Få nu styr på de Ingeniørregimentet Ingeniørsoldaternes historie går helt tilbage til 1684, hvor deres primære opgaver var at vedligeholde fæstninger og kaserner. I dag har man videreudviklet de specialer, der kendetegner Ingeniørregimentet, til minerydning, lokalisering og demontering af vejsidebomber, sprængningsarbejde, konstruktionsarbejde og brobygning. En ingeniørsoldat skal altså både kunne kæmpe og løse en lang række praktiske opgaver. Skive Kaserne er bygget i 1969 og er blandt landets mest moderne kaserner. I alt er der tre bataljoner, en stab og en reserveentitet – i perioder med værnepligtige kan der således være over 1.200 medarbejdere i regimentet. Motto: Contendere atque auxiliar – Lad os stræbe fremad og hjælpe. Fun fact: Ingeniørtropperne kalder sig selv for pionersoldater.
Hærens Efterretningscenter I marts 2014 samlede Hæren alle sine efterretningskapaciteter på ét sted og kaldte det Hærens Efterretningscenter (HEC). Hermed oprettede man altså en ny tjenestegren – efterretningstjeneste. HEC består af en stab og to bataljoner, hvoraf ét er et uddannelseskompagni med værnepligtige soldater – her kan man have op til 175 værnepligtige. Fordi efterretningstjenesten er en nyoprettet myndighed uden selvstændig historie eller traditioner, har man heller ikke haft noget selvstændigt vartegn/regimentsmærke. Ved flagdagen d. 5. september 2015 blev det nye vartegn båret for første gang. Staben og størstedelen af Hærens Efterretningscenter hører hjemme på Varde Kaserne, men nogle afdelinger holder dog til på Ryes Kaserne i Fredericia. Motto: Viden er styrke. Fun fact: Rosen i det nye vartegn symboliserer fortrolig viden, mens nøglen viser, at bæreren har adgang til oplysninger og at der udvises tiltro til denne.
Jydske Dragonregiment Jydske Dragonregiments ældste stamenhed er 6. Dragonregiment, der stammer fra det i 1670 oprettede Slesvigske nationale Rytterregiment. Regimentet har deltaget i alle vore krige lige fra 1675. Ved Danmarks tilslutning til NATO i 1949 ændrede regimentets struktur sig. Fra at være et opklaringsregiment blev det et panserregiment. Det betød også at hesten, dragonernes trofaste ven, måtte ofres til fordel for udviklingen. Samtidig blev forholdene for trange i Randers, hvor de hidtil havde holdt til, og d. 1 maj 1953 blev regimentet derfor forlagt til Holstebro, hvor det også holder til i dag. Dragonregimentet består af tre bataljoner, hvoraf en er uddannelsesbataljon. Motto: Fortes fortuna juvat – Lykken står den kække bi. Fun fact: Har du undret dig over, hvorfor man hos dragonerne ligesom hos husarerne kalder de menige ved deres hjemby? Svaret har at gøre med deres fortid som rytterregimenter. Når soldaterne kom ridende til en ny by, kunne befalingsmanden blot råbe bynavnet højt, og en menig fra den pågældende by ville ride op foran og vise vej til overnatning, mad og måske lidt kvindeligt selskab…
Telegrafregimentet Det første Telegrafkompagni blev oprettet ved Hærloven af 1867, og i 1914 var antallet af enheder vokset så meget, at den første Telegrafbataljon så dagens lys. Den historiske tilknytning for i hvert fald Hovedkvarterskompagniet, i dag beliggende i Haderslev, strækker sig dog langt længere tilbage, til 1657. Dengang oprettede man på ordre fra Kong Frederik III det, der kaldes Det Sorte Regiment, som senere blev kaldet Kongens Fodregiment. I dag hører Telegrafregimentet hjemme både på Ryes Kaserne i Fredericia og på Haderslev Kaserne. Telegrafregimentet består af en stab og to bataljoner samt specialenheden DCMkompagniet. Regimentets motto: Celeriter et secure – Hurtigt og sikkert Fun fact: Telegrafregimentet er det eneste regiment i Danmark med blå baret.
6 SOLDATEN NR. 3 • 2016