ARGENTINSK TANGO – EN PERSONLIG ERINDRING
Der brænd en ild Eller hvordan jeg opdagede dansen.
Af Lars Andersson, Team Tekstwerk Roskilde Havn er et dejligt sted. Det var her, jeg blev introduceret til tangoen. Det så egentlig lidt fjollet ud. Nogle mænd og kvinder, der øvede sig i at gå rundt i en cirkel til noget musik, jeg aldrig havde hørt før. Men ud kom vi da, konen og jeg. Året før havde min kone givet mig et ’Vild med dans’-danseskolebevis med talrige lektioner til min fødselsdag, fordi jeg under tvudsendelserne af selvsamme program havde været så letsindig at sige, at hende den lille buttede danseskolelærer, der dengang var med, fandme så sexet ud.
”Et gys af forventning gik gennem salen. Var det tango? Man var forbavset, nogle måske lidt skuffede. Denne dans var jo så pæn og net, at den kunne danses af kammerjunkere på et hofbal.” Politikens anmelder, da tangoen blev introduceret i Danmark første gang 27. oktober 1913 på Paladshotellet i København. Det var egentlig meget skægt. Men så heller ikke mere. Men det havde alligevel lokket os derned til Roskilde Havn næste sommer, hvor man kunne blive introduceret til alle mulige danse en sommeraften. Og vi dansede da både rhumba, salsa – og ja, så altså tango. Men det ville konen sgu ikke danse. Det var kvindeundertrykkende, sagde hun. Jeg kunne ikke se den store forskel i forhold til almindelige sportsdanse: Manden fører, kvinden følger. Men vi fik altså gået lidt rundt.
26
SPORT Executive
Det skulle egentlig have været det. Men et eller andet havde fanget mig. Måske var det dét, at tangoen byggede på lutter improvisation – og ikke som danseskole-dansen på indøvede trin. Det tiltalte en gammel anarkist. Om mandagen fik jeg så konen – mod gode ord og smiger – lokket med til tango-undervisning i Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen. Og siden fulgte det slag i slag – kvindeundertrykkelse eller ej? De fattiges dans Men hvad er tangoen egentlig for en størrelse? Tangoen danses som fri improvisation i forhold til musikken. I virkeligheden er der ingen rigtige eller forkerte trin. Bevægelserne eller trinene kommunikeres via vægtskifte og torsodrejning – intet andet. Dansen opstod i anden halvdel af 1800-tallet i smeltediglerne Buenos Aires og Montevideo, hvor fattige immigranter fra Europa strømmede til i håbet om et anstændigt liv. Alene Buenos Aires rykkede fra 1880 til 1910 fra 200.000 indbyggere til 1,2 millioner. Immigranterne fandt oftest fattige lejekaserner, hårdt slid og bristede drømme – i stedet for et anstændigt liv. Tilmed kunne de fleste ikke sproget. Men i dansen, i ordløs kommunikation, kunne de udtrykke deres inderste følelser og længsler – og deraf opstod tangoen. Fra en immigrant-dans udviklede tangoen til et vigtigt kulturelt udtryk – også selv om skiftende militærdiktaturer, amerikansk popkultur og samfundsudviklingen i al almindelighed forsøgte at slå den ihjel. I en sådan grad, at FN i dag har anerkendt tangoen som en del af verdens vigtigste kulturarv. I dag danses den så overalt. I Buenos Aires og Montevideo. Ja, i en sådan grad endda, at man selv i København stort set kan danse tango hver aften året rundt…