www.detspringendepunkt.dk
SUFIEN OG SULTANEN – en fortælling om subjektiv tid. Sufifortælling udgivet september 2018 på Det Springende Punkt i anledning af Salon Både-og, søndag d. 30. september med temaet TID. Oversat fra engelsk af DSP. Se mere om Både-og på https://badeog.tumblr.com Illustrationer: Forside: Sufi reunion in the Jami`s Nafahat al-Uns, 1604. https://goo.gl/KMWmaS Profetens himmelrejse/Miraj, 1556-1565. https://goo.gl/4uZJ8m
Sultan Firuz Khalji, Khwaja Hasan, and a dervish, ca. 1640. https://goo.gl/ZCpoK8 Bagside: Verso of Hunting Scene, dated 1591. Ascribed to 'Abd as-Samad and Muhammad Sharif. https://goo.gl/qhGrrS
Profetens natterejse En aften blev profeten Muhammed vækket af sin søvn af ærkeenglen Gabriel (Jibril), som førte ham til den hellige moske Al-Harams dør i Mekka, hvor det himmelske ridedyr Buraq ventede på ham. Muhammed besteg den guddommelige, bevingede ganger og fulgte med Gabriel hurtigt gennem himlene til den fjerne moske Al-Aqsa i Jerusalem. Her blev profeten tilbudt forfriskning fra to krukker, hvoraf den ene indeholdt vin og den anden mælk. Da Muhammed valgte at drikke mælken, sagde Gabriel: "Muhammed, du er blevet vejledt til menneskets sande natur, og det vil også dine tilhængere være. At drikke af vin er dig ikke tilladt!" Muhammed passerede himlens porte, hvor han så utallige engle. Han blev så givet en vision af helvede, hvor han var vidne til de forskellige straffe, der blev påført de ugudelige. Midt imellem en skare af engle steg han op gennem de syv himle og mødte på vejen profeterne Jesus, Moses og Abraham, såvel som Yahya, Joseph, Idris og Harun. Han blev derefter opløftet til Allahs guddommelige nærhed og blev meddelt, at hans muslimske tilhængere i fremtiden skulle bede 50 gange om dagen. Derefter vendte han tilbage gennem de syv himle, hvor han igen mødte Moses, som opfordrede Muhammed til at bede Allah om at reducere antallet af daglige bønner, for Moses følte, at muslimerne ikke ville have den åndelige styrke til at kunne bede 50 gange om dagen. Til sidst blev der aftalt fem daglige bønner mellem Allah og Muhammed. Endelig blev Muhammed taget tilbage til Mekka på den guddommelige ganger Buraq. Selvom denne natterejse syntes at vare meget lang tid, fandt Muhammed, at hans lagner stadig var varme, og et vandfad, der var væltet ved rejsens begyndelse, dryppede stadig på gulvet. Næste morgen fortalte Muhammed sine nærmeste følgere om sin mirakuløse natterejse, og alle var forbløffede over den. En af hans ledsagere, Abu Bakr, havde faktisk været i Jerusalem, og da han hørte Muhammeds beskrivelse af byen, sagde han: "O Allahs profet, du taler sandheden." Men nogle af Muhammeds følgere kunne ikke tro, at en sådan mirakuløs rejse var mulig. Imidlertid beskrev Muhammed to karavaner, som han havde set rejse mod Mekka, mens han fløj tilbage. Da disse karavaner til sidst ankom, var de præcis, som profeten havde beskrevet dem.
