Page 1

SAMLEMAPPE Hannah Lutz Anna Ørberg Jeppe Wedel-Brandt Tine Tvergaard Joen Vedel Asbjørn Skou Malte Starck Lucia Caceres Kristian Byskov Eva la Cour Mia Isabel Edelgart

^^ E CC -M .- A P P E Mads Ananda Lodahl Manfred Christiansen Eskil Andreas Halberg

~

Liv Nimand Duvå Rasmus Brink Pedersen Signe Schmidt Kjølner Hansen

^^ -. CC

~

^C


2


3


Samlemappe no. 1 Samlet, redigeret og tilrettelagt af Rasmus Brink Pedersen i samarbejde med: Sine Bang Nielsen: Redigering og tilrettelæggelse Liv Nimand Duvå: Redigering og korrektur Signe Schmidt Kjølner Hansen: Korrektur Nina Lendal: Korrektur ISBN: 978-87-996577-0-4

^^ -. CC

~

Eget forlag, 2013 Kontakt: nyrasmusp@gmail.com Trykt hos Scandinavian Book, Århus Første oplag, 500 eks.

Bogen er udgivet med støtte fra Statens Kunstråds Billedkunstudvalg Alle må kopiere fra denne bog, så længe det ikke sker for at tjene penge


SAMLEMAPPE

^^ -. CC

~


A

rkivaren vågner med et sæt, må have blundet et øjeblik og kan ikke helt genkende lyden. Der er den igen, et dumpt smæld fra enden af gangen, mærkeligt, må hellere tjekke det, bare det ikke leder til flere overarbejdstimer og vrøvl med vagterne for ikke at have forladt bygningen inden for tidsfristen. Onsdagsvagten er normalt ikke bange for at underholde med en lang svada om Arkivets stolte historie og disciplinerede medarbejdere, der ikke skaber problemer og bla bla. Går ned ad gangen, stilheden brydes kun af skoenes skridten over stengulvet og ... dump, igen den samme lyd. Om hjørnet for enden af gangen stivner Arkivaren med et sæt; dér ligger direktør Mortensen fladt på gulvet med overkroppen i klemme i den automatiske dør, der gang på gang forsøger at lukke. Dump, døren presser hele overkroppen sammen, men tvinges så tilbage til udgangspositionen. Mortensen ligger på maven med ansigtet vendt ind mod væggen som han presses imod når døren forsøger at lukke, livløs. Mortensen, det fede svin, så gjorde rødvinen og flæskestegen det endelig af med den tyran. Bare tanken om at skulle røre ved hans fede hals for at tjekke pulsen er direkte frastødende. Arkivaren mærker en ganske svag men umiskendelig følelse af skadefryd, blandet med retfærdighed, flyde ud i kroppen. Dump, døren rammer

9


Mortensen igen og Arkivaren bliver rusket tilbage til virkeligheden. Nu begynder adrenalinen at tage over. Alarmknappens røde farve over kodedisplayet bliver det eneste synet kan fokusere på, mens Arkivaren hører sin vejrtrækning blive stadig hurtigere. Rum 33 er åbent. Det er aldrig sket før. I de mange års arbejde på Arkivet har der aldrig åbenbaret sig så meget som et glimt af rum 33. En enestående mulighed. Hvis man én gang i livet skal bryde reglerne hvorfor så ikke nu. Om en uge kommer sparket jo alligevel, garanteret på gråt papir; ”mange tak for 25 års tro tjeneste hos Lyszonens Centralarkiv, og bla bla... og rend og hop nu hvor vi ikke gider have dig mere”. Arkivaren skræver med pludselig beslutsomhed over Mortensens livløse krop og går ind i rummet. Her er kun sparsom belysning og der går et øjeblik inden øjnene vender sig til det. Langsomt kommer den ensomme reol ved endevæggen til syne, kun indeholdende en enkelt række sorte mapper nummereret fra no. 1 til no. 12. Hvad i alverden skal det forestille? Er det virkelig hvad Lyszonen har gjort så meget for at holde hemmeligt for staben og andre ikke-indviede. Arkivaren mærker hvordan forvirringen og panikken er ved at komme tilbage, okay, tager tre lange skridt hen til reolen og tager mappe no. 1 ned fra hylden, drejer omkring, hurtigt, må ud, sender Mortensen et sidste spottende blik på vejen tilbage hen over den livløse fede krop,

10


farvel og tak for intet, og småløber så tilbage til kontoret. Rolig nu, ingen panik, vagterne må ikke få mistanke. Arkivaren får hurtigt overtøjet på og kigger på uret, 20:03, kun lidt over, det kan stadig godt gå uden at skulle aflægge skriftlig rapport hos vagterne. Mappen ligger lidt truende på bordet, Arkivaren fryser et øjeblik, hvad nu hvis..., nej, med en hurtig fejende bevægelse ryger mappen ned i tasken og Arkivaren kaster frakken over sig og styrer mod elevatoren med faste målrettede skridt, ingen panik.

D

et regner. Himlen er næsten ligeså mørk som i Gråzonen, hvor Arkivaren om 42 minutter, forhåbentlig uden problemer, træder ind i sin opgang. Måske er dette en skæbnens dag, hvor Lyszonen og Gråzonen vil smelte sammen..., ja og alle bliver frie, lige og lykkelige og solens stråler vil skinne for os alle, helt sikkert og så kan helvede fryse til is samtidig. Turen over den nøgne plads fra Arkivets hovedbygning og ud til vagterne ved porten synes pludselig uendelig lang, rolig nu. Endelig når Arkivaren vagtskuret ved porten og kommer i forbifarten til at smile og vinke lidt for ivrigt. Vagten ser op, kigger demonstrativt på uret og så tilbage, men siger ingenting. ”Vi ses imorgen”, igen lidt for ivrigt, og vagten kvitterer med et fnys og trykker porten op.

11


I

den tætpakkede metro tager Arkivaren sig i at kramme tasken med mappen tæt til kroppen, omringet af den grå masse af arbejdere på vej tilbage til Gråzonen efter dagens dont, iklædt våde jakker og med udtryksløse ansigter. Sådan plejer Arkivaren sikkert også at se ud, men kroppen kan knap nok stå stille og tankerne kører rundt; gad vide hvor lang tid der går, inden vagterne finder Mortensen, og vigtigere endnu, inden det bliver opdaget at mappe no. 1 mangler. Var der kameraer i Rum 33? Metroen når endestationen og alle stiger ud med tunge skridt og der danner sig en endeløs, fugtig orm af mennesker, der bevæger sig gennem gangene fra undergrunden og op mod overfladen. Ormen snævres automatisk ind til én række hen imod udgangen og alle går enkeltvis gennem checkpointets scanner, ingen maser eller bryder rækken, hellere få det overstået i god ro og orden. Scanneren vil givetvis slå ud og registrere mappen i Arkivarens taske som ekstra bagage med ud af Lyszonen, da den ikke var med ind i morges, men den clearance er i det mindste i hus som betroet embedsarbejder med sikkerhedsniveau 4, noget kun de færreste civilansatte arbejdere ellers opnår. Der vil alligevel gå noget tid inden Arkivet får kontaktet metroens vagtsystem og sætter vægtforøgelsen i tasken i forbindelse med den manglende mappe.

12


P

å den anden side af checkpointet og muren står de forældede busser klar til at køre arbejderne ud i de respektive blokke i Gråzonen. Arkivaren stiger på 6’eren og bliver med et urværks præcision sat af foran sin opgang præcis 42 min efter at have forladt Arkivets port. Regnen falder lettere nu, men her er ikke desto mindre betragteligt mørkere end under de tunge skyer i Lyszonen. På 13. etage stiger Arkivaren ud af elevatoren og drejer ned ad gangen til dør 1352 hvor irisscanningen automatisk åbner døren ind til lejligheden, endelig hjemme. Efter at have hængt den våde frakke op i den smalle gang, styrer Arkivaren målrettet mod det eneste bord i lejlighedens eneste rum, uden at ænse tebryggeren, der ellers er centrum i det obligatoriske fyraftensritual, som Arkivaren har gennemført pligtskyldigt efter hver eneste lange arbejdsdag i 25 lange år... ikke i dag. Arkivaren sætter sig ved bordet, slynger tasken op og trækker mappen ud, tager en dyb indånding og åbner den.

13


mappe forside


Earth Summit mig i røven 15/6 – 1992

Sickening pessimist hypocrite master Conservative Communist apocalyptic bastard Thank you dear God for putting me on this Earth I feel very privileged in debt for my thirst! Nirvana / Downer / bleach

2.400 deltagere og 10.000 journalister til møde i Rio (Copa Cabana har nok været mere proppet end sædvanlig). Fire journalister for hvert snakkende hoved. Resultatet af mødet ser ud til at blive en udtalelse (med flotte nye ord: økoeffektivitet – virkelig!), der bekræfter alles bange anelser om klimaets tilstand. I bevidstheden om at den antropogene katastrofe allerede er indtruffet, finder beslutningstagerne (jeg hader det ord) på nye begreber og graver deres beskyttelsesrum større og bredere. Som 26 årig kan jeg konstatere at jeg, ligegyldigt hvad jeg gør, fremover kun kan bidrage til verdens undergang. Fedt, tak skal i have. 17


Apropos min røv 17/6 – 1992

Onkel Sven har stillet træskoene. Brevet fra advokaten kom med posten i dag: Sven Jensen er den 1/6 – 1992 afgået ved døden. Undertegnede skal opgøre boet efter Hr. Jensen og herunder også hans aktiver i firmaet Lokalkemi. Sven Jensen fik ikke selv børn. Hr. Jensen var din onkel på mødrende side. Derfor er de, Hanne Jensen, nærmeste levende slægtning til Sven Jensen og eneste arving til boet efter Hr. Jensen og Lokalkemi. Jeg har altid prøvet at undgå onkel Sven og hans klamme gramsende hænder. Han gloede altid så sært på mig, også inden jeg kom i puberteten. Flere gange endte hans hånd ved et ’uheld’ på min røv eller mit lår, når vi var til jul hos mormor og morfar. Det er nok også derfor min mor aldrig inviterede ham hjem til os. Jeg vil ikke have noget med hans lort at gøre. Jeg har sagt, at de skal få produktionen af ukrudtsgift afviklet og fabriksbygningerne solgt. Hvor fanden ligger Karise i øvrigt? Karise – tømmermænd 18/6 – 1992

Spejderne har lige været her for at hente onkel Svens ting fra villaen, pånær udstyret i laboratoriet nede i kælderen (hvor Sven Jensen opfandt sin berømte Lokalkemi Ukrudtsgift). ”Den slags må vi da slet ikke røre ved,” forklarede lederen af de små grønne dengser. Jeg styrede mod toilettet og undgik med nød og næppe at kaste op på ham. I nat, da jeg gennemrodede Svensvins ejendele, drak jeg en god del af hans fine sprut og røg hans dyre cigarer – (”ja det er (mit) tis lænestolen lugter af, vil i have den eller ej?”).

18


Jeg tror, at jeg vil beholde huset ind til videre, og Mitsubishien skal med mig hjem til Frederiksberg en tur. Måske kunne villaen blive ret hyggelig, hvis den fik en gang maling og nogle nye møbler. Laboratorieudstyret må jeg forholde mig til senere.

MTV-ZDF-MTV-ZDF 10/4 – 1995

Truth - covered in security I can’t let you smother me I’d like to, but it couldn’t work Trading off and taking turns Lounge Act / Nevermind / Nirvana / Kurt Cobain RIP

Conference of the Parties i Berlin. De delegerede tror sikkert ikke engang selv på, at endnu en konference vil ændre noget. Det er med al ønskelig tydelighed bevist, at det er tid til handling – ikke snak. Det ved enhver, der ser TV-avisen bare en gang imellem. Hvis der ikke snart gøres noget drastisk for at modvirke den globale opvarmning, vil halvdelen af kloden blive mere eller mindre ubeboelig. De der i forvejen lever under de dårligste forhold, vil blive drevet fra hus og hjem, ud i fattigdom og henover landegrænser. Mon Frederiksberg vil blive oversvømmet før Karise? I aftes snakkede de om huller i ozonlaget på TV, men forureningen laver ikke kun huller i atmosfæren. Der er et stadigt større hul imellem ’dem’ og ’os’ og det er som om, at der også er begyndt at opstå huller inde i mig.

19


Tre år 12/4 – 1995

Jeg har været i Karise. I går gik det pludselig op for mig, at jeg ikke har været dernede i tre år. Der var virkelig støvet og spøgelsesagtigt. Jeg luftede lidt ud, satte mig og bladrede i nogle af onkel Svens papirer. Alt fra regninger for abonnementer på Berlingeren og Ugens Rapport til hans dåbsattest og udklip med billeder og artikler om ham og Lokalkemi. Han så meget venlig ud på billeder.

Flexpeace 14/4 – 1995

Jeg ryddede op i mine papirer i går. Når man gennemgår en død persons ejendele, kommer man til at tænke på, hvor mange pinlige ting man selv har liggende. Jeg stødte på et udklip med en anmeldelse af en udstilling jeg så i 89: Big Shade af Flexpeace. De var sgu seje – et radikalt forslag i stedet for al den tomme snak. Artiklen er noget af det eneste fra de år, som jeg ikke smed ud. 20


Kultur

Menneskeskabt løsning på menneskeskabt problem? Kunst. Med udstillingen ‘Big Shade’ i udstillingstedet Ø5, lancerer kunstnergruppen Flexpeace deres nyeste påfund; en solskærm, der skal sendes ud i atmosfæren og afbøje solens stråler.

D

e er unge og vrede, men råber ikke nihilistiske slagord, de drikker sig ikke fulde eller tisser på nyekspressionistiske skilderier. Gruppen Flexpeace, der efter eget udsagn tæller omkring ti unavngivne individer, bedriver derimod tankevækkende omend spekulativ kritisk kunst. Udstillingen ‘Big Shade’ finder, som alle gruppens hidtidige udstillinger, sted i egne lokaler, i ‘...selvvalgt armslængde fra den kommercielle kunstverden,’ som det fremgår af invitationen. Flexpeace har brugt det seneste halve år på intense studier af den

globale opvarmning. Siden gruppens dannelse i 1986, har deres arbejder i særlig grad fokuseret på menneskers forhold til den ‘oprindelige’ natur og high tech, og det med meget offensive værker som: ‘Eat Yourself and Regenerate’, ‘Scientists Over Rockstars’ og ‘Cyber-food’. Studiet af den globale opvarmning startede, da Flexpeace fik fat i en båndoptagelse af NASA’s James E. Hansens tale til den amerikanske kongres den 24. juni 1988, hvori han på baggrund af EDB-modeller peger på menneskets indvirkning på miljøet som udslagsgivende for den såkaldte globale opvarmning. ‘Krisen er antropogen’ [fra græsk anthropos =


13. februar 1989 “menneske” + -genes = “født”, altså “menneskeskabt’’] som det hedder i en folder, der uddeles på udstillingen. Det lyder langhåret. Og det er det. Men hvad er der så på væggene i Ø5 og hvorledes tager denne klimakunst sig ud?, må læseren givet vis spørge sig selv om. Ø5 er et lille udstillingssted i en høj kælder. Den første væg er tapetseret med kopier af James E. Hansens data, udskrifter fra såkaldte GISS-beregninger. Væggen fremstår ganske imponerende med alle de uforståelige tal og grafer, og en moderne EDB-maskines skærm præsenterer en uendelig række af lysende tal. Ifølge den føromtalte folder, der

fungerer som en meget nødvendig nøgle til det uigennemtrængelige materiale, er der også her tale om en repræsentation af Hansens data. Nuvel, men hvor er kunsten da henne, kunne beskueren så spørge, og det med al rimelighed. Den er på den modsatte væg, må mit bedste, men langt fra sikre, bud lyde. Væggen er fyldt med beregninger og arbejdstegninger i stil med den, der er vist her på siden. Det ligner Georg Gearløs værksted, og vidste man ikke bedre, kunne man tro man var stillet over for en tegnestue på Boeings fabrikker, eller de årlige fysikmesterskaber for store skolebørn. Gruppen har, i samarbejde


13. februar 1989 med flere unavngivne ingeniører, sat sig for at løse problemet med opvarmningen af kloden. En ærværdig målsætning, må man sige. Udstillingens titel ‘Big Shade’ [red. ‘Stor Skygge’] er også navnet på en slags spekulativ, futuristisk fantasimaskine, der altså præsenteres her. Egentlig er der ikke tale om én maskine, men en uendelig mængde af mikroskopiske robotter, der er i stand til at reproducere sig selv i det nødvendige omfang. Disse skal ifølge tegningerne sendes op, for at dække for solen, på de (af edb-maskinen angivne) steder, hvor den skinner for kraftigt gennem atmosfæren. Dermed henlægger den ‘store skygge’ disse udvalgte områder i halvmørke. Men er det da så kunst? indvender den opmærksomme læser så meget rimeligt på dette sted. Som anmelder må jeg vende mig mod kunsthistorien, for at placere denne udstilling indenfor de skønne kunsters felt. I sin spekulative form og megalomane selvforståelse må ‘Big Shade’ sættes i direkte historisk forbindelse med den sovjetiske konstruktivisme. Værket trækker også tråde tilbage til den italienske futurisme, der fandt moralske overvejelser vederstyggelige og brutalitet smuk. Der bor jo netop mennesker i flere af de områder, som Flexpeace forestiller sig henlagt i mørke. På den bagerste væg gentages: ‘Krisen er antropogen’ denne gang bøjet i grøn neon. Og deri har gruppen sikkert ret. Flexpeace er interessant i deres aktivistlignende

tilgang til både kunst- og omverden, samt i deres forbindelse til førnævnte historiske avantgarder. ‘Big Shade’ er en meget professionelt udført udstilling, alt i rummet er smukt tillavet og pænt hængt op. Grænsen mellem spekulation og fakta er så tilpas sløret, at beskueren konstant må spørge sig selv om, hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi. Her stopper mine rosende ord så også. Jeg gruer ved udsigten til, at det er, hvad vi fremover vil blive præsenteret for som kunst. Her er intet forsøg på en sammenhængende historie, snarere skamløs fiktionalisering af et ægte problem. Deres ‘løsning’ tager form af en straf mod menneskeheden for dens tidligere synder. Er her tale om en art religiøs kult snarere end den køligt registrerende, videnskabeligt interesserede gruppe, der påstås at stå bag? Det er svært at blive klog på. Ingen har villet stå frem til et interview. Jeg vil anbefale at man går ned og ser udstillingen i Ø5 med egne øjne, om ikke andet så for at lade sig minde om at problemet med den globale opvarmning er ægte og præsent. Det er samtidig en glimrende lejlighed til at blive mindet om, at vi ikke bør lade det være op til samtidskunsten at løse verdens problemer. Flexpeace, Big Shade, Udstillingsstedet Ø5. Udstillingen løber til og med første marts. Gratis adgang.


collage 2

25


Huller 15/4 – 1995

I dag talte jeg med min ven Søren, som nu hedder Pavel (han har taget navn efter Pavel Chekov, en karakter i Startrek – ham om det), om hullerne i ozonlaget. Jeg sagde også, at jeg havde en fornemmelse af, at der var ved at opstå huller inde i mig, men det lod han som om at han overhørte. Han er vist ikke så meget for den slags billedsprog, men han er sindssygt klog og for det meste også en rigtig god kammerat. Jeg viste ham udklippet med anmeldelsen af Flexpeaceudstillingen og indviede ham i de tanker, jeg har gået rundt med de sidste par dage: ”Jeg vil gerne gøre noget: noget rigtigt, noget godt og du skal være med, Pavel” Han grinte. Det gjorde ondt at sidde på Café Den Blå Hund og blive grint af på den måde; som et barn, der har skrevet sit navn rigtigt, men spejlvendt. ”For det første,” sagde han overbærende, ”er Big Shade maskinen en ekstremt simplificeret model, og for det andet er det spekulativ mikromekanik – jeg studerer nanoteknologi, Hanne, ikke mikrorumrobotklimateknologi.” Senere på eftermiddagen, da jeg var på vej tilbage til vores bord efter et toiletbesøg, opdagede jeg, at Pavel sad helt opslugt og genlæste artiklen (den havde ligget sammenfoldet og uomtalt på bordet mellem os i nogle timer). Han for sammen ved lyden af min stol, der blev trukket ud, da jeg satte mig ned igen, uden at han havde set mig komme. Uden at sige noget, puttede han nogle nyskrevne noter og en kuglepen i lommen. Derefter foldede han artiklen sammen igen. Og så snakkede vi ikke mere om det.


Så svar dog 17/4 – 1995

Jeg kan ikke glemme det glimt af interreseret nysgerrighed jeg så i Pavels øjne, inden han gemte sine noter væk den anden dag. Hvorfor kunne han ikke bare sige hvad han tænkte. Nu har jeg det ubesvarede spørgsmål farende rundt i hovedet hele tiden: Kan man faktisk lave noget, der ligner Big Shade i virkeligheden? Jeg er sikker på, at Pavels noter ser meget anderledes ud end mine dagbogssider. Måske er han også i tvivl og måske er vores nysgerrighed den samme. Måske er det simpelthen for farligt at gå i gang med den slags. Men så kunne han da bare sige det.

Med Pavel i Karise 20/4 – 1995

Det krævede ikke særlig meget overtalelse, at få Pavel ind i den åbne Mitsubishi Eclipse. Jeg havde dårligt afsluttet sætningen: ”Kom, lad os køre en tur på landet og se bonderøvene knalde deres får,” før han havde taget plads på passagersædet. Jeg svingede bilen ud og den tidlige forårsluft susede omkring os. ”Hvad skrev du på det stykke papir?” Først lod han som om han ikke forstod hvad jeg snakkede om. ”Come on, Pavel,” prøvede jeg og så indrømmede han endelig, at nogle ting i artiklen havde fanget hans interesse. Det var meget teknisk og han begyndte (igen) med en lang udredning af alt det, han mente, at jeg havde misforstået: at ozonhuller, drivhuseffekt og global opvarmning ikke er det samme og meget andet. ”Alt det skal på plads først, Hanne” – ”Før hvad, Pavel?” Nåede jeg at tilføje, før han virkelig fik snakket sig varm. Det gik stærkt og en del af ordene kendte jeg ikke, men jeg blev efterhånden rimelig sikker på, at han sagde at det kunne lade sig gøre: 27


Man kunne godt konstruere sådan en skærm, altså ikke præcis den Flexpeace foreslog, men noget lignende. Jeg holdt ind til siden for at sikre mig, at han virkelig mente det. Jeg kiggede alvorligt på ham og fik ham til at bekræfte det flere gange. Han svarede hver gang med samme alvor: ”Ja, det er det jeg siger. Man kan godt lave sådan en, hvis man tør!” og derefter: ”Ja, jeg tør godt.” Jeg tilbød at bruge resten af min arv efter onkel Sven på projektet. ”Okay, men det her er nødt til at være hemmeligt, Hanne.” Hans stemme var tør og bestemt. ”Folk bryder sig ikke om, at man fucker med jordens balance – selvom det er for at redde den.” Vi var helt forpustede af overraskelse over hinandens beslutsomhed og kunne ikke finde ud af, om det var passende med et kram eller et håndslag. Det endte med noget midt i mellem. Jeg startede bilen igen og sagde: ”Apropos onkel Sven, så er der noget jeg vil vise dig.” Pavel mente ikke, at noget i laboratoriet i Karise var værd at beholde, men var enig med mig i, at stedet var perfekt som base for vores (hans egentlig) kommende arbejde. Mitsubishien bliver dernede. Jeg kan klare mig med min cykel inde i byen. Bagefter drak vi onkel Svens fine cognac i det tomme køkken. Pavel talte løs om, hvordan man kunne fremstille noget, der lignede Big Shade (men fungerede og blev ved med at fungere). Vi (mest Pavel) snakkede til vi faldt fulde i søvn hver for sig under vores jakker på gulvet i den tomme stue.


Det virker 14/12 – 1997

Pavel ringede i går nat og råbte: ”Kom herned, nu!” og i næste forpustede åndedrag: ”Det virker for helvede!” Han hentede mig på stationen. Han smilte og kørte meget hurtigere end han plejer. ”Bare vent – det er fantastisk.” Da vi kom frem til villaen, gik vi direkte ned i kælderen. Laboratoriet så nogenlunde ud, som da jeg sidst havde set det et par uger forinden. Jeg har besøgt Pavel med jævne mellemrum i løbet af det sidste halvandet år. Vi hygger os for det meste og snakker om alt muligt andet end Big Shade. Pavel var tydeligvis stolt, da han hev mig hen til en lille glaskasse midt imellem en masse stativer og blinkende udstyr. Han pegede ind i dens tomme indre og sagde: ”Se!” Det var uvant at se Pavel så opstemt. ”Det er et trykkammer – kunstig atmosfære – efterligner forhold i 20 kilometers højde – se!” Glaskassen var tom og jeg må have set lidt forvirret ud. ”Nå ja, undskyld Hanne, jeg har ikke rigtig sovet.” Han trykkede på en kontakt på en lille blå boks, der var anbragt i stativet over trykkammeret. Luften bevægede sig inde bag glasset, en kort sitren som varmebølger over en sommervarm vej. Han drejede på en anden knap. Luften sitrede og blev fastere. Han drejede igen og den fortættede luft i centrum af trykkammeret trak sig ind til en tynd gullig film, der langsomt bevægede sig, svævede og bølgede. ”Boksen dér indeholder en UV-lyskilde og den her knap styrer lysets intensitet,” sagde Pavel og så på mig gennem sine trætte, men intense øjne: ”det, du ser i trykkammeret, er vores Big Shade: nanopartikler, der er kodet til at danne et filter dér, hvor lyset er stærkest – det virker sgu, Hanne.”


Vores Big Shade 15/12 – 1997

Jeg kom igen til at tænke på Pavels ord for to år siden, da vi aftalte at gå i gang med det her: ”Fucker med jordens balance.” Jeg er sgu ikke sikker på, at jeg tør alligevel. Hvad nu, hvis vi bare gør det hele meget værre. Her til morgen har jeg flere gange været nede og kigge på det flimrende stads i trykkammeret. Pavel sover stadig. Jeg bliver mere og mere i tvivl for hver gang, jeg ser på opstillingen. Det ser helt harmløst ud. Men når min hånd giver knappen, der styrer lysstyrken, endnu et drej, løber en kulde op gennem min arm. Den får alle de små hår i min nakke til at rejse sig. Noget i mig vil ikke være med til det her. Nu kan jeg høre Pavel rumstere rundt nedenunder. Jeg burde nok fortælle ham, at jeg er usikker på, om det her er en god ide. Men jeg tror ikke, at han er i tvivl længere.

