synlige, det målbare og bevislige. Og der kommer både bånd og ånd til kort. Det kan ikke måles, det kan udelukkende mærkes. Et sted, hvor vi nemt kan komme til at kappe båndet, hvis ikke vi er opmærksomme, er til naturen. Det virker som om, der er en tendens til, at alt med natur, dyr og planter, helst skal ”nytte noget”. Det skal være noget, der kan (for)bruges, ellers er det ikke vigtigt, og ikke noget, der kalder på vores beskyttelse. Men hvad nu, hvis vi ikke har set noget som helst endnu? Hvad nu, hvis det vi kan se, kun svarer til det, man ser, når man kigger igennem en søkikkert og kun ser et lille udsnit af det store billede? Hvad nu, hvis vi ikke engang får et glimt af båndet, der binder det hele sammen? I så fald er det ikke vores opgave at sortere noget levende fra, fordi vi ikke kan se helheden. Det er til gengæld ikke umuligt at lære sig at ”zoome ind”, eller ”ud” - om man vil - på det hele billede. Slet ikke. Det kan lade sig gøre. Og når først man er begyndt at lede efter sammenhænge, helheden, båndet, så bliver det nemmere og nemmere at få øje på de skjulte mønstre, som ikke råber højt, men som tværtimod kræver stilhed og fordybelse. Vores ansvar er at sikre, at båndet/ånden, frit kan være til stede iblandt mennesker og til naturen. At vi ikke lader os bremse af fysiske og materielle ting. Det kræver vilje og mod, og først og fremmest tillid til, at der er noget større der vil os det godt, også selvom det umiddelbart kan være usynligt for os. Dér er det os, der skal gøre det usynlige ”synligt” ved at være noget og nogen for hinanden i den helhed, vi alle er en del af. ___
35