde, ja så kan vi også forklare det lille ”v” og de to ”S”. Vi vover derfor at tolke de to linjer sådan her: LODM PIS – lodsmand Peter Jens Søn. V NSvS – ved Niels Svend Søn.
Vi går videre i teksten. I næste linje er der et tal, som ifølge den gamle avisartikel skulle være 1881. Kjeld
ærefrygt i stemmen, som om jeg var Lene Maria Christensen, der havde fundet en runestav.
Fotos: Hexagon Geosystems føler på inskriptionen med kyndige hænder. ”Jeg tror ikke, det sidste tal er et 1-tal”, siger han. Han beder mig føle efter også. Jeg får associationer til tv-serien Danefæ, mens mine fingre glider hen over inskriptionen. ”Jeg tror det er et et 7-tal” siger jeg med
Kjeld og jeg bliver enige om, at der står 1887. Altså stenen er rejst i det herrens år 1887. Men hvorfor?
Skansehages landtange vokser hele tiden – formentlig med ca. en meter hvert år. Øverst tangens udseende i 1954, nederst i 2024.
Vi kigger på de to næste linjer: 114 AL FRA PD
”Det må betyde 114 alen Fra Punktet Dette” eller Fra Pynten Denne, siger Kjeld.
I den gamle avisartikel læser vi, at lodsoldermanden lod stenen opsætte for at vise, at der i 1887 var 114 alen (71 meter) til spidsen af landtangen for på denne måde at få et mål for, hvor meget tangen vokser ud i havet med tiden.
”Men hvorfor var det vigtigt at vide”, spørger landkrabben.
”Fordi det havde betydning for lodsens arbejde. Der ligger vældige sandbanker i indsejlingen, og placeringen af tangens spids har været vigtig, når han skulle lodse skibe ind i Isefjord”, forklarer Kjeld. At tangen vokser er uomtvisteligt. En kopi af et gammelt landkort fra 1600-tallet viser, at spidsen dengang ikke engang var en spids men en rund halvbue, hvis afslutning lå betydeligt længere mod nord.
Her og nu ved stenen synes jeg egentlig, vi nu er nået ret langt i forhold til et svar på dens gåde. Historien fra den gamle avis er blevet bekræftet. Men så sker der noget interessant. Kjeld peger på en mystisk pil i sort støbejern, der stikker ud fra stenen og peger til venstre – samtidig med at han henleder min opmærksomhed på et årstal nederst på stenen: 1777.
”Hvordan i alverden skal vi forklare den pil og dette årstal”, spørger Kjeld. ”Mon det kan betyde, at stenen i virkeligheden blev rejst helt ude i vandkanten på spidsen af tangen dengang i 1887, og at pilen skal indikere, at spidsen af odden lå 114 alen længere tilbage i 1777 ….?”
”Der kan selvfølgelig være lidt usikkerhed om pilen peger i den helt rigtige retning og mod det helt korrekte punkt. Avisartiklen omtaler jo, at stenen væltede i en stormflod i
1923, og først blev genrejst efter mere end 10 år, så stenens orientering kan have forskubbet sig. Men i vores sammenhæng her er det ligegyldigt, om vi nøjagtigt kan påvise punktet, hvor spidsen af pynten lå i 1777”, siger han. Jeg nikker. Hans tolkning lyder helt rigtig. Og jeg beslutter at skrive denne artikel med den formodning, at Kjeld og jeg – men mest Kjeld – har fundet en helt ny forklaring på stenens fortælling.
For at skære det ud i pap er vores konklusion altså den, at stenen i 1887 blev opsat helt ude på spidsen af landtangen, og at de 114 alen ikke angiver afstanden til spidsen af tangen – som avisartiklen hævder – men afstanden til et punkt længere tilbage på tangen, som var spidsen i 1777.
Den er altså vokset 114 alen eller 71 meter fra 1777 til 1887. Hvis teorien
er rigtig, så er tangen vokset med stor fart siden da, for i dag står stenen 275 meter fra den nuværende spids. Læsning af gamle kort og luftfoto tyder på, at tangen i mange voksede med mindst to meter om året, og at den sidenhen er vokset noget mindre. I dag skønnes den at vokse med en meter hvert år.
