Page 1

skolebladet for

rudolf steiner-skolen i ĂĽrhus

Sommer-2018-nr-110 1 www.steinerskolen-aarhus.dk


Hvis det er muligt at aflevere eventuelle indlæg eller annoncer på mail, ville det være til stor hjælp. Redaktionens e-mail adresse er : sydskolenskoleblad@gmail.com Indlæg og henvendelser til skolebladet

Alle indlæg og henvendelser kan rettes til redaktionen, der består af: Susanne Iversen Peter Bilberg Vagn Sørensen John Halford Helle Lodberg

si@sydskolen.dk sydskolenskoleblad@gmail.com vagn.e.sorensen@gmail.com halford.john@gmail.com hellelchristensen@gmail.com

Angående konflikter Er man endt i en blindgyde med et problem på skolen og føler, at problemet ikke kan løses i samråd med en klasselærer eller andre lærere tilknyttet klassen, så er man ikke fortabt. Man altid velkommen til at henvende sig til én af følgende: Skoleleder Jørn Bendixen Koordinator for underskolen Rikke Anita Kjærgaard og Mads Engelbrecht Leder for fritidsdelen Marie Bilberg Koordinator for overskolen Ivone Grene

Husk at se billeder og historier fra skolens hverdag på Facebook: Rudolf-Steiner-skolen-i-Århus

2


skolebladet for

rudolf steiner-skolen i Aarhus

Indholdsfortegnelse: Kære læser

4

Årsberetning skolens ledelse

6

Årsberetning skolens bestyrelse

13

Årsberetning skoleforeningen

17

12. klasses tur til Italien

19

Vores historie

24

Hvorfor – hvorfor ikke Steiner?

27

Ordet, der får alt til at hænge sammen

29

Det usynlige bånd

34

En skole

36

New York

42

Det væsentlige er usynligt for øjet (Artikelserie: R. Steiner og Jegets filosofi)

45

Forældrekurser

54

Ferieplan

56

3


Kære læser Af Helle. L. Christensen

Forår.. sommer.. forår.. sommer.. De 2 årstider glider i skrivende stund nærmest transparente over i hinanden. Efter sommerferien glider vores skole også næsten transparent og roligt ind i en – for dens historie - ”ny årstid”, når skolen åbner op for den såkaldte ”Steiner-HF”. Det har dog i det perspektiv været ”forår” længe, idet eleverne gennem mange år har haft mulighed for et 11 og 12 skoleår. Så den basale kultur for den nye HF-ordning er allerede skabt. Endelig har R. Steinerskolens 12 årige enhedsskole fået politisk opmærksomhed og med godkendelsen af et karakter- og eksamensfrit HFforløb, tilbydes de unge mennesker nu flere muligheder og veje at gå efter afslutning af deres skolegang. Skolens værdier, fagene, fagforståelsen, de konkrete tilgange og pædagogikken giver ekko ud i vores samfund på flere måder. Et ekko, der mærkes i tilstrømningen af elever til vores skole, og som omvendt også nu gør håndværksfagene efterlyste i folkeskolen. Ekkoer fra samfundet lydende på, at vi har en skole, hvis idégrundlag, menneskeforståelse, liv og læring har en klangbund. Vi skal passe godt på vores skole, gøre os umage og sørge for, at de værdier - som Steinerpædagogikken repræsenterer - fortsat næres. Det er en lærer-, en bestyrelses - og (ikke mindst) en forældreopgave. Hvis vi forældre ikke hver morgen, ugens 5 dage, bragte vore børn her hen på Strandvejen og i øvrigt lagde de kræfter, der skal til, for at være med til at løfte skolens liv, ville der slet ikke være nogen skole!

4


Jeg har været nysgerrig på, hvad der kan få forældre til at vælge at køre herud til vandet med de vekslende intense morgendufte og sigtbarheder, for nogen lange afstande, trafik og trange parkeringspladser, skoleår efter skoleår? I 2 indlæg, skrevet af nogle af skolens forældre, vil læseren blive inviteret indenfor i 2 forskellige familiers overvejelser over deres valg af Rudolf Steiner skolen. Glædelig Sommer!

Linus 2.a.

5


Årsberetning fra skolens ledelse 2017-2018 Af Jørn Bendixen Skoleleder

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi lige siden den nye gymnasielov åbnede mulighed for, at Steinerskolerne kunne åbne HF klasser, har haft endda meget travlt og stået med store opgaver og udfordringer. Dertil skal lægges de mange initiativer, som skolen som helhed har taget, med overtagelsen af nr. 90, ombygning af denne, samt renovering af de fire villaer. Alt i alt et skoleår noget udover det sædvanlige. Alt dette har betydet, at rigtig meget af det, der er hverdag eller årligt tilbagevendende opgaver, har skullet gøres på en anden måde. At ændre skolen fra at være en stor friskole/privatskole til at være et gymnasium med tilhørende grundskole i løbet af et år, har været noget af en udfordring. Nok kan vi, i den nye gymnasielov, bevare vores prøve-, eksamens- og karakterfrihed samt ret til at beholde skolens undervisningsplan og metodefrihed, men der er derudover en lang række krav, som vi skal opfylde for at få den endelige godkendelse. Blandt dem kan nævnes krav til hjemmesiden, fagudbud, herunder valg af HFfagpakke og oversigt over de øvrige fag, vi som Steinerskole vil holde fast i, udarbejdelse af skolens kompetencelærerplaner, i ca. 20 fag, i hvilke vi tydeligt giver udtryk for skolens pædagogik og metode, men som samtidig skal forholde sig til de almene HF-lærerplaner. Vi skal tage stilling til vort evalueringssystem, optagelseskrav, fastholdelsesplan, anti-mobbestrategi, studie og ordensregler. Alle lærere skal udarbejde studieplaner for deres fag i det kommende år. Og der skal lægges et skema med fokus på bestemte timetal over to år i de enkelte fag. På lærersiden af HF-delen har vi undersøgt vore læreres uddannelsesbaggrund, da der stilles krav om en kandidatgrad i de fag, de

6


underviser i, samt pædagogikum. Heldigvis er mange af vore lærere godt uddannet og har kunnet få godkendt store dele af deres uddannelse, men nogle har måttet gå i gang med at supplere for at nå op på niveau. Kravet om pædagogikum har også betydet, at fire af skolens lærere allerede i år er gået i gang dermed og der er lagt planer for, hvordan vi i de kommende år sætter de næste hold i gang. Da skolens pædagogiske profil betyder meget for os, er der i forbindelse med pædagogikum oprettet et samarbejde med SDU – Syd Dansk Universitet – og det engelske evalueringsinstitut Crossfield omkring et særligt teoretisk Steiner-pædagogikum for ungdomsuddannelsen, dertil kommer det praktiske pædagogikum. Et andet krav har været, at vi som gymnasium skal have en rektor, der skal være rektor for hele skolen. Vi havde stillingen slået op et par gange, uden det dog lykkedes at finde et emne. Det betød, at vi begyndte at lede i egne rækker. Valget faldt på Ivone Grene, der straks påtog sig den store opgave at gøre sig klar dertil. Hun fik godkendt sin uddannelse i undervisningsministeriet og gik straks i gang med at tage pædagogikum. Et par møder med Marselisborg gymnasium banede vejen for, at hendes praktiske pædagogikum kunne tages der. De mange undervisningstimer, der er forbundet dermed betød, at Ivone måtte have orlov fra skolen og vi har klaret os med en dygtig vikar. Det er en stor glæde at kunne meddele, at jeg forrige uge modtog et brev fra Undervisningsministeriet med en forhåndsgodkendelse af Ivone, kun betinget af et bestået pædagogikum. 1 I forbindelse med alle de nye tiltag skal nævnes, at skolens fem ældste klasser var på udflugt til Christiansborg to dage efter folketingets åbning, for – sammen med de øvrige skoler, der åbner Steiner-HF – at deltage i en takkedemonstration på slotspladsen. (En sådan er ikke set siden kvinderne fik valgret). 650 glade unge mennesker og deres lærere mødtes til prøve i Marmorkirken om formiddagen for at få sunget og spillet det indøvede program sammen. At løfte i flok, har præget alle årene for at nå dette mål, og det blev i den grad understreget, da stemmerne løftede sig op under kirkens kuppel og senere genlød på slotspladsen. Det var en glæde og 1

Siden årsmødet er alt, vedrørende Ivone Grenes ansættelse, på plads og vi kan se frem til, at hun, efter 1. august, starter som skolens rektor.

