FNIS! Praksisfortælling nr. 1

Page 1

PRAKSISFORTÆLLING NR. 1

Skoletjenesten Thorvaldsens Museum

Stemmer: Line Brædder (kunsthistoriker), Line Esbjørn (leder af Skoletjenesten Thorvaldsens Museum), Marianne Sørensen (dansklærer), elever fra Skovgårdsskolen

FNIS!


Portrætværket, der omtales i praksisfortællingen, forestiller den russiske grevinde Jelizaveta Aleksejevna Osterman-Tolstaja. Portrættet blev oprindeligt moddeleret af Bertel Thorvaldsen i 1815, og marmorversionen findes i dag på Eremitagen i Skt. Petersborg. Thorvaldsens Museum fik i 1863 (efter Thorvaldsens død) udført en kopi i marmor til samlingen. Gruppeportrættet foran rytterstatuen af Józef Poniatowski er iscenesat af elever i samarbejde med fotograf Frida Gregersen ud fra opgaven: ”Hvordan kan I med ét billede formidle, hvad I har lært på Thorvaldsens Museum?”. Maleriet på bagsiden: Jean-Baptiste Greuze: Le tendre ressouvenir (Tender memory), 1762–1763 © The Wallace Collection, London. Øvrige fotos: Line Esbjørn Forsknings- og formidlingsprojektet om Bertel Thorvaldsens portrætter er støttet af Velux Fonden og gennemføres i samarbejde med Københavns Universitet. Denne publikation udgives i et samarbejde med Skoletjenesten – videncenter for eksterne læringsmiljøer. Redaktion: Line Brædder, Line Esbjørn Grafisk tilrettelæggelse: Hanna Bergman Tryk: Lasertryk.dk


Introduktion Museer er fulde af enestående genstande og fagligt specialiserede medarbejdere, der gør museet til et helt særligt læringsrum. Når elever, undervisere og forskellige fagpersoner mødes, har det potentiale til at gøre alle parter klogere og til at udvikle, hvordan vi tænker både undervisning og museumsudvikling. I denne lille serie deler vi fortællinger og refleksioner fra praksis og tager udgangspunkt i de øjeblikke, hvor mødet både var lærerigt og betydningsfuldt for det fortsatte udviklingsarbejde. Denne praksisfortælling handler om et særligt møde mellem elever og portrætkunst på Thorvaldsens Museum. Et møde, hvor de skulpturelle værker tilsyneladende blev mere nærværende, da en enkel handling fik eleverne til at bryde ud i et stort, kollektivt fnis. Det konkrete øjeblik satte tanker i gang om, hvordan vi understøtter værkoplevelsen på museet, men også om, hvordan vi skaber mulighed for erfaringer med nærvær i vores undervisning. Situationen beskrives gennem en nærværsanalyse af kunsthistorikeren Line Brædder, der observerede to udviklingsforløb. Folkeskolelærer Marianne Sørensen og leder af museets skoletjeneste, Line Esbjørn, reflekterer i fællesskab over, hvad nærværsoplevelser kan betyde for elevernes læring. Elevernes stemmer er repræsenteret med citater og et eksempel på de fotografiske gruppeportrætter, der var en del af klassens afsluttende evaluering. Vi deler viden, erfaring og refleksion i håb om, at vores forskellige stemmer kan være med til at vække nysgerrighed i mødet med værkerne på Thorvaldsens Museum og inspirere til nærværende undervisning på flere danske museer.


Praksisfortælling Klassen sad på gulvet foran et af Bertel Thorvaldsens portrætværker. De blev undervist af lederen af skoletjenesten, en forsker og deres egen lærer. En museumsinspektør var også til stede, da eleverne skulle deltage i et forsøg, som var ud over det sædvanlige, og som krævede en række forholdsregler. Helt undtagelsesvist fik nogle af eleverne nemlig mulighed for at røre værkerne iklædt handsker, som bruges til skulpturhåndtering. Der bredte sig en alvor og koncentration i gruppen. Alle var klar over, at der skulle ske noget særligt. I hjørnet stod en kunsthistoriker og observerede undervisningen fra et kunstfilosofisk perspektiv. Hun var opmærksom på, hvordan gruppens samtaler, refleksioner og reaktioner udviklede sig i løbet af dagene på museet. Især var hun interesseret i, hvordan portrætterne virkede på eleverne. Ville de opleve nærvær i mødet med de hvide marmoransigter fra fortiden? Spørgsmålet blev stillet ved starten af et længere undervisningsforløb. I foråret 2018 var danskundervisningen for to 9. klasser fra Skovgårdskolen i Gentofte blevet placeret på Thorvaldsens Museum. Skole, museum og skoletjeneste havde fundet sammen i ambitionen om at udfordre eleverne i ukendte og varierede undervisningssituationer og gå i dybden med Thorvaldsens portrætkunst. Igennem forløbet skrev eleverne selvportrættekster med digter Caspar Eric, lavede tredimensionel formgivning af hinandens ansigter med billedkunstner Louise Hindsgavl, afprøvede analysemetoder med kunsthistoriker Kamilla Louise Hansen og Nanna Lund, deltog i forskningssamtaler med klassisk arkæolog Amalie Skovmøller, gennemførte formidlingseksperimenter med inspektør Kristine Bøggild Johannsen og iscenesatte gruppeportrætter med fotograf Frida Gregersen.




