En snak om stress med Tanja Kirkegaard

Emilie Ringgaard, 5. semester

Ligesom med så mange andre fænomener inden for psykologien findes der mange definitioner på stress. Den definition, der ifølge Tanja indfanger det bedst, er: En oplevelse af at de krav, man møder, overstiger de ressourcer, man har til at håndtere kravene. Krav indebærer alt fra krav på studiet og krav i privatlivet til de krav, man stiller til sig selv. Oplevelsen af ikke at have ressourcer til at håndtere disse krav hænger tæt sammen med en følelse af kontroltab. Hvis man oplever, at der ikke er noget, man kan gøre, eller at man ikke ved, hvor man kan søge hjælp, så mister man også kontrollen over, hvad der kommer til at ske for en. Den næste tanke kan være, at det hele vil overmande en, fordi man oplever, at man ikke kan gøre noget for at ændre den tilstand, man er i, og så bliver det faktisk bare værre. Dette er bredere end krav-kontrol modellen, som en del af os kender fra 4. semester, for denne model bliver meget snæver i forhold til, hvad der er krav og hvad der er ressourcer, og den tager samtidig ikke højde for individuelle forskelle. Der er tusindvis af forskellige krav afhængig af, hvilken person man er, og modellen tager heller ikke højde for ens privatliv og fa- milieliv, hvor der er lige så meget, der kan presse den enkelte, som på arbejdspladsen. Tanja fortæller, at det er svært at skille privatliv og arbejdsliv ad, fordi der nogle gange kan være krav i privatlivet, som gør, at man slet ikke kan overskue de krav, man bliver mødt med i andre kontekster som på studiet og arbejdet eller omvendt. Det kan være, man ikke kan koncentrere sig på studiet, fordi man kun tænker på, at ens forældre er blevet skilt, at ens far er syg eller på et mistet venskab. Dette kan blive en ond cirkel, fordi man pludselig ikke længere har ressourcerne til at klare studiet. Krav-kontrol modellen tager således ikke hensyn til individuelle forskelle i, hvad man kan håndtere og alle de forskellige kontekster, man indgår i, hvor man kan opleve en ubalance mellem krav og ressourcer.

Man kan ifølge Tanja se, at uretfærdighed også er noget, der kan stresse rigtig meget på arbejdspladser, og dette gælder også på studiet. Hvis man har lagt meget tid

og arbejde i en eksamensopgave og får en karakter, man ikke er tilfreds med, kan det føre til en enorm følelse af uretfærdighed. Her kan man på samme måde opleve et kontroltab, fordi man ikke kan gøre noget ved det, og samtidig kan man blive angst for, hvordan det kommer til at gå næste gang. Det kan gå ind og påvirke ens selvforståelse og gøre en angst for, om man overhovedet kan klare studiet. Det fodrer en usikkerhed, som måske i forvejen er der, og som kan være stressende, fordi kravene til en selv kan vokse.

Derudover fortæller Tanja, at man kan se, hvordan kulturer på arbejdspladsen eller kulturer på studiet kan påvirke en. Hvis man har en kultur, hvor man er vant til, at der ikke er så meget social støtte, som man desværre ser på en del studier her på universitetet, kan man hurtigt blive isoleret, for vi arbejder meget individuelt, og der lægges ikke op til så meget samarbejde. Man kan gå rundt og tænke ’alle andre får bare 12-taller, jeg kan ikke være med i ræset’, og der kan være meget konkurrence. Det kan betyde, at man står meget alene med tingene og ikke har de samme ressourcer til at håndtere det pres, der kan være ved fx eksamen. Social støtte er nemlig en enormt vigtig ressource, for det giver mulighed for dels at læsse af og komme ud med sine frustrationer og dels at have nogen at sparre med, og det kan betyde, at man føler, der er en vej ud af det. Dermed kan man genvinde følelsen af kontrol, fordi man oplever, at der er et sted, man kan gå hen, og at det hele nok skal gå. Hvis man ikke har den sociale støtte og begynder at bebrejde sig selv og fortælle sig selv, at man er for dårlig og at man ikke kan klare det, så bliver det rigtig svært.

