Ny menneskelig revolution bind 6

Uddrag af kapitel 5, ’Unge ørne’ (s. 194-218 i den danske udgave)

Efter hilsner fra lederen af ungdomsafdelingen, generaldirektøren og andre ledere gik præsident Yamamoto under stort bifald på podiet for at give en forelæsning.

“Tak alle sammen, fordi I er kommet i dag og sidder så tålmodigt i dette varme vejr,” begyndte Shin’ichi. “Jeg er den sidste taler, så jeg håber, I vil have tålmodighed bare lidt endnu.” Shin’ichi talte i en uformel og fortrolig tone, som om han henvendte sig til en lille forsamling, og han delte ærligt sine håb for udviklingen af studenterafdelingen.

“Studenterafdelingens vækst er Soka Gakkais vækst. Studenterafdelingens fremskridt er fremskridt for kosen-rufu, og den er direkte forbundet med fremskridt for fred i Japan og hele resten af verden,” sagde han. “Jeg håber, at I alle er bevidste om jeres store mission og vil gå fremad med dyb tillid.”

Shin’ichi fortsatte og sagde, at ledere fra forskellige dele af det japanske samfund var begyndt at se Soka Gakkai i et negativt lys, hvilket skyldtes, at visse elementer i massemedierne havde angrebet Soka Gakkai med bagtalelse eller havde haft en forudindtaget holdning til organisationen. Han bad studenterafdelingen om at rette op på disse fejlopfattelser og skabe en forståelse for, hvad Soka Gakkai virkelig var og for den retskaffenhed, organisationen forsvarede. Som et eksempel på disse fejlopfattelser sagde han, at nogle hævdede, at Soka Gakkais mål var at gøre Nichiren Shoshu til Japans statsreligion.

“På de unge mænds årsmøde for fire år siden, i 1958, gjorde jeg det helt klart, at Soka Gakkai ikke har nogen intention om at gøre Nichiren Shoshu til statsreligion. At gøre dette ville være et brud på de mest basale grundprincipper i Nichiren Daishonins Buddhisme.”

“Daishonins buddhisme er en lære for hele verden. Nichiren Daishonin skriver om at etablere ‘det højeste hengivelsesobjekt på jorden’ (WND 1, 81). Intetsteds har han skrevet, at hans lære skulle gøres til statsreligion, og vi har heller aldrig i Gakkai talt for et sådant synspunkt. Dette er en fuldstændig grundløs kritik.”

“Sand religion er rodfæstet i og direkte forbundet med menneskers liv. Den spredes og udvikles blandt folket. Hvis regeringen skulle udråbe Daishonins buddhisme til statsreligion, ville det være at tvinge folk til at acceptere en religion ved hjælp af myndighedernes autoritet. En sådan handling ville nedgøre Daishonins buddhisme.”

“Hans buddhisme er tiltænkt hele verden, hele menneskeheden. Hvis den skulle gøres til statsreligion i ét land, ville vejen til dens verdensomspændende udbredelse blive blokeret. Desuden vil enhver religion, der bliver udpeget til statsreligion, henfalde til tomme ritualer og formalisme og ikke længere have kraften til at nære sand religiøs tro.”

Shin’ichi tilføjede muntert: “Hvis Daishonins buddhisme blev statsreligion, ville vi ikke længere skulle introducere nogen til den. Derfor ville det blive svært at ændre vores karma og fuldføre vores menneskelige revolution. Vi ville alle sammen stå i alvorlige problemer!”

Ved afslutningen på sin tale kom Shin’ichi med følgende forslag: “Jeg vil bede jer i studenterafdelingen om at iværksætte en tilbundsgående undersøgelse af, hvad der er den mest ophøjede lære: Nichiren Daishonins buddhisme eller andre filosofier og tankesystemer som for eksempel eksistentialisme eller marxisme. Vær venlig at efterforske dette på en åben, objektiv og udogmatisk måde. Sammenlign filosofierne og se, hvordan de hver især beskriver menneskelivet i al sin kompleksitet, kommer med en grundlæggende løsning på menneskelig lidelse, bedst inkorporerer dagliglivets realiteter og se, hvordan de formår at udvise faktisk bevis.”

“Hvis I med denne undersøgelse konkluderer, at denne buddhisme er den største af alle filosofier og det eneste sande middel til at føre mennesker væk fra lidelse hen imod lykke, vil jeg bede jer om at omsætte den overbevisning til handling. Tag Nichiren Daishonins storslåede lære helhjertet til jer, bliv venligst folkets venner og allierede, og giv jeres liv til at hjælpe dem, der lider, med at finde ægte tilfredshed.”

Shin’ichis tro på buddhismen var urokkelig. Han vidste, at hvis studenterafdelingens medlemmer med stor oprigtighed gennemførte et sådant sammenlignende studie af Daishonins buddhisme og andre filosofier, ville de ende med at indse, hvilken filosofi der var den mest overlegne og dybtgående.

Men der var på dette tidspunkt mange i studenterafdelingen, der ikke havde den samme urokkelige tro. Mange unge japanere, der havde været opildnede af debatten om justeringer af den amerikansk-japanske sikkerhedstraktat, havde i slutningen af 1950’erne og de tidlige 1960’ere stor sympati for marxismen. Selv om de fleste i studenterafdelingen var begyndt at forstå, at samfundet ikke kunne ændres til det bedre uden menneskelig revolution eller en grundlæggende forandring i folks hjerter og sind, som den buddhistiske praktisering taler om, mente mange stadig, at den menneskelige revolutions vej var en omvej.

De hyppige studenterdemonstrationer imod den foreslåede ændring af traktaten havde fået blandet modtagelse af medlemmerne i studenterafdelingen. Nogle havde næret sympati for demonstrationerne, fordi de havde venner, der deltog, selv om de selv nægtede at demonstrere. Andre havde selv deltaget, fordi de mente, at en social revolution måtte have første prioritet. Nogle deltog i angrebet på det japanske fødevarelager den 15. juni 1960, hvor nogle fra studenterafdelingen blev kvæstet.

Men en ny, revideret sikkerhedstraktat blev gennemført til trods for deres anstrengelser, og en følelse af afmagt fejede hen over universiteter i hele Japan. Dette gjorde tiden særligt moden til at udnævne Nichiren Daishonins buddhisme som den ypperste filosofi til at virkeliggøre en positiv social forandring. Men de fleste af studenterafdelingens medlemmer, der hverken havde fordybet sig fuldt ud i buddhismen eller den på daværende tidspunkt fremherskende marxistiske filosofi, var ikke i stand til med overbevisning at forsvare Daishonins lære som den mest overlegne.

Shin’ichi ville, at de studerende fik et stærkt ønske om at tilegne sig viden. Han mente, at det måtte være meningen med at være studerende. Man kan ikke fuldt ud påskønne den sande værdi af buddhismens principper og filosofi uden at have stillet mange seriøse spørgsmål. Jo mere man studerer og sammenligner Daishonins lære med andre religioner og filosofier, des mere bliver man bevidst om dens fremragende kvalitet.

Det femte årsmøde i studenterafdelingen blev afsluttet med en stormende fremførelse af den nye afdelingssang ’Unge reformatorer’ hvor studenterafdelingens leder Goro Watari sang for.

Da Shin’ichi steg ned fra scenen, styrede han mod tilskuerpladserne og forlod hallen ad en af midtergangene, samtidig med at han vinkede og hilste på medlemmerne. Denne gestus udtrykte hans ønske om at gå frem side om side med studenterafdelings-medlemmerne mod kosen-rufu. Næste morgen gik Goro hen for at takke Shin’ichi for at have deltaget i den forrige dags årsmøde.

“Det var en fornøjelse,” sagde Shin’ichi. “Og tillykke! Det ser ud til, at studenterafdelingen er begyndt på en ny start.” “Ja, det tror jeg også,” sagde Goro.

“I dag er jeg igen kommet for at bede dig om at give os goshoforelæsninger.” “Du skal ikke bekymre dig, jeg har ikke glemt det,” forsikrede Shin’ichi ham. “Vi begynder snart. Hvad med at holde den første forelæsning i slutningen af august? Lad os satse på én forelæsning om måneden, og jeg tror, at 40-50 medlemmer, både mænd og kvinder, vil være et passende antal for en sådan forsamling.”

“Undervisningen på nutidens universiteter bliver mere og mere som en masseproduktion på samlebånd, og det ønsker vi ikke. Gruppen bør fortrinsvis bestå af de studenterafdelingsledere, som har deltaget i vores uformelle møder, og repræsentanter fra Kansai og andre områder.”

