Page 1

BESYV

Skye Løfvander Det Springende Punkt

.


Syv planeter, syv toner, syv farver, syv chakraer, syv ugedage, syv verdenshave, syv stråler … Man bliver let revet med allerede efter at have nævnt syv vigtige syvdelte strukturer! Imidlertid er spørgsmålet, om vi ikke af gammel vane påtvinger en syvdeling på områder, hvor det dybest set slet ikke er oplagt? Der er ingen religion højere end sandheden! (Teosofisk Samfunds motto)

Tobias Schütz: Harmonia macrocosmi cum microcosmi, 1654 (Harmonien mellem mikro- og makrokosmos). Efter Robert Fludd, 1617) – et verdensbillede som det kunne se ud til og med renæssancen. Der er fire elementer: jord, vand ild og luft (kvadratet nederst til venstre) og tre kvaliteter/principper: kviksølv, salt og svovl (astrologiens bevægelig-fast-kardinal/sjæl-kropånd (trigonen nederst til højre). Kosmos flankeres af Hermes Trismegistos, den mytologiske ophavsmand til Smaragdtavlen ("Som foroven, således også forneden") og Paracelsus ("Adskil og bring til modning"). Gud, faderåndens hånd, styrer Anima, sjælen, som videre bevæger (jf animere) det jordiske menneske. Omslag: Michael Maier: Squaring the Circle. Fra Atalanta Fugiens, 1617


Den gamle vane rækker tilbage til dengang, vi betragtede og spejlede os i de primære himmellegemers bevægelser, og dem var der jo syv af: Sol og Måne – varm og kold; Mars og Venus – krig og kærlighed; Jupiter og Saturn – udvidelse og sammentrækning, og så Merkur, den lille Peter Spillemand! De to himmellys – dagens og nattens – og de fem vandrestjerner blev betragtet som guder, og det er egentlig ikke så underligt i en fase, hvor der var mindre lysforurening, og især fordi man brugte himmelhvælvingens lys til at forstå kosmos: tidens gang og rummet omkring sig. Og elitens vismænd plejede og vogtede over hemmelighederne. De syvs symbolik blev ført over i de strukturer, man brugte til at holde styr på sin daglige tid og sit hverdagsrum, men nogle af associationerne bør vi nok tage op til revision!! Der skete en vældig omvæltning i renæssancen, hvor man med mikroskop og teleskop fik åbnet op for nye indsigter i både mikro- og makrokosmos. Bl.a. blev det efterhånden klart, at solen var i systemets centrum, og at der var flere planeter! Mange har været kede af den rationalisme, som fulgte i oplysningstidens kølvand, hvor det kunne opleves, som sjælen blev drevet ud af verdensbillederne.

Helena Petrovna Blavatsky (1831-91), stiftede Teosofisk Samfund i New York 1875.

Med teosofiens ankomst i anden halvdel af 19. århundrede udkrystalliseredes anskuelser i en subkultur, som forsøgte at genvinde oldtidens holistiske oplevelse af verden. Imidlertid virker det som om, at moderne teosofiske formidlere blindt viderefører forestillingen om, at alting går op i syv, så derfor må vi lige tage en tur rundt i heptalandskabet: Illustrationer: Tv.: Den klassiske anskuelse af syv himmelsfærer. T.h.: Den moderne model (dog regnes Pluto nu for en dværgplanet).


Stifteren af Teosofisk Samfund Helena P. Blavatskys betragtninger om de syv stråler – et begreb som er blevet en central forestilling i teosofien – møder vi, så vidt vides, første gang i bogen Isis Unveiled fra 1877. Her præsenteres vi for, hvad forfatteren anser for begrebets baggrund, særlig i første binds kapitel 9, som for en stor del handler om tallet syv:

”Vi må konsultere pythagoræerne og kabbalisterne for at forstå dette tals indhold. I eksoterisk forstand er regnbuespektrets syv stråler repræsenteret af den syvhovedede gud Heptaktis. Disse syv stråler udgår fra de tre primære stråler, nemlig den røde, den blå og den gule, der tilsammen danner den solare treenighed, som et udtryk for hhv. åndsubstans og ånd-essens. Moderne videnskab har på tilsvarende vis ført de syv stråler tilbage til tre primære, og således underbygget oldtidens indsigt, hvad angår i det mindste en af de synlige manifestationer af den usynlige guddom samt syvheden inddelt i hhv. en firhed og en trehed.” (Se også noter)

Hvis vi videre skal betragte regnbuespektret, og farvelære, må man se i øjnene, at den klassiske deling af spektret i farverne rød-orange-gul-grøn-blå-indigo-violet kun er blevet møntet, fordi Isaac Newton (16431727) selv var præget af de astrologiske og alkymistiske forestillingsverdener med syv i højsædet, som han også beskæftigede sig indgående med … samt selvfølgelig musikken.

At dele farvespektret i syv eller tolv er naturligvis ikke en idé, som kun er berørt af Newton og teosoffer: Her ses plancher af franskmanden Boutet fra 1708, hvor to nuancer af rød indgår, men ikke indigo. Godt 100 år senere lancerede Goethe sin farveteori, baseret på et seksdelt spektrum.