Stemme: Line Brædder, kunsthistoriker

HVAD ER NÆRVÆR? Det nærværende er det i verden, vi kan række ud efter og opleve med vores sanser og krop, og som derfor har potentiale til at påvirke os helt umiddelbart. Det kunne godt være portrætterne, der omgiver os på Thorvaldsens Museum. Men vi har tendens til at fokusere på, hvad skulpturerne forestiller og symboliserer. Oftest taler vi om, hvem der har lavet dem, og hvorfor de er endt med at blive betydningsfulde værker. Det kan være svært at mærke de gamle marmorbusters relevans for lige netop du og jeg og føle nærværet i mødet med portrættet. Måske fordi vi netop koncentrerer os om, hvad værkerne “betyder” (deres såkaldte meningseffekter), i stedet for at mærke efter, hvordan de faktisk virker på os (deres nærværseffekter). Det vil filosoffen Hans Ulrich Gumbrecht gerne ændre på, for begge måder at erfare verden på er væsentlige, siger han. Denne praksisfortælling viser, hvordan en simpel øvelse på Thorvaldsens Museum gav marmorskulpturen langt bedre mulighed for at sætte en 9. klasses oplevelse af nærvær i gang med et simpelt, sanseligt portrætmøde, der opfordrede til subjektive associationer og tog elevernes umiddelbare reaktioner seriøst.

“PRØV AT RØRE VED HANS KIND” “Kan du ikke sådan … prøve at røre ved ansigtet?”, spørger en af pigerne fra 9. klasse. En elev har fået tynde, hvide håndteringshandsker på, så han forsigtigt kan føle på et af Thorvaldsens portrætter på vegne af klassen, der sidder omkring ham. Drengen bevæger sine fingre op mod marmorportrættets kind, og med det samme bryder klassen ud i grin, der runger i korridorerne. Da parallelklassen dagen efter får opgaven, følger nøjagtigt samme reaktion. Fnisen, latter og undertrykte grin gentager sig, hver gang en elev rører ved portrætternes kinder, læber, hænder eller andet hud af marmor. Klassen reagerer tydeligt, når der bliver rørt ved hud – også selvom den i virkeligheden er sten. Eleverne, der har fået handsker på, mærker nysgerrigt og opmærksomt på klæder, smykker og hår af marmor. Men kun ganske kort – eller på direkte opfordring – føler de på skulpturernes ansigt eller hænder. Det gør forskeren og underviseren klassen opmærksom på, og så begynder pludselig en samtale, hvor eleverne lægger mærke til og kan sætte ord på, hvordan værkerne virker på dem selv: “Jeg tror, det er, fordi det er unaturligt. Altså, det er unaturligt sådan at stå og røre ved et ansigt”, forklarer en elev. En anden supplerer: “Det er akavet, at han står og rører ved et ansigt, mens der er helt stille.” Pludselig anser eleverne marmorværkerne for mennesker frem for sten, selvom de øjeblikket forinden beskrev værkerne helt anderledes.


UTILNÆRMELIGE BUSTER Hele formiddagen op til røreøvelsen har klassen sat ord som “umenneskelige”, “perfekte”, “glatte”, “dyrebare”, “rene”, “fejlfri”, “seriøse” og “overmenneskelige” på de hvide marmorværker. På samme tid har eleverne svært ved at gå til værkerne på en måde, der ikke er analytisk: Da de bliver bedt om at associere frit i en skriveøvelse og lægge mærke til, hvordan en buste virker på dem hver især, begynder de i stedet at fortolke symboler. Måden, eleverne reagerer på Thorvaldsens portrætter på, fortæller, at værkerne fremstår som noget distanceret, de har svært ved at relatere til. Elevernes reaktion peger på barrierer for nærværsoplevelsen mellem værk og museumsgæst. For hvordan kan et møde med en ophøjet skulptur vække genkendelse og virke nærværende?

