Bygningskultur langs Vadehavet

TemahĂŚfte #4

Bygningskultur langs Vadehavet

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK

1

Vestslesvisk gård i Møgeltønder.

Foto: Henrik J. Møller, Museum Sønderjylland

TEMAHÆFTET UDGIVES AF: Nationalpark Vadehavet, Havnebyvej 30 DK–6792 Rømø, tlf. 0045 72 54 36 34 www.nationalparkvadehavet.dk, vadehavet@danmarksnationalparker.dk Temahæftet er blevet til på baggrund af temamødet ”Bygningskultur langs Vadehavet,” der blev afholdt i foråret 2014.

Temamødet og temahæftet er skabt i et samarbejde mellem Vadehavets Formidlerforum og Nationalpark Vadehavet.

Udgivelsesdato: Marts 2015 Redaktør: Anne Marie Overgaard, Museum Sønderjylland Forsidefoto: Sønderho, Fanø. Foto: Per Hofman Hansen Design og layout: Nationalpark Vadehavet – Søren Christensen Tryk: Rosendahls, Esbjerg ISBN: 978-87-995234-1-2

2

TEMA BYGNINGSKULTUR LANGS VADEHAVET

Bygningskultur langs Vadehavet Det danske Vadehavsområde rummer en rig bygningskultur – både på fastlandet og på øerne. Det afspejler sig i flere hundrede fredede og bevaringsværdige bygninger.

Bygningerne er vigtige elementer i landskabet, og ofte er bebyggelsen selve nøglen til forstå Vadehavslandskabet. Gårde og huse, møller og pumpestationer er blot nogle eksempler på bygninger, der bidrager til forståelsen af kulturlandskabet i Vadehavsområdet. Et kulturlandskab der har fået papir på at være uden sidestykke i verden*.

Kulturmiljøer og kulturhistoriske enheder - herunder bygningskulturen - indgår derfor også i Nationalparkplanen, hvori det blandt andet hedder, at nationalparken vil arbejde for ”at understøtte lokalsamfundenes, kommunernes og museernes arbejde med at bevare nationalparkens værdifulde kulturmiljøer og dens kulturhistoriske helheder og enkeltelementer – herunder fremme indsatsen for at gennemføre bevarende lokal- og landsbyplaner. Dette skal medvirke til at fremme bosætning og liv i lokalsamfundene.”

Nationalpark Vadehavet

Vadehavets Formidlerforum

Thomas Holst Christensen Sekretariatsleder

v/ Anne Marie Overgaard Museumsinspektør Museum Sønderjylland

INDHOLD Den bygningsmæssige kulturarv i Vadehavsområdet.................................4 Hvorfor har vi fredede og bevaringsværdige bygninger?................................8 Bevaringsarbejdet i Esjerg Kommune................................................12 Bevaringsværdige bygninger i Nationalpark Vadehavet.....................................16 Marskgården Klægager i Ballum...............................................20

*)Vadehavsregionen. Et kulturlandskab i verdensklasse (red. John Frederiksen). Udgivet af Det Hollandske Vadehavsakademi, Leeuwarden og Det Fælles Vadehavssekretariat, Wilhlemshaven. 2013

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK

3

Ballum Sluse opført 1915 i forbindelse med Ballummarskens inddigning.

Foto: Museum Sønderjylland.

Den bygningsmæssige kulturarv i Vadehavsområdet Vadehavsregionens generelt velbevarede bygningskultur rummer nogle regionale karakteristika, som har betydning for oplevelsen af det åbne land, landsbyer og stationsbyer samt købstæder.

Af Elsemarie Dam-Jensen, overinspektør ved Museum Sønderjylland – Kulturhistorie Tønder

4

TEMA BYGNINGSKULTUR LANGS VADEHAVET

Bebyggelsen i Vadehavsområdet er kendetegnet ved at være placeret højt. Det kan være på bakkeøerne, der går ud til kysten og langs geestranden, hvor byer, gårde og huse ligger nærmest som perler på en snor langs fem meter højdekurven.

Her var man, inden digerne blev bygget, i sikkerhed for stormfloder, men samtidig tæt på den frugtbare marsk.

Den første bosætning langs Vadehavet fandt sted fra begyndelsen af yngre stenalder (4000-1700 f.Kr.). De første spredte gårde blev bygget fra slutningen

af bronzealderen (1700-500 f.Kr.) og efterhånden opstod der landsbyer. Allerede i 700-tallets begyndelse fungerede Ribe som markedsplads for egnen.

Omkring 1200 begyndte man også at anlægge gårde i marsken på naturlige moræneknolde og senere på opkastede jordhøje – såkaldte værfter. Værfterne er et levn fra tiden før havdigerne blev bygget – dvs. de blev etableret i den åbne marsk.

I dag findes der ca. 60 værfter i det danske Vadehavsområde. De nordligste

værfter ligger i Ballummarsken, hvor landsbyen Misthusum tidligere lå, indtil stormfloderne i 1634 og 1720 ødelagde den. Landsbyen Ubjerg syd for Tønder samt Rudbøl er eksempler på stadig eksisterende landsbyværfter. Ellers er de fleste værfter i Tøndermarsken bebygget med kun en enkelt gård.

Vigtigheden af placeringen bekræftes flere gange gennem historien, hvor stormfloder har ødelagt bebyggelser, som det f.eks. var tilfældet med fiskerlejet Sønderside ved Ho Bugt, hvor der i fiskesæsonen boede omkring 1000 mennesker.

Stormfloden i 1634 ødelagde Sønderside, der aldrig genvandt sin position.

Landsbyen Nørremølle ligger på diget mellem Højer og Rudbøl lige vest for Vidåen mellem Gammel Frederikskog (inddiget 1692) og Rudbøl Kog (inddiget 1715).

Arkengab på Rømø er ofte rigt udsmykket.

Her på Tønnisgård med kalket murværk og pilastre.

Foto: Museum Sønderjylland.

