Ordet nr. 48, Ungdom

Page 1

UNGDOM

48

Nr.

1


0 kr.

det første år

Velkommen til et stærkt fællesskab for akademikere Som fagforening arbejder vi for at sikre dig de bedste vilkår på studiet og arbejdsmarkedet, mens vi som a-kasse hjælper dig økonomisk, hvis du bliver ledig efter endt studie. Som medlem hos os får du blandt andet også adgang til studierelevante kurser og en lang række rabatter. Fagforeningen er gratis det første år — herefter 20 kr. om måneden. A-kassen er gratis hele studietiden, hvis du er under 30 år. Læs mere og meld dig ind på studerende.dm.dk

2


Velkommen til Ordet #48 – Ungdom

Ordet - tidsskrift for film og medier Ordet er en frivillig forening for filmglade fagfæller. Den opstod

Ungdommen er uomtvisteligt livets kroppen, med personligheden og engang i tidernes morgen, som en dugfrisk idé fra en privilegeret med ens verdenssyn. Det er lige dele vigtigste fase. I teenageårene er man studerende. Ønsket var et fællesskab foruden og forelæsninger, men åben og modtagelig, mens man mere skræmmende fantastisk. for alumner med skabertrang og skriveglæde – for dem med film eller mindre fortvivlet prøver at på hjerte, meninger for hånden med til at og sprede harlysten kun været et dele spørgsmål om navigere i identitet, seksualitet, ansvar ogDet Ordet. og relationer. Samtidig oplever man tid, før Ordet ville kredse om temaet ungdom. Nu sker det endelig. Det er nogle af de mest fortryllende år af sit liv. Ubeskrivelige en mastodont af et på emne, men det er Med røddernevenskaber plantet iskabes Film-ogog Medievidenskab Købenet af de mest naturlige, man kunne uovervindelighed gennemsyrer sjælen. havns Universitet har Ordet sidenhen forgrenet sig til flere fag og sig at tage fra op. nær og fjern og fakulteter. Vi er i dag en forsamlingforestille af studerende Ipå ungdommen føles alt voldsommere. tværs af årgange. Ordet er samlingspunktet. Ungdommen repræsenterer et Nok kan man være fortvivlet og overflødighedshorn af muligheder, ulykkelig eller glad og forelsket, når Ordet er en kravlegård for dem, der endnu skal lære at stå på egne og det er noget, enhver har et ganske man bliver ældre – men når man ben; ogfølelserne en legeplads for dem, der allerede er fremme i skoene. Her oplever for første gang, føles unikt perspektiv på. er det lysten, der driver værket, og vi tror på, at det afspejler sig i de allerstærkest. Er man ked af det, vores indhold. Ordet et tidsskrift for film mediertemaet i bredmed fortror man aldrig, man blivererglad igen. Ordet nr. 48og behandler stand, vis vil bistå læseren med interessante størst mulig omhu. Selvom hver enarEr man der glad,på kantraditionel man ikke forestille tikler og en horisont. Menfacet somikke sproget er Ordet i evig foransig, at livet kanudvidet blive bedre. kan afdækkes, kommer vi vidt omkring. Du vil således dring, og vi tilpasser os evigt nye trends og tendenser. Theodore (Joaquin Phoenix) siger i kunne læse om alt fra hyperaktuelle Spike Jonzes til gamblingkultur i Her (2013): ”Sometimes På vores hjemmeside holder vi digungdomsserier opdateret med filmanmeldelser spilindustrien;kan fra japansk anime til kan Iog think I haveartikler, felt everything ever Facebookside kortere og påI’m vores du hele tiden mexicansk road movie. gonna feel. And from here on out, følge med og holde øje med alt, hvad vi udgiver. Du kan også lægI’m not gonna feel anything new. Just ge læsebrillerne og tage lyttebøfferne på, når vi uddeler talegaver i Jeg håber, at vores blad vil røre noget i lesser versions of what I’ve already Ordets Filmpodcast. dig. Det har rørt mig at lave det. felt.” Hans ord synes at bære en guldklump af sandhed. Tak for nu. Vi håber, du har nydt atRigtig læsegod med. læselyst. I vidt forskellige tempi vokser På vegne Ordets redaktion, man op sideafom side med sine kammerater. Nogle falder fra, andre Benjamin Damon kommer til. Der skerMinuva ting med Sidsel Pedersen

