SAMSON #3, 20. årgang

Page 1

# 3 • OKTOBER 2011 • 20. Årgang

MEDIER OG VALG MAGTENS ANSIGTER VALGDEBAT Underholdning gør politik nærværende side 10

BOGMEDIET LEVER

Det gamle medie har en stærk brandingsværdi side 22

OPLEVELSESØKONOMI Det lyder smart, men hvad er det nu lige det er? side 34


Leder DA TV 2 GIK I SELVSVING

C

heerleaders, båthorn, røde/blå hujende partistøtter. De tre ting dannede baggrund for TV 2’s politiske sportsdebat. Her tørnede rød og blå sammen som gladiatorer i en arena bevæbnet med one-liners og kække kommentarer. Alt sammen indrammet af et stramt format af gak og løjer. TV 2 tog i dette program dækningen af dansk politik til sin yderste konsekvens. De fokuserede ikke bare på spillet i politik frem for substans – de gjorde politikken til et spil. På sin vis kan det fremføres, at TV 2’s stunt var et sjovt eksperiment, men man kan undre sig over formålet. Var det at få de danskere, som plejer at slå væk, når rød og blå blok toner frem på skærmen, til at blive hængende? Sådan et mål er prisværdigt, men det forudsætter, at selvsamme danskere skulle være vidner til politisk substans. Det, vi som seere i stedet sidder tilbage med, er et game show, der mangler Paradise Hotels’ supense-opbygning og Kongerne fra Marielysts underholdningsværdi. I dette nummer af SAMSON runder vi valget – både i denne leder, vores protektorklumme og i en analyse af mediernes generelle dækning. I vores fotoserie leger vi desuden med det kendte medie, nemlig – skønne og skrækkelige – valgplakater. Dertil giver vi ovenstående kritik af TV 2’s valgdebat en kvalificeret kommentar med på vejen. En kommentar som bør minde os om, at vi skal huske at tage de analytiske briller på, når vi betragter et medieformat og ikke bare indtage det letteste kritiske standpunkt. Derudover kan du som læser endnu engang se frem til et tagselv-bord af kommunikations- og medieguf som for eksempel opdagelsesrejse ind i oplevelsesøkonomien, en tur til den lukkede videnskabs-ø Lindholm og en udforskning af begrebet social innovation. Vi håber, at dette nye nummer af SAMSON vil varme jer her i den tiltagende kolde tid. God fornøjelse! Signe Trier Simonsen og Mia Schou Johansen Redaktører


INDHOLD 04 SAMS har vokseværk

26 Social innovation – hvem, hvad, hvor?

Sammenslutningen af medie- og kommunikationsstuderende byder på spændende efterårsarrangementer i både Aarhus og København.

06 Dr. Moreaus Ø

Tag med til forsknings-øen Lindholm, hvor offentligheden normalt er nægtet adgang. På den isolerede ø bedrives der forskning, hvor risikoen for smittefare er stor.

28 En hilsen fra: DR

10 Hurra for den underholdende politik

Den nu afsluttede valgdebat fik atter en gang kritik for at mangle substans. Dog viser en gennemgang af valgdebatter fra 1990erne til i dag, at den politiske debat er blevet mere inkluderende og rammer et større publikum.

14 Da den politiske substans fik pomponer og båthorn

TV 2’s politiske 'sportsdebat' i Silkeborg havde – trods meget kritik – politisk substans. Kun sportsformatet og satsningen på en ny målgruppe adskiller debatten fra andre.

16 Fotoreportage

I tre uger blev danske lygtepæle indhyllet i valgplakater med magtens ansigter. SAMSON sætter i en fotoserie fokus på dette specielle medie.

22 Forfatter A/S – din bog er dit brand

Politikerne er enige om, at Danmark skal ud af sin økonomiske krise ved at være innovative. Men hvad dækker ordet ’innovation’ over og hvad betyder det, når man sætter ’social’ foran. Få en hurtig guide til at forstå dette buzzword.

Mette Lemcke blev kastet ud i receptionsanalysens svære kunst, da hun var et halvt år i praktik hos medieforskningen i Danmarks Radio.

32 Facebook – den virtuelle mødregruppe

Profilbilleder af børn, statusopdateringer om børn, billedalbums med børn. Facebook er blevet en babybook!

34 Oplevelsesøkonomi – hvad var det nu lige det var?

Sophie Esmann Andersen, adjunkt i oplevelsesøkonomi ved Aarhus School of Business, giver en forklaring på, hvordan alt fra bamser til økologisk mælk kan sælges via oplevelser.

37 Protektorklumme: Valgkampens Facebook

Stig Hjarvard beskriver, hvordan Facebook i valgkampen ikke blev brugt til dialog, men i stedet spidsformulerede holdninger og ’likes’.

Trods mediernes evolution har bogen stadig en stærk troværdighed og dermed brandingsværdi, som privatpersoner og virksomheder i stigende grad benytter sig af.

20. årgang Nr. 3, oktober 2011 Oplag: Netudgivelse SAMSON c/o Chefredaktør, Signe Trier Simonsen Skovvangsvej 22, st. mf 8200 Aarhus N www.samsnet.dk sams@mail-online.dk

Ansvarshavende redaktører Signe Trier Simonsen Mia Schou Johansen Skribenter Mads Albers, Jeppe Knudsen, Jacob Bay Johansen, Helle Vedel Laursen, Jonas Kirkegaard, Signe Trier Simonsen, Josefine Aggeboe, Mia Schou Johansen, Mette Lemcke, Stig Hjarvard Forside foto Helle Vedel Laursen Layout Jonas Kirkegaard Helle Vedel Laursen

Korrektur Peter Rothoff Højholt Webredaktør Jonas Kirkegaard Næste nummer Det næste nummer at SAMSON udkommer ultimo december. Frist for indlevering af materiale er d. 4. december 2011 SAMSON er et mediemagasin under Sammenslutningen af Kommunikations- og Mediestuderende (SAMS). Magasinet udkommer fire gange årligt. Til årets SAMS-serminar udkommer SAMSON på tryk. Resten af året udkommer magasinet digitalt på www.samsnet.dk.

[3]


[ SAMS ]

TEKST: MADS ALBERS, bestyrelsesmedlem SAMS FOTO: SAMS

SAMS HAR VOKSEVÆRK SAMS strutter af liv. Medlemstallet stiger og kalenderen bugner af arrangementer for foreningens medlemmer – og der skulle være noget for enhver smag om du så er til politisk kommunikation eller CV skrivning. Så dyk ned i denne artikel, og find ud af, hvad SAMS kan tilbyde dig dette efterår.

M

ed frygt for at lyde som en tidligere statsminister, kan det konkluderes, at ”det går godt i SAMS”. Med et stødt stigende antal medlemmer, et velsmurt magasin: SAMSON, stor arrangementsopbakning, godt samarbejde på tværs af de forskellige uddannelsessteder rundt omkring i landet og en sund økonomi er SAMS endnu engang ved at stadfæste sig selv som en attraktiv forening – og et flagskib – for medie- og kommunikationsstuderende i Danmark.

Gode samarbejdspartnere

SAMS er udvikling, og foreningen erobrer stille og roligt mere plads i de danske medie- og kommunikationsstuderendes bevidsthed. Men foreningen begynder også at gøre sig bemærket over for virksomheder, foreninger og universiteter rundt omkring i Danmark. SAMS har fx indgået samarbejde med CA a-kasse og Kommunikationsforum hvilket har skabt gode relationer til det private erhvervsliv. Et eksempel på, hvad samarbejder har ført med sig er to præsentationsvideoer, som er udarbejdet i samarbejde med Kommunikationsforum for henholdsvis

08 NOV

[4] 4

KOmpetencer der rykker aarhus Incuba science park KL. 16.00 - 19.00

Humanistisk Informatik fra Aalborg Universitet samt Medievidenskab fra Aarhus Universitet. Ideen bag projektet var, at sætte fokus på studiestart, men videoerne kan samtidig bruges til at give nye og kommende studerende et indblik i, hvad de to uddannelser har at byde på. Begge videoer kan findes på SAMS’ hjemmeside.

Arrangementer med mening

Forvirring kan dog stadig spores hos nye studerende, for hvad formålet er med SAMS, og hvorfor man skal blive medlem. Det bedste svar på spørgsmålene gives til SAMS’ arrangementer, som du har adgang til som medlem af SAMS. Det er her, at medie- og kommunikationsstuderende får indsigt i, hvordan SAMS giver et teoretisk studie en praktisk vinkel. Det er her, de studerende skaber et netværk på tværs af uddannelser samt med ”den virkelige verden”, som til tider kan virke meget langt væk, når man sidder til forelæsning med tørre teorier. Det er disse arrangementer, der giver nye perspektiver, ny viden og nye kompetencer, der er med til at udfordre og inspirere os medie- og kommunikationsstuderende. Og det er det, SAMS står for.

12 NOV

POLITISK KOMMUNIKATION KØBENHAVN Københavns UNIVERSITET KL. 12.00 - 17.00 (BUS FRA AARHUS KL. 06.30)

One down – three to go

Allerede nu har SAMS med afholdt sit første arrangement i Aarhus under titlen ”Hvad kan en medievidenskaber?”.150 mediestuderende oplevede syv inspirerende oplæg, hvor både nuværende og færdiguddannede medievidenskabere for-talte om alt fra forvirrende studiestart, valg af supplering og kandidatperioden. Også specialetiden samt arbejdslivet efter studierne blev diskuteret. Dagen sluttede med en samtalecafé, hvor alle de studerende selv fik mulighed for at diskutere studielivet.

CV og journalistisk snilde

Det næste arrangement finder sted den 8. november – også i Aarhus. Her vil SAMS, i samarbejde med underviserer fra CA a-kasse og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, give en indføring i, hvordan man kan gør sit sprog mere levende og hvordan man på bedst mulig måde udformer sit CV. Dagen begynder med et skarpt oplæg om vinkling og dét at skrive i et levende sprog, efterfulgt af et CV- og ansøgningskursus. Her kan deltagerne i samarbejde med underviserne og hinanden arbejde på deres eget CV.

24 NOV

ONLINE MARKEDSFØRING aarhus Incuba science park KL. 19.00 - 21.00


SAMS’ mål med arrangementet er at styrke de deltagendes sproglige kompetencer og vise de små tricks, der gør en forskel. Dagen afsluttes med en uformel snak over snacks og øl.

SAMS goes to CPH

I København arbejdes der ligeledes på højtryk for at skabe arrangementer for medlemmerne af SAMS. Den 12. november afholdes der et spændende heldagsarrangement med fokus på politisk kommunikation. Bestyrelsesmedlem i SAMS og arrangementsansvarlig Peter Kragh Jensen, fortæller: ”Oven på folketingsvalget får du mulighed for at få et kig ind i det politiske maskinrum, når vi inviterer professionelle og forskere i kommunikation til at dele deres syn på, hvordan man formidler visioner og budskaber med gennemslagskraft. Udover at høre oplæg fra eksperter i feltet, får du også tips til at spidse din egen præsentationsteknik.” Som et ekstra led i den politiske dag vil der, umiddelbart før arrangementets begyndelse, være formiddagsrundvisning på Christiansborg. Fra tidlig morgen vil der være afgang med bus fra Aarhus mod København. Vi håber på en hyggelig og

fagligt inspirerende dag, hvor medlemmer af SAMS fra hele Danmark sammen lærer om politiske kommunikation.