Tid kan ifølge Tanja blive en stressfaktor, når man begynder hele tiden at tænke, at man ikke har tid nok til at nå det hele. Vi lever i et højhastighedssamfund, hvor vi skal nå så meget som muligt på kort tid. Det kan vi også opleve som studerende, hvor man måske både vil nå at være sammen med venner og familie, træne, tage til sociale arrangementer, have et studiejob, der giver god erfaring og samtidig klare sig godt til eksamen. Tid bliver således en udfordring, fordi tiden bliver udfyldt med alt for mange ting, og hvor skal man så prioritere tiden henne? Konsekvensen kan blive, at man ikke er nærværende, når man er sammen med andre, fordi man egentlig er på vej videre til noget andet. Den tid man bruger på at læse, kan blive speedet op, fordi man gerne skal kunne nå alt det andet.

Tanja fortæller, at det betyder, at tiden bliver intensiveret på en måde, som hjernen ikke altid kan følge med til, for hjernen har også brug for restitution. Hjernen har brug for, at vi veksler mellem at sætte i gang og restituere, og hvis man ikke får nok restitution, så kan hjernen blive overbelastet. Hvis man så har et øjebliks ro, bruger mange tiden på de sociale medier eller på lige at nå noget, man er bagud

med, i stedet for at bruge tiden på en hjernepause, hvor man sidder og kigger ud ad vinduet og lader tankerne vandre. Dette ved man ellers ifølge Tanja, der er sundt, fordi det kan få ting til at falde på plads og skabe sammenhænge i de ting, der er sket i løbet af dagen. Mange holder ikke disse hjernepauser, og det betyder, at hjernen hele tiden aktiveres af nye ting, for når der endelig er tid, så bruges tiden til et eller andet frem for at give hjernen en pause.

Hvis man bruger en masse energi på at tænke over alle de ting, man er tidspresset over at skulle nå, kan folk have svært ved at sove, og det er netop også i søvnen, hjernen restituerer. Det kan derfor blive en ond cirkel, og netop rumination og søvnvanskeligheder er da også et af de første tegn på stress. Tegn på stress kan være fragmenterede tanker samt at tankerne kører i ring. Tanja fortæller, at man her taler om det, man kalder ’monkey-brain’, når man er meget presset. Det henviser til, at tankerne hopper rundt fra det ene til det andet, og man kan ikke rigtig få styr på dem. Det er noget man ser, når hjernen bliver overbelastet.

Til spørgsmålet om, hvad der særligt kan stresse studerende, forklarer Tanja, at hun tror, det kan hænge sammen med præstationskulturen. Der er en forventning til sig selv om, at man skal klare sig 100% godt. Man kommer fra et system i gymnasiet, hvor man ret hurtigt skal vælge sig ind på en linje og vælge den rette vej. Der kan

godt være lidt trusselstænkning over det. Der er ikke så stor grad af fleksibilitet, og man skal gerne klare sig rigtig godt. Der er nogle enormt høje karakterkrav på mange studier, der gør, at man vænner sig til at tænke, at man skal klare sig 100% godt, for ellers går det hele galt. Noget af den tænkning kan blive taget med ind på universitetet, hvor man på samme måde kan have en forventning til sig selv om, at man skal klare det godt, for ellers kan man ikke blive psykolog. Derfor bruger man al sin tid på at få læst, få det rette studiejob og få hele listen perfekt, så man kan komme ud og få et godt job bagefter. Det kan skabe en isolation og en angst for ikke at være god nok, som kan gøre, at man føler sig presset. Samtidig kan nogle semestre være sat hårdt sammen, hvor der er rigtig mange eksamener lige i træk. Her kan de her spidsbelastninger blive rigtig hårde at være i, hvis man samtidig også gerne skal have det rette studiejob. Man hører måske også kun om dem, der klarer sig godt og har det rigtige job, og glemmer de 100 andre, der har det ligesom en selv.

