Koagulationssystemet har eksisteret i en meget stor del af den periode, hvor der har været flercellet liv på jorden ...
Dyrerigets slægtsskabsforhold Dyrenes indbyrdes slægtskabsforhold er i disse år genstand for megen diskussion, og de forskellige grupper flyttes flittigt rundt i de forskellige stamtræer. De mange uafklarede spørgsmål skyldes, at nye molekylære metoder, hvor slægtskabet undersøges igennem DNA-sekvenser, ofte ikke passer med de tidligere morfologiske studier. Figur 1 viser et alment accepteret bud på, hvordan stamtræet for de største dyregrupper bør se ud. Som det fremgår af figuren, deles dyrene ind i deuterostomer og protostomer. Denne opdeling er baseret på, hvordan munden og anus udvikles igennem den embryonale periode. Deuterostomerne indeholder alle hvirveldyrene og en række andre grupper som pighude og primitive chordater. Protostomerne (græsk: protos-først, stoma: mund) indeholder kun hvirvelløse dyr og inddeles videre i to hovedgrupper: Ecdysozoa, som skifter deres ydre skelet, når de vokser (hudskifte) og Lophotrochozoa, som vokser kontinuerligt, og som tillige har bevægelige fimrehår (cilier). Leddyrene er den vigtigste gruppe indenfor Ecdysozoa og indeholder grupper som krebsdyr, edderkopper, dolkhaler og insekter. Det vil nok være overraskende for mange læsere, at insekterne nu anses for at være udsprunget fra krebsdyrene.
Åbne og lukkede kredsløbr Mens hvirveldyrene har lukkede blodkredsløb, hvor blodet er omsluttet af et endothel, har leddyrene åbne kredsløb, hvor hæmolymfen frit kan strømme imellem organerne. Blodtrykket i kredsløbet hos de fleste hvirvelløse dyr er meget lavere end hos hvirveldyrene. Disse væsentlige forskelle har mindst to fundamentale konsekvenser for koagulationssystemernes opbygning, nemlig på risikoen for trombedannelse og på risikoen for infektioner. I de lukkede kredsløb hos hvirveldyrene skal koagulationen foregå helt lokalt og altid yderst kontrolleret, således at der ikke opstår tromber, der kan hindre blodtilførslen til vævene.
Derfor foregår hvirveldyrenes koagulation lokalt på de beskadigede overflader og tilstrømmende celler, og koagulationen balanceres af såvel et koagulations-hæmmende system som af et fibrinolytisk system, der gradvist fjerner den dannede fibrin, efterhånden som sårhelingen skrider frem. Trombosedannelse er derimod ikke så stor en risiko for leddyrene, da de åbne kredsløb giver hæmolymfen mulighed for at fordele sig i kroppen af alternative ruter. Leddyrene har derfor ikke i samme omfang som hvirveldyrene behov for trombose-forebyggelse, og de mangler da også en del af de systemer til hæmning af koagulationen, som netop er så kendetegnende for hvirveldyrene.
Koagulation og immunforsvar Det åbne kredsløb hos leddyrene har den konsekvens, at der ved karskader er langt større risiko for invasion af mikroorganismer, end tilfældet er for hvirveldyrene lukkede kredsløb. Endvidere kan mange hvirvelløse dyr tabe lemmer, og de eksponerer dermed deres kropsvæsker direkte til det omgivende miljø. Derfor er leddyrenes koagulation opbygget, således at mikroorganismerne er vigtige aktivatorer af koagulationen, og samtidigt spiller koagulations-processen en aktiv rolle for bekæmpelsen af mikroorganismer – både ved at holde mikroorganismerne ude af hæmolymfen og ved at indkapsle og bekæmpe dem, når de er trængt ind. Nogle aktiverede koagulationsfaktorer hos leddyrene virker således toksiske overfor bakterier. Koblingen mellem koagulationssystemet og immunforsvaret er dermed endnu tættere hos leddyrene end hos hvirveldyrene.
» Fortsætter på side 20 ...
side 19 side 19