ting end der er på mellemtrinnet og i udskolingen. I indskolingen er man stadig ved at vænne sig til, hvad det vil sige at gå i skole, og ja, man kan vel sige, at jeg lige skulle vænne mig til at gå i skole i indskolingen – for man bliver faktisk overrasket over, hvor mange ting man tager for givet, når man er vant til at arbejde med nogle lidt større børn. - Navne og betegnelser. Har du nogensinde prøvet at skulle lære 75 navne på en gang? Jeg kan love dig for, at det er en udfordring! Især når der er flere, der hedder det samme, eller når eleverne bare sådan midt i processen skifter pladser. Og som om det ikke er nok med at skulle lære alle elevernes og lærernes og det øvrige personales navne, så er der også en masse forkortelser på ting, man skal finde ud af hvad er; KKFO? PPS? AR? TR? PPR? What? - At få ro. Under de forholdsvis kor te praktikperioder man som lærerstuderende får lov at opleve, har der jo som oftest stået en meget rolig og anerkendende praktiklærer nede i hjørnet, når man har undervist. Når man så pludselig står derude i virkeligheden, uden en ekstr a og meget erfaren og rolig og anerkendende lærer trofast ved sin side, og showet en gang imellem bliver lidt for spændende, ja, så kan man godt gå hen og blive en anelse skinger. Og det der med at være skinger, det passer mig egentlig ikke særlig godt. Jeg bliver så sur af det. Men jeg synes det er svært helt at undgå det, også selvom jeg prøver! - Gårdvagten. Jeg har én gårdvagt om ugen. Om onsdagen dækker jeg anden og tredje sal i spisefrikvarteret. Og jeg må sige, at jeg er virkelig overrasket over hvor mange unger, der vælger fx
at spille fodbold på gangen, lege med dørene, kaste med vand, og what not, selvom man er en rigtig sur gårdvagt, der med løftet pegefinger og skinger røst formaner, at ’det er forbudt’ hver onsdag. Men der er vel ikke noget at sige til, at der er masser af spillopper, når man skal holde opsyn med 50 elever på en gang? - Kagen. Aldrig i mit liv har jeg spist så meget kage. Der er jo altid nogen, der har fødselsdag, og så er der kagelisten, der aldrig skuffer om fredagen. Teammøder er også altid en god anledning til at spise ’bare et lille bitte stykke’. Det bliver ved og ved, og jeg ejer åbenbart ikke rygraden til at sige nej. Good times Rødkilde Skole er lige så god, som min studiekammerat havde reklameret med. Søde kollegaer, god ledelse, skønne børn, dejlig forældregruppe, en spændende tilgang til udviklingen af skolen, et hyggeligt og åbent lærerværelse. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville være folkeskolelærer. Men det er ikke før man rigtig står i det, at man oplever hvor fedt det er. For det er meget federe, meget sjovere, meget vildere, og meget mere givende end man lige gik og forestillede sig. Børn og unge er fulde af overraskelser og skøre påfund, og hver dag får jeg lov til at opleve noget helt nyt og særligt. Jeg får lov til at være noget for nogle børn, som jeg synes er fuldstændig fantastiske alle sammen. Og jeg går hjem hver dag og synes, at det er vidunderligt at være mig – lærer på Rødkilde Skole.