har nu fisket strækket af to gange. Der har været både flue og blink for enden af linen, men lige lidt hjælper det. Jeg trøster mig med, at septembers ørreder er lunefulde og flytter sig meget langs kysterne. De er nok bare lige henne bag pynten nu, håber jeg optimistisk. Jeg burde have skiftet plads – for en time siden. Jeg får en kort SMS fra mine forsinkede kammerater, hvor der står: ”Ombord på færgen nu. Hvor er du? Status?” Jeg svarer slukøret tilbage: ”Syd for kirken. 0 fisk”. ”Ærgerligt. OK – vi ses om en times tid” lyder svaret tilbage. Af ren stædighed kan jeg nå at fiske strækket af igen inden jeg får selskab. I mellemtiden er der sket noget på fiskepladsen, selvom forholdene er uændrede. Tre fine havørreder hamrer hårdt på et 22 g. ’’søm’’ i kobberfarve, få meter fra land. 20 min. senere kan jeg – i et helt andet humør end før – skrive en ny kæk status på SMS: ”Hattrick! Tre fisk omkring halvmeteren. Er det sjovt på færgen?”. Svaret kommer prompte: ”Skiderik! Vi ses.”
En velkommen hjælp
Vi er alle til fods på øen og bliver indkvarteret i et hus midt i Drejø By. En bil har vi ikke taget med, da vi tænkte at kunne gå og fiske hele øen rundt. Det var nok en smule ambitiøst. Drejø byder trods alt på 16 km havørred-revir. Da det er mørkt og vi lige har bænket os til en sen aftensmad, så rumler det højlydt uden for huset. Kort efter stikker vores udlejer hovedet ind ad køkkendøren og siger: ”Der er langt at gå til Næbbesodde.. Dér vil I vel ud i morgen? Jeg har stillet traktoren herude. Tag I bare den. Når I skal hjem så parkér den nede ved færgelejet, så henter jeg den bare når jeg selv skal bruge den”. Vi bliver selvfølgeligt begejstrede over hans betænksomhed. Med sådan en tankegang havde han vist mødt enten havørreder eller havørredfiskere før. Vi inviterer hurtigt indenfor til aftensmad. Han kigger på Terkels gryderet, som Anders sidder og stikker i, og svarer høfligt ”Nej tak drenge… jeg har godt nok lige spist. Men knæk & bræk i morgen – og med dét der også.”
Næbbesodde
Fra traktoren, som vi har parkeret ved Skoven, er der kun få hundrede meter at gå ned til kysten ved øens vestligste punkt. Klokken er 06:20 og det er ved at blive lyst. Klintens mange morgenfriske digesvaler sejler elegant rundt i pålandsvinden. Vejret og vandet er nøjagtigt som i går ved Kirkestranden – perfekt. Revet på odden trækker instinktivt i os, og det er fristende at omgående begynde fiskeriet dér. Omvendt ved jeg, at lidt beherskelse kan være givet godt ud – hvis den bliver brugt på at affiske det dybe og strømrige badekar, som leder både vand og fødeemner udad mod odden. Jeg siger til mig selv ”OK – jeg fisker lynhurtigt det badekar af – så er dét gjort – og så kan jeg koncertere mig om oddens rev”. Jeg når ikke at snakke mere til mig selv, før end Terkel råber ”Så der’ fiiisk!”. Han har åbenbart tænk det samme som mig, og hans stang krummer ryg ned i badekarret foran ham. Jeg følger trop og inden han når at lande en flot gylden fisk på knap halvmeteren, så har en mindre havørred inhaleret min flue også, en lille trofast ’’Kobberbasse’’. Forholdene ved Næbbesodde er meget lig Kirkestranden ved Søndersø, om end en smule mere storstenet og rå. Bølgerne er hårde men vandet er klart. Havørrederne er i lige så godt humør som os. Den næste time får vi hver 3-4 fisk og har endnu flere kontakter. Uanset hvor vi fisker på det 500 m. lange stræk så møder vi jagende havørreder. Da klokken nærmer sig otte er det slut. Helt slut. Det gør nu ikke så meget. Dagen er startet med et brag. Vi mødes med vores to kammerater 700 m. nordøst for odden. De har fisket som besatte i to timer i et mindre område med ålegræs. De har fået seks havørreder med den største på 57 cm. De er godt tilfredse, men kan nu heller ikke vride mere ud af dén lille fiskeplads. Det er tid til at starte traktoren igen.
Knapt oppe på Knappen
Traktoren hoster ud og bliver tavs nede ved færgelejet. Vi har været ved Kirkestranden igen, uden succes. Vi er på vej mod Knappen.
Vi sidder af og går målrettet nordpå langs vandet på øens østkyst. Her er der 2,5 km. op til Drejøs nordligste odde, som lokker med sin grusede bund, svage strøm og blæretang. Kyststrækningen op mod Knappen er meget forskellig fra det, som vi fiskede på om morgenen. Her er nu skridt-dybt vand de første 100-200 meter udad, læ for dagens vind, spredte og sparsomme partier med ålegræs og strengetang som driver rundt i overfladen. Resten er sand - og mere sand. Dét virker ikke særligt tiltalende med tanke på morgenens fine fiskeri. Men OK, det kunne jo godt være… September-havørreder er utilregnelige. Med dét i tankerne er det svært for os at gå på kysten og direkte forbi de fine og meget koncentrerede mørke bælter af ålegræs, som løber parallelt langs kysten nordover. Vi når et par hundrede meter op ad kysten. Så kan vi ikke stå for fristelsen længere. Vi spreder os ud og går i vandet. Fiskeriet er ligetil og effektivt: Som et team går vi med 30 meter mellem os ud til første ålegræsbælte. Få meter fra bæltet ligger vi alle sammen minimum 2-3 kast op langs ålegræsset, op mod manden foran. Er der ikke respons på hverken fluer og kystwoblere vader vi alle på linje gennem bæltet, og 15 meter længere udad til det næste bælte af ålegræs. Sandet imellem bælterne værdiger vi ikke et kast. Sådan når vi at gøre et par gange, før end Lars råber ’’fisk!’’. Det gik som vi håbede, og i tredje bælte var der havørreder på jagt. De opholdte sig meget koncentreret nøjagtigt oven på det 2-3 meter brede bælte af ålegræs. Ikke en meter til højre eller venstre for bæltet, men lige oven på og i hele bæltets længde. Ti intensive minutter senere er det slut. Enten har vi fanget de fire havørreder, som var på jagt, eller også har vi skræmt de resterende ud over sandpartier og videre op og ned ad kystens mørke havørredmotorveje. Da vi gør forsøget igen længere oppe ad kysten har vi ikke samme held med manøvren. Og heller ikke gangen efter igen. Vi nåede aldrig op til Knappen. Og hvad gjorde det? Det var 15