Sultanen af Ægyptens mirakuløse rejse Ægyptens sultan diskuterede engang Muhammeds natterejse med en gruppe af sine mest lærde hoffolk. Nogle hævdede, at det var en bogstavelig rejse, der havde fundet sted i løbet af et øjeblik, mens andre troede, at det skulle forstås som en symbolsk rejse, der var blevet tildelt Muhammed som en guddommelig åbenbaring. Nogle troede på, at det måtte være en kendsgerning, nogle at det var en vision, andre at det var en drøm, og et par skeptikere troede, at det ikke var andet end en historie. I forsamlingen befandt sig en sufi-sheik, der ikke blot fastholdt, at Muhammeds natterejse faktisk var sket, men tilbød at foretage en demonstration for sultanen af, hvordan den havde fundet sted. Sultanen var fascineret og bad sheiken om at udføre sin demonstration. Der var et vindue i hver af de fire vægge i sultanens audienssal. sheiken gik til østvinduet, som havde udsigt over paladset, og lukkede skodderne. Da han åbnede dem igen, sås en invaderende hær tordne frem mod paladset. Sultanen blev skræmt og begyndte straks at slå alarm, men sheiken bad ham om at forholde sig i ro og se på. Han lukkede skodderne og åbnede dem igen. Den invaderende hær var forsvundet i den blå luft. Det var en illusion, og paladset var igen så fredeligt som før. Sultanen udstødte et lettelsens suk. Sheiken lukkede derefter det nordlige vindue, som havde udsigt over byen Kairo. Da han åbnede skodderne igen, så sultanen hele byen stå i brand med store flammer. Han ville igen slå alarm, men sheiken bad ham endnu engang om at forblive tavs. Sheiken lukkede og åbnede skodderne og afslørede, at sultanens oplevelse igen blot havde været en illusion, for byen så igen ud, som den altid gjorde. Sheiken gik derefter til det vestlige vindue, som havde udsigt over den store ægyptiske ørken. Han lukkede og åbnede skodderne og en stor tropisk have dukkede op. Igen lukkede og åbnede han skodderne og afslørede synet af haven som en illusion, da ørkenen var vendt tilbage. Ved det sydlige vindue, der havde udsigt over floden Nilen, lukkede og åbnede sheiken skodderne og afslørede derved en stor oversvømmelse. Vandene var steget, så langt øjet rakte, selv sfinxen og den store pyramide lå nedsænket i vand. Men da han lukkede og åbnede skodderne igen, var Nilen vendt tilbage til sit sædvanlige leje for årstiden. Disse fire syn, som sufi-sheiken havde åbenbaret, forundrede sultanen. Hans sanser fortalte ham, at hvad han havde set var ægte, at det ikke var begivenheder, der var blevet fremmanet eller projiceret ind i hans sind. Det var heller ikke en drøm eller en vision. Han var vågen og hans bevidsthedstilstand var ikke løftet til en mystisk erkendelse eller en sfære af syner. Imidlertid var sheikens demonstration ikke overstået endnu.
Midt i audienssalen fandtes en stor, gylden vandskål, hvor der på overfladen flød blå, duftende lotusblomster. Den brugte sultanen til at opfriske sit ansigt og sine hænder. Sheiken bad nu sultanen om at holde vejret og nedsænke sit hoved i duftvandet. Men da sultanen bøjede sit ansigt ned under vandoverfladen fandt han pludselig, at han i stedet for at sænke hovedet i vand rent faktisk hævede hovedet fra vand og til luft. Overfladen af det duftende vand var som et slør, der førte fra denne verden til en anden, som et magisk spejl, hvor man kunne passere gennem det reflekterende glas. Sultanen fandt pludselig, at han var dukket op til overfladen af havet nær en øde sandstrand, og at hans bare fødder nu var plantet i vådt sand. Han kæmpede mod brændingen i stor forvirring, uden at vide hvor han var. Han var våd og helt nøgen, men han vidste, at det ikke var nogen drøm eller vision. For et øjeblik siden havde han været Ægyptens sultan i sit kongelige palads, og nu var han en nøgen fremmed på tærsklen til et fremmed land. Han begyndte at forbande sufi-sheiken og fortrød, at han havde givet sit samtykke til denne demonstration. Den var gået for langt, og han følte sig allerede ensom, forvirret og fortabt. Sultanen begyndte at gå mod land, bag strandens træer, og kom til en lille fiskerby. Landsbyboerne var forbavsede over at se en nøgen mand vandre ind i deres landsby og spurgte ham, hvem han var og hvor han var kommet fra. Da sultanen fortalte dem sin historie, troede landsbyboerne, at han var gal eller sindsforvirret. De konkluderede i stedet, at denne fremmede måtte have lidt skibbrud, og at det lange ophold i havets bølger måtte have forstyrret hans sind. De fik medlidenhed med ham, gav ham klæder og mad og forsøgte at lindre hans dybe sorg og fortvivlelse. Sultanen forblev i denne fiskerby i et helt år, hvoraf de fleste blev brugt til at indordne sig i en ny og forvirrende identitet. Han begyndte at lære fiskernes færdigheder; hvordan man knytter og røgter garn, hvordan man håndterer en båd; hvordan man forudser, hvor en sildestime vil piske vandets overflade, eller hvordan man ser, at en storm nærmer sig. Ingen af fiskerne vidste, hvor Kairo eller Ægypten var, eller havde så meget som hørt om Assyriens store kongeriger, Babylon, Persien, Grækenland eller Rom. Ligeledes var deres land og dets omliggende kongeriger ukendte for sultanen, og han vidste ikke, hvor han var. Selv stjernehimlen i dette land var anderledes, med en Måne der vendte op og ned og mærkelige konstellationer, der funklede på nattens himmelhvælv. I ham voksede en respekt og sympati for fiskerne frem, og han tilsluttede sig deres forestilling om, at han var en skibbruden fremmed fra et fjerntliggende land. Men i sit hjerte vidste han, at han var sultan af Ægypten, og han fortsatte med at forbande sheiken, fordi han havde påtvunget ham dette eksil.
