Page 1

MAJ NR. 5 • 2014

Tema:

Læger i Forsvaret – Mød Karen og Kamille on i t s a B p m a C i ide 23 s a r SOLDATEnN f g læ il t istan – Stort Afgha

Fra civil til læge i uniform Med søværnets værnepligtige på Færøerne Games4os – Hærens 400-årsjubilæum blev fejret i Oksbøl 1 SOLDATEN Nr. 5 • 2014


KOLOFON

> LEDER

Når enden er nær...

Udgiver: Forsvarets Kommunikationsafdeling Danneskiold-Samsøes Allé 1 1434 København K e-mail: soldatenmail@gmail.com telefon: 3266 5558 Ansvarshavende redaktør: Vickie Lind Redaktion: Clara Hennecke Mikkelsen Stine Høvring Godsk Korrektur: Klavs Vedel Layout og tryk: Rosendahls - Schultz Grafisk a/s Oplag: 3.550 Copyright: Indholdet i Soldaten kan frit citeres med angivelse af kilde. Artikler udtrykker ikke nødvendigvis Kommunikationsafdelingens eller Værnepligtsrådets holdninger.

Striber

2 SOLDATEN Nr. 5 • 2014

...mærker man pludselig, hvad man kommer til at savne. I dag, når SOLDATEN rammer landets kaserner, står I i geledderne for sidste gang. Mens jeres strenge oversergent formaner jer om at bruge jeres liv fornuftigt, flyver tankerne hen på pigehygge eller drengehørm på stuerne. Og når jeres delingsfører takker for et godt samarbejde i delingen, mindes I de pressede tider i felten, hvor en god kammerat fik jer med videre – eller hvor I selv fik en anden med videre. Pludselig bliver I vemodige ved tanken om, at I aldrig mere skal feje støv væk bag skabene eller rense afløb i badet på den stue, hvor I har grint, måske grædt, pudset støvler (det ved vi jo I har, hvem bruger pudsestuen?) og formentlig mødt et par nye venner i løbet af de sidste fire måneder. Når enden er nær, mærker man pludselig, hvad man kommer til at savne, men man glæder sig også til den nye tid, der er i vente. Eller gamle tid – for I skal jo tilbage til det civile liv. Mange af jer starter måske på et studie efter sommerferien. Her venter jer en hverdag i stor kontrast til basisuddannelsens disciplinære rutiner, og selvom det kun er fire måneder siden, at I for første gang trak i uniformen, skal der nok lige noget omskoling til, før I kan spise uden at sluge maden, gå i samme tempo og tale på samme måde som andre civile. I er ikke de eneste, der nærmer jer en afslutning. Den danske indsats i Afghanistans Helmandprovins er ved at nå sin ende, og når Hold 17 i løbet af sommeren vender hjem, er der ikke nogen, der

tager over for dem. Vi var så heldige at opleve Camp Bastion med egne øjne og ikke mindst se, hvordan mere og mere bliver lukket for hver dag, der går. I de syv dage, vi var der, oplevede vi så meget, at vi kunne skrive et par blade kun om dét alene – men det går nok ikke. Til gengæld får I her et Afghanistan-tillæg bagerst i bladet. Vi håber, at I vil nyde artiklerne og billederne fra ørkenstøvet – vi har i hvert fald nydt at lave det til jer! Sidst, men ikke mindst, er det også enden på en tredje æra – nemlig vores tid som journalister på SOLDATEN. Vi har haft et fantastisk halvt år fuldt af spændende oplevelser, hvilket vi håber er kommet til udtryk i bladet. Tak for denne gang. Vi ønsker jer held, lykke og god sommer. Tiiiiiil civil, TRÆD AF! Stine Godsk & Clara Mikkelsen (Snart ikke længere) Journalister på SOLDATEN


Stort Afghanistan-tillæg 

fra side

23

4 Sergent- og menigcitater

5 Fra civil til læge i uniform

6-8 Hvem er lægerne? 9-11 Klar til Helmand – MRX i Oksbøl

12-13 Operativ flyve- og navalmedicinsk uddannelse

14-15 Rejsebreve fra missionerne

16-17 Games4os – Hærens 400-års-jubilæum

18-19 Værnepligtsrådet 20-22 Sejltur til Færøerne 23  SOLDATEN i

Camp Bastion

24-25 Læge i Afghanistan 26-29 Felthospitalet 9-11 L  ægerne uddannes til at blive klar til Helmand i Oksbøllejren

30-31 Fun facts om firmagear 32-33 Sprogofficer 34-35 Blev vi færdige?

– interview med udsendte soldater

36-37 Snapshots fra støvet 38 Dogtags 39 Hvad er det bedste ved 16-17

Hæren fejrede 400-års jubilæum med sport og musik

at være i Afghanistan?

SOLDATEN Nr. 5 • 2014 3


> SERGENTCITATER

o g m e n ig

ig, som Sekondløjtnant til men reb­ sidder fast på toppen af nen: stien på forhindringsba ?” er jd ”Er du bange for hø et er nu Den menige svarer: ”D e for.” mere faldet, jeg er bang

n ser, at et r, da sergente rø i r å st en ket. g Delin nstre hånd luk ve r a h e k ik e par menig hænder, så er at lukke de sk u h e k ik I i dem s ”Hvi mt og lægger la k et g o n u sg finder jeg r en PENIS!!” le el . .. rt lo en såsom

l en der aften appel ti un t an tn øj rl ie em Pr rlangt, fedtet hår: menig med skulde skidt moppe på en ” ”Det ligner en be Det er sgu klamt! d. ve ho ds an m t skalde

SG TIL DELING ”HVIS I PÅ NOGET TIDSPUNKT , BLIVER BANGE FOR AT DØ SÅ SPÆND I ANSIGTET. FOR HAR I NOGENSINDE E SET EN DØD MAND SPÆND I ANSIGTET?”

Sergent til de menige: lde og våde, ”Soldater bliver ikke ko de bliver blå og dør!”

er rdene for 1. øvelse og sig eo nd ke re la rk fo al sk r Delingsføre g, SIERRA KILO er LIMA BRAVO for i da ne de or de en ”K t: n old isk det FOXTROT PAPA. I ka er n ge or m er ov i og n, for i morge pik.” ller, saftig kusse og fed bo e ng la på m de e sk hu en eneste menig, Sjovt nok var der ikke m. der ikke kunne huske de

4 SOLDATEN NR. 5 • 2014

SERGENT TIL DELING: ”TIL HVIL OG VEDLIGEHOLDELSE OG SJOV I BADET, TRÆD AF!”


STINE GODSK

Fra civil til læge i uniform Lægerne i det danske forsvar er ikke bare soldater, som har taget et førstehjælpskursus. Nej, de er læger, som har brugt mange år på skolebænken i det civile med medicinstudiet. Når de så er færdige med det, venter der dem fem måneders ekstra uddannelse, før de kan trække i uniformen og deltage i for eksempel en udsendelse til Afghanistan. At skifte den hvide kittel ud med den grønne uniform er populært, men ikke noget, alle er egnede til. Derfor er der en optagelsesprøve, som alle ansøgere skal igennem. Den indeholder blandt andet lægetjek, psykologsamtale og så en fysisk test bestående af en Coopertest og en coretest. Herefter starter fem ugers basiskursus for de udvalgte. De får lov til at blive lidt grønne i hovederne, have lange dage, lære lidt eksercits og prøve at skyde med et gevær. Kort sagt får de lov til at gennemgå noget af alt det, som værnepligten også byder på, så de kan begå sig blandt resten af Forsvarets personel. Når de er færdige med det, starter en lang række af kurser. De skal blandt andet igennem et kursus i traumatologi, flyvemedicin og behandling af dykkersyge. Alt det er ikke svært at blive enige om er lægefagligt, men så stopper det lægefaglige også der. Kurser i international politik, ledelse og pædagogik er også en del af det. Pædagogik. Det er jo helt fint, men hvad havde du regnet med, de lavede på sådan et kursus? Et lille udpluk af, hvad lægerne har været igennem, lyder som følger: De har lært hinanden, hvordan man udbener sild, binder slipseknuder og folder svaner af papir!

D id yo u k n o w b ro?

hvilket værn Lægerne vælger selv, mere eller de vil høre til. Det er de vælger mindre tilfældigt, da e, og har ikke allerede efter en ug ning senere betydning for tilknyt hen i deres karriere.

Når alt dette så er gennemgået, bliver de udnævnt premierløjtnanter og kan fungere som læger i Forsvaret.

SOLDATEN NR. 5 • 2014 5


Hvem er lægerne? Både Karen og Kamille har svedt på medicinstudiet i flere år, før de blev uddannet læger. De har valgt at søge ind til Forsvaret og har der gennemgået en længere uddannelse, som skal gøre dem klar til at blive sendt til Afghanistan og ud på et af Søværnets skibe, hvor de skal fungere som læger for Forsvarets ansatte.

Kamille Kamille, 29, er fra Holstebro og har læst medicin i Aarhus, hvor hun blev færdig i 2010. Siden har hun arbejdet på forskellige hospitaler i landet, inden hun søgte ind til Forsvaret som læge.

Hvad har fået dig til at søge ind til Forsvaret? Jeg har altid tænkt, at det kunne være sjovt at komme ind i Forsvaret på en eller anden måde. Det har altid virket spændende og fascinerende, men det eneste, jeg har prøvet, var skolepraktik i 9. klasse. Det, jeg gerne vil, er at være anæstesilæge (narkoselæge, red.), og det er der rigtig gode muligheder for at bruge i Forsvaret. Vi holder liv i patienterne, mens andre finder ud af, hvad de fejler. Hvis de ikke kan trække vejret for eksempel,

6 SOLDATEN NR. 5 • 2014


STINE GODSK

lægger vi et rør i halsen og holder liv i dem. Noget andet er, at det på sigt kunne være interessant at have en stilling i det civile, men også være tilknyttet Forsvaret.

jo hoppe ud af helikopter og sådan noget. På sigt er det også at bevare en tilknytning til Forsvaret – ikke som fastansat, men som delelæge.

Hvorfor udsendes? Hvad synes dine venner og familie om det? Min mor er også læge, og hun kan godt se det ud fra et fagligt perspektiv, men vi har ikke soldatertradition i familien – så skal vi i hvert fald tilbage på bedsteforældre-niveau. Mine forældre har selvfølgelig været nervøse for, at jeg skulle udsendes, og det samme med mine venner. Det er giver os bare nogle muligheder. Alt sundhedsvæsen i det civile er præget af nedskæringer. Her er der bare rigtig meget fokus på at give os en god uddannelse og nogle dyre kurser, så de investerer meget i os.

Hvordan bliver det så at vende tilbage til det civile? Det bliver mærkeligt. Jeg kommer tilbage fra Afghanistan i august, og så skal jeg gerne have en stilling og bruge de næste mange år på at blive specialuddannet. Når vi er færdige her, bliver vi tilbudt en rådighedskontrakt, som er uforpligtende. Det betyder, at vi beholder alt vores gear, og så kan de ringe, hvis de har brug for nogen. Nogle gange opstår der ting hurtigt, som for eksempel da de skulle ned og samle våben i Syrien.

Hvad er din plan med at være læge i Forsvaret? Lige nu er det at få nogle store oplevelser både personligt og fagligt. Når vi har været her lidt længere, skal vi

Det er det, vi er trænede til. Vores uddannelse har gået ud på, at vi skal udsendes og fungere som læge på et infirmeri i en lejr. Det ville være som at stoppe kurven, lige før den toppede, hvis jeg ikke blev udsendt – både for det lægefaglige og for oplevelsen.

Hvad er dit indtryk indtil videre? Enormt positivt på mange planer, synes jeg. Jeg har fået en masse oplevelser, som ikke er lægefaglige, og som heller ikke er strengt militære. Vi har lært mange ting. Vores uddannelse som læge er meget stram, og det, jeg har fået her, er meget bredt. Og så har vi det jo supergodt sammen! Vi har fået den her oplevelse af, at de har kigget på os og sagt, ”hvad skal vi give dem her, for at de skal kunne fungere som læger i Forsvaret?” Jeg tror bestemt ikke, der er nogen af os, der har fortrudt det. Der er mange paralleller mellem sygehusvæsenet og Forsvaret. Det er begge dele to stramme systemer med hierarki og uniformer, og der er mange af de samme ting, man skal lære at navigere rundt i.

Hvad ser du frem til? Det er jo nok at komme til Afghanistan og få hele oplevelsen af at være ude og bo i en lejr og arbejde på felthospitalet. Så er det jo også en meget interessant periode, vi er ude i, nemlig hvor de pakker det hele ned.

Karen Karen, 29, kommer fra Bogø og er fjerdegenerationslæge. Hun har læst medicin i København og blev færdig i 2011, hvorefter hun har arbejdet forskellige steder som læge, før hun søgte ind til Forsvaret.

Hvad har fået dig til at søge ind til Forsvaret? En af mine baggrunde for at læse medicin var, at jeg gerne ville kunne tage mit arbejde med ud at rejse. I slutningen af studiet var der karrieredag på Panum, hvor jeg læste medicin. Der var en stand fra Forsvaret, hvor jeg så en oversigt over alt det, Forsvaret kunne tilbyde af kurser og uddannelse. Det kombineret med udsendelser var en helt perfekt kombination for mig. Siden hen har jeg mødt mange kollegaer, der har gennemgået samme uddannelse i Forsvaret med stor begejstring. Jeg er lidt en outdoor-girl. Jeg har for eksempel redet i mange år og kan godt lide adventure-livet. Derfor var der rigtig mange andre ting end de lægefaglige aspekter i Forsvaret, der tiltalte mig.

