Landsbymiljøer i Vadehavsregionen

Temahæfte #2

Landsbymiljøer i Vadehavsregionen Kulturhistorisk introduktion til det danske Vadehav

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK

1

Møgeltønder.

FOTO: Ulrik Geldermann Lützen, Vadehavets Formidlerforum

TEMAHÆFTET UDGIVES AF: Nationalpark Vadehavet, Havnebyvej 30, DK–6792 Rømø, tlf. 0045 72 54 36 34 www.nationalparkvadehavet.dk, vadehavet@danmarksnationalparker.dk Temahæftet er blevet til på baggrund af temamødet ”Landsbymiljøer i Vadehavsregionen,” der blev afholdt i 2010.

Temamødet og temahæftet er skabt i et samarbejde mellem Vadehavets Formidlerforum og Nationalpark Vadehavet.

Udarbejdelsen er finansieret med tilskud fra Kulturministeriet og Kulturaftale Vadehavet som en del af projektet: Synliggørelse af Vadehavets kulturhistoriske landskab.

Udgivelsesdato: Udgivet første gang i A5 format i januar 2011. Redesignet og genudgivet i december 2015 Redaktør: Lene Feveile (2010) Anne Marie Overgaard, Museum Sønderjylland (2015) Forsidefoto: Rudbøl – Ulrik Geldermann Lützen, Vadehavets Formidlerforum Design og layout: Nationalpark Vadehavet – Søren Christensen Tryk: Rosendahls, Esbjerg ISBN: 978-87-995234-1-2

2

TEMA LANDSBYMILJØER I VADEHAVSREGIONEN

Landsbymiljøer Der er mange historier at fortælle om Vadehavsregionen, det sydvestligste hjørne af Danmark. Det kan ikke undgås, at rigtig mange historier tager udgangspunkt i de spor, som mennesket har afsat ved at bo, arbejde og færdes her gennem århundreder.

Dette hæfte handler om et af de markante kulturhistoriske elementer i Vadehavets landskab: Landsbyerne og deres udvikling.

Hæftet fortæller ikke historien om alle landsbyer i området, men dykker punktvis ned i fortid og nutid. Håbet er at skabe en nysgerrighed og at inspirere læseren til selv at opsøge de mange andre spændende landsbymiljøer, at aflure dem de gode historier og fortælle dem videre.

INDHOLD Introduktion...........................................................3 Oldtidens landsbyer...............................................4 De mange Ballum’er............................................10 Landsbyudvikling i Esbjerg Kommune..................18

Hæftets første afsnit giver en indføring i bebyggelsen i området før middelalderen. Hvor lå landsbyerne og hvorfor? Med ”De mange Ballum’er”, giver hæftet indblik i en detaljehistorie om et udvalgt landsbymiljø. De følgende to afsnit fortæller om hvordan nutiden arbejder med udviklingen af landsbyernes miljø og strukturer. Hvordan bevarer og fornyer man på samme tid.

Bærende bevaringsværdier i landsbyer under udvikling....................................22

Bagerst i hæftet er et kort hvorpå er afmærket de mest interessante landsbymiljøer som stadig kan ses i Vadehavets landskab fra Varde i nord til Tønder i syd.

På gensyn derude.................................................30

Vadehavets kulturmiljøer.....................................28 Hvor er landsbymiljøerne?...................................30

Vadehavsregionen rummer nogen af Danmarks smukkeste kulturmiljøer. Dette blev yderligere understreget, da Sønderho på Fanø i 2011 blev udpeget til Danmarks smukkeste landsby og Store Darum syd for Esbjerg kom ind på en flot tredje plads.

God fornøjelse

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK

3

Oldtidens landsbyer

FOTO: Sydvestjyske Museer

4

TEMA LANDSBYMILJØER I VADEHAVSREGIONEN

Af Ingrid Stoumann, museumsinspektør Sydvestjyske Museer

Bebyggelsesarkæologien er ikke særlig gammel i Danmark, den startede først rigtig i løbet af 1960'erne, hvor man indførte maskinkraft i feltarbejdet. Derved blev det muligt at afdække store arealer, som er forudsætningen for, at man kan studere hele sammenhængende bebyggelser, deres struktur og forandring gennem tiden. Spørgsmålet om, hvornår de første landsbyer egentlig opstod, har lige så længe været et centralt spørgsmål for arkæologien at få besvaret, men det er vanskeligt at svare på uden først at definere, hvad man egentlig rent arkæologisk skal forså ved en landsby.

Professor C.J. Becker indledte diskussionen i midten af 1970’erne i forbindelse med sine meget store bebyggelseshistoriske undersøgelser i Grøntoft-området ved Ringkøbing (Becker 1976,78).

Becker tog udgangspunkt i historikernes opfattelse af senere tiders landsbyer og definerede derfor en landsby som:

… et antal økonomiske enheder, det vil sige selvstændige gårde, som i egentlig forstand er samtidige, og som må have været drevet i et fællesskab. Selvom samfundsordenen er vanskelig at rekonstruere på arkæologisk måde, må man forlange, at den anden betingelse, det vil sige dokumenteret samtidighed, er opfyldt, før man begynder at tale om en landsby.

Becker lagde altså stor vægt på, at de selvstændige gårde skulle være samti-

dige i erkendelse af, at landsbyfællesskaber kan være svære at dokumentere arkæologisk. Han satte ikke noget antal på hvor mange gårde, der egentlig skal til, før man kan kalde det en landsby.

Det gjorde derimod Jørgen Jensen i 1979 i bind I af Dansk Socialhistorie (Jensen 1979, 142):

I oldtiden kan den (landsbyen) kun defineres som et antal – mindst 2-3 økonomiske enheder, det vil sige selvstændige gårde.

Hvilket Becker tilsluttede sig i sin let ændrede definition i 1983 (Becker 1983, 6):

En landsby må bestå af mindst tre selvstændige økonomiske enheder (gårde), som kan bevises at have eksisteret på præcis samme tid, således at de rent erhvervsmæssigt kun kan fungere efter fælles regler.

Allerede i 1979 havde Torben Grønnegård Jeppesen dog formuleret en langt mere udbygget landsbydefinition i projekt ”Landsbyens opståen og udvikling på Fyn”, som han gennemførte i samarbejde med Erland Porsmose (Jeppesen i 1979, 9). Ifølge Jeppesen skal 4 kriterier være opfyldt, før en bebyggelse kan kaldes en landsby:

1. Agrarproduktion

For at tale om en landsby må man kræve, at over halvdelen af de selvstændige økonomiske enheder i bebyggelsen er

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK

5

baseret på agrarproduktion. Hvis ikkeagrarenhederne (håndværk og handel) udgør halvdelen eller overstiger antallet af agrarenheder, henføres bebyggelsen til begrebet ”by”.