Da et år var gået, havde han samlet nok penge til at gøre det muligt at rejse til landets hovedstad, hvor han ville søge sin lykke. Da han ankom til byen, introducerede han sig som et fjernt riges sultan, der havde lidt skibbrud et år forinden. Hans noble måde at føre sig på og hans kendskab til statsmandskunst overbeviste de rige købmænd og aristokrater i hovedstaden om, at dette var tilfældet. Således knyttede han snart kontakter med de indflydelsesrige ledere af alle byens handelslaug, der så ham som en stor visionær. Under hans inspiration blev der introduceret nye arkitektoniske stilarter baseret på ægyptisk formgivning, som sultanen havde et godt kendskab til. Han begyndte derefter at introducere nye teknikker til store dele af kunsten og videnskaberne, såsom innovativ malerstil, dekoration, træskæring og metalstøbning og nye indsigter inden for landbrug, parfumeri, astronomi og medicin, som alle blev afledt de gamle ægyptiske traditioner, han kendte. Efter et år var sultanen den mest eftertragtede mand i byen, og han begyndte endda at nyde sit ophold i dette fremmede land og ikke længere at tænke så slemt om sheiken, der havde overgivet ham til eksil. På højden af sin popularitet besluttede han at gifte sig med en smuk, ung kvinde fra byen. Hans nye kone var den eneste datter af lederen af et handelslaug, og hun var vant til en velhavende livsstil. Efter et år fødte hun deres første søn. Men hendes far blev offer for modgangstider, og hans konstante behov for økonomisk støtte begyndte at dræne de ressourcer, som sultanen havde akkumuleret i løbet af sin opstigning i samfundet. Da årene gik og flere børn blev født, begyndte sultanen at føle, at hans liv manglede den gnist, den engang havde. Ganske vist elskede han sin kone og børn, men ofte måtte han se sig selv opslugt af mange timers arbejde for at få pengene til at slå til. Nu var alle hans geniale ideer opbrugt, og hans velhavende og indflydelsesrige venner søgte ikke længere råd fra hans firma. Han oplevede nu, hvordan livet må have været for de fleste i hans fag, da han havde været den store sultan i Ægypten. Noget af det var sødt, men meget af det var bittert, og han begyndte igen at forbande den djævelske sheik, der havde dømt ham til denne trælsomme eksistens i udlændighed. Efter fem års ægteskab havde hans kone skænket ham fire børn. Så ramte tragedien pludselig. En pest spredte sig gennem byen og tog først hans kone, siden hendes far og både en søn og en datter. Han blev tvunget ud i armod, da han hæftede for sin svigerfar, som gik fallit, og han blev tvunget til at fraflytte sin ejendom og sælge alle sine ejendele. Midt i al denne sorg besluttede han at forlade byen med dens lykke og dens triste minder. Han vidste, at hans fortvivlelse nu ville forhindre ham i at se en mening med sit liv, så han besluttede at vende tilbage til fiskerbyen, hvor han først ankom. I det mindste ville livet i landsbyen være enkelt, og fiskernes beskedne kår ville måske muliggøre, at han kunne forlige sig med sine følelser af forfald, tab og fiasko. Det var syv år siden, han var ankommet til dette underlige land. I syv lange år havde han levet på håbets og fortvivlelsens nåde, og han fortsatte med at forbande sheiken for hans koldhjertede trolddom.