Balloner 16/12 -1997

”Vi sender det sgu op med ballon!” – Nej, der er ingen tvivl at spore hos Pavel. Han går stolt rundt, efterprøver sine resultater og forklarer mig, hvad de næste skridt bliver. Han har taget helt over og det er jeg glad for. Jeg vil ikke længere være den, der tager beslutninger. På mit TV sidder de opblæste røvhuller i Kyoto og snakker og skriver under på papirer og smiler og smiler og ikke en skid sker der. Flot papir, flot slips, flot håndtryk. De fucker sgu også med balancen.

30


Grundsubstansen 14/6 – 1998

Er der virkelig allerede gået et halvt år? Jeg har været mere i Karise end hjemme på Frederiksberg. Vi har haft travlt med at teste forskellige beholdere til spredning, afprøve balloner til opsendelse og at formere grundsubstansen (vi kalder Big Shade for ’grundsubstansen’ nu, det er så dejlig neutralt). Pavel siger, at vi er klar til at sende den første ballon afsted. Jeg har en underlig knugende fornemmelse midt i brystet og samtidig føles mit hoved så dejligt let. Det her projekt er vist også begyndt at fucke med min krops balance.

Ballonfærd 15/6 – 1998

Det så sært ud med trailer på sportsvognen, men vores udstyr fylder en del. Vi kørte nordvestpå, helt op til Hornsved. Det var en smuk sommeraften ved Roskilde Fjord. Da ballonen var fyldt med gas og udstyret monteret under den, holdt vi begge to fast i den, talte ned; tre, to, en og gav slip. Vi stod med tilbagelænede hoveder og så ballonen forsvinde i nattemørket, mens vi drak et enkelt glas champagne i stilhed. Det var på en sær måde rørende at se det udspilede stykke gummi svæve væk. Nu er det gjort. Pavel satte mig af hjemme på Bülowsvej og kørte mod Karise. Hvornår ser jeg ham mon igen? Han har tænkt sig at rejse alene rundt og sætte resten af ballonerne op.


400 PPM 10/4 - 2013

Birds...scream at the top of their lungs in horrified hellish rage every morning at daybreak to warn us all of the truth. They know the truth. Screaming bloody murder all over the world in our ears, but sadly we don’t speak bird. Kurt Cobain, Journals, side 224

Vi er ’beyond the tipping point’. 400 PPM. Mætningspunktet for CO2 i atmosfæren er nået. De internationale myndigheder, der arbejder med fremskrivning af klimaet, har kasseret al deres forskning og er blevet erstattet af eksperter i katastrofemanagement. Vi er gået fra ’hvordan undgår vi katastrofen’ til ’hvad kan vi undvære’. Vi har set kæmpebølger ramme land og poler der smelter. Der har været store demonstrationer mod de forskellige COP arrangementer rundt om i verden; nummer 15 her i Danmark blev det endegyldige bevis på, at vi ikke skal regne med, at løsningen kommer fra interstatslige organisationer. Jeg sad hjemme og så de 1500 demonstranter blive anholdt på TV. Det er snart ti år siden, at Pavel blev færdig med at sende vores balloner op. Jeg kom til at tænke på dem, da demonstranterne rev den store oppustelige jordklode foran Christiansborg fri og løb afsted med den. Da politiet endelig fik fat på ballonplaneten, blev den trampet flad af deres sikkerhedsstøvler. Big Shade må meget gerne snart begynde at virke. Sidst jeg talte i telefon med Pavel, sagde han, at det var i gang, at vi bare skulle vente. Vi snakker ikke så tit sammen længere.

32


#GMAD 12/12 – 2017

Alle er på gaden til Global March Against Darkness. Hundredetusinder og atter hundredetusinder af mennesker over hele verden demonstrerer mod regeringernes manglende evne til at afhjælpe det mørke, der i løbet af de seneste to år har omsluttet mere og mere af jorden. Er det Big Shade, der er gået amok? Er det mig de demonstrerer imod? I København demonstreres der i hvert fald (udover regeringen og FN) imod New Nordic gruppen, der har fremlagt planer om racerene reservater i det tilbageværende lys. Det gik ellers så godt. Da jeg sidst så Pavel i Karise for lidt over to år siden, fejrede vi, at Big Shade havde afhjulpet afsmeltningen af isen ved polerne og på Grønland. Jeg har haft ringet og ringet, men Pavel tager ikke sin telefon længere. Jeg måtte tomle til Karise. Det var næsten umuligt at komme ud af byen, imod strømmen. En familie, der havde besluttet sig for at opsøge venner på Lolland, tog mig med det meste af vejen. ”Sådan skal det altså ende... satans fascistsvin,” råbte kvinden bag rattet, mens hun tildelte instrumentbrættet et par knytnæveslag. Den anden kvinde, der sad på bagsædet med deres børn, tyssede på hende i mørket, mens hun prøvede at berolige de to små. Jeg nåede frem til villaen midt om natten, men det gjorde ikke den store forskel. Også i det her område er der bælgmørkt både dag og nat. Pavel var der ikke. Han havde efterladt en seddel:

33


Brev

34


Nu sidder jeg her i Karise med begyndelsen til verdens ende på mine skuldre. Jeg har gået rundt om mig selv hele dagen i Pavels verden, der ligner et beskyttelsesrum, fyldt med konserves, vitaminer, tøj og dagslyslamper. Han har også købt et jagtgevær. Jeg burde vel have taget jagtgeværets løb i munden og blæst den skyldige hjerne ud. Men det er kun de modige, der gør den slags. Jeg har i stedet pakket Mitsubishien og traileren, der stod klar i garagen, med Pavels forråd. Jeg kører tilbage til København. Jeg skal ikke til nogen lysplet. Mit mod rækker kun lige til at blive der, hvor jeg altid har været. Til at leve min sidste tid i sammenbruddets anonymitet blandt de andre stakler. Min dagbog vil jeg lade ligge her, der er ikke mere at sige. Undskyld

35


Kaospad Korrespondancekartotek [notater] Nano er en useelig størrelse af små bevægelige punkter, der går gennem krop og membraner. Danner nye membraner, der ikke kan ses. De slutter sig tæt omkring os. Nanosprog er sprog man ikke kan høre, ord der stikker i alle retninger og forsvinder, fader ud. Bogstaver, stavelser og ord, der skifter egenskaber og betydning uophørligt. En samling streger skifter egenskab: streger --> tegn --> bogstav --> logogram --> ord --> stavelse --> lyd --> billede. Samlingen af streger: rette, konvekse og konkave sitrer i deres forsøg på at indeholde alle de ovennævnte egenskaber på en gang. Af og til spores et ord som en streg i scanneren. Det går så hurtigt at scanneren fotograferer ordets liv og død i ét blink. Vi vidste ikke hvad produktet var, før det gik i gang med at reproducere sig selv. Endnu i dag har vi ikke lært at forstå det. Vi prøver at finde parametre, som kan spore og forudse hvilken retning det bevæger sig i, men det lukker sig hele tiden om sig selv. At være sat over for en kaotisk hastighed efterlader os afmægtige, selv om det ingen skade gør. Eller indtil videre

36


ingen synlig skade har gjort.(Det som alle tænker, men ikke tør sige er: at produktet skjuler sin skadevirkning ved konstant at ændre sig således at vi aldrig ved hvad vi egentlig leder efter) Programmerbar masse. En skærm mod lyset. Forskernes evner til at bygge er lig med noget blankt og glat - en overflade hvor ingen fingeraftryk smitter af. Bottom-up Picotek solar power tower neutronstjerne futurium Femtotek Nanorobotter prøver altid at ligne insekter, for det er de mindste dyr vi kan se. (Droner ligner altid store dyr, for så har vi stadig en følelse af overmagt) Som science-fictionforfatter får man tit fornemmelsen: “Ha, hvad sagde jeg.” Hvortil noget i én svarer: “Det har vi hørt for længst.” (I øvrigt bør alting, ifølge Samuel R. Delany (i Triton), altid nævnes to gange i en science fiction roman; inklusiv denne sætning.(Er det for at formindske effekten af ekkoet uden for teksten?)) [notater slut]

37


Du är mjuk säger hon Vem säger jag Du är så mjuk säger hon det är härligt, jag säger: Sluta säga så Ligg stilla jag vill känna säger hon du har blivit så tunn säger hon Det är härligt att du har blivit så tunn nästan så att jag inte känner igen dig Hon lyfter mina armar drar i dem drar hårdare i dem håller dem ovanför mitt huvud mjuk mjuk mjuk nej rör dig inte ligg bara stilla låt mig säger hon Jag älskar dig så här ligg stilla säger hon så här älskar jag dig Jag ligger stilla hon lägger sig över mig sin vikt över mig med alla sina hårda skarpa kanter och kotor hon kysser mig jag kan smaka det att hon äter hon äter gurkor och potatis hon är full av mat hennes hud är hård och sträv av ljuset av maten hon talar hon talar om det hon alltid talar om KRIG som om det ännu fanns ett krig som om krig inte redan muterat till tillstånd tillstånd muterat till miljö KRIG! DET HÄR ÄR EN VÄRLD I KRIG! VI HÅLLER PÅ ATT UTVECKLA REDSKAP! SNART SKA HELA VÄRLDEN BRINNA AV LJUS BARA VÄNTA VI KOMMER TILL ER MED BRINNANDE SOLAR NI KAN VÄNTA HÄR I LUGN OCH RO VI KOMMER TILL ER VILKEN DAG SOM HELST HAR VI HITTAT LÖSNINGEN HAR DU SETT HUR HÖGA DE ÄR VÅRA TORN HAR DU

38


SETT OCH VÅRA ARMEER DE TRÄNAR NANOSPRÅK NANOSPRÅK DE KOMMER NÄRMARE VARJE DAG SNART KAN DE RÖRA SIG I ALLA RIKTNINGAR ALLA RIKTNINGAR SAMTIDIGT ÄR DET INTE FANTASTISKT SÅ FORT UTVECKLINGEN SKRIDER FRAMÅT SNART FINNS DET SOLAR TILL ALLA! SOLAR TILL ALLA! miljö miljö miljö miljö KRIG! KRIG! KRIG! KRIG! Hon slickar på mig du har blivit svampig lite svampig i huden säger hon Ligg här i mörkret säger hon jag ska bara ordna några saker jag är strax tillbaka bara ligg här i mörkret Jag ligger här i mörkret som inte är ett mörker som inte är ett tillstånd hon tror ännu att det är ett tillstånd hon kommer tillbaka alldeles för fort kommer hon tillbaka finns intill mig Det är fredag hon viskar mot min panna Det är fredag, lyssnar du? hon öppnar och stänger mina ögonlock Fredag, tisdag onsdag torsdag fredag, nu är det fredag, jag har kommit för att besöka dig för att det är fredag

39


Jag lösgör mig från hennes händer jag säger: Titta, jag har slutat åldras. Mina ben är nästan upplösta nu, fattar du jag har slutat åldras! Hon skrattar hon tar fatt om min rygg tar ett grepp om min midja Nej du har bara blivit tunnare, du är en vecka äldre än sist jag var här, en vecka, lördag söndag måndag tisdag onsdag torsdag fredag, det är fredag, du är äldre än du var senast det var fredag. Hon rör mig hon tror det är för henne hon tror det är för hennes händer jag är mjuk för att hon kommer att jag väntar, blir mjukare tappar alla skarpa kanter alla former hon rör vid mig som om det var för henne Du är så mjuk så svampig i huden här och här och här säger hon som om det var för henne men vänta jag ska bli mjukare svampigare du har ingen aning om hur mycket mjukare svampigare jag kan bli! snart snart kan jag snart kan jag sluka din hand med min hud så mjuk är den flyta ut

40


snart kan jag flyta ut lägga mig i golvspringorna klistra mig fast i taket SVART SVART PÅ ERA VÄGGAR! SVART I DE UPPLYSTA RUMMEN! I DE UPPLYSTA VÄGGARNA! HUSEN HUSEN VI TAR OSS IN! NEJ VI ÄR REDAN INNE! VI ÄR TAKEN VÄGGARNA HUSEN! NI TROR FORTFARANDE PÅ KRIG NI LÅSER ERA PORTAR MEN VI VI ÄR FUKTEN I VÄGGARNA TAKEN HUSEN HUSEN TORNEN SNART RASAR DE SAMMAN STÖRTAR BARA VÄNTA jag ligger stilla BARA VÄNTA JAG HAR SLUTAT ÅLDRAS snart kan inget röra mig jag spiller mig jag spiller mig själv jag spiller mig själv ner genom golvet springorna VI ÄR HUSEN Vi ÄR HUSEN VI HAR SLUTAT ÅLDRAS!

41


Mørkehaver og marker / drivhuse og drivbænke / algefarme og dambrug / vitaminer og proteiner / svampe og rødder / natskygge og mycelium / kunstlys og opsparet energi. Jeg har lige spist noget jeg ikke ved hvad er. Det var nødvendigt og klamt. (I et glas syltede tomater: bakterier og nelliker og peberkorn. Huden er tynd og hård og svær at bryde uden at presse det vandholdige indhold ud af tomaten. PH-værdien holdes lav og glasset skal opbevares mørkt ellers gror der ukontrollable kolonier. De overtager glassets indhold: alt det, der er imellem tomaternes tynde plastichud. De nye bakterier er produceret indefra. Tomaternes hud er uigennemtrængelig pga. det naturlige syreindhold. Men på et tidspunkt finder bosætterne en revne, et brud i overfladen, hvor de gør et varigt ophold.) I et rum med vægge af rette vinkler forstærker lyden sig selv. Men når man forstørrer billedet tilstrækkeligt er alle retvinklede hjørner afrundede. Lyden er som i et vakuum, alting er stille. Den indre summen bliver opslugt, eller overtaget, af stillestående molekyler. Bevægelse er en konsekvens af investeret energi. Arbejdszoner: køen er uendelig og indadrettet.

42


Inden stilstanden når den døende arbejder at afsætte et foster. I starten er det for småt til at kunne registreres, men det er hurtigtvoksende og snart i stand til at overtage den døendes funktion. Alting sker hurtigere end nogensinde. Blandede materialer, selvovervågning og et tydeligt program. Momentvis små bitte frakturer. Giver indtryk af at noget hårdt kan have en blød overflade. Frossen væske sidder fast overalt. Noget levende smører maskinen. Stempelpresse, tandhjul, samlebånd. Kulkraft, varme stiger til vejrs, larm er en konsekvens af udnyttet energi. Funktionen er reproduktion. Fostre flyder i spiraler – endnu ikke klar til aktivitet. De trækker sig sammen, for ikke at optage unødvendig plads. De fleste har endnu ikke lært at undvige hinanden, så sammenstød er en nødvendig konsekvens. Afkodning af drømmebilleder. I enhver produktion er der et nødvendigt tab, det er prisen for at handle. Krig finder sted på kritiske punkter. Det er dér hvor kortet lyser rødt. Koordinatsystemet rummer huller, som er nødvendige i situationer med manglende overskud. Muligheder i alt. Nuancer af mørk. Fra nu af og frem i tiden. Fra om et sekund og frem eller tilbage, det falder til hver side. Mekanikken skal fungere i et rum uden lineær tid.

43


Den kybernetiske tanke er sat for enden af en snor som på et pendul, der svinger i større og mindre spiraler og aldrig stopper. Om lidt kommer bølgerne fra en anden vinkel, om lidt kommer ingen bølger. Det er nødvendigt at manifestere en tilstedeværelse i to punkter på én gang. Kortet kan kun rumme sin egen logik. Altid på lykke og fromme, der er ikke flere opdateringer til rådighed. Arbejderen er billig i drift, den behøver (næsten) ingen mad og står aldrig stille. Til gengæld er levetiden kort, men døden er ikke spildt energi. Kvælstofkredsløb / kompost / nyt liv nyt liv - Omvendt futuristisk. Voksende lag på overfladen - med en kerne der næsten aldrig rammer midten. Hydroponik Aeroponik Akvaponik Bobbelponik Tågeponik Mørkeponik - Du har brugt for lang tid på din opgave. Tror du har brug for et hvil. - Hold kæft, du kender ikke min grænse, og den her opgaves udstrækning. Jeg kan sidde oppe flere døgn i træk. - Alle gør det, men du har været irrationel i dine sidste to slutninger. Derfor foreslår jeg du stopper for nu.

44


- Det kan jeg ikke. - Du kan altid komme tilbage når du har hvilet dig. - Se nu der. Det skete bare fordi du snakker til mig. - Din koncentration er slidt, og du kan ikke engang se på mig imens du taler. - Hej, hvad laver I? - Ikke nu, vi sidder lige midt i noget. - Det er noget vigtigt. Kun for voksne. - I narrer mig ikke. - Nej. - Nejnej, det gør vi ikke. - Nå, men hvad fanden har I gang i? - Er det fundamentet igen? - Du ved det godt, det er jo...hold da op. - Hvad? - Jeg ramte ved siden af for anden gang i træk. - Det er noget rigtig lort. Jeg sagde det jo. Nu bliver vi nødt til at flytte igen. Hvis bare du havde ventet lidt, det havde ikke gjort spor. - Jo det havde. Jeg havde ikke noget valg. - Hold da op... - Åh nej. - Åh! - Hm... - Hvad? - Se! - Ja? - Den slukkede sig selv. Kan vi aftale en anden form? Denne her er overraskende svær.

45


Måske kan vi mødes? Sådan ægte mødes. Om i befandt jer på den anden side af jorden, ville jeg gennemrejse denne synkende skude af en planet for blot et øjebliks fællesskab. Er det uopfindsomt? Altså at mødes? Mødet med hinanden er måske ikke så radikalt, men det er hyggeligt. Der findes mange former, som eksperimenterer med ‘at mødes’. Det er jo fremtiden det her, vi lever i fremtiden! Her mødes man sådan lidt mere hi-tec, ikke sandt, det er nok at foretrække. Her mødes vi i fora, vi deler og vi deler og vi deler. Men hvor ER dette ‘vi’? Altså sådan ægte ‘ER’? Kroppene jeres, hvor er de? Er de varme eller kolde, og stemmeføringen, hvordan er den? Kan vi mødes? (desperation) Jeg vil gerne mødes - også efter at det er for sent

46


Olielampen, som du smiler over, jeg spilder på noget så fjollet som at skrive mine tanker ned, oser rummet til og skinner tilbage fra de duggede ruder. Der glider kondensvand ned ad dem. I rummet ved siden af hoster babyen. Du smiler. Det er fjollet. Men du ved godt, det er noget, jeg er nødt til at gøre. Mit spild. Men også det, der holder mig igang. Jeg har brugt hele dagen på at hente vand fra vandudledningen på Trianglen; en af de få tilbageværende ikke-kontaminerede vandudledninger. Marte og jeg skubbede barnevognen derned og fyldte vores plastikdunke op. I dag var køen ekstra lang. De seneste dages totale mørke havde holdt alle inde. Det er blevet lettere siden Marte og Anders flyttede ind hos os med babyen, også selvom den hoster og græder konstant. Husker du den første vinter? Hvordan vi ikke kunne få varmen og hvordan vi gik hinanden på nerverne, når der fjerde dag ikke var mere at sige, fordi blæsten holdt os inde? Du blev pludseligt rasende som et koncenteret solglimt og jeg sagde intet. Måske fordi der kun var drømme om fremtiden at tale om, når intet skete. Jeg ved det ikke. Der var bare ingen

48


ord i min mund og de få, der var der, kom aldrig ud. Det er nemmere nu. På en måde er det også nemmere, med barnet der græder konstant. Det er i hvert fald noget konkret. Du smiler. Du ved godt, jeg er nødt til at gøre det her. Selvom det er spild. Selvom der ikke er nogen til at læse det. Ligesom du bliver ved med at holde skole for børnene i kvarteret. Du ved godt, at de sikkert aldrig kommer til at bruge de sprog, du lærer dem. Men så laver de i hvert fald noget i de timer. Og det gør du også. Der er kommet flere til efter blokkene omkring Jagtvej brændte sidste måned. Det var på det tidspunkt, Marte og Anders flyttede ind. Og babyen. Den er ikke deres. Forladt, måske. Måske forældrene gav op og rykkede ind i en arbejdszone. Efterladt, måske. Et nødvendigt afkald, sådan er folk begyndt at tale. Fundet, ja. Afkræftet og måske med kighoste. Formegentlig ikke i live om et år. Men det vil ingen af os sige højt. Det er også ligemeget. Ligesom din skole og min brug af olielampen. Det er noget, vi er nødt til. Selvom det måske er spild. For ikke at tabe os selv, som så mange har tabt sig selv de sidste år. Lampen er ved at brænde ud nu.

49


”Lad det brænde ned! Så slipper vi for at høre dem brokke sig over, at de ikke kan få varmen.” Ordene forsvandt ikke i mørket, men blev stående som lysprikker bag øjenlågene. Alle husker generalens ord, da Christianshavn brændte. Og folk gentager dem nu igen efter Jagtvejsblokkene. Denne gang fik folk da i hvert fald lov til at flygte. Ikke som dengang, da kun de, der valgte at hoppe i vandet overlevede, kun de få, der kunne klare dets kulde. Fortællingerne om Christianshavn er mange. Om dem, der søgte mod New Nordic Capitals hegn, men blev drevet tilbage, tilbage til døden i ilden eller i vandet. Folk er bange nu, bange for at historien gentager sig og de indvinder området omkring Jagtvej til arbejdszone, ligesom de gjorde med Christianshavn. Men ingen ved det. Der er ikke kommet noget rydningshold for at sanere området endnu. Måske var det denne gang bare et uheld, et af de mange hjemmelavede ildsteder, der gik amok. Men folk taler om, at det nok nærmere var en ulykke på Solar Power Tower 5, der sendte en koncentreret solbølge ind over området. Andre siger, de er

50


ved at udvikle tårnene til våben, der vil kunne ramme oprørske områder. Det virker utænkeligt. Vanvittigt. De var vores naboer. Men nu virker det utænkelige mere muligt end det, der før virkede som det mest naturlige. Da jeg læste hos Professor Walter, prøvede han at fortælle mig om det. Men jeg forstod det nok alligevel aldrig. Jeg tror godt, han vidste det. Man kan ikke læse sig til en egentlig forståelse af katastrofen. Eller til at forstå mennesker. Jeg tænker af og til på ham. Hvad er der sket med ham, der havde oplevet så mange af den lyse tids katastrofer og forbrydelser? Var han mere klar end os andre, da mørket omsluttede os? Det må have været planlagt. Men hvor længe? New Nordic folkene havde holdt taler om nødvendigheden og sagt, at vi andre var naive – igen og igen fyldtes radiobølgerne af manifestet, hvori de erklærede alle, der ikke accepterede, hvad der måtte gøres, for deltagere i ”godhedsboblen”, der ville føre til artens undergang. Men vi var så mange til den demonstration. Vi var så mange, der viste, vi ikke ville acceptere planerne om regulering af lyset. Måske var vi naive. Måske skulle vi have gjort os klar, men ingen af os forventede kuppet. Som mange andre troede jeg, at New Nordic

51


gruppen kun var nogle få rablende racister. Men den nat, da vi kom hjem fra demonstrationen, var mange af vores naboer forsvundet. De må også have vidst, det ville ske, have pakket inden. Og så landede de sidste fly med New Nordic grupper fra andre lande. Det tog dem ikke længe, før konstruktionen af de første to Solar Power Towers var igang – der må have været detaljerede planer længe inden. ”Et nyt virkeliggjort Valhalla i nordisk design.” ”Lyset er nødvendigt. Nødvendighed er lyset.” ”Skabelsen af et folk i kontrakt med lyset.” Det lød så absurd i starten. Måske var vi virkelig naive, når vi ikke troede, det kunne blive virkeligt. Men nu virker det utænkelige til at være mere muligt end det naturlige. Eller det, der før var naturligt. Folk frygter, hvad branden i Jagtvejblokkene kommer til at betyde.

Vi siger det ikke til hinanden, nogen af os. Men vi tænker det ofte. Ville livet være nemmere, hvis vi søgte om plads i arbejdszonerne? Hvor mange af vores

52


venner har vi ikke set pakke et par tasker og stille sig op i køen ved et af zonekontorerne? Altid uden en egentlig afsked, men med skumring i blikket, når de trak oppakningerne ned langs Søerne til kontoret. Altid det her skumringsblik, selvom det er for bedre adgang til solen, de søger muligheden. Vi nævner det aldrig. Vi sagde det heller ikke dengang, selvom vi godt vidste, at babyen ville ødelægge vores muligheder for et zoneliv. Kontakt med sygdom, hvis det registreres i undersøgelsen, er diskvalificerende. Der er kun brug for raske arbejdere. Uden vi nogensinde har snakket om det, har vi besluttet os for at opgive den mulighed. Det er vores by og vi kommer til at dø i den. Men muligheden er der. Eller måske var den der. Måske kan vi slippe igennem tjekket. I dag hjalp vi til med at hive et lig ud fra en lejlighed længere oppe i gaden. Nogen havde allerede revet gulvbrædderne op. Folk har brug for brænde. Men hvordan kunne de lade den gamle mand ligge? Var han frosset ihjel eller havde han simpelthen bare givet op? Det, der var tilbage af ham, var udmagret. Hvor længe går der, før vi også giver op? Vi begravede ham i Fælledparken. Vi havde ikke et navn, ikke noget, der fortalte om ham som et menneske, som en der havde levet et liv med andre mennesker. Intet vi kunne ridse ind i de fem sten, vi

53


samlede over graven, for at markere, at det var hans grav, ikke bare et lig, men en person, der havde levet. Der stod et navn på døren, men nu er det ikke længere til at vide, om beboerne er dem, der står på døren, eller nogen, der har overtaget lejligheden. Den enkelte persons tragedie forsvinder i den totale katastrofe, som den enkelte dag forsvinder i det totale mørke. Vil der være nogen til at begrave os, når vi ikke kan mere? På den ene eller den anden måde forsvinder alle ind i skumringen. Du smiler ikke i dag. Jeg ser over på dig. Jeg vil ikke græde i nat. Om lidt slukker jeg olielampen og så går vi ud og finder et bål, et af de steder folk samles. Ingen græder offentligt længere. Vi vil samles omkring bålet. Nogen vil spille musik. Jeg vil læse en fortælling op fra en bog om en flok mennesker, der skjuler sig for pesten og fester igennem med mad og vulgære historier. Vi vil alle gerne væk. Men hvor er væk nu? Vi kan stadig smile og være sammen. I nat, når vi kommer hjem og ligger os sammen, vil jeg ikke græde heller. Det vil ingen af os. Det har dagen været for hård til. Men i mit hoved spirer en tanke frem som de bitre rødder i mørkehaverne: ”Ville dit liv blive bedre, hvis jeg ikke var her, og du kunne tillade dig at overveje zonelivet?” Jeg siger intet. Det gør ingen af os. Min tro på

54


fremtiden er i sine bedste øjeblikke lige så dyster som lysets skifte mellem nuancer af mørk i situationen, når man træder fra dørtrinnet og lejlighedens klaustrofobiske men sikre mørke ud under himlen i det mere åbne og usikre. Men jeg er i tvivl om, hvornår øjeblikket er bedst, på vej ind eller ud over trinnet.

