Page 1

august nr. 6 • 2014

Igennem ild og vand for dronningen

– med på Livgardens REX-tur

Tips og tricks til din værnepligt Billedreportage fra Nijmegen marchen i Holland Få styr på det basis! 1 soldaten Nr. 6 • 2014


Kolofon

> Leder

”Endnu en skøn dag i det danske forsvar”

Udgiver: Forsvarets Kommunikationsafdeling Danneskiold-Samsøes Allé 1 1434 København K e-mail: soldatenmail@gmail.com telefon: 3266 5558 Ansvarshavende redaktør: Vickie Lind Redaktion: Clara Hennecke Mikkelsen Lasse Bækhus Korrektur: Klavs Vedel Layout og tryk: Rosendahls A/S Oplag: 3.550 Copyright: Indholdet i Soldaten kan frit citeres med angivelse af kilde. Artikler udtrykker ikke nødven­ digvis Kommunikationsafdelingens eller Værnepligtsrådets holdninger.

Velkommen til sådan en Fra nu, og til I slutter jeres værnepligt, vil alle dage være skønne. Også selvom du ikke selv mener, at det er særlig fedt. Det er et faktum, og det er lettest, hvis du bare accepterer, at det er sådan, det er. Som ny værnepligtig er der mange ting, der vil virke udmattende, ulogiske og uvante, men frygt ej, rekrutter! For inden længe vil I være vant til at stå tidligt op, sove på trods af jeres stuekammerats højlydte snorken, rengøre stuerne og vedligeholde jeres udrustning, til selv jeres befalingsmænd nikker anerkendende, og ikke mindst spise jeres frokost på en rekordtid, der ikke engang tangeres af Amin Jensen. Vi her på SOLDATEN vil i mellemtiden gøre alt for at ruste jer med gode historier, aktuelle reportager og brugbare råd og tips. Vi håber, at I vil hjælpe os med at skabe et endnu bedre blad ved at sende

idéer og kommentarer til os. SOLDATEN er jeres blad, og I er altid velkomne til at knytte en kommentar eller komme med en forespørgsel. Vores værnepligt var fire fantastiske, begivenhedsrige måneder, og vi ønsker det samme for jer. Vi håber, at I vil nyde bladet, vi arbejder for at lave til jer. God fornøjelse i Forsvaret og til vi ses igen: god fornøjelse med squats, lunges og armstrækkere. Rigtig god værnepligt. Clara Mikkelsen og Lasse Bækhus Journalister på SOLDATEN

D id yo u k n o w b ro?

Vidste du, at du er en af de cirka 1900 nye væ rnepligtige, der startede 4. au gust 2014?

2 soldaten Nr. 6 • 2014


Dannebrog 

12-13 4-5 Tips og tricks Gode råd til nye værnepligtige

6-7 Hærens sergentskole? Hvad er det? Et indblik i sergent­­ele­vernes hverdag

8 KONKURRENCE Vind en Warmpeace Sneaker

9 Side 9-tøsen Et kig på en dejlig dame

10-11 Ét forsvar, tre værn Forsvaret; til vands, til lands og i luften

12-13 Dannebrog Værnepligt på konge­husets flydende residens

14-15 Få styr på det basis! Gør det nu...

16-17 Fun fact om firmagear Hest fra HESK 18-19  Værnepligtsrådet 6-7 Indblik i sergentelevernes hverdag

Hvem er de, hvad kan de?

20-22  Nijmegen marchen 4x40 kilometer på hollandsk jord

23-26 Krigsveteran Henrik Møller Morgen

23-26 Krigsveteran i krigsballet Interview med Henrik Møller Morgen 27-30 REX-tur med Livgarden Gennem ild og vand for Hendes Majestæt Dronningen 31 Hvad laver de værne­ pligtige?

soldaten Nr. 6 • 2014 3


Der kan ikke være mange, der er uenige i, at den første tid i Forsvaret er det mest overvældende og på mange måder den hårdeste tid som værnepligtig. Det skyldes selvfølgelig, en ny dagligdag, hvis rutine man ikke er kommet ind i, og ikke kender alle de smarte kneb, der gør livet både lettere og en smule mere nice. Men frygt ej, rekrutter! SOLDATEN vil vise jer vejen, eller i hvert fald noget af den, til et lettere liv som værnepligtig.

4 soldaten NR. 6 • 2014


Lasse Bækhus

Tips & tricks til din værnepligt I har været heldige nok til at starte i august – vejret er varmt, og uniformen gør heden uudholdelig. Så i tilfælde af at I ikke er heldige nok til at bruge skjorterne, kan du nøjes med at lukke knapperne på uniformen og lade lynlåsen være urørt. Det giver en smule ventilation og luft, ikke så meget, men man kan jo håbe på en kølig brise fra venstre.

Spis din morgenmad kold. Morgenmaden i feltrationerne er ikke kendt for at være den bedste del af den fine lille papkasse. Men hvis du i stedet for at vente på varmt vand om morgenen hælder koldt vand deri, giver det en følelse af, at du spiser müsli og ikke grød, og i nogle tilfælde smager det betydeligt bedre.

Smid stanniol om dit kogekar, inden du bruger det, så slipper du for at vedle nær så meget.

Undgå våd røv! Sæt en elastik på halsen af drikkedunken, det burde forhindre din feltflaske i at dryppe og derved også sørge for, at dit basis ikke drypper ned ad din røv i felten. Udover det holder elastikken det alt for løse låg på plads.

Nylonstrømper giver det sidste lækre finish, når du pudser støvlerne, det ser godt ud, og dine befalingsmænd bliver glade.

Hank op i nosserne! Bind snorene i jakken ved taljen og dem fra bunden sammen, så behøver du ikke bekymre dig om det længere.

Tænk fremad. Ligesom du vedligeholder alt dit udstyr, inden du går i seng, kan du passende om aftenen finde det frem, der skal lægges på sengen den kommende morgen.

Svært dine støvler nu! Hvis dine støvler er sværtet, inden du slider læderet, vil de forblive vandtætte. Hvis læderet bliver mishandlet, og du først sværter støvlerne efter dette, er det blot en kedelig lappeløsning, der ikke har garanti for at holde vandet på den rigtige side af støvlen.

Pak sløringscremen i poser! Det er ikke en fornøjelse at finde enten lomme eller taske smurt ind i dette ulækre stads, der burde være i dit ansigt.

Stil dit ur cirka tre minutter foran normal tid – det vil sige sergent-tid. Tag initiativ, og spørg dine befalingsmænd, hvad deres ur siger, så du kan synkronisere.

Hvis du hviler uden støvler, så læg hjelmen henover dem. Det burde forhindre regn og andre irritationer i at finde et hjem i dine Special Forces.

soldaten NR. 6 • 2014 5


Clara Mikkelsen

Sergentskole? Hvad er det for noget?

Du kan knap nok huske geværets fem hoveddele, og det kniber stadig med at reagere på MENIG efterfulgt af dit efternavn, når du første gang hører spørgsmålet: Vil du søge videre i Forsvaret? Især reaktionsstyrkeuddannelsen og sergentuddannelsen bliver nævnt i hvervningslektionerne ugentligt. Men det kan være svært at beslutte sig. For hvad indebærer uddannelserne egentlig, og hvilken hverdag kan man forvente at få? I juli, lige inden eleverne gik på tiltrængt sommerferie, besøgte SOLDATEN Hærens Sergentskole (HSGS) i Varde for at få et indblik i, hvad det egentlig vil sige at være sergentelev i Forsvarets største værn. Her lærer du at råbe ad folk… Eller? Det er en gammel fordom, at sergentelever i Hæren bliver trænet til at være magtsyge og ondskabsfulde. Det har vi både hørt historier om og set på film. Men hvordan ser virkeligheden ud? Noget mere afslappet og fagligt fokuseret, lader det til, da jeg støder til sergentskolens 3. deling en tirsdag eftermiddag. Delingen er på deres før-

6 soldaten NR. 6 • 2014

ste feltøvelse, og alle arbejder ihærdigt med at få gravet skyttehuller og nærsikring til BSO’et. Stemningen er rolig, ja, ligefrem hyggelig. Hvor bliver råberiet, ydmygelserne og det tydelige skel mellem rang af ? Det er for længst skubbet af hylden til fordel for en moderne uddannelse med kerneværdier. Major Henrik Dupont, chef for Hærens grundlæggende sergentuddannelse (GSU), forklarer:

D id yo u kn ow br o?