Købstæderne

Ribe er Danmarks ældste by og var frem til en gang i 1600-tallet Vadehavsområdets altdominerende havneby. Den økonomiske afmatning i løbet af 1600-tallet har betydet, at Ribe i dag har en meget velbevaret bykerne med et næsten uændret middelalderligt gadenet. Husene er opført fra slutningen af 1500-tallet og frem til ca. 1900. Karakteristisk for Ribe er de usædvanligt mange bevarede byhuse i bindingsværk, som blev opført efter bybranden i 1580.

Købstæderne Tønder og Varde opstod i middelalderen. Deres placering er tæt knyttet til skibsfarten, da de ligger ved store, og dengang sejlbare, åer. Inden digebyggeriet havde Tønder let adgang til havet via Vidåen, mens Varde var afhængig af ladepladserne ved Janderup, Hjerting og Ho. Begge byer har stadig dele af det middelalderlige gadeforløb i behold.

I Tønder er midtbyen fortsat præget af grundmurede gavlhuse på smalle aflange grunde, men også her findes der, som i Ribe, bindingsværk. Særligt seværdige er baggaderne Spikergade og Uldgade, hvor der ligger mange karakteristiske gavlhuse med karnapper.

Varde by er på grund af to bybrande i 1779 og 1821 præget af bygninger opført fra 1800-tallet og frem.

Esbjerg er den ny by, som voksede frem i kølvandet på anlæggelsen af havnen, der

Arkengab i Sønderho på Fanø.

Foto: Per Hofman Hansen.

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK

5

stod færdig i 1874. Byen er et enestående eksempel i dansk byplanlægning med udgangspunkt i et klassisk byplanprincip med rektangulære karréer i et retvinklet gadenet. Arkitekturen er ikke specifik for Vadehavet, og særligt byens centrum er domineret af historicismen: en blandingsarkitektur inspireret af udenlandske strømninger.

Snurom Pumpestation ved Højer fra 1929.

Foto: Museum Sønderjylland.

Landsbyerne og det åbne land

Byhus med bindingsværk i Ribe.

Foto: Sydvestjyske Museer.

Typisk vestslesvigsk gård med en længe, hvor beboelsen er i den ene ende og stald og lade i den anden. Opført 1825, Højer. Foto: Museum Sønderjylland.

6

TEMA BYGNINGSKULTUR LANGS VADEHAVET

Bebyggelsen på landet rummer både firlængede gårde og mindre huse. I den sønderjyske del af Vadehavsområdet præger den grundmurede, slesvigske gård byggeskikken. Den blev almindelig i løbet af 1700-tallet og blev som regel bygget i klægsten, brændt i lokale teglovne. Den vestslesvigske gård er kendetegnet ved en lang hovedlænge med stald i den ene ende og bolig i den anden adskilt af et tværgående rum. Der kunne være flere udlænger. Noget helt særligt var de indvendige, tagbærende stolper, der gjorde konstruktionen mere modstandsdygtig ved stormflod. Gavlkvisten over indgangsdøren er et andet særkende. Taget var tækket med strå og ofte opført med hel- eller halvvalm, tagrør kunne, ligesom klægen til murstenene, hentes lokalt.

Teglstensbyggeriet bredte sig fra Holland op langs Vadehavskysten, især efter stormfloden i 1634. I den nordlige del af Vadehavsområdet var bindingsværk almindeligt frem til omkring 1800, hvorefter de fleste huse blev grundmurede.

Her var beboelse, stald og lade oftest i hver sin længe, gerne i firkant om en gårdsplads.

Gårdene på vadehavsøerne er ofte enlængede og grundmurede. Typisk for Rømø er de rigt udsmykkede indgangspartier med kalkede pilastre og tofløjet indgangsdør. I Sønderho på Fanø har mange huse markerede murstik over vinduerne i grønt, sort og hvidt, og husgavlene på øen er ofte helt eller delvist beklædt med brædder.

En særlig sydvestjysk byggeskik er det såkaldte arkengab (på sønderjysk ’arkengaf’), som er en udbygning af taget over hoveddøren med luge og vindue.

Gennem lugen læssede man eksempelvis tørv, som blev opbevaret på loftet og brugt til opvarmning af huset.

Sommerhuset ’Frederiksgård’ ved Fanøbad blev opført i 1931 og er stærkt inspireret af 17- og 1800-tallets Fanø-huse.

Foto: Per Hofman Hansen.

Stationsbyen

I perioden 1874 til 1887 anlagdes jernbaner fra henholdsvis Lunderskov til Esbjerg, Bramming og Ribe samt marskbanen fra Vedsted/Hviding til Heide via Tønder og Husum. Mindre bebyggelser, eller landsbyer på geestranden, udviklede sig i årene efter til stationsbyer, hvor væksten naturligt nok koncentrerede sig om stationen. Stationsbyerne har derfor ofte i dag en ældre bydel ned mod ådal eller marsk og en nyere; selve stationsbyen. Eksempler herpå er Janderup, Tjæreborg, Egebæk-Hviding, Rejsby og Skærbæk. I de ældre bydele finder man huse fra 1700- og 1800-tallet. Stationsbyen er præget af byggeri fra slutningen af 1800-tallet og frem.

Stationsbyerne langs Vadehavet har i stationsbydelens bygninger ikke det samme lokale præg som de ældre bydele. Her er husene præget af 1900-tallets byggeskik med villaer med pudsede facader, villaer i Bedre Byggeskik, bygninger i jugendstil og i Sønderjylland bygninger i hjemstavnsstil.

Badesteder

Turismen gjorde sit indtog på Fanø og Rømø i 1890’erne med grundlæggelsen af Fanø Bad i 1891 og Nordseebad Lakolk på Rømø i 1898. Badehoteller

som ’Kongen af Danmark’ ved Fanø Bad blev bygget, og sommerhuse skød op i klitterne. Stranden fik en helt ny status som et opholds- og rekreationssted med badevogne og strandkurve.

