til at jeg kan fortsætte med at være. For at vende tilbage til den rallende virkelighed så er der bare stemmen og en anden stemme. De supplerer hinanden med oneliners fra dengang hvor fysikken var poetisk. De bliver badet i blitzlys af udslukte kameraer. Hvilken enhed samler stemmen? Er det Newton? Ham gutten der kommer fra en tid hvor kroppen stadig, uden problemer, kunne være et neutralt nulpunkt i verden? Den ville stå bøjet over apparaterne på Fakultetet. Hænderne foldede bag ryggen, ikke meget anderledes end hvordan de indtager dansegulvet med spøgende sanser. Enheden ville kigge ned i mikroskopet, og observere et sort hul eller en rød blodcelle. Det var bare et spørgsmål om forstørrelser. Der var ligheder mellem elasticiteten i hullet og blodcellen. Men jeg vil ikke lyde nostalgisk. Jeg går ned ad gaden. “Is not light a body!?“
B
litzen på udslukte kameraer danner chokerende eksponeringer af skikkelserne. Anekdoter om lys bor stadig i min hjernes huler, nogle gange ser jeg lysglimt, som ikke er der. “One of these parts I painted with a red colour and the other with a blue!”
H
vad er godt, hvad tror jeg på, behøver jeg nogen til at fortælle mig disse ting? Der er for mange mennesker. Jeg er udmattet af alle de kindben, munde og pander jeg prøver
130