26/10-1968
BIG GEORGE VAR BARE EN STOR DRENG Den dag George Foreman blev politisk.
AF TEAM TEKSTWERK Han stod dér midt i ringen. En glad, ung 19årig sort mand. Viftende med det amerikanske flag. Det var 26. oktober 1968, og George Edward Foreman havde rodet sig ud i noget, han ikke vidste, hvad var. Det var ti dage efter, at Tommie Smith og John Carlos have hævet deres knyttede
”Min motivation var sult. Der var aldrig nok mad.” George Foreman næver iført sorte handsker, mens ’The StarSpangled Banner’ lød i højtalerne under sejrs-ceremonien for atletikkens 200 meter-finale ved OL i Mexico City. Det skete, som en stille protest og for menneskerettigheder og sorte borgerrettigheder. Følgerne blev voldsomme for Smith og Carlos, der blev udelukket fra legene – og dernæst gennemlevede år med chikane – før de i slutningen af det første årti i det nye årtusinde endelig opnåede en smule oprejsning. Følgerne blev egentlig også voldsomme for Big George. Sværvægtsbokseren måtte i årevis forklare sig – over-
12
SPORT EXECUTIVE
Foto: Getty Images/All Over Press
for den sorte befolkning i USA – og overfor medierne. For havde den senere verdensmester i professionel sværvægtsboksning markeret et klart politisk standpunkt - dér midt i den olympiske boksering i den mexicanske hovedstad? Nej, siger George Foreman selv. Både i sin selvbiografi ’God in my corner’ – og eksempelvis i et interview med ESPN Brasilien i 2003: ”Jeg var bare en glad dreng. Glad og lykkelig over at have vundet guld. Det havde intet med politik at gøre. Jeg havde aldrig haft en drøm, der blev til virkelighed. Det blev det den aften. Jeg har aldrig været mere stolt. Jeg var bare en glad teenager,” forklarede den ældre udgave af Foreman i 2003. Den 19-årige George Foreman var da heller ikke ligefrem vant til verdensscenen, da han ankom til OL. I bagagen havde han 20 amatørkampe, men det forhindrede ham ikke at stoppe Ionas Chepulis, Sovjetunionen, efter sølle 33 sekunder i anden omgang af finalen ved OL. Down goes… Det blev indledningen til en glorværdig boksekarriere. Big George smed undertrøjen og begyndte at feje gulv med modstanderne –. Højdepunktet kom i ’The Sunshine Showdown’ i Kingston, Jamaica, 22. januar 1973, hvor han hamrede den regerende verdens-
mester, Joe Frazier, så mange gange i gulvet, at det, man bedst husker fra den kamp, er ABC’s Howard Cosells kommentatorstemme, der siger: ’Down goes Frazier’. Myten Big George blev ikke mindre af nederlaget til Muhammed Ali året efter (se Sport Executive nr. 1 2013, red.). Heller ikke en ti-årig pause fra bokseringen fra 1977 grundet en religiøs vækkelse rykkede ved hans status, og den skulle blive endnu større, da han tyve år efter sit nederlag til Ali genvandt titlen iført de selvsamme shorts. Det var i 1994 – og da var George Foreman allerede i gang med forretningsverdenen og ’The George Foreman Grill’. Den solgte han rettighederne til i 1999 til Salton Inc. formedelst 137 millioner dollar – og før den handel fik han 40 procent af indtjeningen på hver eneste solgte grill – og det var ikke så få, der blev langet over disken i det amerikanske, nærmere bestemt på den pæne side af 100 millioner enheder. På det tidspunkt var en 19-årig George Edward Foremans gerninger i 1968 i Mexico City dog for længst tilgivet – også i det sorte samfund i USA. Til gengæld havde han opnået endnu større berømmelse – dels qua sin boksekarriere, men nok så meget grundet hans sociale og religiøse engagement.