Online markedsføring

I slutningen af november vil SAMS i samarbejde med rådgivningsvirksomheden Novicell afholde et aftensarrangement, der handler om online markedsføring. Deltagerne vil kunne vil få en indføring i, hvordan virksomheder kan gøre brug af Twitter, Facebook, Google, Bing m.m. i deres markedsføring. Novicell vil tage udgangspunkt i cases fra deres egne klienter, der blandt andet tæller JyllandsPosten, Grundfos og Vestas. SAMS planlægger også at invitere virksomheder til arrangementet. Publikum vil derfor bestå både af studerende og medarbejdere fra ”det virkelig liv”. Arrangementet giver på den måde ikke kun deltagerne ny viden omkring online markedsføring, men lader dem også møde nogle af de arbejdsgivere, som venter dem uden for universitetets mure.

lemmer. Har du lyst til at deltage i planlægningen for fremtidens arrangementer, er du meget velkommen til at kontakte os. Ovenstående gælder også i forbindelse med afholdelsen forårets SAMS Seminar 2012. Snart skal der sammensættes en seminargruppe. Håbet er, at samle kreative og engagerede studerende, der alle har tid og lyst til at sætte deres præg på årets seminar. Skulle du have tid og lyst til at blive en del af SAMS eller SAMS Seminar 2012, er du meget velkommen til at kontakte os. 

Et stort efterår står for døren

Alt i alt tegner der sig et væld af faglige arrangementer tilført et socialt twist. Med udgangspunkt i networking, kompetenceudvikling og vidensdeling håber SAMS at udfordre, inspirere og flytte vores med-

Hvad kan en medievidenskaber? Det spurgte SAMS de studerende i Aarhus om ved det første arrangement i dette efterår

[5]


[ REPORTAGE ]

TEKST OG FOTO: JEPPE KNUDSEN

Dr. Moreaus Ø Hvordan omsætter man komplekst videnskabeligt stof til en letforståelig artikel. Uden at det mister nuancer. Og uden at det bliver... ja, mildest talt røvkedeligt? SAMSON tog til den aflukkede forsknings-ø Lindholm for at prøve det. Læs her om det lykkedes.

D

et blæser kraftigt. Efteråret er kommet til Stege Bugt. Bølgerne skummer i vinden, som var de blevet dekoreret med små kokostoppe. Mågerne skræpper. Og vinden smager salt. Jeg fryser, så jeg har trukket min vindjakke godt op om ørerne for at holde på varmen, mens jeg venter på færgen Ulvsund, der skal transportere mig over til DTU’s forskningsinstitution på øen Lindholm. ”Adgang forbudt for uvedkommende” står der på et stort skilt ved færgelejet. Ovre på øen forsker de i eksotiske virussygdomme. Det er sygdomme som rabies (hundegalskab), der rammer hunde, mund- og klovsyge, der rammer køer og svinepest, der rammer svin. Inde i laboratorierne arbejder de med viraene hver dag. Flytter dem rundt. Kloner dem. Og injicerer dem i forsøgsdyr fra laboratoriets indbyggede stalde. Derfor er sikkerheden meget skrap. Hvis en virusbakterie slipper ud, kan det få fatale konsekvenser.

[6]

Dr. Moreaus ø

H.G. Wells skrev i 1896 romanen Dr. Moreaus ø om en isoleret ø, hvor en videnskabsmand udfører forsøg på eksotiske dyr. Forsøgene skal gøre dyrene følsomme og intelligente ligesom os mennesker. Men etikken vakler i forsøgene, der er meget grusomme og hensynsløse over for dyrene. Dr. Moreau udfører forsøgene for at hjælpe dyrene – hjælpe dem med at forstå – men det ender med, at han i virkeligheden bare er ondskabsfuld over for dem. Historien er måske, helt uden at H.G. Wells havde tiltænkt det, med mindre han da opfandt den tidsmaskine han skrev om, et godt billede på videnskabsjournalistikken i dag. Mange videnskabsjournalister har en ambition om at formidle videnskaben så nuanceret og korrekt som muligt. Men fordi en journalistisk artikel er både kortere og mindre informationstung end en videnskabelig artikel, må journalisterne skære noget fra. Der er hverken tid eller plads.

Typisk skæres metode, forskningsdiskussion og alt det, som journalister betragter som akademisk udenomssnak fra. Og der fokuseres på resultaterne. Det styrende spørgsmål bliver: Hvad kan forskningen konkret bruges til? Men netop ved at fjerne fokus fra den akademiske proces, som med udenomssnakken som vigtigste redskab er med til at åbne forskningen for at andre kan kontrollere metoden bag og i værste fald opdage fejl eller manipulation, bliver videnskabsjournalistikken unuanceret og forsimplet. Som Dr. Moreau har videnskabsjournalisterne de bedste hensigter, men i stedet for at hjælpe læserne med at forstå, ender de med at skade forståelsen af videnskab, fordi der skæres en essentiel del af den videnskabelige proces fra.

Udkantsdanmarks Alcatraz

Det sprøjter og sprutter, da færgen Ulvsund lægger til. Ved færgelejet venter en gaffeltruck. Trucken zigzagger ind imel-


lem et par mænd i overalls, der læsser tomme 80 liters vanddunke på færgen, og samler en palle med last op. I virvaret får jeg besked på, at jeg skal vente på færgelejet til min eskorte kommer og henter mig. Jeg må under ingen omstændigheder færdes frit på øen. Nogle minutter går. Så kommer en høj mand med små firkantede briller hastende mod mig med bestemte skridt. Thomas Bruun Rasmussen, 39 år, og seniorforsker på DTU Lindholm. Thomas har et koncentreret men imødekommende ansigtsudtryk, da han byder mig velkommen og tager mig med ind i laboratoriernes omklædningsrum. Omklædningsrummet har klinker på væggene, gult fosforiserende lys og stålskabe, der giver minder om en svømmehal fra trediverne. Klinisk. Praktisk. Godt. For at jeg kan få lov til at komme ind i laboratorierne, skal jeg smide mit eget tøj og iføre mig klinisk hvidt og rent tøj, som er bestilt fra vaskeriet til, at jeg skulle komme.

Og for at få mit kamera med ind, må jeg sågar pakke det ind i en plasticpose og skære en åbning til objektivet. Kameraet kunne jo bære noget af virussen med ud.

I smittens hule

Thomas peger på en vasketøjskurv. ”Det er meget vigtigt, at du smider tøjet i vasketøjskurven, inden du går ud. Tøjet må ikke komme uden for laboratorierne. Det kan slæbe smitte med sig.” Alt tøj, der bruges i laboratorierne, vaskes herinde. Alt er forseglet. Intet må komme ud. Inde i laboratoriet går Thomas straks i gang med at fortælle om sit arbejde med at finde en ny vaccine mod svinepest, mens han viser mig ind i laboratorierne. ”Der findes allerede i dag vacciner mod svinepest, men når først en gris har fået vaccinen og danner antistoffer mod svinepesten, kan man ikke finde ud af, om den har været smittet. Ved hjælp af kloning er vi ved at skabe en ny type vaccine, som har den egenskab, at 

FORSKNINGSØEN LINDHOLM Øen Lindholm blev købt af staten i 1925. Et udbrud af svinepest i årene forinden havde medført, at man fra statslig side så sig nødsaget til at mindske svinepestens udbredelse. Det ville man gøre ved forskning i sygdommen og ved produktion af vaccine. Forskningsinstitutionen blev placeret på en isoleret ø, for at forhindre at den farlige virus, man forskede i herude, spredte sig. Senere fandt man dog ud af, at virusbakterien er luftbåren, så at placere forskningsinstitutionen på en ø, gjorde egentlig ikke den store forskel. For at producere vaccinen mod svinepest skulle man i starten bruge levende svin, som man smittede med virussen. Da produktionen var størst blev 100 svin fragtet til øen hver dag. I dag kan man klare sig udelukkende med celler fra grise.

[7]


[ REPORTAGE ]

svinepest-virus kan spores, selvom svinet er blevet vaccineret. Og det kan betyde, at en hel besætning af svin kan reddes”, siger Thomas Bruun Rasmussen. Her ville en normal videnskabsjournalistisk reportage gå lidt mere i dybden med selve kloningsprocessen, men fokus ville hele tiden være på den nye vaccine, og hvad den kan bruges til. MEN her glemmer man ofte alt det 'unævnelige', der også er forskning: Søgning af midler til forskningsprojekter, konkurrence mellem forskere og forkastelse af ellers solide forskningsideer.

Adgang forbudt!

Der er skrevet en del artikler om forskningsinstitutionen Lindholm. I Ud og Se. I Fagbladet 3F. I Weekendavisen. Ingen af dem, går i dybden med forskningen eller rammevilkårene. Om det var frustration over en journalistik, der ikke tager forskningen tilpas seriøst eller noget andet, så var forskningschef Thomas Krogh Nielsen, ikke meget for at lade mig komme ud på øen.

[8]

Jeg måtte virkelig bruge alle mine overtalelsesevner. ”Vi har haft besøg af så mange journalister, der ville lave reportager herude, men hvad er nyheden i din artikel?”, spurgte han i telefonen med slet skjult irritation. Jeg prøvede at forklare ham, at jeg ville skrive en slags meta-artikel, hvor jeg ved praktisk at tage livtag med kompleks videnskab, kunne diskutere problematikkerne ved formidlingen. Det kunne han godt forstå, sagde han. Men det kunne han vist ikke. Et par timer efter han havde sagt god for, at jeg kunne komme på besøg på øen, blev jeg ringet op af DTU Veterinærinstituttets kommunikationsansvarlige Mette Buck Jensen. Og så blev jeg ellers udspurgt – denne gang af en der selv taler journalisternes sprog. Det lykkedes mig at overbevise hende, måske fordi vi begge har læst på journalisthøjskolen. Hun forstod i hvert fald mine argumenter. Det endte med, at hun ringede tilbage

til forskningschefen og gav grønt lys for mit besøg.

Det er den rå forskningskapitalisme, der dikterer

Jeg prøver at spille djævelens advokat over for seniorforskeren Thomas Bruun Rasmussen. Det her interview skal ikke handle om forskningens nytte. Det skal handle om den del af forskningen, som videnskabsjournalister normalt ikke beskæftiger sig så meget med. ”Er det i virkeligheden en ny type vaccine mod svinepest, vi bør bruge forskningskronerne på?, spørger jeg kækt. ”'Det nationale forskningsråd' mener, at forskningen i svinepest er vigtig. Det er primært midler herfra, som finansierer min forskning”, siger Thomas. Som seniorforsker er Thomas tovholSeniorforsker på DTU Lindholm, Thomas Bruun Rasmussen, er hver eneste dag omgivet af en mængde farlige viraer på øen Lindholm.


I de seneste år har der været en tendens til, at flere forskningsmidler er blevet lagt ud i fri konkurrence og på den måde, er det den forskning, der er lettest at ’sælge', der får midlerne.

der på flere forskellige forskningsprojekter. Det er hans opgave at skrive ansøgninger om fondsmidler og midler fra EU for at få råd til nye projekter. Og det er blevet hårdere at få pengene hjem til nye forskningsprojekter. ”Førhen var der specifikke programmer for veterinærforskning. Det er der ikke længere. I dag er der større konkurrence om midlerne. Og især når det gælder grundforskning, som vi beskæftiger os med”, siger Thomas. Når nye ideer til forskningsprojekter præsenteres i forskergruppen, indgår det i overvejelserne, om det er noget forskning, der kan sælges. Om det er noget Thomas og de andre forskere kan overbevise fonde eller forskningsråd om er nødvendigt at betale for. Nogle ideer droppes altså allerede i fødslen, fordi de ikke er salgbare.

Ja ja, men kan det sælges?

Det er ikke kun forskernes egen interesse og kunnen, der bestemmer indholdet af den forskning, der laves, men i høj grad pengemændene. I de seneste år har der været en tendens til, at flere forskningsmidler er blevet lagt ud i fri konkurrence og på den måde, er det den forskning, der er lettest at ’sælge', der får midlerne. Dette aspekt vil en videnskabsjournalist normalt ikke fokusere på. Her er der tale om fokus på den socio-økonomiske kontekst omkring forskningen, som spiller en meget stor rolle i udformningen af den forskning, der foregår. Tegnes der et sandt billede af forskningen, hvis det aspekt udelades? Vi hører kun om den succesfulde forskning, der skaber resultater og flere forskningskroner, men hvad med al den forskning, der aldrig bliver til noget, fordi den ikke kan sælges?

