(afsnit 5). Til sidst diskuterer vi oplagte fremtidige NbS‐tiltag med baggrund i konklusionerne i denne rapport (afsnit 6).
2. Økologiske konsekvenser af kystsikringsanlæg Traditionelle hårde kystsikringer som diger, havvægge, høfder, bølgebrydere og hævede veje er hyppige konstruktioner i hele verden til at beskytte kyster mod oversvømmelse og erosion. Kystlinjen i Danmark er cirka 7.300 km lang, og der kræves kystsikring i mange områder for at beskytte det lavtliggende bagland. Derfor er Danmark et af de fem lande i Europa, der vil få de højeste forventede skadesomkostninger forbundet med stigende havvandstand i forhold til bruttonationalproduktet (Christensen et al., 2014). Størstedelen af den beskyttede danske kystlinje har en eller flere typer af sikring (figur 1). De mest almindelige og bredest anvendte sikringer langs østkysten og i fjordene er de hårde kystsikringer som diger, mens høfder dominerer langs vestkysten. Bløde sikringer som strandfodring kan kombineres med både diger og høfder og fungerer som yderligere støtte mod kysterosion. En tredje almindelig form for kystsikring er skråningsbeskyttelse, som også bruges til at forhindre erosion af kystlinjen. I alt beskytter diger 1.100 km og skråningsbeskyttelse anvendes på 700 km af de danske kyster. Derfor er der på mere end 25 % af den danske kystlinje en eller anden form for menneskeskabt ændring på grund af opførelsen af kystsikring.
Figur 1: Kystbeskyttelse langs kysten i Danmark. Fra: Kystdirektoratet.
5
