FORÆLDREINDDRAGELSE
FÅ FORÆLDRENE MED DET GIVER MENING OG FÆLLESSKAB Der skal ikke meget til at få forældrene med i familiespejderarbejdet, og det giver både tilhørsforhold og fællesskab for de voksne, ligesom det letter livet for familiespejderlederen. FOTO MADS DANQUAH
GODE RÅD TIL INDDRAGELSE AF BÅDE SPEJDERVANTE -ELLER UVANTE FORÆLDRE: • Strukturér jeres møde med faste tilbagevendende aktiviteter fra gang til gang på forskellige stationer, så forældrene nemt kan lære at bidrage til aktiviteterne. For forældre uden forudgående viden om spejder kan det at styre en snittestation være en overskuelig opgave. • Uddeleger opgaver foran børnene og forældrene, så alle forstår, hvad der foregår, og hvad forældrene skal. • Sørg for afgrænsede opgaver for ikke-spejdervante forældre, så de føler sig inviterede til at bidrage mere. • Giv mere ansvar til de forældre, som kan og vil have det. • Alle opgaver, som uddelegeres til forældre, skal bidrage til at trække dem ind i fællesskabet og give mening. • Brug tiden ved bålet til at tale med forældrene om spejderværdier og tilgangen til spejderarbejdet.
Spejder med publikum? Familiespejdergrenen er den gren, hvor man som leder tydeligst mærker, at spejderne rent faktisk har forældre, fordi de er til stede på selve mødet. Det er en markant forskel fra andre spejdergrene, og det betyder også, at spejdernes forældre hurtigt bliver et publikum til selve mødet, hvis ikke man formår at flytte forældrene over til at være medskabende, aktiverede og involverede. Nogle familiespejderledere kan ligefrem føle, at de er til eksamen, og at forældrene står og vurderer dagens aktiviteter. Det er en meget naturlig reaktion, hvis man har et publikum på, og det kan være stressende. Og det er faktisk også det modsatte af, hvad vi gerne vil opnå: At alle er en del af vores meningsfulde fællesskab. Lad forældrene være med på eget niveau Alle familiespejderforældre er en kæmpe ressource, og mange hjælper gerne til og gør det helt af sig selv, fordi de selv har været spejder eller er spejdervante, samt forstår koderne og mange af de grundlæggende aktiviteter i spejderfællesskabet. Men mange, som ikke har været spejder selv, kan godt få fornemmelsen af at kigge ind i et fællesskab, de ikke forstår, og det skal I som ledere hjælpe dem med. Det er meget forskelligt, hvordan man i forskellige grupper bruger forældrene. I nogle grupper er de nærmest med som medledere, mens de i andre er der sammen med deres børn og også er en del af dagens program som deltagere. Begge dele er lige rigtigt, og I skal finde jeres måde at gøre det på. Bare husk at det er børnene, der mest er i fokus, og at det er deres udvikling, vi er interesserede i. Uanset hvilken model I finder for jeres familiespejdergren, så er det altid et godt princip at inddrage forældrene lidt ad gangen og langsomt lære dem at kende. Giv dem konkrete og afgrænsede opgaver og lad dem måske gøre det sammen med en anden forælder, som de svinger godt med. Find ud af hvad de er gode til eller interesserer sig for og inddrag måske det på et møde. Tilbyd at I ledere kan stå for børnekontakten, og lad dem i stedet lave en konkret aktivitet/opgave.