Den gru nd dannels læggende serg entude tager sek foregår på Vard s måneder og eK over ska l elevern aserne. Derud e tre må tjeneste gre ne uddann n, før de kan k der på ede serg alde sig enter.

”Skolen har nogle grundlæggende værdier, vi lægger meget vægt på. Da vi flyttede til Varde (sergentskolen flyttede fra Sønderborg til Varde i foråret 2014, red), fik vi dem skrevet ned og betegnet som ’kerneværdierne’.” Tre ord udgør skolens kerneværdier; rol­lemodel, mandskabsbehandling og faglighed. Allerede den første dag sergenteleverne møder, bliver det gjort klart, hvor vigtigt det er, at Hærens


befalingsmænd er gode, motiverende og inspirerende rollemodeller. At de som ledere og førere skal fastholde og udvikle god og lige mandskabsbehandling og på den måde bidrage til korpsånd og godt samarbejde. Og sidst, men ikke mindst at en befalingsmands faglige kompetencer er knivskarpe, hvilket kræver et stort ansvar for egen læring. I forlængelse af kerneværdierne forsøger skolen hele tiden at optimere og modernisere uddannelsen, blandt andet med nye tiltag. Før i tiden ”stod befalingsmændene typisk med opsmøgede ærmer og drak kaffe” på sergentuddannelsen. Nu er de selv med. Det første døgn på feltøvelsen er det oversergenterne, der agerer førere og kan på den måde vise sergenteleverne det gode eksempel. Derefter får eleverne førerrollerne. Også på skydebanen er der sket ændringer. Når sergenteleverne skal uddannes til sikkerhedsbefalingsmænd, bliver der nu lagt meget mere vægt på det faglige element, så de nye befalingsmænd ikke er i tvivl om, hvorfor et skud rammer, som det gør, hvorfor man retter, som man gør, og hvordan skytten bliver bedre. Udover at stræbe efter at give de kommende sergenter en god uddannelse med gode værdier, har Hærens Sergentskole også et andet mål; at komme de ulovlige disciplinarmidler til livs. Det vil sige ureglementerede måder at straffe værnepligtige på, hvis de for eksempel glemmer baretten eller smider kniv, folde væk. Før i tiden havde mange værnepligtige ellers det indtryk, at det var på sergents­kolen sergenterne lærte at få folk til at kravle efter basis, sende menige på skattejagt efter en glemt felthue eller tage ekstra armbøjninger for at komme for sent. Men den

slags tages meget seriøst på sergentuddannelsen. Det gøres klart, at ovenstående ”belønninger” til værnepligtige er ulovlige og forkerte – og heller ikke må gives for sjov.

Langt fra værnepligten Én ting er de rammer, skolen sætter for sergentelevernes uddannelse, noget andet er den egentlige hverdag, som de kommende befalingsmænd oplever. Alle de sergentelever, jeg når at få en snak med, er enige; GSU og HBU ligger meget langt fra hinanden. Som Jacob Vølund udtrykker det, mens han tørrer sveden fra gravearbejdet af panden: ”Man bliver rent faktisk set som et selvstændigt menneske, ikke som en marionetdukke.” Jakob Antonsson fra samme deling er enig i, at man som elev på Hærens Sergentskole bliver behandlet anderledes end under værnepligten. Han lægger vægt på, at man på HSGS bliver behandlet som en kollega. Da han selv søgte sergentuddannelsen, var han langt fra sikker på, hvad han gik ind til. Han havde en idé om, at uddannelsen ville blive én lang elimineringsrunde med stoptest og høje krav. Det er ikke, fordi der ikke er delprøver undervejs, og krav er der også masser af, men fra dag ét er der også fokus på at hjælpe folk igennem, forklarer Jakob mig. Hvis en elev for eksempel ikke klarer sig godt i en fysisk test, bliver der lagt en handleplan med individuel træning for denne, så eleven bliver stærk eller hurtig nok til at klare testen næste gang. Udover at man bliver behandlet anderledes på GSU, nævner sergenteleverne et par andre nøgleord om deres hverdag. Teori, for eksempel. Mængden af teori og klasseundervisning på kasernen kommer bag på nogen.

Uddannelsen er meget varieret, fordi den både indeholder meget teoretisk og meget praktisk, men det gør også, at eleverne får brugt det, de lærer. Derudover skiftes de til at undervise og føre hinanden. At GSU er en moderne uddannelse betyder dog ikke, at traditionerne er kastet bort. Skolen går blandt andet meget op i hilsepligt og har opkaldt de forskellige bygninger efter gamle krigshelte og lederforbilleder. Til gengæld betyder ”moderne uddannelse”, at eleverne ikke længere får løn, men nu er på SU. Det kan godt skabe problemer for nogen.

”SU’en er en killer” Mie Davidsen og Jacob Vølund er enige om, at SU’en er den største udfordring ved at være sergentelev. Det samme mener Jesper Jørgensen, der mellem hakkeslag mod den trærod, han kæmper med at få fjernet fra sit liggende skyttehul, udbryder: ”SU’en er en killer – men vi lever da.” De fleste bor hjemme hos forældrene. Der er næsten ikke råd til andet, da eleverne ikke kan have et job som andre studerende og samtidig er nødsaget til at spise i kantinen. Skolen prøver dog at hjælpe og har blandt andet skaffet et køleskab til hver gang. Og så må man ellers bare ”skære ned på breezerne i weekenden”, som en gravende elev griner nede fra sit hul. Både skolen og eleverne har imponeret mig med deres engagement. De vil det her. Nu har du måske fået et bedre indblik i livet som sergentelev. Måske så godt, at du kan svare på spørgsmålet:

Vil du også?

soldaten NR. 6 • 2014 7


Lasse Bækhus

Konkurrence! Vind en Warmpeace Sneaker II Warmpeace Sneaker II er et fantastisk og lækkert mellemlag i strækbart og dejlig varmt materiale. Mange af dine befalingsmænd har helt sikkert sådan en liggende i skabet. Det kan godt være, at din værnepligt lige nu er dejlig varm og solrig, men inden du bliver trådt af til civil, vil du sætte pris på din fiberpels og måske også denne lækre Warmpeace. Den er velegnet til felten - hvis du får tilladelse af din delingsfører, naturligvis.

Sneakeren er udviklet i et samarbejde mellem Spejder Sport, Forsvaret og Warmpeace, så der er ingen grund til ikke at ville have fingrene i den lækre beklædningsgenstand.

Alt, du skal gøre for at vinde, er at gå ind på facebookgruppen:

”De værnepligtiges magasin – SOLDATEN”, give os et ”like” og skrive et forslag til, hvad du gerne vil læse i det næste SOLDATEN.

Det bedste forslag får sit ønske opfyldt OG vinder den lækre Warmpeace Sneaker II!

8 soldaten NR. 6 • 2014


Lasse Bækhus

Side 9-tøsen GV M/95 kommer fra Canada og er produceret af firmaet Diemaco under licens fra Colt. Diemaco er efterfølgende blevet opkøbt af Colt i 2005. Geværet blev adopteret af Forsvaret i 1995 – deraf navnet – og skulle afløse GV M/75. M/95 har siden da været standardvåben for værnepligtige sammen med dens lillesøster M/96 karabin, men også for vores udsendte indtil 2011, hvor man indførte M/10.

D id yo u k n o w b ro?

I 1977 besluttede NATO sig for at finde en ny standa rd for patroner, da 7,62 havde få et en del kritik for at have for kr aftig rekyl og for høj vægt. Det ledt e senere til indførslen af 5,56-m m-patronen.

M/95 Vægt 3,2 kg Længde 100 cm Mundingshastighed 945 m/s Skudkadence 700-900 skud/minut Vi sammenligner vores dejlige tøs M/95 med geværer fra andre nationers militær.

FAMAS F1 (Frankrig)

Vægt 3,61 kg Længde 75,7 cm (96,5 cm med bajonet) Mundingshastighed 960 m/s Skudkadence 900-1.000 skud/ minut FAMAS er franskproduceret og har siden 1981 været brugt af både den franske hær og Fremmedlegionen.