2. Enheder baseret på agrarproduktion

Ved baseret på forstås her, at enhedernes økonomiske produktion overvejende er af agrar karakter, der er altså tale om et relativt forhold. I operationel henseende kræves derfor ved arkæologiske undersøgelser iagttagelse af overvejende agrarproduktion i form af rester af produktionsapparatet (bygninger, indhegninger, redskaber etc.) eller af selve produktionen (lagre, affald).

3. Antal af selvstændige økonomiske enheder baseret på agrarproduktion

Det kan nu være relevant at spørge om, hvor mange selvstændige enheder (baseret på agrarproduktion), der skal til, før man tale om en landsby. Da der i den bebyggelseshistoriske forskning i vid udstrækning har været enighed om at kræve mindst tre gårde, er denne grænse

nedefter bibeholdt. Opefter sættes ingen grænse – her er der for bebyggelser baseret på agrarøkonomi en naturlig begrænsning, sat af områdets naturressourcer og de tekniske muligheder for at udnytte disse.

4. Topografisk sammenhæng

Det fjerde forhold, der må kræves for at kalde en bebyggelse en landsby, er, at de enkelte brugsenheder ligger samlet – eller hvad man kan kalde ligge i topografisk sammenhæng. Omsættes dette af operationelle hensyn til afstande, bør kræves en bebyggelse bestående af minimum tre gårde inden for en cirkel med radius på 100 m.

I Jeppesens definition er alle formuleringer om fælles regler altså droppet og erstattet af mere målbare og for arkæologien operationelle kriterier.

Erland Porsmose lægger derimod igen stor vægt på landsbyfællesskabet i sin landsbydefinition, fremlagt i ”De kulturhistoriske interesser i landskabet” fra 1997 (Porsmose 1997, 43). Her definerer han en landsby som:

… en bebyggelsesmæssig enhed på mindst tre gårde i topografisk sammenhæng og som før udskiftningen har indgået i et dyrkningsfællesskab.

FOTO: Sydvestjyske Museer

6

TEMA LANDSBYMILJØER I VADEHAVSREGIONEN

Porsmoses ærinde er dog kulturlandskabets nuværende landsbyer, og med baggrund i skriftlige kilder pointerer han betydningen af fællesskabet, idet netop dyrkningsfællesskabet var afgørende for, om gården skulle opfattes som en enestegård eller som del af en landsby.

Men som mange tidligere, og senest Per Ethelberg har gjort opmærksom på i Det Sønderjyske Landsbrugs Historie i 2003 er fællesskaber, eller manglen på samme, meget svære at påvise rent arkæologisk (Ethelberg 2003, 131).

Påvisning af fællesskaber kræver, at man kan dokumentere samtidighed, som Becker allerede i 1979 havde påpeget, men det kan være svært at datere det arkæologiske materiale præcist nok.

Selv ikke hvis man har gjort fund af en bebyggelse omgivet af et fælles hegn,

kan man vide, om alle inden for hegnet eller kun nogle var med i et landsbyfællesskab. Ethelberg mener derfor, at Jeppesens landsbydefinition, som bygger på mere målbare kriterier, er den mest anvendelige inden for arkæologien: Altså at der skal være mindst tre gårde (langhuse) i topografisk sammenhæng og hvis hovedøkonomi skal være baseret på landbrug.

Som modsætning til landsby bruger Ethelberg betegnelsen enkeltgård for alle gårde, som ligger for sig selv, eller togårdsbebyggelse for gårde, der er anlagt som eller udvikler sig til dobbelt-gårde.

Andre betegnelser som enestegård, satellitgård, stormandsgård m.fl. bruger han kun, hvis det er nødvendigt for forståelsen af bebyggelsesstrukturen eller enkeltgårdens politiske rolle (Ethelberg 2003, 132). Årsagen til arkæologernes interesse for landsbyfænomenet er, naturligvis, at historikerne på baggrund af skriftlige kilder kan knytte en række sociale, økonomiske, politiske og retslige strukturer til landsbyerne, som giver kød og blod til forestillingerne om befolknings liv og sameksistens fra middelalderen og frem. Den historisk kendte landsby var mere end blot en samling gårde, og det samme gjaldt antagelig også for oldtidens landsby. Men man skal bare ikke tro, at de kendte landsbyfællesskaber og institutioner er lige så gamle som landsbyen selv. Rent arkæologisk kan vi dog følge nogle forandringer over tid i de overordnede fysiske landsbystrukturer og gårde, som måske skyldes grundlæggende forandringer i samfundet (Holst 2004, 181f.). Processen fortsatte ind i middelalderen, hvor landsbyerne blev stedfaste og stærkt regulerede.

De mobile landsbyer

Oldtidens bebyggelser var derimod ikke stationære, både enkeltgårde og landsbyer blev flyttet rundt med jævne mellemrum inden for et naturligt afgrænset ressourceområde – det vi i dag vil kalde et ejerlav. I Esbjergområdet ser det indtil videre ud til, at landsbyen

Udgravning i det 책bne land. Her udgraves jernalderg책rde i St. Darum.

FOTO: Sydvestjyske Museer

Optegning af udgravning.

FOTO: Sydvestjyske Museer

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK

7

FOTO: Sydvestjyske Museer

8

TEMA LANDSBYMILJØER I VADEHAVSREGIONEN

som bebyggelsestype først dukkede op i århundredet før Kristi fødsel (Siemen 1990, 61; Siemen & Stoumann 1996, 60), andre steder skete det lidt tidligere (Rindel 1999). Før den tid bestod bebyggelsen af spredtliggende gårde. Hvorfor der skete en så markant ændring i bebyggelsesmønsteret, står ikke helt klart, men effekten kan tydeligt aflæses i det arkæologiske materiale: Bebyggelsessporene koncentreres på færre enheder, når en række enkeltgårde rykker sammen i landsbyer – selv om også nogle af enkeltgårdene stadig blev liggende for sig selv. Hvor længe den enkelte landsby blev liggende på samme sted, er ikke ens til alle tider og i alle egne af landet. I Esbjergområdet synes jernalderbebyggelserne ustandselig at blive flyttet, mens vikingebebyggelserne synes at være lidt mere stationære igennem længere tid (måske 100-200 år). Flytningerne hørte op engang i tidlig middelalder, og de fleste af egnens landsbyer har derfor i princippet ligget på samme sted lige siden. Og det er som regel tæt omkring vore nuværende landsbyer, at vi skal søge forgængerne fra oldtiden. Årsagen til de mange flytninger skyldtes måske datidens landbrug, hvor pløjning med ard og gødning af markerne ikke var så effektiv som senere. Ved at flytte rundt inden for et afgrænset ressourceområde, men hele tiden tæt på engene, skabte bopladserne selv den bedste, dyrkbare jord. Den fraflyttede tomt kunne derfor inddrages til dyrket mark, og omkring landsbyen opstod efterhånden et sammenhængende markområde, en indmark med en højere dyrkningsværdi end de omliggende jorder.