Det bliver sværere og sværere

Uden for laboratorierne venter Bent Eriksen. Det er ham, der skal vise mig rundt på øen uden for de lukkede laboratorier. Bent har arbejdet herude i 43 år. Han er en af dem, der har været her længst. Han

startede som 17-årig. Nu går han snart på pension. Bent er uddannet laborant, og har i mange år assisteret forskerne i deres forsøg. Han fortæller, at forskningen har ændret sig meget. ”Den er blevet mere kompleks. For 40 år siden brugte man levende dyrs tunger til forsøgene med mund- og klovsygevirussen. I dag har man kvægceller på køl i millionvis. Og det hele foregår i mikroskop”, siger han. Den samme kompleksitetsforøgning gør det problematisk for videnskabsjournalisterne, at skrive om forskningen. For det første fordi forskningen har bevæget sig fra at være mere synlig – væsker der injiceres i levende dyr – til nærmest usynlig – celler, der klones og som kun kan skimtes gennem mikroskop. Hvordan kan man forstå det, når man ikke kan se det. Og hvordan formidler man det så? Der er en del af interviewet med Thomas Bruun Rasmussen, som jeg har udeladt, fordi jeg ikke forstår det han fortæller mig. Og når jeg ikke forstår det, kan jeg umuligt formidle det videre. For at forstå det, skulle jeg have en grad i mikrobiologi, men det har jeg ikke. Og jeg har en deadline, ligesom alle videnskabsjournalister, og det kan derfor være svært at nå helt i dybden med stoffet. Det er et pres videnskabsjournalister lever under. Også selvom de i virkeligheden gerne vil forstå forskningen til bunds.

'Lindholm' er som et velsmurt klokkeværk

En hyletone, der giver mindelser om en luftalarm, skriger sin sang ud over øen. ”Det betyder, at den sidste færge sejler om fem minutter”, fortæller Bent mig. Jeg takker ham for rundvisningen, og løber af sted mod færgen. Den må jeg ikke misse. Færgemanden hilser med et nik, mens jeg hopper ombord. På færgen snakker jeg med forskningschefen Thomas Krogh Nielsen, 59

år, som jeg skulle overtale for at få lov at komme ud på Lindholm. Han har ansvaret for hele øen. Og selvom det er et stort tungt ansvar, ser han ud til at bære det overraskende let. Han ligner en blanding mellem John Cleese og Niels Malmros, og har et naturligt smil, selv når hans ansigtsmimik er i en afslappende positur. Han udspørger mig om mit besøg, og hvad min artikel skal handle om. Det er ham, der går i gang med et interview. Tydeligvis stadig skeptisk over mit projekt. Da vi kommer i land, tager vi afsked. Flink som han er, siger han, at jeg altid er velkommen til at ringe, hvis jeg har spørgsmål. Det har jeg ikke gjort, for det lod til, at han havde flere spørgsmål til mig, end jeg til ham. 

SVINEPEST Svinepest er en meget smitsom virus, der kun rammer svin. Sygdommen har været udryddet i Danmark siden 1933, men der var store udbrud af den i Holland og Tyskland, så sent som i 1990'erne. Smittede grise får feber, blodig diarré, flåd fra øjnene, kramper, lammelser og kraftig misfarvning af huden. Sygdommen har en meget høj dødelighed. Sker der et udbrud af svinepest, bekæmper myndighederne den ved at slå den ned (stamping-out metode), som betyder, at alle dyr i en angrebet besætning, både de raske og de syge, aflives og afbrændes på stedet. Et udbrud af svinepest i Danmark kan have vidtrækkende økonomiske konsekvenser, fordi eksporten af dansk svinekød er en milliardforretning, og en nedslagtning af mange tusinde svin vil betyde et stort tab for de ramte landmænd.

[9]


[ ANALYSE ]

TEKST: Jacob Bay Johansen FOTO: BJARNE BERGIUS HERMANSEN, DR

HURRA FOR DEN UNDERHOLDENDE POLITIK Fik du nok af valget i september? Nåede du at blive træt af de utallige debatter, talkshows og andre valgprogrammer? Synes du at substansen er røget ud af debatten, og at det i dag handler mere om proces frem for indhold?

S

top lige engang før pessimismen tager over. Man skal ikke langt tilbage for at finde en valgdækning, der ville få de fleste danskere til at slukke for tv’et eller i det mindste falde i søvn foran skærmen af kedsomhed. Forestil dig fx en tv-partilederdebat på over tre timer, hvor deltagerne ligger ud med en monolog på tre minutter hver. Der er 13 partiledere og det tager i alt 39 minutter. Efterfølgende er ordet frit og debatten fortsætter i 2 timer og 22 minutter. Der er ingen struktur over emnerne. Værten holder ikke politikerne ansvarlige for deres udtalelser og der bliver sjældent klippet mellem de debatterende. I løbet af debatten er kameraet fikseret på Mimi Jakobsen, tidligere formand for CD. Mens hun taler, kommer en røgsky til syne i den ene side af billedet. Det er Gert Petersen, daværende leder i SF, der forsøger at slå tiden ihjel ved at nyde en cigar i den bedste sendetid. Sådan oplevede danskerne DR’s afslutningsdebat før folketingsvalget d. 12. december i 1990. Meget er heldigvis sket siden, og den dækning vi i dag ser af folketingsvalg på tv er lysår fra den i 1990. Nutidens dækning af valg på tv er slet ikke så useriøs og fordummende som kritikere vil gøre den til. Tvært imod er den mere inkluderende, fordi der i dag tilbydes langt flere programmer, som tilgodeser alle målgrupper i vores demokrati.

at følge med i politikeres succes og fiasko, hvad end vi vil stå ved det eller ej. Faktum er, at der gennem de seneste 20 års dækning af valg er kommet stadig flere tv-seere til politiske programmer. Afslutningsdebatterne i 2007 havde næsten en halv million flere seere end i 2001 på DR1. På TV2 var der en tilsvarende stigning på over 200.000 seere.

Politisk drama = flere seere

Når politik indtager andre formater

Nu har vi netop set, hvordan valget 2011 blev forvaltet på tv, og udviklingen synes stadig at pege i retning af en genreblanding mellem politik og underholdning. Politik er godt stof med alle de dramaer og intriger, det byder på. Og danskerne elsker

[ 10 ]

Mere politisk dækning

Samtidig er der også sket en stigning i antallet af tv-programmer, der omhandler valg og politik. Det gælder både de traditionelle partilederrunder, dueller og nyheder, men ses også i behandlingen af politik og politikere i en helt anden type programmer, nemlig aktualitetsprogrammer som AFTENSHOWET, og GO’ Aften og GO’ Morgen Danmark. Et andet eksempel sås på DR1 under dette folketingsvalg. Her valgte man at sløjfe programmerne Horisont og Kontant til fordel for et helt nyt program, KANDIDATERNE, som blev sendt efter TV AVISEN kl. 21. Her fik man kyndig vejledning af den politiske redaktør og kommentator Ask Rostrup, og journalisten Kim Bildsø, der sammen med to tidligere spindoktorer analyserede politikernes færden i valgkampen. Programmet var meget populært og blev set af flere seere end DR1’s traditionelle valgprogram, MØD PARTIERNE, med Jens Oluf Jersild.

I år så vi også, hvordan et program som HVEM VIL VÆRE MILLIONÆR tiltrak millioner af seere gennem valgkampen ved at placere fremtrædende partiledere i den varme stol. Det havde ikke meget med politik at gøre, men programmernes po-

pularitet indikerer alligevel, at vi som seere har behov for at se politikere i en anden kontekst end blot den politiske. I GO’ Aften Danmark kunne man fx høre, hvorfor Helle Thornings mand Steven faldt for hende, og hvorfor Lars Løkke elsker at cykle. Politik er ikke bare budgetter og konvergenskrav fra EU, det handler i høj grad også om identifikation og troværdighed. Selvfølgelig vil der være programmer som disse, hvor det politiske indhold er minimalt, men det betyder ikke, at substansen totalt har forladt valgdækningen på tv.

Partilederdebatten går til underholdningen

Partilederdebatterne er tydelige eksempler på, at der er sket markante forandringer i formidlingen af politisk stof de seneste 20 år. Man er gået fra at have langvarige programmer med minimal udvikling, høje lixtal og en formløs struktur, til kortere programmer med indlagte elementer i form af indslag, spørgerunder på tid, en fremtrædende kritisk vært, samt brugen af mindre eller større publikummer. Programmerne kan i dag minde om quizprogrammer og trækker i høj grad på diskurser som normalt findes i underholdningsprogrammer. Det er alt sammen elementer, som kan sikre, at seeren fastholdes og engagerer sig i debatten.  DRs afslutningsdebat ved dette års folketingsvalg blev afholdt i Koncerthuset i DR Byen. Dette setup var et eksempel på hvordan politiske debatter kan underholde samtidig med at seriøsiteten bibeholdes.


Programmerne kan i dag minde om quizprogrammer og trÌkker i høj grad pü diskurser som normalt findes i underholdningsprogrammer. Det er alt sammen elementer, som kan sikre, at seeren fastholdes og engagerer sig i debatten.

[ 11 11]


[ ANALYSE ]

Sportskamp vs. koncerthus

Årets mest ekstreme eksempel på en underholdningspræget tv-debat så vi, da TV2 inviterede seerne og et par tusinde publikummer til årets politiske ’boksekamp’ i Silkeborg. Der blev brugt sportsmetaforer om politik som aldrig før og debattens deltagere stod i ringen og kæmpede i bedste Mikkel Kessler-stil om publikums bifald og tilråb. Efter min mening havde denne debat måske lidt for mange underholdende elementer, der skyggede for indholdet i debatten. Men det positive er, at der var andre alternativer til seerne, hvor de politiske problematikker blev præsenteret helt anderledes. DR1’s afslutningsdebat i Koncerthuset d. 13. september, blev præsenteret som demokratiets fest, og var et eksempel på en meget vellykket tv-debat, som gjorde brug af underholdende elementer taget fra quizverdenen, men hvor borgerne samtidig fik mulighed for at indgå i dialog med politikerne, og hvor partilederne blev udfordret og tvunget til at forsvare deres politik. Debatten manglede ikke substans, og var måske et godt alternativ til de seere, der følte sig frastødt af TV2’s ’boksekamp’. Politik skal ikke behandles useriøst eller som lørdagsunderholdning. Men det er et sundhedstegn for demokratiet, at vælgerne har mulighed for at få en nuanceret fremstilling af politik. Der skal være noget for enhver smag, hvis alle målgrupper i samfundet skal tilgodeses, når vi søger information om politik.

Politik + underholdning = katastrofe?

Neil Postman og Jürgen Habermas er blandt dem, der kritiserer dækningen af politik på tv. De mener at politik og underholdning bør adskilles. Postman mener, at politisk stof slet ikke egner sig til at blive behandlet på tv, fordi tv-mediets logik er at præsentere alt indhold på en facon, som underholder og behager seerne. Personificeringen og de underholdende elementer er ifølge Postman skadende, da de fjerner substansen og den politiske alvor, og gør det umuligt for seerne og vælgerne at adskille underholdning og seriøs politik. Habermas mener ikke, at borgerne kan være aktive i demokratiet, når politik præsenteres som underholdning. Den borgerlige offentlighed bliver passiv og

[ 12 ]

ude af stand til at forholde sig til reelle politiske problemstillinger, hvis de får al information gennem underholdningsbaseret tv.