AK-74m

(Den Russiske Føderation) Vægt 3,3 kg Længde 94,3 cm (70,5 cm med kolben foldet ud) Mundingshastighed 900 m/s Skudkadence 650 skud/minut Ak-74m blev til i 1991, da man moderniserede AK-74-modellen fra 1978.

soldaten NR. 6 • 2014 9


1 forsvar, 3 værn Lidt historie Hæren

Søværnet

Flyvevåbnet

10 soldaten NR. 6 • 2014

Det største af værnene. I 1614 befalede Kong Christian IV, at der skulle opstilles to nationale kompagnier, hvilket blev starten på Hæren, som vi kender den i dag.

Det ældste af de tre værn. I 2010 havde Den Kongelige Danske Marine 500-års-jubilæum.

Det yngste værn med blot 64 år på bagen. I 1950 blev Marinens Flyvevæsen og Hærens Flyvetropper lagt sammen, og Flyvevåbnet blev dannet.


Lasse Bækhus

Det er næppe en overraskelse for dig, at der er tre værn i det danske forsvar. Men kender du til de forskellige opgaver, enheder og beklædnings­ genstande i disse værn?

Beklædning

Opgaver

Enheder

I Hæren bliver du udrustet med M/84 og enten en grøn eller sort baret, afhængig af om du er i et kamp- eller støttetropsregiment. Udover det har Hæren deres gallauniform M/69, som bruges af landstalsmændene, garderne og fastansatte i Hæren, der skal se flotte ud.

Hæren var, og er stadig, involveret i krigen i Afghanistan som en del af ISAF (International Security Assistance Force).

Jægerkorpset!

I Søværnet bliver du udrustet med den velkendte paradeuniform med den lille kappe over skuldrene og den store brede hat.

Søværnet er Danmarks front i Operation Ocean Shield, som er iværksat gennem NATO. Denne operation foregår i Adenbugten øst for Somalia, hvor opgaven består i at bekæmpe pirateri. Udover det patruljerer Søværnet de danske farvande omkring Færøerne, Grønland og selvfølgelig Danmark, hvor de hjælper i nødstilfælde og står for fiskerikontrol. Søværnet har også lige afsluttet opgaven i Syrien, hvor de stod for at fragte kemiske våben ud af landet.

Frømandskorpset!

Flyvevåbnet kan kendes på den flyverblå baret, og som værnepligtig kan du kun tjene i Karup. Udover det har Flyvevåbnet deres M/72, som er deres gallauniform, der afviger en smule fra Hærens M/69.

De vildeste badasses i Hæren. Korpset med elitesoldater blev oprettet i 1961.

Oprettet i 1957 med det amerikanske ”Underwater Demolition Teams” og Norges ”Marinejegerkommandoen” som forbillede. Nej, de arbejder ikke kun til vands, de har været indsat i samarbejde med jægerne i både Afghanistan og Irak. De er også klar som indsatsstyrker mod angreb på handelsskibe ved Afrikas Horn.

Sirius-patruljen! Patruljen består af 12 mand og cirka 80 hunde, som trækker slæderne, der bruges til at patruljere de 972.000 km² som udgør Grønlands Nationalpark. Dog er det primært kyststrækningen, der patruljeres for at opretholde dansk suverænitet.

Flyvevåbnet yder også støtte til Operation Ocean Shield, hvor de har stillet Lynx-helikoptere, udstyret med tungt maskingevær, til rådighed og dermed også piloter og mekanikere fra derudover har flyvevåbnet biddraget til at nedkæmpe Gaddafis tropper, hvor der blev sendt F-16 til denne opgave. Udover det har Flyvevåbnet flere gange været ansvarlig for Baltic Air Policing, som er en turnusordning mellem forskellige NATO lande. Da de baltiske landes militær ikke har ressourcerne til selv at styre eget luftrum og sikre suverænitet.

soldaten NR. 6 • 2014 11


Der er altid én, der har vagttelefonen. Her har denne kvindelige værnepligtige fået tjansen.

Træk i trøjen og hop om bord på

Kongeskibet Dannebrog I maj måned lå Hendes Majestæt Dronningens flydende sommerresidens ved kaj i København. Inden skibet med den kongelige familie om bord drog af sted på sommerens togter, var Værnepligtsrådet og SOLDATEN så heldige at få en rundvisning og dermed et indblik i, hvordan det er at være værnepligtig blandt blåt blod og bølger. En anderledes værnepligt Dannebrogs fulde besætning består af ni officerer, syv sergenter, to konstabler og – sidst, men ikke mindst – 38 værnepligtige. De værnepligtige fylder meget. De bærer ansvar og løser opgaver, der er både vigtige og nødvendige for skibets vedligeholdelse og funktion. De værnepligtige – eller ’gasterne’, som de også bliver kaldt – har hver en rolle og et arbejde om bord på skibet. De fleste har en uddannelse eller et svendebrev i bagagen (for eksempel bagerne, kokkene og mekanikerne), men det er ikke en nødvendighed. Værnepligten på kongeskibet er ni måneder lang. Den starter på fast

12 soldaten NR. 6 • 2014

grund i januar måned i Frederikshavn med cirka tre måneders basisuddannelse, hvorefter den værnepligtige besætning bliver overført til Dannebrog. Gasternes rolle på skibet dækker alt fra at servere mad til at pudse og male skibet. Det sidste fylder en del! Derudover får de fleste værnepligtige også kendskab til navigationsudstyr og hjælper til med at styre skibet. I løbet af de værnepligtiges ni måneder i tjeneste kommer de vidt omkring. I sommermånederne sejler dronning Magrethe og prins Henrik med børn, svigerbørn og børnebørn rundt til byer i hele landet samt til Grønland eller Færøerne på et længe-

re togt. At sejle rundt med kongelige og bruge dagen på at pudse messing iført hvidt tøj og hovedbeklædning, der ligger tættere på kasketten end på baretten, lyder umiddelbart ikke som noget, resten af Forsvarets værnepligtige kan relatere til. Ind imellem er der dog øjeblikke, hvor gasterne stadig bliver mindet om, at de er ansat som værnepligtige i det danske forsvar. For eksempel når der er morgenappel. Hver morgen klokken 7 står gasterne ret i to geledder på dækket, der også gør det ud for appelgård. Der er dog stadig langt fra kongeskibets dæk til Flyvevåbnets eller en af Hærens kaserner; uniformerne er hvide, og ’javel’ er skiftet ud med ’halløj’.


Clara Mikkelsen

Fakta om kongeskibet Dannebrog Kongeskibet Dannebrog er navngivet af Dronning Alexandrine i København i 1931 og hejste kommando første gang den 26. maj 1932. Dannebrog tjener som officiel og privat residens for regentparret samt øvrige medlemmer af den kongelige familie, når de er på sommertogt i hjemlige farvande eller på oversøiske officielle besøg. Dannebrog blev bygget i 19311932 på Orlogsværftet i København som afløser for det forrige kongeskib, hjuldamperen Dannebrog fra 1879. Den kongelige beboelse rummer dronningens og prinsgemalens arbejdsværelser, spisesalon, fællessalon, soverum med mere. Dronningen og prinsgemalen tager personligt del i indretningen, valg af møbler og generel udrustning. Den kongelige afdeling rummer møbler og udrustning fra det forrige kongeskib fra 1879. Siden kommandohejsning i 1932 har skibet tilbagelagt mere end 400.000 sømil og besøgt hovedparten af havnene i Danmark, Grønland og på Færøerne. Skibet har også besøgt europæiske havne, især i Frankrig, og har været i Middelhavet, Caribien samt på den amerikanske østkyst. Kongeskibet er 78,43 meter langt, 10,40 meter bredt og har en mastehøjde på 23 meter.

Når Dannebrog ligger ved kaj, er der oftest stadig et stykke ind til fastlandet. Det klares med en af skibets speedbåde, som de værnepligtige skiftes til at sejle, når besætningen skal frem og tilbage. Du er som værnepligtig på Dannebrog derfor sikret speedbådsuddannelsen.

Det er vigtigt, at skibet er i god og præsentabel stand. De værnepligtige om bord bruger mange timer af deres tjeneste på at pudse messing, rengøre og male skibet.

Kongehuset.dk

Et kongeligt skib i Forsvaret skal have udstyret i orden – ved alle lejligheder og i alle situationer. Her ses alle de forskellige typer flag, skibet besidder.