I dag er de store badehoteller, badevognene og strandkurvene for længst væk, men de få oprindelige sommerhuse vidner fortsat om den første turisme. På Fanø er de ældste sommerhuse opført fra 1890 til 1930 ved Fanø Bad og Sønderklit. Husene er opført som store villaer – både murede og i træ. Arkitekturen var blandet, men flere huse blev opført i den tysk inspirerede schweizerstil karakteriseret ved sadeltag med store udhæng, spir og tårne, verandaer og løvsavsarbejde. Særligt for Fanø er desuden sommerhuse opført som nye versioner af traditionelle Fanøhuse.

Nordseebad Lakolk blev opført som sommerhuskoloni omkring ’Hotel Drachenburg’ og restaurationen ’Kaiserhalle’. De oprindelige sommerhuse var meget små blokhuse i træ opført i enten schweizerstil eller norsk dragestil. Dragestilen blev meget populær i 1890’erne – både i Danmark og Tyskland og ofte brugt i forbindelse med kursteder og badehoteller. Dr. Gmelins Sanatorium på Før og Skagen ny Badehotel fra omkring 1900 er eksempler herpå.

Sluser og pumpestationer

En gruppe bygninger hænger nøje sammen med Vadehavets landskab: nemlig sluser og pumpestationer. Sluserne findes ved inddiget marsk, hvor åløb skal passere gennem diget ud i havet. Pumpestationer findes kun i Tøndermarsken, der som den eneste er kunstigt afvandet.

Højer Sluse og Ribe Kammersluse er opført i granit og murværk og har mere karakter af tekniske anlæg og befæstninger end af egentlige bygninger. Højer Sluse er opført i 1860-61 i en kombination af kampesten og rigt dekoreret murværk med blændinger. Kammerslusen er opført i 1912 i tilhugne granitkvadre.

De grundmurede og teglhængte sluser er opført i røde mursten med facader i blank mur og med helvalmede tage, der er beklædt med røde vingetegl. Facaderne er velordnede facader med regelmæssigt placerede vinduer, der afsluttes med murede stik. Et eksempel er Ballum Sluse (1914-19), der er karakteriseret af fint forarbejdet murværk og regelmæssigt placerede vinduer. De fire pumpestationer i Tøndermarsken er opført i 1929 i samme stil som Ballum Sluse. De er tegnet af godsinspektør H. C. Davidsen fra Schackenborg Slot. ><

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK

7

Hvorfor har vi fredede og bevaringsværdige bygninger?

Bygningskulturen er den mest synlige del af vores kulturarv. Den afspejler den samfundsmæssige udvikling gennem tiderne og fortæller om det sted og de omgivelser, bygningen er placeret i. Bygningskulturen er en del af et områdes DNA. Af Lisbeth Øhrgaard, Kulturstyrelsen.

Kulturarven er vigtig, fordi den bringer historien ind i nutiden og i fremtiden.

I kulturarven kan man tage afsæt for nye kvaliteter og bæredygtige løsninger.

Derfor bliver kulturarven i den nye nationale arkitekturpolitik fremhævet som en væsentlig del af en fremtidig udvikling.

Bygningskulturen rummer et kommunalt udviklingspotentiale og bør derfor bruges strategisk. Undersøgelser viser, at kulturarv tiltrækker eksempelvis både erhvervsvirksomheder og turister, fordi mennesker sætter pris på at færdes der,

8

TEMA BYGNINGSKULTUR LANGS VADEHAVET

hvor kulturarven er tydelig. Her træder ’stedet’ nemlig i karakter og giver sig til kende. Kulturarv og bygningskultur kan derfor skabe merværdi.

Bygninger fastholder historien

Fredede og bevaringsværdige bygninger fastholder fortællinger, der giver en forståelse for den samfundsmæssige udvikling på et givet sted. Sådanne fortællinger er i Danmark fastholdt siden 15- 1600-tallet, fordi bygninger fra den tid stadig er bevaret gennem enten fredning eller ved

at være erklæret bevaringsværdige.

Ved Skovshoved og Klampenborg ved København er f.eks. fortællingen om 1930’ernes visioner og udviklingstendenser fastholdt i kystvejen med den nu fredede benzintank og boligkomplekset Bellavista, begge dele tegnet af Arne Jacobsen.

På Fyn og Lolland fortæller de mange store gårde og herregårde om den rolle, disse har spillet for områdernes samfundsmæssige udvikling gennem århundreder.

Bygningskulturen ved Vadehavskysten er

rig på sådanne fortællinger, der vidner om områdets særlige naturgivne karakter og de sociale, økonomiske og geografiske vilkår.

Ribe rummer eksempelvis mange fredede huse, der vidner om byens rolle som købmands- og handelsby samt som centrum for et opland i 1500- og 1600-tallet.

Tønders gavlhuse og Vestslesvigs prægtige marskgårde fortæller om egnens storhedstid i 1700-tallet.

I Esbjerg by fastholder 10-12 fredede huse fortællingen om byens anlæggelse og udvikling i 1800-tallet som et nyt bycentrum i Vadehavsområdet.

Skibsfartens betydning for Vadehavskysten i 1700- og 1800-tallet er fastholdt gennem Rømøs kommandørgårde og skipperbyerne Sønderho og Nordby på Fanø.

Holckenhavn Slot ved Nyborg.

Foto: Anders Myrtue Odense Bys Museer, 2004

Fredede og bevaringsværdige bygninger

Man kan sidestille sikring af de bevaringsværdige bygninger med de fredede bygninger. De rummer vigtige fortællinger og vidnesbyrd om den udvikling og de betingelser, den lokale og regionale udvikling har været underlagt.

Fredede bygninger er ofte enkeltstående bygninger, der kun sjældent er fredet med deres omgivelser. En fredet bygning er unik både udvendig og indvendig.

Bevaringsværdige bygninger rummer ydre bevaringsværdier, men behøver ikke at have tilsvarende indre værdier.