Hvordan reagerede din familie og venner? Efter et års anæstesi (narkose, red.), hvor jeg havde haft meget med den akutte patient at gøre, overvejede jeg dels Forsvaret, men også Læger Uden Grænser. Det var min familie lidt urolige over. Da jeg så fortalte mine forældre, at jeg skulle udsendes med Forsvaret,

SOLDATEN NR. 5 • 2014 7


syntes de først og fremmest, at det var rart, at jeg ikke skulle ud med Læger Uden Grænser. Min mor kan godt få en klump i halsen over, at jeg skal til Afghanistan, men hele min familie er generelt trygge ved Forsvaret. Alt i alt har jeg fået fuld støtte fra familie og venner, og jeg tror, det er fordi de ved, det er noget, jeg higer efter.

Hvad er din plan med at være læge i Forsvaret? Jeg vil gerne i løbet af hele min karriere, løbende med mit civile job, blive i Forsvaret. Det er lige præcis den måde, jeg har lyst til at være læge på. Jeg elsker udfordringer og også at være læge i nogle andre rammer end hospitalets. Jeg drømmer om at flyve SAR-helikopter og få en rådighedskontrakt. Og så drømmer jeg om flere udsendelser.

Hvad er dit indtryk indtil videre? Mit indtryk er, at jeg føler mig meget heldig med at komme ind i Forsvaret som læge, fordi jeg kommer til at be-

8 SOLDATEN NR. 5 • 2014

røre en helt masse spændende ting. Jeg kan nogle gange knibe mig i armen og tænke ”får jeg virkelig penge for det her”, når jeg står på skydebanen og skyder med pistol. Selvom vi har rigtig lange dage fra 8-21.30 mange gange, så har Forsvaret formået at lave en god kombination mellem teori og praksis, og det trives jeg godt med Jeg føler, at vi bliver taget meget seriøst i forhold til den opgave, vi skal ud på. Det er også en af grundene til, at jeg valgte Forsvaret. Det er vigtigt, at vi er godt klædt på til de alvorlige udfordringer, vi lige pludselig kan stå over for. Jeg er rigtig glad for de lægefaglige kurser, men jeg har også en stor appetit på at lære om andre ting end medicin efter syv år på studiet, hvor man lidt render rundt i en medicinboble. Derfor har jeg været lige så glad for kurser som international politik, pædagogik og missionsforberedende kurser, som er en øjenåbner for mig om, hvad der foregår rundt omkring i verdenen.

Hvad ser du frem til? Lige nu er det operativ flyve- og navalmedicinsk uddannelse i Frederikshavn (endnu et kursus lægerne skal på, red.). Helikopterkurset glæder jeg mig rigtig meget til. -Min mor siger, at jeg er på et halvt års betalt polterabend! Jeg glæder mig selvfølgelig meget til Afghanistan, men jeg er også spændt på, hvordan det bliver på Hvidbjørnen i Nordatlanten (et af Søværnets skibe, hvor Karen skal ud som læge, red.), hvor jeg er helt alene og ikke ligesom i Camp Bastion har felthospitalet lige om hjørnet. Jeg er meget glad for at sejle og ser frem til flere uger med havudsigt. Jeg håber og forventer, at jeg bliver udfordret i Afghanistan og i Nordatlanten. Også meget på det personlige plan. En udfordring bliver for mig at skulle kommunikere hurtigt og fagligt på engelsk. Jeg glæder mig til at se, hvordan andre nationaliteter arbejder, opleve stemningen i lejren, være der for soldaterne og hænge ud på Kuffen.


CLARA MIKKELSEN

I løbet af øvelsen havde lægerne forskellige momenter til behandling som en del af uddannelsen. Her er det en sprogofficer, der spiller en gravid, bosnisk kvinde.

Der blev ikke sparet på teatersminken – det var vigtigt, at momenternes skader så realistiske ud.

Klar til Helmand

i seng i de store, opstillede sovetelte. Resten var fordelt rundt om i Oksbøls enorme øvelsesterræn.

Exercise, og fungerer som en general­ prøve for personel, der står til at skulle udsendes. Denne gang overgik set-up'et alle tidligere øvelser, da det ikke kun var ISAF 17, men også den danske Reaktionskampgruppe fra Jydske Dragonregiment samt det danske bidrag til NATO Responce Force 2014 fra Opklaringsbataljonen på Bornholm, der deltog. Derudover var værnepligtige fra Livgarden samt sprogofficerer med som momenter. I alt deltog 1.840 personer i øvelsen, der varede fra den 7. til den 16. januar 2014.

Øvelsen kaldes for MRX, som er en forkortelse for Mission Rehearsal

Allerede fredag aften så vi øvelsen som en succes; det lykkedes lægerne

Tilbage i januar var det danske bidrag til ISAF Hold 17 på en afsluttende øvelse, der skulle markere, at holdet nu var klar til Afghanistans udfordringer. Karen, Kamille og resten af det sundhedsfaglige personale var også med i den store opsætning. Fredag den 10. januar ankom SOLDATEN til Oksbøllejren for at følge lægerne og få et indblik i deres rolle i øvelsen. Vi havde på forhånd fået at vide, at øvelsen var den største af sin slags i ti år. Det var dog ikke til at se, da vi trillede ind i Oksbøllejren fredag aften – der var stort set ingen mennesker at spotte. Inde i lejren var folk ved at gå

Infirmeriets medarbejdere var hele tiden i beredskab og klar til at tage imod patienter – både momenter og ’skarpe’ patienter. Akkurat som de er, når de er udsendt til Afghanistan.

SOLDATEN NR. 5 • 2014 9


geværpibe havde ramt hans kind med lidt for høj fart. Influenza og småflænger kan sagtens opstå i Afghanistans krigszone, men øvelsen gik for lægerne først og fremmest ud på sammen med resten af teamet at øve sig i behandlingen og håndteringen af de traumer, de kan komme ud for. Til det skulle der bruges et antal momenter og et par gode sminkører.

Søndagens ulykke/øvelse satte alle i arbejde!

at få os flyttet fra de tildelte feltsenge til en varm belægningsstue. Det var tydeligt at mærke, at det sundhedsfaglige personale havde en anden rolle og dermed nogle andre fordele end soldaterne, der lå under teltflager ude i felten. Næste morgen startede programmet kl. 8 med morgenmøde i det grønne telt, der fungerede som infirmeri. Hele teamet af læger, sygehjælpere, sygepassere og sygeplejersker var samlet for at modtage dagens briefing, slå fast hvem der havde vagttelefon og så videre. For første gang nogensinde så vi læger gå rundt med pistol og sygepassere gå rundt med fragtvest. I teltet, hvor man bestemt kunne sige, at to verdener havde mødt hinanden, var det tydeligt, at personalet både var forberedt på de ”bløde” situationer – de sundhedsfaglige og kulturelle – og de ”hårde” situationer i form af kampøvelser. Det grønne infirmeritelt havde flere forskellige rum; en modtagelse, hvor det administrative blev ordnet, en sengeafdeling til indlæggelse, et rum med et enkelt traumaleje samt et af-

Søndag formiddag ”sprang en bombe” et stykke fra det grønne telt, gjorde det ud for infirmeri. Nogle af de mange tilskadekomne måtte derfor flyttes på alternativ vis.

10 SOLDATEN NR. 5 • 2014

lukke til såkaldte skarpe patienter. De skarpe patienter var de soldater, der kom med rigtige skader eller sygdomme – dem var der en lille flok af hver dag. Flere kom ind med influenzalignende symptomer efter et par dage i det kolde og våde vejr, men der var også et par stykker, der krævede lidt mere behandling. En uheldig rekrut fra Livgarden måtte for eksempel syes med flere sting, efter at hans

Vi overværede vores første momentbehandling lørdag formiddag. Det var en sprogofficer, som spillede en gravid, bosnisk kvinde. Det hele var meget gennemført – sprogofficeren holdt sig i rollen og talte udelukkende gebrokkent engelsk. Efter at lægerne havde gennemført deres behandling, som de ville have gjort i Camp Bastion, blev der kaldt ’endex’, og dem, der havde stået for behandlingen, fik tilbagemelding. Sprogofficererne stod for en stor del af momentspillet på infirmeriet. Det var et ekstra og vigtigt aspekt i uddannelsen, at læger og sygeplejersker også skulle have fokus på de kulturelle og sproglige færdigheder, hvilket sprogofficererne kunne hjælpe med. Momentlederen sagde dog heller ikke nej til andre typer momenter, så


STINE GODSK

vi meldte os ved først givne lejlighed til at lege patienter. Næsten en time tog det at få sminket sår og fundet momenttøj, men så var vi også klar. Vi skulle agere soldater, der havde været ude for en brandulykke og derfor var blevet forbrændte på arme og hænder. Sminkørerne gjorde et imponerende stykke arbejde med at lave sår og vabler – langt fra et indbydende syn! Det var ikke blevet meldt, at vi kom, så overraskelsesmomentet udgjorde en ekstra udfordring, da vi væltede ind på infirmeriet, hulkende af smerter. Sygepasserne, der tog i mod os, holdt dog hovedet koldt og fik hurtigt fat i lægerne og sat behandlingen i gang. For os var det sjovt at opleve lægerne i aktion fra patientens perspektiv. De var både effektive og rolige på samme tid, og det var tydeligt, at de kom med en masse uddannelse i bagagen – både fra det civile og fra Forsvaret. Resten af dagen gik med at træne forskellige situationer, hvor forskellige læger og sygepassere skiftedes til at være på. Inden vi sagde farvel og tog fra Oksbøl søndag formiddag, nåede vi akkurat at overvære et større momentspil med over ti mere eller mindre slemt tilskadekomne. Scenariet satte alle i sving, og teamet blev for alvor testet i at arbejde sammen. Igen gik det godt, og fra vores perspektiv var der ingen tvivl; lægerne var klar til Helmand.

Karen Kamille

på øvelse i Oksbøl Efter et par begivenhedsrige dage i Oksbøl, hvor vi fik lov til at se lægerne i aktion, spurgte vi dem om, hvordan det havde været for dem.

Kamille

Hvad har du oplevet her?

Det primære ved den her øvelse har været at arbejde sammen med de sanitetsfolk, som jeg skal arbejde sammen med i Afghanistan.

Jeg har oplevet, at øvelsen kræver stor omstillingsparathed. Det har været fedt, at infirmeriet er gjort så ”Afghanistan look-a-like” som muligt. Det er første gang, jeg har fået et rigtigt indtryk af, hvordan det er at være ung læge i Afghanistan både med akutte traumer og mindre skader fra soldater og lokalbefolkning. Det har også givet mig en mere praktisk forståelse af, hvad vores rolle er. Jeg var med ude og opsætte forbinderplads 2 (et mindre infirmeri under øvelsen, red.), og der var det rigtigt rart at have noget tværfagligt arbejde, hvor jeg det ene øjeblik står med soldaterne og arbejder sammen over et moment på en handlebane, og det andet øjeblik bliver indsat i soldaternes syn på patter og seksualitet med mere. Det har også været første gang, at vi læger har været i Forsvaret blandt soldater. Det har nærmest givet mig præstationsangst og åndenød over, om jeg havde refleksbind på i nattetimerne og har haft lynlås og knapper lukket!

Hvad har du fået ud af det? Der har været de her momentøvelser sammen med dem, som vi skal ud med. Der har vi så øvet det samarbejde, vi skal lære. Vi har også kørt det videre til, hvordan vi skal transportere patienterne videre fra os af. Det har givet en fornemmelse af, hvordan det bliver i Viking (den danske lejr i Camp Bastion, red.) og på infirmeriet dernede.

Er du forberedt til din mission? På øvelsen i Oksbøl skulle det sundhedsfaglige personale for første gang prøve at være et samlet team. Her tager de sig sammen af et moments falske traume – i Afghanistan skal de være klar til at gøre det rigtigt.

Karen

Hvad har du oplevet her?

Ja, men det synes jeg også, jeg var før. Den uddannelse, vi har fået, har gjort os klar. Det, den her øvelse mere gør, er at gøre os trygge ved de mennesker, vi skal arbejde sammen med. Og jeg har en rigtig god fornemmelse af, at det kommer til at gå rigtig godt både fagligt og socialt.

Hvad har du fået ud af det? Den vigtigste ting, jeg har taget med, er at se, hvordan soldaterne i sanitetssektionen arbejder, og hvilke kompetencer de har.

Er du forberedt til din mission? Ja!

SOLDATEN NR. 5 • 2014 11


D id yo u k n o w b ro?

g de gamle Søværnet bruger i da en de er Lynx-helikoptere, m med nye ved at blive skiftet ud USA. fra e Seahawk-helikopter bliver ste før Det forventes, at de . 16 leveret i løbet af 20

Deltagerne på uddannelsen svømmer i kæde hen til redningsflåden, som de kravler op i en efter en.