Optimismen lever

Der er dog forskere, som støtter tanken om, at underholdende politisk tv spiller en vigtig rolle i forhold til borgernes mulighed for at deltage aktivt i politik. Liesbet van Zoonen mener fx, at underholdningen er med til at inddrage flere borgere i demokratiet og sikre, at alle samfundsgrupper bliver mødt af tilbud, der tilgodeser deres behov. Van Zoonen har ikke direkte arbejdet med tv’s dækning af politiske valg, men tager i sine studier udgangspunkt i udtalelser på internettet, hvor fans kommenterer fiktionsfilm og serier, der omhandler politik. Her har hun registreret, hvordan underholdningsgenren sagtens kan give seere ressourcer og værktøjer til at diskutere politiske problematikker. Underholdningsgenrer er ifølge Van Zoonen med til at aktivere borgerne og gøre dem interesserede i demokratiet. Modsat Habermas og Postman mener hun, at seerne sagtens kan adskille den politiske substans og de underholdende elementer samt deltage i den demokratiske debat ud fra den viden, de får gennem underholdning. Van Zoonen mener, at mange mennesker bliver ekskluderet fra demokratiet, hvis ikke underholdning bliver anerkendt som et nyttigt middel til formidlingen af politiske budskaber.

Tilbage til 1990’erne - not

Tager man al underholdning ud af dækningen og går tilbage til 1990, får man en dækning, der måske præsenterer de politiske problematikker mere nøgternt og alvorligt med et realpolitisk fokus. Men samtidig risikerer man at miste en stor del af befolkningen, ganske enkelt fordi dækningen bliver forfærdelig kedelig og uvedkommende at se på. Der bør være en fin balancegang mellem form og indhold, for begge elementer er vigtige for at sikre forståelse og demokratisk deltagelse. De, der påstår, at underholdning og politik er to ting, der ikke hører sammen, risikerer at stå med et større demokratisk problem, fordi befolkningen ikke længere gider at engagere sig

i det politiske liv. Tv-stationerne har et ansvar for at formidle politik på en måde som både informerer og oplyser borgerne om de demokratiske muligheder, men det bør ske på en måde så alle grupper i samfundet tilgodeses, så det hverken bliver en fest for de kloge eller for laveste fællesnævner. Det danske folkestyre nyder i dag stor opbakning og Danmark er et af de lande i verden, der har den højeste valgdeltagelse. Gem derfor pessimismen væk og lad os alle i stedet fejre, at vi i Danmark har en presse, der gennem stor diversitet formår at oplyse borgerne om politik på tværs af alder, køn og sociale skel. Rygtet om den seriøse valgdæknings død er stærkt overdrevet. 

2011 SÆTTER REKORD Intet år har valget haft større total kontaktflade på tv som i 2011. Seertallene for valget i år viser, at der i de første ti dage op til valget var 3,6 mio. seere forbi DR’s valgprogrammer, hvilket er en stigning på 400.000 seere i forhold til de 3,2 mio. seere der var på DR ved valget i 2007. Tallene indikerer at DR’s oprustning på valgdækningsfronten har virket. For TV2 og TV2 News er der kun sket en beskeden stigning i forhold til 2007. Men disse kanaler havde allerede ved sidste folketingsvalg et større udbud af valgprogrammer. På selve valgaftenen sås en stigning i det totale antal tv-seere på 100.000 i forhold til 2007 og en stigning på 200.000 i forhold til 2005. Kilde: Gallups TV-meter


60

TEKST: HELLE VEDEL LAURSEN & JONAS KIRKEGAARD DR at [rette TV FYLDER 60 ] SidehovedFOTO: Husk denne tekst

TV I 1 9 5 DAN TILLYKKE TIL TV 1 - MA - UNDERHOLDNING 2 0 RK 11 Den 2. oktober 1951 sendte DR sin første fjernsynsudsendelse. I den spæde start kunne man se tv i tre timer om ugen – i dag ser vi mere end tre timers tv om dagen! SAMSON vil gerne ønske danskernes foretrukne medie tillykke, og sætter derfor spot på dele af fjernsynets fantastiske historie.

50'erne

60'erne

70'erne

80'erne

90'erne

00'erne

Underholdningsgenren var med helt fra starten, og i 1957 så det populære ’Kvit eller Dobbelt’ dagens lys - den store gevinst lød på 10.000 kr.

I 80erne gjaldt det om at være god til at mime snørklede sætninger, da det populære ’Gæt og Grimasser’ sammen med en række kendte danskere fandt vej til skærmen.

’Fup eller fakta’ med Otto Leisner som vært var det helt store underholdningsprogram i 1960erne, hvor betydningen af sjældne ord skulle gættes.

I 90'erne blev studiepublikummet en del af underholdningen, da Casper Christensen bød på overraskelser og charterrejser i programmet ’Husk Lige Tandbørsten’.

Musikquizzen ’Kontrapunkt’ prægede 70erne. Her skulle de skandinaviske lande kæmpe mod hinanden i paratviden om klassisk musik.

’X Factor’ er i slutningen af 00erne DRs helt store underholdningssatsning. Programmet hvor der bliver fundet nye danske sangtalenter er snart klar til sin 5. sæson.

13] [ 13


[ KOMMENTAR ]

TEKST: SIGNE TRIER SIMONSEN FOTO: TV 2

Da den politiske substans fik

pomponer og båthorn

TV 2’s politiske sportsdebat i Silkeborg havde – trods meget kritik – politisk substans. Kun sportsformatet og satsningen på en ny målgruppe adskiller debatten fra andre.

H

e is in da HOUSE. He is in da HOUSE, brølede det ud af højtalerne – akkompagneret af røg og tung dunk-dunkdunk bas – da Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll flankeret af cheerleaders skred op ad den røde løber til TV 2’s sportsdebat. Velkomsten fremkaldte en dyb bekymret rynke i den unge politiske ordførers pande. Selvsamme rynke indfandt sig efterfølgende hos seere, chefredaktører og andre vidner til TV 2’s nyeste format. Frådende har de kastet sig over den – som akademiske feinschmeckere

[ 14 ]

kaster sig over et afsnit af Paradis Hotel. Anklagen lyder på, at den politiske substans i debatten forsvandt i et format, der mere lignede Vild med Dans end en politisk debat. Faktum er dog, at det kun var de ydre rammer af formatet, der fik en ansigtsløftning. Essensen forblev uændret. Samtidig må kritikerne af TV 2’s debat spørge sig selv, hvordan det efterhånden meget slidte udtryk ”politisk substans” skal defineres. Og om netop den udgave, vi fik præsenteret i Silkeborghallerne, muligvis var et tiltrængt demokratisk pust til en gruppe af danskerne, for hvem

hovedparten af mediernes dækning af valget har været forfejlet. Den formmæssige ”glasur” i TV 2’s debat var eneste forskel i opbygningen fra tidligere ”seriøse” debatter på TV 2 og DR. For ses debatten efter i sømmene, var opbygningen næsten kedelig klassisk: Samme rød/blå opstilling, ansigter, lynrunder, emner, intern mudderkastning, inddragelse af publikum og en alt for kæk vært. At der afslutningsvis blev kåret en vinder på point adskiller sig heller ikke fra tidligere tv-debatter. Den eneste forskel var, hvem der fælder dommen. I de


almindelige og ”seriøse” debatter har det været Hans Engell, Henrik Qvortrup og co. der svingede den dømmende hammer. I TV 2’s debat var det Jes Dorph væbnet med Megafon-målinger. Samlet set er det også værd at bemærke, at TV 2’s sportsramme ikke for alvor trådte i karakter undervejs. Bortset fra den røg- og pomponfyldte intro var det kun Mette Frederiksen, der en enkelt gang måtte lide under nøl-båthornet. Og mon ikke vi alle sammen nogle gange har ønsket, at sådan et instrument var til stede i endnu flere debatter. Politisk cirkus og tv-show er blot nogle af flosklerne, der er blevet hæftet på TV 2’s sportsdebat. Som Lisbeth Knudsen for eksempel udtrykker det i sin leder i Berlingske Tidende: ”Skal politik være underholdende og show-præget, når det er allermest alvorligt og den politiske kurs allermest vigtig?”. Svaret er ja. Det skal den faktisk. I alt fald når debatten er tiltænkt dem, der ”synes politik er lidt for alvorligt”, som Jes Dorph så smukt udtrykte det. Under et folketingsvalg er det medi-

ernes public service pligt – med DR og TV 2 i spidsen – at klæde alle danskere på til at kunne sætte krydset det rigtige sted. Og hvis pomponer og båthorn er, hvad der skal til, for at få de knapt så politisk interesserede danskere til at følge med i valgkampen, er det så ikke mediernes demokratiske pligt at give dem det? Man kunne gå så langt som til at sige, at det er et demokratisk problem, at hovedparten af tv-stationernes valgdækningen har været tiltænkt det samme publikum; dem der allerede har en naturlig interesse for politik. TV 2’s sportsdebat er den eneste, der – med en anden indpakning – har afveget fra normen og forsøgt at nå det publikum, som ikke tænder på Lisbeth Knudsens udgave af politisk substans.

get, nationale tests og de stramme budgetter. Hvorimod den almindelige danske gennemsnitsfamilie med to børn synes det er mere centralt at vide, hvor mange børn selvsamme parti mener, der skal sidde i en folkeskoleklasse. Begge søger de politisk substans, men på forskellige måder. Begynder vi først at sige, at den ene form for substans er mere rigtig end den anden – og hvordan den skal pakkes ind – deler vi danskerne op i et A og B hold. Og gør vi det, har begge hold og det danske demokrati tabt. 

Og her på falderebet er det på tide, at vi får rusket op i ”den politiske substans” – et begreb, der slynges rundt, som var det en fast målbar størrelse. Sandheden er nok nærmere, at politisk substans defineres fra person til person. På folkeskoleområdet vil Lisbeth Knudsen muligvis gerne høre Socialdemokraternes holdning til folkeskoleforli-

• Kampen endte 35 - 34 til den røde blok.

FAKTA OM KAMPEN

• 474.000 seere fulgte med i "Kampen om din stemme" som programmet blev kaldt. • Cirka 1.300 tilskuere var til stede i Silkeborghallerne under debatten

[ 15 ]


[ FOTOREPORTAGE ]

TEKST: SIGNE TRIER SIMONSEN FOTO: HELLE VEDEL LAURSEN OG SIGNE TRIER SIMONSEN

MAGTENS ANSIGTER Det sker hvert fjerde år, at byen rulles ind i dem. Som gremlings indtager de veje, gader og stræder. Stirrer ned på dig fra lygtepæle, master og alle andre tænkelige lodrette pælelignende objekter. Kun iklædt overbærende, re-touchede men stadig seriøse colgate-hvide smil. Valgplakaterne. Da folketingsvalget var på sit højeste begav SAMSON sig derfor ud i Smilets by for at betragte dette gammelkendte medie, når det for alvor kommer til sin ret.

I

en tid, hvor Facebook, Twitter og Google+ tillægges stadig større betydning – også under valgkampe – synes det besynderligt, at et medie som valgplakaterne stadig lever i bedste velgående. Men det er ikke desto mindre tilfældet. Valgplakaternes funktion som medie er uhyre enkelt. Det handler om at sætte et potentielt ansigt på magten. For det er et faktum, at den gennemsnitlige dansker kun kender et lille udsnit af magtens profiler. Udover Løkke, Thorning, Søvndahl, Kjærsgaard og Schmidt Nielsen, som ofte toner frem på husalterets skærm, så sidder der faktisk 174 andre mennesker i det danske folketing. De resterende danske politikere, der ikke får lov til at lave risotto i Aftenshowet, har altså behov for at gøre opmærksom på sig selv under Folketingsvalget, ganske enkelt, fordi borgerne ikke kender dem. Og her er valgplakaterne et medie, som skal tages i brug. Under hvert valg – kommunalt eller nationalt – trykkes de derfor i tusindtal.

Smil du er på

På trods af de mange år som de danske valgplakater har på bagen, er der alligevel sket en væsentlig udvikling i forhold til kandidaternes fremtoning. Den værktøjskasse, som i dag er til rådighed for partiernes mediefolk, er således udvidet betydeligt. Resultatet er, at kandidaterne – i alt

[ 16 ]

fald på ”papiret” – har fået blussende kinder, færre linjer om munden og dybe blå øjne. Deres slips har nu den helt rigtige dyb-røde farve, og glimtet i øjet har fået ekstra simmer og shine. Re-touching lever med andre ord i bedste velgående alt sammen i et forsøg på at fremstå på en og samme tid seriøs, tillidsvækkende, troværdig, tilgængelig – og lidt kæk.