Chefredaktør på Ordet

Chefredaktør på Ordet nr. 48


Forside: Normal People (2020). Foto: BBC

CHEFREDAKTØR Benjamin Damon REDAKTØRER Olivia Alleslev Gustav Stubbe Arndal Benjamin Damon Zainab Issa Anna Lauritsen Sidsel Minuva Nanna Schmidt Nordestgaard Marcus Uhre SKRIBENTER Gustav Stubbe Arndal Natashia Bernburg Benjamin Damon Christian Hejbøl Zainab Issa Amalie Vinge Jensen Anna Lauritsen Sidsel Minuva Freja Wille LAYOUT Gustav Stubbe Arndal Benjamin Damon Christian Hejbøl Anna Lauritsen Sidsel Minuva ANNONCER Benjamin Damon Zainab Issa OPLAG 250 ONLINE Læs anmeldelser og artikler fra filmens verden på: www.ordet.net 4


TEMA

UNGDOM INDHOLD:

Y Tu Mamá También: Dit livs roadtrip ............................... s. 4 Har Jonas Risvig knækket koden til dansk ungdomsfiktion?..... ............................................................................................ s. 14 Sex Education og den gode repræsentation ....................... s. 22 Videospil korrumperer dine børn! .................................... s. 32 Eighth Grade: Bo Burnhams kærlighedserklæring til ungdommens mest akavede år .......................................... s. 38 Rejsen til Mecha: Teenagere på tolv etager ...................... s. 46 90’erne lever! [Virtuelt] ..................................................... s. 56 Euphoria: Euforiens verden er ensom ............................... s. 64 Test dig selv: hvilken teen-karakter er du? ........................ s. 73 Beviset på at tiden er gået ................................................. s. 74 Da ungdommen væltede Hollywood ................................. s. 82

5


Y Tu Mamá También (2001). Foto: Producciones Anhelo

6


Y TU MAMÁ TAMBIÉN: DIT LIVS ROADTRIP af Benjamin Damon

7


Y Tu Mamá También (2001). Foto: Producciones Anhelo

Hvad definerer overgangen fra barn til voksen? Er det noget så trivielt som at fylde 18 år? Er det en større forståelse for den omkringliggende verden og dens mange facetter? Er det, at man bliver bevidst om ansvar og forpligtelser og indser, at man ikke kan være barn for evigt? Et facit findes naturligvis ikke, men i sit mesterværk, Y Tu Mamá También (2001), opstiller den mexicanske instruktør, Alfonso Cuarón, flere gode bud. 8


I

Men Cuarón holder intet tilbage. Han bombarderer seeren med både visuelt og tekstuelt indhold, som langt overskrider de grænser, der normalt gør sig gældende i en relativt mainstream kontekst som denne. Det er vanvittigt forfriskende at se, for det føles mere virkelighedsnært end det af og til gør, når man ser en overpoleret amerikansk film. Men det ville være en bjørnetjeneste af dimensioner at reducere Y Tu Mamá También til udelukkende at være provokerende for provokationens skyld.

filmens åbningssekvens introduceres vi til Tenoch (Diego Luna), som har (en form for) sex med sin kæreste, Ana (Ana López Mercado). Hun skal lige straks til Italien med sin bedste veninde, Ceci (María Aura), som er kærester med Tenochs bedste ven, Julio (Gael García Bernal). Cut til næste scene, og vi møder netop Julio og Ceci midt i et, om muligt, endnu mere forkvaklet og forhastet forsøg på samleje. Begge par sværger til hinanden, at de ikke vil være utro, mens de er væk fra hinanden. Det er ikke tilfældigt, at Y Tu Mamá También indledes så eksplicit; sex gennemsyrer filmen på en måde, som sjældent er set lignende i den klassiske coming of age-fortælling fra Hollywood. Jovist, der har været friske forsøg gennem tiden, og en film som The Graduate (1967) er et godt bud på et grænsesøgende og nyskabende værk.

EN USEXET FORTÆLLING OM SEX Men hvad er det så, der får mig til at kalde filmen for et mesterværk? Først og fremmest er den lavet med en ekstrem præcision, som få andre end Cuarón kan præstere. Som vi så næsten to årtier senere 9


Y Tu Mamá También (2001). Foto: Producciones Anhelo

MAN KAN IKKE KØRE FOR EVIGT

i det Netflix-finansierede passionsprojekt, Roma (2018), har manden en ubegribelig evne til at illustrere Mexico på godt og ondt.