Operativ flyve- og navalmedicinsk uddannelse Dag 1 Forestil dig, at du ligger ude midt i Atlanterhavet mange tusinde kilometer fra land. Du er lige sprunget fem meter ud over rælingen på dit skib, som nu er en synkende skude. Vandet er isnende koldt, det er nat, stormen raser, og lynene glimter. Bølgerne er mange meter høje, og vandet pisker ind i dit ansigt. Du kan knap nok trække vejret, og du kæmper for at få fat i nogle af dine besætningsmedlemmer i vandet omkring dig. Det eneste, der holder dig fra døden, er den redningsdragt og den redningsvest, som du er iført. Dette scenarie træner Forsvarets læger på første dag af den operative flyve- og navalmedicinske uddannelse, de skal igennem på Søværnets Sergent- og Grundskole i Frederikshavn. Det foregår inde i en svømmehal – som slet ikke er en svømmehal, men et træningsbassin, som, ved at trykke på nogle få knapper og dreje på nogle

12 SOLDATEN NR. 5 • 2014

håndtag, kan blive forvandlet til det vildeste scenarie med bølger, torden, vind og regn. Her lærer fremtidige besætningsmedlemmer på Søværnets skibe (som lægerne bliver) blandt andet, hvordan redningsvesten fungerer, hvor længe redningsdragten kan holde dem i live, hvor vigtigt det er at holde fast i hinanden i vandet, hvordan de skal komme op i forskellige typer af redningsflåder og en masse om overlevelse til søs generelt.

Dag 2 På andendagen bliver træningsbassinet skiftet ud med havnebassinet nede på flådestationen. På flådestationen bliver lægerne sejlet ud midt i havnebassinet til en redningsflåde, hvorfra de en efter en bliver hoistet op i Lynx-helikopteren. Ordet ”hoist” kommer af det engelske ord ”hejs” og er et wirespil, som en helikopter kan være udstyret med. Hoist kan bruges til at redde folk op

fra skibe eller redningsflåder, eller det kan bruges til at hoiste folk ned på et skib – for eksempel læger, hvis der skulle være brug for det. Det foregår på den måde, at der først bliver kastet en guideline ned til flåden. Det er en snor med en sandsæk i, som er nem at styre. Hvis man bare smed den sling (selen) ned, som personen skal have om sig, ville den blive blæst rundt og være svær at fange. Via guidelinen firer hoistmasteren så slingen ned, og personen, som skal hoistes, tager den om overkroppen, strammer til og giver thumbs up til hoistmasteren oppe i helikopteren, som begynder at hoiste personen op. Få sekunder efter bliver personen trukket ind i helikopteren og kan trygt og sikkert nyde turen hen til landingspladsen.


STINE GODSK

Hvis uheldet skulle være ude, og besætningen ender i vandet, skal de holde sammen og samtidig være så nemme at få øje på som muligt for en redningshelikopter, et fly eller et andet redningsfartøj.

Her er Karen i gang med at pakke sin redningsvest. Det var deltagerne på uddannelsen igennem flere gange, for at de skulle få en forståelse for, hvordan den virkede.

”Frem til kanten. Fat ansigtet. FALD I!” Deltagerne skal lade sig falde i vandet i fartøjsdragten med redningsvest på for at opleve, hvordan redningsvesten ved kontakt med vand selv blæser sig op.

Lægerne Kamille og Karen fortæller her om deres oplevelse på flyve- og navalmedicinsk uddannelse i Frederikshavn.

Kamille, hvad synes du har været det bedste ved de her to dage? Det bedste er, at vi har fået præsenteret alle de her forskellige redningsmidler og fået en fortrolighed med det, så hvis vi skulle være så uheldige engang, at det blev nødvendigt at være en del af en evakuering, så har vi en helt anden forståelse for de ting, vi skal bruge. Det giver en tryghed at vide, hvordan vesten fungerer, og at dragterne fungerer, så jeg tror, man vil føle sig mere sikker, end hvis man aldrig har prøvet det før.

Karen, føler du dig klædt på til livet til søs? Ja, det synes jeg – med kyndig vejledning fra andre om bord, som har gennemgået en længere uddannelse i redning til søs. Jeg synes også, at noget af det bedste er, at vi har haft en meget praktisk tilgang til det, som gør, at jeg føler, jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg ved så også, hvad jeg skal være bange for. Jeg er blevet mere opmærksom på de ting, der kan ske, hvor voldsomt det faktisk kan være, og hvor svært det kan være at bevæge sig rundt, når man ligger i sådan en oppustet redningsvest ude i nogle bølger.

SOLDATEN NR. 5• 2014 13


Rejsebrev- ISAF 17-Camp Bastion, d.7.5 - 2014 Efter et døgns rejse ankommer jeg til den varme sandkasse, Camp Bastion. Det er ikke en harmonisk camp med de sandfarvede containere, telte og beholdere placeret i forskellige grupper. Alligevel er der til tider en eksotisk stemning, når man om aftenen sidder under lyskæderne på kuffens terrasse i den varme luft og kigger ud over den store plads i Camp Viking. Man fornemmer, at man er omgivet af en storslået ørken. Jeg føler mig utrolig tryg. Mit job som læge gør, at jeg ikke kommer uden for hegnet, og derfor er campen for mig et beskyttet værksted. Meget anderledes er det nok for de soldater, der flere gange bevæger sig ud af sandkassen. Trods trygheden og den ofte hyggelige stemning bliver man ofte mindet om alle farerne derude. Radaren, der konstant bevæger sig 360 grader rundt og opfanger et eventuelt artilleriangreb imod campen. De to kæmpe kameraer i form af to balloner, der svæver lydløst højt over campen, kan med et højteknologisk system på lang afstand overvåge alt i og uden for campen med en skræmmende detaljegrad. ”Milk fish” kalder afghanerne dem, fordi de er hvide og formet som en fisk. Jeg kalder dem Big Brother og er begyndt at holde af dem. De daglige updates med beretninger om, hvad der er sket uden for lejren, fortæller også, at der er stadig er aktivitet med skududvekslinger, påkørsel af vejsidebomber og drab. Jeg er taknemlig for alle dem uden og inden for campen, der 24-7 bidrager til, at vi andre kan udføre vores arbejde, træne, sove, spise og hygge os ugeneret. Som læge hører jeg til sanitetssektionen, som varetager Medcenteret. Et særdeles velfungerende center, hvor serviceniveauet er højt, primært anført af de to fantastisk kompetente sygepassere Rune og DB. Udover fysioterapeuten, sygeplejersken og vores chef er Rune og DB mine tætteste samarbejdspartnere, hvilket er et held for mig. Derudover er der ambulancegruppen, som vekslende er ude at køre og hjemme i lejren. Jeg kender dem fra et kursus i DK, og de udmærker sig også ved at være dygtige. Derudover er de enormt søde. Da jeg ankom den første dag og følte mig som den nyeste civile pige i lejren, var det skønt at blive modtaget af to af ambulancegruppens drenge med et stort knus og et ”Uhmm, hvor du dufter godt! ” – vel at mærke oven på en 24-timers rejse. Jeg har nu været her en uge og er begyndt at vænne mig til de 38 grader, pistolen ved min højre hoftekam samt at vågne op til lyden af helikopterpropeller. Jeg har været ovre på felthospitalet og hilse på det team, som jeg vil følge ca. fire dage om ugen. Teamet består både af briter og amerikanere, som er meget imødekommende, også selvom jeg ikke altid forstår den britiske accent. Oven på en uge med nye mennesker, navne og ikke mindst systemer er genkendelsens glæde stor, når jeg står i traumecenteret og ser, at det udstyr, de bruger, er noget, jeg kender fra DK, om end lidt mere avanceret. Jeg glæder mig til at få det i hænderne. Noget, jeg dog ikke helt er vant til fra DK, er, når oversygeplejersken sidder i kaffestuen og vedligeholder sit gevær. Heldigvis er der ikke mange tilskadekomne lige nu, så noget af tiden bruges også på relevant undervisning. Jeg trives rigtig godt med infirmeriarbejdet i den danske lejr. Indtil nu er det meget hudinfektioner, luftvejsinfektioner og så idrætsskader efter fodbold eller styrketræning. Udover at jeg bruger min faglighed, er patienterne en rigtig god indgangsvinkel til at forstå de forskellige enheders arbejde på og finde ud af, hvem der er hvem. Udover danskerne ser jeg også soldaterne fra Bosnien-Hercegovina, så der er også lidt tolkeudfordringer. Deres accent henleder af og til tankerne på Pim fra ”Drengene fra Angora”. Selvom der er faste konsultationsåbningstider, kommer soldaterne ofte sporadisk i løbet af dagen, så jeg prøver at være så tilgængelig som muligt på Medcenteret. Sent i går aftes stod jeg og sludrede med en af sygepasserne og skulle til at sige godnat, da der kom en ung mand forbi med nogle hudgener. Det var ikke noget akut farligt, men noget der generede ham. På fem minutter havde vi diagnosticeret og behandlet og forhåbentlig sendt ham mere ubekymret i seng. Det er meget tilfredsstillende. Der er et hav af sociale tilbud, som jeg ynder at tilmelde mig. Jeg har haft mit livs første spinningtime midt i Afghanistans ørken. Derudover fik jeg tillusket mig at være med på stabsholdet i volleyball. En sport, jeg heldigvis har dyrket tidligere, hvilket nok også er grunden til, at jeg blev inviteret med til næste kamp. Kort sagt har jeg det rigtig godt. Og kun overgået af de britiske hunde, der har deres egen swimmingpool, lader det til, at vi danskere har det rigtig godt i Camp Bastion i en yderst veldreven Camp Dannevirke, hvor respekten for den enkelte soldat/individ er stor. Kærlig hilsen Karen Elisabeth Linnet/Junior Medical Officer

14 SOLDATEN NR. 5 • 2014


Rejsebrev fra Kamille Så har jeg i skrivende stund været om bord på HDMS Triton i 5 dage som ’skibsDOC’! Skibets faste besætning er typisk afsted i ca. 10 uger, hvorefter de er hjemme i en tilsvarende periode. Som DOC(det bliver lægen om bord kaldt) er man af sted i kortere tid, ofte mellem 2 og 8 uger. Jeg er så heldig, at jeg skulle påmønstre samme dag som den nye besætning og fik derfor lov til at være med “fra start“. Min rejse startede i Kastrup lufthavn, hvorfra en del af besætningen og jeg fløj til Aalborg og hentede resten af besætningen. Ikke meget mere end to timer senere landede vi på Færøerne og blev kørt i bus ud til skibet, som lå i havn og ventede på os. Imens jeg er om bord skal vi primært sejle i nærheden af Færøerne, men som yngre læge er det også muligt at være DOC på skibe ved Grønland. HDMS Triton er et inspektionsskib med en fast besætning på 47 mand. Derudover læge, helikopterbesætning og værnepligtige. Skibet har flere opgaver, blandt andet suverænitetshævdelse af dansk farvand, fiskeriinspektioner og SAR– beredskab. SAR står for “Search And Rescue”, og det betyder, at vi kan tage ud og hjælpe folk i nød til vands eller lands, via gummibåd eller helikopter. De første dage om bord brugte jeg mest på at lære rutinerne at kende og prøve at finde rundt (sværere end man lige skulle tro!). Heldigvis er alle om bord enormt søde og hjælpsomme, og gør alt hvad de kan for at hjælpe til, at man har det godt og falder til. På skibet er der fire messer hvor man skaffer (spiser) og slapper af; menigmessen, befalingsmandsmesse, officersmesse, og chefmesse. Som læge er man en del af officersgruppen. Den første dag føltes det lidt underligt, at man sådan er delt op, men inden længe tænker man ikke over det, og så er man selvfølgelig også altid velkommen i de andre messer – hvis bare man husker at banke på! Der er også en masse begreber, man skal have styr på. Søværnet har jo næsten sit eget sprog! Fx spiser man ikke – man skaffer, gulvet hedder dørken, køkkenet kaldes kabyssen, og det rum man sover i hedder et lukaf. Som DOC er man privilegeret og har sit eget lukaf med eget bad. Før vi tog af sted havde jeg været lidt spændt på, om jeg ville blive søsyg, og det gjorde jeg da også straks vi begyndte at sejle. Efter at have ligget ned med kvalme og svimmelhed i et par timer overgav jeg mig og tog søsygeplaster på. Herefter gik det støt bedre, og om det så skyldes plasteret eller bare tilvænning, er svært at sige. Men der er vist ingen tvivl om at mit billede af, hvad der er store bølger og meget ”vipperi”, er et andet end den faste besætnings! Som DOC er min primære opgave at tage mig af skibets besætning, men da de fleste har et godt helbred, ser jeg sjældent mere end 3 patienter om dagen, og det er sjældent, folk fejler noget alvorligt. Der er fast konsultation fra 9-9.30, men derudover kan besætningen altid finde mig, hvis der er noget, de gerne vil have kigget på. Til at hjælpe mig har jeg en dygtig ’sanit’(sanitetsmand), og i tilfælde af flere sårede eller alvorlig sygdom hjælper kabyspersonalet også til. Vi bruger en del af vores tid på øvelser, så vi er helt klar, hvis der bliver behov for os. En anden opgave er at tage med ud på SAR, hvis der er behov for en læge. Derfor bliver jeg trænet i at flyve med i helikopteren og blive hoistet(hejst) fra helikopter og ned på et skibsdæk, hvis der er nogen, som er blevet syg eller såret på et andet skib. Vi træner også, at jeg skal kunne ’bårehoiste’, hvilket betyder, at jeg skal kunne få den syge/sårede i en båre, som hoistes op til helikopteren. Det er lidt vildt første gang man hænger og dingler i en sele på vej fra helikopteren til dækket, men man vender sig hurtigt til det, og så er det bare rigtigt sjovt! En mere finurlig opgave er, at der er traditionen, at DOC står i officersmessen før aftenskafning og serverer ’before-drinks’. Da skibene er alkoholfri, betyder det egentligt bare, at man hælder sodavand op i glas, men selvom man ikke kan få en gin-tonic, er det jo stadigvæk hyggeligt. Når jeg ikke har andet at lave, går jeg lidt rundt på skibet og ser hvad der sker. Det giver lidt forståelse for hvordan skibet fungerer, og så får jeg snakket med de fleste om bord. Forhåbentligt betyder det at hele besætningen ved, at de altid kan gribe fat i mig, hvis der er noget de gerne vil snakke om eller have kigget på. Et andet sted at få snakket med folk er til FFF (frivillig fælles FUT). På denne besætning bliver det afholdt hver anden dag på et af dækkene. Alt i alt er det en spændende oplevelse at være ude at sejle. Jeg har været rigtig glad for det, og jeg håber bestemt at det er noget jeg får mulighed for igen en anden gang. Mange søhilsner og ohøj, Kamille.

