”Hvem gider at se Lecce, Treviso, Cagliari, Messina, Reggina, Ascoli og Siena – eller for den sags skyld Chievo eller Lazio og Udinese? Den eneste grund til, at folk kommer til kampene mod Empoli og Livorno, er, at det er lokalopgør.”
en anfører ved navn Eugenio Corini, og det har han stadig. Del Neri tog bindeleddet på banen fra Chievo med til Palermo, og den 35-årige midtbanekreatør ligger stille og roligt og styrer kampene. Kun overfor typer som Viera, Emerson og Gattuso virker han gammel og slidt – i resten af kampene er han en fornøjelse at se på. Palermo er et hold, der er bygget op om klassiske dyder som fælles tillid og stram disciplin. Holdet har på én sæson etableret sig i Serie A. Det er sjældent, det sker i en liga, hvor der ofte er kaos i oprykkerklubberne, som slet ikke er gearede til livet i den bedste række, fordi presset og økonomien er fem gange så stor som i rækken nedenunder – der knapt nok er kendt blandt de fodboldsøgende italienere. Alt, hvad der tæller, er Serie A, og det bliver tydeligt, når man kigger på to hold, der kunne have spillet i den bedste række i år.
end Serie B. Hvis deres klub rykker op, så skifter de til en anden Serie B klub. De ved, at deres spil og evner passer til Serie B. Torino fik dog fat i den afdankede tank-forward Roberto Muzzi, som efter et par kedelige sæsoner i Lazio har fundet sig godt til rette i det lidt tilfældige spil med en masse løse bolde i feltet. Torinos storhed manifesteres af, at Rai Uno, i anledning af klubbens 100 års fødselsdag i efteråret 2005, sendte en tv-serie i to episoder om klubbens første år. Torino er en vigtig del af hele den moderne fodboldnations opståen, og sådan en klub bør ifølge italienerne spille i landets bedste række.
Sæsonen startede i kaos To af oprykkerne var to af de mest traditionsrige klubber i Italien – Genoa og Torino. Begge klubber skulle bidrage med det, ligaen mangler. Lokalopgør og levende tilskuere, der gerne vil se fodbold, selvom det regner. Genoa, der deler hjemby med Sampdoria, har yderst aktive tifosi. Fra det øjeblik man kommer ind i byen, ser man flag og bannere fra havnebyens vinduer. Bilerne har vimpler i ruderne, teenagerne bærer de rød-blå trøjer, og der er ingen tvivl om, at selv om Sampdoria har et mesterskab og et par flotte europacup-sæsoner fra starten af 90’erne med Vialli, Lombardo og Mancini på holdet, så er det Genoa, der er byens hold. Holdet nåede ikke at spille i Serie A i år. Allerede inden første fløjt blev en bestikkelsesskandale rullet op. Genoa havde bestukket Venezia i den sidste Serie B-kamp, der skulle vindes, for at holdet kunne rykke op. Genoa vandt 3-2, men endte med at miste en træner og et halvt hold. Det eneste, de vandt, var en degradering til Serie C, og her måtte de starte sæsonen med minus tre point. De fører suverænt Serie C efter en svær start, og det skal gå helt galt, hvis Genoa ikke er i Serie B til næste år.
Umulige odds for de to nye Afløserne for de to tvangsnedrykkere var Treviso og Ascoli. Det er næsten umulige odds for to små klubber. Treviso, der ligger lige nord for Venedig, har aldrig før været i Serie A, og de har da også haft det svært. De eneste spillere på holdet med erfaring fra den øverste række er de to enæggede tvillinger Antonio og Emanuele Fillipini, der kom fra Lazio, og så Dino Fava, der spillede en håndfuld gode kampe for Udinese for to sæsoner siden. Treviso prøver virkelig at spille fodbold, men det lykkes ikke rigtig for dem. Deres bane ligger inde midt i byen og er omkranset af højhuse – den var næsten uden en græstørv, da sæsonen startede, og oven i det har de umådeligt svært ved at samle byens gode borgere på stadion. 5000-6000 tilskuere er ikke unormalt i Treviso. Ascoli har gjort det noget bedre. De samler 8-10.000 på tribunerne og har fattet, at de er nødt til at overføre den fight og ånd, der gav dem en god sæson sidste år i Serie B. De skal nok klare den. I årets første kamp mod Milan lignede banen et vandland, og det forstod spillerne at bruge til noget. De tacklede sig glidende gennem de 90 minutter, og da der til slut stod 1-1 på tavlen, vidste Milans stjerner ikke, hvor de skulle kigge hen. De var blevet overrumplet af spillets ældste trick: fight som sindssyge og håb på, at modstanderne ikke ved, hvad de skal gøre ved det, før det er for sent!
Op og ned mellem Serie A og B Torino betragtes også som en af de mest traditionsrige klubber. De seneste mange år har de penduleret op og ned mellem Serie A og B. Oprykningen i år blev fulgt op med købet af danske Christian Keller, der dog som resten af holdet ikke kom på banen i Serie A. Torino havde så meget rod i økonomien, at de blev smidt tilbage, hvor de kom fra. Som Genoa ligger de i toppen af deres række, og meget tyder på, at de igen er på vej mod Serie A. Torino gjorde et par fornuftige indkøb i starten af sæsonen. I Italien ved man godt, at Serie B er et andet spil. Det er hårdt, det er fysisk, det er fight. Der er spillere, der aldrig når længere
Et gammelt ritual Tilbage på stadion i Firenze hvor topscorer Luca Toni lige har hugget mål nummer 15 i kassen. Han fejrer altid sine scoringer med at dreje højre hånd frem og tilbage foran øret, som om han skruer sit øre på. Han har forklaret, at det ikke betyder noget – det er bare et ritual, som han begyndte at bruge engang, og nu kan han ikke lade være. Tonis fysiske centerforwardspil giver den gamle barber Mauro dejlige minder om tiden i midten af 90´erne, hvor den legendariske Gabriel Batistuta var helten i Firenze. Han lavede 180 mål i kun 291 kampe for klubben. Men holdet er bedre end dengang, fortæller han. Prandelli,
78 sportsfan