Kreativ udbygning

Det er i sandhed begrænset, hvorledes man kan udbygge en valgplakat og dens kommunikative funktion. Valgplakater er således envejskommunikation i sin reneste form. De fleste politikere vover det heller ikke, men holder sig til den sikre opskrift bestående af: navn, partinavn/forbogstav og mere eller mindre vellignende billeder. Alligevel er der rebeller, som drister sig ud på ukendt territorium. Et eksempel er Otto Ohrt, som opstillede for Socialdemokraterne i Østjyllands valgkreds. Med talebobler fortalte han således århusianerne, hvad han ville kæmpe for på deres vegne, hvis han ellers fik en plads på Tinge.

Hærværk og gimmicks

Udover politikernes egne forsøg på at udbygge valgplakaternes budskab, er der også andre mere løsgående missiler, der synes, det er sjovt at pille ved det traditi-

onsbundne medie. Først på listen over pilfingre er selvsagt hærværksmændene. Mindst en gang under hvert valg er der således en historie i TV Avisen om skamløse drillepinde, der har valgt at gøre diverse unævnelige ting ved de famøse plakater. Det være sig at rive ansigter af, tegne nazi-overskæg eller – når det går vildt for sig – tage plakaterne helt ned. Under dette års folketingsvalg er danskerne imidlertid også blevet vidne til en anden form for ”pilleri” – nemlig en kreativ en af slagsen. Kandidater på tværs af fløjene er således blevet udstyret med blå og røde klovnenæser, diverse overtegninger og ikke mindst en kreativ forlængelse af selve valgplakaten. En københavnsk gruppe forsynede for eksempel Pia Kjærsgaard med et skateboard.

Effekt eller tradition?

Om valgplakaterne med deres enkle og åbenbare funktion egentlig har nogen effekt på borgernes beslutningsproces, er debatteret på kryds og tværs. Faktum er imidlertid, at politikerne og partierne bag dem, stadig tror på dem. Beviset herpå hang – og hænger nogle steder stadig – i vores lygtepæle. 


[ 17 ]


[ FOTOREPORTAGE ]

[ 18 ]


[ 19 ]


[ FOTOREPORTAGE ]

[ 20 ]


[ 21 ]


[ ARTIKEL ]

TEKST: JOSEFINE AGGEBOE ILLUSTRATION: JONAS KIRKEGAARD

FORFATTER A/S DIN BOG ER DIT BRAND Det har aldrig været så let at få trykt og udgivet bøger som det er nu. På grund af nye teknikker som print on demand og e-bøger kan alle nu få udgivet deres tanker i bogform. Privatpersoner og virksomheder tager i stigende grad bogen til sig som brandingværktøj, og lever godt af den troværdighed, bogmediet har.

[ 22 ]


L

inda Greve, som er ph.d. studerende og udviklingskonsulent, udgav på forlaget Samfundslitteratur bogen ”Den Gode Præsentation” i 2010. Bogen skulle lære akademikere at blive bedre til at lave mundtlige præsentationer. Altså ikke blot at udføre dem, men også forberede og planlægge dem. En sådan bog fandtes ikke, og med sin baggrund som retoriker og journalist mente Linda Greve, at hun var kvalificeret til at skrive den bog. Linda Greve er ikke blevet rig af at skrive sin bog, selvom den sælger pænt. Til gengæld er hun blevet en travl kvinde, af alle de foredrag hun holder om præsentationsteknik. For når man taster ”præsentation” i Googles søgefelt, er Linda Greves bog det første hit. Som resultat af det, bliver hun inviteret til at holde flere foredrag end hun har tid til, og mere end 150 gange har hun holdt foredrag om præsentationer siden bogens udgivelse.

Du ringer - vi printer

Bogen er et af de ældste medier vi har, og traditionelt har bogmediet været garant for høj kvalitet, blandt andet på grund af den magt og de egenskaber vi tillægger bøger. Al videnskab findes i bøger, i uddannelsessystemet får vi vores viden gennem bøger, og de fleste religioner har en bog som grundlag. Vores brug af bøger har gennem historien ændret sig, og tilpasset sig tidens efterspørgsel. Men som medie har bogen ikke forandret sig bemærkelsesværdigt siden 1400-tallet med opfindelsen af bogtrykkerkunsten. Det er der ved at blive lavet om på. I disse år gennemgår bogen en rivende udvikling. Et fald i omkostningerne for at trykke bøger, og digitalisering af dokumenter har affødt konceptet print on demand. Det vil sige, firmaer der trykker bøger uden om forlagene men på forfatternes forespørgsel. Bogen bliver så trykt i det oplag forfatteren ønsker, og som hans økonomi tillader. Dertil kommer, at e-bøgers stigende popularitet, selv udgivelser af velkendte forfattere som Dan Brown og Stephen King, sælger bedre i deres elektroniske end i deres trykte version. Det betyder, at også distributionsvejene ændrer sig. Nu kan man selv reklamere for sin bog, og uddele den via sin

hjemmeside, eller man kan meget let gøre den tilgængelig til salg til blandt andet Kindle og iPad. Forfattere er ikke længere afhængige af biblioteker og boghandlere til distribution. Og da e-bogen er et billigt medie, kan man give sin bog væk gratis, hvis man har lyst til det. Man kan altså selv med en lille indsats, nå rigtig mange mennesker med sin bog.

Bøger giver status

Linda Greve er i gang med en ph.d-afhandling om metaforer, og ser sig selv primært som retoriker, men omverdenen ser hende som en ekspert i præsentationsteknik. Det er hendes brand at vide noget om præsentationer, og det er det, hun bliver hyret til at tale om. Linda Greve har ikke opfundet det fuldendte argument eller de tre retoriske appelformer, men det at hun har skrevet om dem i sin bog, giver hende ejerskab over koncepterne og ret til at udtale sig om dem. Hendes troværdighed på emnet er tårnhøjt. Det er denne troværdighed man kan forsøge at skaffe sig ved at skrive en bog. Linda Greve er ikke den eneste i Danmark, der ved nok om præsentationsteknik til at kunne kalde sig ekspert på området, og til at undervise i emnet. Men hun er den eneste der har skrevet bogen om den gode præsentation. Og det giver hende et helt unikt selling point som brand, og en troværdighed som ingen kan konkurrere med.

Kan man tro på alt, hvad man læser?

At vi har stor tiltro til bøger og deres forfattere er der ikke noget nyt i. Den tiltro er dybt forankret i vores kultur og vores måde at forstå og tilegne os viden på. Det nye er, at man ikke længere behøver anden accept end sin egen for at skrive en bog. Traditionelt set har man som Linda Greve skullet gennem et forlag, som skulle godkende idéen, være med i processen om at udvikle konceptet og lave faglig og sproglig korrektur på værket, inden det blev udgivet. Forlaget skulle tro på, at bogen ville være rentabel for dem at lave, at forfatteren havde de faglige og formidlingsmæssige kompetencer til at skrive bogen, og med sit navn og logo blåstemple bogen. 

[ 23 ]


[ ARTIKEL ]

Det kan virke paradoksalt, at et medium så gammelt som bogen, kan få en renæssance som brandingværktøj, efter at være blevet spået et liv i skyggen af hjemmesider og andre nye medier.

Denne proces var læserens garanti for bogens kvalitet, ud fra devisen; det er dyrt og risikofyldt at udgive bøger. Ergo må produktet være af høj kvalitet, når forlaget tør satse på det. Med de nye produktionsvilkår er forlagene i mange tilfælde taget ud af ligningen, og dermed også deres kvalitetskontrol. Det betyder at man ikke længere skal få andre end sin egen bankrådgiver med på idéen for at få trykt sin bog, og der er ikke længere nogle krav til indholdet. Alle og enhver kan skrive og udgive bøger om hvad som helst. Men bogen har (endnu) ikke mistet sin troværdighed som medie, så derfor kan man stadig få ekspertstatus af at skrive en bog.

Som du måske har læst i min bog...

Den ekspertstatus og de muligheder vil flere folk og virksomheder gerne have fingrene i. Og de ændrede produktionsvilkår har givet dem denne mulighed – vil man gerne signalere, at man ved noget om et emne, skriver man en bog om det. Hvad end man ønsker at profilere sig selv som person gennem biografier som bl.a. sportsfolk, politikere og kendisser gør, om man vil fastslå sin ekspertstatus inden for et område, som når Henrik Dahl skriver om segmentering, om man vil promovere sin virksomhed, som da Dyne-Larsen skrev og husstandsomdelte en bog om sin iværksætterhistorie, eller bare vise sine evner som digter eller krimiforfatter. Og tendensen er stærkt stigende. I USA, som går forrest med denne tendens, blev der i 2009 udgivet 764.448 bøger af virksomheder og enkeltpersoner uden om forlagene, og i Danmark er antallet af selvudgivelser femdoblet i perioden fra 2006 til 2009, mens antallet af bøger udgivet gennem forlagene er stort set uændret.

Bogen som brandingsværktøj

Det kan virke paradoksalt, at et medium

[ 24 ]

så gammelt som bogen, kan få en renæssance som brandingværktøj efter at være blevet spået et liv i skyggen af hjemmesider og andre nye medier. Men det er netop på grund af sine specifikke karakteristika at bogen er blevet populær at bruge som brandingværktøj. I modsætning til for eksempel hjemmesider, tv-reklamer og brochurer er bogen et langsomt medium. Det kræver tid og dedikation både at fremstille og afkode. Det faktum gør, at bogen har en seriøsitet, som hverken internet eller tv kan imitere. Bogens opblomstring som medium kan sammenlignes med den ændring, der er sket i vores brug af breve. Siden emailen og mobiltelefonerne overtog den daglige kommunikation mellem mennesker, har det at sende et brev fået en ny betydning. Det har nu en ekstra seriøsitet og intimitet over sig at modtage breve, da det nu er forbeholdt specielle lejligheder. De ændrede produktionsvilkår for bøgerne har affødt en ny brug af mediet. Fra at være kommunikation med eliten som afsender og masserne som modtager, til at være et mere demokratisk medium, hvor alle kan være både afsender og modtager. Det bliver diskuteret i fagkredse hvad denne udvikling vil betyde for bogen og forfatternes troværdighed på sigt. Kan bogen bevare sin høje troværdighed trods dens ændrede rolle? Det kan være svært at spå om, men som med al anden markedsføring skal form og indhold passe sammen, ellers mister det på sigt sin effekt.

En BA i bogskrivning

For hver ny mulighed der opstår i markedet, popper der firmaer op, der vil tjene penge på disse muligheder; firmaer som Lambert Academic Publishing, der tilbyder universitetsstuderende at få trykt deres bacheloropgaver som bøger. Der bliver hverken lavet sproglig eller ind-

holdsmæssig korrektur på opgaverne. Opgaverne bliver i deres bogform sat til salg på Amazon for omkring 600 kroner. Baggrunden for, at det kan lade sig gøre for Lambert at tjene penge er den førnævnte tillid, som forbrugerne stadig har til bøger. Tiltroen er nemlig så høj, at forbrugerne ikke har paraderne oppe ligesom over for mange andre medier. Køber man således en bog på Amazon, har man som forbruger en klar forventning om kvaliteten af sit køb. Der er ikke noget i vejen med Lambert, men de lever af denne trend med bøger som personlig branding. De ved, at arbejdsmarkedet for nyuddannede akademikere er hårdt, og at man skal gøre meget for at skille sig ud fra de mange ansøgere, der er til hver stilling. Og der håber firmaet sikkert på, at de unge akademikere vil være fristet af at kunne skrive forfatter på visitkortet, når de skal ud og søge job.