Kort fortalt plæderes for et verdensbillede, som dels trækker på oldtidens kulturer, hvor de syv himmellegemer gennemsyrede forståelsen af alt, dels forudsætter, at den moderne lyslære bekræfter en grundlæggende syvdeling. Derudover begår hun den fejl at antage, at de subtraktive grundfarver (rød-blå-gul) er relevante for stråler, altså lyslære. At en syvdeling med baggrund i antallet af himmellegemer må være tvivlsom er allerede antydet. Moderne teosoffer synes at forsøge at redde anskuelsen ved bl.a. at sondre mellem såkaldt 'hellige' og 'ikkehellige' planeter, hvor der angives syv af de førstnævnte, heriblandt Vulkan, som der ikke findes reelt belæg for eksistensen af.

Farve- og tonecirkel fra Isaac Newtons Opticks (1704). Det er kendetegnende, at Newtons for så vidt berettigede autoritet har været så stor, at det tog videnskaben 200 år – og teosofien mindst 300 – at korrigere hans ikke helt holdbare association!


Visse senere teosofiske udlægninger af de ophøjede syv peger på de tre primærfarver, tre sekundærfarver og hvid som en kombinatorisk struktur: A; B; C; A+B; A+C; B+C; A+B+C, men det opfylder akkurat ikke deres egen grundforestilling om ”syv stråler som udgår fra tre primære” … som moderne videnskab vel at mærke heller ikke underbygger!

T.v.: Subtraktiv farveblanding (pigmentfarver: maling, printerblæk m.m.). T.h.: Additiv farveblanding (lysstråler: billedrør, scenelys mm.).

Der er i lyset af senere erkendelse intet hold i at betragte indigo som en grundfarve, idet spektret primært er tredelt og sekundært seksdelt – omend med rød, grøn og blå som grundfarver (se blot med lup skærmen af et billedrørsfjernsyn, som jo er en strålekanon!), hvis vi skal tale stråler (i modsætning til pigmentfarvernes magentagul-cyan). At fascinationen drev Newton videre til at sammenholde farveoktaven så direkte med toneoktaven er bemærkelsesværdigt i både positiv og negativ forstand. Forestillingen er blevet videreført af andre videnskabelige sværvægtere som Carl F. Gauss (1777-1855) og Hermann von Helmholtz (1824-91). Det skal bemærkes, at Newton havde stor indsigt i musikteori, og han havde allerede i en ung alder beskrevet et væld af forskellige måder at dele oktaven, men at sammenholde farve- og tonecirklen var på hans tid netop en association, da det først blev muligt at fastslå spektralfarvernes frekvenser og bølgelængder midt i 19. århundrede. Første del af associationen er klar:

I både farvernes og tonernes verden betyder begrebet oktav 'gentagelse af samme kvalitet på et nyt niveau'. Det er derfor, at rød og violet ikke bare skal betragtes som to ender af en målestok, men som nabofarver i en cirkel – eller, måske mere korrekt: en spiral! Og det derfor, at mænd og kvinder synger nydeligt enstemmigt sammen, selvom kvindernes toner reelt svinger med den dobbelte frekvens. Alle C’erne på et klaver har samme navn, samme identitet, men adskilt med fordobling/halvering af bølgelængde og frekvens i forhold til nabooktaverne. Matematisk er oktaven svingningsforholdet 1:2. Visuelt-strukturelt er spiralen et oplagt billede: Noget udvikler sig og vender tilbage på et højere eller lavere niveau.

Newtons spektralfarver sammenholdt med en tonecirkel

Kontinuert spektrum, der, som det fremgår af bølgelængderne, dækker lige knapt én oktav. I regnbuespektret mangler det såkaldte purpurbånd, som ville have fuldbyrdet oktaven. Indigo indgår mellem ca. 450 og 420nm, men er at betragte som en tertiær farve. Se noter! De fleste delinger af oktaven – også farvespektrets – er kulturelt betingede, omend nogle delinger er mere oplagte og universelt begrundede end andre.


Vi kan ret præcist se én oktav/ én spiralvinding/ frekvensproportionen 1:2 af regnbuespektret, som naturligvis indeholder uendeligt mange farver. NB! De angivne værdier er ikke som ovenfor farvernes bølgelængder, men de hermed omvendt proportionale frekvenser. På dette eksempel er purpurbåndet med.

Men hverken Newton, Gauss, Helmholtz eller mange andre, som har beskæftiget sig med analogien mellem en toneskala og regnbuespektret har reflekteret tilstrækkeligt dybt over, at førstnævnte er et kulturprodukt, mens sidstnævnte er et udtryk for natur. Og det er i de spirituelle subkulturer alt for udbredt med en søvngængeragtig sætten lighedstegn mellem farver og toner. Det er nødvendigt at reflektere over, dels hvor langt de to verdener befinder sig fra hinanden – de ca. 40 oktaver er en kolossal afstand – dels at det handler om to forskellige bølgetyper, og endelig at netop det faktum, at vores sanseapparat er åbent for meget forskellige størrelser udsnit af de respektive spektre – én hhv. 10-11 oktaver – gør, at vi strukturerer vores oplevelse af dem meget forskelligt. Det er en udbredt sport at oktavere tonefrekvenser, indtil de rammer en værdi i farvernes elektromagnetiske spektrum, og så fremhæve dette som en særlig korrespondance, og på lignende måde med planetomløbstider etc. Men så har man glemt, at tone og farve refererer til forskellige konstanter i den grundlæggende ligning, de begge har som basis: Frekvens x bølgelængde = konstant (f x λ = k)

… men vi kan høre omkring 10 oktaver af det tonale spektrum. Her er der 8½ oktav. Ved fordoblinger af den dybe tone på 32 Hz i centrum, kommer vi otte oktaver højere til 8.192 Hz. Det er vigtigt at holde sig for øje, at spiralstrukturen er en anskueliggørelse af ’natur’, mens akserne – oktavens deling – er menneskeværk, kultur. I dette tilfælde ligedelt oktav/ ligesvævende temperatur.