Men hvem dikterer eller har oplevet, at et bestemt studiejob skulle give bedre jobmuligheder? Og hvornår er et studiejob relevant? Der kan være mange fortællinger, der hele tiden kan presse en og få en til at føle, at der er mange ting, man skal nå og at man skal være den bedste udgave af sig selv og gøre det bedste. Tanja fortæller, at mange taler om, at ’imposter-syndromet’ kendetegner mange studerende og universitetsmiljøet i det hele taget, herunder også underviserne. Dette indebærer en tvivl på egne evner og en angst for at blive afsløret i at være for dårlig eller for dum til at være her. Man har nogle urealistiske forestil- linger om, at hvis man ikke klarer sig 100% godt, så er man dum. Det er en sort-hvid tænkning, der kan presse en meget. Tanja påpeger samtidig, at det også afhænger af, hvordan de studerende formår at omfavne det og udfordre det, for de studerende kan både være med til at reproducere eller dæmpe denne kultur.

Samtidig har vi i dag uanede mængder af valg, og hver eneste gang vi tager et valg, vælger vi også noget fra. Som psykologen Barry Schwartz påpeger, kan de mange valg betyde, at vi kommer til at fokusere på alt det, vi vælger fra, frem for det vi vælger til. Man kan derfor konstant blive i tvivl om sine valg. De mange valgmuligheder betyder samtidig, at det er ens eget ansvar at realisere sig selv, for hvis man træffer et dårligt valg og ikke opnår det man vil, er det ens egen skyld. Det konstante krav om selvrealisering stiller både krav om, at man skal vide, hvilken retning man skal, men også et konstant krav om selvudvikling, som kan være hårdt, fordi man på den måde bliver opmærksom på de ting, man ikke kan endnu. På den måde får man aldrig lov til at stå stille og bare være, for man er hele tiden på vej et sted hen.

I jagten på selvrealisering kan man stille høje krav til sig selv om at præstere i alle kontekster, og det kan presse en, fordi man i alle disse kontekster skal tage nogle valg, som har betydning for, om man lykkes

med det. Hvis man hele tiden skal være den bedste udgave af sig selv, den bedste ven, den bedste på studiejobbet, den bedste kæreste, den bedste studerende, så kan det blive rigtig hårdt, for så er der mange indre krav til en selv, som kommer oven i alle de ydre krav. Det kan blive en konkurrence, hvor der ikke er nogen, der vinder.

Juletiden kan af åbenlyse årsager være en stressende periode, fordi der er mange ekstra krav. Tanja fortæller, at der derudover er forskning, der peger på, at julen også kan være stressende, fordi der er krav om, at man skal have det hyggeligt og at man skal være sammen med sin familie. Det kan derfor være en stressfaktor for dem, der har det skidt og af den grund har svært ved at hygge sig, men også dem, der ikke har en stor vennekreds eller familie, eller dem der har problemer i deres familie. På den måde kan julen tydeliggøre og forværre nogle af de ting, man går i til hverdag, og tydeliggøre de ting, man ikke har.