Det kan godt være, at du føler, du ikke har meget plads eller privatliv på din stue… Men køjerne på de små lukafer (stuer på søværnssprog) på Dannebrog slår de fleste kaserner!

soldaten NR. 6 • 2014 13


Få styr på det

basis!

14 soldaten NR. 6 • 2014


Lasse Bækhus

Dit basisbælte kommer til at blive din bedste ven, hvis du altså har indstillet det hele ordentligt og dermed ikke ødelægger din krop. Hvis det ikke er tilfældet, enten fordi du ikke ved, hvordan det gøres, eller bare fordi du er for doven, bliver dit basis det værste, der er sket for dig siden din eks-kæreste. Og det vil sikkert gøre de næste fire måneder endnu værre end det udslæt, hun gav dig... Men frygt ej. Hvis det blot er uvidenhed, der er synderen, får du her opskriften til, hvordan du får styr på dit basis. Først og fremmest skal du sørge for, at livremmen er indstillet til at være den rigtige længde, således at du kan lukke det og derefter spænde det ind. Husk at have din jakke på, når du indstiller dit basis, du kommer alligevel ikke til at arbejde med basis, hvor du ikke bærer din M/84 jakke. Sæt så for helvede taskerne tæt, helt tæt. Og lige en smule tættere endnu. Hvis ikke du gør det, vil du for det første ikke have plads til at spænde livremmen ind, og for det andet kommer magasintaskerne til at bore dig i låret, hver eneste gang du knæler. Sørg som det næste for, at din livrem støtter på hoften. Ikke midt på maven eller over hoften og slet ikke langt nede på røven som din gamle Eastpak-rygsæk fra folkeskolen. Sæt den PÅ hoften, og spænd ind, du skal gerne være i stand til at bære alt vægten med livremmen alene. Hvis du får kvalme og vejrtrækningsproblemer, sidder det for højt, hvis du får ondt i røv, nosser og har svært ved at gå ordentligt, sidder det for lavt. Bærestykket skal gerne sidde så højt på ryggen som muligt, selvfølgelig uden at det skaber ubehag. Stropperne, der går fra livremmen til ryg-

gen, altså fire stropper, skal indstilles således, at de sidder tæt, men stadig en smule løst. Stropperne, der går fra din brystkasse til den forreste del af livremmen, skal ligeledes justeres, således at de sidder tæt, men ikke stramt. Brug tape til at sætte de løshængende stropper fast. Det forhindrer, at de pludselig bliver hevet skæve, og du skal til at sætte det hele igen, samt den lille bonus, at du ikke sidder fast i noget i felten. Lad der være en smule mellemrum mellem spændet og dét sted, du taper stroppen på de to forreste, det giver dig en smule justeringsmulighed i fremtiden. Sidst, men ikke mindst, skal rygsækken sidde oven på dit basis og ikke udenpå dit basis. Hvis du med dit basis bærer din rygsæks vægt, vil du bære alt vægten med benene og undgå at ødelægge din ryg. Sørg for at pakke din rygsæk med ligevægt - hvis du har alt din oppakning i en af siderne, vil rygsækken sidde skævt, og det kommer du hurtigt til at fortryde. Med denne guide håber SOLDATEN, at du bliver rigtig gode venner med dit basis. God fornøjelse i felten!

soldaten NR. 6 • 2014 15


Fun facts om firma gear: Hest fra HESK Hesteskadronen adskiller sig fra andre instanser i Forsvaret på mange områder. For de værnepligtige er tjenesteperioden absolut længst sammenlignet med andre steder – den er nemlig 12 måneder lang. Eskadronens opgave er at stille beredne eskorter og kommandoer til tjeneste for regenten og regentparret. Det betyder oplevelser og krav til den enkelte, man ikke finder andre steder. Ikke mindst gennem det tætte arbejde med hestene, som fylder det meste af hverdagen. SOLDATEN besøgte HESK for at kigge nærmere på eskadronens vigtigste "firmagear".

Fakta * Hesteskadronen har kapacitet til 75 heste. * Hver mandag holder eskadronen ”hesteparade”. Det betyder, at alle heste bliver set efter af en slagsmed, en ridelærer og en dyrlæge. På den måde sikres det, at alle hestene har det godt – ”det er ligesom et B-eftersyn, bare grundigere”. * De fleste værnepligtige har ingen erfaring med heste, når de møder op den første dag. Det betyder dog ikke så meget, for de får masser af rideundervisning - både i spring, dressur og sabeleksercits. * Hestene skal deltage i mange parader landet over, og for at kunne klare de mange forskellige lyde og bevægelser, bliver de trænet og tilvænnet forskellige miljøer. Det bliver de blandt andet ved at gå rundt på presenninger og mellem tomme flasker. * Én hest har brug for masser energi og spiser i løbet af en dag cirka 17 kilo stråfoder og 2,5 kilo pillefoder. * Når det virkelig går stærkt, galopperer en hest op til 50-60 km/t. * Hesteskadronens ældste model hedder Nepal og er fra 1988.

16 soldaten NR. 6 • 2014


Clara Mikkelsen

soldaten NR. 6 • 2014 17


Så gælder det de

nye værnepligtige Vi i Værnepligtsrådet vil gerne sige velkommen til de næste fire måneder i jeres liv og hvem ved, måske de første fire i en lang karriere i det danske forsvar. I starten kan det føles hektisk; lange dage, meget information og en lang række nye ansigter, I skal forholde jer til. Lige nu er de fremmede, men igennem de næste måneder kommer I til at holde sammen i tykt og tyndt. I vil gå i takt, presse resultater ud af hinanden i den militære fysiske træning og prøve hinandens udholdenhed efter festlige byture. Værnepligten vil hurtigt blive en

18 soldaten NR. 6 • 2014

hverdag, hvor skopudsning, våbenvedligeholdelse og sergenternes ordrer bliver en selvfølge. Vi i Værnepligtsrådet burde vide det, for vi har selv lige gennemgået værnepligten. For at sikre at I ikke bliver drevet til mere, end ret er, har Forsvaret konstrueret et system af talsmænd, som skal holde øje med, at tingene følger reglerne. I tæt samarbejde med talsmændene sidder Værnepligtsrådet og

repræsenterer jer som helhed over for Forsvarets ledelse. Værnepligtsrådet kan også være jeres støtte helt ned til problemer på de enkelte kaserner. Værnepligtsrådet er udelukkende til for at hjælpe jer, men hav in mente, at det ikke nytter noget at puste små ting op til store sager. Din talsmand er mange gange den gode, hurtige og pålidelige problemløser.

Mit navn er Mads Krabsen, jeg er 21 år gammel og kommer fra Randers. Jeg har været tjenestegørende ved Ingeniørregimentet i Skive på hold februar 2014.

Jeg hedder Andreas Holt, jeg er 19 år gammel, og kommer fra Aalborg. Jeg aftjente min værnepligt ved Danske Artilleriregiment – Varde, som nu hedder Hærens Efterretnings Center, på hold februar 2014.

Mit navn er Kasper Sørensen, jeg bor i Kolding og er 21 år gammel. Jeg har været tjenestegørende ved Den Kongelige Livgarde på hold december 2013.

Mit navn er Daniel Kirsten. Jeg er 24 år gammel, kommer fra Esbjerg, men bor i Aalborg, og har aftjent min værnepligt ved Telegrafregimentet i Fredericia.