7


varme uden lige, der strømmede til de politikere, der mødte op og de mange andre, der var til stede. For at beskrive stemningen kan man med en lille omskrivning af H. C. Andersens eventyr ”Nattergalen” sige: ”Vi har set tårer i en politikers øjne”. Hvad kan man ønske sig mere? Det har været en særlig opgave at få udbredt kendskabet til den nye ungdomsuddannelse og give skolens personale, forældre og elever ejerskab af de kommende muligheder. Der har i den forbindelse været afholdt et stort orienteringsmøde i efteråret med indlæg af bl.a. Rane Willerslev, Thomas Urskov og Christina Vilhelmsen, og vi kunne glæde os over en meget fyldt sal. Som allerede nævnt, har hele skolen været under forandring, ombygning og udvidelse igennem hele skoleåret. Der skal sendes en stor tak til elever, lærere og forældre for den tålmodighed de har udvist igennem hele denne periode. Nr. 96, børnehaven og nr. 98 er blevet færdige og vi kan være stolte over resultatet. I skrivende stund er nr. 100 og nr. 102 ved at følge efter og det hele skulle gerne stå helt færdigt til det nye skoleårs begyndelse. Arbejdet med ombygning af nr. 90, vores nye hus til skolens ungdomsuddannelse, har været en meget stor opgave og givet uforudsete udfordringer undervejs. Men nu lysner det. De første lokaler er taget i brug og det har været en positiv oplevelse for både elever og lærere, at have den første undervisning der. Vi har allerede oplevet, hvor anvendelig den smukke lille sal er, og glædet os meget over det smukke flygel, som skoleforeningen har bidraget med som gave. Vi er dem meget taknemmelige. Det er klart, at alle de nye tiltag og det tidspres, der har hvilet på skolen omkring oprettelsen af Steiner-HF, har fyldt meget og måske af og til taget fokus væk fra den øvrige skole, men der har været tale om en nødvendig prioritering til gavn for hele skolen ud i fremtiden. Men grundlaget for det hele er en velfungerende grundskole og skolens målgruppe er velfungerende børn fra et bredt udsnit af samfundets sociale lag. Vi gør derfor et stort arbejde ved optagelse af nye elever til skolens børnehaveklasser og til 1. klasserne i form af samtaler med forældrene i grupper og individuelt, før endelig optagelse finder sted. Dette gøres for at sikre, at skolen fra starten kan sætte ind med den rette undervisning og

8


eventuelt støtte. Vi kan glædes over, at arbejdet med oprettelse af nye parallelklasser på skolen er lykkes, således at skolen fra skoleårets begyndelse har 7 årgange med parallelt spor. Skolen har i indeværende år også været profilskole til trods for, at vi sidste år måtte sige farvel til specialklasserne. Vi har igennem særlig støtte hjulpet 14 enkelt integrerede elever, samt en stor gruppe, der ikke får særlige specialtimer med sig. Skolens specialcenter står for tilrettelæggelsen af denne undervisning og har igennem deres ekspertise gjort et værdifuldt og stort arbejde, som de skal have tak for. Skolens daglige undervisning er den altafgørende aktivitet. Med baggrund i Steinerpædagogikken og antroposofien lægger lærerne alle deres kræfter i at bringe eleverne det bedste udbytte fagligt og socialt. Vi må aldrig glemme den kilde, hvorfra inspirationen til en levende undervisning kommer. En vej og hjælp dertil er kunst og håndværk, der på magisk vis kan forvandle tid, sted og stemning. Skolen vægter derfor disse fag og deres betydning på lige fod med de boglige fag. At nære den grundlæggende impuls sker bl.a. på de ugentlige konferencer, hvor studiearbejde og pædagogik står i centrum. Mange lærere har derudover også haft mulighed for at lade sig inspirere på kurser og stævner, ligesom John Halford også i år har holdt indførende kurser i antroposofi for lærere – især de nye – og for forældre. Tak for det. Der er på skolen tradition for at afholde en række større og mindre arrangementer for elever, forældre og interesserede i løbet af skoleåret. Således har vi fejret årstiderne, som vi plejer med elevoptræden. Der har været afholdt julebasar, med stort engagement fra alle skolens forældre. Vi er meget taknemmelige for alle de kræfter, der fra forældreside lægges i den weekend samt i det forberedende arbejde. Tusind tak til forældrene for det og for alle andre arrangementer ved hvilke, forældrenes varme hænder har haft afgørende betydning. Dette gælder fredagscafeer, musical, skuespil, majfest osv. Rent økonomisk har det været et dyrt år for skolen, da alle tiltag, både med de fysiske rammer og investeringen i uddannelse og forberedelse af lærerne til kommende ungdomsuddannelse, har været store. Da budgettet

9


for 2017 blev lagt, viste det da også et underskud på næsten 500.000 kr., hvilket i løbet af året blev vendt til et mindre overskud, hvilket vi kan være glade for, da indeværende år bærer de største udgifter i forbindelse med hele denne omlægning. Dog viser alle fremskrivninger derefter et positivt resultat. Det har siden 2010 været et krav, at der med revisionen skulle udarbejdes et forvaltningsrevisionsprojekt, et udvalgt område, som skolen over en kortere eller længere årrække ville fokusere på gennem en beskrivelse af området, en handleplan og mål for det, vi ønskede at opnå dermed. Vi har lige siden haft flere projekter i gang, nævnes kan fastholdelse af elever i overskolen og fokus på indskolingen med henblik på at skabe grundlag for årlig oprettelse af to klasser. Lige nu har skolen et projekt kørende omkring implementeringen af Steiner-HF, en opgave der løber over fem år, fra 2017 – 2022. I år har vi påbegyndt et nyt treårigt projekt omkring skolens musikundervisning, hvor vi vil se på praktiske foranstaltninger omkring især den instrumentale undervisning og orkester, men i mindst lige så høj grad metode og fagligt indhold. Alle projekter afsluttes med en evaluering. I en stor organisation, som skolen er blevet, vil der altid være bevægelse på listen af ansatte. Vi har i indeværende skoleår måttet sige farvel til Moritz Müller, der flyttede med sin familie til Sønderborg. Vi måtte også sige farvel til vores spansklærer, Tabita Clemmensen og håndværkslærer Elisabeth Bjarløv. Af nye lærere har vi hilst velkommen til Elisabeth Nørskau, klasselærer, Jesper Salazar, spansk, Lone Catharina Reese, specialundervisning, tysk og håndværk i overskolen, Oline Boes Hansen, børnehaveklassen, Rasmus Lading, støttelærer, Sergii Myronchak, gymnastik, Sandy Andersen, madmor i SFO, og Kristin Frank, klasselærer. Skolens ledelse har, som det fremgår af ovenstående, haft mange og store ekstraopgaver i dette skoleår, dertil kommer, at vi har været hårdt ramt af langtidssygemeldinger og orlov, der har betydet, at vi skulle løbe hurtigt. Vi har klaret os igennem, men ser frem til et forhåbentligt stabilt kommende skoleår båret af en fuldtallig ledergruppe.

10


Med en nyansat rektor er det klart, at der også vil ske forandringer i ledelsen. Ivone Grene kommer som rektor til at tegne skolen og jeg vil i det kommende år spille andenviolin. Jeg har altid haft et godt samarbejde med Ivone og ser med glæde frem til at kunne hjælpe og støtte hende på alle mulige måder, med de kommende opgaver. Der skal fra undertegnede lyde en stor tak til alle skolens forældre, for det frivillige arbejde de gør for vores skole og for den tillid de viser kollegium og ledelse. Forældrenes engagement i skolen betyder alt for eleverne. Jeg vil også gerne takke skolens personale, alle lærere, pædagoger, pedeller, kontor og øvrige for den utrættelige indsats, I lægger for dagen, en hær af lutter ildsjæle. Tak til skolens tilsynsførende Kjeld Læssøe, for et godt samarbejde omkring årets tilsyn. Sidst, men ikke mindst, en stor tak til skolens bestyrelse og Susanne Iversen, der trods sygdom og fravær, hele tiden har været med, med sit hjerte ved skolen. Tak til jer alle for de mange timer I har lagt i erhvervelsen af ny bygning, renovering af de eksisterende og et fremsyn, der tyder på, at I har meget mere i posen. Jeg ønsker skolen og alle alt godt i det kommende år.

Axel 2.a.

11


Alma 2.a.

12


Årsberetning fra skolens bestyrelse 2017-2018 Af Susanne Iversen Bestyrelsesformand Kære Alle På skolebestyrelsens vegne, vil jeg her fremlægge årsberetning for det år, som er gået. I ethvert menneske findes der iboende skabende kræfter. Som opdragere, er det vores ædleste gerning at give plads til, at disse kræfter kan komme til syne. Hvert menneske, sine muligheder. I al ydmyghed overfor mennesket, kan vi øve os i dette. Bestyrelsen mødes en gang om måneden. Ilse Kofod, Else Marie Olesen og Jørn Bendixen deltager. I mellemtiden, mellem møderne, er der stor aktivitet i udvalgsarbejdet: Byggeudvalg, økonomiudvalg, arbejdslørdagsudvalg, HF-udvalg, skoleblads- og forældrebogs- udvalg osv. Det er bestyrelsens bestræbelse at være fremtidsrettet og arbejde for hele skolen. Som I kan se, er der - i det skoleår, der er gået - kommet en del til syne. Skolen har købt Strandvejen 90, der er blevet ombygget indvendigt, så der er 5 klasseværelser og en sal, stor kælder og en lille sidebygning, hvor STU holder til. Overskolen glæder sig og vi regner med, at de kan flytte ind i begyndelsen af sommerferien. Nogen andre, som også glæder sig, er SFO, under- og mellemskole. Alle har været meget tålmodige, for pladsen har været trang, men nu får alle mere plads.