Forfattere skal have noget på hjerte

Men så let kan man ikke købe sig til faglig anerkendelse og et personligt brand. Form skal passe til indhold og begynder man at udgive sin bacheloropgave som bog, vil det – i de flestes tilfælde – nærmere skade ens image end det vil styrke det. For langt de fleste vil det virke selvoptaget og måske endda lidt naivt at trykke sin bacheloropgave som bog, og det vil i de flestes øjne derfor ikke styrke ens brand. Det er altså kun hvis man har noget på hjerte, en original historie at fortælle, eller en unik viden at dele, at man med fordel kan skrive en bog om det, men er det tilfældet kan det til gengæld også give ens karriere et puf i den rigtige retning. 


60

TEKST: HELLE VEDEL LAURSEN & JONAS KIRKEGAARD DR at [rette TV FYLDER 60 ] SidehovedFOTO: Husk denne tekst

TV I 1 9 5 DAN TILLYKKE TIL TV 1 - MA - BØRNEUDSENDELSER 2 0 RK 11 Den 2. oktober 1951 sendte DR sin første fjernsynsudsendelse. I den spæde start kunne man se tv i tre timer om ugen – i dag ser vi mere end tre timers tv om dagen! SAMSON vil gerne ønske danskernes foretrukne medie tillykke, og sætter derfor spot på dele af fjernsynets fantastiske historie.

50'erne

60'erne

70'erne

80'erne

90'erne

00'erne

I 1954 blev børne-tv et fast element i fjernsynet med ’Børnetime’. Her underholdte blandt andre Jørgen Clevin, der i mange år var synonym med børne-tv i Danmark.

’Bamses Billedbog’ blev sendt første gang i 1983, og den gule bamse, der bor i skoven med sine venner, har været en populær figur hos børn i flere generationer.

I 1968 sendte DR serien ’Super Carla’, om en pige der kan trylle. Serien er skrevet af Thomas Winding, og titelsangen er i øvrigt ’She's a Rainbow’ med The Roling Stones.

Børn i 90erne kunne bl.a. se ’Bullerfnis’ hvor karakterene Buller og Fnis i skikkelse af Peter Frödin og Hella Joof, fortalte skøre historier fra deres barndom i 60erne og 70erne.

Over en ti-årig periode fra 1965-75 var de fantasifulde programmer med ’Ingrid og Lillebror’ blandt de mest populærere børneprogrammer i fjernsynet.

Den 1. november 2009 får de danske børn deres helt egen tv-kanal, da DR Ramasjang søsættes. På kanalen sendes både gamle og nye børneprogrammer.

25] [ 25


[ SPOT ON ]

TEKST: MIA SCHOU JOHANSEN ILLUSTRATION: JONAS KIRKEGAARD

DEFINIT

Der er mange forskellige bud på, hvorda én af de mest fremtrædende forskere gan fra The Young Foundation, definerer pressing unmet needs an

Den danske mikrobank "If we can walk on the moon.... we can also END POVERTY." - Mads Kjær, Administrerende direktør og grundlægger af MyC4. I Danmark startede mikrobanken MyC4 i 2006, der tilbyder mikrolån til afrikanske entreprenører, der mangler penge til at starte egen virksomhed. Som privat kan du investere direkte i en afrikansk entreprenør gennem MyC4. Donationen kan være så lille som 5 euro og indtil videre har MyC4 18722 investorer fra 112 forskellige lande, der i alt har investeret 14.027.193 euro i 7162 små virksomheder i 7 forskellige afrikanske lande.

FORMÅLET

Social innovation

Formålet er at komme med nye ideer, der kan arbejde hen i mod at forbedre folks liv. Sammenhængen mellem social ansvarlighed og innovation repræsenterer, at der er et dobbeltstrenget formål, nemlig både et socialt og et økonomisk. Når social ansvarlighed bliver kombineret med innovation, kan virksomhederne med andre ord være med til at løse nogle af de store sociale problemer og miljømæssige udfordringer i verden samtidig med, at de udvikler nye forretningsområder og markeder.

hvem, hva

Innovation har længe været det nye buzz partier mener, at øget innovationskraft er krise, recession og arbejdsløshed. Men hva Hvad er det så for en underlig fisk, man får i social innovation? Her får du en quic

DET GODE EKSEMPEL 100% til børnene er en dansk NGO, der primært støtter børn, som bor ved lossepladsen Kiburani uden for Mombasa i Kenya. Her står 100% til børnene for den daglige drift af en skole, et madprogram og en sundhedsklinik. 100% til børnene bygger på et princip om gennemsigtighed, hvor tanken er, at man som bidragyder selv kan bestemme, om man vil donere 100 kroner til børnene i Kiburani, eller om man vil give 100 kroner til administration af NGO’en. På den måde har vi bidragydere større medbestemmelse og større indsigt i, hvad vores penge går til. 100% til børnene er dermed en ny og innovativ måde at drive en NGO, der samtidig yder en social indsats i Kenya.

[ 26 ]

MIKROB

Mikrobanken er baseret på tanken om, at få lov til at optage lån til eksempelvis at altså en måde for fattige at låne penge til a stille sikkerhed for, at penge


TIONEN

an man definerer social innovation, men inden for Social Innovation, Geoff Mulr det som: “New ideas that work to meet nd improve people’s lives”.

Social innovation og CSR Der findes mange forskellige definitioner på “Corporate Social Responsibility”, der forkortes “CSR”. Europa kommissionens CSR definition lyder: “A concept whereby companies integrate social and environmental concerns in their business operations and in their interaction with their stakeholders on a voluntary basis.“ Med social innovation arbejder man, til forskel fra CSR, på at udvikle et innovationsprojekt, hvor der udvikles nye løsninger, services og produkter, der skaber værdi for både virksomhed, NGO og samfund. Det handler derfor ikke blot om ren donation, men om at gøre social ansvarlighed til omdrejningspunkt for en innovationsproces, som skaber værdi for virksomheden.

FORBILLEDET

innovation

Et af de store forbilleder inden for social innovation, er Mohammad Yunus, der startede mikrobanken Grameen Bank i 1983. I dag har Grameen 19.800 ansatte og 8,29 låntagere fordelt på 81.367 landsbyer. 97% af låntagerne er kvinder og over 97% af alle lån bliver betalt tilbage – en procentsats der er højere end i noget andet banksystem. Yunus’ projekt har spredt sig over hele verden og bliver nu brugt i projekter i lande som USA, Canada, Frankrig, Holland og Norge.

ad, hvor?

zword i mange kredse, og mange politiske r det, der skal bringe os ud af økonomisk ad så, når man sætter ordet ’social’ foran? r ud af det? For hvad er egentlig op og ned ck-guide til at navigere i fænomenet.

Det strategiske værktøj En social innovation skal ikke nødvendigvis give en virksomhed et overskud isoleret betragtet. Ved fx at igangsætte et projekt med bæredygtige, billige produkter til udviklingslande kan virksomheden få forskellige fordele som know-how og adgang til nye markeder. Når indkomsterne i udviklingslandene vokser, vil virksomheden have opnået et godt fundament til vækst og indtjening. Social innovation bliver derved et langt mere strategisk værktøj, hvor social ansvarlighed tænkes ind i kerneforretningen og virksomhedens udviklingsplaner.

BANKER

t fattige eller mindre bemidlede lånere kan starte egen virksomhed. Mikrobanken er at starte en virksomhed op, uden at kunne ene bliver betalt tilbage igen.

[ 27 ]


[ PRAKTIK ]

TEKST: METTE LEMCKE FOTO: BJARNE BERGIUS HERMANSEN, DR

EN HILSEN FRA DR Et gammelt, sagnomspundet mediehus, en flok orker i en skov og et online julespil var ingredienserne i en praktikcocktail, der har givet mig, i hvert fald noget af svaret på, hvorfor jeg i sin tid valgte at læse medievidenskab, og hvad jeg egentlig kan bruge det til.

H

vad vil I råde os til? Den ansvarlige redaktør for DR’s juleleg på nettet, Den Store Pakkeleg, kigger spørgende på min medpraktikant Henrik og jeg sammen med resten af pakkelegsredaktionen. Kaffekopperne klirrer, men ellers er der stille i det store mødelokale. Det er min sidste dag som praktikant i DR Medieforskning, og vi har netop fremlagt vores resultater af en undersøgelse af Pakkelegen, som vi selv har været ansvarlige for fra ende til anden. Jeg synker en ekstra gang og kigger på Henrik. Hørte jeg rigtigt? Sidder de erfarne DR folk og spørger to grønskollinger til praktikanter til råds?

Den manglende røde tråd

Blot 4 måneder forinden var det ellers to forvirrede og lettere usikre praktikanter,

[ 28 ]

der startede i det sagnomspundne DR. For hvem var vi egentlig, hvad kunne vi, og hvad skulle vi? Indrømmet, jeg er den slags studerende, som har faret forvildet rundt og ikke haft nogen rød tråd i mit studie. Jeg har flirtet med både kommunikation på Handelshøjskolen, journalistik på Journalisthøjskolen og hardcore medieteorier på universitetet, og jeg har end ikke været strategisk klog nok til at fokusere min kandidatuddannelse i én bestemt retning, simpelthen fordi der er så mange ting, jeg gerne vil og synes er spændende. Jeg havde derfor heller ikke nogen stor forkromet plan med at komme i praktik i DR. Men én ting vidste jeg. Mit hjerte havde af en eller anden grund helt siden studiestart banket ekstra varmt for denne public servicens højborg. Det


var derfor også med en vis ydmyghed og stolthed, at jeg for en stund blev DR medarbejder.

Kastet for løverne på dag to

Stolthed, ydmyghed og usikkerhed røg dog hurtigt i baggrunden, for som nystartede praktikanter i DR Medieforskning fik vi ikke lang tid til at fundere over transformationen fra studerende til arbejdende medievidenskaber. Allerede på dag to blev vi kastet for løverne aka. brugerne, da vi alene blev sendt ud i Københavns S-toge med pen og papir og skulle undersøge passagerernes opfattelse af DR Update og de nye skærme i togene. Grænseoverskridende? Ja i den grad! Lærerigt? Mon ikke! Og det var kun begyndelsen på et hæsblæsende praktikforløb, som gang på gang udfordrede vores comfort-zone og grænserne for, hvad vi troede, vi kunne. Fra medievidenskaber til medieforsker Som praktikanter fik vi lov til at prøve kræfter med alle medier og gennemførte undersøgelser af både net, radio

og tv. Og pludselig var vi semieksperter på bl.a. det nye format til børneradio: Ramasjang Radio, P3’s aktiviteter på nettet og forståelse og reception af TV Avisen. Da vi derudover blev hyret til at lave undersøgelser af henholdsvis det store Barda rollespilstræf, som bygger på DR’s tv-serie Barda til børn og unge, og sidenhen af Mediekonferencen New Media Days, følte vi os pludselig næsten som rigtige medieforskere. Den følelse tog til, jo flere fokusgrupper vi modererede, jo flere oplæg vi holdt for redaktioner og værter, og jo flere af DR’s brugere vi talte med.

Skumfiduser og orker

Vi havde ikke i vores vildeste fantasi troet, at vi skulle ud at lave rigtig medieantropologisk feltarbejde. Det var derfor også en noget surrealistisk oplevelse at sidde i græsset i Sorø Skov omgivet af orker, elverfolk og andre mystiske skabninger og tale med børn om, hvorfor de syntes, ’Barda’ var så fedt, eller at sidde på et toilet på New Media Days og notere de deltagendes toiletsnak om,

at amerikanske Kevin Kelly fra Wired var en guru, at den varme kakao med skumfiduser var et hit, og at der var for koldt i Tappehallerne. Netop i situationer som disse hev jeg teorier om kvalitativ metode, interviewteknik og brugerforståelse frem fra de mørke afkroge af min – ind i mellem – overophedede hjerne, der efter 5 år på universitet er fyldt af mere eller mindre brugbare teorier.