Bevaringsværdige bygninger er til gengæld ofte en markant del af en helhed, f.eks. en bebyggelse, en landsby eller et kulturmiljø. De kan derfor rumme bevaringsværdier sammen med deres omgivelser, det åbne land og det omgivende landskab. Et godt eksempel herpå er marskbebyggelsens placering i landskabet – på gestranden eller på værfter, der fortæller om livsbetingelserne ved Vadehavet, inden havdigerne blev bygget.

Boligkomplekset ’Bellavista’ i Klampenborg tegnet af Arne Jacobsen 1931-34.

Foto: Helga C. Theilgaard

Tanghus på Læsø med det karakteristiske tag af ålegræs.

Foto: Morten Pihler, Læsø Foto.

Hvem er myndighed for vores bygningskultur?

Der er to primære love, som tager sig af Danmarks bygningskultur: 1) Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer har som formål: at værne om landets ældste bygninger af arkitektonisk, kulturhistorisk eller

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK

9

miljømæssig værdi. Herunder bygninger, der belyser bolig-, arbejds- og produktionsvilkår og andre væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling.

2) Planloven har som formål: at sikre og bevare værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber.

Kulturstyrelsen har ansvaret for de fredede bygninger i Danmark.

Kommunerne har ansvaret for at værne om de bevaringsværdige bygninger.

Kommunerne kan udpege bygningerne som bevaringsværdige i kommuneplanen eller i en lokalplan. Herved kan bygningen ikke rives ned uden videre. Men den eneste reelle måde at sikre bevaringsværdige bygninger mod væsentlig ombygning eller nedrivning er gennem kommunernes bevarende lokalplaner.

Udover at udstede et forbud mod nedrivning kan en lokalplan nemlig indeholde præcise retningslinjer for, hvad der må ske med de pågældende bygningers ydre, samt hvordan bygningerne skal vedligeholdes. Sådanne retningslinjer kan omfatte valg af materialer til eksem-

Cathrinesminde Teglværk ved Broager.

Foto: Museum Sønderjylland.

10 TEMA BYGNINGSKULTUR LANGS VADEHAVET

pelvis tag og vinduer, samt hvilke farver der bør benyttes. En lokalplan rummer dog ingen handlepligt.

Museernes kap. 8-arbejde

Foruden Bygningsfredningsloven og Planloven rummer museumslovens kapitel 8 bestemmelser, der har til formål "at sikre kultur- og naturarven i forbindelse med den fysiske planlægning og forberedelse af jordarbejder med videre.”

De statsanerkendte museer er herigennem "forpligtet til gennem samarbejde med plan- og fredningsmyndighederne at virke for at væsentlige bevaringsværdier sikres for eftertiden.” Tilsvarende er planmyndighederne, dvs. kommunerne, forpligtede til, ifølge museumsloven at inddrage museerne, når der udarbejdes en kommuneplan eller lokalplan der berører bevaringsværdier.

Museernes bidrag til arbejdet er viden om og dokumentation af kulturhistoriske værdier, således at planmyndighederne kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag. Museumsloven fastlægger med andre ord et krav om samarbejde mellem museer og kommuner.

Kulturarv som kommunalt satsningsområde

At der bliver passet på de bevaringsværdige bygninger har stor betydning for den lokale kulturarv og den lokale udvikling indenfor erhverv og turisme. Derfor er det i den nye nationale arkitekturpolitik et statsligt mål at få kommunerne til at udarbejde en kommunal arkitekturpolitik.

Kommunerne har nemlig stor indflydelse på fremtidens arkitektur, som plan- og byggemyndighed og som kommunal bygherre. Derfor et det vigtigt med kommunale arkitekturpolitikker, som tager hånd om og afsæt i bygningsarven.

For at kunne værne om en bygning er det nødvendigt at kende kvaliteterne.

Når man kender kvaliteterne, kan man forstå dem og kommer også til at holde af dem. Og når man forstår og holder af, er det lettere at passe på. Bygningsarven bør derfor veje tungt i den kommunalpolitiske vægtskål, for det er afgørende, at politikerne og befolkningen forstår værdien af kulturarven, er stolte af den og tager afsæt i den ved fremtidige projekter. ><

Et fredet lokum i Krystalgade 11 i København fastholder historien om de sanitære forhold før ’træk-og-slip’.

Foto: Københavns Museum

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 11

Af Anette Gori, arkitekt i Esbjerg Kommune

Redskaber og udfordringer

Bevaringsarbejdet i Esbjerg Kommune 12 TEMA BYGNINGSKULTUR LANGS VADEHAVET

Vester Vedsted – smuk bevaring af enestående kulturmiljø.

Foto: Esbjerg Kommunes Byfond.

Tradition for bevaringsarbejde

Det er interessant, at Esbjerg Kommune huser både Danmarks ældste og yngste by. Ribe holdt 1300 års jubilæum i 2010, og Esbjerg blev anlagt som statshavn i 1868. Med anlæggelsen af jernbanen i 1800-tallet opstod der fine store og mindre stationsbyer, som Bramming, Gørding, Tjæreborg og Egebæk-Hviding.

Kommunen huser desuden rigtig mange

velbevarede landsbyer, som vi stolt kalder for ”Formel 1 landsbyer” – og der findes velbevarede huse og gårde ude i det åbne land. Husene spænder vidt indenfor arkitektoniske stilretninger, bl.a. renæssancens bindingsværkshuse i 1600-tallet i Ribe, historicisme i Esbjerg og stationsbyerne, Bedre Byggeskik, som havde sin storhedstid fra 1915–1945 i byer, landsbyer og i det åbne land, og

nymodernisme i dag.

Det er også interessant, at Esbjerg og Ribe i mange år har arbejdet med bevaring af bygninger og helheder.

Ingen er i tvivl om, hvilken betydning det vedvarende bevaringsarbejde har for Ribe i dag og dermed for Esbjerg Kommune.