SOLDATEN NR. 5 • 2014 15


Til lykke, I anledningen af Hærens 400-års-jubilæum blev der torsdag den 8. maj afholdt et sports- og musikarrangement i Oksbøllejren og det store, omkringliggende øvelsesterræn. Idrætsdagen, der blev navngivet Games4os, var den største i Hærens historie. Der var i alt arrangeret otte discipliner; sport gennem tiden, fanestafet, biathlon, cross, o-løb, 3-kamp, terrænsport og feltskydning. Over 6.500 af Hærens ansatte var samlet for at deltage i de venskabelige konkurrencer, hyggen og fejringen – og så naturligvis aftenens koncert, hvor blandt andet Duné satte gang i festen. I sidste ende var det 1. kompagni 1. bataljon fra Den Kongelige Livgarde, der løb med sejren og pokalen. Til at overrække præmien var Kronprins Frederik, der selv havde deltaget i biathlon tidligere på dagen. HOKs presseafdeling forevigede dagen i billeder, der tydeligt viser en god og anderledes dag. Måske kan du finde dig selv. Foto: Henri Hammer Niclasen, Peter Strandgaard, Jill Willumsen & HOK

16 SOLDATEN NR. 5 • 2014


CLARA MIKKELSEN

Hæren!

SOLDATEN NR. 5 • 2014 17


> SKREVET AF VÆRNEPLIGTSRÅDET

Nyt værnepligtsråd Hold februar har netop afholdt deres sidste landstalsmandsmøde. På dette møde blev der valgt nyt råd, som skal overtage efter de nuværende rådsmedlemmer. Det nye råd kommer til at bestå af fire rådsmedlemmer frem for tre, som det har været indtil nu, da man fra Værnepligtsrådets side ønsker at være mere synlige hos de værnepligtige ude på tjenestestederne. De fire nye rådsmedlemmer, som er blevet valgt, er følgende: Kasper Sørensen fra Livgarden, Hold december 13 Andreas Holt fra HEC, Hold februar 14 Mads Krabsen fra IGR, Hold februar 14 og Daniel Kirsten fra TGR, Hold februar 14 Kasper og Andreas blev valgt på landstalsmandsmødet i april og startede i Værnepligtsrådet umiddelbart efter påskeferien. Kasper nåede kun at aftjene de fire første måneder af sine

18 SOLDATEN NR. 5 • 2014

De emner, som har været oppe at vende på de landstalsmandsmøder, der har været afholdt i foråret, er bl.a. den nye infirmeristruktur og de problemer, som har været en følge af denne.

Ud over infirmeri har landstalsmændene også diskuteret vigtigheden af internetadgang for de værnepligtige. Vi kan konkludere, at der er flere tjenestesteder, der ikke har internet, som de værnepligtige kan bruge, mens de er tjenestegørende. Landstalsmændene stiller sig uforstående over for dette, fordi man er under uddannelse, mens man er værnepligtig. De værnepligtige modtager i øvrigt deres lønseddel via e-Boks, hvor der kræves adgang til internettet for at se denne – landstalsmændene mener ikke, der bør være en merudgift for de værnepligtige til at investere i eget internet, som de kan bruge i deres fritid på tjenestestedet.

De problemer, som har været diskuteret meget til landstalsmandsmøder, er fritagelsessedler, og om hvorvidt det er fair, at en værnepligtig skal tages ud af tjeneste for at komme på infirmeri, fordi tjenestestedet ikke har noget infirmeri, og den værnepligtige skal rejse til nærmeste infirmeri for at komme til læge.

På det sidste landstalsmandsmøde, som var i maj, blev Værnepligtsrådet og landstalsmændene enige om, at der ikke var nogen emner til panelet, som ikke allerede havde været oppe til et tidligere landstalsmandsmøde – der blev derfor taget en beslutning om, at panelet ikke skulle deltage på sidstedagen af mødet.

otte måneder i Livgarden, og kan derfor sidde en hel periode som rådsmedlem. Mads og Daniel blev valgt på mødet i maj og har opstart i rådet, når de er aftrådt fra deres tjenested til 1. juni. Det nye råd vil arbejde videre på nogle af de problemstillinger, som det tidligere råd også har arbejdet med igennem de sidste syv måneder.


Over and out Nu er tiden ved at være inde til at sige farvel og tak for denne gang. Et nyt hold rådsmedlemmer er fundet, og vi nuværende rådsmedlemmer skal til at afslutte 11 fantastiske måneders værnepligt, hvor vi har haft spændende oplevelser, vigtige møder, sjove besøg og fede feltture. Vi har været rundt på alle landets kaserner og holdt foredrag, hvor vi orienterede jer om arbejdsmiljø, de militære love samt talsmandsordningen og mødt alle landets værnepligtige. Efter alle foredrag har vi haft interesserede og ivrige værnepligtige henne og tale med os om løst og fast og om det at være værnepligtig. Vi har i den grad opfattelsen af, at dette hold har været glade for at være en del af det danske forsvar. Det har også afspejlet sig til vores landstalsmandsmøder, hvor samtlige landstalsmænd har bidraget positivt med gode historier fra deres tjenestesteder, men også med kritiske og velargumenterede forslag til panelet, der består af repræsentanter fra de operative kommandoer. Der er blevet vendt alt fra infirmeristrukturen, handsker til ekstra støvler og sågar sengeheste. Vi har haft et fint samarbejde med det norske værnepligtsråd, som vi har mødt ved flere lejligheder og udvekslet erfaringer med. Ud over vores obligatoriske møder og foredrag på tjenestestederne har vi også haft fornøjelsen af mere uformelle besøg. Jeg var så heldig at få lov til at følge Hesteskadronen i to dage og få et indblik i deres hverdag og opgaver og måtte erkende, at til trods for flotte eskorter og tiden på hesteryg følger der et hårdt arbejde og lange dage i stalden.

Imens vores journalist Stine og jeg udforskede vandene ved Færøerne, deltog resten af rådet i Hærens 400-års-jubilæum i Oksbøl og blev igen her mødt af glade og positive værnepligtige. En af vores mærkesager har været, at alle værnepligtige skal kunne stille op til Værnepligtsrådet, hvilket ikke er muligt nu, fordi man, ifølge dansk lovgivning, kun må være værnepligtig i 12 måneder. Det gør, at værnepligtige der har gennemført en fuld tjeneste ved Den Kongelige Livgarde, Hesteskadronen eller Dannebrog, ikke kan blive repræsenteret, hvilket vi mener er udemokratisk. Dette har vi drøftet både med forsvarsministeren og Forsvarets Personeltjeneste, men desværre uden held. Rådet vil fortsat kæmpe for sagen og vi håber, at alle værnepligtige en dag vil have samme mulighed for at forlænge deres værnepligt med syv måneder i Værnepligtsrådet. Til alle jer, der er ved at afslutte jeres tid i det danske forsvar, ønsker vi al held og lykke i fremtiden og håber, at I har haft en fantastisk tid, som I vil kunne kigge tilbage på med positivitet og stolthed. Med venlig hilsen Katrine Bendtsen Værnepligtsrådet

Vi i Værnepligtsrådet fik også en enestående chance for at opleve værnepligten i Søværnet, først i form af rundvisning på Dannebrog og senere, da vi var på sejlads med inspektionsskibet Triton ved Færøerne.

SOLDATEN NR. 5 • 2014 19


Besøg på Triton At bo på et skib kan tage dig helt ud, hvor du ikke kan bunde. Du kan risikere, at alt går i fisk, og du kommer til at bo som sild i en tønde, men det kan også give dig et hav af oplevelser og blive en livsstil mere end et arbejde. For mange om bord på inspektionsskibet Triton er det lige hvad det er – en livsstil, mens det for andre er første gang, de er en del af besætningen. Det er selvfølgelig de værnepligtige det handler om. Katrine fra Værnepligtsrådet og jeg tog nordpå til Færøerne, hvor vi besøgte Triton og fik et indblik i den hverdag og det arbejde, som finder sted og udføres der. Vi fulgte de værnepligtige igennem deres daglige arbejde og fik et indtryk af livet om bord på Triton. De første par dage gik for vores vedkomne med, at komme ind i rutinen på skibet. Vi lærte at finde rundt, begå os på meget lidt plads, afprøvede alle nødudgangene og vænnede os til, at

gulvet – eller dørken som det hedder på skibssprog – ikke står helt stille. Ud over det fik vi udvidet vores ordforåd væsentligt, som du kan se i faktaboksen.

De værnepligtige på Triton De værnepligtige i Søværnet er modsat de fleste i Hæren operative. De bliver en del af skibets besætning og får nogle faste opgaver om bord. På Triton er der 11 værnepligtige, som er delt ind i tre forskellige divisioner kaldet T (teknisk), F(forplejning), O(operation) og en sektion kaldet V(våben). Divisionerne og V-sek. har forskellige arbejdsområder og opga-

Fakta om Triton ƒƒ Triton er 112,6 meter langt over kølen (bunden). ƒƒ Triton har et helikopterdæk, og på vores tur var der også en Lynx helikopter med. ƒƒ For at få ferskvand på skibet er det udstyret med et system, som omdanner saltvand til ferskvand. ƒƒ Besætningen på vores tur bestod af 47 fastansatte plus 11 værnepligtige. ƒƒ Skibet er udstyret med redningsflåder til mindst dobbelt så mange personer, som der er om bord. ƒƒ Triton har tre hovedmotorer med 4000 hk hver. ƒƒ Triton kan sejle maks. 21 knob. ƒƒ Triton har et stabiliseringssystem, som består af to stabs (vinger), der kan slås ud til hver side under vandet. ƒƒ Triton er udstyret med to gange 12,7 mm tungt maskingevær og to gange 7,62 mm let maskingevær og en 76 mm kanon.

20 SOLDATEN NR. 5 • 2014

ver. Vi fulgte hver division og fik et indblik i, hvad de hver især gik og lavede.

Teknikdivisionen Hver morgen er der møde i divisionerne. Her gives information om relevante nyheder og dagens opgaver. De fire værnepligtige, som hører til den tekniske division, møder i kontrolrummet sammen med resten af divisionen. Jacob er værnepligtig i den tekniske division, og jeg spørger ham, hvad deres opgave består i. ”Hver morgen har vi daglig maskine, daglig gummibåd og daglig helo (helikopter, red.). Det er en kontrolrunde vi går hver dag. Vi bliver sat sammen med en eller flere af de andre fra den faste besætning, og så går vi rundt


STINE GODSK

med dem og er en slags assistent.” Jeg går med Jacob og en fastansat i den tekniske division ud for at lave daglig gummibåd. Der er to gummibåde om bord, og de skal startes op hver morgen for at kontrollere, at de virker. Ud over det skal lyset og trimmet kontrolleres, der skal være to ekstra dunke benzin og lappegrej i båden. Daglig gummibåd er en af de hurtige opgaver. Daglig maskine er en del mere omfattende. Her skal generatorer, motorer, hjælpemotorer, gearkasse, køleanlæg, airconditionanlæg, fyrer, lufttanke, brandoliecentrifuge, smørercentrifuge og et hav af andre maskiner og anlæg kontrolleres. Her fik Jonas, som er værnepligtig lov til at være med. Han gik rundt med en checkliste, som det er meningen, han selv skal være i stand til at bruge senere, når han måske får lov til at gå runden selv.

Forplejningsdivisionen Der er fire værnepligtige i forplejningsdivisionen. De har fire forskellige opgaver, som alle er knyttet til kabyssen. Én er skyller (opvasker), én hjælper med at lave mad og to dækker bord, servere mad og rydder af i henholdsvis sergentmessen og officersmessen. Katrine har opgaverne i officersmessen, og hun fortæller, hvordan de er

endt med de opgaver, de nu har. ”Den første uge havde vi to dage i hver division. Efter det havde vi en fornemmelse for de forskellige divisioner, og vi kunne bare ønske, hvor vi ville hen. Jeg havde det godt med dem i fdivisionen, så det gik jeg bare efter. Det var meningen, vi skulle skifte, så vi havde en uge i kabyssen (køkkenet, red.), en uge i sergentmessen, en uge i officersmessen og en uge som skyller (opvasker, red.), men det endte bare sådan her med, at vi havde en fast opgave.” I officersmessen har de ansatte faste pladser efter rang. Skibets chef spiser ikke i officersmessen, men for sig selv, så det er NK, der har pladsen for bordenden. I modsætning til messen hvor konstablerne og de værnepligtige spiser, bliver der i officersmessen dækket bord og sat fade på bordet. Når de er færdige med at spise, har de så en klokke, de kan ringe på og på den måde fortælle Katrine at de er færdige, og det er tid til at tage af bordet.