“Med hensyn til gosho synes jeg, vi skal tage ‘De mundtligt overleverede lærer’. Eftersom forelæsningerne er for studenterafdelingen, synes jeg, vi skal studere noget, der er lidt vanskeligt.”

“Ja ... øh, tak!” Goro snublede over sine ord, og det var umuligt for ham at skjule sin overraskelse og sine forbehold. ’De mundtligt overleverede lærer’ er en afgørende samling af Nichiren Daishonins mest dybtgående lærer. Goro var bekymret for, hvorvidt medlemmerne ville kunne forstå forelæsninger med et så vanskeligt emne.

Da han så Goros udtryk, sagde Shin’ichi med et smil: “Da du og andre dannede Tokyo Universitets Lotus Sutra Studiegruppe og gik til præsident Todas forelæsninger om Lotus Sutraen baseret på ‘De mundtligt overleverede lærer’, var du kun lige begyndt i Soka Gakkai. Tag det roligt! Studenterafdelingens ledere i dag er længere fremme, end du var dengang. De er alle medlemmer af Soka Gakkais studieafdeling. De skal nok klare sig vent og se.”

“’De mundtligt overleverede lærer’ repræsenterer indbegrebet af alle tankesystemer og filosofier. Den belyser fuldt ud principperne i Nichiren Daishonins buddhisme – livssyn, religion, kosmos. Nu er tiden inde for Soka Gakkai til at omsætte disse principper til virkeliggørelse af menneskelig lykke og velstand inden for ethvert område, også regering, forretning, uddannelse, kunst, litteratur og journalistik. Derfor ønsker jeg, at studenterafdelingens ledere studerer ‘De mundtligt overleverede lærer’ for dermed at opnå en dyb forståelse af den uovertrufne filosofi og principperne i Daishonins buddhisme.”

“Jeg er fast besluttet på, at de studenterafdelingsmedlemmer, jeg selv personligt oplærer, bliver Soka Gakkais arvtagere og store ledere i samfundet.” Shin’ichis ord berørte Goro dybt.

Goro viderebragte hurtigt til de øvrige studenterafdelingsledere, at præsident Yamamoto planlagde at forelæse over ‘De mundtligt overleverede lærer’. De var vildt begejstrede. Goro stod for at vælge de deltagere, der skulle overvære forelæsnings-rækken. Shin’ichi gjorde sig også store anstrengelser med at forberede forelæsningerne. Hver aften lagde han hovedet i blød for at finde ud af, hvordan han bedst kunne formidle essensen af dette ultimative buddhistiske skrift til de studerende.

Han huskede, at han var blevet inviteret til at overhøre det, der blev præsident Todas sidste forelæsning over Lotus Sutraen til studenterafdelingens studiegruppe fra Tokyo Universitet den 27. september 1957. Ligesom de øvrige studerende havde Shin’ichi været fast besluttet på at indprente hvert eneste ord fra sin mentor i sit hjerte og sind. Da forelæsningen var slut, sagde Toda til hele gruppen: “I fremtiden, hvis der er noget, I ikke forstår, så spørg blot Shin’ichi her. Okay?”

“Ja!” svarede de alle. “Godt,” fortsatte Toda. “Den næste forelæsning vil være min sidste i denne række.” Men det viste sig, at den næste forelæsning aldrig fandt sted. Den aften var faktisk hans sidste forelæsning i en række, der havde strakt sig over to og et halvt år med denne gruppe.

Shin’ichi kunne ikke lade være med at tænke på, at Todas ord i den anledning var hans ønske for fremtiden – noget, han bad Shin’ichi om at fuldføre, efter at han selv var væk. Shin’ichi følte, at det var hans mission at fortsætte Todas arbejde med at forelæse over Lotus Sutraen til studenterafdelingens medlemmer, som ville blive den næste generation af ledere i Soka Gakkai. Han var overbevist om, at hans planlagte forelæsningsrække over ‘De mundtligt overleverede lærer’ ville tjene dette formål.

Toda, som var blevet vakt til en forståelse af Lotus Sutraens dybe mening, mens han sad i fængsel, havde forelæst over Lotus Sutraen baseret på ‘De mundtligt overleverede lærer’ og havde dermed givet nyt liv til buddhismen som en grundlæggende livsfilosofi i moderne tid. Gennem sine forelæsninger over denne afgørende gosho håbede Shin’ichi nu på at åbenbare filosofien i Nichiren Daishonins Buddhisme som et retningsgivende princip, der kunne forme en helt ny æra.

Tiden kaldte netop på et sådant retningsgivende princip. Den tiltagende kolde krig, der blev næret af modsatrettede ideologier fra øst og vest, havde kastet mørke skyer over håbet om menneskelig harmoni. Skønt mange protesterede voldsomt imod atomvåben, havde stormagterne et kapløb i gang for at øge deres antal. I Japan var man begyndt at mærke omkostningerne ved ‘det økonomiske mirakel’ i form af alvorlig miljøforurening. Samtidig afsløredes defekterne på alle områder af den japanske livsform – regering og uddannelser især.

Shin’ichi mente, at tiden var inde til at videreformidle den buddhistiske livsfilosofi, princippet om menneskerettigheder og fred, til resten af verden. Det var disse tanker, der optog hans sind, mens han brugte dagene på at studere og omhyggeligt forberede sin forelæsningsrække.

Udenfor lød cikadernes sang som et dvælende farvel til sommeren. Om eftermiddagen den 31. august indledte Yamamoto sin første forelæsning over ‘De mundtligt overleverede lærer’ for studenterafdelingens repræsentanter i et lokale i japansk stil i Seikyo Shimbunbygningen. De omkring 40 deltagere sad omkring forelæsningsbordet glade og spændte på, at deres længe ventede forelæsningsrække med præsident Yamamoto skulle finde sted.

Shin’ichi satte sig ved bordet og sagde: “Lad os begynde!” Hans stemme var fast og selvsikker. Ved denne første forelæsning læste studenterafdelingens leder, Goro Watari, navnene på deltagerne op og præsenterede dem kort en efter en, hvorefter hver enkelt af de studerende rejste sig efter tur. Shin’ichis indtrængende blik syntes både at være gennemtrængende og samtidig varmt og medfølende.

For Shin’ichi var disse ledere i studenterafdelingen – der var den sidste afdeling, Josei Toda etablerede før sin død – uslebne diamanter, som hans mentor havde overladt til ham. Han svor at tage disse uslebne ædelsten, der havde et potentiale for grænseløst fremragende evner, og polere hver eneste af dem omsorgsfuldt og tålmodigt, til de skinnede og glimtede som smukke juveler af talent og evner. Efter at de studerende var blevet præsenteret, delte Shin’ichi sine tanker med dem:

“Præsident Toda har tidligere afholdt en forelæsningsrække over Lotus Sutraen baseret på ‘De mundtligt overleverede lærer’ for en gruppe medlemmer, som studerede ved Tokyo Universitet. Af disse medlemmer er Watari og Fukiwara blevet henholdsvis studenterafdelingsleder og viceleder, og derfor har de nu et særligt ansvar for studenterafdelingen. De spiller desuden en meget vigtig rolle i Soka Gakkai som helhed.”

“Jeg vil bede hver eneste af jer, som er kommet i dag for at studere ‘De mundtligt overleverede lærer’ sammen med mig, om, at I uden undtagelse også udvikler jer til at blive eksemplariske ledere i Soka Gakkai og i samfundet. Dette er mit oprigtige ønske. Derfor er jeg fast besluttet på at lægge alt, hvad jeg har af kræfter i disse forelæsninger, uanset hvor travlt jeg måtte have med andre ting.”

“Jeg ønsker også, at I skal vide, at jeg holder øje med jer, så længe jeg lever. Jeg vil være der til at se, hvor mange af jer der bliver enestående ledere – store ørne og løver i tro – og hvem der falder fra og ender med at vende sig imod Soka Gakkai.”

“Buddhismen er streng. Halvgjort arbejde duer ikke. Enten anstrenger man sig for at opretholde sin tro gennem hele sit liv og opnå buddhatilstand, eller man frasiger sig sin tro og kommer til at lide. I kan være aktive som topledere i Soka Gakkai i op til 20 eller 30 år, men medmindre I vedligeholder jeres tro til slutningen af jeres liv, vil jeres liv være en fiasko, et nederlag. Og jeg ønsker ikke at se det ske for nogen af jer.”