Turistforeningen i Ribe startede bevaringsarbejdet omkring 1900-tallet, og Esbjerg Kommunes Byfond fra 1976 har

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 13

Sårbarhed overfor formsprog og fremmedartede materialer.

Foto: Esbjerg Kommune

haft stor betydning for mange af Esbjergs velbevarede bygninger. Bramming har ønsket en lokalplan med tilhørende facade- og skiltevejledning for bymidten, fordi stationsbyen har en vigtig kulturarv, der er værd at værne om og bevare. Og det er interessant, at Esbjerg Kommune samarbejder med Sydvestjyske Museer om et udviklingsprojekt med beskrivelser og afgrænsninger af kulturmiljøer og kulturlandskaber i hele kommunen. Esbjerg Kommune har en meget varieret og værdifuld kulturarv, som er værd at beskytte og udnytte i udviklingen af kommunen.

Planlægningsmæssige redskaber Besigtigelsestur: Eksempler på historicistiske bygninger i Esbjerg.

Foto: Sydvestjyske Museer

14 TEMA BYGNINGSKULTUR LANGS VADEHAVET

I Planlovens formål § 1 står der, at kommunen, igennem kommune- og lokalplanlægning, skal udarbejde rammer, så de fysiske miljøer udvikles, og så der

skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber.

Hvordan sikrer vi det gode vedvarende bevaringsarbejde som kommune; i forhold til de bevaringsværdige bygninger, de bevaringsværdige helheder og de bevaringsværdige kulturmiljøer – vores bygningskulturarv? Hvilke redskaber har vi?

Esbjerg Kommune har rigtig mange planer – både juridisk bindende planer og politiske planer.

Vi har Bevaringsdeklarationen fra 1963 for Ribes gamle bykerne og lokalplan 204-1 med tilhørende facadevejledning for Esbjerg bymidte. Vi har bevarende lokalplaner og udpegninger af bevaringsværdige bygninger i Kommuneplanen 2014-26, og Kommuneatlas for Ribe og Esbjerg samt Kulturarvsatlas for Vadehavet. Vi har landsbyplaner og mellembyplaner, og vi har den nye arkitekturstrategi. Og vi har Esbjerg Kommunes Byfond, hvor borgere kan søge om støtte til udvendig vedligehold.

Men vi arbejder også med nye tiltag som udviklingsprojektet ”Kulturhistorisk Planlægning,” som handler om bevaringsværdige kulturhistoriske helheder.

Det er et vigtigt samarbejde mellem Kommune- og Byplan i Esbjerg Kommune og Sydvestjyske Museer, hvor forskellige fagligheder inden for historie, arkitektur og byggeskik, bebyggelsesstrukturer, helheder, kultur og landskab munder ud i en metode til udpegning og afgrænsning af bevaringsværdige kulturmiljøer og kulturlandskaber i Kommuneplanen.

Metoden er udviklet med afsæt i SAVE-, KIP- og landskabskaraktermetoderne.

Resultatet; en fysisk afgrænsning på kortet med tilhørende datamateriale og faglige begrundelser, skal implementeres i den kommende kommuneplan. Målet er at kunne oplyse, rådgive og formidle til borgerne om bevaringsværdierne inden for afgrænsningerne - både for bygninger, bebyggede strukturer og bevaringsværdige helheder.

Ydermere er Kulturstyrelsen i gang med fredningsgennemgang i de fire Vadehavskommuner Tønder, Fanø, Varde og Esbjerg. De fire kommuner kan præstere 450 fredede bygninger, hvoraf der er ca.

140 fredede bygninger alene i Ribe. De fire kommuner indgår i KoP samarbejdet (Kulturmiljøer og Planlægning), hvor

også museerne i Vadehavskommunerne, Kulturstyrelsen, Naturstyrelsen og Nationalpark Vadehavet deltager. KoP har ønsket at få indarbejdet 4 temaer i fredningsgennemgangen, som omhandler lokal identitet, arkitekturindflydelse, håndværkstraditioner og bebyggelsens sammenhæng til landskabet. Med udgangspunkt i temaerne kan Vadehavskommunerne præstere en fornem tidsrejse igennem Danmarkshistorien i forhold til bygningskulturen. Det er en kæmpe styrke og en stor kvalitet, som skal fortælles ofte, og som kan bruges i den strategiske planlægning i Vadehavskommunerne.

Styrkerne ved bevaringsarbejdet

I dag er der en stor bevidsthed om, hvad bevaringsarbejdet betyder for en by, et lokalsamfund og for kommunen. Man kan også sige - ”at bevare er at være fremsynet”, og ”der er penge i bevaring.”

Det har betydning for, hvor folk gerne vil bosætte sig og for vores turisme, og det har betydning for vores erhvervsliv, og det har Esbjerg Kommune mærket gennem rigtig mange år. Det er en ressource. Derfor er det også vigtigt at kunne skabe en balance mellem beskyttelse og benyttelse af vores fælles kulturarv.

Bygningskulturen, både de fredede og bevaringsværdige bygninger, er med til at gøre vores del af Danmark til noget specielt – den er en del af vores DNA – den særlige identitet, som vi kan tilbyde, og som skaber lokal stolthed. I vores kommune er styrken, at vi har Vadehavet, som er natur i verdensklasse, og en velbevaret bygningskultur med rigtig mange fine bygninger og helheder.

Den viden, vi har fra bevaringsarbejdet, og den nye viden, vi får fra fredningsgennemgangen, kan Esbjerg Kommune bruge som et aktivt og offensivt planinstrument. Den kan bruges strategisk i vores planlægningsarbejde i forhold til erhvervsstrategi, bosætningsstrategi, turismestrategi og markedsføring af Vadehavskommunerne. Et stærkt fokus på bygningskulturen kan bidrage til at skabe udvikling og vækst lokalt.

ningsredskaber, vi har som kommune, er lokalplanerne. Det betyder, at bestemmelser omkring, hvordan man på bedst mulig måde kan bevare sit bevaringsværdige hus, skal følges. Formuleringen af bestemmelserne i en lokalplan er afgørende for, hvor godt den kan sikre bygningskulturen.