Folk kalder hende oftest Blinde Nemira, men hun må have et længere navn, eller have haft det engang. Men nu kaldes hun næsten altid Blinde Nemira og de kalder hende det altid med et smil i øjnene. Hun er blevet en form for symbol for byen. Ingen har lyst til at tænke på, hvad hun har været igennem, men alligevel kan ingen lade være med at finde frem til den viden og det er den viden, der gør, at hendes handlinger nu skaber så meget beundring og glæde hos os. Hun har været med ’hele vejen’. Fra hun blev fanget på Amager under kuppet – der er ingen grund til at sige så meget mere. Alle kender ordene og navnene på stederne nu: Remiseparken, Bygning 27, Prags Boulevard.

55


Hun og hendes børn havde stået på en liste, fjender af den nye orden. De er væk nu, hendes børn. Ingen ved hvor. Hun havde skrevet et læserbrev mod Hedegaard-Olsen dossieret og det var ikke blevet glemt. Eller også var det bare hendes eksmands simple form for personlig hævn – det var ham, der havde styret ’afhøringerne’ i Bygning 27. Du er gået over til hende. Officielt for at give hende de tre gulerødder, vi har sparet sammen for at kunne give til hende, men jeg tror mere, det er fordi, du havde brug for at snakke med hende. Du har ikke sagt så meget de sidste dage. Virket irriteret over alt. Det er klart. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, hvad jeg skal gøre, andet end at være her, være rolig og vise dig, at jeg i hvert fald aldrig vil forsvinde som et sikkert du for dig. Du er gået over til hende. Det gør jeg også nogle gange, når jeg ikke ved, hvor jeg ellers skal være. Hun er her stadigvæk. Et splintret menneske, der stadig er helt – en mørkefigur, der står frem med faste konturer i natten. Seks uger i Bygning 27 og så tvangsarbejde på konstruktionen af det andet Solar Power Tower. Hun var den første, der slap ud og fortalte om tårnene. Selvfølgelig havde vi set dem blive bygget, det er umuligt ikke at se dem – selv i det totale mørke er de oplyste,

56


som om vi bevidst skal mindes om deres eksistens, ikke bare praktiske foranstaltninger, der giver lys og energi til New Nordic Capital, men også sejrsmonumenter. Det var også der, hun mistede synet. En sabotageaktion nogen forsøgte i desperation. Håbløst. En bombe sejlet ud i en jolle. Detoneret ved fundamentets ene side. De 30 tvangsarbejdere på den side, revet ned med betonen, døde med det samme. Hun hang i en wire og rettede solspejlene, der samler energien og spejler lyset op i opsamlingstårnet. Spejlene røg løs i detonationen og sendte strålerne direkte mod hendes ansigt. Hun har stadig ar fra brandsårene, som hun skjuler bag et slør. Prisen for et øjebliks total oplysning er et livs arbejde med at dække det til, som hun jokende sagde til mig engang. Hun er her stadig. Og du er hos hende nu. Barnet er dødt. Det er tre uger siden. Nåede ikke engang at få et navn. Vi turde det ikke. Jeg savner hosten. Ikke de sidste dages hoste, der kun formåede at kvæle skrigene et kort øjeblik. Men den hoste, der viste os, at vi havde et andet menneske at bekymre os om. Det er hendes insisteren på værdighed, der imponerer folk. Hendes insisteren på at have rent og korrekt sammensat tøj på hver dag, når hun spadserer ned ad

57


Østerbrogade. Ansigtet altid skjult af det tynde slør, selv i mørket, hvor ingen ville kunne se hendes ar. Hver dag med et høfligt nik til de lyde, der afslører, at et andet menneske passerer hende. Den måde hun stopper op, når hun bliver bevidst om, at hun passerer en, der er opmærksom på hende og spørger: ”Hvordan går det?” Eller den måde hun altid sætter sig på den samme bænk hver dag og snakker med folk, der kommer forbi. Vi prøver alle at gøre det, holde fast i værdigheden, holde fast i at det er os, der er civiliserede. Men hvor længe kan man blive ved med det, når hverdagen er dyster og fremtiden ikke bliver andet end fortabt i et dybere og dybere mørke? Hvor mange af os ville kunne holde fast efter det, hun har været igennem? I mørket. I katastrofen har man brug for et sikkert du. I hvert fald ét. Det andet menneske, som man kan tillade sig at føle sig tryg ved, selvom man aldrig kan vide, hvad et andet menneske tænker. Det du, som man tør stole på, at man kan aflæse og selv hvis man læser forkert, så er det der stadig. Det du, der altid er der, selv når mørket omringer os totalt. Hvor længe ville jeg kunne blive ved med at skrive, blive ved med at samle kviste og efterladte reoler til bålet, blive ved med at tale høfligt med folk i gaden? Hvor længe ville jeg blive ved, hvis ikke jeg havde dig som mit du?

58


Hun er et symbol på byen, fordi hun bliver ved. Bliver ved og holder fast, selv efter alt der er sket for hende. Hun er et symbol på byen. Men hun er også et menneske. Du er hos hende nu og i er mennesker sammen. Du har været irritabel. Trist. Sørgende, selvfølgelig. Jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle gøre. Jeg er her og jeg håber, jeg kan finde ud af at være her nok. Jeg håber, vi også kan være mennesker sammen igen.

Det er morgen. Tror jeg. Der er en lille smule lys. Nok til at se ud over Øresund. De syv Solar Power Towers, der hvor Barsebäck dominerede min barndoms udsigt. Syv små pletter af sol. Syv tårne. Det hele er lukket ned. Fuck fremtiden! Den kommer aldrig. Fuck det her liv! Fuck min usikkerhed på om det hele falder fra hinanden; fuck det kommende totale mørke. Lad os kneppe! Jeg er sikker på dig. Lad os kneppe og få et barn. Lad os give det et navn. Alligevel.

59


Udvalgte tweets fra

#GlobalMarchAgainstDarkness den 12. december 2017 Kuala Lumpur, Malaysia, 12.12.2017 - 11:10 1love @oneloveMAL #GlobalMarchAgainstDarkness – #GMAD protesters occupy the Petronas Twin Towers, form. world’s tallest buildings. Barricades at the entrance New York City, US, 12.12.2017 - 11:18 BravePete @bravepete #GlobalMarchAgainstDarkness – Accord. 2 #dronemonitors 2mill+ ppl now march on 2 the #United Nations Plaza. Securityforces not intervening London, UK, 12.12.2017 - 11:20 MissSun @misssun #GlobalMarchAgainstDarkness – Clashes continues outside #Google HQ. In need of metal blankets, masks and ammunition. Come quick, but B careful!! Brasilia, Brazil, 12.12.2017 - 11:23 LuizAndrade @andradeluiz #GlobalMarchAgainstDarkness – The parliament is under siege by thousands of protesters. Some say there are already ppl inside trashing


Rome, Italy, 12.12.2017 - 11:28 Luigi1977 @luigi1977 #GlobalMarchAgainstDarkness – Truckers blocking all entrances to the Vatican, now it’s time 2 show those pedophiles who’s in charge!!! Copenhagen, Denmark, 12.12.2017 - 11:29 KarenK @karenkdk #GlobalMarchAgainstDarkness – Securityforces announce #step down after the #phosphorattack yesterday, thous.ppl. cheering @ #Townhall Sq Rio de Janeiro, Brazil, 12.12.2017 - 11:32 Gonzalves04 @gonzalves04 #GlobalMarchAgainstDarkness – Securityforces firing #D8gas at protesters in #Canderia Sq. Stay alert!!! Pretoria, South Africa, 12.12.2017 - 11:32 Unclewrong @thewronguncle #GlobalMarchAgainstDarkness – #The Government is announcing its #withdrawal, #army now in charge Brisbane, Australia, 12.12.2017 - 11:40 Eternalpeace @eternalpeacebrisbane #GlobalMarchAgainstDarkness – Several hundred members of the sect #InSearchOfLight have committed collective suicide at a #seaside resort


Paris, France, 12.12.2017 - 11:44 Mlle.Rouge @mllerouge #GlobalMarchAgainstDarkness – Thousands are storming the #Ministry of Culture next to #Louvre. Police is close by but still passive Paris, France, 12.12.2017 - 11:50 Mlle.Rouge @mllerouge #GlobalMarchAgainstDarkness – Ppl. now inside of #Louvre. Hundreds of #artworks are being burned or vandalised. Police is still not seen Athens, Greece, 12.12.2017 - 11:53 Anarchaos183 @anarchaos183 #GlobalMarchAgainstDarkness – #VenizelosAirport fully occupied, barricades all around. Only way in: #small tunnel @ A1/B8, come!!! Bergen, Norway, 12.12.2017 - 12:01 TorbjörnR @torbjoernr #GlobalMarchAgainstDarkness – Police attacks peaceful protest with #cold-waves in front of the #City Hall. More protesters on their way Nuuk, Greenland, 12.12.2017 - 12:02 Kleist24 @kleist24 #GlobalMarchAgainstDarkness – 150 ppl. outside #Danish Consulate. Protesters are throwing bricks and stones at the gates, no police seen yet


London, UK, 12.12.2017 - 12:08 MissSun @misssun #GlobalMarchAgainstDarkness – Police retreat from #Google HQ after exchg. of real ammo. 5 ppl. shot, incl. 3 police. Protesters entering site now Rome, Italy, 12.12.2017 - 12:10 Luigi1977 @luigi1977 #GlobalMarchAgainstDarkness – Alert! 5 ppl. climbing the walls of #Vatican shot by special-service guards. Northside still unprotected Paris, France, 12.12.2017 - 12:15 Mlle.Rouge @mllerouge #GlobalMarchAgainstDarkness – Yard @ #Louvre full of trashed #artworks + building on fire. Police seen around but might have withdrawn New York City, US, 12.12.2017 - 12:20 BravePete @bravepete #GlobalMarchAgainstDarkness – 200k reached #United Nations Plaza. Diff. groups now enters #UN building, others trashing vehicles outside Copenhagen, Denmark, 12.12.2017 - 12:25 KarenK @karenkdk #GlobalMarchAgainstDarkness – Protesters enters the offices of #Flexpeace and are smashing everything. Facade is burning and smoke everywhere


Gmail - Ballonparken, København 8. Juni 2019

Styrelsen for Sikkerhed og Sundhed Hamarsgøta 1a – 7a Tórshavn 297

Att: Beboeren Gundadalsvegur 10 Tórshavn 297 Faroe Islands / Føroyar

26/08/13 12.30

rasmus pedersen <nyrasmusp@gmail.com>

Ballonparken, København 8. Juni Vedr. Manglende data til det individuelle sundhedskatalog 2019

1 message Som du formentlig er bekendt med, har de ændrede lysforhold nødvendiggjort et øget fokus på befolkningens sundhedstilstand.

Tine Tvergaard Sun, Augog25, 2013 øget at I den forbindelse har Ministeriet for Sikkerhed Sundhed <tinetvergaard@gmail.com> 11:21 PMom sit engagement i befolkningens sundhed. I henhold til lov ændring af pedersen lov 2398Ej <nyrasmusp@gmail.com> §1 stk. 3 samt §4 stk. 1-2 er der ændret To: rasmus praksis med hensyn til borgerens ansvar for egen sundhed.

Kære Rasmus indskærpes det, at alle borgere over 12 år har I den forbindelse pligt til at bekendtgøre over for ministeriet deres personlige, sikkerhedsmæssige sundhedstilstand.

Jeg mødte Mia den anden dag. Hun sagde at du er Da styrelsen under Ministeriet for Sikkerhed og Sundhed ikke på vej hjem fra Bruxelles. Jeg er ked af at jeg ikke har registreret modtagelsen af dine oplysninger i det individuelle får set dig inden jeg tager af sted. Jeg er også ked sundhedskatalog, bedes du straks indlevere følgende data: at jeg ikke fik fortalt dig face to face at jeg rejser. er • Lyskildetimer måned Min bror blevet alvorligt syg.pr. Hele min familie er i Næsborg. • D-vitaminer måned samlet Til trods forpr.gamle (se vedlagte tabel, BMI/D-vitamin) uoverensstemmelser (finanskrisen du ved) er min • Vågne timer udenfor arbejde far og hans brødre igen på talefod. Den stigende (se vejledning for anerkendt vold i lokalsamfundet og kampen om de arbejde) • pletter Fertilitet: Spermatozokvaliteten for mænd, solbeskinnede har resulteret i at min familie Anti-Mullersk Hormon (AMH) for kvinder er begyndt at rykke tættere sammen og organisere sig. forindleveret at sikre digitalt, egen overlevelse og dels forand at SeData Dels ønskes med det vedlagte Health finde frem til en løsning, som sikrer bedst mulige curity Data Acquisition Device. levevilkår for så mange som muligt. Jeg kan ikke længere overskue depression. Efteraf lov Sker ovenstående ikke,byens vil derkaotiske i henhold til lov om ændring den vanvittige brand på Christianshavn i sidste 2398Ej §4 stk. 2, blive iværksat en undersøgelse og din sag vil måned jeg for vågen hver natArbejde med flammerne overgå tilligger Styrelsen Incitamenter, og Afgifter. fastbrændt på nethinden. Skrigene har naglet sig Med Venlig Hilsen

https://mail.google.com/mai…=inbox&th=140b75a6032cfeff

Side 1 af 2


Gmail - Ballonparken, København 8. Juni 2019

26/08/13 12.30

Datatransparens Bekendtgørelsen om øget gennemsigtighed for borgeren i denfast i mine øregange. Sulten er begyndt at tage til. nes datamængder, er vedtaget med henblik på at decentralisere Jeg har brug for at klamre mig til et håb. Måske ansvar, ret og pligt. Derfor er det i højere grad muligt for borfinder jeg i Næsborg en selvorganisering som geren at få adgang til data. Dette gør det muligt, frivilligt og helt strækker sine arme ud i fremtiden. Jeg tør dårligt gratis at holde sig opdateret. Således var der sidste år mere end tro på det, men det er jeg nødt til. 4 millioner besøgende på normalitetsindekset over Sikkerhed og Sundhed. Alle data under ministerierne ligger i peer-to-peerNår jeg kommer frem, vil jeg fortælle dig mere om netværkets datasky.

mulighederne for en eventuel udflytning til området for en større gruppe københavnere. En ting er helt Data er naturligvis tilgængelige for alle. Du kan logge ind sikkert, selv med Solar Power Towers, er digitalt med både din telefon, tablet, computer eller HSDAD situationen i København ikke langtidsholdbar.

og få adgang til data. Således kan du følge med i dine egne og andres sundhedstilstand. Du kan læse mere om mulighederne Jeg håber du har hovedet oven vande. på www.sikkersundhedforalle.fo.

Kærlig Hilsen

Her kan du blandt andet følge de kendtes sundhedsdata, og konkurrere om kropsoptimering mod håndboldstjerner, tv-værter Tine eller skuespillere. Du kan også deltage i andre konkurrencer og vinde præmier, eller dele tips og tricks til sikker sundhed i det nyoprettede forum. Det er både sjovt og sundt. Klagemuligheder Klagesager skal indleveres til ministeriet den sidste uge i hver måned. Når du klager, er det vigtigt at du får udfyldt klageskemaerne i overensstemmelse med vejledningen. Derfor anbefales det, at indhente alle de relevante dokumenter i god tid inden klagen skal indsendes. Af retssikkerhedsmæssige grunde skal dokumenterne udfyldes digitalt og manuelt på papir. Papirudgaven skal udfyldes med permanent skrift i mørke farver og afleveres i 3 eksemplarer. Din klage er først registreret, når du har modtaget en kvittering fra ministeriet. Klageformularen er tilgængelig på alle ministeriers hjemmesider. Vær opmærksom på, at et klageskema og en klageformular ikke er det samme. Der opfordres til, at man har rådført sig med en medarbejder, inden klagen indsendes. https://mail.google.com/mai…=inbox&th=140b75a6032cfeff

Side 2 af 2


Gmail - Ballonparken, København 23. februar 2018

26/08/13 11.17

Gmail – Hilsen fra Ballonparken – Feb, 23, 2018 Gmail - Ballonparken, København 8. Juni 2019

rasmus pedersen 26/08/13 12.30 <nyrasmusp@gmail.com> rasmus pedersen <nyrasmusp@gmail.com> rasmus København 23.pedersen februar <nyrasmusp@gmail.com>

Ballonparken, 2018 Ballonparken, København 23. februar 1Hilsen messagefra Ballonparken 2018 Ballonparken, København 8. Juni

Tine Tvergaard Mon, Aug 26, 2013 at 1 message <tinetvergaard@gmail.com> 9:50 AM 2019 To: pedersen <nyrasmusp@gmail.com> 1 message Tinerasmus Tvergaard Mon, Aug 26, 2013 at <tinetvergaard@gmail.com> 9:50 AM Tine Tvergaard Sun, Aug 25, 2013 at To: rasmus pedersen <nyrasmusp@gmail.com> Kære Rasmus <tinetvergaard@gmail.com> 11:21 PM To: rasmus pedersen <nyrasmusp@gmail.com> Kære Rasmus Det er så vanvittigt det hele. Tænk sig at et science Kære Rasmus fiction inspireret kunstprojekt i 2013, skulle vise sig at karakter. Jeg ikke Dethave er sånærmest vanvittigtprofetisk det hele. Tænk sig atkan et science lade være med at tænke på Jungs begreb om fiction inspireret kunstprojekt i 2013, skulle viseden sig det kollektive Jegtransrelationelle Mia den erfaring; anden dag. Hun sagde at duikke er atmødte have nærmest profetisk karakter. Jegubevidste. kan Var det, der opstod imellem på af møderne i den på vej framed Bruxelles. Jeg ked at jeg om ikke ladehjem være at tænke påeros Jungs begreb virkeligheden et billede på noget, som vi hver især får transrelationelle set dig inden jegerfaring; tager af det sted. Jeg er også ked kollektive ubevidste. havde opfanget fra internetdatabaser og via fælles at jeg fortalt digimellem face to face jeg rejser. Varikke det,fik der opstod os påatmøderne i fornemmelser og levede erfaringer? Måske er det Minvirkeligheden bror er blevetetalvorligt Hele min billede syg. på noget, somfamilie vi hverer især virkelig sådan at information bliver videregivet samlet i Næsborg. for gamle havde opfanget Til fratrods internetdatabaser og via fælles igennem andreog oglevede flere kanaler end dem hidtil fornemmelser erfaringer? Måske er det uoverensstemmelser (finanskrisen du ved) ervimin har betroet os til? information bliver videregivet far virkelig og hanssådan brødreatigen på talefod. Den stigende andre og og flere kanalerom end voldigennem i lokalsamfundet kampen dedem vi hidtil Det er lang os tid siden jegresulteret har hørt ifra håber har betroet til? solbeskinnede pletter har at dig. min Jeg familie at du har det godt hvor du er. Thomas mente, at du er begyndt at rykke tættere sammen og organisere taget til Bruxelles for at undersøge Det erfor lang tid siden jeg har hørt fra dig.hvordan Jegforhåber sig.var Dels at sikre egen overlevelse atde 11.17 Gmail - Ballonparken, København 23. februar 2018 og dels 26/08/13 lever med mørket dér. Jeg ville ønske at vi kunne at frem du har godt hvor du sikrer er. Thomas finde til det en løsning, som bedst mente, mulige at du udnytte situationen til at organisere os i mindre var taget til Bruxelles for at undersøge hvordan levevilkår for så mange som muligt. Jeg kan ikke de enheder. Mørket breder sig og der er ikke lever med mørket dér. kaotiske Jeg ville depression. ønske at vimeget kunne længere overskue byens Efter lys tilbage i Ballonparken. Siden demonstrationen udnytte situationen til at organisere os i mindre https://mail.google.com/ma…inbox&th=140b99a91e008532 den vanvittige brand på Christianshavn i sidste Sidei1 af 3 december, synes alting at være blevet mere og måned ligger jeg vågen hver nat med flammerne mere dystert. Det burde ikke være kommet bag på fastbrændt på nethinden. Skrigene har naglet sig Side 1 af 3 https://mail.google.com/ma…inbox&th=140b99a91e008532 os at New Nordic kunne komme af sted med kuppet. Efter sydeuropas radikalisering mod højre https://mail.google.com/mai…=inbox&th=140b75a6032cfeff Side 1 af 2 for 5 år siden, måtte turen jo komme til


Gmail - Ballonparken, København 23. februar 2018

Gmail – Hilsen fra Ballonparken – Feb, 23, 2018 -- Ballonparken, København 23. februar Gmail Ballonparken, København 23. februar 2018 2018 GmailGmail - Ballonparken, København 8. Juni 2019

26/08/13 11.17 26/08/13 26/08/13 11.17 11.17

26/08/13 12.30 enheder. Mørket breder sig og der er ikke meget lys tilbage i Ballonparken. Siden demonstrationen i enheder. Mørket sig og er Mørket breder sig og der der eratikke ikke meget fast december, ienheder. mine øregange. Sultenat ervære begyndt tagemeget til. synes breder alting blevet mere og lys i Ballonparken. Siden demonstrationen lys tilbage tilbage i Ballonparken. Siden demonstrationen Jeg mere har brug for at klamre mig til et håb. Måske dystert. Det burde ikke være kommet bag påii december, synes alting at være mere december, synesen alting at være blevet blevet mere og finder i Næsborg selvorganisering som osjeg at New Nordic kunne komme af sted med og mere dystert. Det ikke være på meresine dystert. Det burde ikke være kommet bag på strækker arme udburde i fremtiden. Jegkommet tør dårligt kuppet. Efter sydeuropas radikalisering modbag højre os at New Nordic kunne komme af sted med os at New Nordic kunne komme af sted med tro på detmåtte er jegturen nødtjotil.komme til fordet, 5 årmen siden, kuppet. kuppet. Efter Efter sydeuropas sydeuropas radikalisering radikalisering mod mod højre højre Skandinavien. år måtte jo til for 55kommer år siden, siden, måtte turen jo komme komme til Når for jeg frem, vilturen jeg fortælle dig mere om Skandinavien. Nogle gange jeg mig selv i hovedet over at jeg Skandinavien. mulighederne for slår en eventuel udflytning til området ikke fik den abort.københavnere. Det er simpelthen for vanvittigt for en større gruppe En ting er helt at Nogle gange slår jeg mig selv i hovedet over Nogle gange slår jeg mig selv i hovedet at jeg jeg sætte et med barn Solar i verden nu. Snart begynder sikkert, selv Power Towers, er over at ikke abort. Det er simpelthen for ikke fik fik den abort. Det er simpelthen for vanvittigt vanvittigt at at massedøden de steder hvor mørket har taget situationen iden København ikke langtidsholdbar. sætte et barn i verden nu. Snart begynder sætte et barn i verden nu. Snart begynder fuldstændigt over. Vi kommer til at konkurrere om Gmail - Ballonparken, København 23. februar 2018 26/08/13 11.17 massedøden de steder hvor mørket massedøden dekærligheden. stederoven hvorvande. mørket har har taget taget Jeg lyset, håber du har og hovedet maden fuldstændigt fuldstændigt over. over. Vi Vi kommer kommer til til at at konkurrere konkurrere om om enheder. Mørket breder sigerog der er ikke meget Kærlig Hilsen lyset, maden og New Nordic begyndt at bygge soltårne lyset, madenGruppen og kærligheden. kærligheden. lys tilbage i Ballonparken. Siden ude i Øresund, men det har demonstrationen du måske alleredei Tinehørt. New Nordic Gruppen er begyndt bygge december, synes alting at være blevet mere ogsoltårne New De Nordic Gruppen er begyndt at bygge soltårne er også godt i gang medat at indhegne hele ude ii Øresund, men det har måske allerede mereAmager. dystert. Det burde være kommet bag på ude Øresund, menikke dethver har du du måske allerede Jeg samler på eneste hjælpsomme hørt. er godt ii gang indhegne os athandling NewDe Nordic kunne komme afmed stedat hørt. De er også også godt gang med atmed indhegne hele og heldigvis er indhegningen og den hele Amager. Jeg samler på hver eneste hjælpsomme kuppet. Efter sydeuropas radikalisering mod højre Amager. Jeg samler på hver eneste hjælpsomme totale fascisme endnu ikke kommet til Ballonen. handling og heldigvis indhegningen og den for 5Jeg år siden, måtte turen er jo handling og heldigvis er komme indhegningen ogkan denblive har dog på fornemmelsen attiljeg ikke totale fascisme endnu ikke kommet til Ballonen. Skandinavien. totale fascisme endnu ikke kommet til Ballonen. her særligt længe. Rationerne slipper op i Jeg at ikke Jeg har har dog dog på på fornemmelsen fornemmelsen at jeg jeg ikke kan kan blive hovedstadsområdet. Der er meget spiseligt påblive Nogle gange slår jeg mig selv i hovedet over at jeg her længe. Rationerne slipper op ii New her særligt særligt længe. Rationerne slipper op og fælleden, men der er mange om buddet, ikke Nordic fik den har abort. Det er simpelthen for vanvittigt at at hovedstadsområdet. Der er meget spiseligt på hovedstadsområdet. Der er meget spiseligt på patruljer i hele området. Vi er begyndt sættefælde et barn i verden nu. Snart begynder fælleden, men der mange om og fælleden, menså dervier er mange omtilbuddet, buddet, ogViNew New træerne har brænde ovnene. massedøden de steder hvor mørket harhos taget Nordic patruljer ii hele Vi begyndt Nordic har har patruljer hele området. Vi er er begyndt at at rationerer det og skiftes til området. at være hinanden. fuldstændigt over. Vi kommer til at konkurrere om fælde træerne så vi har brænde til ovnene. Vi fælde træerne så vi har brænde til ovnene. Vi Snart vil der ikke være mere brænde. lyset,rationerer maden ogdet kærligheden. og rationerer det og skiftes skiftes til til at at være være hos hos hinanden. hinanden. Snart Snart vil vil der der ikke ikke være være mere mere brænde. brænde. New Nordic Gruppen er begyndt at bygge soltårne Gmail København 23. februar 2018 Gmail - Ballonparken, Ballonparken, København 23. februar 2018allerede 26/08/13 26/08/13 11.17 11.17 ude iJeg Øresund, detog har måske tænkermen på dig dedu andre hørt. De er også godt i gang med at indhegne hele Jeg på de andre Amager. Jeg samler påog hver Jeg tænker tænker på dig dig og deeneste andre hjælpsomme Kærlig Hilsen handling og heldigvis er indhegningen og den totaleTine fascisme endnu ikke kommet til Ballonen. Jeg har dog på fornemmelsen at jeg ikke kan blive https://mail.google.com/ma…inbox&th=140b99a91e008532 Side 2 af 3 her særligt længe. Rationerne slipper op i hovedstadsområdet. Der er meget spiseligt på https://mail.google.com/ma…inbox&th=140b99a91e008532 Side https://mail.google.com/ma…inbox&th=140b99a91e008532 Side 22 af af 33 https://mail.google.com/mai…=inbox&th=140b75a6032cfeff fælleden, men der er mange om buddet, og NewSide 2 af 2


