Sangaften med Mette Sanggaard Schultz Mandag d. 14/9 kl. 19.00 Sct. Knuds Gym. Aulaen (med god afstand)
Vi har sikkert alle sunget en del i sommerens løb – virtuelt og foran TV-skærmen - men nok desværre kun hver for sig. Vi beklager, at vi også måtte aflyse den planlagte maratonsang i Den Fynske Opera søndag den 16. august, allerede inden den blev offentliggjort. Derfor glæder vi os ekstra meget til denne aften. Vi får besøg af Mette Sanggaard Schultz, der er forstander på Ollerup Efterskole - Sang & Musik, og så sidder hun også i Højskolesangbogsudvalget bag den 19. udgave af Højskolesangbogen, der udkommer til november. Mette er uddannet cand.mag. i filosofi og æstetik, og hun vil ud over at spille og synge med os fortælle om processen og nogle af alle de overvejelser, udvalget har været igennem. I januar 2019 holdt vi højskoledag på Mettes efterskole, og vi fik der en fornemmelse af, hvor meget sang og musik betyder for især de unge, der søger derhen. Hun har i et debatindlæg tidligere gjort sig selv til talsmand for, at Højskolesangbogen skal være alle efterskolers sangbog – den sangbog, der er grundpillen i fællessangen.
Teksterne og musikken afspejler de forskellige aldre og epoker og formår at samle og være et solidt rygstød til en ung, der er på vej ind i en voksenverden. De giver livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.
-7-