Shin’ichi stemme genlød med fast overbevisning. Alle lyttede opmærksomt med alvorlige miner. Ingen bevægede sig eller lavede den mindste lyd. Herefter åbnede Shin’ichi gosho og begyndte at tale om den generelle betydning og baggrunden for ‘De mundtligt overleverede lærer’:

“‘De mundtligt overleverede lærer’ er en optegnelse over Nichiren Daishonins forelæsninger om de vigtigste afsnit i Lotus Sutraen. Disse forelæsninger, som han holdt på opfordring af sine disciple på Minobu-bjerget, blev skrevet ned af Nikko Shonin. Og det referat blev godkendt af Daishonin selv. Sammen med ‘Om den sande årsag’ og ‘De 106 sammenligninger’ – to betydelige dokumenter skrevet af Nichiren Daishonin og betroet direkte til hans lovformelige arvtager og efterfølger, Nikko Shonin – er det et værk af enorm betydning, der præsenterer indbegrebet af Daishonins lære.”

“Værket fylder to bind. Det første bind begynder med en detaljeret forklaring af Nam-myoho-renge-kyo og fortsætter derefter med at debattere de første 15 kapitler i Lotus Sutraen – fra ‘Introduktion’ til ‘Opdukkende fra jorden’. Det andet bind undersøger vigtige afsnit fra de resterende 13 kapitler – fra ‘Den Således Ankomnes livslængde’ til ‘Opmuntring til Bodhisattva Universel Værdi’.”

“Det forklarer også den dybere mening med centrale afsnit i De Umådelige Betydninger Sutraen og

Meditationssutraen til Bodhisattva

Universel Værdi Sutraen, der betragtes henholdsvis som den indledende og afsluttende sutra til Lotus Sutraen.

(Tilsammen kaldes Lotus Sutraen og disse to sutraer for Den Trefoldige Lotus Sutra.) Der er ligeledes et appendiks i slutningen af andet bind, der indeholder afsnit med titlerne ‘Et vigtigt afsnit fra hvert af de 28 kapitler’ og ‘Alle 28 kapitler er Nammyoho-renge-kyo’.”

“Hver del af ‘De mundtligt overleverede lærer’ er grundlæggende struktureret således: Efter et uddrag af et vigtigt afsnit fra Lotus Sutraen eller den indledende eller afsluttende sutra citeres kommentarer hertil af buddhistiske Store Lærere som T’ien-t’ai og Miao-lo. Herefter går man videre med at forklare Daishonins

’såningens buddhisme’, der underforstået ligger bag Lotus Sutraens tekst. Dette bliver altid indledt med ‘De mundtligt overleverede lærer siger’.”

“Disse lærer repræsenterer det ypperste inden for menneskelig filosofi og tanke og dækker et bredt spektrum af principper, der handler om religion, livet, menneskelig lykke, universet og samfundet, både hvad angår tro og dagligliv.”

Da Shin’ichi havde givet de studerende et kort overblik over skrifternes struktur, sagde han: “Lad os nu begynde vores studie af ‘De mundtligt overleverede lærer’ og udforske dem sammen både teoretisk og i praksis.”

Derefter bad han om, at en frivillig ville læse åbningslinjerne højt. Til at starte med var der ingen, der meldte sig. Men langsomt rakte et par stykker hænderne op. Shin’ichi valgte en studerende, som rejste sig og begyndte at læse med en svag og tøvende stemme:

”’Optegnelse over de mundtligt overleverede lærer’. ’Nam-myoho-rengekyo’. De mundtligt overleverede lærer siger, at ’namu’ er afledt af sanskrit, og her (i Japan) betyder det hengivelse ... ” (GZ, 708).

Da oplæseren var færdig, sagde Shin’ichi med en vis strenghed: “Mage til mat oplæsning! Når vi læser gosho, skal vi gøre det med den dybeste overbevisning om, at vi læser sandheden, den absolutte sandhed – det er fuldstændig sådan, det er. Vi skal med andre ord læse med tro, søge med tro og forstå med tro.”

“Det kan meget vel være, at vestlig filosofi begynder med tvivl, men når vi studerer buddhisme, må vi begynde med tro. Selv Shariputra, som man sagde var den klogeste blandt Shakyamunis disciple, opnåede ikke oplysning gennem sin viden eller sine intellektuelle kræfter, men gennem tro.”

En højtidelig stemning fyldte lokalet. Alle sad ranke og lyttede til Shin’ichi Yamamoto med alvorlige miner.

“Gosho er et skriftværk, en samling af Buddhaens ord,” fortsatte han. “Hvert eneste ord og formulering er vigtig. Og især når det kommer til ‘De mundtligt overleverede lærer’. Hvis vi ønsker at forstå den dybt, må vi først læse den højt igen og igen med en klar og stærk stemme – til en sådan grad, at vi næsten kan den udenad.”

“Desuden skal vi læse gosho i både handling, ord og tanke. Dette indebærer en beslutning om at leve i overensstemmelse med gosho, dele dens filosofi med andre og selv udføre dens lære i praksis. Vores handlinger må kunne stå mål med vores overbevisning. Det er med den holdning, vi skal nærme os det buddhistiske studium, hvilket også er en grundlæggende præmis i Østens filosofi.”

Deltagerne følte det, som om de var blevet rusket vågne. De skammede sig over, at de indtil dette øjeblik havde regnet med, at det var tilstrækkeligt blot at sætte sig til rette og lytte til forelæsningerne.

Shin’ichi vendte tilbage til ‘De mundtligt overleverede lærer’ for at udforske hver passage i detaljer. Igen startede han fra begyndelsen:

”’De mundtligt overleverede lærer’ siger: ’Namu’ er afledt af sanskrit, og her (i Japan) hedder det ’kimyo’, hvilket betyder ’at hengive sit liv’. Der findes hengivelse til personen og hengivelse til Loven.

Hengivelse til personen vil sige, at man hengiver sit liv til Shakyamuni, og hengivelse til Loven vil sige, at man hengiver sit liv til Lotus Sutraen.” (GZ, 708).

”Grunden til, at ‘De mundtligt overleverede lærer’ indledes med en gennemgang af Nam-myoho-renge-kyo, er, at Nam-myoho-renge-kyo er grundlaget for alle sutraer og hjertet i Lotus Sutraen,” forklarede Shin’ichi. ”Hvad angår Nammyoho-renge-kyo, fortæller Daishonin os, at ’namu’ er afledt af sanskrit1 , skriftsproget i oldtidens Indien, og at det oversættes til ’kimyo’ på japansk. ’Kimyo’ betyder at hengive sit liv fuldstændigt.”

“Der findes to objekter til denne form for hengivelse: Personen og Loven. Personen er Shakyamuni, hvilket også Daishonins buddhisme hævder. Med andre ord er det Nichiren Daishonin, den oprindelige Buddha, som er det fundamentale hengivelsesobjekt i form af personen. Loven er Nam-myoho-renge-kyo, som er Lotus Sutraen i Lovens sene periode og det fundamentale hengivelsesobjekt udtrykt i Loven. (s. 283) Derfor er sand hengivelse at hengive sig til den grundlæggende respekt for enheden mellem personen og Loven, hvilket svarer til Gohonzon, og som er det, Nichiren Daishonin åbenbarede.”

“Alle mennesker hengiver sig til noget. Gamle tiders samuraier var hengivne over for deres herrer, og under Anden Verdenskrig blev det japanske folk opfordret til at give sig selv for nationen. I dag ser vi mennesker, der hengiver sig til deres job eller firmaer, og folk, der giver sig selv fuldstændigt for dem, de elsker.”

1 Namu, også udtalt nam, er en translitteration (dvs. overført fra et alfabet til et andet) af sanskritordet namas, der betyder hengivelse.

“Det afgørende er at huske, at det, man beslutter at hengive sig til eller give sit liv for, er det, der afgør, om ens liv bliver lykkeligt eller ulykkeligt. Daishonin lærer os, at den højeste og mest grundlæggende form for hengivelse er den til Gohonzon, der er enheden mellem personen og Loven – med andre ord, til Nam-myoho-rengekyo.”

Shin’ichis stemme tog til i styrke: “Vi kan mere specifikt sige, at denne hengivelse er at dedikere os til at virkeliggøre kosenrufu med beslutningen om vidt og bredt at udbrede Nam-myoho-renge-kyo og Gohonzon og se det som formålet med vores liv og som et livslangt mål. Dette er vejen, der fører til absolut lykke.”