13


SFO har fået nyt halvtag, der hvor skolehaven ligger, hvorunder en del af børnene spiser deres mad, som bliver dygtigt tilberedt af madmor Sandy. Udvendig renovering af alle 4 villaer mod Strandvejen har også stået på hele året og det er en fryd at både se og vide, at bygningerne bliver passet og plejet. Parkeringspladsen har fået et løft, der er blevet plantet bøgehæk og paradisæbletræer, belysning på villaerne og indkørsler er ved at blive installeret og der vil også komme belysning i skolegårdene. Alt har krævet stor forberedelse og det har taget sin tid, men se hvor det lønner sig! I alt har skolen optaget et lån på 18.900.000 og til renovering 26.340.000. Efter sommerferien starter Steiner-HF. Første år med 1. HF og året efter kommer 2. HF til. Mange samtaler og møder har i den forbindelse fundet sted, dygtigt ledet af Christina Vilhelmsen og co. De fem skoler, som starter med HF, lavede takkekoncert foran Christiansborg i november, et forældre-infomøde her på skolen var også i november, hvor der blev fortalt om Steiner-HF og hvor Rane Willerslev holdt foredrag. Skolens vedtægter er blevet lavet om, så de er tilpasset, at skolen nu bliver et frit gymnasium med en grundskole, men skolen har stadig tilknytning til friskoleforeningen. Vedtægterne bliver lagt ud på skolens hjemme side 1. august 2018. I den forbindelse blev der afholdt to ekstra generalforsamlinger, hvor der blev oplyst om nogle af de væsentlige ændringer. Vedtægterne er godkendt af undervisningsministeriet. En af de væsentlige ændringer er, at der - for at kunne etablere Steiner-HF – skal ansættes en rektor. Ansættelsesudvalget og bestyrelsen har valgt Ivone Grene som kommende rektor. Der var ikke så mange ansøgere, men Ivone var en af det. Hun har gennemført og bestået pædagogikum i teori og praksis og mangler nu kun godkendelsen fra undervisningsministeriet.1 1

Siden årsmødet er alt, vedrørende Ivone Grenes ansættelse, på plads.

14


Vi håber det bedste. Rektoren bliver rektor for hele skolen og med et dygtigt arbejdsteam, skal det blive spændende at se ind i de kommende år. Bestyrelsen vil gerne takke jer forældre for jeres flittighed omkring basar, arbejdslørdage, rengøring og engagement i deltagelse af årstidsfester. Det er med til at forbinde skole, hjem og børn. Tak til alle lærere, pædagoger og pedeller for jeres udholdende vilje og daglige indsats. På kontoret er der altid travlt, men Else Marie og Merete klarer alle opgaver og det gør I rigtig godt. Tak for samarbejdet. En stor tak til alle jer i bestyrelsen, samlet og hver for sig for engagement og med hjerte for skolen. Jørn Bendixen! Du kommer ikke uden om det! Jeg vil gerne udtale min største respekt for dig som menneske og for det arbejde du gør. Ingen opgave er for lille til dig. Du rummer hele skolen og tager vare på dine kolleger og elever med sans for den enkelte. Du går stille med dørene, men er bare så flittig og indsigtsfuld. Må fremtiden tegne sig lys og inspirerende for os alle.

Ella 2.a.

15


Sara2.a. Alma 2.a.

16


17


18


Af Laurids Gautier elev i 12. klasse

Solen bager fra en skyfri himmel, oliventræerne rasler blidt i den lune brise og pizzaduften sniger sig ind ad alle sprækker – vi befinder os umiskendeligt på italiensk jord. I foråret var vi fra skolens 12. klasse, på kunst-, arkitektur- og dannelsesrejse til Italien. Den er en fast del af Steinerskolens læreplan, som et af de afsluttende skridt mod det færdiguddannede unge menneske, som er klar til at tage fat på livets udfordringer. I år foregik den sammen med 12. klasse fra Steinerskolen i Skanderborg. Formålet med turen er, udover at nyde at være sammen om at opleve det skønne Italien, at studere landets mange berømte og historisk betydningsfulde kunstværker, bygninger og deres skabere. Vi kiggede på den kristne kunst fra de tidligste kalkmalerier, omkring centralperspektivets opståen og frem til Mathias Grünewalds Isenheimalter. I den arkitektoniske ende, kiggede vi på, snakkede om og blev undervist i kirker, dåbskapeller, kirker, museer og lidt flere kirker! Udover at observere de forskellige bygninger og værker, skulle vi også som et led i rejsens dannelsesaspekt - tegne mange af de ting vi så. I gennemsnit tegnede vi et par timer om dagen. Turen tog sin begyndelse på Aarhus hovedbanegård, hvor alle elever, både fra Skanderborg og Århus var mødt op. Vi gik i samlet flok, med al vores bagage – (som altid når man rejser mange forskellige mennesker sammen, varierede størrelsen på denne også i stor grad) – ind i toget med kurs mod

19


Hamburg Hauptbahnhof, hvor vi skulle fange et andet tog til Innsbruck, hvor vi igen skulle skifte til en linje mod Ravenna – vores første rejsedestination. Her blev vi indlogeret på et hotel, relativt tæt på bymidten. Vi smed vore ting på værelserne og skyndte os ud at spise noget god italiensk pizza. Opholdet i Ravenna varede en 3-4 dage og bød på en hel del fine oplevelser. Byen er kendt for sine mange, meget fine og nogle meget store mosaikker, hvilket derfor var et tema, der indgik i meget af det kunst og i mange af de kirkedekorationer vi så, mens vi var netop der. Et af de steder, der gjorde stort indtryk på alle, var også det første sted vi besøgte – Galla Placidias Mausoleum. Det er indvendigt dekoreret med de mest fantastiske og meget store mosaikker. I forhold til mange af de andre ting vi så, var bygningen relativt beskeden, hvilket gjorde billederne så meget mere fremtrædende og imponerende. Man kunne rent faktisk se hver enkelt lille sten i billedet, hvis man gik tæt på og kiggede godt efter, hvilket gjorde det samlede indtryk utroligt stærkt. Man kan forestille sig, hvor stort et pillearbejde det har været at skabe disse mosaikker, og hvor lang tid det har taget. Efter vores mosaikstuderingsophold i Ravenna, gik turen til Firenze. En by der med sine knap 400.000 indbyggere og rige turistliv, har en markant storbystemning over sig. Her så vi, i løbet af vores opholdsperiode på 5 dage, forskellige attraktioner – mange af dem ret store og veletablerede. Af disse er det blandt andet værd at nævne ”Uffizierne”, som er et enormt museum med en betragtelig samling af bl.a. tidlig kristen kunst. Et af de mest berømte værker på stedet, må nok være ”Venus’ fødsel”, måske bedre kendt som ”Den skumfødte Venus”, af Botticelli. Derudover så vi af kendte og nævneværdige ting, blandt andet Michelangelos David-skulptur. Jeg tror næsten jeg kan tale for alle der var med på turen og sige, at det var en virkelig stor oplevelse. Det er simpelthen et kunstværk uden sidestykke. Noget af det, man bliver slået af, er statuens størrelse. Den er lidt over 5 meter høj og fylder hele det store rum den står i ud med sit stille og majestætiske udtryk. Det er et af de kunstværker, der står klarest i hukommelsen efter turen rundt i Italien.

20


David. skulptur af Michelangelo (Firenze) Tegnet af Xenia Krogh-Pedersen (3. vg.)

Efter hektiske Firenze skete det mest markante temposkift på turen, hvor vi tog til Assisi. Denne by er stadig, på trods af sin berømmelse, en lille by med masser af plads, frisk luft og natur til alle sider. Det var skønt at komme derhen og slappe lidt af. Både byen og landskabet omkring var ren idyl og vi nød alle sammen bare at gå rundt i de smalle gader og se på den gamle hyggelige by. Meget af det, vi var rundt at se, handlede selvfølgelig om den gode Frans og hans broderorden. Blandt andet så vi San Damiano-

21


kirken, som han selv var med til at bygge op og San Francesco-kirken, som er grundlagt oven på Frans’ jordiske rester. Vi var også på en længere vandretur op i bjergene, hvor vi så det sted, Frans gik hen for at meditere over tilværelsen. Hvis man skulle vælge ét ord til at karakterisere Assisi, må det næsten være: idyl. Videre gik turen herefter til Schweiz – til Basel. Her skulle vi ligesom i de tre italienske byer opholde os nogle dage. Dog skilte dette ophold sig ud fra de andre, ved at vi ikke skulle være ret meget i byen – faktisk ikke engang i landet. Vi skulle til Colmar i Frankrig for at se Isenheimalteret, som er en meget stor og meget berømt altertavle. Vi skulle til Weil am Rhein i Tyskland, for at se Vitra Design Museum, som både producerer designmøbler og er et museum for designmøbler. Ydermere befinder både produktion og museum sig inde i en hel del arkitekttegnede bygninger. Dog var der også et par ting, vi skulle kigge på i Schweiz. Vi var på 2 forskellige kunstmuseer i Basel – et meget moderne og et lidt mere traditionelt. Men højdepunktet må nok siges at være, da vi tog på udflugt til Dornach, for at se kronen på Rudolf Steiners arkitektoniske værk – Goetheanum. Det er en kæmpestor bygning placeret på toppen af en bakke i et område, hvor Steiner har tegnet en hel del af husene. Den tårner sig op i det flotte landskab og minder, med sine mange runde og naturlige former, om en meget stor og majestætisk betonskildpadde. Det skal ikke forstås som en negativ ting, men bygningen er i hvert fald helt sin egen. Nu har alle os, der var med på turen brugt en stor del af vores liv på en Steinerskole, og er derfor vant til alskens forskellige former og farver, men alligevel blev vi, alle som en, dybt forbavsede og imponerede over, hvor gennemført Goetheanum er udtænkt og udført. Alt – selv dørhåndtag – er speciallavede efter Steiners ønske og det ses tydeligt. Det er en helt fantastisk bygning, uanset om man er fan af Steiner eller ej! Da vi havde set alt dette, og MEGET mere til, var vi efterhånden ved at være trætte og det var da også tid til, så småt at vende næsen hjemad. Vi pakkede vores habengut, forlod Basel og satte kursen, omend med et par stop undervejs, mod Aarhus hovedbanegård. Efter lidt over et døgn, med næsten uafbrudt togrejse, var vi fremme ved destinationen.