De to drenge har lumre bagtanker med at få Luisa med på turen – og det ved hun fra starten af. Alligevel spiller hun et langt stykke ad vejen med på deres præmisser. På turen taler de om alt mellem himmel og jord, men allermest om seksuelle oplevelser og præferencer. En gang imellem afbrydes de af, at bilen går i stå, eller at de kører forbi noget bemærkelsesværdigt. Det meste af tiden snakker de bare.

Y Tu Mamá También formår at flette små, diskrete kommentarer ind, der, selv uden den store kontekst eller forforståelse, fint viser nogle af bagsiderne ved det mexicanske samfund. Som når Tenoch, Julio og Luisa (Maribel Verdú) på deres roadtrip pludselig kører forbi nogle sagesløse bønder, der tilbageholdes af politiet. Vi får ikke mere end nogle få sekunder, men det er nok. Det er netop balancen i ikke at gøre det til en åbenlyst politisk film, som forstærker de billeder, vi faktisk får.

På et tidspunkt høres Brian Enos magiske By This River (1977) i bilradioen, men det er blot en kort sidebemærkning og bliver aldrig så følelsesladet, som det ellers nemt kunne være blevet. Øjeblikket afbrydes nemlig af, at radioen kratter og Fortællingen er dog først og fremmest falder ud. Lige så hurtigt, som vi blev lullet en dannelsesrejse; både for tilskueren og ind i en drømmelignende tilstand, lige så for Tenoch og Julio, men også for deres kvindelige ledsager, den midtvejskriseramte hurtigt er vi ude af den igen. Luisa. Cuarón illustrerer ufortrødent den totalt vildslupne livsstil, som drengene praktiserer. Filmen emmer af sex, både i form af grafisk indhold, men også i form af drengenes samtaler med hinanden, som nærmest udelukkende består af seksuelt indhold.

« På den måde er filmen på én og samme tid en sand lykkerus og en forfærdeligt deprimerende påmindelse om, at ungdommen kun er til låns. »

De støder tilfældigt ind i Luisa til en stort anlagt bryllupsfest, og de bliver straks betagede af hende. Da de, efter at have kendt hende i få minutter, spørger, om hun ikke vil med til ”Boca del Cielo” – ”Heaven’s Mouth” på engelsk – griner hun lidt af dem. Det er en grotesk situation. Det er kendetegnende for hele filmen, Hun er langt ældre end dem og har en mand; hvorfor skulle hun tage på roadtrip at vi aldrig får lov til at dvæle for længe i melankolske stunder. Y Tu Mamá med to liderlige drenge? También er nemlig ikke per definition Blot nogle dage senere finder Luisa dog ud en sørgelig film. Det er en hamrende morsom, livsbekræftende og rebelsk film. af, at hendes mand har været hende utro, så hun vælger impulsivt at takke ja til deres Den tager dig på dit livs roadtrip. Men, med fare for at lyde en smule corny; selv tilbud, som en form for virkelighedsflugt. 10


de bedste roadtrips har en ende, og det har ungdommen også. På den måde er filmen på én og samme tid en sand lykkerus og en forfærdeligt deprimerende påmindelse om, at ungdommen kun er til låns. At relationer knækker i takt med, at man vokser op. At folk forsvinder.

ikke være noget trist, at man mister sin uskyld. Men det er det i Y Tu Mamá También. For Tenoch og Julio er bedste venner, uadskillelige i starten af filmen, som var de siamesiske tvillinger. De deler (næsten) alt med hinanden og tilbringer så meget tid som muligt sammen. Venskabet er så tæt, at det ofte er på grænsen til det homoerotiske, når de f.eks. nøgenbader sammen uden kvaler.

Barndommen er måske først og fremmest præget af og defineret ved uskyld. Tenoch og Julio er også stadig uskyldige på mange måder. Jovist, de opfører sig bestemt ikke som Guds bedste børn, men hvis man ikke har lov til at udforske og udfordre grænser i den alder, hvornår har man så? Jeg vender tilbage til det spørgsmål, jeg stillede i starten af artiklen: Hvad definerer overgangen fra barn til voksen?

« Det behøver ikke være noget trist, at man mister sin uskyld. Men det er det i Y Tu Mamá También. »

DET UUNDGÅELIGE

Det hele smuldrer dog, langsomt men uundgåeligt, i løbet af filmen. Det er måske netop, fordi det ikke kommer som nogen overraskelse, at det gør særligt ondt at se på. Det bliver tydeligere og tydeligere, jo længere drengene kommer på deres tur, at de måske er nødt til at

Ja, det er måske netop tabet af uskyld, som definerer overgangen fra barn til voksen. Et tab, der kan foregå på mange måder. For de fleste er det en helt naturlig proces, som sker i takt med, at man bliver ældre og oplever flere og flere ting. Det behøver 11


vokse fra hinanden. Da først de afslører overfor hinanden, at de begge to har været sammen med den modsatte parts kæreste, ruller lavinen for alvor. Det er grimt at se på, selvom det unægteligt er pakket ind i en del humor og absurditet.

around?”, spørger Julio. ”Sure”, svarer Tenoch. ”They will never meet again”, konstaterer den alvidende fortæller.