“Jeg er sikker på, at nogle af jer opfatter udtryk som ’ikke at holde sit liv tilbage’ og ’at dedikere sit liv til buddhismen’ som udtryk, der opfordrer til en slags tragisk selvopofrelse. Men den sindstilstand, der ligger til grund for den form for hengivenhed, jeg taler om, er en helt anden. Det er en tilstand af fuldstændig selvsikker fred og ro, en tilstand uden den mindste frygt. Det er en følelse, der er lige så vidtstrakt og ren som den klare blå himmel, og som indeholder håb, glæde og fuldstændig tilfredsstillelse – en tilstand af at være fri og oprigtig over for sig selv.”

“Hengivelse til Den mystiske lov er at gennembryde sit lille ego, det lille selv, der er blevet drevet rundt og hjemsøgt af alle mulige smålige, egoistiske ønsker og begær. Det er at vende tilbage til sit større selv, det selv, der er ét med universet, det selv, der er uendeligt som selve kosmos.”

“Når du opnår det, vil du komme til at stråle af dit højeste menneskelige potentiale. Den proces, der får dette til at ske, kaldes menneskelig revolution.”

Shin’ichi gik videre til det næste afsnit:

”’Ki’ [i kimyo] betyder at vende tilbage til den uforanderlige enhed af sandhed, som er afsløret i den teoretiske lære. ’Myo’ [i kimyo] er at komme i overensstemmelse med den foranderlige sandheds visdom, som er afsløret i den essentielle lære. Hengivenhed er selve Nam-myoho-rengekyo. En kommentar siger ’Både det uforanderlige og det foranderlige er indeholdt i et livsøjeblik; det ene er roligt og det andet er oplyst’.” (GZ,708)

Denne passage havde voldt næsten alle deltagerne i gruppen vanskeligheder.

Uanset hvor meget de havde forsøgt at studere det i forberedelserne til forelæsningen, måtte de alle til sidst smide håndklædet i ringen. På dette tidspunkt fandtes der ingen gode kommentarer, der kunne hjælpe dem, der ville studere ‘De mundtligt overleverede lærer’. Den eneste tilgængelige reference var en udgave af bogen ’Den Trefoldige Lotus Sutra’2, der var samlet af hovedtemplet (og udgivet af Soka Gakkai) året forinden, 1961, og som indeholdt den kinesiske tekst af Lotus

Sutraen og dens indledende og afsluttende sutraer med en parallel japansk oversættelse. Denne mangel på godt referencemateriale havde kun gjort de studerende mere ivrige efter at høre, hvad Shin’ichi havde at sige.

2 Den japanske titel på dette værk er ’Myohorengekyo narabi ni Kaiketsu’.

“Her diskuterer Daishonin betydningen af ’kimyo’, at hengive sit liv ud fra de to elementer ’ki’ og ’myo’. Jeg er sikker på, at I må have kæmpet med denne passage.”

“Daishonin begynder med at sige, at ’ki’ betyder at vende tilbage til den uforanderlige enhed af sandhed, der er afsløret i den teoretiske lære i Lotus Sutraen. Derefter går han videre til at sige, at ’myo’ betyder at være i overensstemmelse med den foranderlige sandheds visdom, som er afsløret i Lotus Sutraens essentielle lære.”

“Den uforanderlige enhed af sandhed er den absolutte sandhed, der forbliver evig gennem tid og rum. Nam-myoho-rengekyo er den absolutte, grundlæggende sandhed i universet. Ved at chante Nammyoho-renge-kyo forbinder vi os selv med universets grundlæggende lov. Det er det, der menes med at vende tilbage til den uforanderlige enhed af sandhed.”

Shin’ichi forelæste med al sin koncentration og energi. Sveden piblede frem på hans pande, men han holdt ikke inde for at tørre den væk. Han fortsatte:

“Den foranderlige sandheds visdom er imidlertid den sande buddha-visdom, som svarer til omstændigheder, der er i konstant forandring i overensstemmelse med forskellige årsager og betingelser. Den beskriver buddhatilstandens virkning, den højeste livstilstand, man kan manifestere gennem tro.”

“Den uforanderlige enhed af sandhed er Den mystiske lovs endegyldige sandhed. At manifestere Den mystiske lovs kraft og virkning i vores dagligliv er nøglen til at opnå lykke. Troen på Den mystiske lov gør os i stand til at tappe uendelig livskraft og buddha-visdom indefra til at overvinde vores problemer og lidelser, gøre menneskelig revolution og ændre vores liv. Alle aktiviteter, der er rettet mod at skabe værdi, svarer til at være i overensstemmelse med den foranderlige sandheds visdom.”

“For at benytte en anden allegori kan goshoen, som lærer os om den evige, uforanderlige, absolutte sandhed, beskrives som et udtryk for den uforanderlige enhed af sandhed. Vores oprigtige studier af goshoen i dette øjeblik svarer til at vende tilbage til sandhedens uforanderlige enhed. Senere, når vi forstår goshoens lære gennem tro og visdom og har gjort den til grundlag for vores livsfilosofi, vores forhold til samfundet og resten af verden, kommer vi i overensstemmelse med den foranderlige sandheds visdom.”

“Denne formel kan bruges til alt. En mikrofon opfanger for eksempel stemmer og lyde og transformerer dem herefter til elektroniske signaler og videreformidler

3 I NMR 6 er begrebet 'Three Thousand Realms in a Single Moment of Life' flere steder oversat til '3.000 muligheder i et enkelt livsøjeblik.' Den officielle danske oversættelse er dog '3.000 verdener i et enkelt livsøjeblik', da ordet "muligheder" giver et billede af, at man intellektuelt kan vælge - men det er ikke begrebets mening. Det er ikke 3.000 valg, men 3.000 verdener eller virkeligheder, som illustrerer, hvor mangfoldig opfattelsen af virkeligheden er. Begrebet kan i praksis koges ned til, at vi med en stabil praktisering/chantning får buddhatilstanden disse stemmer og lyde ud til mange mennesker. At forstå, hvordan en mikrofon virker, svarer til at vende tilbage til sandhedens uforanderlige visdom. Forestil jer nu, at I tænder mikrofonen og lader elektricitet løbe gennem systemet og faktisk benytter mikrofonen til et formål. Det svarer til at være i overens- stemmelse med den foranderlige sandheds visdom.”

“Hvorfor benytter Daishonin denne formulering fra den teoretiske lære i forbindelse med den uforanderlige enhed af sandhed? Fordi det er i Lotus Sutraens teoretiske lære, at alle fænomeners sande aspekt bliver afsløret for første gang, og at alle ting i universet bliver identificeret som enheder af Myoho-renge-kyo – princippet om, at ét livsøjeblik indeholder 3.000 virkeligheder eller verdener3. Lotus Sutraens teoretiske lære forklarer også for første gang, at både de to fartøjers4 praktiserende, kvinder og onde mennesker har potentiale til at opnå oplysning.”

“Med andre ord afslører Lotus Sutraens teoretiske lære den absolutte og uforanderlige sandhed, at alle levende væsener og universet selv er enheder af Den mystiske lov. Det er derfor, denne linje fra den teoretiske lære dukker op i dette afsnit. Men selv om Lotus Sutraens teoretiske lære fortæller os, at alle levende til at farve vores liv, så vi vil opleve den mest værdiskabende virkelighed. Så det handler ikke om, at vi foran et problem har 3000 handlemuligheder - men at vi i alle situationer oplever vores liv iført buddhatilstandens briller. væsner er buddhaer, at hver eneste af os er en enhed af Den mystiske lov, og at vi indeholder buddhanatur i teorien, vil denne abstrakte viden i sig selv ikke gøre os i stand til at transcendere vores problemer og lidelser.”

4 De to fartøjers praktiserende refererer til menneskene i de to livstilstande lærdom og erkendelse – også kaldet stemmehørere og pratyekabuddhaer – som i lærerne før Lotus Sutraen, dvs. de foreløbige mahayanalærer, var dømt til ikke at kunne opnå oplysning.

“Det forbliver kun et begreb. Det teoretiske og det faktiske er lige så forskelligt som nat og dag.”

Skønt alle de studerende til Shin’ichis forelæsning havde haft svært ved at forstå passagen, da de studerede den på egen hånd, opdagede de, at de langsomt begyndte at fatte meningen med den, mens de lyttede til hans forklaring.

“Ikke desto mindre bliver den sande årsag, den sande virkning og det sande land belyst, – hvornår, hvor og hvordan Shakyamuni oprindeligt blev Buddha – når vi forstår Lotus Sutraens essentielle lære. Med andre ord: I den essentielle lære bliver princippet om, at et enkelt livsøjeblik indeholder 3.000 verdener, forklaret gennem beskrivelserne af Shakyamunis liv og bedrifter, og midlet til at opnå buddhatilstand afsløres. Det er grunden til, at udtrykket ’afsløret i den essentielle lære’ står ved siden af ’sandhedens foranderlige visdom’.”