Værnepligtsrådet

Talsmanden Delingens talsmand er ham eller hende, der gerne vil være med til at sørge for godt kammeratskab, bibeholdelse af kammeraternes rettigheder og gerne vil være et godt eksempel over for kammeraterne såvel som hans/hendes foresatte. I starten kan det føles overvældende at skulle stå frem, tage ordet, være godt eksempel og være alles ven. Men for den person, der har valgt at stille op som talsmand, kommer dette tit naturligt. I løbet af det centraliserede talsmandskursus (CENTA) bliver talsmanden klædt godt på til at kunne varetage de værnepligtiges interesser og være Værnepligtsrådets arm ud til delingerne. Blandt talsmændene bliver der valgt en landstalsmand. Han eller hun bliver inviteret til møder med Værnepligtsrådet og et panel, som repræsenterer Forsvarets ledelse. Her samarbejdes der om at få svar eller finde løsninger til værnepligtsrelaterede spørgsmål eller problemer, som foregår på landsplan. Det er klart, at rollen som landstalsmand virker som en stor opgave, men denne bliver respekteret meget og kan være en modvægt til at lære orientering og skydestillinger.

soldaten NR. 6 • 2014 19


Nijmegen 40 kilometers march, fire dage i træk i det øst­lige Holland, ville være den letteste måde at beskrive, hvad hollænderne kalder ”De Nijmeegse Vierdaagse”. Nijmegen marchen rundede sit 98. jubilæum i år, hvor 43.013 deltagere gik den fire dage lange march. Heriblandt var over 550 tilknyttet det danske forsvar. Nijmegen marchen startede kort efter et idræts­ forbund blev grundlagt. Idrætsforbundets første bedrift var at afholde en march, der kunne startes fra 13 forskellige punkter, som var tænkt til at skulle være for det hollandske militær. Allerede i 1916 blev der åbnet for civile deltagere. I dag er firedagsmarchen det største flerdagsgå-arrangement i verden. Og af de 43.013 deltagere var cirka 6000 af dem militære. For det danske kontingent var det et jubilæum, da det er 50 år siden danske soldater for første gang deltog i marchen. De danske deltagere står klar til åbningsceremonien.

På tredjedagen viste soldaterne deres respekt ved at besøge kirkegården hvor faldne soldater fra anden verdenskrig ligger.

20 soldaten NR. 6 • 2014


Lasse Bækhus

Værnepligtige fra HESK nærmer sig slutningen på én af dagene.

Hvis man gennemfører marchen, gør man sig fortjent til “Vierdaagsekruis” – firedagsmedaljen, som beviser ens evner inden for march. Korset er en officielt anerkendt del af den hollandske unifrom, og er derfor, gennem det hollandske kongehus, tilladt at bære på sin uniform.

To herrer ser ud til at nyde en sikkert velfortjent pause

Efter en hurtig gennemgang af hvad Nijmegen marchen er, bringer SOLDATEN jer her en masse stemningsbilleder fra marchen, hvor blandt andet de værnepligtige fra HESK deltog.

Et bevis på at man godt kan være med uden at gå

soldaten NR. 6 • 2014 21


På marchen må man gøre sit for at skille sig ud, her ses hvad der synes at være britiske spartanere.

22 soldaten NR. 6 • 2014


Clara Mikkelsen

Henrik Møller Morgen:

Krigsveteran i krigsballet ”Hele indsatsen ,håber jeg, har hjulpet noget. At vi har sået nogle tanker. At kvinder godt må studere, som de måtte i 70’erne. At man ikke ser korruption som en nødvendig del af magt og så videre. Men det kan være, at der kommer nogle magthavere til om fem år, der brænder det hele ned.”

”I føling - en krigsballet” blev opført i Skuespilhuset i København. Måske bliver stykket gen­opført til vinter, men intet er sikkert. Foto: Christian Radil

soldaten NR. 6 • 2014 23


Den 22. maj 2014 stod 30-årige Henrik Møller Morgen for første gang på Store Scene i Skuespilhuset i København sagde det indledende citat foran et publikum. To år forinden stod han i den afghanske ørken uden den fjerneste anelse om, at han en dag ville fremføre en reflekterende monolog om selv samme krig, han befandt sig i. Henrik er krigsveteran. En såret én af slagsen. Den 18. juni 2012 trådte han på en nedgravet mine – en skade, der resulterede i, at han fik amputeret højre underben. I slutningen af maj og starten af juni i år bevægede han sig sammen med kollegaerne Martin Aaholm og Jesper Nøddelund ind i ukendt terræn, da han valgte at medvirke i balletten: "I Føling – en krigsballet". En opsætning, der fortæller de tre sårede veteraners individuelle historie og samtidig forsøger at give et nøgternt indblik i konflikten i Afghanistan. Jeg møder Henrik til en snak om, hvad det var, der skete den dag i juni 2012, hvordan man kommer videre med nye mål i livet, og ikke mindst hvad han selv har fået ud af at være med til at skildre krig gennem kunst. Junisolen viser sig fra sin bedste side

18. juni 2012 trådte Henrik på en nedgravet mine – det resulterede i, at højre underben skulle amputeres.

den formiddag, jeg står og venter på Henrik foran Skuespilhuset, hvor krigsballetten har haft sidste forestilling blot et par uger tidligere. De få mennesker, der driver rundt i området, er alle trukket i sommertøjet – T-shirts og korte bukser. Det samme er Henrik, ser jeg, da han kommer gående imod mig og dermed afslører ét ben af kød og blod og ét af metal og plastik.

Kunne ikke slippe Forsvaret Henriks militære karriere startede tilbage i 2003 ved Jydske Dragonregiment i Holstebro, hvor han aftjente sin værnepligt. Han kommer selv fra Sjælland, så dét at tage til Jylland var et bevidst valg; han ville ind i spejdereskadronen og lave opklaring.

24 soldaten NR. 6 • 2014

Han blev dog befalet til at være kommando og var derfor "lidt utilfreds" med Forsvaret efter sine ti måneder som værnepligtig. På den baggrund valgte han at sige nej tak til at fortsætte livet i trøjen og blive udsendt til Irak. De følgende år prøvede Henrik forskellige ting af og endte med at starte på kokkeuddannelsen, hvilket han både havde interesse og talent for. Han kunne dog ikke slippe tanken om at blive professionel soldat og endte med at sætte elevpladsen i bero for at søge ind på Hærens reaktionsstyrkeuddannelse, hvor han startede i Livgarden den 1. juni 2011. Sammen med sine kammerater fra sikring/ eskorte-delingen steg Henrik på et fly til Afghanistan den 25. januar 2012. Henrik har mange overvejelser omkring og grunde til, hvorfor Forsvaret blev ved med at ligge i bevidstheden på ham. Han ville prøve det af. Hver gang han så reklamer for Forsvaret eller kendte nogen, der drog i mission, var der noget, der trak i ham. Han mærkede det også, når soldaterkammerater kom hjem fra udsendelse og diskuterede hele Afghanistankonflikten. Han ville gerne diskutere med, men følte også, at det krævede noget mere viden og oplysning – noget, han blandt andet kunne få ved selv at tage til Afghanistan. "Det fyldte nok lige meget for mig. Jeg tog af sted for at få det gjort og prøve mig selv af, men også for at tage aktiv stilling til, hvad det er, vi laver. Hvorfor er det, vi er der? Hvad er det, vores folkevalgte politikere har engageret danske soldater og det danske forsvar i? Jo mere man dykker ned i det, jo mere finder man ud af, hvor komplekst det er. At det ikke bare er lige til. At Taliban ikke bare er nogle banditter, vi slås imod. Det er et politisk parti bestående af folk med en helt anden måde at anskue verden på – der er altså mere i det. Der er også et økonomisk aspekt med nogle narkobagmænd, hvem de så end er. Der er et kulturelt aspekt og en klanstruktur, der er 2.000 år gammel. Det er et meget komplekst samfund at komme ind i og forsøge at forstå. Det, tror jeg, var noget, der virkelig slog mig, da jeg var dernede; jeg kommer aldrig til at forstå det her. Jeg kommer aldrig til at forstå de her mennesker."

Forsvaret er blevet gode til at få sat sårede soldater i genoptræning. Det har de ikke altid været, sådan som jeg kan forstå det, men det er de nu.

På spørgsmålet om hvorvidt man i så fald overhovedet kan presse vestlige værdier ned over et land som Afghanistan, svarer Henrik prompte. "Det mener jeg ikke man kan. Og så er vi tilbage ved tanken om, hvad man egentlig får ud af at invadere et andet land? Højst sandsynligt grundet min opdragelse er jeg af den holdning, at når Forsvaret går i krig, når danske soldater bliver sendt ud, så er det okay at stille spørgsmålstegn ved det, men man skal ikke svine soldaterne til. Det er jeg kun blevet bekræftet endnu mere i af at være udsendt."