Derfor er en bevarende lokalplan også afhængig af den politiske holdning til, hvor bevarende lokalplanen skal være. Som det er flere steder i dag i kommunerne, vil en fredning af en bygning eller en helhed stå anderledes stærkt end en lokalplan, hvis bestemmelserne alligevel ikke sikrer bygningskulturen, når det virkelig gælder.

En lokalplan er anvendelig i byerne eller for hele større landsbyer eller større områder, men er ikke egnet til planlægning for mindre bysamfund med 2 - 3 huse eller enkelte huse i det åbne land. Lokalplanlægningen vil som redskab i disse tilfælde ofte være for dyr og uhensigtsmæssig og ikke få politisk opbakning.

Kommuneplanen giver os heller ikke juridisk bindende hjemmel til at kunne bevare et enkelt historisk betydningsfuldt og bevaringsværdigt hus i det åbne land.

Hvis der skal stilles bevaringsmæssige krav til en ejer, står vi svagt som kommune og administration. I den nye arkitekturstrategi er et af budskaberne, at ”ved ombygning af bevaringsværdige huse og nybyggeri inden for bevaringsværdige kulturmiljøer skal lokal byggeskik og bevaringsværdier respekteres.” Den gode dialog, rådgivning og oplysning er nogle af de redskaber, vi har i dag til at få gjort budskab til virkelighed.

Ønske

Derfor har Esbjerg Kommune også et ønske til Naturstyrelsen om at få en ny paragraf i Planloven, vi kan bruge i kommuneplanen, så vi som kommune får et brugbart styringsredskab, hvor vi også kan bevare vores bygningskultur de steder, hvor en lokalplan ikke er egnet.

Som kommune vil vi være langt bedre stillet og kan fortsat sikre, at bevaring og udvikling går hånd i hånd. ><

Planlægningsmæssige udfordringer – og ønsker

Et af de juridisk bindende planlæg-

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 15

Nordby. Slippe, der fører ned mod vandet.

Foto: Sydvestjyske Museer

Bevaringsværdige bygninger i Nationalpark Vadehavet I 2013 foretog Nationalpark Vadehavet en gennemgang af de bevaringsværdige bygninger i nationalparkområdet for at sætte fokus på den kommunalt forvaltede del af bygningskulturen og fastholde fortællingerne om vadehavsområdets historie.

Af Jannie Uhre Ejstrud, ph.d. i historie

16 TEMA BYGNINGSKULTUR LANGS VADEHAVET

De bevaringsværdige bygninger er vigtige elementer i den Vadehavstypiske bygningskultur, hvor skippermiljøer, gårde og sommerhuskolonier er medvirkende til at give området dets særpræg. Bebyggelsen i Nationalpark Vadehavet ligger overvejende på øerne Fanø, Mandø og Rømø, hvor

arven efter søfart, landbrug og fiskeri ses afspejlet i både arkitekturen og infrastrukturen. Desuden findes enkelte bevaringsværdige huse og gårde på fastlandet.

Der er over 300.000 bevaringsværdige bygninger i Danmark, og af dem ligger godt 600 i Nationalpark Vadehavet.

Vadehavets øer

Den stærkeste koncentration af bevaringsværdig bebyggelse i Nationalpark Vadehavet findes på øerne, Fanø, Mandø og Rømø, hvor bygningskulturen stadig afspejler det førindustrielle liv på øerne.

Alle tre øer har gennem århundreder haft en stærk søfartstradition, hvor mændene sejlede ud og kunne være væk både halve og hele år ad gangen. Imens passede kvinderne hjemmet samt det til husstanden hørende husholdningslandbrug og de øvrige elementer i den blandingsøkonomi, der karakteriserede øsamfundene – herunder fiskeri. Trods de fælles vilkår for de tre øsamfunds grundlæggende økonomiske struktur og generelle livsbetingelser er den bevaringsværdige bygningsmasse og oprindelige infrastruktur særlig for hver enkelt ø.

Fra slutningen af 1800-tallet kom turis-

men til at spille en stadig større rolle i øernes økonomi, hvilket også afspejler sig i bygningsmassen.

Fanø

Fanø har med sine knap 450 bevaringsværdige bygninger den største koncentration af bevaringsværdig bebyggelse i Nationalpark Vadehavet. I Nordby på Fanøs nordside er der endnu tydelige spor af den gamle søfartskultur, som blomstrede op i 1700-tallet. Infrastrukturen i den inderste bykerne har ikke ændret sig betydeligt siden starten af 1800-tallet, og de gamle, lave, stråtækte huse, mange steder sammenbyggede, ligger endnu som et vidnesbyrd om det gamle øsamfund.

Mange af husene var enlængede gårde, hvor der var husdyrhold i den ene ende og beboelse i den anden. På øens

nordspids var det fælles græsningsareal, Grønningen, og uden for byen ses spor af det gamle husholdningslandbrug i form af nedgravede marker. Imellem de tætte husrækker fører små slipper ned til havet, som også var en forsyningskilde til husholdningen – og til havnen, hvorfra mændene sejlede ud.

Nordby betragtes som et af Danmarks bedst bevarede skippermiljøer, ikke mindst på grund af de stadig eksisterende institutionsbygninger med tilknytning til søfartshistorien, såsom navigationsskole, søfartsskole, skibsrederforeningshus, Krogården og Hotel Færgegården.

Flere af disse har nye funktioner med nyere tilbygninger, men bygningerne eksisterer stadig.

I modsætning til Nordby har Sønderho på Fanøs sydspids en mere åben struktur med flere bevarede græsningsarealer – ’grønninger’ – imellem husene. Også her ses en meget velbevaret skipperby, hvor hovedparten af de lave, grundmurede, stråtækte huse har bibeholdt deres oprindelige præg fra starten af 1800-tallet og er medvirkende til at gøre Sønderho til et af de mest helstøbte bysamfund i Vadehavsområdet.