Mads Holst mener derimod ikke, at landbrugsstrategien var det afgørende, men at bl.a. slægtskabsstrukturer og arverettigheder ved ægteskab og død spillede en langt større rolle (Holst 2004, 7f.). Holst mener derfor, at flytningen af landsbyerne i høj grad skal ses som en dynamisk rullende proces med konstante nyoprettelser og nedlæggelser af gårde til følge. •

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK

9

Udsigt over Vadehavet fra Vesterende Ballum. FOTO: Red Star

De mange Ballum’er 10 TEMA LANDSBYMILJØER I VADEHAVSREGIONEN

Af Inger Lauridsen, seniorforsker

Ballum sogns beliggenhed

Landsbyerne langs Vadehavet mellem Varde og den dansk-tyske grænse har siden oldtiden været placeret på de geesttunger, bakkeøer, fra den mellemste istid, der som parallelle forhøjninger skyder sig ud fra den midtsønderjyske hedeslette mod Vadehavet i vest. Det var her mennesker kunne være i nogenlunde sikkerhed for havet, og samtidig kunne de profitere af græsning for deres kreaturer og får på de lave enge ud mod havet, der i gode somre kunne levere godt og kraftigt jodholdigt græs.

På en sådan geesttunge fra øst mod vest er også Ballum sogn beliggende, og sognet er markant ved at have Vadehavet som hele sin lange vestlige grænse. Geestungen, hvor Ballum sogns mange små landsbyer er beliggende, er Hjerpsted bakkeø, og Ballum sogn består af ni små landsbyer, der alle har Ballum som en del af deres navn, endnu et særegent træk ved sognet.

Hvorfor så mange Ballum’er

De ni landsbyer ligger i tre adskilte dele, med tre landsbyer i hver. De nordligste tre, Vesterende Ballum, Østerende Ballum og Mølby Ballum, ligger nordligt i sognet på en række fra vest til øst ud mod det store marskområde, Ballum Enge, der strækker sig ca. 10 km mod nord og 6 km ind i landet. I den midterste del af sognet, en kilometer syd for den nordlige række ligger de tre næste landsbyer på række, Bådsbøl Ballum, Husum Ballum og Harknag Ballum. Også de ligger på en række fra vest til øst.

De sydlige tre landsbyer i Ballum sogn ligger der imod fra nord mod syd. Deres navne er Buntje Ballum, Nørhus Ballum og Rejsby Ballum. Når man hører eller læser landsbynavnene i Ballum sogn, slår de én med undren, for hvad er det dog for navne, hvad betyder de, og hvordan er de dannet? Det er et vanskeligt spørgsmål at besvare, men jeg skal

forsøge at kaste en smule lys over nogle af de mærkelige navne.

Først lidt om navnet Ballum, der jo er fællesbetegnelsen for alle landsbyerne i sognet. Ifølge ”Danske stednavne” er ordet Ballum en gammel flertalsform, balghum, af ordet balle, der betyder en forhøjning.

I flertal hentyder navnet Ballum da til de små forhøjninger, hvor landsbyerne ligger.

Med hensyn til navne som Vesterende og Østerende ligger de mod vest og øst i den nordlige ende af Ballum og for Mølby gælder det, at her har der ligget en mølle. Navnene i næste række er straks vanskeligere. Navnet Bådsbøl kan måske hentyde til, at det gennem århundreder var herfra, at forbindelsen med båd mellem kysten og Rømø udgik. Husum er en betegnelse for husene, og Harknag skal ifølge præsten, Frederik Blinkenberg i 1700-årene, have været et sted, hvor man i forbindelse med jagt har drevet harer sammen i en krog. Så kommer vi til de tre sydlige landsbyer i sognet. Buntje virker nærmest ikke tolkeligt, mens Rejsby betyder landsbyen ved risene eller krattet.

Endelig hentyder Nørhus til, at landsbyen ligger lidt nord for Rejsby, som den måske engang var en del af, skønt begge de to landsbyer er Ballum sogns sydligste.

Forvirret – nej vel?

overgik Brinkgård til kongen, men allerede i 1562 udstedte Frederik II et brev, hvori han overdrog Brinkgårds jorder til 48 bønder, der i forvejen havde jord i sognets nordlige ende. De 48 gårde var placeret i Vesterende, Østerende/Mølby og Bådsbøl/Husum med 16 gårde i hvert af de tre områder. Disse 48 gårde fik derved varige fortrin, hvilket også betød, at de fattige inderster i sognet især boede i Harknag, Buntje, Nørhus og Rejsby samt omkring Ballum kirke i Vesterende og ned ad skråningen mod Ballum Enge.

Senere i 1600 og 1700-årene, da mange kvinder i Ballum ernærede sig ved at kniple, og mange mænd stod til søs og lod sig forhyre på hollandske hvalfangerskibe, var det også i de fire nævnte landsbyer, at matroser og kniplersker især boede.

Skematisk kort over Ballum sogn, som beskrevet i Trap Danmarks sidste udgave fra 1970.

