Eksklusionskriterier: Studier, hvor afhjælpning af ensomhed ikke er ét af tre eller færre primære formål med interventionen. Studier, hvor afhjælpning af ensomhed er et sekundært formål med interventionen. Studier, der ikke benytter validerede måleskalaer eller spørger direkte til graden af ensomhed. Studier, der ikke evaluerer effekten af en intervention. Studier med færre end 10 deltagere i interventionsgruppen. Uafsluttede kliniske forsøg. Studier publiceret før 1980. Studier på andre sprog end engelsk, tysk, dansk, norsk og svensk.
Udvælgelse af inkluderede studier: søgestrategi Den systematiske litteratursøgning og -udvælgelse var meget omfattende og havde to faser – dels en elektronisk databasesøgning og dels en bredspektret søgning efter grå litteratur. Se "PRISMA flow diagram" (Figur 1) som illustrerer in- og eksklusion af de identificerede studier. Fase 1 bestod af søgning i elektroniske databaser udført ultimo februar 2020 i PsycInfo, PubMed, Embase, Web of Science, Cochrane Library og ProQuest Dissertations & Theses Global. En individuel søgestrategi blev udarbejdet for hver af databaserne (de specifikke søgestrategier opbevares som dokumentation). De primære søgeord var "loneliness" og “perceived social isolation", hvilke blev kombineret med søgeord såsom “effect”, “intervention”, “treatment” og “therapy”. Der blev foretaget fritekstsøgning, søgning på titel- og abstractniveau og søgning efter nøgleord. I tilfælde med dækkende MeSH-termer blev disse anvendt. Søgningen blev udført i samarbejde med AU Library, Aarhus Universitet. Referencer er importeret og behandlet i referencehåndteringsværktøjet Endnote, mens programmet Covidence er brugt ved titel- og abstractscreening. I alt blev 24.194 publikationer identificeret, inklusive 10.430 dubletter. 13.764 publikationer blev screenet på titel- og abstractniveau af én reviewer (JC eller CL) med fokus på det overordnede indhold. I tvivlstilfælde blev publikationer inkluderet i det videre arbejde. Antallet af relevante publikationer blev derved nedjusteret til 1.034 (7,5% af de identificerede publikationer). Disse blev screenet på titel- og abstractniveau af to reviewere uafhængigt af hinanden (JC og CL). Der var en høj grad af overensstemmelse mellem de to revieweres vurdering (88%), og i de tilfælde, hvor der var uoverensstemmelse, blev vurderingen drøftet, indtil konsensus var opnået. I alt blev 417 publikationer udvalgt til fuldtekstscreening (3% af de identificerede publikationer). Fase 2 bestod af søgning efter "grå litteratur" foretaget fra primo marts til ultimo juni 2020. Grå litteratur blev defineret som videnskabelig litteratur, der typisk ikke indgår i elektroniske databaser med forskningsartikler (42): rapporter, bøger/bogkapitler, dokumenter til fagfæller, afhandlinger, ikke-publicerede studier og deslige. I systematiske litteraturstudier er det essentielt – og en udfordring – at identificere mest mulig relevant viden. Inddragelse af grå litteratur kan bidrage væsentligt til dette og reducerer risikoen for publikationsbias (42). Søgningen efter grå litteratur bestod af fire parallelle processer.
DEFACTUM
l
10