Fra 1890’erne begyndte turismen at spille en stadig større rolle på Fanø med anlæggelsen af Fanø Bad. I dag er de oprindelige badehoteller borte, men en række større sommerhuse ved Sønderklit opført i perioden 1890-1930 vidner fortsat om den tidlige badeturisme på Fanø.

Mandø

På Mandø er der 27 bevaringsværdige bygninger, alle beliggende i Mandø By, som ligger på vestsiden bag øens eneste klitrække.

Ligesom Fanø har Mandø siden 1700-tallet været en søfartsø, dog med den forskel, at der aldrig er blevet sejlet ud fra Mandø, som pga. tidevandsforholdene aldrig har haft en egentlig havn.

Mændene tog i stedet hyre på sejlskibe, der sejlede ud fra Fanø og Rømø. Det har blandt andet sat det præg på byggestilen, at de ladninger med hollandske fliser, der sejlede ind til Fanø og Rømø, aldrig kom til at præge indretningen på Mandø.

Bygningskulturen på Mandø bærer præg af forskellige tiders byggeskik. De ældste

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 17

Gård på Stagebjergvej på Rømø. Det er karakteristisk for gårdene på Rømø, at de ligger spredt.

Foto: Museum Sønderjylland

I Nørremølle syd for Højer ligger husene tæt på diget.

Foto: Museum Sønderjylland

huse er oprindeligt enlængede, hvor der har været stald i den ene ende og beboelse i den anden. De fleste af disse huse har i 1800-tallet fået en avlslænge bygget til hovedhuset efterhånden som skibsfarten aftog, og landbruget fik større betydning. Tilbygninger fra omkring år 1900 blev opført i den traditionelle byggestil, men senere tilkomster bærer mere individuelle præg. Der ses enkelte eksempler på velbevarede gamle huse med bindingsværk/grundmur, stråtag, halvvalm og opsprossede vinduer, men flere steder er stråtaget erstattet af for eksempel eternit. Der er flere eksempler på Bedre Byggeskik. Særligt for Mandø er de åbne græsarealer omkring husene – uden egentlige indkørsler og med sparsom afmærkning af skel.

18 TEMA BYGNINGSKULTUR LANGS VADEHAVET

Rømø

Af de 66 bevaringsværdige bygninger på Rømø ligger de 23 i sommerhusområdet Lakolk og de resterende 43 som spredt bebyggelse rundt om på øen. Uden egentlig bydannelse er øen karakteriseret ved flere mindre landsbybebyggelser, spredte gårde og velbevarede ældre vejforløb. I modsætning til Fanø og Mandø blomstrede skibsfarten på Rømø allerede i 1600-tallet. I 1700-tallet tog mange af mændene hyre ved hvalfangerskibe, der udgik fra Hamborg og de hollandske havnebyer, og flere blev kaptajner – ’kommandører’ – på skibene.

På øen er der flere kulturhistoriske minder om kommandørtiden, herunder findes der i Juvre et velbevaret hvalkæbehegn fra 1772, på Rømø kirkegård finder

man adskillige gravsten over kommandører, og i dag findes stadig en række ’kommandørgårde’, dvs. gårde opført af kommandører.

Den bevaringsværdige gårdbebyggelse ligger hovedsageligt spredt på øens østside bag klitrækken. Den stærkeste koncentration med ni spredte gårde findes på Vråbyvej nord for Havneby på øens sydspids. Det oprindelige vejforløb med spredt, ældre gårdbebyggelse giver en historisk helhedsoplevelse af den gamle bebyggelsesstruktur i det åbne landskab.

Ligesom på Fanø kom turismen til Rømø i 1890’erne med etableringen af Nordsøbadet Lakolk i 1898. Sommerhusene blev opført som blokhuse i træ i norsk dragestil og schweizer-stil. De små sommerhuse er meget karakteristiske og adskiller sig i udseende såvel som materialer fra den øvrige bebyggelse ved Vadehavet.

Fastlandet

I Varde, Esbjerg og Tønder Kommune finder man også på fastlandet bevaringsværdige bygninger indenfor Nationalpark Vadehavet. De fleste ligger i Tønder Kommune, hvor bebyggelsen ved Nørremølle bør fremhæves. Her ligger en række huse og gårde opført på Frederikskogsdiget fra 1693. De eksisterende bygninger er opført fra 1700-tallet og frem og består af huse og enlængede gårde. Det karakteristiske ved bebyggelsen her er, at den

Vestervej 21, Mandø.

Foto: Jannie Uhre Ejstrud

er opført på diget, og at husene ligger med gavlene nord-syd og ikke øst-vest, som det ellers er tradition ved kysten.

I Nørremølle var bebyggelsen i sagens natur nødt til at følge diget.

Afslutning

Blokhus på Lakolk.

Foto: Museum Sønderjylland

I Nationalpark Vadehavet findes nogle af landets bedst bevarede kulturmiljøer. De tre øer har synlige levn fra deres fælles søfartshistorie, om end byggestilen langt fra er ens. Hvor Fanø rummer to homogene bymiljøer med tæt, lav bebyggelse og for Nordbys vedkommende en næsten købstadsagtig struktur, er Rømø karakteriseret ved en spredt bebyggelse af gårde. På Mandø er det især bebyggelsesstrukturen med de åbne græsarealer samt enkelte velbevarede gårde, der er kendetegnende. Både på Fanø og Rømø er fortællingen om turismens indtog på Vadehavsøerne fastholdt i bevaringsværdige sommerhuse i Sønderklit og Lakolk.

Området Nørremølle syd for Højer er et godt eksempel på vilkårene for bebyggelse i marsken. ><

Sønderho er kendetegnet ved lav, tæt bebyggelse.