Baggrunden for de mange Ballum’ers forskellige sociale vilkår

Ballum sogns mange landsbyer har imidlertid ikke haft lige muligheder for at klare sig, hvilket især hænger sammen med, at der i sognets nordlige del i middelalderen lå en hovedgård, Brinkgård, der hørte under Ribes biskop. Gården havde bygninger i grundmur allerede tidligt i 1300-årene, og gården kendes blandt andet fra en bevaret regnskabsbog fra slutningen af 1300-årene, ført af den daværende ejer, Christian Jacobsen. Regnskabsbogen vidner om en meget tidligt udviklet pengeøkonomi i en dansk provins. Ved reformationen

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 11

De mange Ballum´ers fælles fjende – havet

Selvom de mange Ballum´er havde forskellige livsbetingelser, var de dog fælles om deres forhold til havet. Selvom Vadehavskysten kan se fantastik idyllisk og ganske ufarlig ud en smuk sommeraften, når solen tæt på midnat endelig sænker sig i havet i et flammende smukt syn, så ved alle der bor ved Vadehavet, at man ikke skal tage fejl af dets natur. Vadehavet er en nabo, man skal respektere, og som op gennem århundrederne har været den faktor, der frem for noget andet har haft indflydelse på livsvilkårene i sognet.

Selvom om bebyggelserne ligger oppe på geestranden, har det været således, at vandet i årerne, når der var stormflod, ikke kunne løbe ud i Vadehavet, men i stedet oversvømmede hele baglandet, og samtidig kunne havets salte vand trænge ind over marker og huse fra vest.

I middelalderen fandtes der en enkelt landsby i Ballum Enge, Misthusum, (husene i tågen) der dog ikke hører til Ballum, men til Skærbæk sogn. Denne landsbys gårde var bygget på otte værfter. (menneskeskabte lave forhøjninger).

Misthusum blev totalt ødelagt under stormfloden i 1634, men befolkningen flyttede tilbage og opbyggede gårdene

på ny. Flere gange i de følgende århundreder blev landsbyen atter raseret, og i begyndelsen af 1800-årene besluttede de sidste beboere i Misthusum at fraflytte deres gårde. Af nedbrydningsmaterialer fra de sidste gårde opførtes o.1810 det lille hus, Markmandshuset, der stadig findes på et af værfterne. Her boede de 48 gårdes fælles hyrde hele sommeren, når han passede de kreaturer, der var sat på græs i engene. Markmandsordningen hørte op i begyndelsen af 1900-årene. I 1642, hvor Christian IV havde brug for en udskibningshavn for tropper, kom tanken om at lade hele kysten inddige. Samtidig ønskede kongen at anlægge en havneby ved Ballum. Om han tænkte på Bådsbøl Ballum eller Vesterende Ballum er uklart ud fra kilderne, men der findes flere breve mellem kongen og hans rådgivere om sagen. Imidlertid kom Torstensson-krigen til at sætte en stopper for kongens planer både for havnebyen og for inddigningen af Ballummarsken. Inddigningen kom først i stand fra 1914-1919, og havdiget kom til at gå fra Vesterende Ballum til Astrup Banke, et par km nord for det såkaldte brohoved, hvorfra dæmningen til Rømø i dag udgår.

Den sydligere del af sognet måtte klare sig med lave sommerdiger, som i storm-

fulde vintre ikke kan holde havet ude. Her er det især Buntje Ballum, der er truet og hjemsøgt af vand.

Det åndelige klima i de mange Ballum’er

Havets nærhed og dets indvirkning på befolkningens liv og velfærd har betydet, at de mange Ballum’er har været grebet af en del åndelige strømninger. Det gælder for pietismen i 1700-årene, der fik gennemslagskraft blandt andet gennem påvirkning fra nabosognet, Randerup, hvor H. A. Brorson som ung var pietistisk vakt præst. Påvirkningen fra pietismen blev senere i 1700-årene fulgt op af, at mange af Ballum sogns indvånere følte sig meget knyttet til Brødremenigheden i Christiansfeld. Det var ikke ualmindeligt for gårdmænd i Ballum sogn omkring 1800 at sende deres døtre på skole i Christiansfeld, hvor de både kunne lære gode kvindelige dyder og samtidig modtage åndelig vejledning. I det sene 1800-tal blev det især de åndelige vækkelser, Indre mission og Luthersk mission, der fik tag i sognets befolkning. Her delte vækkelsen sig således, at det var gårdmændene, der søgte til Indre mission, mens håndværkere og småkårsfolk søgte til Luthersk mission. Begge de sidstnævnte vækkelsesbevægelser har fortsat deres missionshuse i sognet. Over alle disse åndelige rørelser stod dog sognets kirke, og man har i de mange Ballum´er ikke følt behovet for egentlige alternative kirkesamfund, et træk, der kan undre, når man betænker det voldsomme tag, som bevægelserne havde i befolkningen.

I løbet af 1900-årene er vækkelsesbevægelsernes indflydelse mindsket meget, men de er fortsat eksisterende.

Skoleforholdene i de mange Ballum’er

Ballum tinghus fra 1788.

FOTO: Red Star

12 TEMA LANDSBYMILJØER I VADEHAVSREGIONEN

Allerede fra 1740'erne blev der holdt skole i Ballum. Undervisningen foregik i kirkens søndre våbenhus, (nedrevet i 1859). Allerede kort efter opførelsen af Ballum birks tinghus 1788, som blev forestået af grev Schack, flyttede skolen i Vesterende ind i den nordlige del af tinghuset. Omtrent samtidig fik også Bådsbøl Ballum sin egen skole, og fra begyndelsen af 1800-årene blev der også

Missionshuset for Luthersk Mission i Bådsbøl Ballum.

Den forreste del af bygningen er en senere hårdhændet tilføjelse.

FOTO: Red Star

Nørhus skole, der opførtes i 1852 som skole for Ballum sogns tre sydligste landsbyer, Buntje Ballum, Nørhus Ballum og Rejsby Ballum. FOTO: Red Star

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 13

Parti fra Vesterende Ballum. FOTO: Red Star

14 TEMA LANDSBYMILJØER I VADEHAVSREGIONEN

oprettet en skole i Rejsby Ballum. I 1830 var der 150 elever i Vesterende Skole, 110 i Bådsbøl Skole og 50 i Nørhus Skole. I Vesterende opførtes en ny skolebygning med lærerbolig i den vestre ende i 1860, mens Bådsbøl Ballum først fik en ny skole med lærerbolig i 1919. I 1852 opførtes Nørhus Skole for børnene i de tre sydlige landsbyer i Ballum sogn. Med den første store skolecentraliseringsbølge i slutningen af 1950'erne blev sognets nye centralskole bygget i den nordvestlige del af Bådsbøl Ballum. Ballum Skole lukkede i 2011.