Gmail Ballonparken, København 22. Juli 2018 Gmail København 22. Juli 2018 Gmail --Ballonparken, København 22. Juli 2018 Gmail -Ballonparken, Ballonparken, København 22. Juli 2018

Gmail – Nu på Nørrebro – Jul, 22, 2018 Gmail - Ballonparken, København 8. Juni 2019

26/08/13 12.13 26/08/13 12.13 26/08/13 12.13 26/08/13 12.13 26/08/13 12.30

rasmus pedersen rasmus pedersen rasmus rasmuspedersen pedersen <nyrasmusp@gmail.com> <nyrasmusp@gmail.com> <nyrasmusp@gmail.com> <nyrasmusp@gmail.com> rasmus pedersen <nyrasmusp@gmail.com>

Gmail - Ballonparken, København 22. Juli 2018 Nu på Nørrebro Ballonparken, København 22. Juli Ballonparken, København 22. Juli Ballonparken, København 22. Ballonparken, København 22.Juli Juli 2018 2018 2018 2018 Ballonparken, København Juni Nørrebro 8. som stadig har brændeovn.

message message 1111message message

nogenlunde til at holde varmen. Vi ha madrationer til et par måneder endnu 1 Tine message Tine Tvergaard Sun, Aug 25, 2013 at Tine Tvergaard Sun, Aug 25, 2013 at Aug 25, TineTvergaard Tvergaard Sun, Aug 25,2013 2013at at tæt ogSun, det kan være noget af en udfo <tinetvergaard@gmail.com> 11:20 PM <tinetvergaard@gmail.com> 11:20 PM <tinetvergaard@gmail.com> 11:20 PM <tinetvergaard@gmail.com> 11:20 PM her med en toårig. Selvom både Dee Tine Tvergaard Sun, Aug 25, 2013 at To: rasmus pedersen <nyrasmusp@gmail.com> To: rasmus pedersen <nyrasmusp@gmail.com> To: rasmus To: rasmuspedersen pedersen<nyrasmusp@gmail.com> <nyrasmusp@gmail.com> andre har sagt at Bodil med sin uvide <tinetvergaard@gmail.com> 11:21 PM barnlige naivitet, skaber et tiltrængt br To: rasmus pedersen <nyrasmusp@gmail.com> mørkets depression, er jeg bange for Kære Rasmus Kære Rasmus Kære KæreRasmus Rasmus besvær. Jeg har talt lidt med Malte, so lejligheden, om det. Han beroliger mig Kære Rasmus Ballonparken, København 23. februa vi er iGmail det -her sammen og må dele de Det er længe siden jeg har hørt fra dig. Mon der er varmer mig på deres solidaritet og kæ Det er længe siden jeg har hørt fra dig. Mon der er Det hørt dig. Mon der er Deter erlænge længesiden sidenjeg jeghar har hørtfra fra dig. Mon der er enheder. Mørket sig o internet hvor du er? Jeg spekulerer på hvor lang tid nødvendig klandannelse, som måske internet hvor du er? Jeg spekulerer på hvor lang tid internet på hvor internethvor hvordu duer? er?Jeg Jegspekulerer spekulerer på hvorlang langtid tidbreder Jeg mødte Mia den anden dag. Hun sagde at du er lys tilbage i Ballonparken. Sid kommer at have internet. have været muligt, hvis ikke vi havde kommer at have internet. vivivi vikommer kommertiltiltil tilat athave haveinternet. internet. på vej hjem fra Bruxelles. Jeg er ked af at jeg ikke synes alting at væ sammendecember, om organisering og samarbe fårNew set dig inden jeg tager af sted. Jeg erfra også kedDet burde ikke New Nordic har fløjet medlemmer ind fra hele New Nordic har fløjet medlemmer ind fra hele Nordic har fløjet medlemmer ind hele New Nordic har fløjet medlemmer ind fra hele mere dystert. atverden. jeg ikkeDet fik fortalt dig face Jeg tosamtidig face at rejser. verden. Det skete omtrendt samtidig med at vi venter spændt på hvorda verden. Det skete omtrendt samtidig med at skete omtrendt med at verden. Det skete omtrendt samtidig med atvivi vi at høre osjeg at New Nordic kunne komm Min bror er blevet alvorligt syg. Hele kuppet. min familie er hastigt måtte rykke ud af ballonparken. Gurli, Nans, Belgien, og håber atNans, du snart kommer hastigt måtte rykke ud af ballonparken. Gurli, Nans, hastigt måtte rykke ud ballonparken. Gurli, hastigt måtte rykke udaf af ballonparken. Gurli, Nans, Efter sydeuropas rad samlet iog Næsborg. Til trods holdt for gamle Andy og jeg har løbende holdt øje med hegnet der Andy og jeg har løbende holdt øje med hegnet der Andy øje der Andy ogjeg jeghar harløbende løbende holdt øjemed med hegnet der for 5 hegnet år siden, måtte turen jo k Pas på dig selv uoverensstemmelser (finanskrisen du ved) er kom min begyndte at omringe os. For tre dage siden kom de begyndte at omringe os. For tre dage siden kom de begyndte os. dage siden Skandinavien. begyndteat atomringe omringe os.For Fortre tre dage siden komde de farså og hans brødre igen på talefod. Den stigende ting. så tæt på, at jeg pakkede de mest nødvendige ting. så tæt på, at jeg pakkede de mest nødvendige ting. at de nødvendige såtæt tætpå, på, atjeg jegpakkede pakkede demest mest nødvendige ting. Gmail - Ballonparken, København 23. februar/ 2018 11.17 Tine gange slår jeg mig selv vold i lokalsamfundet og kampen omNogle de 26/08/13 Alle broer, inkl. cykelbroen Fisketorvet er blevet Alle broer, inkl. cykelbroen tiltil Fisketorvet er blevet Alle broer, til er Alle broer,inkl. inkl.cykelbroen cykelbroen tilFisketorvet Fisketorvet erblevet blevet fik den abort. solbeskinnede harover resulteret i ikke at min familie spærret, så vi padlede over Kalvebod Brygge spærret, så padlede over Kalvebod Brygge spærret, Brygge i i ii Det er simp spærret,så såvivipletter vipadlede padlede overtiltiltil tilKalvebod Kalvebod Brygge sætte et barn enheder. Mørket breder sig og der er ikke meget eren begyndt at kano. rykke en gammel kano. en gammel kano. engammel gammel kano.tættere sammen og organiserei verden nu. Sn massedøden lys tilbage i Ballonparken. demonstrationen sig. Dels for at sikre egenSiden overlevelse og dels for iatde steder hvor m fuldstændigt Lige nu sidder jeg sammen med Deirdre ien december, synes alting at være blevet mere Lige nu sidder jeg sammen med Deirdre Lige nu sidder jeg sammen med Deirdre i iog en Lige nu sidder jeg sammen med Deirdre i en en over. Vi kommer finde frem til en løsning, som sikrer bedst mulige lyset, maden og kærligheden mere dystert. burde ikke være kommet bag på loftslejlighed på Laurids Skaus Gade. Udover os, loftslejlighed på Laurids Skaus Gade. Udover os, loftslejlighed Laurids Skaus Gade. os, loftslejlighed på Laurids Skaus Gade. Udover os, levevilkår forDet såpå mange som muligt. Jeg Udover kan ikke Gmail 26/08/13 Gmail -- Ballonparken, Ballonparken, København København 22. 22. Juli Juli 2018 2018 26/08/13 12.13 12.13 os at New Nordic kunne af sted med bor der otte voksne ikomme på 45 bor der otte voksne lejligheden på 45 bor der otte i ilejligheden på bor der ottevoksne voksne i lejligheden lejligheden på45 45 længere overskue byens kaotiske depression. Efter New Nordic Gruppen er begy kuppet. Efter sydeuropas radikalisering mod højre kvadratmeter. Det er en af det få lejligheder på kvadratmeter. Det er en af det få lejligheder på kvadratmeter. Det på kvadratmeter. Deter eren enaf afdet detfå fålejligheder lejligheder på den vanvittige brand på Christianshavn i sidste ude i Øresund, men det har d stadig har brændeovn. Det Nørrebro som stadig har brændeovn. Det er er for 5Nørrebro år siden, måtte turenhver jo komme til flammerne måned liggersom jeg vågen nat med hørt. De er også godt i gang m nogenlunde til varmen. også Skandinavien. nogenlunde til at at holde holdeSkrigene varmen. Vi Vi har har ogsåsig fastbrændt på nethinden. har naglet https://mail.google.com/ma…inbox&th=140b7593025f3243 Side https://mail.google.com/ma…inbox&th=140b7593025f3243 Side https://mail.google.com/ma…inbox&th=140b7593025f3243 Side 111 af 2222 https://mail.google.com/ma…inbox&th=140b7593025f3243 Side 1afaf af Amager. på hver madrationer men her er madrationer til til et et par par måneder måneder endnu, endnu, menJeg hersamler er handling og heldigvis er indhe Nogle gange slår jeg mig selv i hovedet over at jeg tæt bo tæt og og det det kan kan være være noget noget af af en en udfordring udfordring at at bo https://mail.google.com/mai…=inbox&th=140b75a6032cfeff Side 1 af 2 totale fascisme endnu ikke ko ikke her fik den Det er simpelthen vanvittigt med en Selvom både Dee og af her medabort. en toårig. toårig. Selvom bådefor Dee og flere flereat af de de

2019


Gmail – Nu på Nørrebro – Jul, 22, 2018 Gmail - Ballonparken, København 8. Juni 2019

26/08/13 12.30

Gmail - Ballonparken, København 22. Juli 2018

26/08/13 12.13 fast i mine øregange. Sulten er begyndt at tage til. Jeg har brug for at klamre mig til et håb. Måske finder jeg i Næsborg en selvorganisering somer Nørrebro som stadig har brændeovn. Det strækker sine arme i fremtiden. tørogså dårligt nogenlunde til at ud holde varmen. Jeg Vi har tro madrationer på det, men til deteter jegmåneder nødt til. endnu, men her er par tæt og det kan være noget af en udfordring at bo Nårher jegmed kommer frem,Selvom vil jeg fortælle dig og mere omaf de en toårig. både Dee flere mulighederne for en eventuel udflytning til området andre har sagt at Bodil med sin uvidenhed og for barnlige en størrenaivitet, gruppeskaber københavnere. Enbrud ting på er helt et tiltrængt sikkert, selvdepression, med Solar Power Towers, mørkets er jeg bange forerat være til situationen København ikke langtidsholdbar. besvær. iJeg har talt lidt med Malte, som også bor i lejligheden, om det. Han beroliger mig, og siger at Jegvihåber duher harsammen hovedet og oven er i det måvande. dele det der er. Jeg varmer mig på deres solidaritet og kærlighed. En Kærlig Hilsen klandannelse, som måske ikke ville nødvendig have været muligt, hvis ikke vi havde arbejdet Tine sammen om organisering og samarbejde i 15 år.

Jeg venter spændt på at høre hvordan det går i Belgien, og håber at du snart kommer hjem. Pas på dig selv / Tine

https://mail.google.com/mai…=inbox&th=140b75a6032cfeff

Side 2 af 2


Gmail - Ballonparken, København 8. Juni 2019 Gmail - Ballonparken, København 8. Juni 2019

Gmail – På vej videre – Jun, 8, 2019 København 8. Juni 2019Gmail - Ballonparken, 26/08/13 12.30 8. Juni 2019

rasmus pedersen <nyrasmusp@gmail.com>

26/08/13 12.30 26/08/13 12.30 26/08/13 12.30

rasmus pedersen rasmus pedersen <nyrasmusp@gmail.com> <nyrasmusp@gmail.com> rasmus pedersen <nyrasmusp@gmail.com>

København Juni PåBallonparken, vej videre København Ballonparken, 8.8. Juni 2019 2019 Ballonparken, København 8. Juni øbenhavn 8. Juni 1 message 1 message 2019

Tine Tvergaard Sun, Aug 2013 Tine Tvergaard Sun, Aug 25,25, 2013 at at 1 message <tinetvergaard@gmail.com> 11:21 <tinetvergaard@gmail.com> 11:21 PMPM Tine Tvergaard Sun, Aug 25, 2013 at To: rasmus pedersen <nyrasmusp@gmail.com> Sun, Aug 25, 2013 at To: rasmus pedersen <nyrasmusp@gmail.com> <tinetvergaard@gmail.com> 11:21 PM om> 11:21 PM To: rasmus pedersen <nyrasmusp@gmail.com> yrasmusp@gmail.com> Kære Rasmus Kære Rasmus Kære Rasmus

mødte den anden dag. Hun sagde at du JegJeg mødte MiaMia den anden dag. Hun sagde at du er er hjem Bruxelles. af jeg at jeg ikke påpå vejvej hjem frafra Bruxelles. JegJeg er er kedked af at ikke Jegsagde mødte Mia den anden dag. sagde du erkedked får dig inden tager af sted. også den dag. Hun at du er får setset dig inden jegjeg tager af Hun sted. JegJeg erater også på vej hjem frafikBruxelles. ertoked af at at jeg jegjeg ikke fik fortalt dig face to face at rejser. es. Jeg er ked af jeg at jeg ikke at ikke fortalt digJeg face face rejser. dig inden jeg tager af sted. Jeg ermin også ked bror er blevet alvorligt syg. Hele min familie ger af sted. får Jegset erMin også ked Min bror er blevet alvorligt syg. Hele familie er er at at jeg ikke digTil face to face atgamle jeg rejser. samlet ifortalt Næsborg. Til trods g face to face jeg rejser. samlet ifik Næsborg. trods forfor gamle Minmin bror er blevet syg. Hele min uoverensstemmelser (finanskrisen du ved) rligt syg. Hele familie er alvorligt(finanskrisen uoverensstemmelser dufamilie ved) ererer minmin samlet i Næsborg. Til trods forpå gamle og hans brødre igen talefod. Den stigende trods for gamle farfar og hans brødre igen på talefod. Den stigende (finanskrisen duom ved) vold kampen om demin finanskrisenuoverensstemmelser duvold ved) eri lokalsamfundet min i lokalsamfundet ogog kampen deer og hans brødrepletter igen på talefod. Deni stigende solbeskinnede pletter har resulteret at min familie n på talefod.farDen stigende solbeskinnede har resulteret ati min familie volder i lokalsamfundet ogtættere kampen om de ogog er begyndt at rykke tættere sammen organisere og kampen om de begyndt at rykke sammen organisere solbeskinnede har resulteret i at min sig. Dels for at sikre egen overlevelse og dels har resulteret i at familie sig.min Dels forpletter at sikre egen overlevelse ogfamilie dels forfor at at er begyndt at rykke tættere sammen ogbedst organisere finde frem til en løsning, som sikrer bedst mulige ttere sammen og organisere finde frem til en løsning, som sikrer mulige sig.levevilkår Dels for for atforsikre egen overlevelse og dels for atikke for mange som muligt. Jeg kan gen overlevelse oglevevilkår dels at så så mange som muligt. Jeg kan ikke finde frem til overskue enoverskue løsning, som sikrer bedst mulige Efter længere byens kaotiske depression. Efter g, som sikrer bedst mulige længere byens kaotiske depression. levevilkår for så mange som muligt. Jeg kani sidste ikke den vanvittige brand Christianshavn i sidste e som muligt. Jeg kan ikke den vanvittige brand påpå Christianshavn - Ballonparken, København 8. Juni 2019depression. 26/08/13 længere overskue byens kaotiske Efter 12.30 måned ligger jeg vågen hver med flammerne ns kaotiskeGmail depression. Efter måned ligger jeg vågen hver natnat med flammerne denfastbrændt vanvittige på Christianshavn i sidste nethinden. Skrigene har naglet å Christianshavn ifastbrændt sidste brand påpå nethinden. Skrigene har naglet sigsig måned ligger vågen hver nat er med flammerne fast i minejeg øregange. Sulten begyndt at tage til. n hver nat med flammerne fastbrændt Skrigene naglet sig SideSide Jeg har på brug for at klamre mig tilhar et håb. Måske en. Skrigenehttps://mail.google.com/mai…=inbox&th=140b75a6032cfeff har naglet signethinden. https://mail.google.com/mai…=inbox&th=140b75a6032cfeff 1 af12af 2 finder jeg i Næsborg en selvorganisering som strækker sine https://mail.google.com/mai…=inbox&th=140b75a6032cfeff Side 1 af 2 box&th=140b75a6032cfeff Side 1arme af 2 ud i fremtiden. Jeg tør dårligt tro på det, men det er jeg nødt til.


Gmail - Ballonparken, København 23. februar 2018

Gmail – På vej videre – Jun, 8, 2019 Gmail - Ballonparken, København 8. Juni 2019

26/08/13 12.30

enheder. Mørket breder sig og der er ik lys tilbage i Ballonparken. Siden demon Gmail Ballonparken, København 8. 26/08/13 Gmaili--mine Ballonparken, København 8.Juni Juni 2019 26/08/13 12.30 fast øregange. Sulten er2019 begyndt atsynes tage til. december, alting 12.30 at være blevet m Gmail - Jeg Ballonparken, København 8. Juni 2019 26/08/13 12.30 har brug for at klamre mig mere til et håb. Måske dystert. Det burde ikke være kom finder i Næsborg en selvorganisering som fast ii mine øregange. Sulten at til. fastjeg mine øregange. Sulten eratbegyndt begyndt at tage tage til. komme af sted oser New Nordic kunne strækker sine arme ud i fremtiden. Jeg tør dårligt fast i mine øregange. er begyndt tage til. Jeg brug at mig til håb. Måske Jeg har har brug for forSulten at klamre klamre mig til et etat håb. Måske kuppet. Efter sydeuropas radikalisering tro på det, men det er jeg nødt til. Jeg har brugjeg forii Næsborg at klamre en mig til for et håb. 5 år Måske siden,som måtte turen jo komme til finder finder jeg Næsborg en selvorganisering selvorganisering som Skandinavien. finderstrækker jeg i Næsborg en selvorganisering somtør sine ud Jeg strækker sine arme arme ud ii fremtiden. fremtiden. Jeg tør dårligt dårligt Når jeg kommer frem, vil jeg fortælle dig mere om strækker sine arme ud i fremtiden. Jeg tro det, men det er til. tro på på det, men det er jeg jeg nødt nødt til.tør dårligt mulighederne for en eventuel udflytning til området tro på det, men det er jeg nødt til.Nogle gange slår jeg mig selv i hovedet for Når en gruppefrem, københavnere. Enden ting er helt ikke fik abort. Det jeg vil fortælle dig mere om Nårstørre jeg kommer kommer frem, vil jeg jeg fortælle dig mere omer simpelthen for sikkert, selv med Solar Power Towers, er sætte barntil i verden nu. Snart begynd Når jeg kommer frem, fortælle digetmere om mulighederne for en eventuel udflytning området mulighederne forvil enjeg eventuel udflytning til området situationen ifor København ikke langtidsholdbar. massedøden de er steder mulighederne en eventuel udflytning tilEn området for gruppe københavnere. ting for en en større større gruppe københavnere. En ting er helt helt hvor mørket ha fuldstændigt over. for ensikkert, større gruppe københavnere. En ting er helt Vi kommer til at konk selv Solar Towers, er sikkert, selv med med Solar Power Power Towers, er Jeg håber du har hovedet ovenlyset, vande. maden og kærligheden. sikkert, selv med iSolar Power ikke Towers, er situationen situationen i København København ikke langtidsholdbar. langtidsholdbar. situationen i København ikke langtidsholdbar. Kærlig Hilsen Newvande. Nordic Gruppen er begyndt at byg Jeg Jeg håber håber du du har har hovedet hovedet oven oven vande. ude i Jeg håber du har hovedet oven vande.Øresund, men det har du måske a Tine Kærlig Kærlig Hilsen Hilsen hørt. De er også godt i gang med at ind Kærlig Hilsen Amager. Jeg samler på hver eneste hjæ Tine Tine handling og heldigvis er indhegningen o Tine totale fascisme endnu ikke kommet til B Jeg har dog på fornemmelsen at jeg ikk her særligt længe. Rationerne slipper o hovedstadsområdet. Der er meget spis fælleden, men der er mange om budde Nordic har patruljer i hele området. Vi e fælde træerne så vi har brænde til ovne rationerer det og skiftes til at være hos Snart vil der ikke være mere brænde.

Jeg tænker på dig og de andre

https://mail.google.com/ma…inbox&th=140b99a91e008

https://mail.google.com/mai…=inbox&th=140b75a6032cfeff

Side 2 af 2


Aftenslutning holdes på plads af natstart. Turene fra celleblokkene til arbejdet i mørkmarkerne, slutter i ring fires Tuiner. Er der styr på dens ender, er der også styr på kommende nat. ”Da er fængslets begyndelse ikke så vigtig, for hver aftens arbejde forklarer sin nat”. Det er sådan jeg tænker, når jeg ligger i min celle op mod natten. Tiden der går, beregnes af turene til arbejdet i markerne. Og jeg fortsætter: ”og der er, når fængslet giver slip, et skridt bagud i madrassens fortid”. Månens strålers længder, den tidlige aften på vej til arbejde, den sene aften, når vi går det korte stykke fra Controle Gebouwnen til celleblokkene. De hænger fra den ene eller anden side af den inderste ringmur. Mellem Huisvestingens celleblokke og Woonkamernes lave murstenshuse. Mellem ring et og to står den første mur. En lysdæmning der skærer månestrålerne til fængslets bund. Jeg sid-

78


der på toget, i transporten fra min celle til mørkmarkerne, under murens skygge og kigger op. Aftenhætten er foret med huller af lys. Skaberlysets kolde måne er ikke noget at trøste hænderne på, men når vi kommer til ring fires glødende drivhuse, kører jeg fingrene over de varme polybure. Den inderste ringmur mellem Huisvesting og Woonkamer, er vævet over af vissen planterod. Murens betonelementer har indadvendte fødder, klinet sammen under tørranket tallerkensmækker. Planten blomstrer ikke, vinteren har varet 17 år. Mod tiden kravler dens stængler sig alligevel større. Uden sollys, på trods, arbejder den endnu. Mellem indermurens lamper, i toppen af rankerne, synger zebrafinkerederne i de skråhængte højtalere. Til arbejdet synger de planterne og os, flot lyder det. Noget der kan muntre os alle op, fra en vinters mur falder stemmerne flot. Som noget, der har været inden fængslet. Centralfængslets fire første ringmure, er cirkelrækker af overgroede betonelementer. Den femte og yderste cirkelmur, står derimod blank og gråslidt om de andre. Ydermuren holder centralfængslet fast på jorden og skiller fængsel fra verden. Det, er det tredje EUSAT byggede af slagsen, efter mørket havde lagt sig. Da nationalstaterne var brudt sammen og deres fængselssystemer måtte give efter. Ikke langt fra Aalst, på tidligere belgisk territorium. Verden falder fra hinanden disse dage, det europæiske centralfængsel folder stadig dens hjørner sammen. Verdens folk samles endnu. Om natten trækker rygdrømmene på cellens lagenmadras, mig om bag min mors klædeskab. Det er ikke et mareridt, hun døde for mange år siden. I min toværelses lejlighed i København står skabet. Gadelygterne i vinduerne, bag møblet jeg har skubbet ud, falder de. Også selvom jeg står her, bag skabet klemt ind, er det svært at sove. Nogle uger har det nu varet, nætterne og aftnerne.

79


Det er småt med ro. Jeg ligger en halv eller hel time ad gangen. Jeg vender mig i nogen tid. Når jeg vågner, vil jeg sove igen. I stuen omme bag skabet, kan jeg ikke. Hver aften er det aften. Og hver nat er det nat. Det er der intet opsigtsvækkende i. Det er det, at der ikke er noget ind i mellem, intet til at trække vejret frem. Jorden sidder stille i et mørke; et hvor jeg er oprejst, et hvor jeg ligger. Den første aften efter dagene, tog jeg ad brogadernes røg til bålene. Den genererer mig ikke, røgen. Af natur er jeg ikke sart. De næste nætter derhjemme, under politihelikopterne og lydene af ambulancer, lå jeg og tænkte på udstødning og støj. Ikke en vind rør sig i mørket, hverken støj eller udstødning må kunne bevæge sig. Men der var luften stadig OK. Da kunne jeg endnu trække vejret, faktisk uden problem. Jeg er som sagt ikke sart. I starten var det sådan. Nu går jeg ikke ud. Der hvor ingen sol ikke trækker vejret frem, er der ingen grund til at gå ud i det. Månen trækker ikke luft op af jorden. Ordentligt ind i rørene i min lejlighed, fordeler den heller ikke vejret. Det føles som om man skal kvæles. De første uger sov jeg bedre. Mine sidegadevinduer var med skyer af tåregas. Da, var der ikke noget i vejen, for at lægge mig ved en tre-firetiden. Ligge i sengen i timer og trække lejlighedens vejr med hovedet. Glemme støj og stille skyer. Da var de i gaderne måske blevet trætte. Næste morgen når jeg vågner, er det bare aften igen. Så nat og uden vind. De, der støjer i gaderne, uden solens vind, kan jo blive ved med at gemme sig i skyerne. Med vejret og mørket, længere og længere, synes byens orden ved vinduet at smuldre hen. I min lejlighed sover jeg nu kun knapt. I fængslets tog en tidlig aften på vej til arbejde i mørkmarkerne; under finkernes sang, sidder vi tre og tre. Jeg, længst mod venstre

80


i næstbagerste vogn. Til højre for mig sidder Annika og Inger. I Controle Gebouwnens passage, fra Huisvestingen til Woonkamerne krydser vi den første mur og bliver visiteret. Idet vi passerer, aflæser scanneren vores fodlænker. Efter passagen; på hendes hævede ankelknogle, steg Inger på toget. Allerede ved tidlig aften halter hun tykt. Nu i vognen siger hun for sig selv: ”Jeg er ikke sikker på at lænken sidder ordentligt ved min skos ankelsokkel. Jeg må se om jeg kan komme til...” Ingers hænder famler rundt mellem hendes lår, for at mærke fodlænkens ben efter. ”Låt mig försöka flytta mig så gott jag kan” siger Annika og det før Inger synes at have skænket os andre en tanke. I vognen er det svært at få plads til at bøje sig, så tæt sidder vi. Bøjer Inger sig forover, skubber hendes lår og hofteskål mod Annika. Så bliver også jeg klemt, mod togsidens kant. ”Du må vente, Inger” siger jeg. ”Her kan du ikke nå ordentligt derned. Når vi stopper midt på Woonkamerne, kan du kalde på Treinbestuurderen.” Inger læner sig forover og hører ikke. Hendes brede ryg er flad mellem lårene. Det gør både mig og Annika skidt tilpas. Det lille tog er ikke stedet. Her gør man ikke sådan ud af sig. Det må hun gøre i en pause i mørkmarkerne. I vognen bag os hører jeg dem mumle. De holder øje med Ingers forsvundne hoved. Fra neden, mellem hendes ben i togsædernes mørke, kan jeg høre hendes anstrengte stemme. ”Et øjeblik, det gør simpelthen så...” Annika klemmer sig tættere mod mig, for at give Inger bedre plads. Mindre end Inger er hun, men i den smalle togvogn for stor. Her føler jeg mig presset mod noget, der dør hen, klemt tæt til Annikas lugtehud. Hendes uniformskrave strejfer mit kindben og hendes korte hvide hår prikker til mit øre. Jeg ved, at hun vil give mig noget dårligt. At hendes slemme lugt bag hendes tynde kindhud, kommer af at sove med en brugt pegefinger i munden.

