Mantra & Mening
En prĂŚsentation fra Det Springende Punkt
.
Her er et menneske – det er Adam Kadmon, det oprindelige menneske som blev til i himlen før den gamle Adam blev skabt af ler. Mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening,... Mening kommer etymologisk af samme sanskritrod som menneske og tanke (manas). Vi møder det også i ordet mantra, MEN giver det mening at messe ordet som en remse? Bliver der fred i Mellemøsten, når millioner af mennesker dagligt gennem tusinder år med 'shalom' og 'saalam' ønsker hinanden fred?
Her er menneskets mund. Ansatsrøret – mellem stemmelæber og læber - udgør sølle ca. 17 cm., men danner ramme om intens skabelse. Der er groft sagt tre steder, hvor klangen grundlæggende kan ændres ved at udvide eller indsnævre dette fleksible rør:
1) Mellem læber: M. 2) Mellem tungespids/ tungeblad og hård gane: N. 3) Mellem bagtunge og blød gane: [ŋ] (Ng) Ordet MeNiNg inkarnerer smukt og organisk denne fundamentale sekvens af såkaldte nasalkonsonanter. Det er et spørgsmål om klang ligesom et andet ord afledt af samme rod: Mantra. Meningen med mantra er ikke ’magisk remse’, men det ender ofte sådan, og så kører man let af sporet! Meningen med mantra er ’redskab for sindet’… noget at tænke på!
LAM-VAM- RAM- YAM- HAM- AUM … er de såkaldte kerne-/ frø-stavelser (bijamantraer), som hører til chakraerne i den tantriske tradition. Yogien mediterer på klangen og på den rejse, man med initiallyden gør i ansatsrørets rum. A er den mest åbne vokal, M er summelyden, så det er ansatsen, der gør forskellen i denne disciplins fortolkning.
... med bija-mantraerne kommer man rundt i mundhulen. Y er her blevet erstattet af konsonanten J, da det jo er denne lyd, der sigtes til med Yam - ikke vokallyden Y
MMMMMMMMMMMMMMM minder mig om min munds mysterium: Mellem samstemmende lÌber mødes man med summende hemmeligheder!
NNNNNNNNNNNNNN Kyrie eleisonnnn- Christe eleisonnn- Amennn…! Huskevers om den navnløse nirvaniske ene: Navnene ender, når nonnerne nynner, – Ånden begynder!
ŋ- ŋ- ŋ- ŋ- ŋ- ŋ- ŋ- ŋ- ŋ- ŋ- ŋ- ŋ-... Om mani peme hung- om mani peme hung- om mani peme hung-… Det gengives som regel Om mani padme hum, men lyt til ægte tibetanere, så skulle der ikke være tvivl om dette meningsfulde mantra, som foruden de tre nasaler også kommer rundt til de kardinale vokallyde. Ding-dong, sang, ring, rung, KLANG! ... ŋ er fundamental og burde indlemmes i alfabetet!
Karen Blixen: ”Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong ...”
Sepher Yetzirah, 2,4: "(…) Og dette er tegnet: Der findes ingen godhed over fryd – ’NG. Der findes ingen ondskab under pine – NG’.” Den lille apostrof dækker over universalkonsonanten Ayin, som er afledt af øje-hieroglyffen. Måske vi kan indse, at mening udfolder sig i mødet mellem krop og ånd. Lad dig ikke hjernevaske til at tro, at tanken er en hindring, som skal overskrides ved en remse-proces!!
Gav det
??
Her er aum-tegnet fra præsentationens forside. Det består af tre bogstaver, a, u og m, men tillægges derudover dyb symbolik. Det spejler i nogle traditioner bevidsthedstilstandene vågen (A)- drøm (U)- drømmeløs søvn (M), kropsind-ånd, Brahma-Vishnu-Shiva, fortid-nutid-fremtid, og bliver i sidste ende et symbol for skabelse som sådan. Der er også noget fonetisk at lægge mærke til:
Her er det internationale fonetiske vokaldiagram, som både spejler, hvor i mundhulen de forskellige vokaler har primær resonans, læbernes runding og hvilken resonansfrekvenser, vokalerne består af. Prøv nu syngende/ nynnende - som når man messer et mantra - at glide ad bagtungevokalerne til højre fra Agnes op til Ulla. Et vågent musikalsk øre vil høre bevægelsen ledsaget af overtonerækkens nr. 6-5-4-3-2. Og Læberne lukker sig mere og mere undervejs, så den organiske endestation bliver, at man nynner ud på et M. Kort sagt: Åben bagtungevokal (A) over snæver bagtungevokal (U) til nasal (M). AUM!
Her er gudinden Saraswati, hvis bija-mantra er AING. Igen kan vi se et fonetisk mønster. Ved i en glidende bevægelse at synge de stadigt mere snævre fortungevokaler fra rækken Ane-Else-Eva-Ida, vil du opleve, at klangen bliver lysere (præget af højere overtoner), og at bagtungen løfter sig, så der naturligt nynnes ud i [ŋ] til sidst.
Jeg synes ikke, det er 'højere' eller mere spirituelt at forholde sig til lydsekvenser som guder, gudinder og skabelsesprocesser, end det er at anskue dem i lyset af resonansfrekvenser og anatomi. Det er to grundlæggende forskellige anskuelser, som på mange måder stadig kan befrugte hinanden.
... eller 'HEIN!?', som en franskmand ville sige! ;-)
www.detspringendepunkt.net