Ballum i 1900-årene

De mange ændringer og fornyelser som 1900-årene bragte med sig, andelsmejeri, posthus, bank, centralskole, daglig-

varebutikker, plejehjem, forsamlingshus, frisør, autoværksted og andre mindre håndværksvirksomheder, blev alle placeret i Bådsbøl Ballum, ligesom også sognets to missionshuse og sognets sidste mølle var blevet bygget der. Således så Bådsbøl Ballum omkring 1920 virkelig ud til at være den af sognets landsbyer, der havde sikret sig sin fremtid. Imidlertid var dette moderne Ballum en skabning, der ikke fik lang levetid, og i løbet af de sidste tre tiår af det gamle årtusind er de nævnte nyskabelser stort set lukket igen, kun missionshusene, plejehjemmet, en købmand og Bådsbøl Ballums lange hovedgade er i dag et noget mistrøstigt billede af, hvad centralisering og deraf følgende fraflytning har ført med sig.

Den nedlagte og ombyggede mølle i Bådsbøl Ballum. FOTO: Red Star

Østerende Ballum.

FOTO: Red Star

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 15

De mange Ballum’er i dag og i fremtiden

Ballum sogn og dets ni landsbyer står i dag med de samme problemer som stort set alle landsbyer i det såkaldte ”Udkantsdanmark”. De tømmes for funktioner, hvilket fører til øget fraflytning, i hvert fald for børnefamilier, og det medfører så atter huse, der ikke længere passes, men efterlades til de falder sammen af sig selv, hvilket i sig selv virker afskrækkende på nye tilflyttere.

Imidlertid har Ballum sogns mange små landsbyer den fordel, frem for mange andre landsbyer i Danmark, at de ligger i et meget særpræget og enestående landskab, der forsat er under kraftig påvirkning fra Vadehavet. Med etableringen af Nationalpark Vadehavet i efteråret 2010 vil der komme fornyet fokus på de herlighedsværdier, som Ballum sogns landsbyer rent faktisk besidder, hvilket man kan håbe på vil kunne vende den negative udvikling. Tønder Kommune har da også givet grønt lys for, at husene i de ni landsbyer kan bruges som fritidshuse, en beslutning, der selvsagt ikke skaber liv i landsbyerne, men som forhindrer de mange gamle huse i at forfalde.

I de seneste to år er der tilmed sat fokus på Vesterende og Østerende Ballum, idet A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Mølles Fond til almene Formaal har doneret 20 mio. kroner til udvendig forskønnelse af husene i de to landsbyer (ca. 80 i alt). Fondens krav til Tønder Kommune var, at der, inden der kunne udbetales penge, skulle vedtages en stram bevarende lokalplan for de to landsbyer. Planen var færdig i 2008, hvorefter tildelingerne kunne begynde.

Ved udgangen af 2010 kan der ses tydelige tegn på, hvad de eksterne midler allerede har betydet for området.

Man kan håbe på, at forskønnelsen af de to nordlige landsbyer i Ballum sogn vil have en afsmittende effekt på de omgivende landsbyer i Ballum sogn og langs Vadehavet i øvrigt, men om det sker, vil kun fremtiden afsløre.

Ballumprojektet blev afsluttet i 2014. (tilføjet af red. 2015). •

16 TEMA LANDSBYMILJØER I VADEHAVSREGIONEN

I Vesterende Ballum ligger husene tæt op ad kirken og kirkegården. FOTO: Red Star

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 17

Af Mette Esbjerg Jørgensen, parkchef Esbjerg Kommune

Landsbyudvikling i Esbjerg Kommune Baggrund

Økonomiudvalget i Esbjerg Kommune holder hvert år møde med lokalrådene i kommunen. På møderne har der vist sig behov for en samlet og mere langtrækkende opsamling af lokalrådenes ønsker og idéer. I 2008 blev der fra flere lokalråds side rejst ønske om, at der blev udarbejdet landsbyplaner for de større landsbyer. Byrådet besluttede derfor ved budgetlægningen for 2009 at afsætte midler over en treårig periode til udarbejdelse af 21 landsbyplaner.

Der er ikke fra politisk side bundet kommunale anlægskroner til realisering af planen. Derimod er det intensionen, at den enkelte landsbyplan skal danne grundlag for, at lokalrådene selv kan gå ud mere målrettet at søge om tilskud fra diverse fonde til realisering af projekterne.

Formål med landsbyplanerne

Landsbyplanerne er ikke et plandokument og har ingen direkte planmæssige eller politiske konsekvenser. Byrådets idé med landsbyplanerne er at samle alle

18 TEMA LANDSBYMILJØER I VADEHAVSREGIONEN

de idéer og visioner, som man går med i landsbyerne i en form for idékatalog.

fortsatte udvikling som selvstændige levedygtige samfund.

Idékataloget kan danne baggrund for en videre fysisk og æstetisk planlægning og udvikling af landsbyerne. For de større og mere overordnede visioner er det tanken, at landsbyplanerne i kommunens videre langsigtede planlægning vil kunne tages op og indgå som konkrete forslag ved revision af kommuneplanen.

Landsbyplanerne skal afspejle byernes udviklingsmuligheder på baggrund af det omgivende landskab, landsbyens kulturhistorie og særegne karaktertræk.

Hermed kan en forsat udvikling ske i respekt for den enkelte landbys helt særegne præg.

I forbindelse med kommende budgetlægninger og i planlægningen af nye driftsog anlægsopgaver, vil det også være naturligt fremover at se på, hvad der er foreslået i landsbyplanerne og om muligt tage højde for dette.

Et at hovedmålene med landsbyplanerne er, at der bliver sat mere fokus på de lokale styrker, herlighedsværdier og udviklingsmuligheder, der ligger i Esbjerg Kommunes landsbyer. Både for at øge interessen for landsbyerne blandt dens egne indbyggere og kommende tilflyttere, men også af hensyn til landsbyernes

Landsbyplanerne rummer blandt meget andet ønsker og forslag til dels større byudviklingsprojekter af en mere langvarig karakter, såvel som til mindre og mere konkrete forskønnelsesprojekter, der er lige til at gå til her og nu.

Landsbyplanerne skal give Esbjerg Kommunes politikere og administration et overblik over de samlede aspekter i lokalsamfundet.

Landsbyplanerne skal være grundlag for at borgergrupper i lokalsamfundet selv kan søge penge til udførelse af projekter, bl.a. gennem LAG-midler o.l.

Vilslev med den fritliggende kirke. Landsbyen har en smuk beliggenhed på nordsiden af Kongeåen. FOTO: Esbjerg Kommune

Arbejdsprocessen

Landsbyplanerne er blevet til i et udviklingssamarbejde mellem den enkelte landsbys lokalråd, kommunale planlæggere fra Esbjerg Kommunes Planafdeling og Vej & Parkafdeling samt eksterne konsulentvirksomheder, som også har stået for den rent fysiske udarbejdelse af planerne.