81


”Förlåt” hvisker hun med en lille stemme. Hendes bryst og ansigt er klemt mod min sammentrukne skulder og min bøjede nakke. ”Nu må du holde op, Inger, vent til der er mere plads,” jeg lyder irriteret, men snakker ikke højt. Min foroverbøjede krop prøver at beskytte sig mod Annika. Jeg bryder mig overhovedet ikke om at sidde her klemt ind mod hendes ranglebryster og langsomme dødslugt. Fra hendes ansigtsrør løber den ud. Men Inger holder ikke op. Skal jeg ikke få Annikas varme alder ind i mig, må jeg prøve at holde vejret i ro. Alligevel kan jeg mærke sveden på kanten af min undertrøje og Annika gisper prøvende: ”Men Inger... kanske det är bäst att vänta...” Ikke ofte er man tvunget til andres langsomme forfald. I korte glimt ser man det i badet, på turene eller ved arbejdet i markerne. Man genkender det fordi det er sig selv. Endnu ikke helt den krop det bor på. Den prøver bedst muligt at dække forfaldet af. Og imens stirrer forfaldet efter mere krop at bæres på. Hårene der falder ud af deres sække, den manglende sol der maler læberne sejlgrå, giver udslet og gør huden fugtig skrøbelig. Den tynde saft med tilsatte vitaminer de serverer i Woonkamerne, efter arbejdet. Den synes ikke at gøre vores tandkød fastere. Hvor meget jeg skylder fængslet og hvor meget jeg kan tilskrive aftenerne og nætterne, er jeg ikke sikker på. Men at flage med sin krops for-falden-fra-sig-selv, er uden for reglerne. Inger har stadig fat mellem benene, nede på toggulvet. Længe har hun nok ikke været i gang, men det er allerede for meget. ”Inger, du skal sætte dig op nu...” Med en hård og formet stemme siger jeg det. Råber det ikke. Jeg har ikke lyst til at bevæge mig mere end nødvendigt, åbne munden for meget. Lige udenfor den, hænger Annikas ørerør og siver. Inger hører ingenting, med fodlænken mellem benene roder hun stadig rundt på toggulvet. Da min hånd er knyttet, ved jeg det er nok for mig. Annika læner sig stadig mod mig, men selv med hende i mellem os, kan jeg

82


med en stram hånd nå Ingers bløde bagside. At tænke mig om behøver jeg ikke. Hårdt slår jeg den i hende. To gange og med knoglerne først, der hvor jeg selv ville kunne kende smerten. ”Du skal holde op nu, Inger! Og du skal sætte dig ordentligt op og vente til vi stopper,” det siger jeg imens jeg slår. Stemmen er min, men også Annikas vægt. På slagene og med et ryk, rejser Inger sig. Hun kigger på os, forvirret. Hun er i tvivl, ser jeg så. Med hovedet nede mellem benene, har hun ikke hørt mig skælde ud. Hvem af os der gav hende i ryggen, er hun ikke sikker på. Vejret trækker jeg igen, indover kanten af vognens åbne side. Inger løfter tøvende en tung hånd. På hendes benstilling, kan jeg forstå at fodlænken stadig giver problemer. I vognen bag os fniser de. Så giver hun op, trækker alt hvad hun kan væk fra os. I ryk og ikke langt, for vi kører i togvognen ud til Tuinerne. Flere nætter har jeg stået i min lejlighed. At lukke øjnene op ad væggen, det har jeg lært mig selv. Om aftenen i mørket, vasker jeg tøj i hånden. Bliver det for meget for benene, på den lave sofa ved siden af skabet, holder jeg pause. En nat eller om aftenen, hev de vaskemaskinerne ud gennem vinduerne. Ned i krydset kørte de dem på en trækvogn. Det var fællesvaskeriet i andelsforeningen, længere nede ad gaden, de tømte. Fra lejlighedsvinduet så jeg det og vaskeriet var pengeløst. Siden har jeg ordnet mit vasketøj selv. Min hoveddørs dørhåndtag, med et tyndt blåt reb fra værktøjskassen, har jeg bundet det op. Dets blanke metalgreb. Vandrøret, der løber over dørkarmen, holder nu indgangen låst. Når det ikke engang er for penge, så ved jeg ikke hvad mennesker kan finde på. Jeg blunder når jeg kan trække vejret bag klædeskabet. Ude på toilettet og omkring køkkenvasken, sidder det fast i mørket. Men i det store og hele, er det med luften dog blevet bedre. Igennem lejlighedens rør, trænger natten sig på lungerne. Da snapper

83


man efter en vind i vejret. Det, som gør det hele besværligt må så være rørene, der kun siver. Det er jeg sikker på. Tøjet jeg har hængt til tørre og baljerne med nødvand står i soveværelset. Lyden tror jeg først kommer derinde fra. At stativerne gynger og banker mod gulvet. Det bliver jeg dog hurtigt klar over: at det i stedet er personen ude ved hoveddøren, jeg kan høre. Flere ting kan man gøre omme bag et klædeskab. At få nogen til at forsvinde, det kan man kun vente på. Eller man kan sige det som det er, gå ud og fortælle nogen at de skulle tage og forlade området. Eller man kan råbe det fra hjørnet og så vente lidt. I mørket med åbne øjne lytter jeg fra klædeskabets krog. Fortil har skabet lakerede døre, bagtil bagbeklædningens prikkende træplade. Døde insekter og hudflager, krummer og afbidte negle; på gulvet ligger de, i stuehjørnet hvor jeg står. Men ikke heroppe, hvor min mund er, i hovedhøjde. På bagbeklædningen hang før støvguirlanderne. Inden jeg stillede mig herind, var det, med ærmet, det første jeg tørrede ned. Der synes ikke at komme mere lyd fra den ved hoveddøren. Forrest, bag de lakerede klædeskabslåger, hænger sæt af tøj i gennemsigtige plastikposer: Arbejdstøj på bøjler, slidte kjoler og buksesæt; en gammel kort alpingrøn havejakke, med løse messingknapper, stiv af malerpletter. I bunden står gummistøvler, støvsuger og støvsugerposer. En stofpose med mapper, en anden med bolde og rundboldbat læner sig i hjørnet. Der er ingen duft i skabet, når jeg åbner lågerne og hiver skabsmørkets vejr ind gennem næsen. Det kunne man have forventet: en af gammelt tøj, gamle breve og papir eller af mor. Det er hendes skab. Ingen barndom løber til, det dunkle forbliver uoplyst. Det står jeg og lugter efter inde i mit hoved, mens jeg lytter efter personen. Alligevel, gennem skabsluften kommer svævende sprækkebilleder. Et flydende vejr, der trækkes af hukommelsen. Mindernes mobilisering, de puster fængselsmure og låger åbne. Madras-

84


drømmens blæst slipper dens celle. Skabet sætter personen ved min hoveddør løs. Noget andet kan ske. Usorteret, fra skabets svævende lyssprækker, smager jeg følelserne igen. Jeg kan huske, at være tildækket og på samme tid fundet. På skabsbunden, med fingrene i støvbølgerne, gemmer nattens vejrtrækning sig i materialet. Det er smagen af træ: den i sten, den om metal. Under cellerne, med tøjbøjlernes beklædninger flagrende over håret. Stofposernes billedindhold lægges så tilbage af duftens hænder der forsvinder. Skabstræets hjørner klemmer sig til. Igen banker personen på døren. ”Du skal gå din vej!” Rummet bliver stille og mørkt idet jeg siger det. Lydene og billederne er holdt op. På afstand, fra gaden, kan jeg høre et stort køretøj. Jeg venter på nye lyde fra entréen. Der går en kort tid, så står jeg sidelæns ud bagfra skabet. Halvt gennem stuen, ud mod hoveddøren stopper jeg. Den var der hele tiden, lyden af personen. Des længere jeg kommer gennem stuen, des tydeligere bliver bankene fra døren. I stuemørket kan jeg vende mig og gå tilbage mod min krog i hjørnet. Skabet kan jeg hive lidt længere ud fra væggen. Tilbage ind bag det, ville jeg kunne klemme mig. Men så bliver det klart, kraftigere og endnu bankes der på hoveddøren. Oppe foran skabslågerne står jeg og inde bag dem, i nettet med tennisbolde tager jeg det tynde rundboldbat af lyst træ op. I entréen tænder jeg loftslampen. Ved lyset fra pæren kan jeg se dørhåndtaget bevæge sig. Det blå reb, jeg har bundet om håndtaget, strammes og giver sig lidt. Skråt sætter jeg venstre fod mod hoveddøren. ”Jeg vil gerne have at du går din vej!” Denne gang, på den anden side af døren, hører nogen det. Håndtaget står stille. Ude i køkkenet, i skuffen ved vasken, dér har jeg køkkenknivene. Lyst til at flytte foden fra døren har jeg bare ikke. Fra dørens trappeafsats kommer der intet svar. Jeg står med

85


rundboldbattet i hånden. Det knirker fra fødder, der flyttes uden for døren. Uroligt må de stå på det lyseblå linoleum uden for døren, med dets hvide pigmentflager. Metallågen på indersiden af hoveddøren letter. Den der dækker brevsprækken ind mod lejligheden. Den er installeret for at holde trækken ude. Eller for at vende øjnene på trappeafsatsen tilbage. De forsøger at klemme sig gennem brevsprækken. I entréens lys er det først svært at se, men under metallågen kommer nu fingre fra en hånd til syne. De stikkes frem forsigtigt. En stor hånd er det ikke, men bestemt en der tilhører en voksen. Neglene er holdt uordentligt, nedbidte og flossede. Jeg kan se deres fingerled tættest ved håndryggen, så langt igennem sprækken er de. Hånden er lys og slidt. Det må være en, der har arbejdet med jord og skovl. Måske kørt motorcykel. På kanten af dens ryg vokser korte sorte hår. ”Derude skal du blive!” Forklarer jeg hånden højt. Med foden mod døren og med battet i hånden, rammer jeg på fingrene. Uden en lyd griber de sammen om brevsprækkens kant. Mod kanten vil de tænke sig om. De folder sig om den og imens de tænker, kan jeg slå dem. En gang og en mere. Fra trappen stønner nogen. Brevsprækkens metaldæksel, også det slår jeg bulet. I en fart er fingrene ude. Tredje ringmur krydser vi i stilhed. I Tuinerne ved andet stop holder toget. På begge sider af sporene, fra ringmurens start, står drivhuse på række med gavlene mod os. Ti-tolv meter brede, med rejste rygge. De fortsætter kilometerne op langs togbanen. Metalskeletter beklædt med polycarbonatruder, hvorfra led-lampers fluorescerende tavler skinner. Ud af drivhusene falder lampernes blegpink lys. De lyser områdets veje og husenes stier op. Os der ankommer med toget, på vej af stierne og de i drivhusene der allerede er i gang med arbejdet, mellem dem og os, i drivhusenes

86


ruder, hænger et tåget lys. Den dobbeltlagte polys dug gør drivhusenes skygger til hårede silhouetter. Nogle undrer sig først over drivhuse i natten. Da mørket lagde sig fast til dagene, var der kun aftener og nætter, og drivhusene blev overflødige. Når man flygter forlades det meste. En ting pilles ned, dersom den let kan sættes op, men drivhuse er alligevel for meget at tage med. Da fængslet blev opført, stod spanske og italienske drivhusbyer hen. Dem der levede i byerne, havde intet krav at gøre på dem. Det stod frit for EUSAT at tage drivhusene ned og flytte dem her til deres fængsler. Led-lamperne over kasserne og varmeanlæggene i drivhusene, sørger for at planterne kan gro i fængslets mørke. Jorden planterne sås i, kommer fra mørkmarkerne. Fangernes skygger bag polyen: Nogle vander, måler gødning op og fjerner insekter fra planterne. Skemaer udfyldes og hænges så på kroge bagerst, ved enden af rækkerne af plantekasser. Andre høster, bærer kasserne med jord ind og ud og stiller beholderne med grøntsager på transportvognene, der kører dem fra fængslet. Vi der kommer fra toget, går i en lang række. En Treinbestuurder med lygte, fløjte og pistol går forrest. Bag os følger en anden. Aftenen er som aftenen. Jeg lader min hånd sejle over drivhusenes ruder. I dobbeltlaget har lampernes varme lagt sig i polyen. Metalskeletternes samlinger slår mine fingerspidser varme. Husene jeg stryger over, jeg kigger ikke ind i dem. Øjnene sparer jeg i mørket, inden jeg skal ned i markernes ovenlys. Foran os, der kommer gående i rækker, ligger femte mørkmarks nedgang. Stentrappen er bred og grå, med spor af jord fra undersiden af støvler. Hernede starter arbejdsaftenen, i markerne, der strækker sig under Tuinerne. Videre under drivehusene og ringmurene. Helt ind i ring tres fabriksområder. Sådan begynder den tidlige aften. Ved frokost midt på aftenen, kører vi med toget til kantinen. Sen aften er arbejdet færdigt.

87


I mørkmarkerne vendes jorden på vrangen. Med trucksne hælder vi organisk materiale i bassinerne med udtæret jord. Køkken- og planteskrald, kødrester, afføring og tang. Vi står i stanken og hælder, vender det så med skovle. Senere river vi jorden, lader den så ligge noget tid. Flere gange om dagen gøres der sådan, med hvert stykke af den. Led-lamper på stativer og varmeanlæg, der skyder luft i slanger, står omkring de lave bassiner. Som i drivhusene, hvor lamperne driver planter, holder de her gang i forædlingen af jorden. Rækker af lysstofrør hænger i markhallernes betonloft. I kanterne af loftet er der gitre over runde huller. Ventilationskanaler, med roterende propeller. Udluftningen gør det udholdeligt at arbejde hernede. Når mulden er næringsrig, kommer vi den i store kasser. Op gennem elevatorskakten sender vi den. Jorden fordeles i drivhusene. Så plantes frø og spirer i den. Ved aftenslutning kører de os tilbage til cellerne igen. Sådan fortsætter mørket, det i markerne og det i celleblokkene. Ind imellem er der lagenmadrassens rygdrømme.

88


89


blade af

• en

blomst De siger, mørket trænger ind i os. At det er derfor, vi bliver deprimerede. Men før det blev mørkt, købte jeg jævnligt busbilletter til Berlin, bare fordi jeg ville kaste mig ud i Østersøen, når vi sejlede fra Gedser til Rostock med færgen. Jeg stod på dækket og ville bare hoppe ud i vandet og forlade os. Men hver gang jeg stod der, nåede jeg frem til, at jeg lige så godt kunne tage med til Berlin. Måske ville der ske et eller andet smukt og uforudsigeligt, der ville ændre mit liv og mig selv, så jeg ikke ville 94

hade begge dele mere. Hvis der intet skete, kunne jeg altid kaste mig ud på turen tilbage mod København. Men når jeg så sejlede nordpå igen og stod på færgedækket og forestillede mig, hvordan min hånd slap grebet om rælingen, og min flagrende krop knustes mod de iskolde bølger og forsvandt agterud i færgens skummende kølvand, mens mine lunger langsomt fyldtes med saltvand og alger og tang, nåede jeg altid frem til, at jeg ville give København og livet en chance til. En sidste. Jeg kunne altid tage tilbage og kaste mig ud fra færgen senere. At overveje at begå selvmord var ikke så meget at overveje at dø som at overveje, om jeg skulle give livet en chance til. Jeg plukkede kronblade af en tusindfryd, mens jeg hviskede til mig selv: Du skal dø… Du skal ikke dø… Du skal dø… Du skal ikke dø… Men når jeg til sidst sad med den afpillede


stilk og den lille, gule knop mellem fingrene, sukkede jeg og tænkte: Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø. Du er endnu for ringe til at dø.

En nat for 6 år siden stod jeg på dækket og ville springe, da jeg så min lillesøster for mig, og jeg forstod, at det godt kan være, at det er for sin egen skyld, at man skal leve, men hvis man ikke gider det, så er det nogle gange for andre, at man skal lade være med at dø. Jeg kunne ikke brække min søsters hjerte, så jeg besluttede som en anden steppeulv, at jeg ikke måtte tage mit liv, før min 30 års fødselsdag. Fra den dag skulle det stå mig frit for at benytte nødudgangen eller lade være. Jeg har ikke været i Berlin siden. På den måde lykkedes det mig at skubbe tanken om at vælge døden i baggrunden og sætte alt ind for at 95

forbedre livet. Og i perioder var jeg faktisk lykkelig. Når jeg var lykkeligst, fyldte jeg badekaret med vand og lagde mig ned i det, lukkede øjnene og koncentrerede mig om alle de ting, der gjorde mig glad. Og når jeg lå sådan og var opfyldt af lykke, bøjede jeg mine ben, så mit hoved kom ned under vandet, og så blev jeg liggende, til jeg ikke kunne holde vejret mere. Og så åndede jeg ind nede under vandet, så jeg var ved at drukne. Dødsangsten sad på mit bryst som et dyr, og jeg håbede, den ville sætte sig som en muskelhukommelse, der ville forhindre mig i at tage mit eget liv, hvis lykken igen slap op. Nu er det 2021, og jeg hader mit liv. Det gør jeg virkelig. Jeg har aldrig tid nok. Aldrig penge nok. Jeg kan ikke tage mig af min søster. ”Jeg er sulten,” er hendes mest slidte sætning. Og min egen slidteste tanke. Altid sulten. Altid denne dundrende hovedpine.


Det har været 6 mørke år, men når jeg tænker tilbage, har der også været lyse øjeblikke. Min søsters latter. Den aften, vi brugte alle vores madrationer på et festmåltid for alle vores venner og sad rundt om stearinlyset, til vi ikke kunne holde øjnene åbne mere, og vi fik ondt i ansigtet af at grine. Eventyr i mørket bag det gamle supermarked. Romaernes musik i gaderne og de spontane fester på pladserne. De små pelsdyr og deres poters trædepuder. De smukke sten i vandkanten. Cigarettens glød og duften af kaffe, mænd og havet. Vil jeg virkelig sige farvel til det? Jeg var gået glip af de øjeblikke, hvis jeg havde sluppet rælingen for 6 år siden. Når jeg står så direkte foran min afsked, bliver det hele pludselig så værdifuldt. I tusmørket er det let at snige sig om bord på færgen eller kaste sig ud foran en bus uden lys på. Jeg kan give livet en sidste chance. Igen. Det kan jeg.

Altid knokle røven ud af bukserne og stadig ikke have penge nok til mad. Udfylde indviklede ansøgninger om rationer, der smager af pap. Opvask, busbilletter, rengøring, indkøb. Bøllerne i gården, der råber ”bøsselort,” og som har givet mig en flækket fortand, som jeg kan gå og skære min tunge på. Jeg er blevet 30 nu og står på dækket af færgen igen. Jeg er alene. Ingen kan se mig. Det var nat, sidst jeg rejste med færgen. Nu sejler færgerne kun om dagen, hvor der er en smule lys at navigere efter. De rige rejser på måneferier til lyspletterne, hvor månen er synlig om natten. Så står de der med deres drinks og fletter fingre og nynner og danser i måneskin. I det mindste kan jeg huske månens ansigt med dens akne. Færgen vuggende over det sorte hav, intet, der angiver hvor havet skiller sig fra himlen. Eller fra færgen. Eller fra mig. 96


Jeg har ikke set Berlin, siden det for alvor begyndte at blive mørkt. Jeg kan altid tage mit liv bagefter. Men jeg gider ikke flere halve chancer. Jeg vil risikere noget, jeg vil gøre det ordentligt denne gang, så når jeg stiger af bussen, skal jeg sige ja til de tre første ting, jeg bliver tilbudt. Hvis jeg er villig til at dø, må jeg være villig til alt.

Berlin har forandret sig. Gadelamper, buslygter og vinduer med lys er drysset ujævnt som lysende øjne i alt det brune tusmørke. Det hele ligner et grynet, undereksponeret fotografi af en smogfyldt storby. Der er færre mennesker nu, og de er næsten gennemsigtige med bebrillede øjne og stemmer som gæs. Mange biler står forladte og udbrændte som afpillede brystkasser strøet udover vejene. Cykler 97

og sjældne bybusser rasler af sted. Jeg stiger på en bus og rejser gennem bydele, der kun bebos af duer, ræve, rotter og utilregnelige gadebander af børn bevæbnet med kæder og knive. Lyden af en brikjuice, der tømmes gennem et sugerør, trænger ned gennem bussens aflange rum. Bussens tunge suk. På Hermannplatz er der stadig liv og folk, der vil noget med dig. I et desperat forsøg på at skabe tryghed, har byen prioriteret tre gigantiske gadelamper, hvoraf den ene stadig virker og kaster sit hårde lys ned på gadens synd og skam. En mand, der næsten er usynligt hvid, snakker til mig og kredser om, hvad han egentlig vil, indtil han inviterer mig op i sin lejlighed. Han lugter af ensomhed og længsel, og der er intet, jeg hellere vil undgå, men jeg husker mit løfte og slipper mit første ja. Hans lejlighed består af et eneste rum med en pære


selv i spejlet. Den forbandede fortand! Jeg glemmer det altid, men jeg er selv ligeså bleg og udhulet som alle andre. Jeg siger ”fuck” til mit spejlbillede og vender mig om og låser døren op. Da jeg åbner toiletdøren, står han der lige foran, og jeg tænker på, om han hørte mig ridse i hans væg. Jeg lukker min jakke og gør mig klar til at gå, og han siger, han vil følge mig ned. Da vi kommer ud, peger han på en dør på den anden side af gaden og spørger, om jeg vil med ind og have en øl. Der er intet, jeg hellere ville være fri for, men jeg tænker på mit løfte og slipper mit andet ja. Vi krydser gaden, og han ser sig nervøst over skulderen, inden han standser foran den lille, sorte dør. Man kan ikke se, der er en klub inde bagved, men jeg kender godt stedet. Jeg endte altid her i gamle dage. Andre har det sjovt her, men jeg kom for at glemme mig selv.

i loftet, der er for svag til at lyse rummets hjørner op. Jeg står midt på gulvet, da han falder på knæ foran mig og knuger mine ben mod sit bryst, så jeg næsten vælter forover. Han smiler op til mig med et blik som en hund, der er blevet slået, mens han åbner mine bukser og lader dem falde ned om mine ankler. Uden et ord tager han mig i munden, og jeg kigger væk. Tager hans triste tilværelse ind. En arbejdsuniform fra Rationskontoret er nøjsomt hængt på en bøjle ved vinduet. Over sengen hænger en aluminiumsramme med et fotografi af stilladsarbejdere, der spiser deres madpakker i toppen af en skyskraber i New York i 1932. Et indrammet foto af en kvinde, der må være hans mor. Bagefter går jeg ud på toilettet, låser døren, piller spejlet ned fra væggen, ridser mit navn med en nøgle ind i malingen og hænger spejlet på plads igen. Jeg kigger mig 98


Han ringer på en lille klokke, og efter et par sekunder brummer døren, og han skubber den op. Vi går gennem et tungt læderforhæng, og der er varmt og fugtigt indenfor. Jeg har ikke oplevet temperaturer som det i årevis. De lukker kropsvarmen fra gæsterne inde med isolation og lufter aldrig ud. Det er den samme luft, der har stået herinde, siden jeg var her sidst. Jeg kan smage min egen gamle sved, jeg kan lugte min sex og sprutånde, de fedtede madrasser i kælderen. Vi træder ind i en summen af stemmer og i et kort øjeblik vender alle blikket mod os som for at bedømme os, men vender så opmærksomheden tilbage til sig selv. Da han kommer tilbage fra baren med to øl, tager jeg dem begge to og forsvinder i mængden. Jeg må væk, før han aftvinger mig endnu et ja. Jeg gemmer mig i en gruppe af mænd, der sidder bag jukeboksen. De synes, jeg trænger 99

mig på, men jeg er ligeglad. De taler dæmpet og prøver at sidde, så de alle sammen kan se hinanden, men samtidig har ryggen til mig. En af dem, med et ansigt som en bille, tager en lille pakke op af lommen, nøjsomt pakket ind med avispapir og garn. Han piller garnet af og åbner forsigtigt pakken. Indeni ligger tre glasrør med noget, der ligner blod. De er lukket med røde gummipropper, og på et mærkat er der skrevet ’HIV’ med blå kuglepen. De prøver at skærme af, så jeg ikke kan se pakken, men de kigger hele tiden på mig, som om de i virkeligheden prøver at vække min nysgerrighed. Hvis det er det, de prøver på, så virker det. Billeansigtet pakker forsigtigt blodet ind igen og giver det til en anden fra gruppen. Hele gruppen nikker indforstået til billen, rejser sig og går mod udgangen. Billen bliver siddende og retter sin


opmærksomhed mod mig. Uden nogen form for indledning begynder han at tale. – Du tror, der er en skarp grænse mellem liv og død. Du river kronblade af en blomst og siger: død, levende, død, levende. Men intet i verden er sådan. Nogle dage elsker han, andre dage elsker han ikke, men de fleste dage kan han bare godt lide dig. Vi savner lyset, men der er heller ikke helt mørkt. Tusmørket har tusind forskellige niveauer. Der er tusind grå nuancer mellem sort og hvidt, og der er tusind tilstande mellem liv og død. Se dig omkring. På en måde er vi alle sammen døde. Hvor længe tror du, vi kan leve af at spise pap og drikke sand? Billen tager en ny pakke op af lommen og lægger den på bordet. Den ser ud som den anden, men er lidt mindre. Han pakker den op og viser mig en kanyle med noget, der ligner blod. Han fortsætter: – Du ved, HIV blev udryddet i 2016 i den store

kampagne, efter at de fandt både en vaccine og en helbredelse i 2015. Der er ingen HIV-medicin mere og ingen adgang til helbredelsen. Alt det er lagt på hylden i en verden uden HIV. Det giver sig selv. Men vi har fået fat på virussen, og vi sprøjter den ind i os for at tage kontrollen tilbage. Den her kanyle er en sikker død. Ligeså sikker som mørket. Vi skal alle sammen dø snart, men vi vælger vores egen død, vores eget kapløb med tiden. Vi spiller på vores egne heste. HIV eller mørket. Bøllerne eller det kolde vand i natten. Vi gør det langsomme selvmord, som hele verden er ved at begå, til vores egen beslutning og overvinder angsten. Vi sætter os selv fri ved at ofre det, som alle andre tager for givet: åndedrættet, den sunde krop og livet. Først når du bærer døden i dig, er du rigtigt levende. Først når døden sidder på dine skuldre som et søvnigt barn, er du fri til at omfavne livet.