Med andre ord: Tone og farve er en helhed af frekvens og bølgelængde – tid og rum – og hvis man finder overensstemmelse for den ene værdi, vil der pr. definition IKKE være det for den anden – og så falder analogien! Musikkens oktav kan mennesket dele – og har mennesket delt – på et væld af forskellige måder. De pentatone – oktavens deling i fem trin – synes at have været dominerende på et tidligere stadium, mens det for tiden især er de heptatone – syvdelte skalaer – der hersker, men det er ikke nødvendigvis for al evighed, og hvis vi både forstår skala og tonesystem (stemningen af tonerne) som variable, er mulighederne legio!


Man kan dog med en kombination af historiske og matematiske ræsonnementer give et bud på, hvad der ligger bag næste sving, når det gælder oktavens tonale deling. Hvis vi imidlertid skal se på toneoktavens naturlige deling, er syvtallet slet ikke relevant, da vi så skal tænke binært – i et totalssystem – for her deles hver oktav i naturtonerækken efter sekvensen 1- 2- 4- 8- 16- …:

Naturens deling af oktaven i naturtonerækken. Her vises de første 16 deltoner/fire oktaver. Akserne afviger tydeligt fra foregående sides ’kultiverede’ tonespiral.


Hvis man endelig skulle pege på syvtallets vigtige rolle i musikken er det i en struktur, som stadig er kulturelt betinget, men dog er næsten universel: 12 rene kvintskridt, proportionen 2:3, svarer næsten til 7 oktavspring, proportionen 1:2. Eller matematisk: 27 = 128 er næsten det samme som (3/2)12 = 129,746

Kvintspiralen: Går 7 og 12 nu også op? Start i figurens centrum, værdi 1. Der er 7 oktaver/ 7 vindinger/ 7 fordoblinger – til værdi 128 øverst på ’kl. 12-aksen’. Ved at stable 12 rene kvinter – relativ frekvensværdi 3/2 – fra samme udgangspunkt: +1k- +2k-…+12k, mødes de to processer nogenlunde. Afvigelsen, som akkumuleres undervejs, er dog meget tydelig og anskueliggør det såkaldte ’pythagoræiske komma,’ som nødvendiggør temperering – udjævning af intervallerne. Kvintgenereringens akser ligger over spiralen. Den ligedelte oktav med akser som vores urskiver (skjulte akser, under spiralen) er praktisk og den yderste konsekvens af hundreder års kamp med uoverensstemmelserne. Men den har også ført til tonalitetens opløsning og vores manglende sans for rene toner. Vores kultur har indpræget markant falske tertser og sekster som ligedelingens offer, en tredjedel af af klaviaturets toner afviger i størrelsesordenen en syvendedel halvtone fra deres renstemte udgaver.


Det er i bund og grund på basis af oktavkvintrelationen, at vi har inddelt oktaven i 12 halvtoner, og deraf benytter de syv til en skala. Imidlertid kan noget lige – potenser af 2 – aldrig møde noget ulige – potenser af 3/2 – så de to primære funktioner i musikken finder aldrig hinanden, og derfor er der i virkeligheden mere basis for at kalde 31 og 53 for ’hellige’, da 231 og (3/2)53 næsten mødes på kornet, men så er der efterhånden også mange tangenter at holde styr på! Kort fortalt er det også i musikkens verden temmelig tvivlsomt, hvor urokkelige syvdelingerne er! Der findes sandelig heller ikke bare syv endokrine kirtler eller nerveplexi, som er basis for den senere teosofis forståelse af de såkaldte chakraer – energicentre med kropsligt fokus. Og hele den æterteori, som udgør basis for begreber som æterlegeme, på hvis baggrund chakraerne tænkes at fungere, er for længe siden forkastet af videnskaben. Det betyder naturligvis ikke, at chakrabegrebet nødvendigvis skal forkastes som irrelevant, men der reflekteres for lidt over teoriernes fundament i de kredse, som benytter dem!

Det burde vel også efterhånden være klart for de fleste, at en uge på syv dage ikke går op i hverken månefasernes 29½ døgn eller årets 365 ¼ døgn. Det er interessant, at på samme måde, som Newton troede, det var meningen, at regnbuespektret og syvtoneskalaen skulle passe sammen, så tror flertallet af moderne mennesker, ikke mindst ’esoterikerne’, stadig, at der forløber 4x7=28 døgn fra fuldmåne til fuldmåne! Det ved jeg positivt, da jeg ofte ved foredrag har testet mit publikum. Problemet med den analogitænkning, som var udbredt til og med renæssancen, er smukt belyst af eventyret om Askepot: For at få foden til at passe glasskoen hugger man gladeligt en hæl eller klipper en tå og glemmer hele meningen med at være en rigtig prinsesse: at der skal være en gennemsigtighed, som rækker fra isse til hæl, og at den ikke kan være spekulativ! Verden opleves som én, og alle dens elementer og sanseområder må naturligvis samordnes et sted, så det med at søge lighedstræk på tværs skal man bestemt ikke rynke på næsen ad, men man skal være vågen for, om man får strakt sine lighedstegn så vidt, at man i stedet for at udvide og åbne sit verdensbillede opnår ren og skær indskrænkelse! Det virker som om, at de moderne teosoffer, når de mere eller mindre bevidst må imødegå manglen på overensstemmelse med det virkelighedsbillede, som det større fællesskab bygger på, har en tendens til at påberåbe sig 'esoteriske' kilder med adgang til 'dybere' sandhed, som regel via kanalisering, clairvoyance og introspektive teknikker. Men det højeste må og skal spejle sig klart i det laveste, hvis det hele skal give mening! Hvis de syv strålers funktion er universel, må de også spejle sig i jordiske fænomener, som giver klar mening, og der synes jeg ærlig talt, at de teosofiske formidlere mangler en del!!