Et nyt skinneben = nye udfordringer og nye mål De politiske refleksioner samt lysten til at prøve sig selv af drev Henrik til Afghanistans Helmandprovins. Her var han en del af den danske sikring/ eskorte-enhed og sammen med sine kammerater sørgede han for sikker eskorte af både logistik og personel. På et tidspunkt inde i udsendelsen begynder Henrik at kede sig – meget. Frustrationen over kedsomheden får Henrik til at melde sig frivilligt, da der midlertidigt skal afgives en mand til en anden enhed. Henrik bliver valgt og overgår derfor til infanterienheden. Her skal han være en måned, før han skal tilbage til SIKESK og afslutte og overdrage sit arbejde til det nye hold – Hold 14. Henrik når dog ikke at være i den nye deling måneden ud. Den 18. juni 2012 bliver hans sidste arbejdsdag i Afghanistan. "Den her morgen skal min deling bevæge sig fra Price og nordpå. Vi skal op og lægge noget skærmsikring på den østlige side af en flod. På den anden bred ligger en by, som britiske og afghanske styrker i fællesskab skal bryde ned i gennem. I byen befinder sig en del personager, man gerne vil have fat i. Vi skulle ligge i skærm, så hvis de stak af, kunne vi samle dem op i nattens mulm og mørke."


Clara Mikkelsen

Det er nok det med at acceptere det. Acceptere at... jeg er sgu gået i stykker.

Opgaven var den sidste, Henrik skulle deltage i, før han skulle tilbage til sin gamle enhed. Hele hans udsendelse var ved at nå sin ende. Det gik dog ikke helt som planlagt. På vej nordpå bliver ingeniørernes køretøj ramt af en mine på venstre side. Ingen kommer noget til, men kolonnen stopper og kan ikke køre videre. Henriks gruppe, der er tættest på det ramte køretøj, bliver kaldt på jorden for at undersøge sagen. Gruppen finder yderligere en IED lige bagved ingeniørernes køretøj, og minerydderne bliver kontaktet. Hele processen stjæler en masse tid – tid, som delingen skulle bruge på at køre nordpå. Delingsføreren søger derfor efter en mulighed for at lægge ruten om. Da Henriks gruppe i forvejen er på jorden, bliver de helt uformelt spurgt, om de ikke kan gå en recce-patrulje højre om og se, om det er muligt at køre den vej – altså undersøge og vurdere terrænet. Gruppen må dog erkende, at det ikke er muligt, og de trækker tilbage mod resten af delingen. Det er på vej tilbage, at skaden sker. "Jeg går som bagerste mand og fjerner malingprikker (som den forreste mand har lavet for at vise, hvor han har gået, og hvor der derfor er sikkert, red.). Jeg fjerner dem ved at sparke til dem. Det er så uheldigt, at vores søger (den forreste mand, red.) har fået lagt en prik stort set oven på en pressure plate. Og det er jo... ja. Sådan kan det gå." Henrik siger det sidste med en stille, halvbitter klukken over sit bragende uheld, som han dog efter ulykken hurtigt lærer at acceptere for at komme videre. "Man kan altid sidde og sige 'hvad nu hvis'. Men det er blandt andet noget af det, som jeg har konstateret: det er bare ikke særlig sundt. Alle de her 'hvad nu hvis'-tanker har jeg haft. Man bruger nogle måneder på at ligge på et hospital og glo, og det i sig selv er ikke synderligt inspirerende. Jeg kunne ligge og tænke nok så meget over, hvordan mit liv ville have set ud, hvis jeg for eksempel aldrig var taget af sted. Men jeg ved det jo ikke! Og jeg får aldrig nogensinde svar på det. Det er bare unødig energi at bruge, når man i forvejen er i en situation, hvor det kræver en masse energi at komme videre. Så dét lær-

soldaten NR. 6 • 2014 25


te jeg på et tidspunkt – egentlig ret tidligt. Det er noget med at erkende egne begrænsninger, men også at se muligheder frem for udfordringer. Jeg ved godt, at det er mega klichéagtigt, men det er virkelig det, der har hjulpet mig." Henriks fysiske begrænsninger tvang ham pludselig til at indse, at hans planer og drømme om en karriere i Forsvaret ikke længere var en realitet. Det samme gjaldt kokkekarrieren, som ville kræve lange stående arbejdsdage. Pludselig var han i en situation, hvor han skulle tage stilling til, hvad han nu kunne og ville bruge sit liv på. Én ting var sikker: han ville i gang med noget, så han kunne komme videre. Når jeg spørger Henrik, hvordan han synes Forsvaret er til at tage hånd om krigsveteranerne, har han både positive og negative ting at hive frem. "Forsvaret er blevet gode til at få sat sårede soldater i genoptræning. Det har de ikke altid været, sådan som jeg kan forstå det, men det er de blevet nu. Inde på Rigshospitalet er der to fysioterapeuter ansat – af Riget, men de svarer over for Forsvaret, når der kommer soldater hjem. De er ansat til at tage sig af os. De har også andre patienter, når der ikke er soldater nok, men de tager sig hovedsageligt af soldater." Tilknytningen til Forsvaret har givet de to fysioterapeuter rigtig god erfaring i amputationspatienter. Det er en stor fordel for soldaterne, da ingen skader er ens, og udfordringerne i genoptræningen dermed er meget individuel. Derudover har fysioterapeuterne gennem årerne fået et godt indblik i tonen mellem garvede soldater. Det er også en stor fordel, for som Henrik beskriver: "Der er nogle, der skal tales til på en bestemt måde. Så hjælper det ikke, at en sød blondine siger 'ej, nu skal du altså prøve at træne lidt mere'. Der skal råbes lidt". Der har dog også været bump på vejen til et nyt og mere eller mindre normalt liv. "Sidste år flyttede man alle veteraner fra at være ansat ude ved de respektive regimenter til alle at være samlet under Veterancenteret. Det blev gjort for at centralisere administrationen af veteraner samt den fornødne ekspertise. Det, der effektivt er sket, er, at vi før i tiden var veteraner ved vores regimenter, hvor vi kendte folk, hvor vi havde en kontaktofficer, som

26 soldaten NR. 6 • 2014

Henrik mistede højre underben til en mine i Afghanistan tilbage i 2012. I foråret 2014 medvirkede han i opsætningen ”I føling en krigsballet” på Det Kongelige Teater, der skildrede krigen, og de ofrer den bringer.

kunne hjælpe én i hverdagen med for eksempel kontraktlige spørgsmål. Det var et militært system, man var ansat i. Nu er vi røget ud og er halvvejs ansat civilt. Veterancenteret er nemlig egen myndighed, hvilket betyder, at min kontaktofficer eller regimentschef ikke kan hjælpe mig, ikke kan ringe til Veterancenteret og 'få dem til at makke ret', trods officerens og chefens højere rang. Vi er gået fra at være sårede soldater til at være et MA-nummer i systemet. Vi kan ikke længere gøre noget for at påvirke vores egen situation, og det er meget utilfredsstillende." Henrik taler af erfaring. Hans egen situation er langtfra problemfri. Han blev i oktober 2013 tilbudt en kontrakt cirka halvandet år frem. Han ville med andre ord ikke nå at blive færdig med sin nye civile uddannelse, før Forsvaret ikke længere ville kunne have ham ansat og dermed støtte med blandt andet løn og bolig. På trods af at den danske veteranpolitik går på at støtte sårede veteraner og hjælpe dem videre "så den sårede kan få en god og meningsfuld tilværelse enten i Forsvaret eller i det civile". "I den her situation synes jeg ikke, at Forsvaret hjælper mig. Her føler jeg pludselig, at det bliver det her store system, som jeg ikke kan gøre noget ved som menig soldat. Og det er dér, jeg bliver ked af det, for jeg synes ellers, at Forsvaret har gjort meget for at hjælpe og støtte – især med genoptræningen."