22


Jeg tror bestemt jeg kan sige for alle, at det har været en fantastisk og uforglemmelig tur. Det var dejligt at være afsted sammen med Skanderborgskolen, og jeg er sikker på, at det var med til at gøre det til en endnu sjovere og mere stimulerende tur. Vi har helt sikkert også allesammen fået nogle nye bekendtskaber undervejs, hvilket aldrig er en dårlig ting. Inden jeg slutter helt af, skal en stor tak fra os elever lyde til vores lærere Ilse og Jens, som i allerhøjeste grad bidrog til at gøre turen virkelig god – tak for det!

San Damiano (Assisi) Tegnet af Xenia Krogh-Pedersen (3. vg.)

Goetheanum (Dornach, Schweiz) Tegnet af Xenia Krogh-Pedersen (3. vg.)

23


Af Astrid og Benjamin forældre til Oliver, Aik og Sally

På et tidspunkt stod vi og manglede et nyt skoletilbud til Oliver, da han var brændt helt sammen i folkeskolen. Gennem Ronja, kom vi i kontakt med R. Steiner-skolen, hvor hun var elev. Oliver led af søvnløshed, kvalme, tankemylder og havde ingen overskud. Han sagde til mig en aften ved sengetid: “Mor, jeg tror jeg er stresset!”. Jeg spurgte: “Hvorfor tror du det?” “Fordi, hver aften jeg kommer i seng, begynder tankerne at suse rundt og jeg kan ikke sove. Til sidst er der så mange tanker, at jeg får kvalme og så føler jeg, at jeg skal kaste op.” Vi havde længe kigget efter en anden skole til Oliver og ventede håbefuldt på en plads på Århus Friskole, men til sidst kunne vi ikke vente længere. Ingen af os har haft tilknytning til R. Steiner-pædagogikken før. Tværtimod er vi begge opdraget til, at det er lidt mærkeligt og alt for religiøst. Så fyldt med fordomme og betænkelighed, tog vi en kæmpe beslutning på Olivers vegne i sommeren 2016. Det er den sværeste og bedste beslutning, vi nogensinde har taget. Det vigtigste for os er den plads, som lærerne evner at give eleverne til at blive formet som menneske, og at mærke det selvværd, der er groet frem i Oliver. Han er ikke længere det barn, der var uden overskud, men tror nu på sig selv og har holdninger til alt. Han tør udfordre sig selv og stå ved sine værdier, også i situationer, hvor de andre i klassen mener noget andet. Vi har mødt en mangfoldig skole, som forholder sig til det samfund, vi lever i, og fået mange af vores fordomme skudt ned. Der vil altid være noget, der er svært i skolen. Fagligt, socialt, mht. mobning, venskaber, mode og hvad er rigtigt og forkert. De udfordringer, der er ved at vokse op og dannes som menneske, er ikke anderledes end på Olivers gamle skole.

24


Faktum er, at Oliver har det godt nu, og det har altid været det vigtigste, samtidig med, at han stadig er dygtig til dansk (helt uden at blive testet hele tiden). Efter Oliver, er hans lillebror Eik fulgt efter i børnehaven og lillesøster Sally i vuggestuen. Jeg glædes over, at vi vågnede op i sin tid og endte som fuldblods-Steiner familie.

25


Maja 2.a.

Mynthe 2.a.

26


Af Kathrine Nielsdatter

mor til Iben1vg, Aske 8 kl. og Lihnus 3b.

Jeg har altid kendt til navnet R. Steiner. Min kære morfar snakkede meget om hans pædagogik, tilgang til kunsten og det musiske. Han har endda mødt R. Steiner til en af hans forelæsninger. Da vores førstefødte skulle begynde i skole, overvejede vi Steiner-skolen, men valgte det dog fra pga. transport, vores uddannelse og endnu en graviditet. Folkeskolen ligger tæt på, hvor vi bor, det er nemt og bekvemt og med vores musiske og kunstneriske tilgang i hjemmet, tænkte vi, at vores datter nok skulle få opbygget de kreative færdigheder. Ved at vælge folkeskolen, valgte vi også mangfoldigheden til, hvor alle fra samfundets forskellige grupperinger var repræsenteret og vores datter kunne følges ad med børnehavekammeraterne. Der er noget kollektivt og solidarisk ved at vælge folkeskolen, noget trygt ved at vælge nærmiljøet for sit lille barn på 6 år. Men da hun nåede 3. klasse og lillebror 1. klasse, kunne vi som forældre ikke længere fornemme den solidariske ånd i en folkeskole, der var frarøvet de kunstneriske fag, fuldkommen. Udslaget for at flytte vores to skolebørn, var de nationale tests. Ældstebarnet var så bævrende nervøs for testen i matematik. Vi havde øvet på computeren, hvordan testen skulle foretages. På selve testmorgenen havde hun så ondt i maven, at hun næsten ikke kunne komme ud ad døren af skræk for at skulle testes. Der kom dog en meget glad datter hjem, for det var bare gået så godt, syntes hun selv. Lettelsen var til at mærke og hun var glad og tilfreds med sig selv. Den dag hun fik svar på testen, kom hun hjem fra skole med tårer i øjnene. Hendes matematiklærer havde fortalt hende, at hun lå noget under middel og ved næste test skulle hun tage sig mere sammen og koncentrere sig. Puha, en oplevelse! Vi havde brugt tid på at bygge vores barn op,

27


indgydt hende mod og selvtillid og så kan en lille sidebemærkning betyde, at barnet fuldkommen mistede lysten til at lære og gøre sig umage. Vi forældre var ikke i tvivl om, at vores datter ikke skulle slides op i folkeskolen, med test og upædagogisk/umenneskelig tilgang til vores datter. Hun skulle opleve, hvordan læring også kan være, hvordan hun kan lege sig til viden. Det samme skulle hendes små brødre. Så i 4. klasse og 2. klasse skiftede vi skole for dem begge. Mindstemanden begyndte i ”Solhjem” (R. Steiner-børnehaven, Strandvejen). Det var ikke uden nervøsitet at skulle opstarte tre børn i nye omgivelser og miljø. Der gik præcis 14 dage, så blev vores ”tudemarie” forvandlet til en strålende legende pige. Ved første skole-hjem-samtale sagde klasselæreren: ”Det er som om, I altid har været her, at klassen har ventet på, at Iben kom!” Det er mærkbart at se forskellen på vores børn. Mindstemanden har gået i Solhjem og har taget den trygge og sikre vej over hegnet til den lille skolegård, for nogle år siden. Nu er Steiner-skolen vores lille ”landsbyskole”, hvor alt det genkendelige er, hvor børnene kender hinanden og deres ældre/yngre søskende. Mangfoldigheden er også at finde på en Steiner-skole. Her er familier med lige så forskellig baggrund som i folkeskolen. Så fordommen om, at vores børn kun ville få venner som lignede dem selv, er slet ikke sand.

28


Fra essaysamlingen ”Spejlet i spejlet” af Michael Ende Damen skød det sorte gardin for vinduet i sin karet til side og spurgte: ”Hvorfor kører du ikke hurtigere? Du ved jo udmærket, hvor vigtigt det er for mig, at jeg kommer rettidigt til festen! Den enbenede kusk lænede sig ned mod hende fra sin buk og svarede: ”Vi er kommet ind i en lang kolonne, Madame. Jeg ved ikke, hvordan det er gået til. Jeg må jo have døset lidt. I hvert fald var der pludselig alle disse mennesker, som spærrer vejen for os.” Damen lænede sig ud ad vinduet. Landevejen var faktisk helt spærret af en lang kolonne af mennesker. Der var børn og gamle, mænd og kvinder, alle i eventyrlige, brogede gøglerdragter, med fantastiske hatte på hovederne, store pakker på ryggen. Mange af dem red på muldyr, andre på store hunde eller strudse. Indimellem skrumplede tohjulede kærrer af sted, højt belæsset med kasser og kufferter, eller vogne med presenninger, hvor der sad hele familier i. ”Hvem er I?” spurgte damen en dreng i harlekinkostume, som gik ved siden af hendes karet. Han havde en stang over skulderen, som i den anden ende blev båret af en pige med mandelformede øjne og i kinesisk dragt. På stangen hang husgeråd af forskellig art, og oven på den sad en lille frysende abekat. ”Er I et cirkus?” ”Vi ved ikke, hvem vi er,” sagde drengen. ”Et cirkus er vi ikke.” ”Hvor kommer I da fra?” ville damen nu vide.