FRA MARMOR TIL MENNESKE Røreøvelsen skaber et skred i klassens oplevelse af Thorvaldsens værker. Elevernes fnis markerer et skift, hvor portrættet pludselig virker mere nærværende på klassen – med ét er marmorværkerne mennesker, det er akavet at røre ved. Forandringen i klassens oplevelse af værkerne viser sig i elevernes snakke og skriveøvelser resten af dagen. Med nærværsbrillerne på kan fnisesituationen pege på flere pointer:

Subjektive fornemmelser er værd at tale om Da eleverne mærker, at museets undervisere accepterer og er interesseret i deres umiddelbare fnisereaktion, opstår flere snakke om sanselighed og materialitet. Det er, som om eleverne nu forstår, at de subjektive oplevelser, indtryk og fornemmelser her er relevante at tale om. Nu lykkes det i højere grad at få eleverne til at associere frit om skulpturerne og forklare, hvad værkerne sætter i gang hos dem selv. Sanselig erfaring gør en forskel “Overfladen ser ud til at være meget glat, når man kigger på den, men da de andre så begyndte at røre og fortalte, at den var ru, blev jeg overrasket. … det er svært, at man kun må kigge og ikke røre, når det er alle vores sanser, vi er vant til at bruge” – elev i 9. klasse Røreøvelsen bryder med flere elevers forventninger og overrasker selv blandt de, der ikke fik lov til at føle på værkerne. Marmoret føles anderledes, end det ser ud, og elevens udsagn husker os på, hvordan man er afskåret fra at kunne erfare noget fuldstændigt, så længe man kun kan bruge synssansen. Relation på tværs af tid ”(…) Det virkede bare underligt at skulle røre ved en så præcist efterlignet mand fra for mange hundrede år siden. Det er måske også et spørgsmål om respekt. Det er jo mennesker, som levede engang og fik lavet en kopi af sig selv. Og her, mange år senere, står der nogle skolebørn og rører ved hans ansigt” – elev i 9. klasse


Berøringen af værket nedbryder en slags barriere af tid mellem eleven og den person, Thorvaldsen for så mange år siden portrætterede. Efter at marmorkinden under fnisen er blevet rørt ved, begynder eleven at relatere til den afbildede person. Fortidsfiguren er blevet til et menneske, som eleven minder os om at respektere.

HVORDAN KAN MUSEUMSFORMIDLING ARBEJDE MED NÆRVÆR?

hjælpe på vej mod også at bemærke det, man ellers let overser, og opfordre til, at man hver især tager sine egne fornemmelser og reaktioner alvorligt. Usynlige effekter er svære at sætte ord på, men hvad end man mærker det intenst eller oplever det som fraværende, kan nærvær være afgørende for ens samlede oplevelse af museet og dets kunstværker. Hvis værkerne får bedre plads til at virke på – og gribe – museumsgæsterne, vil de lettere kunne tale om portrætterne på nye måder og måske også blive mere nysgerrige efter, hvad værkerne kan forestille og fortælle som meningsobjekter.

På Gumbrechts opfordring kan vi arbejde på at lade meningseffekter og nærværseffekter eksistere mere jævnbyrdigt i vores forhold til verden – også i måden, museet underviser og formidler på. For at lade værkerne virke på den enkelte er det helt oplagt at lægge op til sanselige, taktile og kropsnære kunstmøder. Men museet kan også give plads til nærværsoplevelser på måder, der ikke involverer at røre ved kunsten. I denne case bringer øvelsens fokus eleverne på udebane. Det er et forsøg på at slukke for klassens meningsdannende analyseapparat, og det samme kunne man gøre ved på andre måder at indtænke en slags “tomme pladser” eller ubesvarede spørgsmål i museumsmødet. I undervisningssituationer kunne man zoome ind på relaterbare anekdoter frem for større fortællinger eller nedprioritere fakta og store forståelsesrammer, så den enkeltes fantasi og forestillinger i stedet er nødt til at sætte ind. Man kan sige, at nærværsarbejde går ud på at gøre museumsgæsten nærsynet: At

TEORETISK BAGGRUND Denne analyse tager udgangspunkt i den tyske filosof Hans Ulrich Gumbrechts tanker om presence, “meningseffekter” og “nærværseffekter” fra bogen Production of Presence: What Meaning Cannot Convey (2004).