Krigsballet – hvorfor? Hvordan gik det så til, at Henrik havnede i en ballet? En af danserne fra projektet er uddannet pilatesinstruktør og tilknyttet genoptræningen af sårede soldater. Da hun spurgte, om der var nogen, der havde lyst til at deltage i opsætningen, tænkte Henrik straks "hvorfor ikke". Det resulterede i et uformelt møde, hvor Henrik

mødte den ene koreograf, der fortalte om visionerne for projektet. Henriks umiddelbare grund til at sige ja er simpel: "Jeg kunne simpelthen ikke komme med et ordentligt argument for ikke at gøre det." Henrik havde dog også nogle forbehold. Han ville ikke fremstilles som en helt, han ville ikke have, at Forsvaret skulle fremstilles negativt, og den danske indsats skulle heller ikke fremstilles som en fejl. Han søgte et mere nuanceret mediebillede af krigen i Afghanistan og Danmarks indsats deri og håbede derfor på en nøgtern anskuelse og refleksion af denne. Han blev i høj grad tilfreds med resultatet. I dag, efter nervøse maveknuder, stående klapsalver og i alt ni spilledage, beskriver Henrik projektet som en sjov og spændende oplevelse. Han har fået et indblik i en helt ny verden, og han har fået stor respekt for kollegaerne på opsætningen og deres hårde arbejde. Han beskriver det også som en kæmpe læreproces. Og ikke mindst som grænseoverskridende – især at skulle danse. Dog påpeger han også, at både instruktøren og koreograferne har været gode til at afpasse dansen, efter hvad soldaterne havde af evner. Hele projektet har i sidste ende givet en god portion selvtillid: "Jeg er blevet meget mere 'vi gør det bare'. Og jeg tror på, at hvis man kaster sig ud i noget, skal det nok gå." I dag læser Henrik til lærer i København – og han er glad for det. Han håber på at få idræt som hovedfag, når det skal vælges, men lige nu nyder han sommerferien. Lige inden jeg tager fra Skuespilhusets café, hvor vi har drukket kaffe og snakket de sidste to år af Henriks liv grundigt igennem, spørger jeg ham, hvordan han har oplevet publikums reaktion på ”I Føling – en krigsballet”. "De publikummer, jeg har mødt, har alle sagt, at det har været en stor oplevelse at se. Nogen har også direkte sagt til mig at 'stykket har fået mig til at tænke over alt det her'. Så det har da alligevel fået rørt nogen mennesker i den retning, som var hensigten."


Clara Mikkelsen

Efter en hård uge i felten kan de stolte næsten-gardere omsider marchere ind på kasernen til lyden af klapsalver og tamburkorpset.

Få REX’erne or die trying – Reportage fra Livgardens REX-tur REX-turen er de kongelige regimenters prestur. Der bliver set frem til den, og den bliver frygtet. Det er overgangen. Fra menig til mand, fra rekrut til – i Høveltes værnepligtiges tilfælde – garder. Når den er veloverstået, kan de stolte mænd og kvinder for første gang placere det kongelige mærke på skuldrene. En soldat kan fortælle historier, der starter med ”dengang jeg var på REX-tur”, flere generationer frem i tiden. Og hvert år bliver tasken tungere og mængden af mad mindre. Men er det egentlig så hårdt at være på den traditionsrige øvelse? Eller er det i virkeligheden meget hårdere, end vi andre går og tror? Og får man overhovedet noget søvn? SOLDATEN trak i sløringscremen og ud i de nordsjællandske skove for at observere og rapportere fra de sidste 24 timer af et hold kommende garderes famøse REX-tur. soldaten NR. 6 • 2014 27


Et obligatorisk indslag i REX-turen er feltgudstjenesten, hvor rekrutterne synger et par salmer, hvilet benene under prædikenen og ikke mindst smagt Livgardens portvin under nadveren.

Før vi kom, havde øvelsen allerede været i gang i et par dage. Søndag aften havde de værnepligtige fået en briefing om fjenden, der bestod af en oprørsorganisation, som ville vælte regeringen. Setuppet var stort, og heller ikke sergenter og delingsfører vidste alt – de skulle udfordres taktisk. Rekrutterne gik på beredskab umiddelbart efter briefingen og blev vækket igen allerede et par timer senere – midt om natten. Efter den obligatoriske kontrol af, at ingen havde sneget ekstra mad eller andre luksusting med, startede øvelsen for alvor. Den første dag stod på uddannelsesmarch. Stille og rolig march rundt til forskellige poster i terrænet, hver med en faglig opgave, der skulle løses. Efter den første dag kørte de to kompagnier efter hvert deres program, men alle skulle i løbet af dagene have løst de samme opgaver. Presset på de værnepligtige lå øvelsen igennem i fysisk belastning, mangel på søvn samt mangel på mad. Sammen med en kollega fra Værnepligtsrådet stødte jeg til øvelsen onsdag formiddag.

09:56

Vi er blevet sat af ved et gammel teglværk. 1. deling fra 2. kompagni er ved at lægge sig i stilling i det omkringlæggende terræn. De skal storme bygningen og redde en mand, der bliver holdt som gidsel af fjenden. Stedet vrimler med dem. Fjenderne. Man er ikke i tvivl om, hvem der er the bad guys, da de går vogtende rundt om bygningen og ser hårde ud… Og desuden er markeret med rødt bånd. Pludselig lyder skud. 1. deling trænger ind i den store, gule bygning efter at have nedkæmpet konstabeleleverne aka. fjenderne. Jeg følger efter rekrutterne ind i teglværket, der vist ikke har haft så meget aktivitet omkring sig længe, og vi skyder os alle sammen vej til det fjerneste hjørne af bygningen. Rekrutterne med gevær M/95, jeg

28 soldaten NR. 6 • 2014

med Canon EOS 450D. Gidslet er desværre væk, tilbage er kun en stol, en hækkesaks og noget blod (gys). Der bliver screenet for efterretninger, inden alle mand trækker ud i den skarpe junisol igen. Rekrutterne bliver hurtigt beordret i løb. De skal ud i terrænet igen, væk og videre til en ny opgave. Min kollega og jeg skal også videre, og formegentlig bliver næste punkt på programmet mindre actionpræget.

12:47

Der er efter planen 13 minutter, til feltgudstjenesten skal starte, og den første deling ankommer til pladsen. Gudstjenesten er et obligatorisk indslag i REX-øvelser og giver et pust til motivationen, et afbræk fra march og kamp og ikke mindst muligheden for at smage Livgardens egen portvin under nadveren. Alle tre ting gør rekrutterne godt på nuværende tidspunkt. Under prædiken siger feltpræsten blandt andet: ”Det kan godt være, at I fryser og er trætte, men husk, at I er her, fordi I vil være gardere”. Og efter velsignelsen opfordrer han til at ønske hinanden god REX-tur. ”Kram, hvis I er rigtig gode venner”. Midt i al kærligheden ser to gode venner, hvordan jeg klikker løs med kameraet, og stiller sig straks klar i en kammeratlig pose. ”Det er fandeme overskud”, smågriner den ene. Efter gudstjenesten er det tid til at genopbygge kampkraft i form af primitiv madlavning (en meddelelse, der bliver mødt med træt hujen). På nuværende tidspunkt har rekrutterne kun indtaget en frysetørret morgenmad fra feltrationen samt et par energibarer. Og det er vel at mærke siden søndag nat. Delingerne bliver delt ind i hold. Nogen sørger for at samle naturlige krydderier, nogen brænde til bålet. Nogen bliver instrueret i at rense fisk, så de bliver spiselige. Det primitive, tiltrængte måltid består

af en fisk til hver tilberedt med løg og kartoffel. Vi smutter desværre, før maden er klar, men noget siger mig, at fisk, løg og kartoffel sjælendt er blevet værdsat så meget.

14:59

Den første gruppe hopper i vandet og bryder den stille, næsten spejlagtige overflade. Vi er taget over til en skovsø for at se 2. deling fra 2. kompagni gennemføre vandpassage. De har lavet ”karamellen”, som er en måde at pakke taske og udrustning ind i teltflagen på, så ens ting forbliver tørre, mens man krydser det kolde vand. Rekrutterne skal nu vade og svømme cirka 50 meter gennem mudder og andemad – de første er allerede godt i gang. Nogle er langt fra trygge ved opgaven, andre har overskud til et smil til kameraet. Efterhånden når alle fra delingen over på den modsatte bred, hvor de begynder at pakke deres ”karamel” ud og skifte til tørt tøj. Imens smutter vi videre – det er blevet tid til at tage længere ind i skoven.

16:47

2. deling fra 1. kompagni ankommer til deres beredskabsområde (BSO), hvor vi venter. Vi skal følge delingen resten af aftenen og natten. Kort efter ankomst lyder befalingen fra delingsføreren: ”Nedbryd BSO. Vi er nu på sidste 24 timer af øvelsen. Der er ikke mere hvile, men angreb og opgaver. I vil være trætte, og vi vil presse jer. Det er dét her, der er det sjove. Jeg skal bruge 16 mand til et bagholdsangreb”. En håndfuld hænder ryger i vejret.