29


”Fra himlens bjerge,” svarede drengen, ”men det ligger lang tid tilbage.” ”Og hvad har I så lavet dér?” ”Det var, før jeg blev født. Jeg er kommet til verden undervejs.” Nu blandede en gammel mand sig i samtalen. Han havde en stor lut eller teorbe på ryggen. ”Dér har vi opført det Uafbrudte Skuespil, skønne dame. Det kan barnet ikke vide noget om mere. Det var et skuespil for solen, månen og stjernerne. Vi stod alle på hver sin bjergtop, og vi råbte replikkerne til hinanden. Der blev spillet uden afbrydelse, for dette skuespil holdt verden sammen. Men nu har de fleste af os andre for resten også glemt det. Det ligger lang tid tilbage” ”Hvorfor er I da holdt op med at spille det?” ”Der var sket en stor ulykke, skønne dame. Pludselig en dag lagde vi mærke til, at vi manglede et ord. Der var ingen, der havde stjålet det fra os, og vi havde heller ikke glemt det. Det fandtes ganske enkelt ikke mere. Men uden dette ord kunne vi ikke spille videre, fordi det hele ikke mere gav nogen mening. Det var nemlig det ene ord, der får alt til at hænge sammen med alt. Forstår De, hvad jeg mener, skønne dame? Siden da har vi været undervejs for at prøve at finde det igen.” ”Det ord, der får alt til at hænge sammen med alt?” spurgte damen forbavset. ”Ja”, sagde den gamle og nikkede alvorligt, ”De må da også selv, skønne dame, have lagt mærke til, at verden nu kun består af brudstykker, som ikke mere har noget med hinanden at gøre. Sådan har det været, siden vi mistede det ord. Og det værste er, at brudstykkerne falder mere og mere fra hinanden, og at der bliver mindre og mindre tilbage, som hænger sammen. Hvis vi ikke finder ordet, som kan forbinde alt med alt igen, så går verden en skønne dag helt i opløsning og spredes for alle vinde. Det er derfor, vi er undervejs for at finde det.” ”Tror I da virkelig, at I finder det en skønne dag?”

30


Den gamle svarede ikke, men fremskyndede sine skridt og overhalede kareten. Pigen med mandeløjnene, som nu gik ved siden af damens vindue, forklarede beklemt: ”Vi skriver ordet på jordens overflade med den lange vej, vi går. Det er derfor, vi altid går videre og ikke bliver nogen steder.” ”Åh,” sagde damen, ”så er I altså aldrig i tvivl om, hvor I skal gå hen?” ”Nej, vi lader os føre.” ”Og hvem eller hvad fører jer så?” ”Ordet!” svarede pigen og smilede, som om hun ville undskylde sig. Damen betragtede længe barnet fra siden, så spurgte hun stilfærdigt: ”Kan jeg gå med jer?” Pigen tav og smilede og overhalede langsomt kareten, idet hun fulgte drengen foran sig. ”Stop!” råbte damen til sin kusk. Han halede i tømmen, så hestene standsede, vendte sig om og spurgte: ”Vil De virkelig gå med dem der, Madame? Damen sad stum og rank på sin hynde i vognen og stirrede lige frem for sig. Lidt efter lidt drog resten af truppen forbi den holdende karet. Da den sidste efternøler var passeret, steg damen ud og fulgte processionen med øjnene, til den forsvandt i det fjerne. Det begyndte at regne lidt. ”Lad os vende om!” råbte hun til kusken, mens hun atter steg ind, ”vi kører tilbage. Jeg har truffet en anden beslutning.” ”Gud være lovet!” sagde de enbenede, ”Jeg kunne da heller ikke få mig selv til at tro, at De virkelig ville gå med dem.” ”Nej,” svarede damen fjernt og hensunket i sine egne tanker, ”Jeg ville ikke være til nogen nytte for dem. Men du og jeg, vi kan bevidne, at de findes, og at vi har set dem.” Kusken fik hestene til at vende. ”Må jeg spørge Dem om noget, Madame?”

31


”Hvad vil du vide?” ”Tror Madame, at de vil finde dette ord engang?” ”Hvis de finder det,” svarede damen, ”skulle man mene, at verden ville forandres fra den ene time til den anden. Tror du ikke? Hvem ved, måske vil vi engang også blive vidne til det. Men kør nu!”

32


33


Det usynlige bånd Refleksioner fra en forælder på skolen Af Malene Vangsøe Bitsch mor til Anna, 3a.

Alt, hvad der er væsentligt her i livet, er usynligt. Relationen mellem os selv og andre mennesker. De bånd vi skaber til hinanden. Umiddelbart er det ikke noget, øjet kan se, men derfor ved vi alligevel godt, når båndet er der, og også når det ikke er der. Vi kan gøre dette bånd synligt ved at være og gøre noget for hinanden. Det er her, ånden kommer ind i billedet og det er også her, at mange står af og synes, det bliver for mystisk og luftigt. Altså det med ånden. Men hvis vi nu lader ånd blive til bånd, og det bånd er dét, der binder alting sammen, så virker det muligvis ikke så underligt, selvom vi altid vil helst vil have noget konkret at forholde os til. Så er båndet den tråd i verden, der sørger for, at alting hænger sammen. Helt fra begyndelsen. Fra det største til det mindste. Fra det enorme univers til den mindste celle. Båndet snor sig igennem det hele, og der står mennesket, placeret midt i alt dette skabte, og med et enormt ansvar, fordi vi adskiller os fra alt det andet. I os bliver båndet nemlig til ånd, på en anden måde, end hos f.eks. dyrene. Vi kan tænke og handle ud fra et rationelt udgangspunkt, som kan bringe os videre i verden, med verden. På godt og ondt. Nogle gange, hvis noget bliver forvirrende, uigennemskueligt, eller bare for svært, kan det være godt at søge helt tilbage til udgangspunktet og fokusere på det, og så prøve igen. Det kan også være godt i den her sammenhæng, fordi vi mennesker kan have lidt for let ved at glemme båndet, der binder sammen. Så kommer vi til at koncentrere os om det 34


synlige, det målbare og bevislige. Og der kommer både bånd og ånd til kort. Det kan ikke måles, det kan udelukkende mærkes. Et sted, hvor vi nemt kan komme til at kappe båndet, hvis ikke vi er opmærksomme, er til naturen. Det virker som om, der er en tendens til, at alt med natur, dyr og planter, helst skal ”nytte noget”. Det skal være noget, der kan (for)bruges, ellers er det ikke vigtigt, og ikke noget, der kalder på vores beskyttelse. Men hvad nu, hvis vi ikke har set noget som helst endnu? Hvad nu, hvis det vi kan se, kun svarer til det, man ser, når man kigger igennem en søkikkert og kun ser et lille udsnit af det store billede? Hvad nu, hvis vi ikke engang får et glimt af båndet, der binder det hele sammen? I så fald er det ikke vores opgave at sortere noget levende fra, fordi vi ikke kan se helheden. Det er til gengæld ikke umuligt at lære sig at ”zoome ind”, eller ”ud” - om man vil - på det hele billede. Slet ikke. Det kan lade sig gøre. Og når først man er begyndt at lede efter sammenhænge, helheden, båndet, så bliver det nemmere og nemmere at få øje på de skjulte mønstre, som ikke råber højt, men som tværtimod kræver stilhed og fordybelse. Vores ansvar er at sikre, at båndet/ånden, frit kan være til stede iblandt mennesker og til naturen. At vi ikke lader os bremse af fysiske og materielle ting. Det kræver vilje og mod, og først og fremmest tillid til, at der er noget større der vil os det godt, også selvom det umiddelbart kan være usynligt for os. Dér er det os, der skal gøre det usynlige ”synligt” ved at være noget og nogen for hinanden i den helhed, vi alle er en del af. ___

35


En skole er både et offentligt/socialt og et privat/individuelt anliggende.

Af Steffen Honoré

Maj og juni måned på R. Steiner-Skolen i Århus er en særlig tid. Skoleåret går på hæld og eleverne vil helst være udendørs i det gode vejr, og kan være svære for lærerne at bringe til samling og koncentration. Det er klogt netop til denne tid at lægge emner ind i årsplanen, hvor eleverne kan opleve og sanse naturens skønhed. Efter sommerferien indleder skolen en ny fase med en foreløbig 2-årig statsstøttet HF Steiner-uddannelse for 11. og 12. klasse sammen med 4 andre overskoler i Danmark. Centralt i denne nye situation er, at skolen skal vedblive med at være eksamens- og karakterfri og at vi fortsætter med at udvikle det karakteristiske for skolen med den lige vægtning af intellektuelle, kunstneriske og værkstedsmæssige fag båret oppe af kunst, levende tænkning og praktisk dygtighed. Vores undervisning skal videreudvikles med en vigtig pejling i både elevog lærerevaluering i samarbejde. Det er et stort spørgsmål, hvordan det håndteres forskelligt globalt, men også lokalt. I uge 21 er spørgsmålet om de negative følger af karakter- og konkurrenceræs blandt børn og unge kommet til overfladen både hos Børn- og Ungeudvalget, i Jyllandsposten og Politiken og med følgende udtalelse fra Laila C. Lagermann (Skole,uddannelses- og ungdomsforsker ved Aarhus universitet): ”Der er flere ting, der stresser de her unge mennesker, men det er blandt andet præstationskrav, forventningspres og karakterræs. Et evindeligt fokus på karakterer og opgaver er med til at producere et fagligt og socialt konkurrenceelement, som er meget voldsomt”. Det er her vigtigt, at R. Steinerskoler ikke bare signalerer og reklamerer med en eksamens- og karakterfri skole som et fravalg, men tydeligt viser, at det skal være et tilvalg til en anderledes ny og fremtidig