“I Daishonins buddhisme er både den uforanderlige enhed af sandhed i den teoretiske lære og den foranderlige sandheds visdom i Shakyamunis Lotus Sutra dog stadig kun begreber, kun teori. Det skyldes, at end ikke Shakyamunis essentielle lære i Lotus Sutraen kan føre levende væsner til oplysning i dag, i Lovens sene periode.”

“Hvis vi skulle sammenligne Nichiren Daishonin og de tre store hemmelige Loves Gohonzon i Lovens sene periode med bygninger, så ville Lotus Sutraens 28 kapitler være at regne for arkitektens tegning eller plan. Man har brug for en plan for at bygge et hus. I sidste ende er det dog ikke planen, men selve huset, der er vigtigt.”

“I ’Det sande hengivelsesobjekt’ skriver Daishonin: ‘Shakyamunis praktisering og de dyder, han opnåede, er alle indeholdt i den ene linje Myoho-renge-kyo. Hvis vi tror på dette udtryk, vil vi naturligt opnå de samme fordele som han.’ (WND 1, 64). Den praktisering, der førte til, at Shakyamuni opnåede buddhatilstand, og de dyder, han akkumulerede som en buddha, er alle indeholdt i Myoho-rengekyos fem stavelser, altså Gohonzon.

Tilsvarende vil vi modtage alle de dyder, Buddhaen modtog, hvis vi chanter daimoku med tro til Gohonzon. Når Daishonin siger

‘Hengivelse er Nam-myoho-renge-kyo’ (GZ, 708), bekendtgør han derfor, at for at opnå ægte, absolut lykke må vi hengive vores liv til Gohonzon.”

“Lad os nu se på passagen ‘En kommentar siger: “Både det uforanderlige og det foranderlige er indeholdt i et livsøjeblik; det ene er roligt, og det andet er oplyst”’ (GZ, 708). De kommentarer, Daishonin citerer i sine skrifter, er fortolkninger af Shakyamuni Buddhas afsnit fra sutraerne udlagt af buddhistiske Store Lærere som T’ien-t’ai fra Kina og Dengyo fra Japan. Ud over den slags kommentarer til sutraerne citerer Daishonin filosofiske afhandlinger, der er skrevet af buddhistiske lærde som Ashvaghosha, Nagarjuna og Vasubandhu og handler om principper indeholdt i sutraerne. ‘Afhandling om Sutraen Visdommens Perfektion’5 og ‘Afhandling om De ti stadier’6 er eksempler på den slags skrifter [begge af Nagarjuna].”

“Som en del af jeres forberedelse til vores forelæsninger over ‘De mundtligt overleverede lærer’ vil jeg gerne have, at I læser alle disse passager citeret fra sutraer, kommentarer og filosofiske afhandlinger og ligeledes det, der kommer både før og efter de citerede afsnit. Ellers vil I ikke kunne forstå ‘De mundtligt overleverede lærer’ korrekt. Når jeg har studeret gosho, er jeg altid gået direkte tilbage til den oprindelige tekst, når et skrift eller et værk er blevet citeret.“ Således instruerede Shin’ichi sine studerende i det basale i at studere buddhismen.

Shin’ichi fortsatte med stor empati: “Jeg ønsker, at I skal gøre ‘De mundtligt overleverede lærer’ til inspiration og model for jeres tro, jeres måde at tænke på og den måde, I lever på i resten af jeres liv. Det er derfor, jeg vil have, at I studerer teksten grundigt og fordyber jer i dens betydning. Når I graver en brønd, må I grave, indtil I rammer en kilde, ellers har I gravet forgæves. Det samme gælder for buddhistisk studie. Et halvhjertet studie giver ikke kraft til at fremme jeres tro.”

“Fra og med næste møde vil jeg gerne have, at hver eneste af jer slår alle de passager fra sutraer, kommentarer og filosofiske afhandlinger op, som er nævnt i teksten. Fra nu af vil mine forelæsninger være baseret på den antagelse, at I har gjort dette, og at I forstår dem, okay?”

Alle de tilstedeværende gav udtryk for, at de var fuldt ud indstillet på at gøre, hvad Shin’ichi havde bedt dem om. Og med det udgangspunkt begyndte Shin’ichi at forelæse over den passage, der lyder ”En kommentar siger: ’Både det uforanderlige og det foranderlige er indeholdt i et livsøjeblik; det ene er roligt, og det andet er oplyst.”’ (GZ, 708).

“Det uforanderlige og det foranderlige refererer igen til den uforanderlige enhed af sandhed og den foranderlige sandheds visdom. ’Et livsøjeblik’ er livet, som det findes i hvert eneste øjeblik. ’Roligt’ er en tilstand, hvor sindet er roligt og fredfyldt –livets statiske aspekt. På den anden side betyder ’oplyst’ visdommens strålende lys, der vælder frem – livets dynamiske aspekt. Med andre ord er både den uforanderlige enhed af sandhed og den foranderlige sandheds visdom indeholdt i Myohorenge-kyo, enheden af et livsøjeblik, der indeholder 3.000 verdener, og indeholdt i vores liv i hvert eneste øjeblik.”

“Vi betegner for eksempel vand med den molekylære formel H2O. Hvis vi opfatter dette som den uforanderlige enhed af sandhed, så ændrer vand sig i overensstemmelse med forskellige omstændigheder og bliver for eksempel til is, damp, koldt eller varmt vand og repræsenterer dermed den foranderlige sandheds visdom.”

5 ’Afhandling om Sutraen Visdommens Perfektion’ (Daishidoron): Et af Nagajunas hovedværker.

6 Afhandling om De ti stadier’ (Jujubibasha Ron): En afhandling, som Nagajuna skrev om kapitlet ’De

I præcis dette øjeblik fik Shin’ichi øje på en alvorligt udseende ung mand med briller, der sad på anden række – Kaoru Tahara, som studerede økonomi ved Tokyo Universitet. Shin’ichi besluttede at bruge Tahara i sit næste eksempel.

“Her har vi et menneske ved navn Kaoru Tahara, som sidder og lytter til denne forelæsning, men på andre tidspunkter kører han i tog, spiser og sover. Han lider, han føler vrede, han oplever tristhed og glæde. Men uanset hvad han måtte gøre eller føle, er han stadig den samme Tahara. Der er en integritet i hans væsen eller en ‘lov’, der gør ham til det, han er. Dette er også en enhed af sandhed. Hans mange forskellige aktiviteter i livet svarer imidlertid til den foranderlige sandheds visdom.

“Den uforanderlige enhed af sandhed og den foranderlige sandheds visdom er til stede samtidig i alle ting. Dette er livets realitet. Og det er, hvad der menes med udtrykket ‘Både det uforanderlige og det foranderlige er indeholdt i et livsøjeblik; det ene er roligt, det andet er oplyst’. Vores mission er at frembringe vores strålende indre visdom og i overensstemmelse med dette princip fra Den mystiske lov at skabe lykke og fred for hele menneskeheden.”

Shin’ichi Yamamoto fortsatte med at gøre rede for det buddhistiske livssyn ved at citere eksempler fra forskellige discipliner, blandt andet psykosomatisk medicin og bakteriologi, for at forklare det buddhistiske princip om enheden mellem krop og sind. Desuden sammenlignede han Kants teorier om tid og rum med det buddhistiske begreb om et livsøjeblik og brugte dette til at forklare den dybe filosofi bag Nichiren Daishonins Buddhisme.

Han citerede også fra andre relevante skrifter af Daishonin som for eksempel ’Enheden af Den mystiske lov’ og ’Det sande hengivelsesobjekt’. Han citerede bredt og uden de store anstrengelser fra forskellige områder, fangede sine tilhøreres opmærksomhed og holdt dem tryllebundet til det sidste. Shin’ichi vente tilbage til ‘De mundtligt overleverede lærer’ og redegjorde for dette afsnit:

”De [mundtligt overleverede lærer] fastslår desuden: Nam-myoho-renge-kyo kombinerer ’nam’, der kommer fra sanskrit, med ’Myoho-renge-kyo’, som stammer fra kinesisk. Sanskrit og kinesisk forenes i et enkelt øjeblik for at danne Nam-myoho-renge-kyo (GZ, 708).”

“’Nam’ eller ’namu’ er en fonetisk transskription af sanskrit-ordet ’namas’, mens ’Myoho-renge-kyo’ er den japanske omskrivning af den kinesiske oversættelse –’miaofa-lianhua-jing’ på kinesisk – af Lotus Sutraens sanskrit-titel. Sagt på en anden måde, så indeholder Nam-myohorenge-kyo sprogene fra det gamle Indien og det gamle Kina.”