100


Billen løfter kanylen op og holder den hen mod mig og siger: – Du kan blive en af os. Du kan bære døden med dig, mens dit trætte hjerte stadig slår. Du kan dø døden og stadig gå blandt de levende. Vil du det? Jeg sidder længe og siger intet, indtil jeg tøvende nikker mit tredje og sidste ja. Han fører mig ud på toilettet, hvor han stikker mig med sit usunde blod. Bagefter byder jeg på øl, og da jeg kommer tilbage fra baren, tager han begge øl og forsvinder ind i mængden, og jeg ser døren blive åbnet og tænker, at det måske er ham, der går. Jeg bruger den næste time på at blive så beruset som overhovedet muligt. Jeg gav livet en sidste chance. Jeg sagde mit sidste ja. Og hvad fik jeg?

hvor væggene møder det lave loft. Kondensen driver ned ad den sorte plastmaling, og smattet skumgummi vælter ud gennem revnerne i lædersofaen som fedt fra et gabende sår. Jeg kører mine fingre rundt i skidtet på gulvet, der kører sine lugte rundt i mit ansigt. Jeg ligger på gulvet i kælderen. Mine bukser er væk og fire, nej seks store hænder holder fast i min krop. Jeg tror, jeg ser ham fra lejligheden ovre i hjørnet. Han står bare og kigger på mig. Jeg tænker på billen, der savner en simplere tid med utvetydige fjender, man kan kæmpe imod med sine hænder og sine tanker. Som at savne de tyske tropper, der marcherer ned gennem Istedgade, for dem kunne man da hade, lægge planer mod og vinde over. Eller som at lede efter en fjende i en stengrotte i et fremmed land, så man kan Omkring mig er alting fug- komme til at røre ved ham, se tigt. Der er mug og svamp, ham og føle en kontrol over 101


hånden. Hun griner. I virkeligheden griner vi begge to. Vi kan høre noget pusle i buskene, men vi er ikke bange. Det er pindsvin og anemoner og dug. En bille kravler henover mine ankler med et blåt skjold som lyset fra tv. Så, fra højre glider en skærm henover horisonten og skygger for stjernerne. En skygge glider indover min søsters ansigt, og hun bliver som en salt sten, som aske. Jeg ser på hende og lægger mine hænder forsigtigt mod hendes ansigt, men lige i det mine håndflader rammer hendes hud, smuldrer hun som en cigaret, der har ligget i askebægeret og brændt sig Jeg er hjemme med min søs- selv. ter igen, og vi spiser hindbær på terrassen i solen. I virkeligheden sidder vi i toget på Der er helt stille, da jeg vågvej til stranden med hånd- ner. Ingen musik. Ingen klæder, solcreme og melon. I stemmer eller stønnen. Ikke virkeligheden er vi udenfor, engang en summen fra en og det er nat, og vi ligger i højtaler. Jeg går op i baren, og det kølige græs, men vi fry- der er heller ingen lyde og inser ikke. Og vi kigger op på gen mennesker. Jeg er sulten. månen og holder hinanden i Gad vide, hvor længe jeg har frygten for døden. Som at skære i sig selv, så det, der gør ondt indeni, kan ses udenpå. At sulte sig selv. At komme op at slås. At køre hurtigt i sin bil om natten uden lys på. At pumpe jern i et fængsel, så bare en eneste forbandet ting i dette vanvittige, magtesløse kaos, som er livet, kan komme under min kontrol. Hænder holder mig fast på gulvet, og jeg lader mig viljeløst føre. Virussen fordeler sig i min krop. Jeg bærer døden med mig nu. Jeg glider ud af bevidsthed.

102


sovet? Jeg famler mig hen til døren ud til gaden, men den kan kun åbnes enten med en nøgle eller ved at holde en kontakt inde ovre bag baren, som står 3-4 meter fra døren. Jeg er låst inde. Det lykkes mig at pille den isolerende afskærmning af et af vinduerne og smadre ruden med en stol. Den kolde, friske luft strømmer ind i lokalet, men der er ligeså stille udenfor, og lyden af den knuste rude hænger i luften som et skænderi. Udenfor er det mørkere end nogensinde før. Og da jeg træder gennem vinduesrammen ud på gaden, er det eneste, jeg sanser, den kornede asfalt mod mine skosåler. Der er en underlig stemning over verden. Ingen fugle synger, ingen rotter ved husmurene. Ingen vind pusler i trækronerne, ingen cykler skramler gennem gadens tomme dåser og affald. Jeg tager mig til brystet, og da mine fingerspidser berører hinanden, kan jeg mærke, at

mine negle er væk. Jeg lægger hånden på mit hjerte og mærker intet. Jeg tror, jeg kan mærke, at min virus er væk. Og jeg savner den. Jeg savner det hele. Fuglene, rotterne, virussen. Min fortands spids, bøllerne i gården, blodet, der strømmer til min søsters læber, når hun smiler. Vinden stødvis i træerne, de andre menneskers summende stemmer, billen, musikkens bas i mit bryst og lyden af en brikjuice, der tømmes i bussens lange rum. Jeg har brugt al den tid på at tage afsked med os og det hele, men inden jeg fik taget mig sammen til at forlade os, forlod alting mig. Og nu står jeg her og savner det hele. I virkeligheden står jeg med en blomst i hånden. En tusindfryd med kun et kronblad tilbage. Og jeg kan ikke huske, hvor jeg kom til. Skal dø? Eller skal ikke dø?

103


NORDLYS tekster af •

Fesoj Darnoc

SVALBARD DAGBOG Forord Fesoj Darnocs ophold i Arktis (12. juni til 4. december 2021) er en af de vigtigste perioder i hans liv. Om det ikke fuldstændigt formede hans filosofiske horisont (som nogle forskere mener) må man i hvert fald anerkende disse seks måneders enorme betydning. I Bruxelles underskrev Darnoc i 2019 en kontrakt, hvori han som ung etnograf forpligtede sig til at gå ombord på et fartøj tilhørende Société Anonyme pour la Lumière du Nord. Han forlod Centraleuropa fuld af energi og med kildrende forventninger om en betydningsfuld mission. Han vendte tilbage alvorligt syg, uden nogensinde at få helbredet helt igen, desillusioneret men med minder, som han senere anvendte i sin så berømte Lysets Hjerte. Fra perioden 2019-2022 eksisterer enkelte breve og også et unikt dokument, den såkaldte Svalbard Dagbog. Dette dokument består af udsnit fra en dagbog, som Darnoc skrev mellem d. 13. juni og d. 1. august 2021 under sin rejse fra Idatam ved Sørkapp til Norskebanken ved 81. breddegrad hvor en båd ventede på ham ved det Indre Polarhav1. Læseren vil bemærke 104


at dateringen går fra henholdsvis d. 13. juni til d. 6. juli og fra d. 27. juli til d. 1. august, fordi midtersiderne desværre er forsvundet2. Alligevel kan man med rette mene at Svalbard Dagbog er et vigtigt dokument, da det konstituerer Darnocs tidligste skriftlige formuleringer på skandinavisk og således afspejler hans karakteristiske besværligheder med dette lille og elitære sprog (hans fjerde)3. Besværligheder påvirket fra tre sider: fra polsk, hans modersmål og det eneste han brugte indtil han var 17 år gammel og på hvilket han skrev de fleste af sine noter og opdateringer i 2021; og fra engelsk og fransk (historisk set et indflydelsesrigt sprog), begge sprog han blev undervist i som barn og til fulde lærte i Europa (Bruxelles) i årene 2015 til 2019. Når han alligevel insisterede på at lære sig at skrive på skandinavisk, skyldtes det formentligt hans ambitioner i det polareuropæiske område. Lad mig i den forbindelse, udover at påpege de sproglige særegenheder ved Svalbard Dagbog, kort introducere tre specifikke forhold, der gjorde sig gældende ved rejsen til Svalbard. Det første væsentlige forhold ved Darnocs rejse er den geomagnetiske aktivitet. Udover det globale mørke var man i 2020’erne begyndt at registrere tiltagende udbrud af voldsomme solstorme og dermed magnetiske udladninger i polområderne (det er disse magnetiske storme, der kommer til udtryk som nordlys4). Udover at det tiltagende mørke i begyndelsen af 2020’erne udfordrede alle former for sejlads i komplicerede farvande, gjorde den geomagnetiske aktivitet det besværligt at navigere luftfartøjer, anvende radiobølgebaseret teknologi og opretholde stabil satellitbaseret kommunikation – fx gps og satellittelefoni – særligt nord for polarcirklen. Det andet forhold gælder forskellen på sommer og vinter i de polare områder. Nord for 78. breddegrad findes om sommeren en slags oase af lys i mørket. Her oplyses et kæmpemæssigt område af solens stråler (læseren må forestille sig en ildkugle på himlen, en enorm lampe, der oplyser og varmer alting med en sådan kraft at man må beskytte huden og skærme øjnene 105


med særlige solbriller) 24 timer i døgnet. Dette hul i mørket kaster et skær af sig så langt syd som til fastlandet ved 69. grad. Om vinteren er det derimod omvendt, og altså mørkt døgnet rundt. Men dette mørke – polarnatten5 – adskiller sig dog betragteligt fra det permanente globale mørke som vi kender. Det tredje forhold omhandler de nyere øer og plateauer6, omkring det gamle Svalbard. I 2021 var disse endnu kun sparsomt kortlagte, hvilket dels skyldtes usikre satellitfotografier, dels besværet med at etablere landingsplatforme og lufttrafikkens manglende evne til i det hele taget at håndtere de magnetiske forstyrrelser. I den forbindelse er det dog værd at bemærke, at der i de år var et eksplosivt antal af tilrejsende til disse egne. I en tid præget af geoklimatiske omvæltninger blev de nye øområder samt det øvrige Svalbard i 2020’erne hjemsøgt af folk fra alle egne af verden – af ressourcejægere, eventyrere, immigranter, videnskabsfolk med mere7. I den optik er det netop at Fesoj Darnocs etnografiske øje er interessant. Ikke sjældent smelter forfatteren og etnografen sammen i dyrkelsen af etnografiens traditionelle metode: fastholdelsen af førstehåndsindtrykket ved hjælp af feltnoter. Disse noter er væsentlige både hvad autenticitet og omfang angår. Noterne kan bruges som sammenligningsgrundlag eller som markering af en begyndelse. De markerer en grænse i både tid og rum; mellem et før, et nu og et komme. Det er med vægt på disse forhold, at jeg mener, at Svalbard Dagbog fortjener at blive renskrevet og præsenteret blandt Fesoj Darnocs andre endnu ikke udgivne tekstdokumenter. God læselyst. E. la Cour, 2049

106


Svalbard Dagbog Ankom til Idatam8 med båd d. 13. juni, 2021 Mr. Essog, chefen for forskningsstationen (O.K.) opholdt os længe, af egne og for os ukendte grunde.9 Stiftede bekendtskab med fysiker Mr. Regor Tnemesac10, hvilket jeg vil mene, under enhver omstændighed ville være en fornøjelse og for nu er et rent lykketræf. Både tænker og taler godt, er intelligent og meget sympatisk. Føler mig bemærkelsesværdigt i tvivl om fremtiden. Tænker lige nu at mit liv blandt mennesker omkring mig (mestendels centraleuropæere) ikke bliver særlig komfortabelt. Undgår intentionelt så vidt muligt at gøre bekendtskaber. Gennem Mr. R.T. har jeg stiftet bek[end]tskab med Mr. Doowrednu, besty[re]ren af Polska Stacja Polarna i Isbjørnebugten11. Gennem[snit]lig, busi[ness]minded, hjertelig og venlig. Spiste frokost der d. 21. D. 24. – Essog og R.T. tog af sted med en stor mængde futurium12, over til kajanlægget ved Breineset13. Da Essog vendte tilbage, gjorde vi klar til at tage af sted. Har selv været travlt beskæftiget med at pakke futurium. Idiotisk beskæftigelse. Helbredet godt indtil videre. Skrev til Nospmis, Gov. B., til Drup., til Epoh, til kaptajn Dourf og til Ram14. Udmærket karakteristik [sic] ved det sociale liv her: folk taler dårligt om hinanden. Lørdag d. 28. juni Forlod Idatam med Mr. Uorah15 og en øvrig besætning på 15 [mand]. Tog venligst afsked med Tnemesac. Hr. Essog fulgte os på vej så langt som til den yderste indhegning. Første ophold, Samarinen [Samarindalen]. To congolesere om[bord].

107


Søndag d. 29. juni Stigning ved S.R.-bjerget [Scott-Ruudfjeldet] rigeligt trættende. Camperede klokken 23.00 ved Svalisvandet. Insekter16. Hele eftermiddagen lang [sic] et kuldegysende altomfattende skær af gråhvidt lys, vi lagde os til at sove da tågen lukkede sig helt ned om os. Mod nord en ejendommelig hvid kugle på himlen. [løst indsat instantfotografi] Mandag d. 30. juni Mod Hornsletten via Sykora [Sykoradalen] efter at have passeret nogle mørke klipper langs en monstrøs stigning, som på afstand blev næsten helt udvisket af mørket mod syd. Hr. Uorah er helt udslidt allerede. Forbistret. Campering dårlig. Langt til ferskt drikkevand. Beskidt. Om aftnen Hr. Uorah i bedring. Tirsdag d. 1. juli Forlod lejren i tung tåge, for at bevæge os mod Hornsletten. En del af ruten først tilbagelagt gennem morænelignende område ved en stejl bjergskråning. Senere meget lang nedfart hen over Stolryggen (placename) [sic]. Herefter et område med flere telte hvorfra der var kort afstand til nogle nyligt etablerede bygninger (flotte), og camperede. Fik et rigtig godt bad. Klar flod. Veltilpas. Hr. Uorah har det ok igen. Første rensdyrbøf kl. 16.00. Ingen direkte solskin endnu. Onsdag d. 2. juli Startede klokken 06.30 efter en søvnløs nat. Observation: det er umuligt at samle tankerne og sove ordenligt når det aldrig bliver rigtig mørkt. Landskabet meget åbent. En ligefrem smigrende bakketop i det fjerne. Ruten i god stand (Torelllandet). Føler mig ikke tilpas i dag. Har voldsomt [sic] hovedpine. Ankom til Sølvknapperne [bjergkæde] klokken 16.00. Camperede på handelsstationen ikke langt derfra. Havde det ikke engang godt nok til at tage feltnoter. Det ferske drikkevand er begrænset og grumset her. Campområdet også beskidt. De to congolesere fortsat i blandt os. 108


Torsdag d. 3. [juli] Drog afsted klokken 07.00 i morges efter en god nats søvn. Krydsede en mindre bakkerække og kom ind i en bred dal, eller snarere en slette afbrudt i midten. Mødte en sysselmandsbet[jent], der ville inspicere. Få minutter efter så jeg ved et campområde en død krop. Skudt? Forfærdelig lugt. Krydsede en forkastning, der løb SØ-NV fra en stor pynt17. Længere inde igen en bred flad dal med kløfter i midten. Sten og leret grus. Igen et forløb, en kæde af bakker ved foden af sletten. Her fandt vi et sted at campere ved et vandløb. Campområdet rent. Vandet rent. Sysselmanden ude at registrere. I køretøj. De to congolesere camp[erer] længere nede ad vandbredden [sic]. Helbredet godt. Den generelle stemning i landskabet er grågul (lichen) [sic], med rødligt skær (dirt) [sic] og klumper af grønbrun vegetation spredt sparsomt rundt omkring, mestendels i stejle slugter mellem høje skråninger eller i sprækker skærende sig gennem stenformationer. Bemærkede store områder med den arktiske uld, og fine små blomster enkelte steder. Navnene kender jeg ikke. Der er flere beboelser rundt omkring. De kan være næsten usynlige i landskabet, men genkendes på de elektriske beskyttelseshegn. Relativt mange rejsende og forskningsprojekter i dette område. Mange kvinder, ikke kun i de beboede områder. Fuglenes kvidren er charmerende. Specielt én, en fløjteagtig kvidren. En anden fugl skræpper og støjer som en hunds gøen. Har selv kun set nogle måger af en art og nogle papegøjer; små og ikke mange. Og så de hysteriske hvidnæbbede gæs, der farer op når polarræven er på rov. Jeg har ikke set nogen rovfugle. Trak mig tilbage klokken ca. 20.00 her til aften. Himlen i dag: rolig med tunge skyer. Bagefter en venlig vind fra Nord og næsten klar himmel nogle steder. Pirrende lysindfald og nogle meget flotte vandspil18 i nat. Vågen indtil mere besværligt vejr og koldt. Nu hvid tåge halvvejs oppe på bakkerne i alle retninger. Tågen generelt irriterende. [Instantfotografi] Den generelle retning SSV-NNØ Tilbagelagt distance 30 km. 109


Fredag d. 4. [juli] Forlod først campområdet klokken 09.00 efter en meget ubehagelig morgen. Gik henover en mindre kam og dernæst gennem en hel labyrint af små bakketoppe. Klokken 11.15 åbnede landskabet sig og blev til en bred våd tundra. Dannede mig et overblik over et underligt afbræk i en bjergkæde i horisonten til den ene side. Overblikket NNV. Ruten passerer igennem her. Skarp stigning op ad stejl skrænt ved ellers ikke synderligt højt bjerg. De høje bjerge er efterhånden markant tilbagetrukkede [sic] og ret fremme et helt land af lavere bakker. Klokken 16.30 en handelsstation19. Klokken 20.00 havde vi krydset Strongdalen og klokken 21.30 camperede vi på EwpM R, 77°38.73’N, 17°36.76’E. Dagens rute. [Tegning] Retningen 1/2N-NNV. Dist[an]ce 26 km. Så en anden død krop liggende ved stien i dag, i en attitude af meditativt hvile. Om aftnen kom tre kvinder, hvoraf én var albino, forbi vores camp. Uhyggelig, kridhvid med lyserøde pletter. Røde øjne. Rødt hår. Træk meget nordeuropæiske og grimme. Irriterende insekter. Om natten da månen rejste sig, hørte jeg skud og musik fra en fjerntliggende lejr. Haft en dårlig nat. Lørdag d. 5. [juli] Tog afsted klokken 08.15. De første timer var kølige, endog kolde og meget blæsende. Umuligt at få styr på teltet. Senere mere fornuftigt vejr. Himlen let overskyet. Svag vind fra NØ. Vejen gennem en snæver slette op til Virgilelven (Swiftflowing and deep, 50 yds) [sic]. Bred. Krydsede ved hjælp af en støttestav og drivtømmer. Bagefter op og ned af stejle bakker afbrudt af dybe kløfter. De centrale højderækker [sic] løber NV-SØ eller til tider V og Ø. Stoppede at [sic] Englefjeldsøen. Cam[p]sted dårligt – i hulning – vand meget neutralt. Teltet rejst klokken 20.15. I dag faldt hele min oppakning ned i en mudderpøl. Modbydeligt. Det var min hasarderede hjælper, der var skyld i det. Efter at have camperet tog vi ned til et lille vandløb, tog bad og 110


vaskede vores tøj. Er ved at være godt træt af denne morskab. I morgen venter en lang rute for at nå til Agardhbugten, to dage fra Negriåbningen. Heller ingen direkte solskin i dag. Søndag d. 6. [juli] I nat vågnede jeg og kiggede ud af teltet, på himlen, der syntes kraftigt orange omkring kl. 00.00. Og der var solen. Skarp og alligevel vag. Et blindende diffust lys fra stråleknuden på himlen, hævet over mørket i horisonten. Har forestillet mig at skulle beskrive dette øjeblik, lysets møde med mørket. Men er træt og kold, om end betaget. Vi forlod… [tekst mangler] som alle... [tekst mangler] [Instantfotografier] NNØ Dista... [tekst mangler] Det er ikke... [tekst mangler] [Mandag d. 7. til lørdag d. 26. juli. Blandt andet ophold i Petuniabugten og Pyramiden] Søndag d. 27. juli Afsted klokken 08.00 i morges. Sendte bagage og guides videre op gennem Widjefjorden mens jeg og Mr. Ehceh tog en tur forbi observatørerne ved Newtontoppen. Gæstfri modtagelse af Mrs. Rebmoc. Alle observatører var borte på feltarbejde. Hele etablissementet så eminent civiliseret ud, hvilket var meget forfriskende efter de mange forblæste byggelser [sic] som andre stats- og privatansatte får stillet til rådighed. Her fine bygninger. Placerede på en skråning. Ret vindigt [sic]. Tog videre ved 15.00 tiden om eftermiddagen. Ved første bratte stigning mødte vi Mr. Sivad, en observatør på vej hjem fra et feltarbejde. Dernæst så vi også Rev. Yeltneb sammen med hans kone. Eftersom vi har været væk fra den direkte rute, har vi ikke bevæget os i én retning men snarere tilbagelagt en omvej på omtrent 15 km. Den generelle direktion [sic] VNV. Ved Widjefjorden kom vi tilbage på plan[lagt] rute. Camperede 111


ved fjorden nær Kapp Petermann omkring kl. 04.30 i nat. I selskab med Mr. Ehceh. I dag ingen sol. Widjefjorden uendeligt lang. Vinden bemærkelsesværdig kold. Skummelt. Mandag d. 28. juli Forlod campen ved 06.00 tiden efter morgenmad med Ehceh. Vejen først ret bakket. Derefter gik vi langs højderyg ved bjergkam med dalområde på begge sider. Landet er blevet mere åbent og der er meget mere vegetation, som vokser i store plamager i Widjefjordens formationer. Krydsede Ignuzn[vandløbet] og camperede klokken 20.30 ved den højre bredside [sic] af Amogn[floden], en hurtig lille flod i klippesprække. En gammel hytte oppe på bakkeskråning, til højre. I det hele taget mærkbart at vi er på det nordvestlige Spitsbergen nu. Gamle overvintringshytter20 og mangeårig vegetation overalt. Uddrag af dagens march. [Tegning] Den generelle retning VNV. Distance – 28 km. Ingen solskin. Skummel kold dag. Kastevind og irriterende vindstød. Tirsdag d. 29. juli Forlod campen klokken 05.00 efter en god nats hvile. Igen opstigning; relativ let til at begynde med. Krydsede nogle mosklædte kløfter og Idaznul[vandet] ved meget flotte helt nye bebyggelser. Mødte, ved 09.00 tiden, Etteuol, der fulgte en syg forsker tilbage til Pyramiden. Så nu ganske rask ud. Dårlige nyheder fra [det Indre] P[olarhav]. Ingen operationsduelige skibe på havet. Ét fartøj i helt sølle tilstand. Klokken 19.30 camperede på Issikni. Udsnit af dagens rute. [Tegning] Den generelle retning N/NV. Dist[an]ce – 30 km. Solen brød igennem klokken 09.30. Som regel klarer det op om natten, men i dag lyste solen klart og stærkt fra himlen hele dagen. Varm dag. 112


Issikni[fjorden] omkring 110 yards [sic] bred. Passerede ved hjælp af gummibåde. Begge bredsider [sic] kraftigt beklædte med vegetation og fjorden relativ dyb, men meget smal. I dag blev teltet ikke slået op, jeg overnattede i stedet i en statslig bebyggelse. Det er Norge, der holder kontrol her – meget tjenestevilligt folkefærd. Så for første gang et spor af en bjørn. På vejen i dag kom vi forbi et skelet bundet op på en post [sic]. Også en mands grav – ikke noget navn. Dynge af sten der formede et kryds. Helbredet godt indtil nu. Onsdag d. 30. juli Tog af sted klokken 04.00 her til morgen med plan om at nå til Umufnik. Lagde ud med to timers rask gang, der førte mig til AA21. Handelsstation. En halv time senere, ankom Hr. Uorah meget syg med bilious [sic] angreb og feber. Lagde ham her, i en bygning tilhørende tjenestemand Dose og Ipeca. Kastede bile [sic] op, i enorme mænger. Ved 10.00 tiden gav jeg ham et gram kinin og en masse varm te. Denne varme behandling endte i et voldsomt svedeanfald. Klokken 18.00 om eftermiddagen blev han pakket ind og lagt på en pulk og vi tog fat på vejen mod Umufnik. Brok med hjælperne hele vejen. Uorah lider meget. Camperede ved et smalt vandløb. Klokken 16.00 havde Uorah det bedre. Feberen væk. Uddrag af dagens rute. [Tegning med noter]: Campen – vegetation – Anosn an Afesn – vandløb – åbent – græs – Ulululfloden – herfra et bemærkelsesværdigt kegleformet bjerg synligt mod NØ – Issikni. Den generelle retning N. Distancen – 26 km. Indtil midt på dagen, himlen skyet og stærk vind fra NV, meget ubehageligt. Fra klokken 13.00 til 16.00 om eftermiddag himlen klarere og en meget lys dag. Forventer en hel del brok med hjælperne i morgen. Har haft dem alle kaldt sammen og holdt en tale, som ingen af dem forstod. De lovede god opførsel. 113


Torsdag d. 31. juli Afsted ved 03.00 tiden. Sendte Uorah i forvejen og fulgte selv efter en halv time senere. Dagens rute bød på en masse skarpe stigninger og et par mindre stejle men relativt lange. Bemærkede enkelte steder en lerjordsagtig overflade og ikke den sandede porøse som indtil nu (tænker dog at laget af ler ikke er særlig tykt og at der er sand og stenarter nedenunder). Mange besværligheder med at hjælpe Uorah. For svag. Irriterende. Holdt to lange pauser for at hvile ham og de andre. Landskabet er fyldt med græs her, vekslende fra neongrønt til mørkegrønt, gult og okkerrødt; også iøjnefaldende vegetation i dalene og på mange af bakkekammene. Lilla miniblomster. [Instantfotografier] Ved 14.30 om eftermiddagen nåede vi endelig Aliul[deltaet] hvor vi camperede relativt tæt ved vandkanten, kl. 16.30. Lumsk vind fra SV. Generel retning N/NØ. Distance est[imeret] – 32 km. Nærmer os [det Indre] P[olarhav]. Norskebanken set oppe fra Andréeland (Balbjerget) helt flad, men nu hvor vi er kommet ned, store brede sprækker og forkastninger22. Flere km mellem forkastninger på hver side, der skaber en fjord. Uliznik[vandløbet] løber ud her. Hele vejen ud til havet? Vandet kommer oppe fra udmundingen af et bemærkelsesværdigt vandfald. Himlen først helt klar i dag. Lyset næsten skræmmende skarpt. Efter middag kom en meget lav flad gråblå næsten grålilla sky snigende fra vest. Mest [sic] imponerende. Roligt men raskt og sikkert forsvandt bakken væk i hvid tåge oppe over os, og mindede mig om mørket. Det føltes næsten godt at blive omsluttet af det hvide dække og slippe for solens hidsige lys. Uorah en lille smule bedre. Men frustreret over ikke at kunne lave sine målinger og beregninger. Alle assistenter er dvaske. Forstår ikke omfanget og betydningen af Hr. Uorahs anstrengelser og forpligtelser. Selv rimelig forhutlet. Badede. Aliul[deltaet] omkring 60 fod bredt. Lavvandet.

