Af Charlotte Søllner Hernø csh@raskmagasinet.dk
Det er for sent at dø ung Birgit Sadolin har et sjældent lyst livssyn og en usædvanlig sans for det næsten grotesk morsomme.
min søns venner, som er læge. Han og min egen læge anbefalede, at jeg fik fjernet hele brystet. Det har jeg ikke fortrudt. Så kunne jeg ikke selv gøre mere”
”Når man er 75 har man alligevel ikke så meget at strutte med mere. Så gælder det bare om at overleve,” fortæller skuespilleren Birgit Sadolin i dette interview. Hun fik for et år siden konstateret brystkræft og selv om hun ikke er helt frikendt, så har hun et smittende lyst sind og en fantastisk indstilling til livet. Den blonde og robuste charme hun har vist i mange danske film, er stadigvæk den samme. Fuldstændigt.
Birgit Sadolin tager muntert og smilende imod i sit overordentlig charmerende hjem beliggende i en gammel ejendom fra 1812, som for 25 år siden blev nænsomt byfornyet af Steen Eiler Rasmussen. Formiddagssolen strømmer ind fra tre sider og lyset falder på en tiltalende servering af kaffe, te, friske croissanter, vindruer og små ’lader. Fra den franske altan er der forrygende udsigt til en oase af stynede frugttræer, grønne plæner og sirlige blomsterbede. At sidde i disse omgivelser er som at være i en liflig oase. Et smilehul i det ene bryst ”Der skete det, at jeg havde sådan en forfærdelig hoste,” forklarer Birgit Sadolin. ”Og så gik jeg til lægen. Jeg fik noget medicin. Men det hjalp ikke. Lægen ville så lytte på mig. Og da hun nu alligevel var i gang, så sagde jeg til hende, at jeg da for resten også havde sådan et smilehul i det ene bryst. Hvad er det spurgte jeg? Det skal jeg se på, sagde hun. Og fortsatte
20
straks med at sige, at jeg skulle på Riget med det samme. Jeg fik brev tre dage senere om, at jeg skulle til forundersøgelse, men da man ikke havde plads, skulle jeg på Hamlet i stedet.” Fy for satan. Den var giftig ”Det var en sød yngre læge, som scannede mig. ”Fy for satan. Den var giftig,” sagde han. Det kom så voldsomt, at jeg kom til at grine. Jeg tror, han blev lidt flov over sin umiddelbare reaktion, men han fortalte mig så, at knuden han kunne se, var meget stor.” ”Jeg fik fjernet livmoderen for 35 år siden og har siden taget hormoner, da jeg gik i overgang og ikke kunne klare at stå og svede på scenen. Jeg har fået mange advarsler fra min læge om, at hormoner kan øge risikoen for kræft, så jeg følte nok, at det var selvforskyldt, da det skete.” ”Rigshospitalet meddelte, at de kunne operere 8 dage senere. Og det sagde jeg ja tak til. Efter diagnosen talte jeg med en af
Har aldrig været bange ”Da jeg blev udskrevet en uge senere, tilbød min yngste søn og hans familie, at jeg kunne bo hos dem, mens jeg kom til hægterne. Jeg var der et par dage og blev utroligt forkælet, men så ville jeg gerne hjem til mig selv igen. Jeg må sige, at jeg har et utroligt godt netværk – gode venner og skønne, kærlige børn og børnebørn. Og så har jeg haft den enorme fordel, at jeg ikke har været bange et øjeblik. Jeg havde nok været ulykkelig, hvis jeg havde været 30, men når man er 75, er hver dag en bonus. Når man er 75 har man alligevel ikke så meget at strutte med mere.” ”Min eksmand, som selv lige havde været igennem en stor operation, sagde: ’Tænk på, at det er for sent at dø ung’. Nej, jeg har bestemt ikke noget at brokke mig over. Jeg har fået det hele allerede. Jeg har været rasende privilegeret hele livet.” ”Jeg har altid haft et lyst livssyn. Det er en gave. Man har jo et valg. Det handler også om vilje. Det hjælper, at man kan grine. Mark Twain sagde: ’Jeg har haft så forfærdeligt mange bekymringer, der aldrig blev til noget’. Det er godt at huske på.” Hverken stråler eller kemo ”Da jeg blev løsladt fra Rigshospitalet, skulle jeg hverken have stråler eller kemo. Når jeg var så gammel, voksede det langsomt, fik jeg at vide. Og der var ikke noget tilbage. Der var fjernet ti lymfeknuder i armhulen og heraf var de fem inficerede. Jeg mistede førligheden i armen. Jeg kunne slet ikke løfte den, men en enestående fysioterapeut var rasende ihærdig og til sidst kunne jeg nå tallerkenerne på øverste hylde. Men så begyndte armen at hæve.” ”Jeg blev henvist til en fysioterapeut i Charlottenlund, som masserede og tog mål til en armstrømpe. Den var ulidelig at have på. Navnlig med de voldsomme hedeture jeg løb ind i. Jeg er pensionist, så jeg havde