“I midten af Gohonzon står der ’Nammyoho-renge-kyo – Nichiren’. Og ’Nichiren’ er japansk. Desuden er der blandt de forskellige figurer på Gohonzon, der repræsenterer de ti verdener, også navnene på de to beskyttende guder –Ubevægelig Visdomskonge og

Begæropfyldt Visdomskonge 7 - på henholdsvis højre og venstre side af Gohonzon med sanskrit. Dette betyder, at Gohonzon, som skal udbredes over hele verden, er skrevet med skriften fra tre lande: Indien, Kina og Japan. I Japan repræsenterede dette hele verden på Daishonins tid.”

“Hver eneste gang jeg læser ‘De mundtligt overleverede lærer’, bliver jeg dybt bevidst om, at Nichiren Daishonins Buddhisme ikke er forbeholdt ét land eller ét folk, men er til for hele Asien og faktisk også hele verden. Jeg er ligeledes overbevist om, at dette afsnit viser, at kosen-rufu i Asien og i resten af verden faktisk er et opnåeligt mål.”

“Opgaven med at realisere dette mål ligger hos jer, studenterafdelingens medlemmer. Jeg vil have, at hver eneste af jer seriøst overvejer, hvordan vi kan sprede Daishonins Buddhisme over hele verden og føre hele menneskeheden til lykke. Jeg nærer store forhåbninger til jer. Det er grunden til, at jeg har valgt, at vi skal studere ‘De mundtligt overleverede lærer’, som indeholder de mest dybsindige doktriner i Daishonins buddhisme.”

Shin’ichi afsluttede dagens forelæsning efter at have belyst afsnittet om Nammyoho-renge-kyo. Alle var igen imponeret over dybden af Daishonins lære og forstod, hvor dybt den var forbundet med deres eget liv. Det føltes, som om et slør var blevet løftet fra deres øjne. De var blevet opfrisket og opstemt, som om et opkvikkende brusebad havde renset deres sind.

7 Ubevægelig Visdomskonge og Begæropfyldt Visdomskonge – henholdsvis Achala og Ragaraja på sanskrit. Ubevægelig Visdomskonges funktion er at udslette de negative kræfter og forhindringer, der står i vejen for vores buddhistiske praktisering, imens Begæropfyldt Visdomskonges funktion er at rense og befri levende væsner fra de jordiske begærs illusion.

“Lad os nu afholde en spørgsmål-svarrunde,” sagde Shin’ichi, og åbnede for de tilstedeværendes deltagelse. “Spørg endelig bare om hvad som helst.”

Adskillige hænder røg i vejret. De fleste af spørgsmålene var rettet mod ‘De mundtligt overleverede lærer’, som Shin’ichi lige havde forelæst over.

Efter at adskillige andre havde stillet spørgsmål, spurgte Hisashi Masuyama, som for nyligt var blevet studerende ved Hitotsubashi Universitet og nu arbejdede for den oversøiske afdeling af Soka

Gakkais hovedkvarter: “I dagens forelæsning forklarede du princippet om enheden mellem krop og sind. Men hvordan hænger denne enhed af livets fysiske og åndelige aspekter sammen med det, der sker i vores liv, og vores eksistens efter døden?”

Det var et spørgsmål, som Shin’ichi kunne have forventet fra studenter-afdelingen, nu da dens medlemmer var så glade for at udforske teoretiske emner. Shin’ichis svar henvendte sig til hele forsamlingen:

“Hvordan man forholder sig til døden, er en ekstremt vigtig sag. Siden jeg blev præsident for Soka Gakkai, har jeg tænkt særligt meget over, hvad der sker med ens liv efter døden. Jeg har søgt at få dette belyst i både gosho og i sutraerne.”

I Nichiren Daishonins Buddhisme repræsenteres Ubevægelig Visdomskonge af princippet om, at lidelserne ved fødsel og død er nirvana. Begæropfyldt Visdomskonge repræsenteres af princippet om, at jordisk begær er lig med oplysning, hvilket symboliserer, at vi kan transformere jordisk begær og lidelserne ved fødsel og død til kilder for vores oplysning.

“Jeg har også chantet daimoku og anstrengt mig selv oprigtigt i tro hver dag, fordi jeg håbede på at finde svaret af mig selv, dybt i mit liv. Og det er lykkedes mig at få en forståelse af dette emne.”

“Men at diskutere dette med jer nu i den begrænsede tid, vi har, ville ikke give jer megen forståelse af det. Det er ikke så nemt at fatte. Faktisk er det ikke noget, der kan forstås intellektuelt. Det er snarere noget, vi fatter gennem tro, og som vi kommer til at forstå og påskønne med vores liv. I takt med at man akkumulerer erfaring i tro, vil man gradvist opnå en forståelse af det.”

“Jeg vil have, at du, Masuyama, selv når til din egen forståelse af liv og død. Studer gosho og tænk selv nøje over det. Chant daimoku og få erfaring i tro. Det er på den måde, du vil opnå en personlig forståelse af denne sag.”

“Desuden kan du angribe det fra et filosofisk perspektiv – og måske vil du i fremtiden præsentere os for det, du har fundet ud af. Jeg vil selv fortsat arbejde på at fordybe min forståelse. Lad os studere og udforske dette sammen.”

Shin’ichis ord varmede Masuyamas hjerte. Shin’ichi så deltagerne som kammerater og som Buddhaens ligesindede udsendinge. De var yngre end han, men han opfattede aldrig deres relation som ulige. Han respekterede dem alle som sine ligemænd, som individer.

Shin’ichi kunne være nådesløs til tider, men det var kun for at anspore de studerende til at gøre sig endnu større anstrengelser. Hans grundlæggende holdning var, at han skulle studere sammen med dem, og at de skulle inspirere hinanden til at vokse. Dette var Shin’ichis og Soka Gakkais grundlæggende holdning til folk. Shin’ichi håbede også, at medlemmerne nøje ville udforske og studere nye emner og spørgsmål, som de stødte på, og derefter bruge den indsigt, de opnåede, til at åbne vejen for andre.

Det næste spørgsmål kom fra Akira Usuda, en jurastuderende fra Tokyos Universitet. “Tidligere forklarede du, at udtrykket ’kyo’ [i Nam-myoho-renge-kyo] repræsenterer ordene og stemmerne fra alle levende væsner (GZ, 708). Du sagde, at ’kyo’ i Nam-myoho-renge-kyo, som bogstavelig talt betyder skrift, har en meget bredere betydning – at det ikke kun refererer til de buddhistiske skrifter, men til ord og stemmer fra alle levende væsner i universet. Du sagde, at det i bredeste forstand også omfatter handling og adfærd. Betyder det, at de artikler og essays, vi skriver, ligeledes er skrifter – eller ’kyo’?”

Usuda var redaktør på studenterafdelingens avis, Daisan Bummei (Den tredje civilisation). Da han arbejdede for kosen-rufu inden for journalistikkens verden, ønskede han at vide mere om betydningen af sit arbejde i et buddhistisk lys.

Shin’ichi Yamamoto svarede: ”At skrive er et konkret udtryk for sprog – af ord, kommentarer og udtalelser. Desuden er det handling. Så naturligvis er det inkluderet i betydningen af ’kyo’.”

”Nichiren Daishonins tekster, gosho, er også skrifter. Derfor er enhver artikel, som er skrevet ud fra et oprigtigt ønske om at sprede buddhismen, et eksempel på, at ‘stemmen gør Buddhaens arbejde’ (GZ, 708). Ideer, filosofier og principper er videreformidlet gennem skrift. Kommunikation er faktisk kosen-rufus livline.”

“Usuda, jeg vil gerne have, at du bliver en fremragende journalist, og gør alt, hvad du kan, for at bekæmpe undertrykkelse og for at beskytte folks rettigheder. Jeg ser virkelig frem til at se dig udrette store ting.” Medlemmernes oprigtigt søgende sind kendte ingen grænser.

Det næste spørgsmål kom fra Masaya Ueno, som var blevet studerende ved Keio Universitet samme forår og nu var ansat ved Seikyo Shimbun, Soka Gakkais avis. “Jeg vil gerne spørge til sætningen

‘sanskrit og kinesisk forenes i et enkelt øjeblik for at danne Nam-myoho-rengekyo’ (GZ, 708),” sagde han. “Når amerikanske medlemmer chanter Nammyoho-renge-kyo, gør de det på japansk. De siger ‘Nam-myoho-renge-kyo’. Vil det ikke i fremtiden blive nødvendigt at oversætte Nam-myoho-renge-kyo til forskellige sprog, så medlemmer i andre lande kan chante daimoku på deres eget sprog?” Han virkede oprigtigt bekymret.