Noter: H. P. Blavatsky, Isis Unveiled. Sidste del af kapitel 13 (oversættelse: S.L.):

“Det er en af hermetikkens grundsætninger, at årsagen til farvernes pragt og mangfoldighed ligger dybt i naturens affinitet, og at der findes en enestående og mystisk forbindelse mellem farver og toner. Kabbalisterne anbringer deres 'midternatur' i direkte relation til Månen, og den grønne stråle indtager midterpositionen mellem de andre spektralfarver. De egyptiske præster messede de syv vokallyde som en hymne henvendt til Serapis*, og ved klangen af den syvende vokal, svarende til den syvende stråle, ville statuen respondere. Nylige opdagelser har påvist de vidunderlige egenskaber ved blåviolet lys – det prismatiske spektrums syvende stråle, det mest kraftfulde kemikalium, som korresponderer med toneskalaens højeste tone. Rosenkreuzernes teori om universets karakter af musikinstrument svarer til pythagoræernes doktrin om sfærernes musik. Toner og farver er spirituelle tal; som de syv prismatiske stråler udstråler fra ét punkt i himlen, således er de syv naturkræfter, som hver repræsenteres af et tal, de syv udstrålinger fra Enheden, den centrale spirituelle SOL. * Dionysius af Halicarnassus (ca. 60 f.v.t.-7)

Seksdelt spektrum fra Wikipedias opslag 'Color' 160113. Oprindeligt gengivet i Craig F. Bohren (2006).

Wikipedia: Indigo is the color on the electromagnetic spectrum between about 420-450 nm in wavelength, placing it between blue and violet. Although traditionally considered one of seven divisions of the optical spectrum, modern color scientists do not usually recognize indigo as a separate division and generally classify wavelengths shorter than about 450 nm as violet. [2] Indigo was defined as a spectral color by Sir Isaac Newton when he divided up the optical spectrum, which has a continuum of wavelengths. He specifically named seven colors primarily to match the seven notes of a western major scale, because he believed sound and light were physically similar, but also to link colors with the (known) planets, days of the week, and other lists that had seven items.

Æterhypotesen Begrebet 'det æteriske' bygger i poetisk og oprindelig betydning til det høje himmelrums rene og klare luft. Ordet har rødder i græsk. Dette er også basis for Platons og Aristoteles' æter, der er det uendeligt fine femte element, som gennemtrænger al substans. Den anden, mere videnskabelige, forklaring er gået i glemmebogen, netop fordi teorien omkring den blev et blindspor. Man må således ty til ældre opslagsværker for at finde den, her gengivet fra mit Dansk Illustreret Konversationsleksikon fra 1937. Det er værd at bemærke, at æterhypotesen er samtidig med (gen-) fremsættelsen af de esoteriske videnskaber i sidste fjerdedel af 19. samt første fjerdedel af 20. århundrede:


”2) (Fysik). Ved fremkomsten af bølgeteorien for lyset mente man det nødvendigt at antage, at der eksisterede et stof, æteren, der kunne anses som bærer af bølgerne, dvs. et stof, hvori svingningerne kunne finde sted. Der måtte imidlertid tillægges æteren flere ejendommelige egenskaber. Den måtte være til stede overalt og gennemtrænge alle stoffer, altså nærmest som en uhyre ’tynd' luftart. Tillige måtte æteren i nogen grad have egenskaber som et fast legeme. Lyset er nemlig tværsvingninger, og disse kan kun forekomme i faste stoffer, og tillige antog man, at fjernkræfter var spændinger i æteren, ligesom der findes spændinger i et strammet tov. Da antagelsen af en æter imidlertid også kom i modstrid med relativitetsteorien, har man nu ladet æterhypotesen falde, så meget mere som æteren efter moderne anskuelser må anses for overflødig.”

Det er værd at bemærke, at den nu meget udbredte model med kobling mellem regnbuespektrets farver og chakraerne: 'rød=rod, orange=hara osv.' ikke er kendt blandt nogen af de talrige gengivelser af chakraers farver før udgivelsen af briten Christopher Hills' bog Nuclear Evolution fra 1968. Han var i øvrigt ikke teosof.

Note til noten: Bølgeteorien for lys havde sit første grundlag med Huygens (1629-95) arbejde, som blev videreført af blandt andre Fresnel (1788-1827) og Thomas Young (1773-1829) og dermed endegyldigt fortrængte den af Newton lancerede såkaldte emmisionsteori.

Chakraer Blandt de for en idéhistorisk betragtning banebrydende anskuelser i teosofien 191530 er koblingen med nerve- og kirtelsystem og de i forskellige yoga- og tantraskrifter omtalte chakraer. Fortolkningen tog her en ny drejning med forestillingen om 'energicentre'. Her vandt Adyar-teosoffen C. W. Leadbeaters formidling stor ud-bredelse gennem bogen ’the Chakras' (1927). Illustration fra bogen i modsatte spalte: Nerveplexi og chakraer. Koblingen mellem endokrine kirtler og chakraer hidrører fra A. A. Bailey.