Operationsdivisionen Ditte er den eneste værnepligtige i operationsdivisionen. Hendes opgave foregår oppe på broen, som er der, skibet styres fra. Vi besøger hende på en af hendes vagter, og hun viser os, hvordan man bruger søkort og finder skibets position. Det er ikke noget, hun har lært hjemmefra som en del af basisuddannelsen. ”Det er noget, jeg har lært her. Jeg fik lov til rime-

lig meget af den gamle besætning.” Skibet har næsten lige skiftet hele den fastansatte besætning ud, så det er helt nye mennesker, de værnepligtige arbejder sammen med. Ditte har planer om, at hun gerne vil videre i Forsvaret efter værnepligten. ”Jeg havde vagt med den taktiske officer og han hørte at jeg gerne ville videre på søværnets officersskole. Han gav mig så lov til at plotte positioner ind på kortet og skrive i kursbogen. Ind i mellem fik jeg også lov til at sejle skibet.” At få lov til at være rorgænger (sidde og styre roret) er en af de opgaver, flere af de værnepligtige om bord får lov til. Vagtchefen siger så, i hvilken kompasretning skibet skal sejle, og rorgængeren drejer på roret. Nu tror du sikkert roret er et stort rat, men der må jeg skuffe dig. Det er en lille bitte ”kugle”, man kan sidde og dreje på med én hånd. Ditte har vagter fire timer ad gangen – også om natten. Det kan godt blive ret kedeligt, at sidde og holde udkig, men til gengæld kan hun nyde en af de bedste udsigter på skibet.

Våbensektionen Jeg tager til morgenmønstring i v-sektionen, som står for våbensektionen. Til hverdag har de ikke meget med våben at gøre, men i den helt usandsynlige situation, at skibets våben skulle tages i brug, ville det være besætningen i denne sektion, som stod for det.

SOLDATEN NR. 5 • 2014 21


Til hverdag er det dog helt andre og meget varierede opgaver de laver. Det var da også en af grundende til at Daniel, som er værnepligtig, valgte sektionen. ”Du kommer rundt på skibet lidt over det hele… så er du på dækket og så er du lidt på broen og så videre. Hvis du er i kabyssen laver du ikke andet end at være der og hvis du er i t-div., er det KUN det du laver.” Meget af den vedligeholdelse, der finder sted på skibet som maling eller vedligeholdelse af tovværk står

v-sektionen for. Alt der har med gummibådssejlads eller helikopter falder også under deres ansvarsområde. Det var da også gummibådene og helikopteren, som trak da Justin, som også er værnepligtig valgte v-sektionen. ”Det var mit førstevalg mest på grund af gummibåden og helikopteren. Fordi jeg er i v-div. har jeg været ude og sejle i gummibåd mange gange.” Når gummibåden skal i vandet er det besætningen fra v-sektionen, som står for at få den hejst ned og sejle båden. Ud over dem er der også altid en tekniker med fra t-divisionen og eventuelt andre besætningsmedlemmer. Ved heli­kop­ ter­flyvning er det besætningen fra v-sektionen, der står for surringerne (helikopteren er spændt fast til dækket når den står der) og tankningen. Fiskeriinspektion er en anden af vsektionens opgaver. Det er ofte russiske skibe, som bliver inspiceret. En gruppe fra besætningen sejler over til skibet i gummibåden og kravler ad en lejder op på skibet. Her bliver fiskeritilladelse og papirer gennemset og lasten tælles op for at kontrollere, at det passer med den mængde, der er registreret. Det kan tage alt fra en til fem timer.

Tak for turen I løbet af vores uge på havet var Katrine og jeg så heldige, at få lov til at deltage i en fiskeriinspektion på et islandsk fartøj. Her fik vi prøvet, hvordan det er, at blive sat ned i en gummibåd ude midt på havet og kravle op ad en lodslejder (rebstige) på ydersiden af et skib. Vi kiggede også på, da helikopterbesætningen skulle træne hoist (hejse folk op og ned) af lægen og en båre op og ned fra dækket og lærte at lave splejsninger og tacklinger på tovværket Men et af turens absolutte højdepunkter var, da vi blev fløjet i helikopteren ind til lufthavnen på Færøerne. Efter en oplevelsesrig uge på inspektionsskibet Triton, var vi klar til at vende snuden hjemad mod fastere grund. Vi havde begge fået et godt indblik i, hvad det egentlig er Søværnet sejler rundt og laver ude på de store have, og hvad de værnepligtiges roller er.

Faktaboks: Der er så mange andre ord i Søværnet, så de ligefrem har en lille ordbog med dem. Her er bare et lille uddrag fra ordlisten. Væg: Skot Gulv: Dørk Loft: Dæk CAF: Messen Messen: Mandskabsklubben Spand: Pøs Skraldespand: Skidtpøs Stige: Lejder Kabyssen: Køkkenet Skaffe: Spise Gulvmobbe: Kuttendækker

22 SOLDATEN NR. 5 • 2014


STINE GODSK

SOLDATEN i Camp Bastion SOLDATEN skiftede for en uge kontoret på Nyholmen og de sorte støvler ud med Camp Bastion og et par ørkenfarvede støvler. Vi tog til Afghanistan for med egne øjne at se, hvad der egentlig foregår dernede, og for at kunne give jer læsere noget ekstraordinært godt læsestof. Camp Bastion, Camp Leatherneck og Camp Shorabak For lige at få det grundlæggende på plads så ligger Camp Bastion i det sydlige Afghanistan i Helmandprovinsen, nærmere bestemt på koordinat 31°51’24”N 064°13’15”E, hvis det interesserer dig. Camp Bastion er helt sikkert et sted, du har hørt om før, men hvad med Camp Leatherneck og Camp Shorabak? Faktisk udgør Camp Bastion, som primært er britisk, kun godt en tredjedel af hele basen. Resten af basen består af Camp Leatherneck, som er den amerikanske del, og Camp Shorabak, som er den afghanske del. Camp Bastion blev bygget i 2006 – inklusive en landingsbane, som siden hen er blevet udvidet, så den nu er 3.500 meter lang og har kapacitet til, at selveste Antonov An-225 – verden største transportfly kan lande og lette inden for hegnet.

DANCON ISAF HOLD 17 DANCON ISAF Hold 17 adskiller sig fra de seneste års hold ved at være ”lukkeholdet”. Det overordnede formål med den danske indsats i Afghanistan nu er at få overdraget opgaverne til de afghanske myndigheder og få transporteret de mange tons materiel hjem til Danmark.

I løbet af de seneste 11 år har Afghanistan været mål for en omfattende militær, politisk og civil indsats, som nu har lagt grunden for genopbygningen af landet. I flere år har en stor del af ISAFs opgave bestået i at uddanne de afghanske myndigheder til at varetage sikkerheden og udvikling i landet. Denne opgave er nu nået til et punkt, hvor de afghanske myndigheder helt skal overtage opgaverne fra de internationale styrker i takt med, at disse trækker sig ud af landet – dog ikke uden fortsat støtte fra bl.a. Danmark i form af bidrag til kapacitetsopbygningen og en omfattende udviklingsbistand.

Sociale aktiviteter i Camp Bastion Camp Bastion danner rammerne om mange soldaters hverdag – en hverdag, som skal give soldaterne de optimale arbejdsforhold, men også nogle muligheder for at leve et nogenlunde normalt liv med andet indhold end arbejdet. I Camp Bastion er der mulighed for at deltage i en lang række forskellige sociale aktiviteter. Der er både de mere sportslige aktiviteter som hockey, volleyball, spinning, salsa og gulvkamp samt de mindre sportslige, men ikke mindre sociale aktiviteter som hyg og byg (bygning af små modelkampvogne), gudstjenester, brunch, filmaftener, vaffelbagning og lignende på Kuffen Vi deltog i så mange af aktiviteterne som muligt i løbet af ugen, og vi kan varmt anbefale både salsa, hyg og byg, gudstjeneste og ikke mindst Kuffens vafler og brunch! Efter en uge i Camp Bastion med mange nye indtryk, nye mennesker og store oplevelser tog vi tilbage til København og et fantastisk forårsvejr. Vi fik alt, hvad vi kom efter, og mere til, så tilbage var bare at få alle oplevelserne og interviewene formet til dette blad.

Kilder: http://en.wikipedia.org/wiki/Camp_Bastion folderen ”INFORMATION OM DANCON ISAF HOLD 17”

SOLDATEN NR. 5 • 2014 23


D id yo u k n o w b ro?

ile læger ansat I Danmark har de civ af premierløjtnant. g ran ret sva For ved er udsendt, får de Når lægerne så bliv di britiske læger for , ner taj rang af kap har det

Alt udsendt personel skal holdes skarpe, hvis en situation skulle opstå, hvor de skal bruge deres våben. Her ses lægen Jesper på skydebanen i Camp Bastion.

Lægen Jesper og fysioterapeuten er ved at lave en fælles vurdering af en patients arbejdsstilling, som har resulteret i knæproblemer. Han er mekaniker på kampvognene og viser her sin arbejdsstilling, som der ikke rigtig kan ændres på.

Læge i Afghanistan I Danmark har alle muligheden for at gå til lægen. Du har din egen læge, som du er tilknyttet – lige bortset fra når du er værnepligtig, selvfølgelig. I Afghanistan er det ikke anderledes. De danske soldater har deres helt egen danske læge, som holder til på MEDCEN (Medical Center, på dansk infirmeri) i Camp Viking, den danske del af Camp Bastion. Her kan de komme med alt fra vabler til større skader, som kræver en tur på felthospitalet. Men medcenteret er ikke kun for danskere. Også bosniere og civilansatte udenlandske arbejdere kommer af og til og skal have hjælp, og dem er der også tid til.

Medcenteret i Viking På medcenteret i Viking er det lægen Jesper, som er i gang med sine to måneder som Junior Medical Officer (svarer næsten til praktiserende læge), mens vi er på besøg. Ud over ham har MEDCEN en sanitetsbefalingsmand, som er seniorsergent og chefen på stedet, to medics (behandlerspecialister), en sygeplejerske og en fysioterapeut. Hvad kan alle de folk så? En læge, en fysioterapeut og en sygeplejerske ved du sandsynligvis godt, hvad er, men hvad er forskellen så på en medic og en sygeplejerske?

24 SOLDATEN NR. 5 • 2014

En sygeplejerske er civilt ansat, mens en medic er uddannet i Forsvaret i sanitetstjeneste og derudover har flere sygehjælperkurser. De to medics har en hjælpefunktion på medcentret. De hjælper f.eks. med at køre patienter hen på felthospitalet og finder medicin frem fra lageret. Ud over det passer de også medcentret og tager sig af patienter, når lægen ikke er til stede. Alle de ansatte på medcenteret arbejder tæt sammen for at give den bedst mulige behandling til patienterne. Herhjemme i Danmark har en læge og en fysioterapeut hver deres adskilte praksis, som ofte er placeret to

forskellige steder, men på MEDCEN i Camp Viking har de en unik mulighed for at arbejde sammen om de patienter, som kan have gavn af det. Et eksempel på dette oplevede jeg, da en patient med knæsmerter skulle have vurderet, om det udsprang af en dårlig arbejdsstilling, og hvordan en eventuel behandling kunne se ud.

Er det anderledes end i Danmark? Hvordan adskiller medcentret sig så fra lægehuset, som du kender det hjemme? Den første ting, som springer i øjnene, er, at medcenteret i Viking er bygget af containere.


STINE GODSK

Lægen Jesper ude foran det danske infirmeri i Camp Viking.

Det ser ikke prangende ud udefra, og hvis man ikke ved, det ligger der, så er det ikke sikkert, man opdager, at der faktisk ligger et medcenter. En anden måde, hvorpå det adskiller sig fra Danmark, er, at man i Viking ikke skal bestille tid hos lægen. Han er på kontoret fra 8-10 hver dag – og de fleste dage også senere. Patienterne kommer så dumpende ind, efterhånden som de kan finde tid til det. Faciliteterne på medcentret er gode. Der er alt, hvad en læge kan ønske sig – næsten da. I modsætning til hos din praktiserende læge i Danmark kan lægen her ikke tage blodprøver af den simple grund, at der ikke er et laboratorium på stedet. På felthospitalet kan de dog tage blodprøver, så hvis patienterne skal have det foretaget, må de derhen. Medcenteret er udstyret med to patientstuer, så hvis det skulle blive nødvendigt for en patient eller to at være indlagt på MEDCEN, har de muligheden for at rykke ud af POD’en (teltene, soldaterne sover i) og op på medcentret i en container. Hvad sker der så på medcenteret? Der sker ikke det helt store på medcentret - og når man tænker over

det, så giver det ret god mening. Der er slet ikke lige så mange danskere i Camp Bastion, som der tidligere har været, og de, der er, er ikke så meget ude på farlige missioner, som de var tidligere. Til gengæld er det en anden slags patienter og en anden slags skader, end Jesper ser hjemme i Danmark. I Afghanistan er soldaterne hele tiden på arbejde, og de skal hele tiden kunne fungere, så selv små skader som vabler eller en lille forkølelse bliver fanget i opløbet og behandlet, så soldaterne hurtigst muligt kan virke igen. Jesper fortæller også, at noget, der har overrasket ham, er, at patienterne her aldrig brokker sig, men tværtimod bare gør, som der bliver sagt. Dette er ikke normalen i Danmark, hvor mange patienter ikke vil affinde sig med lægens ord.