Shin’ichi svarede uden at tøve et øjeblik: “Nam-myoho-renge-kyo er en evig og uforanderlig lov, den højeste bøn. Den vil aldrig blive chantet i en oversat version.”

“Selvfølgelig er det helt acceptabelt at oversætte Nichiren Daishonins skrifter til tysk i Tyskland, til engelsk i Storbritannien og så videre. Og at forklare gosho på disse sprog, så vores medlemmer dér fuldt ud vil forstå meningen og betydningen af Nam-myoho-renge-kyo.”

“Men daimoku vil forblive det samme, uanset hvor der bliver chantet. Daimoku er et universelt sprog, som alle buddhaer øjeblikkeligt forstår.”

“Lotus Sutraen hedder for eksempel Saddharma Pundarika Sutra på sanskrit, men det betyder ikke, at vi skal chante ‘Namu-saddharma-pundarika-sutra’ som daimoku. Det er et spørgsmål om lyd og rytme.”

Alle lyttede til Shin’ichi med stor iver og entusiasme. Han fortsatte: “For eksempel har hvert musikstykke en særlig rytme. Beethovens musik reflekterer hans indre rytme, som overskrider nationale, sproglige og kulturelle grænser og berører alle, der hører den. Nam-myoho-renge-kyo er en lyd, der går i et med universets lov og er den grundlæggende rytme af kosmos.”

“Liv reagerer på vibrationerne fra en stemme, der udsiger denne lyd. Det er det fantastiske ved daimoku. Hvis man oversatte Nam-myoho-renge-kyo til andre sprog, ville rytmen være forskellig fra sprog til sprog, og derfor kan det ikke oversættes.”

Efter at have svaret på hele 20 spørgsmål afsluttede Shin’ichi seancen. “Lad os slutte for i dag,” sagde han. “Når jeg tænker på, at I skal bruge tid på forberedelse, vil jeg lægge den næste forelæsning i slutningen af oktober. Herefter vil vores møder begynde med, at I læser og kommenterer dagens lektion fra ‘De mundtligt overleverede lærer’. Bagefter vil jeg forelæse, og derefter vil vi have en spørgsmål-svar-runde ligesom i dag. Vær venlig at studere flittigt til næste forelæsning!”

Shin’ichi smilede varmt og sagde: “Jeg vil vædde på, at I alle er sultne. I dag vil jeg give en omgang tempura med ris.” De studerende reagerede med glæde og fryd. “Jeg tror næsten, det er færdigt, så bare slap af og vent her.”

Shin’ichi strakte sine ben og kiggede på hver eneste deltager en ad gangen. Da han fik øje på en studerende, som virkede lidt mat i koderne, spurgte han: “Er du træt efter dit deltidsjob?”

“Nej, jeg har det udmærket,” svarede han. “Får du nok at spise?” blev Shin’ichi ved.

“Ja,” svarede den studerende. “Udmærket,” sagde Shin’ichi. “Så se venligst lidt kvikkere og glad ud, hvis det er muligt. Du gør mig helt bekymret!” Og henvendt til alle, sagde han: “Studenterafdelingen skal naturligvis være seriøs, men I har også brug for at være livlige og ungdommelige. Når I studerer, skal I studere flittigt. Men tag en pause en gang imellem. Gå i biografen eller noget andet. Gad vide, om der går nogle gode film for tiden? Lad os alle sammen gå i biografen snart.”

Han spurgte: “Er her nogen medlemmer til stede i dag, som ikke er fra Tokyo?”

Adskillige rakte hænderne i vejret. “I må være trætte. Har I nok penge til at komme hjem?” Alle fornemmede Shin’ichis varme omsorg. Samtalen foregik i en venskabelig og fortrolig tone som en samtale mellem en ældre bror og hans yngre søskende.

Denne aften efter den første forelæsning over ‘Optegnelser over de mundtligt overleverede lærer’ begyndte Shin’ichi at skrive hver deltagers navn ind på kopier af

Den Trefoldige Lotus Sutra. Han havde allerede uddelt kopier til adskillige af dem ved en tidligere lejlighed, men han ville være sikker på, at alle studerende havde hver deres eksemplar som et minde om deres deltagelse i forelæsningsrækken.

Shin’ichi brugte al den tid, han havde til overs i sin travle kalender, på at forberede bøgerne. Mens han skrev en personlig hilsen i hvert eneste eksemplar, tænkte han på den enkelte studerende og bad for hans eller hendes vækst. Han forestillede sig, at medlemmerne til sidst ville sprede deres vinger og flyve op i den uendelige himmel for at opfylde hver deres mission, og hans hjerte slog hurtigt af glæde. Han havde overhovedet intet imod at blive sent oppe for at forberede bøgerne.

Flere dage senere, da han var blevet færdig, bragte Shin’ichi bøgerne til lederen for studenterafdelingen, Goro Watari, og bad ham om at give et eksemplar til hvert eneste studiegruppemedlem. Da de studerende åbnede bøgerne, ventede der en overraskelse, som varmede deres hjerter. ’Foræret til’ og datoen var skrevet med Shin’ichis meget tydelige håndskrift.

I det øverste venstre hjørne havde han skrevet den studerendes navn med store skrifttegn. I det nederste højre hjørne havde han med mindre skrifttegn skrevet sit eget navn og præget papiret med sit segl. Disse gaver gjorde et stort indtryk på de studerende. Inspireret af Shin’ichis oprigtighed svor de at studere endnu mere flittigt.

Forelæsningsrækken forløb glat fra og med den anden forelæsning. Deltagerne sørgede for at gennemse alle passager i skrifterne og de citerede kommentarer på forhånd. De mødtes før forelæsningen og udvekslede deres resultater og hjalp hinanden meget. En gang imellem afholdt de studerende to eller tre forberedende møder før en forelæsning, og hvert af disse møder varede fire eller fem timer. Forløbet af forelæsningerne blev ændret en smule for at afspejle dette. Efter oplæsning og fortolkning af goshoafsnittene fremlagde de studerende nu også deres egne resultater for Shin’ichi. Og derefter ville Shin’ichi give sin forelæsning.

De studerende gjorde betydelige fremskridt i deres forståelse af de buddhistiske principper. De opsugede alt, ganske som tør jord absorberer hver eneste regndråbe. Gennem sine forelæsninger forsøgte Shin’ichi både at videreformidle buddhismens sande filosofi som en ledende kraft, der kunne samle hele menneskeheden i den nye tidsalder og viderebringe Soka Gakkai-ånden til dens unge tilhørere.

Ved en lejlighed kommenterede Shin’ichi for eksempel afsnittet fra ‘De mundtligt overleverede lærer’, der lyder: “Vi brænder de jordiske begærs brænde og ser ilden fra den oplyste visdom for vores øjne.” (GZ, 710) [Punkt 2, der handler om Ajnata Kaundinya8 fra ’Syv punkter af ‘Introduktion’-kapitlet (i Lotus Sutraen)’].

Shin’ichi forklarede: “Den traditionelle buddhisme betragtede jordisk begær – og lidelserne, der kommer af forvrængede begær – som noget, der skulle afvises og nægtes. Men her fortæller Daishonin os, at transformationen af de jordiske begær vil fremkalde oplysning og buddhanaturens

8 Ajnata Kaundinya – en af de fem asketer, der var til stede og hørte Shakyamunis første fremlæggelse og derefter konverterede til hans lære. ’Profetien om femhundrede disciples visdom. Dette er det særlige ved Daishonins Buddhisme. Sand buddhisme afviser på ingen måde begær.”

Shin’ichi fortsatte: “I Hinayanalærerne, der blev udbredt før Lotus Sutraen, betragtede man jordisk begær som årsagen til alle ulykker i verden, og sutraerne sagde, at man skulle slukke og eliminere al den slags begær. Men menneskelivet kan ikke eksistere uden begær, ønsker og forhåbninger. Nichiren Daishonins Buddhisme lærer os, hvordan vi skal bruge disse længsler og begær som springbræt til at etablere dyb, varig lykke.”

“Når I vil være den bedste universitetsstuderende eller ønsker at forbedre jer selv, er det jordisk begær, verdslige ambitioner. Et dybt ønske om at forbedre vores nation eller opnå verdensfred er også begær, om end ærværdige begær.”

“Når vores begær er fast forankret i tro, bliver de vores brændstof til den højeste oplysning. Dette er buddhismens sande ånd.”