"While Leadbeater specifically gives location of the chakras in his book (which differs considerably from Purucker's locations in ET IX, p. 95), Blavatsky nowhere in her Secret Doctrine gives the locations of the chakras or in any of her other writings. Outside the papers for her Esoteric Group. William Judge also did not give out the locations of the chakras in any of his writings." M. Jaqua: A Comparison of C. W. Leadbeater's The Chakras with the Writings of H. P. Blavatsky, William Q. Judge, and G. de Purucker.


Den senere teosofi - Tanker om teosofisk formidling - Bevæggrunde - Dokumentation: H. P. Blavatsky og A. A. Bailey H.P. Blavatsky, The Secret Doctrine, Vol. I. P 573:

“Der er syv hovedgrupper af Dhyan Chohans, som vil blive fundet og genkendt i alle religioner, fordi deres oprindelse er De Syv Stråler. Menneskeheden, lærer okkultismen os, er opdelt i syv adskilte grupper.” Synkretisme – forsøget på forene ideer fra flere religiøse og/eller filosofiske retninger – er et af teosofiens hovedprincipper. Blavatsky skrev i første bind af 'Den hemmelige lære' om

“analogien mellem den ariske/ brahminske og den ægyptiske esoterik med henblik på de syv stråler: Den kaldæiske Heptaktis eller IAO på gnostiske amuletter, som repræsenterer de syv store stjerner i den ægyptiske stjernekonstellation Store Bjørn og naturens syv elementære kræfter og på den anden side hinduernes syv rishier. ” Hun hævder i en fodnote, at den vediske solgud Vishnus syv stråler repræsenterer samme koncept som kabbalisternes 'astrale fluidum' eller lys, og at de syv udstrømninger fra de lavere syv sephirot i det kabbalistiske træ svarer til ”de oprindelige syv stråler”, som ”findes og anerkendes i enhver religion”. I andet bind anføres, at dette princip genfindes i Rig Veda, i mytologien omkring parsernes Ahura Mazda, i inkaernes religion, i kinesiske Yao og ægyptiske Osiris, som

"idet han stiger op i arken, solbåden, medbringer syv stråler”.

Hun beskriver Vedaernes 'syv vismænd' som de syv stråler, som udgår fra universets centrum. Fra: Helena Petrovna Blavatsky (1893), The Secret Doctrine: The Synthesis of Science, Religion, and Philosophy. Theosophical Publishing Society. Vol 1, p 129–130, 523, 573–4.

Oversættelse: S.L.

Den ’moderne'teosofi … bygger for en stor del på en senere ’åbenbaring’, nemlig de af Alice A. Bailey telepatisk kanaliserede skrifter med 'Tibetaneren'/'Djwahl Kuhl' angivet som egentlig ophavsmand. Igen er der tale om et massivt korpus af en kompleks 'esoterisk' lære, som er skrevet mellem 1919 og 1949. Allerede fra de første skrifter, Initiation, Human & Solar samt Letters on Occult Meditation, fremlægges et overordnet rids af en kosmologi med begrebet de syv stråler som den absolutte kerne (de mest relevante citater fra sidstnævnte bog om hhv. farver og centre (chakraer) vil kunne findes i tillægget til denne artikel). A. A. Bailey, Indvielse, menneskelig og solar, p 3:

“Al manifestation har en syvfoldig natur, og det Centrale Lys som vi kalder Gud, Den Ene Guddommelige Stråle, manifesterer sig først som en trefoldighed, dernæst som en syvfoldighed. Den Éne Gud skinner videre som Gud-fader, Gud-søn og Gudhelligånd, og disse tre reflekteres gennem De Syv Ånder foran Tronen, eller de syv Planetariske Logoi.” Som det fremgår af citaterne i tillægget, vedholder man et syn på regnbuespektret som syvdelt, hvor indigo ikke blot indgår som element, men optræder i en hovedrolle. Mon ikke det er en væsentlig faktor for udformningen af de berømte indigoblå bøgers omslag?!


Spektrets (farve-) relation til strålerne fremstår på baggrund af Letters on Occult Meditation (citat: ”Not unwittingly have I placed them in this order…”), som nedenfor: 6. 5. 4. 3. 2. 1. 7. Rød-orange-gul-grøn-indigo-blå-violet

Bailey-lærens problem bliver bestemt ikke mindre af, at det værk, mange teosoffer anser som den vigtigste reference for sammenhængen mellem stråler, farver og centre, nemlig A Treatise on the Seven Rays, udgivet 1936-60, angiver en helt anden sekvens af farver. Andetsteds i de nævnte skrifter gør forfatteren opmærksom på, at koblingen mellem farver, centre, stråler, kvaliteter osv. under alle omstændigheder ikke er simpel, men det er karakteristisk, at moderne fortalere for teosofi næsten uden undtagelse præsenterer en forenklet forestilling om eksempelvis antallet af stråler og deres analogi til farver, chakraer, toner osv. Med andre ord: Teosofiske formidlere tager sjældent deres egne ’bibler' til efterretning, formentligt, fordi det er et uoverskueligt spind, og fordi man som lærer har et ønske om at fremlægge noget overskueligt.