Lægen Jesper på sit kontor, hvor han har konsultationer med sine patienter. Som så mange andre ”bygninger” er dette også bare en container.

En anden udfordring ved at være den eneste læge er, at der ikke lige er andre at spørge til råds. Jesper sidder med ansvaret selv, men hvis han kommer i tvivl eller føler sig usikker, kan han kontakte sine kollegaer i Danmark. De har bare ikke mulighed for at se patienten selv. Alle udfordringerne og alt ansvaret er dog ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Som læge i Viking får Jesper nogle oplevelser, som er meget unikke. Både lægefagligt og personligt udvikler han sig meget. Han oplever, hvor meget han egentlig kan, når han står med det selv, og ligesom de andre udsendte oplever han et kammeratskab og møder nogle mennesker, han ikke ville have muligheden for i Danmark.

En udfordring og en personlig gevinst Jesper er den eneste læge på medcenteret, og modsat i Danmark har han ikke mulighed for bare at henvise patienterne til en specialist, hvis de kommer med nogle meget specifikke problemer. Hans eneste mulighed, hvis det er tilfældet, er at sende dem en tur hen på felthospitalet.

SOLDATEN NR. 5 • 2014 25


D id yo u k n o w b ro?

Felthospitalet

er hospitalet under Som udgangspunkt n tilbage i juli 2009 me , ndo ma kom britisk v felthospitalet i ble år me sam r obe til okt dansker samt en af et led tion Bas Camp d dansk personel. me et and bem svis fortrin eplejersker, sygepas­ 97 danske læger, syg re med sundheds­ and og r nte ora lab sere, arbejdede med 43 sam else ann udd faglig anske kolleger. britiske og 45 amerik k t.d tale spi sho rig Kilde:

i Camp Bastion

Et godt stykke ude i den afghanske ørkenprovins ligger en militærbase. Den store lejr består af Camp Bastion (den britiske del, hvor danske Camp Viking også ligger), Camp Leatherneck (den amerikanske del) og Camp Shorabak (den afghanske del). De tre camps har på de fleste områder hver deres systemer og måder at gøre tingene på. Men én ting er de fælles om: hospitalet. Midt i Camp Bastions ørkenstøv ligger et stort, fælles hospital, der hjælper alle, der har brug for det – britere som afghanere, danskere som talibanere. Alle, der er såret som følge af krigen, bliver behandlet. Hvis man blot ved en smule om den hygiejne og den teknologi, det kræver at drive et godt hospital, bliver man hurtigt en smule skeptisk ved tanken om felthospitalet midt ude i den støvede ørken. Halvvejs inde i vores afghanske eventyr fik vi lov til at besøge det sted, der modsat mange andre funktioner inden for hegnet udelukkende har til formål at redde liv.

Felthospital? Hvad vil det sige?

Når en soldat kommer ind på felthospitalet med et alvorligt traume, er det vigtigt at få ham scannet hurtigst muligt, da han kan have skader, man ikke umiddelbart kan se. Det gøres i en af de to store CT scannere hospitalet råder over.

Soldater er gode til at klare sig ude i felten. Dog er det ingen hemmelighed, at man ofte må gå på kompromis med den vante kvalitet, når der bliver sat ‘felt’ foran – bare tænk på feltrationen, feltbadet og feltspaden. Gælder det så også felthospitalet i Helmandprovinsens krigszone? Bestemt nej. Felthospitalet, der styres af briterne, men har ansatte med både dansk, amerikansk, afghansk og bosnisk nationalitet, er topmoderne og professionelt. Her udnyttes pladsen og tiden, og arbejdsgangene tilpasses efter de anderledes skader, krigen medfører. Ligesom på et typisk dansk sygehus har felthospitalet forskellige afdelinger. Strukturen og opbygningen ligner som udgangspunkt mange andre

26 SOLDATEN NR. 5 • 2014

hospitaler i andre dele af verden. De største forskelle ligger i de større eller mindre tilpasninger, der gør, at hospitalet på bedste vis kan hjælpe krigens sårede. Hospitalet har en stærk akutafdeling og er altid klar til at modtage patienter med alt fra en forstuvet fod eller et lille snitsår til soldater med store traumer. Alt efter hvor alvorlig en skade det er, skal patienten igennem flere forskellige afdelinger, der kan yde forskellig hjælp. Alle patienter starter med at blive modtaget i traumemodtagelsen, der også har funktion som en skadestue. Der er seks pladser i traumemodtagelsen. En plads kaldes også et traumeleje. Deraf kan minimum tre være fuldt bemandet på én gang. Et traumeteam består af en ledende læge, to anæstesilæger (også kaldet narkoselæger), en basislæge (for eksempel en reservelæge) og et antal sygeplejersker. Udover traumeteam står et antal speciallæger fra forskellige kirurgiske specialer standby i baggrunden. De står klar, så de kan træde ind og støtte traumelederens vurdering og planlægning af forløbet. I traumemodtagelsen bliver patienten stabiliseret og livreddende førstehjælp udført. Derfra bliver patienten


CLARA MIKKELSEN

enten kørt over på den anden side af gangen, hvor to store CT-scannere exceptionelt hurtigt (15 minutter fra ind til ud) kan give et meget præcist billede af de indre skader, eller direkte ind på operationsstuen. Hvilken vej, der vælges, afhænger af skadens omfang og alvor – hvis blodtryk og luftveje er o.k., bliver patienten typisk kørt til scanning. Fra de store traumelejer til operationsstuen er der kun få meter og en dobbeltdør, og der er naturligvis altid kirurger og sygeplejersker klar til at modtage patienter. Felthospitalet har en stor operationsstue med tre steder, hvor der kan foretages operationer,

disse kaldes også operationslejer. Et af lejerne er større end de andre, i og med at det har bedre plads omkring sig, og er derfor det primære. Det er her, man først og fremmest opererer de akutte traumer. Det andet operationsleje er placeret lige over for det primære, men det er mindre og bruges derfor helst til planlagt kirurgi. Det tredje er placeret i et mindre aflukke og bruges primært til børn og hunde. Nemlig – hunde! Flere nationer – blandt andet Danmark – har gennem tiden haft hunde udsendt til Afghanistan med deres førere. Som med de menneskelige soldater sker det desværre engang i mellem, at en hund bliver enten såret eller syg som følge af missioner og hårdt arbejde. Derfor er der også både ved traumelejerne og på operationsstuen specielt udstyr til de logrende kollegaer. Så sent som i januar måned blev udstyret taget i brug, da der var en britisk hund på operationsbordet. Lige nu er der ikke danskere på operationsafdelingen på felthospitalet, men de, der engang var, blev rost meget af deres tilbageværende kollegaer, da de viste os rundt på operationsstuen. De fortalte yderligere, at der netop nu er 30 procent lavere aktivitet på operationsstuen end sidste forår.

Ikke alle patienter er soldater. Felthospitalet har både haft hunde og lokale børn inde til behandling og/eller operation. Derfor har de også specielt udstyr til netop disse to grupper. Udstyret til børn og hunde er det samme, men der er et sæt til hver. Udstyret på billedet er specielt til hunde, hvilket er indikeret med en pote på skærmen.

I årernes løb har det sundhedsfaglige personale på felthospitalet lært en masse. På operationsstuen har man for eksempel gjort sig erfaringer, der betyder, at man generelt har ændret taktik og fremgangsmåde. Før opererede man så meget som muligt, når en patient kom ind med et alvorligt traume, men nu prøver man at operere så lidt som muligt – gerne under én time! Det skyldes, at overlevelseschancerne er større, hvis man bliver sendt hurtigt videre til intensivafdelingen, hvor kroppen kan komme sig. Når kroppen så har samlet kræfter, bliver man sendt tilbage til operati-

Den danske læge, der egentlig er tilknyttet medcenteret i Camp Viking, er med på felthospitalet et par dage om ugen. Her står Jesper klar til kamp ved et traumeleje.

SOLDATEN NR. 5 • 2014 27


D id yo u k n o w b ro?

alt blod, selvom Hunde kan modtage dtyper. Alle blo e llig ske for har de barberet flere de britiske hunde er forhånd – som på en pp steder på kro ene på hver side. minimum over ribben e hurtigt kan ern læg at r, yde bet t De føre en blod­ ud og n dræ et anlægge er nødvendigt. bliv det s hvi transfusion,

onsbordet, hvor kirurgerne så kan tage en etape mere. I visse tilfælde bliver det vurderet, at patienten har bedst af at komme hurtigt til et andet hospital. I så fald er både helikoptere og fly klar til at lette, enten til et større hospital i den afghanske storby Kandahar eller helt hjem til Rigshospitalet i København. Intensivafdelingen er dér, hvor patienterne ligger den første tid efter en operation, eller hvis de er meget syge.

Sygeplejersken, der viste os rundt dér, havde været i Camp Bastion siden januar måned og havde kun oplevet én dag uden patienter. Patienterne, der ligger på intensiv, har typisk skudsår eller IED-skader, men den bosniske sygeplejerske fortalte os, at de også havde oplevet tilfælde af tuberkulose. Generelt, fortalte hun, er det meget svingende, hvor mange patienter de har på afdelingen. Lige nu er der to danske sygeplejersker på afdelingen. Når en patient ikke længere behøver behandling eller monitorering på intensivafdelingen og ikke skal flyves hjem til for eksempel Danmark, kommer vedkommende hen på hospitalets sengeafdeling. Her er 30 senge og 4 isolationsstuer, hvor kvinder, der ønsker privatliv, eller folk med diarré kan få en seng. Da status er, at de afghanske tropper selv har overtaget de fleste missioner og derudover ikke har det bedste beskyttelsesudstyr, ender flere afghanere end tidligere med at skulle et smut forbi felthospitalet. Derfor har sengeafdelingen to afghanske sygeplejersker ansat. De var ikke uddannet på forhånd, men er ved at blive lært op. Det er en stor fordel at have dem på afdelingen, da det betyder, at de afghanske patienter har nogen, der kender sproget og kulturen, når de modtager behandling og pleje.

en bestemt hund til formålet, da den skal være stor nok (minimum veje 20 kg) og have den blodtype, man oftest bruger til transfusion. På felthospitalets laboratorium arbejder man meget med hvide blodlegemer. Vores britiske rundviser Nick fortalte, at man havde haft mulighed for at lave undersøgelser, der viser, at hvide blodlegemer stopper blødninger bedre. Generelt har felthospitalet gjort sig nogle gode erfaringer, man kan tage med hjem. Som han formulerede det: “We understand how it works. The UK system has changed what products to give and in what quantaties because of this. We take knowledge back to UK.” Udvikling og modernisering viser sig også i konceptet ‘Walking Blood Bank’. Det er et system, som felthospitalet har sat op, og alle de britiske soldater er med i det. Walking Blood Bank bliver sat i værk, hvis der er hårdt brug for – eller mangel på – en bestemt blodtype. Blodtypen bliver meldt over lejrens højtalere, og donorerne er fremme i løbet af ingen tid.

Man ser lidt af hvert... Som de opsøgende journalister vi prøvede at være, spurgte vi i løbet af dagen vores forskellige rundvisere, om de havde haft nogle oplevelser på felthospitalet, der skilte sig ud.

Blod, blod, blod

Personalet på felthospitalet står, ligesom så mange andre i Camp Bastion, på beredskab, og har derfor ikke altid noget at lave. Her hygger et par britiske sygeplejersker sig med et kastespil.

28 SOLDATEN NR. 5 • 2014

En anden vigtig og spændende afdeling, vi fik lov til at se på vores rundvisning, var laboratoriet. I laboratoriets blodbank bliver to typer blod opbevaret: britisk blod og amerikansk blod. Laboranten, vi talte med, kunne (måtte) ikke sætte tal på, hvor store mængder blod afdelingen har liggende, men forsikrede os om, at der var rigeligt til massive transfusioner. Førhen havde de også blod fra hunde liggende klar til blodtransfusion. Nu har hospitalet en transfusionshund gående. Det er godt at have

Vores første rundviser, reservelægen Nick, havde engang oplevet en U.S. Marine komme ind med svære skader. Han var blevet ret overrasket, da man besluttede at åbne soldatens brystkasse – det var ikke noget, han havde oplevet før. At åbne soldatens brystkasse havde to formål; 1) at sætte klemmer på de store blodårer til den nederste del af kroppen, så blodet blev i den øverste del af kroppen, og de nedre blødninger dermed blev stoppet og 2) at give åben hjertemassage. Det havde desværre ikke virket,


Hygiejne er noget hospitalet vægter højt. I steriliseringsrummet bliver alle redskaber dampet ved høje temperaturer og derefter pakket. Det tager tre timer at få én bestemt ting gennem hele steriliseringsprocessen. Derudover bliver der gjort rent på hospitalet flere gange om dagen for at fjerne det støv, der uundgåeligt lægger sig i løbet af kort tid.

men Nick havde været imponeret over lægernes arbejde – de havde kæmpet alt, hvad de kunne. Vores næste rundviser, en kvindelig sygeplejerske tilknyttet operationsstuen, fortalte om en fødsel tilbage i efteråret 2012. En kvindelig, britisk soldat gik til lægen med mavesmerter – og fandt dér ud af, at hun var ved at føde. Fødslen gik fint, og både mor og barn blev efterfølgende fløjet hjem i god behold. Derudover fortalte sygeplejerskens overordnede om en episode tilbage i marts 2008, hvor en landsby var blevet blandet ind i et krigsscenarie. Der var 48 mennesker fra landsbyen, der var kommet på hospitalet – det var den episode, der ifølge oversygeplejersken havde sendt flest på hospitalet på samme tid nogensinde. Stuerne og gangene

var pludselig fyldte! Heldigvis var der primært tale om småskader. Vores sidste rundviser – en britisk laborant – fortalte uopfordret om en U.S. Marine, der var kommet på hospitalet i februar i år. Han lå på operationsbordet i flere timer og endte med at få en fuldblodstransfusion. Dette er sjældent, da man normalt filtrerer blodcellerne fra og kun bruger plasmaet. Manden fik amputeret begge ben, men overlevede. Laboranten sluttede af med at vise os et billede af en ung fyr i en hospitalsseng, med trætte øjne, en tommel i vejret og et smil, der fastslog taknemmelighed.

ikke gået på kompromis med noget – selvom der står ”felt” foran. Hver dag står mennesker af forskellig køn, nationalitet og kultur klar til at modtage patienter, der har brug for deres hjælp, hvad enten skaden er stor eller lille, og uanset om patienten hedder John eller Ahmed. Camp Bastions felthospital har som formål at redde liv – og det lykkes heldigvis ofte!