At lære er at leve

Læringskurven var stejl, og vi voksede i vores nyvundne identitet som medieforskere in spe. Konstruktiv feedback og den rette dosis af ris og ros serveret på pædagogisk vis gjorde mit praktikophold hos DR til en once-in-a-lifetimeexperience og vil nok altid stå klart i min erindring som det sted, hvor jeg trådte mine første spæde skridt udi arbejdsliMette Lemcke fik omsat teori til praksis, da hun skulle lave en undersøgelse om børns oplevelse af DR's fantasiunivers Barda.

[ 29 ]


[ PRAKTIK ]

vets barske realiteter. Et arbejdsliv, som man gennem studietiden inden for universitetets trygge mure har betragtet med en vis ængstelse. For hvad skal der blive af én? Og kan man egentlig noget, som kan bruges i den der virkelige verden? Svaret er JA! Men det tager tid at omsætte alle sine fine teorier til praksis, og det er ikke altid lige nemt at pege på, hvad det præcist er, man bruger fra sit studie. En ting, der dog var direkte applicerbar fra mit studie på medievidenskab og til virkelighedens verden, var den kvalitative metode. Her var forholdet stort set en til en i forhold til, hvad jeg har lært på studiet, og hvordan det praktiseres i fx DR.

1 semester = 1 uge

For mig var den største eye-opener, at det, vi på universitetet bruger et helt semester på – fx receptionsanalyse af et medieprodukt, bruger man i den virkelige verden ofte kun en uge eller et par dage på. Tingene går stærkt, og det duer ikke at sidde og skrive lange og sirlige rapporter eller citere Habermas eller Meyrowitz over for en journalist, der bare gerne vil vide, om et bestemt element i hans program fungerer.

[ 30 ]

Universitetsopgaven som formidlingsform er altså stort set ubrugelig i arbejdslivet, og man kommer ikke langt med ikke at turde konkludere noget som helst, før man har skrevet mindst 100 sider om et givent emne.

Real Life

Livet uden for universitetet er således benhårdt, men det er også spændende, udfordrende og særdeles givende. Pludselig er det ikke kun dig selv og din underviser, du skal stå til ansvar over for, men måske en hel afdeling, som træffer beslutninger på grundlag af de resultater, du leverer. At man skal vænne sig til en hverdag, der hedder 9-17 hver dag, er – indrømmet – ikke det nemmeste i verden for en studerende, som er vant til stor frihed og få undervisningstimer. På den anden side er det det, der gør, at du pludselig føler dig som en del af en større meningsfyldt enhed, og at du faktisk udretter noget.

Hvad jeg har taget med mig

Jeg er blevet bekræftet i, at jeg elsker medier og brugen af dem, og jeg har lært, at jeg godt kan lave analyser under tidspres og ikke kun efter at have

grublet over dem i månedsvis og læst et hav af bøger og videnskabelige artikler. Derudover har jeg helt grundlæggende erfaret, at jeg kan indgå i en helt almindelig arbejdssammenhæng på en stor og travl arbejdsplads. Og her er DR en arbejdsplads, der lige som andre har sine ups and downs, og hvor arbejdslivet også bliver hverdag. På trods af alle disse åbenbaringer undervejs, var det dog først da Henrik og jeg den sidste dag stod alene foran vores fine powerpoint-præsentation og rådgav garvede journalister, redaktører og it-udviklere om, hvordan de kunne optimere brugeroplevelsen af ’Pakkelegen’, at det for alvor gik op for mig, at jeg kunne noget! Jeg forlod DR med succes-adrenalin susende rundt i kroppen og følelsen af at have sat mit eget lille personlige fingeraftryk på det store mediehus i Ørestaden. Skal jeg så være medieforsker? Nej, jeg tror det ikke. Journalist nok heller ikke. Drømmejobbet mangler stadig at materialisere sig, men når det gør, ved jeg, hvordan det skal mærkes, det skal give mig smil på læben og adrenalin i kroppen. 


60

TEKST: HELLE VEDEL LAURSEN & JONAS KIRKEGAARD DR at [rette TV FYLDER 60 ] SidehovedFOTO: Husk denne tekst

TV I 1 9 5 DAN TILLYKKE TIL TV 1 - MA - NYHEDSFORMIDLING 2 0 RK 11 Den 2. oktober 1951 sendte DR sin første fjernsynsudsendelse. I den spæde start kunne man se tv i tre timer om ugen – i dag ser vi mere end tre timers tv om dagen! SAMSON vil gerne ønske danskernes foretrukne medie tillykke, og sætter derfor spot på dele af fjernsynets fantastiske historie.

50'erne

I 50'erne sad dagbladene tungt på den dagsaktuelle nyhedsformidling, hvorfor nyhedsformidlingen i tv begrænsede sig til ugerevyer med blandede klip fra ind- og udland.

60'erne

I 1965 sendte ’TV-Avisen’ for første gang, og brød med de hidtidige ugerevyers format. Først med TV-Avisen blev nyhedsindslagene bundet sammen af en vært.

70'erne

80'erne

90'erne

00'erne

En hurtig gennemgang af de vigtigste overskrifter blev mulig da DR indførte tekst-tv i 1983. Samme år flyttede TV-Avisen fra Radiohuset til TV-byen.

Programmer som ’Nyhedsmagasinet’, ’Pengemagasinet’ og ’Profilen’, satte i 90erne fokus på specifikke områder, og udvidede dermed nyhedsformidlingen betragteligt.

I både 60erne og 70erne var TVAvisen præget af pædagogisk formidling af store politiske spørgsmål. Særligt i de første år, var der ikke tale om kritisk jounalistik.

I 2007 udvidede DR sin nyhedsformidling markant, da kanalen ’DR Update’ gik i luften med nyhedsopdateringer døgnet rundt.

31] [ 31 31


[Sidehoved KLUMME ] Husk TEKST: atHELLE rette VEDEL denneLAURSEN tekst FOTO: DELANDA LICATA PHOTOGRAPHY

FACEBOOK - DEN VIRTUELLE

MØDREGRUPPE

[ 32 ] 32


D

et er en sen onsdag aften. Med tandbørsten i den ene hånd styrer den anden hånd musen, så jeg kan nå at få dagens sidste statusopdateringer på Facebook. ”Så kom Mathias til verden” står der i en kammerats statusopdatering. Han har vedhæftet en video. Per refleks trykker jeg på play. Mit blik stivner, og tandbørsten stopper med at rotere inde i min mund. Jeg tager mig selv i ikke at savle på tastaturet. En kvinde ligger halvnøgen på en hospitalsseng i færd med at give bryst. Der er blod og noget udefinerbart snask på hendes mave, men hun smiler lykkeligt til kameraet. Hun har lige født min kammerats andet barn. Jeg er i chok. Er der ikke en grænse for, hvor meget facebookvenner skal involveres i private øjeblikke?

Når profilbilledet bliver yngre

Jeg får hurtigt lukket ned for videoen og slår blikket ned over de andre statusopdateringer: Én veninde er træt, en anden har fået nye løbesko og en tredje er gået kold i opgaven. Men én ting springer i øjnene. Mine venner er begyndt at blive meget yngre på deres profilbilleder. Ja helt ned til 0 års alderen. Profilbilledet er blevet skiftet ud med et billede af det nyeste skud på stamtræet. Jeg kan til tider blive i tvivl, om det er barnets eller moderens profil, jeg kigger på. Billederne af smilende, savlende og sovende babyer gør mig ikke videre sanseligt opløftet. Faktisk føler jeg mig næsten en smule forulempet af den meget intime del af mine venners liv, som jeg pludselig – og ufrivilligt – bliver en del af. Samtidig bliver jeg uhyggeligt opmærksom på, at jeg selv er i den fødedygtige alder. Det kan skræmme mig, at skulle blive mor, når jeg ser, hvad et barn kan gøre ved en. Og her mener jeg ikke fysisk. Nej, der sker tydeligvis også noget psykisk ved kvinder og mænd, der enten prøver at få børn, venter et barn eller har fået den lille 3200 gram guldklump kl.21.32 på Skejby.

på Facebook, er rykket langt ned. Helt ned i babyhøjde. Ja, helt ned til undfangelsen. Som da en veninde chokeret fortalte mig, at hendes veninde nu havde offentliggjort, hvornår og hvor undfangelsen havde fundet sted. I en fin punktliste havde den gravide veninde udførligt noteret alle data omkring fosterets forløb. Der manglede kun et ”kære dagbog” til at introducere listen.

Udlevering af vores liv på Facebook

Facebook er blevet en forlængelse af os selv – i alt fald for nogle mennesker. Det kan derfor nu om stunder være svært at se, hvor mennesket starter og mediet slutter. Facebook – og dermed alle dine 432 venner – er med ikke bare på sidelinjen men in medias res. Og det gælder både i de gode og de dårlige tider. Som da min studieveninde fortæller om en kammerat, der på ulykkeligvis har mistet sit spædbarn på ni måneder. Som en del af sin sorgproces lagde han billeder af sit afdøde spædbarn på sin facebookprofil. ”Her er han endnu varm efter at have sovet stille ind,” meddeler billedteksten. En sådan opdatering kan virke stødende på visse mennesker – også en del af mig finder det absurd. Men måske er det bare den vej, vinden blæser – den vej udviklingen går. For den far, der delte sit barns ankomst til verden med sine venner, virker det således naturligt at dele barnets afsked. Og så må jeg bare acceptere det. Som medie-menneske kan jeg imidlertid ikke lade være med at spekulere over, hvordan fremtiden kommer til at se ud på Facebook, Google+ osv. Billedet kan virke en smule skræmmende. ”Bare vent til du selv får børn,” lyder det fra en veninde, som i sidste uge lagde 30 nye billeder af barnets sommer på Facebook. Men nej, en ting er sikkert. Mine børn kommer ikke på Facebook, før de er 13 år og kan få deres egen profil. Som udgangspunkt i hvert fald. For behovet for at iscenesætte sig selv og sit liv på internettet har sandsynligvis kun haft sin begyndelse. 

Virtuel mødregruppe

En stor virtuel mødregruppe – det er hvad Facebook er blevet til. Her har man ufrivilligt fået en plads i midten af rundkredsen. Det virker som om grænsen for privatlivet

[ 33 ]


[ INTERVIEW ]

TEKST: SIGNE TRIER SIMONSEN FOTO: JONAS KIRKEGAARD OG AARHUS SCHOOL OF BUSINESS

Oplevelsesøkonomi

hva’ var det nu lige, det var? Oplevelsesøkonomi er det nye sort inden for kommunikation. Men begrebet er svært at få hold på. Derfor har SAMSON sat Sophie Esmann Andersen, adjunkt i oplevelsesøkonomi ved Aarhus School of Business (ASB), i stævne. Hun skal gøre os kloge på, hvordan alt fra bamser til økologisk mælk kan sælges via oplevelser.

D

a jeg fik beskrevet oplevelsesøkonomi for første gang, var det ud fra det gennemtæskede koncept bag Built a Bear. Forældre køber nu ikke blot en bamse til deres børn – de køber en oplevelse, fik jeg fortalt. Det eksempel klamrede jeg mig så til i en måned, indtil jeg indså, at beskrivelsen af børn, som sammensætter bamser fra yderst til inderst, ikke dækkede oplevelsesøkonomiens mange facetter. Det er Sophie Esmann Andersen enig i – også selvom hun synes, at Built a Bear er et godt eksempel. Ifølge hende er oplevelsesøkonomi både en rationel videnskab samt en følelsesmæssig involvering, der ikke kan sættes på formel. Samtidig tillægger oplevelsesøkonomi vores forbrug en symbolsk betydning, som kan bruges til at positionere os selv igennem netop vores forbrug. Adjunkten, der også har forsket i social ansvarlighed blandt danske virksomheder, påpeger dog også, at oplevelsesøkonomi ikke altid er den rette løsning. For eksempel er det meget vigtigt ikke at skuffe sin forbruger gennem en dårlig oplevelse. Det kan få dem til at forsvinde for altid. Og så er der bare produkter, hvor vi ikke orker at opleve noget – de skal bare ned i indkøbsvognen.