Som indledning til arbejdet med de enkelte landsbyplaner er der afholdt workshops, hvor landsbyernes beboere blev inviteret til at komme med idéer og visioner for landsbyernes udvikling.

skitseforslag. Skitserne er fremlagt for Lokalrådene til drøftelse og godkendelse.

Herefter har lokalrådene udvalgt op til tre indsatsområder, som er blevet planlagt mere detaljeret.

Konsulenterne har efterfølgende bearbejdet de indkomne idéer og visioner i

Til slut er hver enkelt landsbyplan efter politisk godkendelse, blevet præsen-

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 19

Til venstre og nederst til højre.

Eksempel på indsatsområder i landsbyen St. Darum. Til venstre alle indsatsområder og til højre muligheder ved skole og fritidscenter.

teret for landsbyens beboere på et informationsmøde.

Indhold

Hver landsbyplan rummer en analysedel, en indsatsplan og en beskrivelse af, hvordan man kan søge støttemidler til realisering af planen.

Analysen er en gennemgang af landsbyens særlige karakteristik, landskabelige og fredningsmæssige bindinger, samt en analyse af byen og dens nærmeste opland. I analysedelen gennemgås desuden landsbyens infrastruktur og gældende kommuneplanbestemmelser.

Analysen munder ud i en overordnet indsatsplan for landsbyen, hvor forslag til forbedringer og nye tiltag præsenteres.

Disse tiltag er både af konkret karakter, der er lige til at gå til, og også af en mere langsigtet karakter, der kræver en stillingtagen ved næste kommuneplanrevision.

Endelig har lokalrådet ud af de mange indsatsområder peget på tre indsatsområder, som rådgiverne har arbejdet mere detaljeret med, og som er nøjere beskre-

20 TEMA LANDSBYMILJØER I VADEHAVSREGIONEN

vet og visualiseret. Disse mere detaljerede forslag til indsatsområder er udformet, så de direkte bør kunne anvendes af landsbyen i en konkret ansøgningssammenhæng.

Tanken er, at lokalrådene med disse konkrete forslag i hånden kan gå ud og søge økonomisk støtte til en færdigprojektering/realisering gennem fonde o.l.

Status på realisering af landsbyplaner

Allerede ½ år efter at de første landsbyplaner er godkendt, er flere lokalråd i gang med at undersøge muligheder for at søge midler: Vester Vedsted har fået kommunen til at opkøbe et naturområde midt i byen, som i gamle dage var byens samlingssted, og man arbejder nu sammen med Esbjerg Kommune på at få realiseret de visioner for området, som landbyplanen viste.

Jernved-Jernvedlund har selv fået anlagt det samlingssted og legeplads, som planen foreslog kunne ligge bag byens idrætsanlæg, og man har søgt om LAG midler til en forskønnelse af mejeriets forplads.

Store Darum har fået LAG midler til realiseringen af en større del af det rekreative stisystem der skal binde byen sammen.

Man er ved at lave en folder til alle husstande med tips og idéer til forskønnelse af hus og have, og der er nedsat 5 arbejdsgrupper, som hver skal sørge for at få realiseret landsbyplanens indsatsområder inden for en overskuelig årrække.

Lustrup-Damhus er sammen med Vadehavscentret ved at få realiseret en større formidlingsplatform omkring ”sort sol”.

Der er søgt om LAG midler hertil.

Derudover er planerne uddelt til alle ledningsejere i kommune,n så de kan tage højde for planernes idéer, når de skal ud og grave i byerne. Det har blandt andet medført, at planernes forslag om ikke at lave hvide midterstriber på vejene gennem byerne er blevet efterlevet, og vejene ligner nu mere en smal landsbyvej og ikke en bred gennemfartsvej. Ligeledes overvejes det, om planernes forslag om en speciel vejbelysning i vadehavsbyerne skal afprøves. •

Landsbyer i Esbjerg Kommune hvortil der laves landsbyplaner 2009-2010

2010-2011

2011-2012

Store Darum Vester Vedsted Lustrup – Damhus Grimstrup Hunderup – Sejstrup Bryndum Jernved – Jernvedlund

Vilslev – Jedsted Mandø by Farup Vejrup Vester Nebel Roager Guldager

Hostrup Koksspang Endrup Spandet Varming Skads – Andrup Tarp Øster Vedsted

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 21

Af Mette Slyngborg museumsinspektør Sydvestjyske Museer

Bærende bevaringsværdier i landsbyer under udvikling 22 TEMA LANDSBYMILJØER I VADEHAVSREGIONEN

Landsbyen St. Darum er et eksempel på en landsbystruktur med grønne kiler og udsigtslinjer ind og ud af landsbyen. Disse strukturer bør bevares i planlægningen. FOTO: Red Star

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 23

Sdr. Novrupvej 3, Toftegård. Novrup er et eksempel på et bevaret kulturmiljø, hvor marker, eng og bebyggelse udgør en bevaringsværdig helhed.

FOTO: Sydvestjyske Museer

Landsbyer og bevaringsværdier

Enhver helhed, ethvert kulturmiljø – og enhver landsby har sin egen historie og forudsætninger. Landsbyens forudsætninger er væsentlige for at kunne forstå, hvorfor byen ser ud, som den gør i dag og hvilke bevaringsværdier, den rummer. Man kan vælge at tage hensyn til disse bevaringsværdier og historiske spor – og man kan vælge at se bort fra dem – det handler om, hvad formålet er med udviklingen af byen. Men uden en kulturhistorisk viden om forudsætningerne kan man ikke vælge på et sagligt grundlag. Man skal vide, hvad man vælger til og fra – og hvorfor. Landsbyens identitet kan være synlig som en fortælling blandt folk – eller den kan være usynlig, hvis der ikke er en fælles bevidsthed om landsbyens værdier eller

24 TEMA LANDSBYMILJØER I VADEHAVSREGIONEN

historie. Målet er at få de historiske spor gravet frem - og derefter tage stilling til, hvad man stiller op med dem i forhold til en fremtidig udvikling.

kulturhistorisk analyse af et sted eller et område – og det er vigtigt at være bevidst om, at det er øjnene der ser, som afgør hvilken vinkel og fokus der vælges.