Men som med al ”forskning” gælder vores tese kun så længe, den ikke bliver modbevist af andre. Indtil da – og for den sags skyld også i lang tid efter – kan jeg nu bevidne, at det er en skøn og berigende naturoplevelse at gå en tur ud på skansen. Efter 70 år i Rørvig gjorde jeg det selv for første gang. Jeg kan anbefale alle at gøre det samme.
Også selv om man ikke har en Kjeld Jensen ved sin side.
ANNONCE
RØRVIG MØLLE stedet, hvor godtfolk mødes
Af Lene Hjorth
Møllen er et levende stykke historie, indvævet i landskabet, bygningerne og familierne, der har knyttet sig til den. På Mølledagen i år mødtes nogle af disse familier tilfældigt, og mødet blev et eksempel på stedets rige historie - og på møllen som det samlingssted, hvor fortid og nutid smelter sammen, og hvor historien stadig lever, som den dag møllen blev opført for næsten 180 år siden.
Det hele begyndte i 1846, da Rørvig var et travlt handels- og fiskerleje. Møller Niels Pedersen (1814-1877) fik i juni 1842 kongelig tilladelse til at opføre Rørvig Mølle, og han satte straks byggeriet i gang, efter at han havde handlet tømmer i Halmstad.
Det kom til at markere en ny æra for området, og Møllen blev hurtigt mere end blot et værktøj til at male korn – den blev et centralt samlingspunkt for bønder, fiskere, håndværkere, som ofte kom sejlende langvejs fra og her mødte de lokale borgere.
Mens kornet blev malet, havde de tilrejsende tid til at handle og udveksle nyheder og historier med hinanden, og især i høst- og markedsdagene var der festlige dage på Møllen.
Måske gik det så livligt for sig, at et par mønter faldt på jorden – som først mange år senere blev fundet af nutidens ivrige hobbyarkæologer.
Møllen var med til at styrke de sociale bånd, og til at holde hånden under samfundet og dermed Rørvigs udvikling.
Selvom Møllen i dag ikke længere opfylder sin oprindelige funktion – at male korn – har den flotte restaurering givet Møllen nyt liv, og mange hundrede besøgende vælger i sommerhalvåret at lægge vejen forbi.
Det var også tilfældet den 15. juni i år, hvor Dansk Mølledag blev fejret med åbent hus. En af de besøgende var Pernille Falko, som kort forinden var blevet bekendt med, at hun havde tætte forbindelser til Møllen, efter at hun havde stukket næsen i slægtsforskningen.
”Det viste sig, at jeg er tip-tipoldebarn af Møller Niels Pedersen, der opførte Møllen. Den opdagelse gjorde mig dybt rørt og stolt,” fortæller hun.
”Jeg har en ven, der bor i Rørvig. Besøget hos ham gav mig muligheden for at gå på opdagelse i mine rødder, og det skal ingen hemmelighed være, at det gibbede i mig, da jeg trådte ind i Møllen for første gang. Det var, som at træde direkte ind i min egen historie, og jeg har lige siden researchet videre gennem MyHeritage om historie. Det har vist sig, at jeg har flere rødder i Rørvig, for udover til Møllen er der også forbindelser til lodsfamili-
erne i Rørvig, siger Pernille, der også beretter om et pudsigt sammentræf:
”Det utrolige var, at den dag – den 15. juni – hvor jeg besøger Møllen for første gang, da træder en anden familie også ind ad døren, som har lige så gamle rødder til stedet som jeg. Denne familie var direkte slægtninge til møllebygger Peder Kjeldsen. Desværre nåede vi ikke at tale så meget sammen, men det kan jo være, det kan lade sig gøre næste år til Mølledag” slutter Pernille Falko håbefuldt.
Skattejagt med metaldetektor
Den årlige mølledag blev på den måde en påmindelse om stedets historie og om vigtigheden af at bevare vores kulturarv. Denne bevidsthed genfindes hos de hobbyarkæologer, der gennem tiden har søgt og fundet redskaber og mønter i området.