Et godt stykke ude i den afghanske ørkenprovins ligger en militærbase, med alt hvad en militærbase skal indeholde. Også et hospital. Her er

D id yo u k n o w b ro?

sagde effektivt? Var der nogen, der t bliver såret på da sol nsk Hvis en da slagmarker, og det ens ins Helmandprov skal hurtigst han bliver vurderet, at spitalet, går der sho Rig til m hje ligt mu ikke mere end 24 som udgangspunkt r, til han lander ske den timer fra ska på Riget!

Da vi besøgte felthospitalet i Camp Bastion, var stort set alle sengene på sengeafdelingen tomme.

SOLDATEN NR. 5 • 2014 29


30 SOLDATEN NR. 5 • 2014


CLARA MIKKELSEN

Fun facts om firma gear: Topløfteren Topløfteren... •

har syv venner hjemme i Danmark; fire i Vordingborg og tre i Aalborg.

er ret stærk. Den kan løfte op til 26 tons.

er selv en tung gut på 53 tons.

løfter store containere op til en højde, der svarer til 3. sal.

er unik, da den er det eneste køretøj, der kan løfte den store 40-fods-container (som på billedet).

er dog en smule tung bag i og har derfor kun en tophastighed på 37 km/t.

hedder på engelsk “Rough terrain container handler”.

er sej, fordi den (som det engelske navn antyder) kan flytte containere i hårdt terræn.

SOLDATEN NR. 5 • 2014 31


‫… العربيه‬eller måske Русский? – Sprogofficer

Overskriften forstår du sikkert ikke meget af, men for en lille skare af Forsvarets ansatte er det, hvad deres hverdag handler om. Det er selvfølgelig sprogofficererne, det drejer sig om, og vi kan afsløre, at teksten ovenover er arabisk og russisk. Sprogofficersuddannelsen er en reserveofficersuddannelse, hvor man specialiserer sig i et sprog. Det er forskelligt hvilke sprog, der bliver startet op, men i 2014 er det arabisk og russisk. Det er ikke en uddannelse, man bare lige gennemfører. 8 timers undervisning, 8 timers lektier og 8 timers søvn. Sådan lyder opskriften på hverdagen for eleverne på uddannelsen, så det kræver en vis dedikation og selvdisciplin at komme igennem. I løbet af vores uge i Camp Bastion møder vi Søren, som er sprogofficer. Han fortæller lidt om jobbet og hans egne oplevelser i missionen.

”Først og fremmest er vi soldater, herefter specialister.” Nogen er gode til transport og logistik, andre til sanitet, og så er der sprogofficererne, som er gode til sprog. Alle er de specialister inden for deres felt, men fælles er, at de alle er soldater. ”Vi fungerer i en militær sammenhæng, og derfor er vi alle først og fremmest soldater,” siger Søren. Det er nogle meget forskellige missioner og opgaver, sprogofficererne får. Det kan være alt fra at sidde og tolke omkring et mødebord i Litauen til at være med panserinfanteristerne ude i Afghanistan. Af den grund er det også meget bredt, hvilke kompetencer de har brug for at få trænet under uddannelsen. Søren beskriver træningen og uddannelsen på følgende måde: ”Det er altid et kompromis mellem, hvad der er Forsvarets behov, hvad der officielt er krævet på uddannelsen, og så den enkelte soldats opgave… Men

32 SOLDATEN NR. 5 • 2014

der er stor forskel på, hvad den enkelte udsendelse kræver.” Uddannelsens første fire måneder er en basisuddannelse i militære færdigheder, og efterfølgende er det specialiseringen i det valgte sprog og kulturen, taktik og ledelse, der fylder på skemaet. Umiddelbart en ret kort periode med militære færdigheder, men da missionerne er meget forskellige, er det også meget forskelligt, hvor vidt disse færdigheder er relevante eller ej – et kompromis. Jeg spørger Søren, om han kunne have tænkt sig, at den militære del af uddannelsen var større. ”Jeg tænker, at det kunne være meget fint at have noget mere militært i nogle sammenhænge, men det skulle så være i forhold til et videre karriereforløb inden for Forsvaret. Vi er tidsbegrænsede, fordi vi er specialister og defineret af den enkelte mission.” Sanitetsfolk er også specialister, og det er soldaterne inden for transport og logistik også, men det er alligevel på en anden måde. Deres specialisering er inden for et område, som altid vil være relevant. Uanset hvad de danske soldater laver, eller hvor i verden de er sendt ud til, vil der altid være brug for sanitetsfolk, transportfolk, og logistikfolk, men ikke altid en pashto-ekspert.

Når missionen er slut Hvad så når udsendelsen er ovre? Det er meget individuelt, hvordan sprogofficerernes karrieremæssige forløb udvikler sig, og hvordan de får gavn af deres kompetencer eller slet ikke gør. Søren kunne godt tænke sig, at der fra Forsvarets side blev taget mere hånd om den videre karriere efter missionen. ”Det, som jeg kunne tænke mig anderledes helt personligt, er, at der ville være nogle mere tilrettelagte veje i forhold til, hvor vi kan søge hen i Forsvaret, når vi kommer hjem fra mission. Normalt når vi kommer

hjem fra mission, så har vi en fyreseddel i hånden – vi tilgår så reserven, hvor vi primært deltager i missionsuddannende øvelser og briefinger, så længe det er aktuelt.”

Varierende opgaver Som tidligere nævnt er det meget forskelligt, hvilke opgaver en sprogofficer får, og det er naturligvis meget defineret af sproget, hvor i verden det kommer til at foregå. Der er stor forskel på, om opgaven foregår i det tidligere Jugoslavien, Rusland, Irak eller Afghanistan. Hvis man bare fokuserer på Afghanistan, så har opgaverne der også varieret meget igennem hele forløbet. Søren forklarer, hvordan nogle af opgaverne har set ud tidligere, og hvad noget af hans mission går ud på: ”I alle faserne hernede har vi haft forskellige roller – vi har tolket ved frontlinjen, vi har administreret på kontorerne, vi har indhentet efterretninger, vi har givet input til at planlægge operationer, opbygget samarbejdsrelationer og så videre. Vi har været mange. Nu er vi nået dertil, hvor behovet ikke er så stort for, at vi er mange – jeg er jo også den eneste hernede lige nu. Min opgave kan være at kigge på situationen i Afghanistan. Hvad siger medierne, hvad siger efterretningerne. Hvordan er normalbilledet lige pt., hvad skal man være opmærksom på kulturelt og religiøst? Jeg er med på operationer og tilsyn. Jeg oversætter skrift og sidder og tolker her i lejren. Jeg er der i tilfælde af, at der skulle blive et behov – og det er der! Også for vore samarbejdspartnere. Briterne har et behov lige nu, hvor de lige mangler en kapacitet, som jeg kan bidrage med.”

Tolk En af sprogofficerens opgaver kan være at tolke, men det


STINE GODSK

er der jo også ansat lokaltolke til, så hvad er fordelene og ulemperne ved at vælge en lokal tolk frem for en sprogofficer? Nøgleordet her er tillid. Tillid spiller en kæmpe rolle, når det kommer til brug af tolke. Selv om der er stor kontrol med, hvem de afghanske tolke er, før de bliver ansat, så er der altid risikoen og frygten for, at den information, de får via tolkejobbet, kan ende hos Taliban. Det er ikke bare hypotetisk, men et scenarie, som op til flere gange har været realiteten – af flere forskellige årsager. Søren forklarer det på følgende måde: ”Som tolk kommer du i nærheden af alle informationer, når du står og tolker, for det er dig, der leverer informationen. Den her tillid er enormt vigtig, for så skal førerne ikke hele tiden gå og gætte på, hvad der egentlig blev sagt, og om det er det rigtige budskab, der ryger ud den anden vej. En anden fordel ved en sprogofficer er, at vi indgår som almindeligt personel. Jeg har også mine våben, og jeg kan passe på mig selv. Vi giver ikke de lokale våben. Igen – tillid, den betyder rigtig, rigtig meget.” En anden kompetence, en sprog­ officer besidder, som en lokal tolk ikke gør, er den dobbelte kulturforståelse. Sprogofficeren er uddannet inden for

den lokale kultur, men har samtidig sin danske og militære baggrund, som giver ham eller hende en forståelse for begge kulturer og dermed muligheden for en bedre forståelse af situa-

tionen og en bedre forståelse for budskabet med det, der bliver sagt. Men er der overhovedet situationer, hvor det er bedre at bruge en lokaltolk, spørger jeg Søren. ”Ja, det er der klart. Lokaltolke er bedre til det almindelige talesprog, end vi er. Det er jo derfor, vi bruger lokaltolke. Så snart der snakkes i koder og billeder, skal vi være rigtig dygtige, og det bliver vi først et stykke tid inde i missionen Så nogle gange kan de få et hurtigere resultat, hvor vi kan have brug for at spørge en ekstra gang. Lokale kan navigere hurtigere i normalbilledet og se nogle andre ting i lokalområdet, end vi kan, men så kan vi også være bedre til at få det rigtige budskab ud og servere det rigtigt på vegne af vores fører.”

SOLDATEN NR. 5 • 2014 33


Blev vi færdige? Hver dag forsvinder mere og mere af den store militærlejr i Helmandprovinsen. Det gælder også i danske Camp Viking. Danmark er ved at bryde op, lukke ned og vende hjem. At Danmark snart er ude af den afghanske ørkenprovins, og at vi overhovedet har været der, er der herhjemme delte meninger om. Men hvad mener soldaterne selv? Dem der har været dér i brændpunktet og set udviklingen med egne øjne. Jeg mødtes med Thomas Lund og Allan Madsen på Kuffen i Camp Viking til en snak om kulturforskelle, Afghanistans udvikling og dét at være med til at gøre en forskel.

Allan Madsen Allan Madsen har været udsendt med Forsvaret fem gange i årerne 2006, 2007, 2008, 2009 og 2011. Nu er han her igen, og kan altså snart vende hjem for sjette gang. Allan er 29 år gammel og kan i år holde et lille jubilæum efter ti år i Forsvaret. Han startede i Varde tilbage i år 2004, hvor han var en del af det sidste hold menige, der aftjente ni måneders værnepligt. Derefter var han i luftværnet i to år, og som 22-årig blev han udsendt for første gang. Det var her, det slog ham, at “det er fandeme fedt, det her!”. Da der ikke var de store udsigter til at blive udsendt med luftværnet igen, flyttede han over til TACP, der står for tactical air control party og er en støtte til både Hæren og Flyvevåbnet. Der har han været lige siden. Allan nåede kun at være hjemme i et halvt års tid efter sin første mission, så var det af sted igen. Hvorfor var én eller to gange ikke nok? Hvorfor seks gange? Jeg gør det sådan set for min egen skyld. Jeg kan lide det! Jeg kan se et formål med det, jeg laver, når jeg træner op derhjemme for så at blive udsendt, og bruge det, jeg har trænet. Man får en masse personlig og faglig erfaring som soldat, når man er udsendt. Det er simpelt hernede. Rutine. Det er dét, jeg godt kan lide ved Forsvaret. Man har en rolig hverdag, men kan hurtigt rykke ud, når der bliver brug for det. Så er man klar, og så er det bare af sted.

34 SOLDATEN NR. 5 • 2014

Har der været stor forskel på udsendelserne? Både aktiviteten hernede og for dig som person? Hvis vi tager udgangspunkt i missionerne i Helmandprovinsen.. Første udsendelse var med Hold 3, og vi var spændte og klar på at kæmpe. Typisk kørte vi rundt, fik en “kør frem til føling”, kørte frem og kæmpede, og så var det dét. Vi kørte rundt, vandt mange små kampe og forlod aldrig køretøjet. På Hold 7 gik vi med infanteristerne rundt i Green Zone. Det er nemmere at bevæge sig afsiddet. Vi fungerede som observatører og brugte krypterede radioer. Det betød, at man kunne tale i klart sprog i stedet for at benytte sig af kodeord på en tid, hvor resten af Hæren endnu ikke havde modtaget radioer, der kunne krypteres. Derudover er der det politiske aspekt. Efterhånden som operationsmønstrene har ændret sig og med COMISAFs guidelines, er de direkte kampe med modstanderen blevet færre, og muligheden for at bruge våbeneffekt er også blevet formindsket. Førhen var det mindre restriktivt, hvordan man kunne indsætte våbeneffekt fra for eksempel fly og kamphelikoptere, i dag er der mange flere krav, der skal være opfyldt, før man kan indsætte våbenvirke fra artilleri og flystøtte. For mig personligt... Bastion har ændret sig lidt, men ellers er det meget det samme at være udsendt. På Hold 11 kom vi til et sted, vi kunne kende – et sted, vi havde været før og mistet en kammerat. Det var lidt pudsigt! Man ser de samme steder og ser, hvordan de udvikler sig. Det samme med de lokale soldater. Men man kan se udviklingen i, hvad de kan.