Stemmer: Line Esbjørn, leder af Skoletjenesten på Thorvaldsens Museum & Marianne Sørensen, dansklærer i udskolingen

Dialog, nærvær og fnis En flerstemmig dialogisk praksis er central i Skoletjenesten på Thorvaldsens Museum. Her er vi optagede af at udvikle undervisningsformer, hvor eleverne erfarer, at de – på trods af alt det, de ikke ved om Thorvaldsen, nyklassicismen og skulpturel kunst – er kvalificerede til at tænke med og over kunsten, de møder på museet. Det korte, men betydningsfulde ophold ved en klasses fnisen peger på muligheder, som vi ikke har søgt udfoldet før. Den fælles røreoplevelse, især fniset, etablerer en mere personligt forankrende erfaring – både følelsesmæssigt og kropsligt – end det, vi har kunnet etablere ved hjælp af sprog. Nærværsteorien fokuserer på oplevelsen, men som undervisere er vi interesserede i, hvordan oplevelsen kan blive til en erfaring, som skaber grundlag for ny læring og erkendelse. Når vi opholder os ved de nærværende øjeblikke i forløbet, lægger vi særligt mærke til, hvordan det gav eleverne et nyt erfaret ståsted til at tale og tænke ud fra i de dialogiske, refleksive og kreative læreprocesser, de senere indgik i. Sådan en erfaring kan godt være eksemplarisk. Når eleverne ved, at deres fnis kan bruges til noget, stoler de mere på, at deres andre umiddelbare tanker og reaktioner også kan. Når idealet er flerstemmig dialog, så er etableringen af et stærkt og trygt ståsted som individ og gruppe helt centralt. Med inspiration fra denne nærværsteori kan vi udvikle nye metoder til at understøtte en dialogisk undervisning på museet og på skolen.


ÅBEN FOR OPLEVELSE Det er en pointe, at nærværsoplevelsen og -reaktionen var spontan. Vi havde ikke forudset, at netop det øjeblik ville være så vigtigt, men vi havde tilrettelagt et forløb, hvor der var åbenhed for, at det kunne ske. Dette er vigtigt for både de dialogiske og de nærværsorienterede implementeringer i en undervisningspraksis. Det kræver, hvad man kunne kalde en struktureret åbenhed – hvor vi, der underviser eleverne, tilrettelægger et forløb, hvor det kan ske, og er åbne over for, hvordan det ender med at kunne ske. Man må have en oprigtig interesse for elevernes oplevelser og erfaringer og være modtagelig for at folde netop det ud, som viser sig muligt, sammen med de konkrete elever en given dag. Når klassens lærere og skoletjenestens underviser tilrettelægger og gennemfører undervisning i fællesskab, skabes gode forudsætninger for at kunne nå frem til de særligt lærerige og nærværende øjeblikke. SERIØST SJOVT? Vi havde god tid sammen med eleverne i dette fordybelsesforløb. Vi hyggede os og havde meget varierede dage sammen. Men måske vi skulle have fniset lidt mere? I elevernes afsluttede anbefalinger til os nævner flere, at vi godt kunne have haft nogle lege og lavet endnu flere sjove øvelser (og i det hele taget snakket en del mindre). Denne praksisfortælling kan også bruges til at huske, at det seriøst sjove kan have plads i undervisningen. Ikke kun for sjov skyld, men også for læringens skyld. Og ikke kun for læringen, men for nærværet.

Teoretisk baggrund Dialogbaseret museumsundervisning bygger på principper om flerstemmighed, deltagelse og variation. Find teori og praksiseksempler i bogen Dialogbaseret undervisning – kunstmuseet som læringsrum (2012) af Dysthe, Bernhardt og Esbjørn.



Stemme: Elever, 9. klasse

“Det har været rart at være så meget indblandet selv, og man har virkelig kunnet mærke, at alle gerne ville høre, hvad man havde at sige, og ville bruge det til noget”


Baggrund

De gipsgrå og marmorhvide portrætværker opleves let som anonyme ansigter, man kun flygtigt bemærker, når man besøger Thorvaldsens Museum. Men sådan har det ikke altid været. Værkerne var oprindeligt skabt til at stå i private hjem eller på offentlige steder, hvor man knyttede både dybe følelser og stor betydning til dem. I Jean-Baptiste Greuzes maleri fra 1760’erne er der skruet helt op for de lidenskabelige følelser, som en portrætbuste kan tænkes at vække. Selv da Thorvaldsen senere i en mere afdæmpet nyklassicistisk kontekst skabte sine portrætter, kunne de generere et nærvær af stor følelsesmæssig betydning. I museets arkiv findes der fx brevudvekslinger, hvor elskende beretter om, hvordan de siger godnat til hinandens portrætbuster. Thorvaldsens Museum arbejder med nærvær i forsknings- og formidlingsprojektet Powerful Presences. Projektet undersøger, om og hvordan Bertel Thorvaldsens portrætter kan få ny betydning for os i dag. Disse undersøgelser sker bl.a. sammen med elever og lærere.