Kulturhistorikerens rolle er, i forbindelse med udpegning af kulturmiljøer og i forbindelse med landsbyplanerne, at stille deres viden til rådighed således, at man kan tage nogle begrundede valg for fremtiden. Skal man f.eks. lægge vægt på en landsbys fortid som andelsby – eller stationsby – eller skal man fokusere på en bestemt bebyggelsesstruktur – nogle vejforløb fra f.eks. middelalderen – eller skal man se landbyen som et billede på mange års kulturhistorisk udvikling – som man ønsker at bevare sporene af? Der er mange spørgsmål at stille og besvare, når man laver en

I arbejdet med landbyplanerne kan museerne levere deres viden på flere niveauer.

Vi kan levere antikvarisk kontrol – og levere det historiske råstof til en forståelse af en landsbys historiske forudsætninger.

Men vi kan også levere en ydelse på et mere gennemarbejdet niveau.

Som analyseredskab kan man bruge mange metoder. Man kan gå i detaljer og se på en landsbys udvikling gennem tiden i form af matrikelkort – eller bebyggelsesstrukturer. Man kan også se på enkelt dele – de enkelte huse, og deres bygningshistorie og beva-

ringsværdier. Man kan også vælge en specifik metode – og bruge dele af den til at undersøge forskellige historiske træk, helheder og sammenhænge i et givent område.

KIP metoden er brugbar som indgang til at analysere en landsby ud fra. Metoden går ud på at definere, beskrive, analysere, afgrænse og prioritere kulturmiljøer i forhold til hinanden. Hele omdrejningspunktet i KIP metoden, Kulturhistorien I Planlægningen, er at se på helheder i stedet for enkelt dele – jvf. SAVE metoden, som især tager udgangspunkt i det enkelte anlæg eller bygning.

Som definition af et kulturmiljø blev der skabt følgende forudsætning: ”Kulturmiljøer er geografisk afgrænsede områder, som rummer essentielle spor af samfundets udvikling”.

KIP Metoden går i korthed ud på at man arbejder med kortlægning, hvor man kortlægger de kulturhistoriske spor og miljøer ud fra stedangivelse og kortlægningsemne, tidsperiode, topografi/land-

skabstype, kulturhistorisk karakteristik, historiske hovedtræk og vigtigste elementer, bevaringstilstand, sårbarhed herunder aktuelle trusler samt konteksten, sammenhængen med andre kulturmiljøer. Via kortlægningen undersøges og beskrives området. Næste trin er en afgrænsning og prioritering af de kortlagte kulturmiljøer. Man undersøger, hvilke strukturer, der skal afgrænse en given helhed; skal f.eks. en del af omgivelserne indgå i afgrænsningen? Her opstilles prioriteringskriterier, hvor hvert enkelt kulturmiljø vurderes i forhold til følgende parametre, der kan beskrive det: • • • • • • • • • • • •

Unikt – sjældent Repræsentativt Historisk kildeværdi Bevaringstilstand Autenticitet Identitetsværdi Fortælleværdi Oplevelsesværdi Diversitet Homogenitet Sammenhæng til naturgrundlaget Æstetisk værdi

Medejerskab

Dette parameter indgår ikke i KIP-metoden, men er vigtig i forhold til udformningen af landsbyplanerne, hvor man ved borgerinddragelse har ønsket at opnå medejerskab blandt beboerne til de idéer og ønsker, man har til landsbyplanerne.

Dilemmaer ved den kulturhistoriske analyse

Når man ser på en landsbys kulturhistoriske træk og spor, ser man det, man søger efter. Hvis man søger efter f.eks. andelstidens bygninger, så er det disse anlæg, man ser. Leder man efter bevaringsværdige huse – så er det disse, der toner frem. Derfor er det vigtigt på forhånd at være bevidst om, hvilke historier, der er væsentlige for en given landsbys historie – og være bevidst om, at man lægger vægt på lige netop dette spor, når man analyserer byens træk. Derfor er det vigtigt, at analysen af et miljø er begrundet i en kulturhistorisk viden, hvor også kriterier og prioriteringer er nødvendige – men disse skal være synlige og sagligt begrundet. Der kan være mange

Hvilken tematisk vinkel skal man lægge på landsbyen Endrup: Fortiden med hovedgård, andelsbyens træk, mølle og kro (billedet) - eller … FOTO: Red Star

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 25

forskellige interesser omkring, hvordan et landsbysamfund skal udvikle sig, og her er det væsentligt, at man lægger de forskellige analyser åbent frem, så det saglige grundlag for beslutninger er til stede.

Hvordan kan man bruge en kulturhistorisk analyse i den fremtidige planlægning?

Ved kortlægningen af en by kan man definere de temaer, som områder i byen består af. Ved en undersøgelse af, hvilke bebyggelser der udgør helheder – også i kulturhistorisk betydning, kan man tegne et billede af en by med de forskellige udviklingsperioder. Når man ønsker nye tiltag

og initiativer i en by, kan man fremhæve og fokusere på de oprindelige strukturer for at tydeliggøre dem – og herved understrege en bys identitet. Man kan f.eks. fokusere på et tidligere naturligt bycentrum og udvikle dette, hvis det har mistet sin centrale karakter: gendanne pladser, nyudvikle byrum og indrette disse, så stedet igen får en identitet der understreger stedets og byens funktion og historie.

Hvis en landsby har oprindelige grønne kig ud til naturen/ marker – og på denne måde hænger sammen med det omgivende landskab – så er det vigtigt at bevare disse udkig/ indkig og ikke sløre byens oprindelige struktur.

Guldager Kirkeby, smedje og foderstof: Skal siloen bevares som et træk fra andelstiden – eller skal den rives ned? FOTO: Red Star

26 TEMA LANDSBYMILJØER I VADEHAVSREGIONEN

Dette kan man gøre ved at undgå at bygge på disse grønne kiler, der trækker landskabet ind i byen – og i stedet vælge at planlægge ny bebyggelse på andre placeringer i byen, som ikke ødelægger disse strukturer.

Hvordan sikres bevaringsværdier ved udvikling af byer?

Museumslandskaber, hvor al udvikling er henvist til nabolandsbyen, er ikke målet for det kulturhistoriske arbejde og analysen af helheder. Med omtanke og bevidsthed om en landsbys kvaliteter – er det både historisk og bevaringsmæssigt er muligt at tage hensyn i planlægningen.