Folkene i fiskerbyen var glade for at se ham igen. De lyttede med tålmodighed og sympati til hans fortællinger om vinding og tab af glæde og smerte, kærlighed, ægteskab, fødsler og tidlige dødsfald. De tilbød ham hans gamle fiskerhytte, og mange af fiskerne sagde, at de ville være glade for at få ham tilbage til arbejdet på fiskerbådene. Sultanen følte, at der opstod et glimt af håb i hans hjerte. Deres accept og gavmildhed rørte ham dybt. Det hjalp med at helbrede det smertelige, åbne sår, som hans hjerte og sjæl nu syntes at være blevet. Dagen efter sin tilbagevenden til fiskerbyen, besluttede han at vandre ned til stranden, hvor han første gang var dukket op i denne verden. Han var nødt til at være alene, at meditere, at reflektere over sin sorg, og måske at skrige højt, hvor ingen kunne høre ham. Stranden var ikke ændret, med dens gyldne sand, der buede sig væk mod horisonten som de store vinger af store havfugle. Den blide brænding skabte en mumlende rytme som et stille åndedræt, en endeløs rytme, der talte om en kontinuerlig cyklus af tab og vinding, mens bølgerne kærtegnede kysten. Han genkendte den gruppe af træer, som han først havde set, da han ankom her og ved at vade gennem vandet, nåede han til stedet, hvor han mente først at være steget på land fra dette hav. Sandet på havbunden føltes blid og trøstende, da hans fødder blødt sank ned i den. Han følte en stor gråd vælde op i sin sjæl, lukkede øjnene for at holde tårerne tilbage, og han kastede sit ansigt i vandet. Men da han trak sit hoved tilbage fra vandet, indså han pludselig, at han ikke længere stod på en bund af havsand. Han åbnede øjnene og så straks de forunderligt velkendte omgivelser af audienssalen i sit palads i Kairo. Hans hænder hvilede stadig på kanten af den gyldne skål af lotusduftvand. Sufisheiken stod foran ham med et lille håndklæde, og sultanens lærde mullaher og skriftkloge sad stadig i samme stilling som før. Intet var ændret. Alt var stadig, som han havde forladt det for syv år siden. Han følte sig som offer for en djævelsk tryllekunst, en handling af den mest hæslige trolddom. "Du forræderiske sheik!" råbte han "Hvad har du gjort ved mig? Jeg vil have dig halshugget for dette! Du har spildt syv år af mit liv gennem din djævelske magi. Jeg skal sørge for, at du bliver flået levende! Du fik mig til at gå i eksil i syv år i et ukendt land, du har forårsaget mit tab af status og magt ved at blive en anden mand, at jeg har skullet klare mig, blive forelsket, tage en kone og blive far til fire børn. Dernæst har du fået mig til at miste dem alle og vende tilbage her efter syv års udstødelse. Hvad er du for et menneske, når du kan begå en sådan ond handling? Har du ikke frygt for Guds gengældelse?"
"Men kun et øjeblik er gået, siden du sænkede dit hoved i vandskålen," sagde sufi-sheiken. "Se, dine hænder griber stadig skålens side, dit ansigt drypper stadig af vand, og jeg har netop hentet dette håndklæde, så du kan tørre dig! Selvom syv lange års eksil ser ud til at have fundet sted for dig, er det kun få sekunder for alle os, som er samlet her i dette rum." Mullaherne og de skriftkloge bekræftede denne erklæring. De var alle enige om, at de lige havde set ham dyppe sit ansigt i vandskålen og trække det tilbage igen. De havde ingen anelse om, hvad sultanen talte om, eller hvad der var kilden til beskyldningerne, som han fremførte mod sheiken. Sultanen fik aldrig held med at få bragt oplevelsen på plads, som sufi-sheiken havde bibragt ham, og han tilgav heller aldrig den gode sheik for at udsætte ham for prøvelsen. Efter at hans temperament havde lagt sig, udviste han sheiken fra sit kongerige og tænkte måske, at eksil var den mest hensigtsmæssige form for straf for den ulogiske og uforklarlige forbrydelse, som sheik tilsyneladende havde begået. Fra Damaskus sendte den eksilerede sheik et brev til Ægyptens sultan, hvori han skrev: "Selvom syv år gik for dig i det øjeblik, du dyppede dit hoved i den skål, gik kun et par sekunder for dine hoffolk og mig. Denne oplevelse syntes virkelig for dig, men blev dog kun skænket dig, mens din audienssal var fuld af lærde. Den vil leve i din hukommelse og dit sind som en del af dit liv. Selvom det kunne opleves som en drøm eller en vision, var det hverken eller. Jeg har kun givet dig denne oplevelse, så du kunne forstå, hvordan Allah skænkede Muhammed sin natterejse. Men der er en forskel: Muhammed kom tilbage i samme øjeblik som en langt klogere mand. Profeten fløj til Jerusalem og kom inden for himlens porte. Han fik et glimt ind i helvede, og han steg op gennem alle de syv himle. Han talte med de store profeter og fik mange instrukser fra Allah. Men du kom ikke tilbage fra din rejse som en klogere mand. Du fulgte dine egne indviklede tilbøjeligheder og dine sædvanlige adfærdsmønstre. Du søgte berømmelse og lykke; du tog en anden kone og skabte en ny familie. Muhammed rejste ind i Allahs rige med al dens skønhed, mens du for din del begav dig ind i menneskehedens verden med dens grådighed, jalousi og ambitioner. Muhammed søgte oplysning, men du søgte kun fornøjelse og dens flygtige skygge af sorg og smerte. Muhammeds natterejse var meningsfuld for hele menneskeheden. Din blev desværre ikke."