Ønsket om at indgå i et fællesskab er højt blandt landets seniorer, og erfaringerne viser, at når seniorer bor sammen med andre, så øges livskvaliteten, og fællesskabsfølelsen bliver styrket. Seniorbofællesskabet Havtorn er ét af i alt 11 seniorbofællesskaber, som Foreningen Realdania udvikler rundt omkring i landet som en del af initiativet ”Rum og fællesskaber for ældre”.
I denne publikation formidles bygherreerfaringerne fra start til slut: fra visionen blev formuleret, over konkurrenceprocessen, til selve byggeriet, etableringen af foreningen og udlejningen af boligerne. Publikationen er målrettet private udviklere og boligforeninger, som ønsker at udvikle seniorbofællesskaber.