114


Fredag d. 1. august Forlod campen kl. ca. 02.30 her til morgen, efter en ret så neutral nat. Kold, med tung tåge. Vejen en lang stigning, markante toppe hele vejen. Efter at have forladt den ene bakke, op ad den næste bakke. Til sidst en lang nedstigning til Umufm Onok hvor der blev holdt en pause. Fortsatte ved 12.30 tiden mod Moffen. Herefter alting fuldstændig forandret. Græsklædt bakketerræn med grønne åbninger. Fulgte en sti næsten hele eftermiddagen gennem et område med kraftig fremvoks [sic] af små miniaturebuske. Efter et ophold på en grøn skråning og en lang og smertefuld videre klatring nåede vi op til Moffenplateauet efter 4-5 timer. Uddrag af dagens march. [Tegning] Indlogeret i de statslige stationsbebyggelser her. Et liv af mennesker rundt om lagunen i midten af plateauet. Brok mellem guider og assistenter og en mand, der kaldte sig selv for s[tats]lig ansat, noget med en ma[dras]. Det udviklede sig til håndgemæng. Stoppede det. Stationschefen kom med en ung mand på omtrent 21 år, der led af et åbent sår i hovedet. Hundebid. Tanden havde boret sig ind et par centimeter fra det højre øjenbryn, bagtil, og ved hårroden midt for, i lige linje med næsetippen, fortil. Kraniet tilsyneladende ikke beskadiget. Gav ham en smule glycerin til at putte på såret, der hvor tanden havde boret sig ind. Uorah har det ikke godt. Mange myg. Fugle. Søelefanterne er dødsens aggressive, går efter ansigtet. Og ternerne – små hidsige plageånder. Glad for efterhånden at kunne se enden på denne dumme ekspedition. Føler mig rimelig forhutlet. Himlen ildfarvet. Solen lavere på himlen nu, mærkbart at det er blevet august. Men fortsat meget hvid [sic] åben dag og nat. Umuligt at sove. Vind s[y]d. Pointe i at bo her? Generel retning – NØ / N. Distance – omkring 17 km.

115


Noter til teksten 1. Både Idatam og Asashnik var dengang relativt nyetablerede bosætninger. 2. Blandt andet gælder det dagbogsnoterne fra hhv. Petuniabugten og Pyramiden, hvor han opholdt sig fra (ca.) d. 15. juli til d. 25. juli. Pyramiden er en af de største byer på Svalbard. En forhenværende Russisk mineby, som fra 1998 til 2007 lå øde og isoleret hen efter Sovjetunionens kollaps. Siden 2008: stigende turisme og renoveringsaktivitet i byen. Fra 2014: et boom i turisme og etablering af forskningsinstitution. Den norske by Longyearbyen er den største by på øen Spitsbergen, mens Barentsburg er den logistisk mest indflydelsesrige, det er her Guvernøren holder til. 3. Darnocs dagbog er generelt renskrevet uden rettelser i sproglige fejl. For læsevenlighedens skyld er stave- og slåfejl korrigeret med [sic]. 4. Nordlyset er altid blevet betragtet som et mystisk og spektakulært fænomen, som mange mennesker ønskede at opleve med egne øjne. 5. Omkring årtusindeskiftet var der rettet stor opmærksomhed mod Arktis, som på grund af den teknologiske udvikling såvel som mildere klima blev mere og mere tilgængeligt og vækkede mange turisters nysgerrighed. Især blev de tiltrukket af midnatssolen, isbjørnene og gletsjerne om sommeren og nordlyset om vinteren. Naturligvis ændredes opfattelsen af disse fænomener sig netop i de år hvor Darnoc rejste. 6. For bare 30 år siden var det Indre Polarhav slet ikke et hav men fast havis. Det havde den betydning at vandstanden i polområdet dengang var højere end den er i dag, eftersom isens massefylde er større end vandets. Efterhånden som havisen smeltede i løbet af 2010’erne stod det klart at havstanden omkring ækvator ville stige på grund af den stigende flydende vandmængde. Men omkring polerne skete det modsatte. Vandstanden faldt dramatisk og nye øer og plateauer kom til syne. 7. Ifølge Svalbardtraktaten af 1920 nyder borgere, fra lande der har underskrevet traktaten, lige rettigheder til: Pkt. 1: At opholde sig på Svalbard. Pkt. 2: Fiskeri og jagt. Pkt. 3: Mineaktiviteter samt maritime, industrielle og kommercielle aktiviteter i det hele taget. Pkt. 4: Tilegnelse, nydelse og udøvelse af ejendomsrettigheder – inklusive rettigheder til mineraler. I henhold til en bestemmelse af 2014, gælder punkt 4. dog kun indenfor en tidsbegrænset ramme. Ingen kan eje land eller fast ejendom på Svalbard. Brugsretten opretholdes kun så længe der foregår aktivitet/aktivt brug. Hvis ikke der foregår aktivitet/aktivt brug, ophører retten efter 10 år. 8. En vigtig forsknings- og handelsstation omkring 75 km SØ for Barentsburg i fugleflugtslinje, beliggende i Gåsebugten ved den historiske russiske overvintringsbosætning Konstantinovka, 76°56.29’N, 15°52.87’E. 9. Mr. Essog er ansat af guvernøren på Svalbard. I folkemunde kaldes guvernøren fortsat det norsk klingende ‘Sysselmannen’, selvom denne ifølge en bestemmelse af 2014 ikke længere er udpeget af udelukkende det norske

116


justitsministerium, men af et internationalt organ der tæller repræsentanter fra de i alt 43 lande, der i 2014 var registreret som underskrivere af Svalbardtraktaten af 1920. Indtil 2014 var guvernørens overordnede opgave at varetage Norges rettigheder og pligter ifølge Svalbardtraktaten, men med udsigt til voldsomme geoklimatiske forandringer måtte Svalbardtraktaten genformuleres og ansvaret for rettigheder og pligter på Svalbard blev overdraget til en internationalt udpeget guvernør. En vigtig opgave for Guvernøren er således at sikre at Svalbard vedbliver at være en demilitariseret zone. 10. Mr. Regor Tnemesac ankom med samme fartøj som Fesoj Darnoc. Han var ombord som oceanograf med speciale i tørlagte havbundssedimenteringer. 11. En polsk polarforskningsstation i Hornsund, etableret i 1957 ved 77°0.06’N, 15°32.48’E. 12. En særlig form for calciumkoncentreret stof, udvundet i de nye moræneområder, der opstod med afsmeltningen af Svalbards mange gletsjere. 13. Dengang en nyetableret ankerplads på vestkysten af Sørkappland, det sydlige Spitsbergen. 14. Alle fem kollegaer til og bekendte af Darnoc. 15. En ingeniør ombord. 16. Før i tiden var der få insekter på Svalbard, men de sidste 25 år har Svalbard været stadig mere plaget af myg. Sommeren 2013 observeredes der for første gang mange fluer og myg, og eftersom disse ikke havde naturlige fjender blev der hurtigt tale om ualmindeligt store myg. Insekter, som formodes at være uddøde på grund af mørket andre steder i verden, findes i dag på Svalbard. 17. Der er sandsynligvis tale om Negerpynten på vestkysten af Spitsbergen (ej at forveksle med den sydligste spids på Edgeøya). 18. Vandspil formodes at henvise til sollysets spejlinger i vandet i fjorden og floddeltaet hvor de camperede. 19. Der anvendtes ikke vanlig valuta på handelsstationerne på Svalbard (det gør der så vidt vides fortsat ikke). Handelsstationerne er snarere en form for byttestationer. Der findes dog en ‘Svalbard Byttemønt’. 20. De gamle overvintringshytter, samt alle andre former for levn fra før år 2014 er fredet kulturarv. Alle hytter på Svalbard er dog åbne og tilgængelige for brug. 21. Anosn an Afesn 22. Før i tiden åbnede Polarhavet sig nord for Andréeland syd for 80. breddegrad, mens Norskebanken lå 30 meter under havoverfladen. Fra 2010 til 2021 rejste banken sig dog i uhørt hastighed på grund af nordpolens afsmeltning og deraf følgende fald i havstandene nord for polarcirklen. Asahsnik, på Norskebanken, ligger i dag næsten helt oppe ved 81. breddegrad.

117


Jeg v책gner i en have


30 kvm lys der er flere planter jeg ikke har set før end der var i går jeg har fundet en have det blæser stadigvæk de samme ting i radioen jeg er forbruger, krisen vil ingen ende tage naboerne er karakterer i det der udspiller sig på den anden side, i en film jeg prøver at glemme titlen på jeg peger på solen gennem det sidste vindue en forglemmigej sidder fast i huden på min pegefinger den er afventende forbrugt, jeg ligger hvor et hus engang stod tiden ruller sig sammen om sig selv

119


60 kvm lys hvis der ikke snart sker noget sker det nok aldrig det starter med at blive ved på den her måde nu kan jeg kun være have jeg tager den på mig flere er vågnet i græsset lytter til fløjt fra fugle dømt uddøde det rasler i hækkene flere kommer til

120


100 kvm lys fantomsmertende humper velfærdssamfundet op ad grusstien taler i blinde, venter ikke på svar havde haven haft en adresse ville en ny situation foreligge rabarberne strutter nye situationer foreligger altid vi må skolde glas alt er allerede startet et glemt solur kaster erindringer ind mellem os som skygger det startede med fremtiden vi spiser rabarber fra jorden, jeg har set velfærdssamfundet slå kolbøtte om sin egen navle forklædt som krise og fremtidsplaner sniger katastroferne sig ind på os, vi skal bryde enhver tavshedspligt

121


70 kvm lys halvparallelle forløb af drømme indvikles i ligusteragtige fikseringer langs grænsen for solens nedslag smørblomster vokser vildt på bunker af gamle rudekonvolutter de danner søer ude i mørket voldgrave og ekkoer, det pletter hvidheden skinner mig i øjnene

122


50 kvm lys hvad skal vi lave i dag når den skygges af nat vi kan indrette os uden fremtid hive prismærker ud fra nakkerne dele køn så alt vokser vildt i dag har naturen ingen tålmodighed begærsretninger farer vild i græsset de kommer bare vi kommer over ukrudtet uden endemål som fremtidsløse klumper sæden steger under solen vi tænker at der ikke er andet end vores krop nu den siver ned i jorden den tænker og tænker

123


30 kvm lys vi er trætte men vores krop vil ikke sove vi ligger vågne vi snakker om alt det den ligger og tænker på vi kender ikke længere dens alder der er ikke noget at spejle den i vi er historieløse, uden fotografier intet bevismateriale fra andre tider der er ingen andre tider 15 kvm lys vi ser simultant i himlen det er en himmel, den brænder bag den kommer himlen og ordet, himmel siger ordet forskellige intervaller af himmel i lyden ruller langsomt ud af tegnene kan man dø når fremtiden er væk mørket sniger sig ind på os hvornår blev jeg til et vi den anden side kommer tættere jeg er et bange jeg nu

124


10 kvm lys jeg er en utopisk længsel ser solen aftage kan man dø i en fortid der ikke eksisterer jeg farer vild i halvvisne tidsler måske jeg er gammel nu forbrugte lyde fra de uddøde arter krisen snerler sig højere bredere, hvem tager tidens ende 5 kvm lys fra tynde stilke bukker rabarbernes balancerende blade selv de starter med at blive ved på den her måde

125


B

assen runger. Min hånd ligger midt på brystet, mine knogler vibrerer. Jeg følger rytmen ved at holde hånden der, rytmen bevæger brystets hulrum. Brystet er et instrument for musikken.

N

u er vi blinde og vi kan se spøgelser. På dansegulvet er fornuftens spøgelse særligt tydeligt, det er ikke mere gennemsigtigt end jeg selv. Hvis lyskegler fejede igennem rummet og oplyste de svedige ansigter, ville forskellen mellem skikkelser og spøgelser være tilbage, så ville dansen stoppe og jeg kunne ikke stå her, lænet op ad væggen.

J

eg lærte før det blev mørkt hvordan man anvender den analytiske tanke som kniv, til at opdele verden i mindre dele med, splitte delene og splitte delenes fragmenter, finere og finere og finere indtil man har reduceret det til hvad man ønsker at det skal være. Jeg lærte at der er primære sanser man kan erfare virkeligheden med; synet og hørelsen, og sekundære sanser, som man kan erfare kroppen med; følesansen, lugtesansen og smagssansen. Hørelsen er for mange en kilde til irritation, den er blevet alt for sensibel. Jeg hører allerede nu hvad der vil ske om tre timer.

D

e dansende kroppe på gulvet tilhører mennesker som insisterer på at bruge synssansen. Selvom alle er næsten blinde. De vil vække synet aggressivt, aktivt, de støder mod hinanden i dansen, famler efter ansigtstræk, næserne forrest og hænderne flettede bag ryggen. Men de lysfølsomme

127


celler i øjet er ikke længere sensitive overfor lys. Hvad vil de med deres afsindige bevægelser? Vil de genkende et ansigt eller en duft i mængden af mennesker? Bore sig ind i ansigtets folder med deres hvidhindede blindhed? Det er dybderne som er blevet usynlige, ikke konturerne. Øjnene er blevet rudimentære. Ornate sfærer til ansigtet. Halen vi havde engang er bare en tjavs af ryghvirvler nu.

V

idenskab søger efter sandhed, sagde man. Nu er al forskning blevet indstillet. Multiplikationer af fakta og teorier akkumulerede. Nu er hypoteser afløst af en enkelt universel sandhed: vi kan ikke se, og vi kender årsagen til det, men vi kan ikke udføre et forsøg som løser problemet. Hypoteser og konklusioner har ikke mere magt.

C

omputeringeniører opfinder elektroder man kan sætte på sin tunge. Ultravioletlys-opfangende solbriller laver synsindtryk om til impulser som receptorer i tungen modtager gennem elektroderne. Hjernen danner pixelerede billeder af jordstråler, fluorescerende dødvande, jordens magnetfelt og atomhenfald. Man kan bruge det som kompas, eller ligevægtsorgan. Med dette apparat har man en mulighed for at finde frem til en uindtaget plet af lys.

J

eg giver ikke meget for de sensationshistorier. Måske er jeg blevet for misantropisk. Jeg forestiller mig at jeg kan se mine øjne. Ikke andet end dem, resten mørkt som det plejer. Hvad ville jeg se? Vil jeg se at pupillen er forsvundet,

128


at øjnene ikke længere opfatter lys, at de intet konverterer? Hvilke nye erfaringer om verden ville jeg få adgang til ved at se mine øjne?

L

eibniz danser på gulvet blandt andre, han støder ind i hovedskaller så hans egen knaser og noget river sig løs derinde, under væv og erfaring. Hans grin er fælt og han smasker. Hans hjernemasse beboes af fraktalfisk. Hvert fiskeskæl består af mange mindre fisk, som indeholder endnu mindre og flere fisk. Buddhaen bor i hver enkelt cellekammers fiskedam. Det ved jeg, men de er umulige at betragte for alle mikroskoper i laboratorierne på Fakultet der Wissenschaften blev smadret under Farvernes Fest i februar. Leibniz hjerneceller har overskredet ekstremerne; væren eller ikkeværen, de er ligeså usynlige som mit smil eller en andens.

J

eg går ud af diskoteket. Det er på denne tid af døgnet at dagslyset burde sive ind. Altid en kritisk periode. De encyklopædiske nomader står lænet op ad mure eller sidder på bænke. De reciterer – med vrængende klynken – passager fra Newtons teori om farver: “…for it is manifest that light consists of parts…”

N

u er jeg selvfølgelig blind så du må endelig ikke tro at jeg ser dem, at det er derfor jeg så præcist kan fortælle dette. Men evnen til at forestille sig noget er hovedårsagen

129


til at jeg kan fortsætte med at være. For at vende tilbage til den rallende virkelighed så er der bare stemmen og en anden stemme. De supplerer hinanden med oneliners fra dengang hvor fysikken var poetisk. De bliver badet i blitzlys af udslukte kameraer. Hvilken enhed samler stemmen? Er det Newton? Ham gutten der kommer fra en tid hvor kroppen stadig, uden problemer, kunne være et neutralt nulpunkt i verden? Den ville stå bøjet over apparaterne på Fakultetet. Hænderne foldede bag ryggen, ikke meget anderledes end hvordan de indtager dansegulvet med spøgende sanser. Enheden ville kigge ned i mikroskopet, og observere et sort hul eller en rød blodcelle. Det var bare et spørgsmål om forstørrelser. Der var ligheder mellem elasticiteten i hullet og blodcellen. Men jeg vil ikke lyde nostalgisk. Jeg går ned ad gaden. “Is not light a body!?“

B

litzen på udslukte kameraer danner chokerende eksponeringer af skikkelserne. Anekdoter om lys bor stadig i min hjernes huler, nogle gange ser jeg lysglimt, som ikke er der. “One of these parts I painted with a red colour and the other with a blue!”

H

vad er godt, hvad tror jeg på, behøver jeg nogen til at fortælle mig disse ting? Der er for mange mennesker. Jeg er udmattet af alle de kindben, munde og pander jeg prøver

130


at forestille mig. Jeg går hjem. Jeg smører mine udtørrede øjenhuler med hyperikum, som skulle gøre huden lysfølsom, det køler og smerter. Jeg lægger mig på sengen og tænder min brailleterminal.

J

eg læser en bog med fingerspidserne. Den handler om en mand og hans arbejde med at vedligeholde en motorcykel. Han beskriver hver reparation ned til mindste detalje. Han laver et katalog over koncepter. Den er baseret på fornuft. Den er et hierarki over motorcyklens funktioner og komponenter. Alle underinddelinger af maskinens stål passer ind i den overordnede rationelle, mentale ide om en motorcykel. Den analytiske tankes kniv er et rustent kirurgredskab som splitter metallet i funktioner.

J

eg læser og glemmer hurtigt nattens sensationer. Han bruger alle sanser for at forstå motorcyklen. Det vækker mit syn, der trænger sig på inde bag øjenlågene selvom nerverne ingen stimuli har at reagere på. De reagerer på fantomer. Jeg ser kvalitative ideer om at køre igennem gletsjerlandskaber. Jeg ser en strømmende flod med små hoveder der flyder ovenpå. Jeg er instrumentet bag ribbenene.

131


DECISIONS ARE MADE IN THE DARK Some are awaiting a brighter future. We are aware there is no such thing. We call ourselves ‘we’ since there is no room for ‘I’ in our declaration. We are in no doubt about their cruel intentions, their conspiracy. The ticket to sunlight is whiteness. Access is limited, only the pale allowed. We in the dusk are trying to catch up. Absorbed by the mechanism, soaked in like lotion. We are softened, we become flexible, manageable and molded. Shaped by the grains of sand in the thousand year darkness. We are bleached by the chlorine of the night.

132


Slowly but surely we fall victim to whitewashing. Meanwhile smokescreens cover all facts. Nevertheless we wish to highlight shady subjects. Break free from numbing chains and let ourselves be blinded by the light. Defy the passing pain for the sake of revival. Nothing can be more hurtful than the melancholia of our hopelessness. We reveal what the fog disguises even if it is overdue, since the notion of ‘if’ has become ‘when’. Thus we begin to reference it: the inevitable arrival of pitch blackness; the indisputable successor to the increasing twilight. Them and their endless yet illusive initiatives against the total immersion into darkness. Their promises of restoration of a common globality: bleaching us all, leading to inclusion, leading to assimilation. Very convenient, this standardization, victory for whiteness. Spreading one-size democracy and values. According to evolution, they claim, we are shaped by the desire of the darkness. We dare to object: ‘darkness has no desires humans have desires’. And someone seeks to cause us harm. We are outcasts in this endless race of bleaching. Left to the cannibalism of the

133


eternal night. Not sufficiently white to receive the treatment of the light. The treatment they retain in the glowing glades. Only the white will have access to the light of exception. And now that the white has arrived at the wilds, the wilds would like the same treatment. 1 percent of the population inhabit the light, 99 percent are left outside. Hence our call for action. Calls and shouts are swallowed by silence. It only gets worse and the act of breaking free seems unreasonably burdensome. Sloth is our burden most heavy. Starving, we are. Nauseous through lack of food while awaiting death. We drink spirits and salute the remaining occurrence of melancholia in our minds. Melancholia is too a mood. The lucky ones are moody, the less fortunate are fully sedated. As we are comfortably numbed, the entrance to the utopia of the sunny spots is narrowed proportionally. Staggering around with pints in our hands singing ballads from a distant past. Capitulation indeed, as there is nothing left to engage in. Only the everyday struggles persist. And the day has become night and there is an eternal siesta. And the shouts are swallowed by silence. And silence is caused by extreme

134


exhaustion. And the sounds in the hallways are all that sound. The sound of a sigh and another one exhales. A species causes its own extinction. It has its precedents, nothing rare about that. A dark chapter is ending, and the end is stretched out in a long tie of blurry events. There is plenty of time for doing other things in the shade of the waiting room. Minor activities and everyday strategies are provided as offers to lazy limbs. We sing, we dance, we consume bodily fluids and the fine wine of death. In ecstasy all is veiled and somewhere between the third and the fourth round we lose all sense. The shouts that occupied the brighter times are swallowed by the bottle and the night. Continuously strolling the after-hour promenade. We shall soon run out of food. I starve. I call myself ‘I’ in the lack of company and since it’s every man for himself in this cruel world. Underneath the blanket, this I call home, this rock-hard floor. Rolled up into fetal position. Fluorescent tubes have resigned years ago. Rare is the view of their flashing epileptics. I twitch at the sight. There is a foul smell of rot and bodies in decay. I’m freezing in my skin. Bones are poking out.

135


Mental activity functions only sporadically. Scattered reminiscences: two children travel into the woods, find a house coated with the sweetest gingerbread. They would love a taste. The owner of the house would love a taste too, would absorb them completely. I know of a store of pure canned goods. I would love a taste. The owners of the store sure would love a taste too, they would absorb me completely. So I stay on the floor. Dying of hunger is not easy â&#x20AC;&#x201C; starvation does the strangest things to people. Memory weakened, the common cannot survive, the mutual history is erased. I cannot remember anything outside this room. Before the time that is now, all has disappeared into oblivion. All but the storage of preserves and the sweet house of cake. I am so cold and it is so dark and I so dearly wish to return to the womb. So desperate we are, trying to postpone the day of the doom. All is slowed down. Even the nourishment. Disappearing softly through torpor and all shall diminish into the womb: the hole from which we entered, here shall we exit, ever shrinking fetuses.