17:15

Der er briefing for bagholdsangrebet. De frivillige bliver delt ind i et angrebs-, støtte-, spærre- og varselshold. Kort efter marcherer den lille trop af sted. Målet er to GD’er, der vil komme kørende i et vejkryds klokken 19. Vi har lidt travlt.


Efter vandpassagen skifter drengene til tørt tøj. De når dog ikke at komme helt i uniformen, før de bliver angrebet - og så er det bare på med basis, hjelm og gevær!

Rekrutterne skal befri et gidsel i et gammel teglværk, og får dermed vist deres færdigheder indenfor bykamp.

Det første måltid rekrutterne får, siden en morgenmad fra feltrationen og et par energibarer mandag formiddag, består af frisk fisk og dertilhørende grøntsager. Maden skal naturligvis tilberedes selv.

Feltpræsten har opfordret de værnepligtige til at ønske hinanden god REX-tur. ”Kram hvis I er rigtig gode venner.”

I løbet af de fire dage REX-turen var i gang, fik rekrutterne gået mange kilometer. Både i dagog nattetimer.

D id yo u k n o w b ro?

Rekrutterne har nedkæmpet fjenden og kan nu eftersøge køretøjet. Fjender er heldigvis lette at genkende på den røde markering.

Igennem ild og vand. Eller i REX-banens tilfælde; røg og mudder.

Vandpassage. Cirka 50 meter gennem andemad og iskoldt søvand. Rekrutten her befinder sig midt på søen - her kan man lige nøjagtig ikke bunde.

På REX-mærk et kan man se symboler; et tre M, et 2-tal og et R. De står for M arg (Regina) og m rethe II Rex arkerer derm ed, at mærket tilhør er vores sidd ende regent, Hend es Majestæt Dronningen.

Samarbejde og ’buddy-makker hjælp’ får en helt ny betydning på sådan en prestur.

soldaten NR. 6 • 2014 29


19:00

Skoven bliver med ét vækket til live med et samlet ildoverfald. Et par civile farer sammen med halvkvalte skrig. Og med god grund – de skjulte og slørede soldaters angreb kom ikke ligefrem med en advarsel. En befalingsmand tager sig af de civile, mens de værnepligtige tager sig af fjenderne i de to GD’er.

20:05

Vi er tilbage hos resten af delingen og klar til at modtage en ny befaling. Vi får forklaret planen for nattens angreb, der skal forestå klokken 03:30. Bagefter er der taktisk indøvelse, så alle grupperne ved, præcis hvad deres rolle er, og i hvilken formation de skal ligge. Der bliver også repeteret skydestillinger og bevægemåder, så alle er helt skarpe.

07:00

De værnepligtiges sidste kræfter bliver brugt på at gennemføre den famøse REXbane. Den er ikke længere end cirka 1000 meter, men den er til gengæld spækket med handling.

22:27

Der laves modtagerkontrol af radioer. Delingen er linet op og klar til at begive sig ud på nattens opgave. Rygsækkene bliver rettet til, så de sidder på den mest optimale og behagelige måde. Alle er blevet gensløret.

01:09 Vi har gået i over to timer

og er nu kommet til et venteområde. Vi er blevet delt op, så vi nu kun er halvdelen af delingen samlet. Der befales langt hvil, og rekrutterne lægger sig til rette i skovbunden.

02:47 Alle er blevet vækket og

gør nu klar til at rykke ud. Der er ikke meget lys fra hverken måne eller stjerner inde i den tætte skov. Alle sanser skal være skærpet for ikke at blive væk fra sin gruppe.

03:30

Ildoverfaldet bryder nattens stilhed med 30-40 samtidige skud fra delingens værnepligtige og befalingsmænd. Løst krudt brager mod målet, der er markeret af grønne knæklys. Hvad det fjendtlige objekt består af ud over små, selvlysende pinde er ikke til at se.

03:49 Vi er tilbage ved venteom-

rådet, hvor rekrutterne også aflagde deres rygsække. Der bliver genordnet og gjort klar til at tage videre til samlingspunktet.

04:42

Rekrutterne er efterhånden noget slukørede under vægten fra udstyret. Deres skridt bliver tun-

30 soldaten NR. 6 • 2014

Øvelsen er slut – nu venter en masse rengøring og vedligeholdelse.

gere. ”Der er ikke langt igen drenge, godt arbejde!”

05:00

Vi er nået frem til samlingspunktet og er atter en hel deling. Der bliver igen befalet til hvil, vand og opladning af magasiner.

05:27

En rekrut har opdaget en flåt et følsomt sted på kroppen. Han får sin ven, der heldigvis ikke sover, til at forsøge at fjerne den. Opgaven løses med succes. Selvom jeg (heldigvis) ikke kunne se scenariet, kan jeg fornemme, at begrebet buddy-makker-hjælp netop er blevet taget til et nyt niveau.

06:11Det lange hvil brydes op, og

drengene er for alvor klar til slutspurten; den sagnomspundne REX-bane. Ingen ved, hvor lang den er, eller hvilke udfordringer den indeholder, men det gælder om at være klar.

06:48

”Er der spørgsmål til det, vi skal nu? Humøret er højt, jeg kan i hvert fald stadig se hvide tænder.”

06:51

”Husk for silvan at bruge mellemgulvet, når I skal råbe til hinanden derude!”

06:56

”Hr. sergent? Hvis man skal pisse, er det så nu?”

Startsignalet lyder, og den første deling bliver sendt af sted. De løber gennem tyk røg, der gør hele verden hvid i de sekunder, man er i dens midte. Forbi gøende, angrebsklare schæferhunde. Videre gennem terrænet for pludselig at blive angrebet. Der lyder skud i få minutter, så er kampen vundet. ”Løb, løb, løb. ” Der er knap nok tid til at trække vejret. Rekrutterne bliver gennet videre ud i en knæhøj suppedas af vand og mudder. En suppedas, der har svært ved at slippe sit tag i flere af rekrutterne, der derfor må en tur på maven i mudderhullet. Op igen. Op ad bakke. Flere fjender, føling front, skyd, skyd. Rekrutterne vinder kampen og fortsætter til et mineområde. Halvvejs inde lyder ”ARTILLERIIIII”, og alle må en tur i planken. Brag, røg og skudkamp følger de værnepligtige det sidste stykke af banen helt frem til en bunker, hvor gidslet fra tidligere omsider bliver befriet. Og så er det hele pludselig overstået.

11:00

Alle delingerne har været igennem REX-banen og marcherer nu ind på Livgardens kaserne med stolte blikke og trætte fødder. Forrest går tamburkorpset og spiller indmarchen endnu mere højtidelig. Resten af dagen byder på en masse vedligeholdelse og rengøring kun afbrudt af den officielle appel, hvor rekrutterne får lov til at påsætte REX-mærkerne. Det er belønningen for de sidste døgns anstrengelser. Det er dér, de værnepligtige endelig kan sige: ”Nu er jeg garder.”

Hvad er REX-turen?

REX-turen er en feltøvelse, som vær­ nepligtige ved kamptropsregimenterne (garderne i Høvelte, gardehusarerne i Slagelse og på Bornholm og dragonerne i Holstebro) er på. Det er en øvelse, der kan spores mange generationer tilbage i tiden, og har en masse tradition bag sig. Langt de fleste værnepligtige kommer på en prestur – men denne udløser et par REX-mærker som belønning. Turen ses som et overgangsritual, hvor de værne­ pligtige går fra at være rekrutter til at være for eksempel garderer eller husa­ rer. Presturen afsluttes med en handle­ bane på gruppeniveau - en såkaldt REXbane. Når de værnepligtige har været igennem øvelsen og den afsluttende bane, har de gjort sig fortjent til at bære REX-mærkerne.


Clara Mikkelsen

Hvad forestiller du dig, at man laver som værnepligtig i Forsvaret?

Louise, studerende

Lukas, gymnasieelev

Thomas, folkeskoleelev

”Jeg tror, man er rigtig meget på sådan nogle ture. Overlevelsesture! Og så tror jeg, man lærer lidt disciplin.”

”I realiteten laver de vel ikke en skid.”

”De træner vel og har sådan nogle agilitybaner.”

soldaten NR. 6 • 2014 31


32 soldaten NR. 6 • 2014

SOLDATEN | 6. Udgave | 2014  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you