Hvad er nogle af de største kulturchok og udfordringer hernede? I starten var det virkelig, at man kunne se de mudderhytter, de bor i. Det er den ældste i landsbyen, der bestemmer, og det er ikke unormalt at slå og sparke børn og dyr. Når vi spørger en afghansk mand om vej, vil han hellere lyve end at sige, at han ikke ved det. Det er virkelig en helt anden kultur. Her i Camp Bastion har vi jo vildt gode forhold, så det er helt klart nogle anderledes udfordringer end de første gange, jeg var udsendt. Vores garageområde er blevet pillet ned, hvilket betyder, at vi ikke har så meget at lave for tiden. Ofte hjælper vi med at pille andre ting ned. Jeg vidste godt, at det ville blive ret stille denne her gang, da det jo er et lukkehold. Det er da lidt en udfordring, men jeg var mentalt forberedt, og det betyder meget. Hvilken tilstand oplevede du landet i, første gang du var her, og hvordan ser situationen ud i dag i dine øjne? Der er fremgang. Første gang jeg var af sted, havde jeg en premierløjtnant, der sagde ‘det er et middelalderligt samfund med billigt, kinesisk elektronik’. Det var sådan, vi oplevede det. Nu sker der fremgang, men ved at vi hiver alle de her vestlige faktorer ned over dem – stemmeret til kvinder og så videre – skal de også igennem noget af et kulturspring. Der er langt igen. Synes du Danmark har opnået det, vi kom for? Føler du, vi kan tage hjem med god samvittighed? Selvfølgelig har vi gjort en forskel. Talibanerne render ikke frit over det


CLARA MIKKELSEN

hele, nu er der i det mindste en regeringshær, der kæmper mod dem. De er meget interesseret i at få talibanerne sparket ud. Om vi har opnået det, vi kom for, handler om, hvilken målsætning man tog af sted med. Det, der bliver formuleret blandt politikerne, bliver der jo efterfølgende tolket på. Men ja, der er fremgang. Vi har hjulpet deres hær og deres børn med at komme i skole. Man kan se en ændring.

I 2009, da jeg var hernede på Hold 7, var der rigtig stor kinetisk aktivitet. Det vil sige, at der var mange kampe mellem ISAF-styrker og Taliban. Dengang kunne de afghanske sikkerhedsstyrker ikke håndtere sikkerheden selv, så der var vi meget i fronten. Jeg var ofte i føling med fjenden. Man kan sige, at Hold 7 var der, hvor det hele peakede for mig. Derefter fik jeg mere kontorarbejde. Nu havde jeg også prøvet at gå i områder med IED’er og så videre, så det passede mig fint.

Men helt ærligt, så betyder det politiske grundlag for krigen ikke så meget for mig. Jeg gør det mest for min egen skyld.

Udover i mit eget arbejde kunne jeg også se en stor forskel i lokalområderne fra Hold 7 til Hold 12. I den store handelsby Gereshk, hvor jeg var på Hold 12, var der meget mere liv i gaderne. Folk turde komme ud. På de tidligere hold var Gereshk nærmest en spøgelsesby. Nu på Hold 17 kan jeg med glæde konstatere, at de afghanske sikkerhedsstyrker kan håndtere opgaverne selv. Nu er det dem, der løser alle opgaverne, og dem, der går forrest. Der er altså sket et kæmpe fremskridt. Valget i lørdags viste også, at afghanerne selv kan håndtere sikkerheden, og det er positivt.

Thomas Lund Thomas Lund er 32 år og har været i Forsvaret siden år 2001. Han startede med at tage sin værnepligt i Slagelse, men røg hurtigt på sergentskole. Efter at have været sergent for et par hold værnepligtige startede han på Hærens Officersskole og rykkede til Dragonregimentet i Holstebro, hvor han har været siden. Ud over Hold 17 har Thomas også været udsendt med Hold 7 til Armadillo, hvor han var forbindelsesofficer mellem danskerne og de lokale, samt Hold 12 til Camp Price, hvor han fungerede som efterretningsofficer. Denne gang fungerer han igen som efterretningsofficer samt sikkerhedsofficer. Thomas har vidst, at han ville arbejde inden for Forsvaret, siden han tilbage i 90’erne så en dokumentar om Jægerkorpset. Det fangede ham allerede dengang, at man skulle være så fysisk aktiv i sit job. I år 2008 var han på Jægerkorpsets patruljekursus. Hvorfor var én eller to gange ikke nok? Hvorfor tre gange? For hver mission lærer man en masse om sig selv og jobbet. Jeg var på VUT 1 til kaptajn i 2012/2013, så det her er min første stilling efter den uddannelse. Det er altid givet godt ud, når man efter en uddannelsessituation kan få praktisk erfaring. Har der været stor forskel på udsendelserne? Både aktiviteten hernede og for dig som person?

Hvad er nogle af de største kulturchok og generelle udfordringer hernede? Vi kæmper mod en modstander, som ikke regner et liv for noget. For en dansker, der regner liv for det højeste, virker det helt grotesk, at man gambler sådan med andre folks liv, som modstanderen gør. Derudover er der store kontraster mellem afghanernes og vores værdier. Hvis man er åben over for nye indtryk, kan det selvfølgelig sagtens fungere i miljøet, men det er noget, man skal tage højde for.

Hvilken tilstand oplevede du landet i, første gang du var her, og hvordan ser situationen ud i dag i dine øjne? Afghanistan udvikler sig helt eksplosivt. Det kan dels tilskrives deres egen vilje til at ville det, og dels den internationale hjælp. Det, man godt kan frygte vil ske fremadrettet, er, at når flere og flere lande trækker sig ud af Afghanistan, vil bistanden fra dem dale. Afghanistan i dag bygger jo i høj grad på den bistand, som de får fra det internationale samfund, og hvis den forsvinder, mister de også lidt deres grundlag. Med så stor en hær og alle de andre ting, der er sat i værk, kræver det økonomisk hjælp udefra. De kan ikke selv finansiere det. Det er både NATO og USA også meget opmærksomme på. Synes du Danmark har opnået det, vi kom for? Føler du vi kan tage hjem med god samvittighed? Ja, det mener jeg helt klart. Vi kom jo på opfordring fra den afghanske regering. Vores opgave var at løse sikkerhedssituationen, og det har vi gjort ud fra de vilkår, vi havde. Man kan altid optimere ting, men på et tidspunkt bliver man også nødt til at sige ‘nu er det nok, nok’, og for afghanerne er det her godt nok. Set ud fra et dansk synspunkt er der stadig mange ting, der kan forbedres, men sådan skal vi passe på med at tænke. Ud fra afghanernes standarder er det her godt nok til, at vi kan trække os tilbage.

Så synes jeg også, det er interessant at opleve, hvordan folk, der er så fattige, som mange afghanere er, samtidig kan være så gæstfrie, som de er. Mange gange fik vi mulighed for at tale med de lokale, når vi var ude og gå patruljer, og lige meget hvor fattige de var, så tilbød de altid te og noget frugt eller kage. Det er noget, der virkelig rører én – og ikke noget, man umiddelbart ville opleve i Danmark.

SOLDATEN NR. 5 • 2014 35


Snapshots fra Midt i Camp Viking er rejst dette mindesmærke til ære for de danske soldater, der gennem årerne er faldet i Afghanistan. I alt er 42 mænd og en enkelt kvinde omkommet siden 2002.

Hver søndag morgen arrangerer kuffen gratis brunch for alle danskere. Det kræver dog lidt hjælp udefra, for eksempel et par stykker der påtager sig rollerne som rugbrødsskærer.

Camp Bastion har deres helt egen radiostation. Den ene af radioværterne, Simon, spiller her et interview for os. Interviewet er med Ed Sheeran, der havde været i campen og spillet koncert nogle uger forinden.

Nogle af drengene fra den bornholmske sikring/ eskorte-deling. For at holde deres færdigheder ved lige trænede de både kamp fra stilling og kampexercits, mens vi besøgte dem. Feltpræsten velsigner soldaterne, der er på vej ud af Camp Bastion i deres køretøjer, for at tage på mission på den anden side af hegnet.

Der er mange sociale arrangementer i Camp Bastion i løbet af ugen! Et af de danske er “hyg & byg”, hvor man fredag aften mødes for at hygge og bygge modelkampvogne.

Det danske område i Camp Bastion har gode træningsmuligheder. I sær de udendørs faciliteter er populære – når det altså ikke lige er for varmt til at holde på jernet.

36 SOLDATEN NR. 5 • 2014

I Camp Viking er der mulighed for at ringe hjem via velfærdstelefonerne. Boksene man ringer fra, er overskrevet og -tegnet af soldater i formentlig sårbare øjeblikke, hvor de har savnet deres nærmeste og Danmark. “Graffitien” bærer præg af både negativitet og vrede, men også – som der står her – af vilje og håb.

Vi nåede også forbi EOD’erne, der viste os deres mindste robot; Dragon Runner.


CLARA MIKKELSEN

ørkenstøvet Skydefærdighederne skal naturligvis holdes vedlige!

Køretøjerne, der kaldes for MRAPs, bliver flittigt brugt i Afghanistan. MRAP står for “Mine-Resistant Ambush Protected”.

Indenfor hegnet findes flere forskellige skydebaner.

Hver søndag aften er der gudstjeneste i Camp Viking. Tidspunktet er altid det samme, men stedet varierer pt. fra gang til gang. Palmesøndag blev guds­ tjenesten afholdt hos mekanikerne. Det var tydeligt at se, at Hold 17 er et lukkehold. Overalt stod der oppakning, der ventede på at blive sendt hjem.

Indgangen til danske Camp Viking.

Vand vand vand. Det skal der indtages meget af under Afghanistans sol! Rundt omkring i Camp Bastion stod der små skure som dette, så man altid kunne snuppe sig en liter af campens eget vand.

Der gives udførlige instrukser inden den næste skydning.

Til møde med briterne!

SOLDATEN NR. 5 • 2014 37


CLARA MIKKELSEN

Amerikansk dog tag

Dansk dog tag

Dog tags I over 100 år har soldater fra hele verden båret de famøse dog tags – eller hundetegn, som det hedder på dansk – når de skulle i krig. Hundetegnet fungerer som identifikation, hvis soldaten skulle falde på slagmarken, og har fået sit navn grundet ligheden med en hunds identifikationsplade i halsbåndet. Men ikke alle hundetegn er ens – både informationen og designet ændrer sig fra land til land. Her på siden har vi indsat billeder af fire forskellige hundetegn, vi stødte på i Afghanistan. Det danske hundetegn adskiller sig fra både det britiske, amerikanske og bosniske, ved kun

at bestå af én plade, der så bliver knækket i to, hvis dens bærer omkommer. De tre andre nationaliteter har to plader i samme kæde. Det danske hundetegn herover har dog også to plader, da ejeren er allergiker. En dansk soldat med allergi får en ekstra rød plade, der informerer om, hvad soldaten er allergisk overfor. Derudover står der ikke soldatens blodtype på det danske hundetegn. Det gør der på de fleste andre. Den information er dog også ligegyldig, da man aldrig ville udføre en blodtransfusion med en blodtype, man udelukkende havde fået oplyst på hundetegnet!

Engelsk dog tag Bosnisk dog tag

38 SOLDATEN NR. 5 • 2014


CLARA MIKKELSEN

Hvad er det bedste ved at være i Afghanistan? > Dennis Johansen, behandlerspecialist på infirmeriet

“Det bedste ved at være i Afghanistan – og det gælder alle missioner – det er, at det, du træner til derhjemme, det får du lov til at lave skarpt.”

< Phidel, investigator for

the US government (NCIS)

“You know what, I’ve been to Afghanistan many times before, and I think the best thing about being here are the people we meet. British people, American people, civilians, military.. the Danes! For me, it is the expirience of meeting the different cultures, the different people, and getting to know them. For me it is a wonderful experience.”

> Rune Møller Lassesen,

behandlerspecialist/medic på medcenteret i Bastion

“Det må være gratis mad, gratis træning og godt vejr.”

< Mark Ebrada, security guard

“The gym and salsa-night.”

> Simon Søvndahl, KUF-mand

“Det må være fællesskabet, vi har med alle soldaterne. Det er jo én stor familie.”

< Emil “Stege” Stegemeyer, Observatør.

“Det er helt klart dét at være afsted – udsendt – og få lov at prøve sine færdigheder af. Vi har trænet et år til det her, så at få lov til at gøre det skarpt er helt klart dét værd.”

SOLDATEN NR. 5 • 2014 39


40 SOLDATEN NR. 5 • 2014

SOLDATEN | 5. Udgave | 2014  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you