En sådan hobbyarkæolog er Bo Valeur, sommerhusejer i Rørvig. I maj 2024 ansøgte han Rørvig By og Land om lov til at søge med metaldetektor på området i jagten på stedets historie. Og i jagten på nye fund a la det, der jo blev gjort i 2015, hvor mønter helt tilbage fra 1100-1300 tallet kom for dagens lys. Et fund der vidnede om at området allerede i middelalderen var et attraktivt samlingspunkt –måske et handelssted, en borg eller er af de første religiøse steder - med den smukkeste beliggenhed ved fjorden.
”Det var som at træde ind i min egen historie”, siger Pernille Falko om sit besøg på Rørvig Mølle. Her sammen med (t.v.) sin mor, Anne Marie Falko, som er tipoldebarn til møller Niels Pedersen, og (t.h.) sin søn Laurits Skogstad Falko. Foto: Lene Hjorth
Bo Valeur havde ikke held med sig i sin søgen i denne omgang. Men så alligevel:
”Som biolog har jeg stor erfaring med områdets biodiversitet, og jeg har
fundet mange nye sjældne arter i området. Og det er også et fund, der er værdifuldt”
Så næste gang du passerer Rørvig Mølle, så tænk på den som mere end
bare en gammel bygning. Tænk på den som en tidsmaskine, en slægtsbog og et levende fællesskab, der stadig spreder glæde, oplevelser og historie.
Så tager vi CYKLERNE FREM
Af Lars Aagaard
Foto Michael Meyerheim
Rørvig By og Land har taget initiativ til at fremme cyklismen i Odsherred.
Efter at have søgt om penge i Odsherred Kommunes Klimapulje har vi modtaget 36.250 kr. til indkøb og opsættelse af to cykelservicestationer i Rørvig
På cykelservicestationerne er det meningen, at cyklister kan pumpe dæk, spænde skruer og lignende og dermed sikre, at cyklerne hurtigt er klar til nye oplevelser i det naturskønne Rørvig og Odsherred i øvrigt.
Rørvig By og Land ser gerne, at langt flere vælger at sætte sig op på cyklerne og opleve Rørvigs skønne natur – og vi ser lige så gerne, at cyklen kan blive det foretrukne transportmiddel på de kortere ture, eksempelvis til købmanden.
Det valg er der sikkert mange, der gerne vil træffe, men så opdager de,
at cyklen trænger til luft i dækkene, eller at gearvælgeren smutter og skal justeres. Det er i sådanne situationer, at vi gerne vil gøre det lettere at være cyklist. Cykelservicestationerne kan være de steder, der gør det muligt fortsætte dagen på cykel fremfor i bil.
Vi ved vist alle, at Rørvig ikke har brug for flere biler, især ikke i sommerhalvåret.
Rørvig By og Land vil også gerne kunne servicere de cyklende turister, der ankommer med færgen eller i sejlbåde og skal videre ud i Odsherred.
Vi er nu i dialog med Odsherred Kommune om de konkrete placeringer af de to cykelservicestationer og de eventuelle krav, der er til udformning, farver, skiltning mv.
En del af en større, grøn indsats Projektet skal ikke kun styrke den daglige cyklisme, men også fremme cykelturisme i almindelighed. Vi ønsker at det kan være med til at formidle kendskab til nye cykelruter, der kan give spændende oplevelser i Odsherred,
Vi håber, at initiativet kan bidrage til en mere bæredygtig udvikling i hele området, ikke mindst hvis vi samarbejder med andre aktører i Odsherred. Derfor arbejder vi i øjeblikket med Visit Odsherred for at skabe nye cykelruter, der kan styrke cykelturismen i området.
Vi oplever meget positive tilbagemeldinger på projektet. Arbejdet forventes afsluttet i løbet af efteråret 2025.
Nye og brugte både, Mercury motorer og udstyr – vi har alt til din båd.
Vi klarer service, reparation og vinteropbevaring, så din båd altid er klar til næste tur.
Kom forbi butikken i Højby eller se mere på odms-baadudstyr.dk – vi står klar til at hjælpe.