36


evalueringsproces, som kræver en større arbejdsproces for både eleven og læreren, nu ikke ved standpunktsprøver og karakterer, men gennem hele undervisningsforløbet i et fag. Mundtlige konsultationer, skriftlige målsætninger, individuelle opgaver og pensum skal indgå i en udviklingsproces både fagligt, socialt og personligt, og på en måde skal hver hovedfagsperiode, fagtimer og blokfag indgå som parametre, og ikke blot det færdige resultat. På en R. Steiner-skole er processen, udviklingen og forvandlingen det væsentlige, men selvfølgelig også en erkendelse af opnåelse af resultater i formål til faglige, aldersmæssige og individuelle målsætninger. Dette erfares og medopleves af eleverne på vidt forskellig måde gennem skoleårene. Skoleafslutning med 1. klasses spil og deres vidnesbyrd. Ved skolens sommerafslutning holdes der en stor fest, hvor alle er samlede, og der uddeles vidnesbyrd til klasserne. 1. klasserne opfører til en begyndelse et eventyrspil, som lærerne sammen har skrevet og indøvet. Indhold og rytme skal afspejle lærernes dygtighed til ikke abstrakt, men kunstnerisk og praktisk at skabe det sammen med eleverne, som viser frugten af årets opdragelse, uddannelse og modning. Da alle eleverne i salen netop er ældre og genoplever alderstrinnet hos sig selv, er varmen og bifaldet fra netop dem den bedste bekræftelse, når de har oplevet et velvalgt spil, som eleverne virkelig har tilegnet sig og kan udenad – uanset, hvem der spiller de forskellige roller. I 1. klasse ”spiller man egentlig ikke skuespil”, man er alle sammen dét, der siges og gøres, og hvad der sker. Alt lever, når det lykkes i fællesskab. Eleverne elsker at vise deres stykke. Alt står her offentligt til skue. Efter spillet bliver eleverne i 1. klasse på scenen og får overrakt deres vidnesbyrd i form af et vers, som deres klasselærer har skrevet til dem. Det indeholder i tema og billedform noget, der kan tale til barnets væsen, kan karakterisere og opmuntre det til en videre udvikling i poetisk form. Disse vers skal ikke blot være epigrammer, men have en ansporende fremtidskarakter i sig, hvor barnet ved at læse, høre eller tale det i det kommende skoleår føler sig set og kan knytte an til den alvor,

37


klasselæreren har lagt i at finde det rette billede, den rette rytme og den rette pointe for hver elev. Dette er et intimt arbejde, som i første række er givet til forældrene og deres samtaler derom med deres barn, men ved også indimellem at lade eleverne sige deres vers i klassen, kan det til være med til at skabe gyldne stunder for en klasses liv og fællesskab.

Tidligere års 1. klasse optræder til sommerafslutning

R. Steiner har en spændende henvisning til dette at skrive pædagogiske vers til eleverne. Hvis læreren har formået at gribe et billede, en stemning og en rytme, som kan anspore eleven, foreslår han, at hvis dette sker, så kan man skrive og forfatte et nyt vers, der både kan bekræfte en positiv udvikling og give eleven en fornemmelse for nye mål, alt sammen i kunstnerisk form. Derved bedømmer man ikke eleven, men lader det leve i et vist frirum, hvor dets Jeg kan lytte og overvinde modstand ved eget initiativ og egen kraft, men også med lærernes og forældrenes støtte. Deri ligger en forståelse for, at dét at forandre sig er noget gennemgribende, hvor Jeget – som det mest individuelle og bevidste i ethvert menneske – er medaktør i tanke-, følelses- og viljeslivet. 12. klasse (3.v.) og deres afslutning, årsopgave og vidnesbyrd. Den naturlige autoritet, som klasselæreren må være i 1. klasse, skal gennem skoleforløbet forvandle sig til selvstændighed og frihed, og det ses bedst, når 12. klasse (3. vg) har deres afslutningsdag: først som

38


æresgæster ved festen om formiddagen, hvor afslutningen er med kransning af eleverne, sang og roser, samt efterfølgende kram og lykønskninger fra elever, lærere, forældre, søskende og gamle elever, som stadig møder op. Derefter vinkes der farvel til 12. klasse, der lige som alle andre studenter fejrer det med en tur rundt i byen i hestevogn, ikke med huer på, men med de skønneste blomsterkranse om hovederne. Men 12. klasse ser frem til den kommende festaften. Der spilles en udvalgt koncert til aftenens højtidelighed, der holdes taler og 11. klasse serverer en udsøgt menu. Der er sange og underholdning, alvorsord og munterhed, men eleverne venter alle spændt på aftenens afrunding, hvor de får deres vidnesbyrd, som sammenfatter undervisningen og udviklingen i overskolen i alle fag. Frem for alt afventer de udtalelserne til deres årsopgaver. Projekterne er en selvprøve i at beskæftige sig med et valgt emne et helt år sideløbende med den daglige undervisning, og det eneste krav fra skolen er, at den skal indeholde en teoretisk og en praktisk/kunstnerisk del. Dette udføres altså privat af eleven selv med alle de disponeringer og initiativer, som vedkommende har udviklet sig til at tage og gennemføre. Ved afleveringen er opgaverne udstillet og fuldt tilgængelige for alle, produkterne er blevet helt offentlige.1 Til årsopgaveprojektet hører også en mundtlig fremlæggelse på ca. 20-30 minutter, hvortil der annonceres offentligt, og alle er velkomne. Det er interessant at se det store fremmøde både af anmeldere, lærere, forældre og slægtninge, gamle elever og elever fra de underliggende klasser, hvor antallet kan være fra 150 – 200. Ved fremlæggelsen og præsentationen af årsopgaven, skal eleven have ordet i sin magt, det saglige i emnet og behandlingen deraf skal komme tydeligt frem og helst efterfølges af en selvevaluering både arbejdsmæssigt og udviklingsmæssigt. Hvad ville jeg, hvad gjorde jeg, hvad har jeg lært om mit emne og mig selv? 1

Jeg husker fra ”gamle” dage, at der altid var en annonce i aviserne i Århus om udstillingen. I dag virker det mest via skolens hjemmeside og gennem elevernes eget initiativ på Facebook o. lign.

39


Årsopgaver gennemføres som et internationalt EPC-projekt, hvor en international procedure er fulgt, og hvor det centrale er elevens egen selvevaluering i sammenhæng med anmelderes evaluering. Det er gennem denne proces blevet et både offentligt og privat dokument, som alternativ til den almindelige eksamensform og karaktergivning med et tal og efterfølgende et gennemsnit som bedømmelse. At gennemføre og aflevere en årsopgave til tiden betyder ikke, at det ikke kan være stressende for nogle elever, men det gælder ikke for alle. Mange klarer at gennemføre den normale skolegang, samt en enorm indsats i fritiden op til afleveringen. Dette lykkes ikke for alle, men i modsætning til eksamensræs og hysteri som et pres udefra, er det her blevet til en nogle gange smertelig og kaotisk følge af ens egen arbejdsproces. Det er dog yderst sjældent, at det bliver til et egentligt nederlag, men for nogle er det en øjenåbner midt i kampen for at overleve og klare det. Dette kan have sin egen intime og private betydning, der kan række langt ud i fremtiden, uden at andre blander sig deri, samt give egne, frie impulser til en vis selvopdragelse af nødvendighed eller af omverdenens krav for at komme videre i et uddannelsesforløb - eller som frugt af egen erkendelse og livslyst til at forvandle sig videre i livet mod nye mål. Den omfattende bog med vidnesbyrd og udtalelser på ca. 60 sider er både et helt offentligt og samtidigt meget privat dokument, fordi det handler om elevens egen udvikling, udfoldelse af evner og overvindelse af ensidigheder i det samlede skoleforløb, så vidt det kan skildres og synliggøres i lærernes udtalelser både fagligt, udviklingsmæssigt og med en vis sund status af, hvor eleven har svigtet eller overvundet sig selv. Alt skal have både offentlig og privat/individuel karakter, da det både skal være en støtte for eleven selv fremover, og samtidig et offentligt, retsligt dokument ved ansøgninger til videreuddannelse. 6. klasse og deres vidnesbyrd Midtvejs i skoleforløbet går man i 6. klasse, og forpuberteten banker på i overgangen mellem den tidlige barndom og ungdomslivet. Samtidig med, at kroppen begynder sin ombygning, ændres også de sjælelige aktiviteter, og det unge menneske kan ofte blive usikker i sin afvejning af alle de

40


impulser, der kommer udefra, som kan påvirke ens selvopfattelse og identitet, og så det nye helt private rum, hvori man begynder at se sig selv, hjemmet, forældrene og den skole og klasse, man er en del af, i et nyt lys. Netop her er det en tradition på skolen, at lærerne skriver vidnesbyrd/udtalelser til eleverne i ”du-form”, man skriver altså individuelt til hver person, og det er nok det mest individuelle og private niveau, en elev oplever i det hele taget, ud over, hvad der kan være nødvendigt at tale om i en forældre- og elevkonsultation. Denne ene gang gælder ikke offentlighed, og det er en særlig opgave for barnets lærere her ikke at blive intim eller privat, men med en voksen gennemtænkt og gennemfølt formulering tale til det kommende menneskes udvikling. Alvorlige forsømmelser kan påpeges, med en iagttagelse og forståelse for elevens fremskridt, samt hvad der er nødvendigt at anspore for ikke bare det kommende år, men også gerne længere både fagligt, personligt og socialt. Der gives også vidnesbyrd i 2. kl., 4. kl., 8. kl., 9. kl. og 1. vg, hver med deres karakter, stemning og form tilpasset alderstrinnet. Nogle af de dybereliggende grunde til disse betragtninger bliver uddybet og vil kunne opdages i artiklen i afslutningen af dette blad som et led i artikelserien ”Rudolf Steiner og jegets filosofi”.

