Tid til at sørge - og tid til at leve

Katrine Kromann Brandt, 5. semester

Tosporsmodellen blev i 1999 af Margaret Stroebe og Henk Schut præsenteret som en ny måde at anskue håndtering af sorg. Modellen gjorde op med fasetænkningen samt med antagelsen om, at undgåelse af sorgen er maladaptivt, og så beskriver den det, som mange, der har oplevet sorg, nok kan nikke genkendende til; at man går frem og tilbage mellem sorgen og hverdagen. En ven sagde engang, da vi havde mistet en fælles ven, at sorgen kom i bølger for hende. Det ene øjeblik kunne hun være i gang med en eller anden hverdagsbeskæftigelse, og det næste øjeblik kunne tårerne fylde hendes øjne. Tosporsmodellen indrammer beskrivelser som denne, og jeg synes modellen fortjente et lille skriv, simpelthen fordi den ved første øjekast giver så god mening.

I sorgen arbejdes der ifølge modellen i to spor: et tabsorienteret og et genindførende spor. Disse spor refererer til to typer af stressorer, tabet og genindføringen i livet, og de kræver begge coping under sorgen. Det tabsorienterede spor knytter sig til håndteringen af tabet, den tabte relation til vedkomne og tanker om den mistede og ens oplevelser med dem. Tid brugt i dette spor er dermed tid til at sørge. Til trods for at være orienteret mod tabet kan der også opleves positive emotioner i det tabs- orienterede spor. De negative emotioner vil dog være dominerende for med tiden at give plads til flere positive. Det genindførende spor handler om at håndtere de mere funktionelle og konkrete aspekter af ens liv og de ændringer, der er forekommet i det pga. tabet. Der er måske kommet nye opgaver til, som den anden plejede at tage sig af, man må måske omorganisere sin tilværelse, og man må tage stilling til, hvem man nu er. I dette spor bruges tiden således på at vende tilbage til og leve livet.

I modellen ligger en antagelse om, at man bevæger sig frem og tilbage mellem de to spor, og at begge spor altid vil eksistere. Man vil således pendulere mellem sporene og skiftevis undgå og konfrontere de forskellige stressorer, der knytter sig til tabet. I tiden lige efter tabet vil man befinde sig mest i det tabsorienterede spor og kun opholde sig i det andet spor i korte tidsrum. Det kan ifølge Strobe og Schut være nødvendigt at forlade det tabsorienterede spor, da nogle opgaver simpelthen kræver, at man forlader det, men det kan også være nødvendigt, fordi man har brug for en pause fra sorgen. Det at undgå sorgen for en stund betragtes dermed ikke som værende maladaptivt, da det kan gøre en

godt at være fri for sorgen og den smerte, der knytter sig til den. Men undgåelsen af tabet må ikke blive for ekstrem, da det også skal konfronteres. Strobe og Schut mener således, at den periodiske variation er nødvendig for at håndtere både tabet og genindførslen og for på sigt at tilpasse sig sin nye situation. Efterhånden som tiden går, vil man opholde sig mere og mere i det genindførende spor og i længere tid ad gangen for kun en gang imellem at gå over i det tabsorienterede, når en bølge af sorg så at sige skyller over en. Det kan for eksempel være nu i juletiden, hvor den ene tradition efter den anden banker på, og man bliver mindet om, at man plejede at gøre disse ting sammen.

Sorg er individuelt, og i modellen lægges der op til, at mennesker vil opholde sig i de to spor i forskellige tidsrum og af forskellige grunde. Nogle vil skulle bruge Illustration: Freja Spangsberg Lindholdt, 5. semester

mere tid i det tabsorienterede spor på for eksempel at mindes det tabte, mens andre vil skulle bruge mere tid i det genindførende spor for at håndtere opgaver, som den anden tidligere var ansvarlig for. Ligeledes adskiller børns sorgproces sig fra voksnes. Jeg stødte selv på modellen i forbindelse med et arbejde med børn i sorg og kunne genkende deres sorgproces i modellens udlægning. Børn opholder sig nemlig fra starten mere i det genindførende spor, så de finder hurtigere tilbage til en hverdag med sjov og leg, men vil som voksne også bevæge sig ind i det tabsorienterede spor fra tid til anden.

Med udgangspunkt i tosporsmodellen kan man derfor sige, at tiden ikke læger alle sår, og der vil altid være bølger af sorg, der vil skylle over en og måske efterlade en med tårer i øjnene. Men bølgerne vil blive mindre, og der vil blive længere imellem dem i takt med, at man finder tilbage til og lever livet.

Litteratur Stroebe, M. & Schut, H. (1999). The Dual Proces Model of Coping with Bereavement: Rationale and Description. Death Studies, 23:3, 197-224, DOI: 10.1080/074811899201046 23