Hvis man formidler f.eks. en bevarings-

værdig helhed i en by – og fortæller om, hvor karakteristisk den er for denne bys identitet, så kan man skabe en bevidsthed om de værdier, som er kvaliteter for byen, og som man derfor ser en interesse i at bevare og fremhæve i fremtiden.

Stoltheden over byens fine bygninger og helheder – og bevidstheden herom, er samtidig en forudsætning for interessen og indsatsen for at passe på helheden.

Det er vigtigt, at kulturhistorikere kommer tidligt ind i billedet i forhold til udformning af landsbyplanerne for at

undersøge og videregive viden om de karakteristiske træk ved landsbyen.

Bevidstliggørelse er væsentlig: At udsbrede kendskabet til de værdier, et sted rummer. Her bør man også se på de parametre, som er omtalt i prioriteringskriterierne, bl.a. bevaringstilstanden – og sårbarheden. Og være bevidst om de æstetiske kriterier, hvor man kan risikere, at smagsdommeri afgør hvad, der skal bevares og hvad der skal nedrives. Hvem ved, hvad man finder interessant om 100 år? Hvis vi fjerner de strukturer vi synes er grimme i dag, så kan vi miste de historiske spor, der fortæller om byen og dens udvikling. Som eksempel er der

industrianlæg og anlæg fra andelstiden, som ønskes fjernet: Men hvad nu hvis netop disse anlæg forklarer byens rødder, identitet og udvikling?

Når man undersøger en landsbys bevaringsværdier og kulturhistoriske karakteristiske træk, er målet at man efterfølgende kan tage beslutninger på et bevidst grundlag, hvor kulturhistorien inddrages i planlægningen. Derefter kan man diskutere, hvad man skal bibeholde og understrege i planlægningen, hvad man vil prioritere – og hvad man vælger fra. På grundlag af en analyse kan man træffe bevidste valg i planlægningen. •

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 27

Vadehavets kulturmiljø Vilslev Kirke. FOTO: Red Star

28 TEMA LANDSBYMILJØER I VADEHAVSREGIONEN

I mere en 30 år har Danmark, Tyskland og Holland samarbejdet om at beskytte og bevare Vadehavets særegne natur i de helt kystnære områder. Først i de senere år er man begyndt også at inddrage Vadehavets kultur i dette samarbejde. Da det traditionelle landbrug i området udnyttede både marsken og geesten, og da købstæderne i området havde stor indflydelse på det økonomiske liv i området, synes det oplagt at inddrage et lidt større område, når man taler om menneskers liv og færden i området før i tiden – om den historiske vadehavskultur. Derfor rækker dette hæfte geografisk lidt længere ind i landet, end det er tilfældet for samarbejdsområdet for naturbeskyttelse og Nationalpark Vadehavets udstrækning.

Der er mange træk i landskabet, der medvirker til at fortælle historien om menneskers liv og færden i tidligere tider.

Nogle er beskyttede i kraft af fredninger, andre har fået betegnelsen bevaringsværdige og atter andre ligger mere upåagtede hen. Det har været intentionen med dette hæfte at vække interessen for såvel de kendte som de mindre kendte historier og bidrage til at holde dem levende.

Der er i disse år stigende opmærksomhed på de kvaliteter, der ligger i vore historiske omgivelser: Gamle gårde og huse er attraktive på boligmarkedet, historiske byer anses for et aktiv for en kommune, interessante kulturhistoriske bygninger bruges som hovedkvarter for at profilere virksomheder, kulturhistoriske oplevelser efterspørges af turister. Der er således mange gode grunde til at integrere de historiske kulturmiljøer i nutidens samfund.

Hæftet er blevet til på foranledning af projektet ”Synliggørelse af Vadehavets kulturhistoriske landskab”, et projekt skabt af medlemmerne i Vadehavets Formidlerforum. Hæfterne indgår som det skriftlige produkt af afholdte temadage og træder ind i rækken af litteratur og projekter der gennem årene har haft til formål at synliggøre kulturmiljøet i Vadehavet som en fremtidig ressource, ikke mindst i sammenhæng med områdets nye status som Nationalpark. •

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 29

Hvor er landsbymiljøerne?

I Vadehavsområdet er udpeget adskillige landsbymiljøer som indeholder forskellige kvaliteter. Kortet viser et udvalg af disse.

Landsbymiljøer fra nord mod syd 1. Ho 2. Janderup, Billum, Tarp og Kjelst 3. Guldager Kirkeby 4. Hjerting 5. Novrup 6. Tjæreborg 7. Nordby 8. Sønderho 9. Store Darum 10. Vilslev 11. Nørre Farup, Farup Kirkeby og Kærbøl

12. Sønder Farup 13. Vester Vedsted 14. Egebæk-Hviding 15. Råhede 16. Brøns 17. Toftum og Juvre 18. Kirkeby og Havneby 19. Hjemsted – Skærbæk 20. Misthusum 21. Mjolden 22. Vesterende Ballum

23. Østerende Ballum 24. Bådsbøl-Ballum 25. Husum-Ballum 26. Hjerpsted 27. Sønder Sejerslev 28. Emmelev 29. Højer 30. Møgeltønder 31. Rørkær 32. Sæd 33. Rudbøl

På gensyn derude Når man bevæger sig gennem Vadehavets landskab, kan man med fordel følge den skiltede Margueritrute, hvis man er i bil, og de skiltede cykelruter, hvis man er på cykel. Vil man, vandre kan man benytte sig af den gamle Studedrivervej, der gik fra Limfjorden til markederne i Ribe og Nordtyskland – Drivvejen. Der er også mulighed for at benytte både bus og tog i området, ligesom der flere steder er mulighed for at sejle på åerne og på Vadehavet. Desuden er der udarbejdet en lang række foldere, der fortæller om de enkelte dele af området. •

Vesterende Ballum.

FOTO: Ulrik Geldermann Lützen, Vadehavets Formidlerforum

30 TEMA LANDSBYMILJØER I VADEHAVSREGIONEN

2

1 4

3

6

5 7

9

10

8

11

12 13 14 15

16 17

20 22

19 21

23 24 18

25

26 27 28

29 30 31 32 33

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 31

Nationalpark Vadehavet, Havnebyvej 30, DK–6792 Rømø, tlf. 0045 72 54 36 34 www.nationalparkvadehavet.dk, vadehavet@danmarksnationalparker.dk Vadehavets Formidlerforum, Havnebyvej 30, DK–6972 Rømø, tlf. 0045 72 54 36 52 www.vadehav.dk, vff@vadehav.dk