Sidste års 12. klasse efter deres kransning

41


Af Benjamin Berger elev I 2.vg.

Sammen med klassekammerater og min klasselærerinde, har jeg, i forbindelse med socialpraktik, været på en rejse til New York i en uge. Derovre lærte vi om hjemmehørende historie og arkitektur via museumsbesøg og rundvisninger. Yderligere - som en slags praktisk opgave - havde vi på forhånd meldt os til forskellige velgørenhedsaktiviteter i organisationer, der hjælper folk i nød eller værner om miljøet. Udover, at det var lærerigt, var det også en sjov og spændende tur, og selvom hver dag var proppet med læring eller arbejde, var der plads til om aftenen at gå en smule på udforskning i New York City. Jeg rejser rimeligt ofte omkring, og jeg har allerede været i New York før, men alligevel blev jeg facineret af den tilhørende kultur og historie, dog mest den sidste af de to, da det alligevel er vestlig kultur og derfor meget lignende vores. At opleve arketyper af mennesker er én af de ting, der interesserer mig mest ved at rejse, og jeg vil påstå, at det er vigtigt at opleve for at kunne udvikle sig som person. Mennesker, som kun sjældent eller slet ikke lever i Danmark og som man derfor ikke får et rigtigt indtryk af herhjemme. F.eks. travle folk på gaden, der suser forbi én, og som synes ikke at have et sekund at spilde og som man næsten går ind i hver dag, eller ortodokse

42


jøder, som man har svært ved at finde i Danmark, eller i hvert fald i Jylland, samt de mange hjemløse, hvis antal stiger voldsomt i New York.1 På turen fik vi masser af muligheder for at snakke og kommunikere med hjemløse i vores velgørenhedsaktiviteter. Vi kunne samtidig opleve, gennem både deres aktive og passive tilstedeværelse, hvorledes de ikke ønskede at blive sat i bås som hjemløs. Derfor foretrækker de at bo på gaden i stedet for at bo på shelter, hvor deres liv bliver mere synligt for andre i byens samlede billede. Det er helt forståeligt.

___

1

Antallet af hjemløse i New York er steget med 39 procent på ét år, oplyser Homeless Outreach Population Estimate. 2017

43


44


Centralt i R. Steiners menneskesyn står begrebet Jeg som betegnelsen for menneskets åndelige væsenskerne. Det er omdrejningspunktet i enhver pædagogisk betragtning af den enkelte elev og det led i individet, som skolen gennem hele det 12 årige skoleforløb forsøger at understøtte og lade komme til udvikling på sin egen unikke måde. Det lægger op til et vigtigt spørgsmål: forstår vi som forældre, lærere og samfund at identificere det ægte Jeg og forveksler vi det nogle gange med egoet? Fremadrettet vil der i skolebladet blive en række artikler, som sætter fokus på Jeget. I den forbindelse vil R. Steiners impulser blive forsøgt spejlet i hans samtid og eftertid. I sin bestræbelse på at give mennesket en fornyet tro på dets ånd og værdighed i en materialistisk tidsalder spejdede R. Steiner ud i den filosofiske, kunstneriske og videnskabelige verden for at finde personligheder, som havde samme ærinde som han. Mange af R. Steiners tanker kan man finde udtrykt hos andre kulturpersonligheder. Nogle af disse vil i artikelserien blive sammenholdt med beskrivelsen af Rudolf Steiner og hans antroposofi med netop Jeget som omdrejningspunkt. Steffen Honoré og John Halford

45


Det væsentlige er usynligt for øjet - om R. Steiners arbejde i det offentlige rum for Jeget

Af Steffen Honoré

Mange kender R. Steiner som den inspirator til Steinerskolerne, men også som åndsforsker. Hans store virke i offentligheden er dog mindre kendt og agtet. R. Steiner har selv virket som privatlærer i sin egen studietid, og bl.a. blev han i familien Speth betroet at arbejde med deres søn, der havde hydrocephalus (vand i hovedet). Ofte tog det R. Steiner mange timer at forberede blot en halv times undervisning til drengen. Det viser, at han allerede som ung gennemskuede, hvorledes undervisningens metode kan forbinde elev og lærer, hvorved denne kan bevirke ikke kun indlæring men også en helbredende proces. Sønnen udviklede sig så positivt, at han senere uddannede sig til læge, men ved skæbnens magt omkom han under 1.verdenskrigs militærtjeneste. En spændende og lærerig periode for R. Steiner var hans tid som anmelder og tidsskriftforfatter i teaterverdenen. Han færdedes så meget i det offentlige i omgang med store kulturpersonligheder i Wien, at han endog havde postadresse på stamcaféen S. Griensteidl Kafé! I den store offentlighed blev R. Steiner d. 17. juni 1900 bedt om at holde festtalen for Gutenbergs 500 års jubilæum for 7000 sættere og trykkere i et cirkustelt! Han var en eftertragtet taler med fingeren på tidens puls, men også med kontroversielle nye indfaldsvinkler på tidens store spørgsmål. R. Steiner blev ansat ved den socialdemokratiske ”Arbeiter Bildungsschule” i Berlin (1899-1904), der på dette tidspunkt var rettet efter bl.a. Marx’ bevidstgørelse om klassekampen. R. Steiner gav om aftenen kursus i bl.a. historie og taleøvelser og havde, indtil 1904, en vis

46


frihed til at gennemføre sin pædagogiske tanke: at arbejderne kunne bryde deres sociale arv og klassedeling i samfundet, hvis de lærte om, hvad der havde bevirket denne.

S. Griensteidl Kafé, Wien 1896 Tegning af Reinhold Völkel

Med udgangspunkt i arbejdernes egne erfaringer af en arbejdsuge på 6072 timer, ønskede R. Steiner, at de skulle forstå de kræfter, der forhindrede, at mennesket kunne finde kraft og overskud til at gå en fri og individuel vej i livet. R. Steiner fordrede sine elever. Gennem taleøvelser og retorik fik han de ofte meget trætte arbejdere til at holde små foredrag for hinanden ofte til kl. 23 om aftenen. Han så, at kun ved at udvikle den bevidsthed, der ligger i ordet, kan den Jeg-kraft anspores, der er nødvendig for en individuel fri udvikling, men også for at kunne bidrage i en fremtidig demokratisk proces, både lokalt og senere nationalt og globalt. I det offentlige arbejde så R. Steiner det som sin vigtigste opgave at anspore erfaringen af og betydningen af hvert menneskes individualitet og egentlige Jeg. Dette er desto mere bemærkelsesværdigt, da han allerede som betroet medarbejder i Wien fra 1890 tidligere havde bearbejdet og udgivet Goethes naturvidenskabelige skrifter, samt i 1891 havde taget

47


doktorgrad i filosofi og i 1894 havde udgivet sit eget filosofiske hovedværk: ”Frihedens filosofi” og således stået helt inde i den akademiske verden – for så at virke på en arbejderhøjskole i de sene aftentimer med enkle arbejdere af folket. Hvilket storsind og hvilken ydmyghed ligger der ikke deri? Og hvilket håb?

Tregreningstanken og skoleimpulsen R. Steiner nåede senere i livet igen at være en efterspurgt taler i det offentlige rum, da han under og efter 1. verdenskrig var aktiv både lokalt og på højeste politiske plan i regeringen med tanker og praktiske anvisninger på en ny statsdannelse, de såkaldte tregreningstanker (se John Halfords indlæg i forrige nummer). Da R. Steiner holdt 14 omfattende offentlige kurser og foredrag fra 22. april til 30. juli 1919 om disse tregreningstanker, deltog lederen af cigaretfabrikken, ”Waldorf-Astoria”, Emil Molt, der stiller bygninger til rådighed for det eneste mulige alternativ efter Versaillefredens traktater: at skabe en helt ny skoleform, der kan ophæve og forvandle den sociale arv, ligestille drenge og piger og føre til en almen dannelse af hele mennesket med mulig udvikling af individuel frihed, socialt sindelag og af individuelle evner. Skoleimpulsen var et pædagogisk udtryk for R. Steiners intension med ”Frihedens filosofi” efter hvilken han stiller de store spørgsmål: Hvad er bevidsthed, og hvad er jeget? Efter en stort arbejde med kurser for de kommende, ansatte lærere, åbnede R. Steiner den første skole i Stuttgart, som - paradoksalt nok – blev opkaldt efter cigaretfabrikken – og derfor kom til at hedde Waldorfschule. Bygningen var en tidligere restaurant på Uhlandshöhe, som Molt havde opkøbt til formålet (den findes stadig sammen med de nu næsten 1100 skoler globalt). I skolen blev børn af både direktører, funktionærer og arbejdere undervist sammen ud fra en helt ny pædagogisk impuls. Hvilket innovativt tiltag i en kaotisk tid! Som offentlig person holdt R. Steiner i samme periode også taler for arbejderne på Bosch-fabrikkerne, Delmonte-værkerne og Daimler-Benz

48


bilfabrikker. Han havde stor tillid i kraft af sin store viden og aktualitet for de store sociale spørgsmål i tiden. Hans tregrenings-reform lykkedes ikke, men som frugt og forvandling opstod kimen til den første skole.