Herefter fremlagde Shin’ichi en passage i ’Punkt 1, der handler om ‘Hensigtsmæssige midler’-kapitlet’ [fra ’Otte vigtige punkter om ‘Hensigtsmæssige midler’’], som lyder: oplysning’, Lotus Sutraens 8. kapitel, forudsiger, at han i fremtiden vil blive buddha og kaldet Universel Stråleglans.

”Alle fænomener i universet indeholder 3.000 verdener. Dette kaldes hemmeligt og mystisk. Hemmeligt betyder, at alle de 3.000 verdener uden undtagelse er til stede i hvert eneste fænomen. Der findes intet mere forunderligt end dette.” (GZ, 714).

Shin’ichi fortsatte med at forklare den strenge lov om årsag og virkning, der styrer livet, og han sagde: “Daishonin siger her, at ’hemmeligt’ fra ‘hemmeligt og mystisk middel’ betyder ’streng’. Dette afsnit siger, at Den mystiske lov er universets strenge lov, som styrer alle ting. Dette skyldes, at alle universets fænomener er dele af et livsøjeblik, der indeholder 3.000 verdener, og som uden undtagelse er udstyret med 3.000 konstant foranderlige tilstande.”

“Vi er også alle enheder af Den mystiske lov. Det er derfor, at vi med sikkerhed vil opnå buddhatilstand, hvis vi anstrenger os i tro. Samtidig er det også derfor, at ingen af os er undtaget fra denne ubøjelige, kausale lov om livet.”

“Med andre ord bliver de årsager, der bestemmer vores fremtid, skabt lige her og nu, i dette livsøjeblik. Vores fremtid er bestemt af vores liv i dette øjeblik, af hvad vi gør lige nu – og hvilken holdning eller indre beslutning vi har.”

“Selv om vi tror på og praktiserer Daishonins Buddhisme, er vores holdning og engagement i vores daglige liv ekstremt vigtig. Man kan altid narre andre – uanset om de er ens kolleger eller mere erfarne medpraktiserende. Ingen ved, hvad der foregår i de dybeste gemmer af ens hjerte, i de mest private tanker. Disse er virkelig hemmelige.”

“Men vi kan ikke narre den kompromisløse lov om årsag og virkning, som styrer alt liv. Al forstillelse er forgæves, fordi vores nuværende holdning og handlinger klart vil manifesteres i fremtidige resultater. Grunden til, at jeg er så streng over for jer, er, at buddhismens lov om årsag og virkning er streng.”

“En person, der forelæser over gosho ud fra en følelse af pligt, men inderst inde opfatter det som en sur pligt, befinder sig i helvedestilstanden og ikke i bodhisattvatilstanden, som man kunne forledes til at tro. Forelæsningen bliver således kun en tom formalitet, hvor man blot forlader sig på rutinen. Det modvillige sind bag forelæsningen, følelsen af lidelse og af at skulle udføre en ubehagelig pligt er denne persons egentlige livstilstand på dette tidspunkt.”

Jo mere Shin’ichi talte, des mere lidenskabelige blev hans ord. “Vores indre livstilstand er ligeledes vigtig, når vi udfører aktiviteter i Soka Gakkai eller sidder foran Gohonzon,” sagde han. “Hvis vi tillader os selv at blive dovne og forfalde til blot at praktisere buddhisme udelukkende af vane, eller hvis vi praktiserer modvilligt eller halvhjertet, vil vi aldrig opleve ægte glæde eller lykke. Og vi vil heller ikke opnå buddhatilstand.”

“Men hvis vi oprigtigt engagerer os med en dedikeret tro, vil vores Soka Gakkaiaktiviteter give os glæde. Vi vil stråle af et godt helbred, og vi vil få større visdom og kreativitet i vores arbejde. Selv om vi møder forhindringer eller lidelser i livet, vil vi kunne transformere dem til gode omstændigheder – ved at ændre gift til medicin – og opnå buddhatilstand i dette liv.”

“Og selv om tingene ser ud til at gå godt i øjeblikket, vil ens liv i sidste instans ende i nederlag, hvis man mister sin tro. At få succes i livet er afhængigt af, hvordan vi lever vores sidste år, og om vi kan møde døden med glæde, værdighed og fred i sindet. Dette afgør også, om vi er på rette kurs mod evig lykke.”

“Kristendommen taler om dommedag, mens buddhismen lærer os, at der ikke findes nogen almagt, der kan stille sig til dommer over menneskeheden. Vores fremtid er snarere bestemt af loven om årsag og virkning, der er indeholdt i selve livet. Himmel og helvede findes lige her i vores eget liv. Om lidelserne i helvedestilstanden sagde Daishonin: ’Når man først er faldet ned i denne onde tilstand, betyder en trone eller en generaltitel intet. Man er som en abe i snor, der bliver plaget af helvedets vogtere.’ (WND 1, 254).”

“Når man står over for helvedestilstandens enorme lidelse og smerte, betyder rang, privilegier og social status intet. Når man er i denne livstilstand, er man i sandhed en abe i snor.”

“Det er også vigtigt, at vi vinder i de sidste år af vores liv ud fra perspektivet om livets evighed. Derfor er det vigtigt at følge troens uovertrufne vej til vejs ende.”

Ved en anden forelæsning spurgte Takao Harayama, studerende ved Waseda Universitet og søn af Soka Gakkais generaldirektør, Koichi Harayama:

“Hvilken slags liv repræsenterer

Devadatta?”9

Shin’ichi så Harayama dybt i øjnene og sagde: “Toda plejede at sige, at Devadatta

9 Devadatta var Shakyamunis discipel, som senere vendte sig imod ham. Nogle kilder identificerer ham også som Shakyamunis fætter. Han lavede intriger og lagde forskellige planer med det formål at overtage kontrollen over den buddhistiske orden. Han forsøgte er symbolet på misundelse, især den slags, man tit ser hos mænd. Misundelse eller jalousi ligger til grund for alle forsøg på at forhindre Soka Gakkais fremgang og stoppe kosen-rufu.”

“Ethvert menneske har lidt af Devadatta indeni. Buddhistisk praktisering er den måde, hvorpå vi kæmper imod vores indre Devadatta. Tro er en kamp mellem buddhaen og vores indre negative kræfter. Vi må ikke tabe.” oven i købet at dræbe Shakyamuni. Samtidig med at han i buddhistiske skrifter karakteriseres som indbegrebet af ondskab, forudsiger Shakyamuni i Lotus Sutraen, at Devadatta vil opnå oplysning i fremtiden som en buddha kaldet Himmelske Konge.

Mange år senere blev Takao Harayama leder af Soka Gakkais studie-afdeling, men han lod sig overmande af ambition og misundelse. Han forrådte Soka Gakkai og blev et trist eksempel på en, der svigter sin tro.

Forelæsningerne over ‘Optegnelser over de mundtligt overleverede lærer’ havde en bemærkelsesværdig effekt på studenterafdelingens udvikling. I slutningen af juni det følgende år, 1963, var afdelingens medlemstal vokset til 20.000.

Denne vækst forårsagede en omstrukturering, og antallet af korps blev gradvist større. Shin’ichi foreslog, at lederne for de nye korps også deltog i disse forelæsninger. Halvt i spøg begyndte han at kalde de oprindelige deltagere første klasse, og de nye medlemmer, der sluttede sig til i midten af forelæsningsrækken, kaldte han første-og-en-halv klasse.

Planen var, at forelæsningerne skulle fortsætte et år frem. Men med de nytilkomne deltagere blev dette udvidet til at vare til juli 1964. På dette tidspunkt var mange af de oprindelige medlemmer blevet kandidater fra universitetet og havde allerede fået job. Shin’ichi, der ønskede at tage sig af de yngre studenterafdelingsmedlemmer, besluttede derfor, at han ville fortsætte med at forelæse over ‘De mundtligt overleverede lærer’ for en ny og anden klasse af studerende.

Hans forelæsninger for den første klasse dækkede det første bind af ‘De mundtligt overleverede lærer’ og også begyndelsen af det andet bind. Forelæsningerne over det første bind blev skrevet ned og revideret. Efter at have foretaget nogle tilføjelser og rettelser udgav Shin’ichi den 2. april 1965 ’Forelæsninger over ’Optegnelser af de mundtligt overleverede lærer’’, bind 1. En måned efter, den 3. maj, umiddelbart efter Soka Gakkais hovedkvartersårsmøde, uddelte Shin’ichi deltagerbeviser til 44 studerende fra den første klasse, som havde fulgt forelæsningsrækken.