Med andre ord: Man anskuer strålerne som et spektrum, hvor man fra rød til violet 'tæller ned' fra 6. stråle og 'binder over taktstregen' mellem 7. og 6. stråle. Og så er der det tilsyneladende brud på logikken ved ombytningen mellem blå og indigo. Dette belyses af den særlige rolle, som indigo tildeles: ”Alle farvers syntese”. Vores solsystem er i Bailey-teosofien et '2.stråle-system'. Problemet med at sætte spørgsmålstegn ved denne form for esoterisk formidling opstårnaturligvis, når dens tilhængere henviser til en sandhed, som ikke er begrænset til sanser og videnskab. Men teosofien benytter sig her af vores fælles sprog for noget så fundamentalt som farvelære, og så skylder man altså at gøre rede for, hvorfor indigo behandles som et grundelement i regnbuespektret, hvad det ifølge ’eksoterisk' sagkundskab ikke er.

De syv stråler udgår i henhold til teosofien fra de syv 'rishier' – stjernerne i konstellationen Store Bjørn. Men, ærlig talt: hvis man vil tænke i kosmiske perspektiver, så bliver man vel så nødt til at forholde sig til, at Store Bjørn kun er en konstellation set fra Jorden og nærmeste omegn, for stjernerne er vel ikke bare anbragt på deres plads for Jorden og Jordboernes skyld!? Set fra et større perspektiv kan kun nogle af stjernerne – som ligger mellem 8 og 78 lysår fra Solen – betragtes som en del af samme stjernehob. Dette blev opdaget i slutningen af det 19. århundrede. Og når Bailey hævder, at Alcyone er centrum for vores Mælkevej, viderebringer hun et perspektiv, som Blavatsky fremfører i 'Den hemmelige lære', og som blev lanceret af astronomen Johann von Mädler (1791-1874). Som astronomi blev teorien hurtigt forkastet, og ingen moderne astronom vil kunne bruge påstanden til noget! Se venligst dokumentation sidst i artiklen!


Teosofferne mener, at vi befinder os i den 5. kulturperiode (svarende til en astrologisk tidsalder på godt 2.000 år) i den 5. rodrace (den 'ariske'), i den 4. runde på klode D (den fysiske Jord). Ifølge teosofiske forestillinger om planetar evolution, som antages at indbefatte såvel fysiske som åndelige niveauer, går der : 7 kulturperioder på én rodrace, 7 rodracer på én 'runde', 7 runder på én 'klode' og 7 kloder på én 'kæde'. Kæderne er der 10 af. Et fascinerende mønster, javist, men der er blot intet belæg for, at Jordens evolution på nogen måde følge skemaet.

Hvorfor hænger det hele alligevel sammen for teosofferne og new age-kulturen, hvorfor opleves modellerne for dem som ’sande og rigtige’? Et andet interessant forhold er de teosofiske grundbøgers angivelse af de syv chakraer som værende rod-, milt-, solar plexus-, hjerte-, hals-, pande-, krone-. Tantriske og yogiske traditioner i Asien forholder sig imidlertid ikke til miltchakraet, men derimod til chakraet i bugmidten, benævnt hara, sakralchakraet, svadhistana m.m. Man har fra flere sider spekuleret i, om det skyldes teosofiens forsøg på fortrængning af de seksuelle funktioner, som sidstnævnte chakra tænkes at varetage. De fleste moderne formidlere af populær teosofi har ’overgivet sig' og har genindsat bugmidtechakraet, men er altså dermed ikke i overensstemmelse med 'skrifterne'.

Hvis man er dybt interesseret i renæssancemusik, vil man stemme sine instrumenter i 'middeltonestemning' med rene tertser, men næsten uden mulighed for fx at modulere. Det kan blive meget fin musik, som opleves stærk og sammenhængende. Ligeledes kan man frembringe fin musik i såkaldt 'ren stemning', 'pythagoræisk stemning' osv. Subkulturer skal ikke forveksle deres musik med ’hele musikken’/det universelle! I musikken er udøverne oftest klar over deres delvis selvpålagte begrænsninger!! Er teosofferne? Det er ikke altid nok at forholde sig til, om noget 'virker' – man må også overveje, hvad det er, der virker, og hvorfor det virker!


Bevæggrunde Hvorfor har et menneske, som selv har primær erfaring af chakraer, reinkarnationslag, meditationstilstande m.m., trang til at anfægte grundlaget for et bud på et komplekst, holistisk verdensbillede? 1) Fordi jeg synes, det er et problem, at teosofien ikke klæder sine tilhængere på til at forstå og føle sig hjemme i verden, men snarere som repræsentanter for en misforstået åndelig kultur, en kultur, der meget ofte præges af dogmatisk remselære, med et autoritetsstyret præg, mytefikseret og med et meget anstrengt forhold til kritik, selv når der ’gås efter bolden’. 2) Af samme grund som jeg taler til og med musikere om musikkens grundlæggende strukturer som afsæt til andet og mere end musik som disciplin, genrekunst og faggren. Musik har med sine direkte og videnskabeligt påviselige relationer til både sprog og matematik alle forudsætninger for at danne grundlaget for et egentligt, ikkespekulativt holistisk verdensbillede. Det er ikke unaturligt at have skarpt og kritisk øje til andre, der arbejder med beslægtede perspektiver, men hvor samklangen ikke er rigtig ren. Det er vanskeligt at fokusere på det, der samler, mere end det som adskiller, når den ene parts indlæg er hørt igen og igen, mens den andens knapt kan komme til udfoldelse … og den anden er i dette tilfælde mig! Der er såmænd ikke grund til at anfægte, at teosofien har store og værdifulde bidrag til mange spørgsmål, ligesom den har haft vigtige positive aftryk på historiens gang. Men den er i sit væsen sekterisk – omend det er en meget omfattende og løst organiseret sekt – i sit sprog og sin kultur. Teosofiens udfordring ligger i ikke blot at føle sig misforstået og vente på at verden omkring skal blive moden til at forstå