Første Waldorfskole i Stuttgart, bydelen Uhlandshöhe

Bolognaforedraget om Jeget En særlig begivenhed af helt modsat karakter indtrådte, da R. Steiner blev indbudt til at holde foredrag på den 4. internationale filosofikongres i Bologna den 8. april 1911. Det var både første og sidste gang, han holdt et foredrag, der på forhånd var nedskrevet, og som lå trykt på deltagernes stole på tre sprog fra begyndelsen af. Foredraget havde titlen ”Det psykologiske grundlag og Teosofiens (senere antroposofiens) erkendelsesteoretiske stilling”. Det offentlige foredrag var enestående derved, at det som helt centralt emne og forskningsresultat omhandlede Jegets natur og væsen. Jeg’et lever ikke i hjernen eller i

49


kroppen, men i menneskets omkreds og spejler sig i mennesket, hvorved vi oplever vor almindelige hverdags-Jeg. Det egentlig Jeg, som er usynligt, lever i omverdenen og deltager i alle tings væsen og natur. For Jeg’et er menneskets organisme også omverden. Det deltager i alle livsprocesser og i sjælekræfterne, vilje, følelse og tanke, men er ikke dem. At frigøre sig fra denne forbindelse gennem indre ro, vil kunne føre til erfaringen om menneskets egentlige Jeg, som er oversanseligt, men deltager i sanserne, hvorved vi bliver bevidste. Et helt centralt punkt i ”Frihedens filosofi” er opdagelsen af menneskets frihed. Vi kan tænke over det, vi tænker og gøre tænkningen selv til genstand for iagttagelse af tænkningen (meditation og intuition). Dette nærvær af Jeg’et kan man også erfare i det første indtryk, man overhovedet kan huske tilbage på: Hukommelsesbilledet stiger frem og bliver mig bevidst, og samtidig ved jeg, at det er mig, der husker det. Jeg’et er ikke bare forbundet med denne ydre oplevelse, den er en del af den!

Rudolf Steiner på vej til Uhlandshöhe 1922. Billedet er taget af en 12-årig elev på Waldorfskolen

50


At Jeg’et deltager i legemets aktiviteter, kan intenst opleves i gymnastik, dans eller f.eks. eurytmi (samt i et egentlig håndværk), hvor man kan gebærde sig inde i sig selv og i omverdenen samtidigt, når man har fuld bevidsthed. Derved virker vi med Jeg’et i vores omkreds og gennem spejlingen i vort indre, hvormed vi forbinder periferi og centrum i et næsten ufatteligt vekslende samspil. Men vi er ikke eurytmien, dansen, eller gymnastikken, og vi er ikke sjælekræfterne, men de er evner og organer, som forvandler sig gennem hele livet, og som kan forvandles til højere sjælekræfter. Dette kan gøres i fuld frihed under Jeget´s nærvær og kraft, når man ”selv vil”. R. Steiner kalder dette moment for den mest frie handling, et menneske kan gøre.1

Apercu I en global pressemeddelelse i 2014 kom to danske forskere med et overraskende forskningsresultat omkring menneskets bevidsthed. Denne kan ikke lokaliseres til et bestemt sted i hjernen, men opstår som virksomhed i livsprocesserne. Morten Overgaard (prof. ved Aarhus og Aalborg universitet) og Jesper Mogensen (prof. ved Københavns Universitet) foreslår en ny løsning på spørgsmålet i et anerkendt internationalt naturvidenskabeligt tidsskrift2: Hjernen “producerer” ikke bevidsthed. Bestemte typer funktionel organisering har to “typer” af egenskaber - fysiske og bevidsthedsmæssige. På baggrund af forskellige forskningsområder lyder forslaget, at bevidsthed lader til at være relateret til funktionel organisering, der bearbejder information, der er tilgængelig for funktioner som handling, 1

Om disse muligheder for at udvikle imagination, inspiration og intuition som individuelle forvandlede sjælekræfter, vil der følge nærmere i de næste numre af skolebladet, samt hvordan det kan støttes gennem undervisningsformen. 2

Philosophical Transactions of the Royal Society B.

51


tanke og tale. Dette betyder, at der ikke er en bestemt del af hjernen, som skal være aktiv for at ”skabe bevidsthed”, men at vi derimod er bevidste om noget, når det er bearbejdet på en bestemt måde – og i hjernen indgår på bestemte måder (i stedet for på bestemte steder) i hjernens netværk. Ebbe Kløvedal Reich (1940 – 2005) skriver om en barndomsoplevelse, som han som femårig har, og som han betegner som både universel og meget privat i følgende (uddrag): ”Der var en pause i legen. Jeg sad for mig selv på kantstenen og gloede træt på nogle kamilleblomster, der voksede i fortovsgruset. Pludselig begyndte den største af dem at vokse og stråle og fyldte efterhånden hele mit synsfelt. En uendelig stor, kærlig, varm – og frem for alt levende – sol med stråler i alle regnbuens farver. Og jeg vidste af en eller anden grund, at verden, som jeg plejede at se den, fandtes for enden af de stråler. Det forsvandt igen efter en tid. Jeg sad tilbage med en dyb følelse af lykke og en fornemmelse af, at have set ind i evigheden. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville glemme det. Og det løfte er altså et af de forholdsvis få, jeg har holdt.” Ebbe Kløvedal Reich

”Farvel sagde ræven, og nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet. Antoine De Saint-Exupéry

”Uendelig meget afhænger af den kendsgerning, at menneskets ideer ikke forbliver blot tænkende, men at de i tænkning også bliver seende”. Rudolf Steiner ___

52


53


R. Steiner-skolerne har – mere end nogensinde – en vigtig pædagogisk opgave i en tid, hvor der stilles høje krav og forventninger til individet, desværre ofte med tab af identitet og fælleskaber til følge. Samtidig bliver mennesket i dag stillet over for mange etiske og moralske dilemmaer, som kræver en stærk Jeg-dannelse og sikre holdepunkter i livet. Derfor er nutidens skole i første omgang meget mere et spørgsmål om dannelse end om uddannelse og R. Steiner-skolerne tager denne dannelsesopgave alvorlig. De har også redskaberne til at løse den, fordi dannelse ligger implicit i selve pædagogikken og læreplanen. Undervisningen i en R. Steiner-skole er kontroversiel, visionær og vigtigere end nogensinde. Kom og hør hvorfor. Kurset vil være baseret på indlæg og samtale. Onsdage fra kl. 15.00 - 16.00 29. aug.- 19. dec. 2018 Alle forældre - med som uden forkendskab til R. Steiner-pædagogik – er velkomne. Kurset er gratis. Kurset vil foregå i skolens nye overskolebygning (Steiner-HF) nr. 90. Tilmelding kan ske til John Halford på tlf. 27 13 29 93 halford.john@gmail.com

54


R. Steiner gjorde op med det - allerede på hans tid - reduktionistiske menneskesyn, som gør kunst, videnskab og religion fremmede over for hinanden og efterlader mennesket enten rodløst eller trælbundet til et politisk, religiøst eller videnskabeligt system. R. Steiner havde det ene og klare ønske, at mennesket måtte sætte sig selv fri og tage ansvar for sit eget liv. Han turde opfordre mennesket til gå denne frihedsvej, med anvisninger fra antroposofien, fordi han vidste, at det ligger i selve menneskets åndelige natur - dets Jeg - at realisere denne frihed i overensstemmelse med en højere verdensorden og i kærlighed til medmennesket. Derfor kaldte han også sit frihedsbegreb for etisk individualisme. Det kan af det forstås, hvorfor dannelsesspørgsmålet udgør så vigtig en del af undervisningen på en R. Steiner-skole ikke på belærende vis, men ved at gøre selve metoden og stoffet til dét, der opdrager og frigør barnet. På grundlag af tekstudvalg, vil der på kurset være både indlæg og samtale. Onsdage fra kl. 15.00 - 16.00 9. jan.- 19. juni. 2019 Kurset kan følges i forlængelse af indføringskurset, men er for alle forældre på skolen, som er interesseret i et kendskab til pædagogikkens baggrund. Kurset vil foregå i skolens nye overskolebygning (Steiner-HF) nr. 90. Tilmelding kan ske til John Halford på tlf. 27 13 29 93 halford.john@gmail.com

55


56


57


58


Sanders PC Service ApS Ryslingevej 8 8270 Hojbjerg DK Kontakt person: Mogens Sander Telefonnr.: 29727490 Web: http://sanders.dk 59


60


61


62


63


64


65


66


67


68

Skolebladsommer2018  
Skolebladsommer2018  
Advertisement