At opleve er at leve – og købe

Ifølge Sophie Esmann Andersen er der flere måder at betragte oplevelsesøkonomi på. Nogen kalder den et paradigmeskift i vores samfundsøkonomi. Andre ser det som en ny kanal eller redskab – om man vil – i den store medieværktøjskasse. Grundlæggende mener Sophie Es-

[ 34 ]

mann Andersen dog, at det handler om et nyt syn på, hvad der får samfundets tandhjul til at dreje rundt. ”Oplevelsesøkonomi er en måde at betragte samfundets drivkraft på. Her tror man på, at oplevelser ligger til grund for menneskers motivation til at handle og dermed købe. Gode oplevelser kan derfor – hvis de bruges rigtig – føre til gode salgstal”, forklarer adjunkten. Det handler derfor om at give kunden en god oplevelse med sit produkt, da kunden så vil have lyst til at opsøge oplevelsen igen. Oplevelserne kan komme i alle størrelser, forklarer Sophie Esmann Andersen: ”Oplevelsesøkonomi kan være både stort og småt. For eksempel kan købere af Læsø Sydesalt føle sig sat tilbage i tiden, når de ser den rustikke saltpose i lærred og den svungne gotiske skrift på forsiden. Det er en ægte og autentisk oplevelse for dem. Det vil de gerne betale for”. Adjunkten fortæller videre, at hun ikke tror på, at den gode oplevelse kan sættes på formel. Den varierer fra forbruger til forbruger og fra produkt til produkt.

En ny forbruger

At mennesket drives af lysten til at opleve, er imidlertid kun toppen af oplevelsesøkonomiens isbjerg. Et aspekt, som også skal tages i betragtning, er ifølge Sophie Esmann Andersen, at vi i dag ser en ny forbruger. En forbruger med overskud, og som har et ønske om at blive involveret – i verden og i sine indkøb. ”Forbrugere er blevet mere bevidste. Vi vil gerne bruge energi og penge på ting, der betyder noget for os på et personligt plan. Miljøbevidste forbrugere spenderer

derfor flere penge på økologiske grøntsager og fair trade, fordi det har værdi for dem,” påpeger Sophie Esmann Andersen. Adjunkten i oplevelsesøkonomi fortæller desuden, at forbrugeren positionerer sig igennem sine indkøb. Vi signalerer, hvem vi er igennem vores forbrug – og det går hånd i hånd med oplevelsesøkonomien. ”Når jeg har økologisk marmelade eller Læsøsalt til at stå på bordet, når jeg får gæster, fortæller jeg noget om mig selv igennem mine produkter. Deres oplevelsesøkonomiske merværdi smitter af på mig,” siger ASB adjunkten.

Jagten på symbolsk merværdi

God oplevelsesøkonomi er derfor også kendetegnet ved, at forbrugerne får tillagt en symbolsk værdi til sine indkøb. I stedet for at indkøb er en bevidstløs, uovervejet handling, kan dette pludselig få stor betydning igennem oplevelsesøkonomi. Sophie Esmann Andersen bruger Økodag som et eksempel på oplevelsesøkonomi, der ændrer forbrugerens syn på køb af mælk. ”Øko-dag er et oplevelsesøkonomisk event, hvor danske familier tager på landet, for at se de økologiske køer danse ud på græs. Det særlige ved oplevelsen er, at kun økologiske køer kommer på græs. Det gør almindelige køer ikke”. Sophie Esmann Andersen forklarer videre, at der her skabes en symbolsk merværdi i forbrugerens bevidsthed omkring økologisk mælk. Næste gang forbrugeren skal vælge mellem økologisk og ikke-økologisk mælk, handler dette valg pludselig også om køernes frihed. Mælken har fået en symbolsk merværdi.


Oplevelse og fakta hånd i hånd

Forbrugerens forståelse af fx økologisk mælk og det, at køerne, der leverer den, kommer på græs, viser også hvordan oplevelsesøkonomi kan være med til at servere fakta på en uhøjtidelig måde. Her går rationel viden om økologi og glæde over køernes frihed op i en højere enhed. Sophie Esmann Andersen forklarer: ”Det er svært at få forbrugere til at tage imod faktuel viden om fx en vares produktionsforhold eller ’hvor god den er for dig’. Men ved at give kunden en oplevelse, kan den viden ’leges ind’ på en positiv måde”. Netop derfor mener Sofie Esman heller ikke, at oplevelsesøkonomi skal erstatte traditionel og mere faktabaseret markedsføring. I stedet skal det ses som et supplement. ”Oplevelsesøkonomi er en ny farve på den pallet af muligheder, som virksomheder kan vælge, når de vil skabe deres markedsføring. Det bedste er derfor at kombinere flere metoder på en gang,” siger Sophie Esmann Andersen.

sammenhæng med selve det produkt, som sælges. Det er ifølge Sophie Esmann Andersen afgørende, at der er en klar og ikke forceret kobling mellem produkt og oplevelse. ”Et eksempel på dårlig oplevelsesøkonomi, blev forleden leveret af en af mine kollegaer. Hun var ude og se på ny bil. Men det var næsten umuligt, fordi bilforhandleren havde klovn til børnene og en stjerne fra Vild med Dans, som hoppede rundt i butikken,” fortæller adjunkten i oplevelsesøkonomi. Hun forklarer, at hverken klovne eller Vild med Dans har nogen forbindelse til biler. Derfor virker oplevelsen ikke optimalt. I sidste ende blev kunden skuffet – og forhandleren gik glip af en handel. Det er derfor afgørende for god oplevelsesøkonomi, at der eksisterer en klar kobling fra produkt til oplevelse. Denne skal være helt tydelig og ikke forceret. Ellers bliver det bare oplevelser for oplevelsernes skyld, og det er præcis det modsatte af, hvad oplevelsesøkonomi handler om, ifølge Sofie Esmann Andersen. 

Hvornår dur oplevelsesøkonomi ikke?

At oplevelsesøkonomi kan være et kraftfuldt markedsføringsmiddel er slået fast. Men Sophie Esmann Andersen understreger også, at det kan give kraftigt bagslag. For eksempel orker vi forbrugere ikke altid at blive involveret. Som Sophie Esmann Andersen siger: ”Nogle gange vil vi bare gerne have lov til at købe en tube tandpasta uden at skulle opleve alt muligt.” Andre gange fejler oplevelsesøkonomien, hvis oplevelsen ikke har en direkte

Ifølge Sophie Esmann Andersen er oplevelsesøkonomi både 'Build a bear', sydesalt fra Læsø og økologisk marmelade, men det er også meget andet. Frem for alt er det en måde at anskue folks motivation til at handle og købe på.

[ 35 ]


[ PROTEKTORKLUMME ] TEKST: STIG HJARVARD, PROFESSOR, PH.D, KØBENHAVNS UNIVERSITET

VALGKAMPENS FACEBOOK De sociale netværksmedier er rykket ind i det politiske liv, og Facebook blev i den seneste valgkamp et af de steder, hvor man på en ganske kontant måde kunne følge sympati-tilkendegivelser til de enkelte politikere. Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten var den partileder, der kunne mønstre den største procentvise stigning af fans på sin Facebook-side i løbet af valgkampen. 32.215 nye personer kom ind og markerede, at de syntes om hendes Facebook-side, hvilket i absolutte tal kun blev overgået af Lars Løkke Rasmussen, der i løbet af valgkampen fik 35.743 nye fans. Det fremgår af en opgørelse, som InfoMedia har foretaget. Bortset fra Lars Løkke Rasmussen klarede de borgelige partiledere sig mindre godt på Facebook: Da vi nåede valgdagen kunne Pia Kjærsgaard kun mønstre 18.352 fans, Anders Samuelsen 6.244 og Lars Barfoed 4.969. Til sammenligning lå Helle Thorning-Schmidt i top med 128.743 fans og Villy Søvndal med 110.390. Også når det gælder de borgerlige toppolitikeres statusopdateringer, fik de færre sympatitilkendegivelser end centrum-venstre politikerne. InfoMedias opgørelse af det samlede antal ”likes” til partiledernes egne opdateringer viser, at 65% gik til rød blok, mens 35% gik til blå blok. Hvis Facebook afspejlede folkestemningen i landet, skulle valget have resulteret i en jordskredssejr til centrumvenstre fløjen, men virkeligheden blev som bekendt kun en kneben sejr til rød blok. Et socialt netværksmedie som Facebook er ikke blevet et forum for substantiel demokratisk debat mellem politikere og befolkning om rigets fælles anliggender. Mediet har ikke vist sig at være velegnet

[ 36 ]

til at føre en dialog, hvor modsatrettede argumenter kommer til orde. Den korte form giver primært plads til spidsformulerede holdninger og ”likes”, og hvis indlæg ikke falder i god jord hos ejeren af Facebook-profilen, er de i fare for at blive slettet snarere end imødegået med argumenter. DR Nyheder kunne fx rapportere fra valgkampen (31.8.2011), at seks kritiske indlæg på Lars Løkke Rasmussens profil blev slettet i løbet af halvanden time. Andre partier luger også ud i kritiske indlæg. Facebook er i stedet blevet en del af den politiske markedsføring og tjener i hovedsagen tre funktioner i en valgkamp. Facebook er en kontaktflade mellem politikere og tilhængere. Her handler det mere om at skabe begejstring og fælles fodslag blandt de allerede overbeviste end om at diskutere politikken. Partiernes støtter skal fornemme, at der er fremdrift og sejrsvilje, og det er netop statusopdateringer, der fremhæver egen succes eller modstanderes svaghed, der får mange ”likes”: Der var rigtig mange tommelfingre opad, da Johanne SchmidtNielsen fortalte om en meningsmåling, hvor Enhedslisten var større end de Konservative, eller da Lars Løkke Rasmussen fortalte om sin huskeseddel til Helle Thorning-Schmidt. Facebook er for politikerne også en kanal til journalister, hvor de kan kommunikere på en mere direkte og slagfærdig måde, end de vil kunne gøre i et normalt

interview. Under folketingets åbning live-bloggede Søren Pind på Facebook og kunne dermed skabe en Ekstra Blads-historie om, at ”Søren Pind knuselsker Pia K på Facebook” (6.10.2011). Det er dog ikke en ufarlig strategi, som Søren Pind måtte erfare, efter at han som integrationsminister var kommet med en Facebook-kommentar, hvor terrorangrebet i Norge og danske miljødemonstranter blev nævnt sammen. Han måtte efterfølgende undskylde i nyhedsmedierne. Endelig er Facebook en slags levende fokusgruppe, der kører 24/7 gennem hele valgkampen og kan give politiske aktører indsigt i reaktioner på forskellige politiske udspil. Valgkampen 2011 viste, at Facebook på godt og ondt er blevet en del af den politiske markedsføring. Det er samtidig klart, at ytringerne på Facebook ikke som helhed afspejler danskernes politiske præferencer. De traditionelle nyhedsmediers dækning af den politiske debat viste sig fortsat at være en bedre indikator for, hvordan valget rent faktisk endte. 


. FA MERE UD AF SAMS SAMS arrangerer hvert år en række spændende og fagligt relevante arrangementer for medieog kommunikationsstuderende. SAMS kobler studiets teorier og branchens praksis, og skaber stærke netværk på tværs af uddannelser. Bliv medlem af SAMS og få mest ud af din studenterforening. www.samsnet.dk

[ 37 ]


Gratis medlemskab 6 gratis måneder til nye studentermedlemmer

Bliv medlem og få adgang til gratis

kurser i InDesign og Photoshop

Sms ’KSinfo’ til 1241* og hør hvordan *Koster alm. sms-takst og betales via telefonregningen. Udbydes af Kommunikation og Sprog, Hauser Plads 20, 1127 Kbh. K, telefon 3391 9800.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.