åbenbaringen – når det i de fleste tilfælde vil være mere oplagt at tale om det omvendte billede!! 3) Teosofien har i sit væsen en vægt på det oversanselige og en tendens til at ophøje 'den åndelige verden' som den egentlige kilde til dybere sandhed. Hele subkulturen oversvømmes af en malstrøm af 'kanaliseringer fra de indre planer' af højst foruroligende mangel på reel værdi. Teosofien har generelt svigtet at sætte sig ind i andre perspektiver på den ’åndelige virkelighed' som eksempelvis dybdepsykologien. Ved at insistere på ’okkult kemi' og æteriske, astrale og mentale ’legemer'som en egentlig og dybere sandhed frem for som en anskuelsesmåde, afskærer man sig fra en egentlig syntetisk tænkning og befrugtende perspektiver. Subkulturens ønske om indre udvikling og sjælsforbindelse skal mman ikke kimse ad, men når forbindelsen til den verden, som vi andre har som udgangspunkt, glipper, er der inviteret til frit spil for psykoser. Disse betragtninger er alvorlige og funderet i mange års iagttagelse af og udveksling med en subkultur, som jeg for så vidt betragter som ’familie’. 4) Teosofien er ikke længere en nichekultur, men har ved sine afledninger nået 'damebladssegmentet', hvor budskaberne udvandes i takt med pengestrømmen. Esoterik bliver her ofte til glitter og overflade. Det skal understreges, at teosofien må betragtes som hørende til den mere modne og fornuftige del af det ’spirituelle marked’. Teosofien er i sin selvforståelse fremtidsrettet, men har et uafklaret forhold til egen metodik og anskuelsesmåde, som ofte er mere fortidig end ’tidløs’. Hvad middelalderens og renæssancens analogitænkning kan udarte til, eksemplificeres af den overlappende subkulturs numerologi, hvor der sættes lighedstegn mellem alfabet, tal, 'energi' og psykologi på en måde, som rent ud sagt er hen i vejret.


Lignende træk findes i de teosofiske kulturer, med skråplanseffekt til følge: En manglende refleksion over, hvornår analogitænkningen bliver en sløring og bedøvelse fremfor afsæt til en dybere forståelse og følelse af sammenhæng i verden! Det er ikke rimeligt at kalde på et paradigmeskifte, før man tilstrækkeligt dybt har forstået og integreret styrkerne ved det herskende paradigme! Her er det også værd at nævne, at naturvidenskaben i løbet af teosofiens levetid faktisk har gennemgået flere paradigmeskift, og i stedet for at pege på den ofte fejltolkede kvantefysik vil jeg henlede opmærksomheden på den betydning, som Karl Popper (1902-94) har haft for videnskabelig metodik og erkendelse. 5) På adskillige andre områder udhules

kløften mellem teosofiens forståelse og videnskaben, fx hvad angår kulturhistorie og jordens biologiske evolution! Det virker som om, at teosofferne fortrænger! 6) Fordi det er vigtigt for mig at få sorteret i, hvilke dele af mine anfægtelser og afsmag, som primært skyldes personlige, negative erfaringer og hvilke, som har et reelt og vigtigt budskab til modtagerne (teosofisk orienterede mennesker). 7) … og til syvende og sidst, fordi man trods alt kommer længst ved at tale sammen! Tilføjelse, januar 2013: Da jeg for en del år tilbage sendte denne artikels første version til et teosofisk magasin, fik jeg den retur fra redaktøren med en bemærkning om, at bladets sider ikke skulle danne afsæt for metafysiske diskussioner!! Selvom der har været megen tavshed og en ignorerende holdning blandt nogle af dem, som jeg havde håbet på ærlig dialog med, har der dog ikke været berøringsangst over hele linjen. Bl.a. blev jeg inviteret til et

debatarrangement i Teosofisk Forening i København, og blev taget godt imod og lyttet til. Under en udveksling i en gruppe tilegnet esoterisk debat på Facebook blev jeg foranlediget til at finde artiklen frem igen. Ved genlæsning er noget af det første, som melder sig, at der er flere områder, som burde være taget under behandling, herunder sagnkontinenterne Lemurien og Atlantis, som indgår i den teosofiske fortolkning af syvfasede kulturepoker og længere jordiske udviklingscyklusser. Det vil være synd at sige, at samvittighedsfulde arkæologer, geologer, historikere, biologer (herunder genetikere), palæontologer, lingvister, osv., osv. ved deres samlede bestræbelser med tiden har fundet større belæg for sagnkontinenternes historiske realitet. Dokumentation, A. A. Bailey-litteraturen: Om de syv strålers udspring i Store Bjørn

»Tyren betragtes som Mælkevejens centralgruppe. Plejaderne er centralgruppen i Tyren, og Alcyone, en af de syv Plejader, anses for at være den stjerne, hele vores univers drejer sig omkring. « Alice A. Bailey: Esoterisk Astrologi, s. 610 Som på farvefronten formidler teosofien her ideer, som ikke nødvendigvis udspringer af dybeste jordiske eller kosmiske indsigt, medmindre man vil anlægge ekstremt alternative anskuelser på universets opbygning! Med andre ord: Sludder og vrøvl!