Foto: Per Hofman Hansen

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 19

Marskgården Klægager i Ballum Når man kommer kørende på kystvejen gennem Ballummarsken fra nord ligger Klægager markant og synlig på gestranden i Østerende Ballum godt elleve meter over havets overflade. Gårdens bygninger repræsenterer den fine bygningsarv, som er karakteristisk i Vestslesvig.

20 TEMA BYGNINGSKULTUR LANGS VADEHAVET

Af Christian Lorenzen, Klægager

Gårdens historie kan jeg videregive, som jeg har fået den fortalt af min far Niels Lorenzen. Min tipoldefar, Peter, gik i skole i Forballum, hvor Kristen Kold var lærer.

Da Peter ikke var den ældste i børneflokken på 10, skulle han ikke overtage gården derhjemme. I den nedre del af Østerende (kaldet Nærre Jøstrand) lå en ældre ejendom, Jefes gård, som min tipoldefar købte. Det var nok ikke kun den gamle ejendom, der var årsagen til, at Peter ville til Østerende. Nej, møllerens datter Herle på Brink Møllegård havde han et godt øje til, og han spurgte om lov til at fri. Mølleren gav lov på den betingelse, at hvis Herle sagde ja, så skulle min tipoldefars gård flyttes 200 meter længere mod syd, op på gesten (af frisisk geest: op på det tørre). Så vidste mølleren, at hans datter var i sikkerhed for stormfloderne, som ofte kom ind i ådalen.

Det havde min tipoldefar ikke råd til, og han beklagede sig til mølleren, som så sagde: ”Så har æ, og den nye gård kan I få i bryllupsgave.”

Klægager med den store lade mod nord.

Foto: Klægager

Luftfoto af Klægager efter alle fire længer blev tækket i 2013.

Foto: Klægager

Klægager bliver til

Beslutningen blev taget om at bygge en firlænget gård på det højeste sted i Østerende, på bar mark. Der skulle skaffes byggematerialer. Noget kunne genbruges fra den gamle gård, men der skulle meget mere til. På strandauktion, på øen Sild syd for Rømø, blev der købt en masse store bjælker af pommersk fyr, og de blev flådet ind til Vesterende Ballum og så slæbt til byggepladsen i Østerende.

Gården blev bygget med en højremskonstruktion, hvor taget bliver stående, hvis stormfloderne vælter murene. Dimensionerne er betragtelige; op til 14 meter

Svinestalden og siloen nord for gården rives ned.

Foto: Klægager

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 21

Klægagers murværk er opført i renæssanceforbandt.

Foto: Museum Sønderjylland

Et blik ind ad porten til gårdspladsen.

Foto: Klægager

lange og stadig i firkant 13x13 tommer.

Nogle af murstenene blev muligvis hentet på Trøjborg Slotsruin ved Visby, og der kunne så bygges i renæssanceforbandt.

Gårdens ydre mål er 36x32 meter.

Gennem de store porte i laden ud mod nord kunne de store læs komme ind, og var der tom vogn, kunne hesten trækkes igennen den lille port ud til gårdspladsen.

Når hestene havde stået stille et stykke tid og var blevet utålmodige, kunne det godt gå lidt hurtigt, og derfor er der i gennemkørselsporten opsat en skæv hjørnesten, som fik vognens træhjul til at afvige hjørnet på porten, så skader kunne undgås.

Køkkenet blev placeret mod nord, hvor det var køligt, og de fine stuer mod syd. En forstue blev placeret både ud til gårdspladsen samt en ud til haven, hvor buksbomhække markerer indgangspartiet. Der blev også plantet lindetræer foran stuehuset, som jo giver skygge i

22 TEMA BYGNINGSKULTUR LANGS VADEHAVET

sommertiden og trækker fugt ud af huset om vinteren - og så var det jo også flot.

Der er to forskudte kviste, og den mod gårdspladsen har kornhejs. Man strøede ikke om sig med unødvendige detaljer, dog blev der plads til et pediment (en trekantgavl) og initialer på bygherre B T N S, Broder Thomsen Nicolaj Sen, på vestgavlen af laden. Mod øst ses byggeåret 1857.

Fra svinefarm til kulturperle

Generationerne på gården har tilpasset sig tidens muligheder, for en firlænget gård har sine begrænsninger til moderne husdyrhold. Så fra midten af 1970’erne og fremad blev gården udbygget med mange svinestalde. Med tidernes skiften, og Ballumfondens indtræden i området, var vi klar til at imødekomme de muligheder som lå heri. Det har uden sidestykke krævet stor forandringsvillighed at tilbageføre Klægager til en arkitektonisk

uangribelig helhed samt omdanne stedet til også at rumme Bed & Breakfast samt selskabslokaler. Ikke altid er den nemmeste løsning blevet bragt i spil, og de store ændringer har til tider overmandet både kone og mand. Gennem snørklede tiltag, og gode håndværkeres kærlighed til det oprindelige, har vi nu opnået et resultat, der vinder genklang langt uden for området. Mange gæster lægger deres vej forbi og nyder kulturhistorien og danner erindringsbilleder, når de her kan se, høre, røre, føle og fornemme, samtidig med, at de indtager en kulinarisk oplevelse med afsæt i "Marskens Muligheder."

Det er min slægtsgård, men uden Ruths entusiasme og arbejdsindsats var Klægagers forvandling ikke lykkedes. En gammel marskgård er et parløb, og for os og vores projekt ”Marskens Muligheder” er bygningsarv det nødvendige, der virker. ><

Den karakteristiske højremskonstruktion, der bærer taget.

Udsigt fra laden ud over Ballummarsken.

WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 23

Nationalpark Vadehavet, Havnebyvej 30 DK–6792 Rømø, tlf. 0045 72 54 36 34 www.nationalparkvadehavet.dk, vadehavet@danmarksnationalparker.dk Vadehavets Formidlerforum, Havnebyvej 30 DK–6972 Rømø, tlf. 0045 72 54 36 52 www.vadehav.dk, ulrik@vadehav.dk