136


Mørkets fjender


“Hvem har brug for en oplyst verden?” Hendes stemme er klar og gennemtrængende og fyldt med tro på Sværmen. Mørket omslutter hende som en behagelig dyne. Hun hører menigheden pusle mellem hinanden, og et tæppe af stemmer og ekkoer fylder rummet. Ekkoerne danner et klart billede af rummet og menigheden, som hun snarere fornemmer end ser. Mørkeblikket. Kun nuet og fravær af lys. Hun fornemmer de andre som varme, der strømmer gennem hende. Hun kender dem og ved, hvad de vil have og hvordan de vil have det. Hun kan forme dem, hvis hun vil. Og det vil hun. Magten over dem styrker hendes mørkeblik, og mørkeblikket giver hende styrken til at vejlede og forme dem med grænseløs kontrol. Hun mærker detaljerne på hver enkelt person i mørket, som kærtegnede hun dem alle på en gang med sine fingerspidser. Hun fornemmer næsten også Sværmen, som højt over dem spreder sine vinger beskyttende mod lyset. Det kræver en enorm koncentration, og der er ikke plads til fremmede tanker. Hun tager en dyb indånding for ikke at miste sit mørkeblik: “Hvordan kan visdom komme til de oplyste, når der med oplysning opstår skygger, som lyset ikke kan nå? Kun et altgennemtrængende mørke når ud i alle kroge og efterlader intet uberørt. Skærp jeres koncentration og opmærksomhed uden distraktion fra lysets obskure skyggespil, for kun uden lys er der ingen skygger. Med tiden vil visdommen fylde jeres liv med fornemmelser for mørket, og vise jer vejen til sand mørkelægning. Med tiden vil I forstå ordets og mørkets sande betydning, og I vil vide, at Sværmens skærm mod lyset er vores velsignelse.” 139


Det er hendes mission at lære menigheden, hvad mørket formår, og hvor godt mørkelægning er for forståelsen af tilværelsen. At vise dem, at Sværmen ikke kun beskytter dem mod lyset, men viser vejen til virkelig indsigt; at se ind i sig selv med mørkeblikket. Der, hvor kun mørket kan nå. Denne gruppe er menighedens seneste indlemmelse. Et par håndfulde individer, der kun akkurat overlevede oppe i bjergene ved at spise affald og, hvem ved, måske at jage dem, der var svagere. Der går ikke en dag, hvor hun ikke spekulerer over, hvad mennesker kan finde på, når der ikke er nogen til at opretholde orden. Det var heldigt, at de fandt dem inden deres naboer. Hun er tilfreds med denne gruppes fremskridt. Inden længe vil også de være befriet for vrangforestillingerne om lysets gavn. Nogen mumler. Det er ikke et orienteringsmumlen, men et tvivlens mumlen. Hun taber øjeblikkeligt koncentrationen og fornemmer kun individerne i hendes umiddelbare nærhed. “Fortæl os, er rygterne sande?” spørger Arvid. Arvid, der spørger om alt og sår tvivl om troen. Hun hader Arvid. Rygterne nåede dem for tre dage siden: Deres naboer, som bruger lyset til at læse bøger og skrive historier og af handlinger, er i færd med at skaffe lys. Så meget lys, at det store mørke vil blive brudt for altid. “Vores naboer er mindre forstående. De lader sig blænde af lysets egenskaber. De mener, at Sværmen har bragt mørket ved en fejl. De kan ikke føle mørket som os,” siger hun i et forsøg på ikke at miste kontrollen. “Nogen siger, at de slæber udstyr op på bjerget. Udstyr der vil svække Sværmen. Er de slet ikke bange for, at Sværmen vil bruge dem som byggemateriale?” Denne gang en andens stemme ikke Arvids, og derfor bobler vreden i hende, og den 140


sidste rest af mørkeblikket forsvinder. Forbindelsen til menigheden er brudt, og det føles som et krater i hendes bryst. “Jeg kender rygterne. Vores enfoldige naboer tror, at Sværmen bliver harmløs, når de stopper den. De kender ikke Sværmens kraft,” siger hun. “Hvad nu, hvis de har ret, og at Sværmen…” begynder Arvid igen. Hun lader ham ikke tale færdig. Med et lille glimt mørkeblik midt i vreden fornemmer hun, at Arvid står lige foran hende, og med et præcist slag på hans strube, slukker hun for hans stemme. Han hoster. Hun fornemmer mørkeblikket vende trægt tilbage. Og med mørkeblikket kommer klarheden og en ny mission: “Lad jer ikke narre af løse rygter og falske oplysninger. De vantro har ikke ret. Vores forfædre har selv skabt Sværmen til vores beskyttelse, og nu er det vores opgave at beskytte Sværmen mod denne vranglære. De har ingen forståelse for, at Sværmen altid har været til vores gavn. Deres uoverlagte handling vil igen hidkalde dommedag, som dengang jorden kogte, takket være de paralyserede skeptikeres uvidenhed. Sværmen blev skabt for at komme os til undsætning. Vi har en ny mission, og jeg vil gå forrest i kampen.” Hun har igen sin vejrtrækning under kontrol, og et ufrivilligt smil strammer hendes læber. “Lad os sammen nyde mørket i tavshed og lovprise Sværmen, der dagligt spreder sine vinger beskyttende over os,” siger hun saligt. Bare det altid kunne være sådan: med hengivelse til fravær af lys og at nyde hinandens nærvær uden distraktion. Hun ved, at ikke alle er parate til det totale mørke, at de stadig har brug for lyset til deres basale gøremål, og at lyset er uundværligt for de fleste afgrøder, men det er i disse mørkeøjeblikke, at fællesskab bliver smedet. 141


“Lad os takke hinanden og lade mørket gå. Må Sværmen være jer nådig,” messer hun, og langsomt vender det sparsomme lys tilbage. Menigheden går ud af fællesteltet til deres daglige gøremål. Hun har pakket det meste af det, hun har brug for og er på vej ud, da Arvid standser hende. “Er du sikker på, at du vil gå alene, Gaëlle?” Mens hun er væk, kan han skabe endnu mere uro i menigheden. Hvis hun har ham i nærheden af sig, har hun i det mindste en smule kontrol: “Du kan følge med, men kun hvis du adlyder mig.” Hun lukker øjnene og fornemmer hans tvivl: “Du kan spørge alt du vil, men du skal adlyde.” “Jeg lover, at jeg vil spørge,” svarer han, “og adlyde.” Hun svinger bærestroppen til luftkanonens trykbeholder over skulderen og kontrollerer trykket med tre hurtige tryk på udløseren. Med et bank på ammunitionskanisteren sikrer hun sig, at den er fuld. “Godt, så følg med mig,” siger hun. Sammen går de ud af hendes telt. Den mørkebrune, næsten sorte, himmel hviler trygt over dem. Hun går den lange vej forbi planteteltet, for at så mange som muligt ser dem, hende og Arvid, tage af sted sammen på deres mission. Det vil styrke deres tro. Vækstlamperne i planteteltet kaster smalle striber af lys ud gennem sprækker i teltdugen. Selvom dette lys er kunstigt, undgår hun så vidt som muligt at træde på de lyse striber. Hun fornemmer Arvids ånde et par skridt bag sig. På en ryddet plads, lige uden for den yderste ring telte, holder en håndfuld fuldtankede lastbiler. Hun smider luftkanonen og proviant op i ladet på den nærmeste og sætter sig ind på førersædet. Den anden dør går op, og Arvid sætter sig på sædet ved siden af. Hun venter på, at han skal spørge om noget, 142


men hendes mørkeblik er rettet mod den kommende mission, og hun kan hverken fornemme ham eller det spørgsmål, han endnu ikke har stillet. De begynder at køre. Forruden mangler, og fartvinden blæser koldt ind. Hun lukker lynlåsen på sin yderste jakke. Lyden af den højt brummende motor kastes tilbage fra bygninger og andre genstande på hver side af vejen, og danner et ekkorum i hendes hjernevindinger, som hun orienterer sig efter. Hun lukker øjnene for at give sin fulde opmærksomhed til lydens landskab. “Skal du ikke tænde for lyset?” spørger han uvidende. Et kort øjeblik mister hun koncentrationen, og lastbilen skraber mod noget i vejkanten. “Hør nu, hvad du har gjort?” Hun hader Arvid. Hun hører et klik fra instrumentbrættet, men ignorerer det for ikke at miste følingen med vejen. “Du tillægger lyset alt for stor betydning,” siger hun. Hun fornemmer venstre side af vejen nærme sig hurtigt og drejer mod højre. Arvid ånder tungt ud. “Det er kun et spørgsmål om øvelse og koncentration. På et tidspunkt var der på jorden dyr, der levede i evigt mørke, for de havde ingen øjne. De orienterede sig i verden med lyd alene. Alligevel var de fremragende rovdyr,” siger hun og korrigerer igen retningen med et hurtigt ryk mod venstre, fordi hun fornemmer den højre side af vejen nærme sig. Igen ånder Arvid tungt ud. “Og der var andre dyr, som også levede en stor del af deres liv i mørket, men de havde øjne. Dyrene lod sig blænde og blev lokket til af al slags lys, som mennesker havde tændt. Disse dyr kunne ikke se, at det var et falsk ledelys og fløj enten i al evighed om lyset eller forbrændte i dets flammer. Kan du ikke forstå, at lys ikke er vejen til bedre…” 143


“… og hvis du ikke bremser nu, kommer vi ingen vegne,” af bryder Arvid. Hun fornemmer svagt en genstand midt på vejen og bremser. Der plejer ikke at være noget på dette sted. I refleks åbner hun øjnene. En refleks hun indtil nu troede, hun havde under fuld kontrol. Arvid har tændt lyset. I lyskeglen ser hun en bunke murbrokker, så høj som bilen, ligge tværs over vejen. De må være faldet ned fra et af de højeste huse. De enkelte brokker er gennemboret med tusindvis af små og store huller – spor efter Sværmens arbejde når den har skaffet sig byggemateriale. Der kan ikke være meget materiale tilbage i brokkerne. Hun sætter igen langsomt lastbilen i bevægelse og kører ind i bunken. Den massivt udseende bunke yder ikke megen modstand, og kan let skubbes til side. På få sekunder kollapser bunken sammen til grus og støv. “Der kan du se, hvor lidt du kan stole på dit syn,” siger hun grinende. De standser for foden af bjerget. Hun lytter ud i stilheden og fornemmer den stejle opstigning. Der oppe et sted er de vantro. “Jeg går op alene. Du venter her.” Arvid protesterer, men hun ignorerer ham. Himlen er brunlig, og Sværmens foretagsomhed ses som langsomme bølger i det mørkebrune slør. Bag sløret ser hun solen som en lys skive. Solen, som spyer et altødelæggende plasma i alle retninger, og som kun Sværmen kan beskytte hende imod. Hun stiger ud og begynder opstigningen. Først ryster hun af kulde, men efter et par minutter har hun sved på panden af den anstrengende opstigning. Det er første gang, hun er her og er derfor nødt til at stole på sit syn. Det er for mørkt til at 144


se detaljer, men lyst nok til at undgå de største forhindringer. Enkelte steder er stenene ryddet af vejen, og hun kan svagt se sporene efter et terrængående køretøj. Hun følger sporene. Klipperne på toppen af bjerget bærer præg af Sværmens hunger efter materiale. Alle stenflader er gennemhullede. Selvom hun nu er helt heroppe, og så meget tættere på Sværmen, forsøger den ikke at gennembore hende. Den har sikkert travlt med at beskytte hende mod solens stråler. Med mørkeblikket fornemmer hun, at de porøse klipper suger al lyd til sig, og det føles som var der slet ingen klipper. Hun kan faktisk ikke mærke andet end sin egen krop, selvom stedet, hvor deres naboer har slået lejr og eksperimenterer med Sværmen, burde være lige i nærheden. Hun åbner igen øjnene og ser et svagt lys over horisonten. Så stille som muligt nærmer hun sig lyset. Hundredvis af røde, grønne og gule prikker blinker på bjergtoppens overflade. Området er tætpakket med apparater som brummer og summer. I midten af alle apparaterne er et telt, der ser ud til at lyse indefra. Hun kan høre nogen inde i teltet. Der er også andre telte, men hun kan ikke afgøre, om der er nogen i dem. Hun lægger sig i skjul bag en porøs sten og ser op i den mørkebrune himmel. Den langsomt bølgende Sværm hypnotiserer hende. Hun forsøger at forestille sig de milliarder og atter milliarder af små maskiner, der tilsammen udgør Sværmen. Hver enkelt maskine, svag og let at kvase, men i den overvældende mængde stærk nok til at beskytte dem mod solens altødelæggende kraft. Prisen for Sværmens beskyttelse er, at den ind imellem henter materialer fra det, der er den nærmest, og er man i vejen, er det så godt som sikkert, at man bliver en del af Sværmen. Hun har hørt beretninger fra overlevende, der har oplevet, hvordan Sværmen kommer ned fra himlen som en 145


hvirvlende tåge, folder sig sammen om sine ofre og begynder at grave i dem, skiller dem ad, molekyle for molekyle, atom for atom, beholder, hvad den kan bruge og lader resten dale til jorden som kold aske. Et sådant angreb kan vare i timevis, og der er intet man kan gøre for at forhindre det. Engang brugte de ofring til Sværmen som en straf for de tvivlende, men folk stak af fra straffen. Det er vigtigere, at de er mange, end at straffen er hård. Det var den første lov hun ændrede, da de valgte hende til deres leder. Hun ser op i himlen og lægger mærke til, at bølgerne i Sværmen, der breder sig ud i stadigt større ringe, har deres begyndelse lige over hende. Umærkeligt bliver det lysere, og hun bliver først bevidst om forandringen, da en mand springer ud af teltet, danser rundt om sig selv og råber: “det er begyndt, det virker, det virker,” mens han peger op mod himlen. Det er nu så lyst, at hun kan se detaljerne i hans ansigt. Han smiler stort. En anden person kommer ud af teltet – en ung kvinde, nok nærmere bare en stor pige. Begge står stille og stirrer op i himlen. Det mørkebrune slør bliver så tyndt, at man kan ane noget blåt de steder, hvor det er tyndest. Samtidig daler gråt støv ned fra himlen i bittesmå fnug. Hun får kuldegysninger, da det går op for hende, at det er Sværmen, der livløst falder mod jorden. “Hvad har I gjort,” råber hun og sigter med luftkanonen på de vantro sataner. Manden vender sit blik mod hende. ”Er det ikke fantastisk?” siger han og peger mod himlen. Hun kigger op igen. For sent. Afmægtigt lader hun luftkanonen falde mod jorden. Lyset er nu så kraftigt, at hun må knibe øjnene sammen. Hun synker opgivende ned på knæ. Himlen afslører en glødende blå stribe. Den vokser i længde og bredde 146


og solen tegner funklende striber i de dalende fnug. På toppen af bjerget vokser en soloplyst plet hurtigt i alle retninger. Det brune slør over dem slår flere og flere revner og afslører mere og mere af den blå himmel. Omkring dem vågner verden i et væld af detaljer. Hun er som forstenet og ser sig forvirret til alle sider. Dalen fyldes med lys, som om en kæmpe hælder solstråler ud over landskabet. Solen rammer hende i ansigtet og det føles, som om den brænder et hul i huden. “Kan I ikke forstå, at I slået Sværmen ihjel og at vi nu alle vil dø,” græder hun fortvivlet. “Hvad er Sværmen for noget?” spørger pigen forvirret. “Sværmen, der beskytter os mod solens ødelæggende stråler,” svarer hun. “Ah, du mener nanosunblockerne,” siger manden, “de er ikke døde. Jeg har designet et signal, der blokerer deres indbyrdes datakommunikation og på sin vis lammer dem.” ”De er ikke døde?” spørger hun forhåbningsfuldt. “Nej da. Når jeg stopper signalet, vil robotterne reboote og fortsætte, hvor de slap. Men jeg har skrevet en stump kode, der omprogrammerer deres subrutiner, som jeg lige straks vil uploade, så de ikke længere formerer sig så hæmningsl…” Ikke et ord mere, tænker hun, da hun trykker på aftrækkeren. Med et dumpt brag sender hun et projektil i mandens retning. Det fælder ham på stedet. ”Hvad fan’ har du gang i,” hvæser pigen, som Gaëlle nedlægger med det næste skud. ”Var det virkelig nødvendigt?” spørger Arvid lige bag hende. Hun overvejer også at nedlægge ham. “Se dog hvad de har gjort,” siger hun og peger mod himlen. “Kunne du ikke nøjes med bare at slukke for apparaterne i stedet for at slå dem ihjel?” spørger han. 147


“De er bare slået omkuld. Troede du virkelig, at jeg var i stand til at slå nogen ihjel?” Arvid trækker på skulderne. Hun lægger sin hånd på Arvids arm og smiler. “Men vi nåede at stoppe dem.” Et tykt lag hvidt støv klæber i Arvids ansigt og på tøjet. Hun ser ned ad sig selv; hun er lige så støvet. Først nu opdager hun, at også bjergtoppen er overtrukket med Sværmens bevidstløse kroppe. Og dalen og de andre bjergtoppe. Hvidt, tænker hun, hvorfor hvidt når den ser brun ud oppe i luften. Hun lukker øjnene et øjeblik og forsøger at mærke Sværmen på sin hud, så tæt på vil hun aldrig nogensinde være igen, men lyset distraherer hende. “Sværmen sover. Kom vi skal vække den,” siger hun. Hun går over mod apparaterne og begynder at vippe på kontakterne. Da det tilsyneladende ikke har effekt, trækker hun ledningerne ud. Men det går for langsomt for hende, og hun fyrer derfor projektiler fra luftkanonen ind i maskinparken. Arvid hjælper hende. Først modvilligt, siden entusiastisk. “Er I da fuldstændig fra den?” siger en svag stemme. Manden er kommet til bevidsthed. “Vi skal skynde os i sikkerhed inden de når at reboote.” I samme øjeblik begynder det svagt at hvisle i luften omkring dem, og støvet, der har lagt sig over dem og landskabet, ser ud til at fordampe. “For sent,” siger manden. I samme øjeblik mærker Gaëlle, hvordan Sværmen gnaver sig ind under huden i ansigtet. Det brænder mere end solen.

148


150


A

rkivaren kigger langsomt op fra papirerne og ud af det lille vindue, regnen er endelig stilnet af henimod morgentimerne. De elektriske lamper langs gaderne giver trinvis dagens første lys. Om en halv time er de skruet helt op og så er det tid til at stå op; tid til at begive sig tilbage til Lyszonen og endnu engang bidrage til at få maskineriet til at køre. På en og samme tid føles hovedet blottet for én eneste sammenhængende tanke, og samtidig flyder tusinder af spørgsmål retningsløst og sløret rundt. Hvor mange ved alt det her? Og hvem? Og hvad nu? Og hvorfor... hvorfor egentlig? Det er åbenlyst men stadig helt ufatteligt: et helt liv, så mange liv... bygget på løgn. Big Shade, nanorobotterne, skærmen eller Sværmen – mørkets årsag, er menneskeskabt, teknologisk frembragt, udviklet for at skærme for en anden menneskeskabt katastrofe, og den ændrer sig – vokser... eller mindskes... eller skifter. Hovedsagen er, at der må være andre og flere lyszoner end den i bestemt ental, hvori arkivaren meget snart burde møde på arbejde. Andre lyszoner, hvor tingene måske er anderledes, ude i mørket. En fremmed følelse af længsel efter det ukendte stiger op i arkivarens krop, fulgt af en velkendt og stærk trang til at affeje det hele og fortsætte som vanligt. Ligegyldigt hvilken

151


retning Arkivaren lader sine tanker vandre i, synes konsekvenserne, af den beslutning der nu skal tages, uoverskuelige. Med en mekanisk bevægelse rejser arkivaren sig... Arkivaren, hvor latterligt, arkivar for hvad? Hvad er det der har været så vigtigt at arkivere, dokumentere, systematisere og beskytte? Det hele er løgn. Løgnens Arkivar. Gad vide hvad mappe no. 2 til no. 12 ville kunne afsløre. Det eneste, der er sikkert, er at det ikke kan fortsætte, det vil være umuligt at vende tilbage nu. Ingen vej tilbage... men fremad så? Og hvor hen? Det må være et spørgsmål om timer eller minutter, førend det banker på døren. Det eneste Arkivaren så vil kunne vælge imellem, er hvorvidt indrømmelsen af tyveriet skal falde frivilligt eller ved hjælp af bedøvelse og hypnose. De vil aldrig tillade at oplysningerne forlader forhørscellen igen, hverken i mappen eller inde i Arkivarens hoved. Frakken er tør igen. Arkivaren slynger den om sin krop, åbner hoveddøren og smækker efter sig. Nede på gaden er busserne endnu ikke begyndt at køre og der er ganske stille, udover gadebelysningens evindelige summen. Der er ikke andet for end at gå i den modsatte retning, væk fra Lyszonen og ud i mørket.

152


Indhold 7:

Rum 33 – første del af Lucia Caceres

15:

Hannes dagbog og Artikel (med illustration af Manfred Christiansen) af Rasmus Brink Pedersen

34:

Kaospad af Kristian Byskov, Rasmus Brink Pedersen, Hannah Lutz og Anna Ørberg

46:

XIV - XLIII af Jeppe Wedel-Brandt

58:

Tweets af Joen Vedel

62: 64:

Rudekuvert af Eskil Andreas Halberg Emails og breve af Tine Tvergaard

76:

Aftenslutning af Malte Starck

88:

August 2029 af Mia Isabel Edelgart

92:

Blade af en blomst af Mads Ananda Lodahl

102:

Nordlys – Svalbard dagbog af Eva la Cour

116:

Jeg vågner i en have af Liv Nimand Duvå

124:

Spøgelser og kunsten at pleje sine øjne med hyperikum af Signe Schmidt Kjølner Hansen

130:

Decisions are made in the dark af Anna Ørberg

136:

Mørkets fjender af Manfred Christiansen

149:

Rum 33 – anden del af Lucia Caceres

Collager på siderne 3, 4, 19, 23, 45, 75, 87, 135, 153 samt på omslaget af Asbjørn Skou Citatet på side 93: Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø. Du er endnu for ringe til at dø. Er fra Morten Nielsens digt Jeg ser nu i nat.

154


155


Efterord Samlemappe no. 1 er resultatet af et kollektivt skriveprojekt med titlen ”Cosy Catastrophe”, initieret af Rasmus Brink Pedersen og indledt med en udstilling i NLHspace i maj 2013. Hver søndag i udstillingsperioden mødtes en gruppe, bestående af billedkunstnere, bloggere, psykoterapeuter, skiltemalere, sociologer og forfattere af både science fiction, politisk teori, poesi og prosa, for at diskutere katastrofer og litteratur – i særdeleshed undergenren cosy catastrophe. Denne genre bidrager til science fiction og katastrofelitteratur med en særlig tilgang til det postapokalyptiske; en langsom næsten hyggelig, gennemgang af forskellige forsøg på at genetablere en form for civilisation. ¨ The essence of cosy catastrophe is that the hero should have a pretty good time (a girl, free suites at the Savoy, automobiles for the taking) while everyone else is dying off.¨ – Brian Aldiss, Trillion Year Spree Søndagene i NLHspace førte til beslutningen om at skrive en fælles cosy catastrophe, en kollektiv katastroferoman. Skriveøvelser, oplæg og diskussioner af civilisationens endeligt satte gang i skrivearbejdet. Denne proces kan ses på bloggen cosycatastrophe.wordpress.com. ”Der er ikke længere nogen grund til at vente – på et gennembrud, på revolutionen, atomkatastrofen eller en social bevægelse. At fortsætte med at vente er vanvid. Katastrofen er ikke på vej, den er her allerede.Vi befinder os allerede i civilisationens sammenbrud. Det er inden for denne bevægelse vi må vælge side.” – Den Usynlige Komité, Den Kommende Opstand, Toni Bashys oversættelse Det ovenstående citat findes på omslaget af den danske udgave af Den Kommende Opstand. I samme bog fremgår det af en sidebemærkning, at: ”Opfinderen af brintbomben, Edward Teller, foreslår at man spreder millioner af tons metalstøv ud i stratosfæren for at stoppe klimaets opvarmning.” I Samlemappe no. 1 er det ikke brintbombens opfinder, men helt almindelige mennesker, der på ulykkelig vis tager affære. Samlemappe no.1 består af fragmentariske forestillinger og tilnærmelser til det, vi kender som miljø- og klimakatastrofen og den økonomiske-, økologiske- og sociale krise. At katastrofen allerede er i gang og langsomt under udfoldelse ses tydeligst ved fremkomsten af nye uddannelser, titler og institutter: Titlen Master of Disaster kan man således tilegne sig ved Københavns Universitets afdeling for Disaster Management. Katastrofen

156


er ikke et når og hvis, men et nu og her. Katastrofen har hidtil været noget, vi har skubbet foran os. Nu er den så nærværende, at den kræver management. Samlemappe no. 1 forsøger at forholde sig til, at det store brag udebliver. Katastrofen er det langsomt kværnende bagtæppe, som vi samles foran for at gøre noget i fællesskab. Her er man hurtigt på hjemmebane: Krisehåndtering og nødvendighedens politik er noget vi har levet med længe. At forestille sig verdens undergang er langt lettere end at forestille sig et opgør med den nuværende samfundsindretning. Mens nogle forfattere har valgt at udtrykke sig gennem dagbøger og breve, tweets og beskrivelser af konkrete hændelser, har andre tyet til lysdrømme og collager, lyrik og forsøg på at finde hinanden i kollektive kaostekster. For i lyset kan man se, men i mørket er der spøgelser og mørkeblikke, der er helt specielle stemmeføringer, der står som lysprikker bag øjnene. Der er demonstrationer og angst, magt og vold. Og heldigvis også spor af solidaritet og ømhed, kærlighed og drømme. Så længe det varer. Navnene på forfattere og redaktører af denne bog findes i kolofon og indholdsfortegnelse. Til skrivemøder og generel diskussion af projektet har endvidere følgende medvirket: Hannah Anbert, Sine Bang Nielsen, Mathias Sæderup, Ninna Poulsen, é Rasmus Thomas Bo Østergård, Malte Max Roed Lundén, Ina Sarderevic, Kjær Høier, Mikkel Ibsen, Andreas Johansen og Thea von der Maase.

157


159


A

rkivaren skræver med pludselig beslutsomhed over Mortensens livløse krop og går ind i rummet. Her er kun sparsom belysning og der går et øjeblik inden øjnene vender sig til det. Langsomt kommer den ensomme reol ved endevæggen til syne, kun indeholdende en enkelt række sorte mapper nummereret fra no. 1 til no. 12. Hvad i alverden skal det forestille? Er det virkelig hvad Lyszonen har gjort så meget for at holde hemmeligt for staben, og andre ikke-indviede. (...) Arkivaren sætter sig ved bordet, slynger tasken op og trækker mappen ud, tager en dyb indånding og åbner den.

S

ådan begynder denne kollektive katastroferoman, der gennem fragmentariske forestillinger og tilnærmelser til en allerede nærværende og mangesidet katastrofe fremskriver hemmeligheden bag samlemappe no. 1. Teksterne i samlemappen udspiller sig i løbet af de 70 år, det har taget jorden gradvist at gå fra den nuværende kendte krisetilstand til et komplet mørke, kun gennemskinnet af forskelligartede lyshuller. Samlemappens tekster er resultatet af et længereværende kollektivt skriveprojekt. Bogens forfattere har i løbet af sommeren 2013 mødtes for at diskutere katastrofernes mulige fremkomster og at der måske slet ikke er tale om et når og hvis, men et nu og her. Mens nogle forfattere har valgt at udtrykke sig gennem dagbøger og breve, tweets og beskrivelser af konkrete hændelser, har andre tyet til lysdrømme og collager, lyrik og forsøg på at finde hinanden i kollektive kaostekster. For i lyset kan man se, men i mørket er der spøgelser. Der er mørkeblikke og specifikke stemmeføringer, der sætter sig som lysprikker bag øjnene. Der er demonstrationer og angst, magt og vold. Og heldigvis også spor af solidaritet og ømhed, kærlighed og drømme. Så længe det varer.

^^ -. CC ~

^^ -. CC ~

160

SA

ISBN: 978-87-996577-0-4


Samlemappe no. 1  

Samlemappe no. 1 er en kollektiv katastroferoman, der gennem fragmentariske forestillinger og tilnærmelser til en allerede nærværende og man...

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you