»Østens gamle bøger gør opmærksom på, at Store Bjørns syv stjerner, Plejadernes syv stjerner og Sirius er meget nært forbundne med vores solsystem, og at de opretholder en intim psykisk magnetisk relation til vores Sollogos « Alice A. Bailey: »The Consciousness of the Atom, p. 153


Farver, stråler og centre: Letters on Occult Meditation - Letter IV:

“The Use of the Sacred Word in Meditation 1. Enumeration of the Centers The physical centers are, as you know: 1. The base of the spine. 2. The solar plexus. 3. The spleen. 4. The heart. 5. The throat. 6. The pineal gland. 7. The pituitary body. This enumeration is correct, but I seek to give you another division, based on earlier imparted facts, those anent the solar system. These seven centers may be enumerated as five if we eliminate the spleen and count the two head centers as one. The five centers thus specified [72] are applicable to our fivefold evolution in this the second solar system. In the first solar system the three lower centers were developed and with them the occultist has naught to do. They form the basis of the development of the lower quaternary before individualization, but are now transcended and the divine fire must be focalized in other and higher centers.” Letters on Occult Meditation – Letter VII – The Use of Color and Sound:

“Some Remarks on Color When the Logos uttered the great cosmic Word for this solar system, three major streams of color issued forth, breaking almost simultaneously into another four, so giving us the seven streams of color by which manifestation becomes possible. These colors are: 1. Blue. 2. Indigo. 3. Green. 4. Yellow. 5. Orange. 6. Red. 7. Violet. [206] Not unwittingly have I placed them in this order but the exact significance is left for you to discover (…)

6. The synthesis of all the colors, as aforesaid, is the synthetic ray of indigo. This underlies all and absorbs all. But in the three worlds of human evolution the orange of flame irradiates all. (…)They are involutionary colors, and are media for the force of the Dark Brotherhood. With them the aspirant to the Path of Light has naught to do. They are such hues as brown, grey, the loathsome purple, and the lurid greens that are contacted in the dark places of the earth, on the emotional plane, and on the lower level of the mental plane.” (”den 'ækle'purpur, 'skumle grønne', brun og grå”. Hvad med jordfarver!!?? Hvad er dette dog for et synspunkt? Alle farver kan vel afhængigt af subjekt, sammenhæng og dosering være smukke eller modsat. S.L.) Letters on Occult Meditation - Letter VII – The Use of Color and Sound: “Enumeration of the Colors, August 29th, 1920

Three major lines of color should be portrayed as forming the lattice work on the serpent's skin, with the four other colors interweaving. Some day some student of color and of the Divine Wisdom should compile a large chart of the seven planes, and superimposed upon those planes should be placed a seven-colored serpent of wisdom. If correctly drawn to scale some interesting geometrical patterns will be found as the circles cut across the planes, and some impression will be conveyed occularly of the complexity of the matter of the seven rays ... Certain brief statements seem to be in place: - The true indigo is the blue of the vault of heaven on a moonless night. It is


the culmination, and at the attainment by all of synthesis, the solar night will supervene. Hence the color corresponds to what the sky nightly proclaims. Indigo absorbs. - Green is the basis of the activity of Nature. It was the synthetic color for system 1, and is the foundation for the present manifested system. The note of Nature is green, and each time a man reviews the robe in which the earth is clad he is contacting some of the force that reached its consummation in system 1. Green stimulates and heals.”

The Seven Rays with quotes from Madame Blavatsky:

”The Seven Beings in the Sun are the Seven Holy Ones, self-born from the inherent power in the Matrix of MotherSubstance, It is they who send the seven principal Forces called Rays ...” H.P. Blavatsky The Secret Doctrine:

There are seven Forces in Man and in all Nature. The real substance of the Concealed [Sun] is a nucleus of MotherSubstance. It is the Heart and Matrix of all the living and existing Forces in our Solar Universe. It is the Kernel from which proceed to spread on their cyclic journeys all the Powers that set in action the Atoms, in their functional duties, and the Focus within which they again meet in their Seventh Essence every eleventh

year. He who tells thee he has seen the Sun, laugh at him, as if he had said that the Sun moves really onward in his diurnal path ... Surya (Sun) is the chief solar deity ... His chariot is pulled by seven horses, which represent the seven planets. It is on account of this septenary nature that the Sun is spoken of by the ancients as one who is driven by seven horses equal to the metres of the Vedas; or, again, that, though he is identified with the seven Gana [Classes of Being] in his orb, he is distinct from them, as he is, indeed; as also that he has Seven Rays, as indeed he has ... The Seven Beings in the Sun are the Seven Holy Ones, self-born from the inherent power in the Matrix of MotherSubstance. It is they who send the seven principal Forces, called Rays, which, at the beginning of Pralaya, will centre into seven new Suns for the next Manvantara. The energy from which they spring into conscious existence in every Sun is what some people call Vishnu, which is the Breath of the Absoluteness. Occult Aphorisms, quoted in The Secret Doctrine

“There are seven chief Groups of (...) Dhyan Chohans, which groups will be found and recognized in every religion, for they are the primeval Seven Rays. Humanity, Occultism teaches us, is divided into seven distinct Groups.” The Secret Doctrine The Seven Rays by Ernest Wood.

BESYV  

Mange spirituelle retninger slår til lyd for at alting går op i syv. Jeg er ikke helt enig

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you