Som følge af corona har vi mindre interaktion med hinanden, og Tanja påpeger, at det kan forværre den isolation, man i forvejen kan føle, når man ikke har så mange undervisningstimer. Vi har også mindre interaktion med underviserne, hvilket betyder, at distancen mellem underviser og studerende bliver større, og det kan også påvirke den studerende, fordi det bliver sværere at få svar på spørgsmål. Man kan derfor komme til at føle sig mere isoleret. Desuden mener Tanja, at fordi man i højere grad er derhjemme og ikke har 1000 ting, man skal, kan nogle af de ting, som man har skubbet væk, komme til at blomstre op og komme til at fylde mere. Lige pludselig har man faktisk al tid i verden. Så nu har man næsten kun studiet, som enten kan komme til at fylde alt for meget for en, så man slet ikke får restitution, eller også kan det, at man har en masse tid, få nogle uhensigtsmæssige ting til at fylde. Men omvendt kan man også komme til at forholde sig til sit liv på en anden måde. Man kan få mere ro til at reflektere over sit liv og den måde, man gerne vil leve på og om der er nogle ting, man kan vælge fra. Her fortæller Tanja, at man af studier kan se, at corona har sat nogle ting i gang i befolkningen i forhold til, at man gerne vil leve langsommere, have mere nærvær i sit liv og prioritere anderledes. I den forbindelse ser Tanja corona som et meget interessant eksperiment, hvor man får sat livets tempo ned. Så er spørgsmålet, om det er noget, man bliver ved med, eller om man hopper på toget igen, når corona er overstået.

Coronasituationen medfører samtidig en uforudsigelighed, for der er ikke nogen faste holdepunkter for, hvad der kommer til at ske, og man skal hele tiden forholde sig til nye regler. Denne uforudsigelighed er meget svær at være i og får sat gang i alarmberedskabet i vores hjerne, fordi vi bliver konfronteret med noget, vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved. Det medfører også en form for kontroltab, fordi man ikke har den forudsigelighed i sit liv, som er meget vigtig. Selvom uforudsigeligheden vil på-

virke nogen mere end andre, kan coronaen derfor ses som en voldsom form for kontroltab.

1. Vær social. Den sociale støtte er en enorm vigtig ressource, når man bliver presset. Lad derfor være med at isolere dig med eksamen og husk også at prioritere det sociale. 2. Man kan ikke klare sig godt i alt. Gør op med dig selv, at du ikke kan klare dig godt i alle eksamener, men at du gør det så godt, du kan. Brug din studiegruppe som støtte, tag en dag ad gangen og tænk på, at det nok skal gå under alle omstændigheder, uanset hvordan du klarer dig. 3. Vær realistisk. Find ud af, hvad der er vigtigst, du får gjort i den her juletid – og hvad der er realistisk. Få lavet en realistisk og systematisk plan, men accepter hvis planen ikke holder. Læg måske ekstra tid til, særligt hvis du er tidsoptimist og tror at alt kan klares på den halve tid. 4. Egenomsorg. Berolig dig selv og vær god ved dig selv i forhold til de krav, du stiller. Måden, du taler til dig selv på, er rigtig vigtig. Vær derfor opmærksom på dine tanker og hvordan du taler til dig selv i pressede perioder. De negative tanker om alt det, du burde have nået, sætter gang i kroppens alarmsystem og udskiller en masse ting i kroppen, der hverken er nødvendige eller sunde. Så tal til dig selv på en måde, der gør, at du kan tage det stille og roligt. Find nogle sætninger, der virker for dig. Illustrationer: Anine Roth Jacobsen, 5. semester Til sidst fortæller Tanja om en sætning, der har hjulpet hende. Da hun som færdiguddannet havde meget travlt og stressede over sine arbejdsopgaver, sagde arbejdsgiveren til hende: ’Jamen, du kan jo ikke trylle’. Her gik det op for hende, at det faktisk var det, hun forventede af sig selv. Hun begyndte derfor at sige til sig selv: ’Det kan jeg ikke leve op til, for jeg har kun det her tidsrum, og jeg kan kun klare det her, og sådan er det’. Men det kræver så også en arbejdsplads, hvor opgaverne er realistiske og der er forståelse, hvis man ikke når sine opgaver.

Forhåbentlig er du nu blevet en smule klogere på fænomenet stress og på hvad du kan gøre, hvis du føler dig presset. Så når du oplever, at tiden er knap og at du har 117 ting, du skal nå, så søg social støtte, giv din hjerne en pause en gang imellem

og husk egenomsorgen.