Mod slutningen af filmen kommer Tenoch og Julio til at gå så langt, at de aldrig kan gå tilbage. I en kulmination af alt, der er gået forud, bliver det homoerotiske aspekt udpenslet i en sådan grad, at drengene næste morgen har svært ved at se hinanden i øjnene. Luisa er katalysatoren, men på en eller anden måde synes det at være den eneste måde, venskabet nogensinde kunne være sluttet på. Man kommer til at tænke på en linje fra Frank Ocean-sangen, Ivy (2016), der lyder: ”We’ll never be those kids again”. Det synes perfekt at indkapsle situationen.

Der findes imidlertid film, som behandler tabet af den uskyldige ungdom på andre måder. Drager man lidt længere sydpå fra Mexico, støder man på City of God (2002) – en efterhånden legendarisk film med stjernestatus over hele verden. Fernando Meirelles’ og Kátia Lunds mesterværk er en nådesløs fortælling om en gruppe unge brasilianere i Rio de Janeiros favela-miljø.

UNIVERSELT - MEN FORSKELLIGT

Tenoch og Julio på 17 år har mistet deres uskyld. De er med ét på vej ind i en ny tilværelse – en tilværelse som naturligvis måtte komme på et tidspunkt. Måden det sker på er dog hjerteskærende. I filmens slutscene sidder de på en café, distanceret fra hinanden og med en alvor, der signalerer, at de er et andet sted i deres liv nu. De taler kort og overfladisk med hinanden og siger farvel. ”See you

Beasts Of No Nation (2015). Foto: Netflix

12


City of God (2002). Foto: Camera Film

tæt på virkeligheden i flere afrikanske lande. Her bliver unge børn trænet som dræbersoldater i en uhyggeligt ung alder. Idris Elbas karakter, Commandant, fremstår som en alfaderlig figur med bling og blær, autoritet og en kynisme, der overgår din værste frygt. Det er løftet om at bære våben, fremstå magtfuld og simpelthen bare være noget, som frister de unge børn, og pludselig har de slået et fremmed menneske ihjel. Udviklingen sker alt for hurtigt, modsat den naturlige udvikling, som finder sted i Y Tu Mamá También. På brutal vis mister helt unge drenge deres barndom og presses ud i forfærdelige situationer. Her er tabet af uskyld ikke et aktivt valg, som det, trods alt, er for Tenoch og Julio - i hvert fald til en vis grad. I City of God synes den kriminelle vej at være den eneste vej for de unge drenge, der hurtigt lokkes ind i en dødsensfarlig verden, som er langt sværere at komme ud af, end den er at komme ind i.

« I City of God synes den kriminelle vej at være den eneste vej for de unge drenge, der hurtigt lokkes ind i en dødsensfarlig verden, som er langt sværere at komme ud af, end den er at komme ind i. »

Et lignende eksempel findes i Bondaktuelle Cary Joji Fukunagas Beasts of No Nation (2015). Den var en af Netflix’ allerførste satsninger på spillefilmsområdet og har aldrig helt fået den omtale, den fortjente. Det er nemlig en ganske velfortalt historie, som ligger skræmmende

Sammenligningerne med City of God og Beasts of No Nation er måske en anelse

13


Y Tu Mamá También (2001). Foto: Producciones Anhelo

ekstreme, men det er nu alligevel slående, hvor forskelligt unge mennesker på tværs af kulturer, miljøer og nationaliteter siger farvel til den uskyldige barndom og mere eller mindre kastes ind i et voksenliv, der for nogle er lig med hårdkogt kriminalitet qua deres negative sociale arv, mens det for andre – f.eks. Tenoch og Julio – er en relativt symbiotisk overgang.

lyst til at tude, fordi man ikke aner, hvad man skal gøre med sit liv, og man bliver konstant spurgt af bedsteforældrene, hvad man skal studere. Og når man endelig finder ud af, hvad man skal studere, ja, så bliver man spurgt om, hvad man skal arbejde med, når man er færdig med at studere.

« “Life is like the surf, so give yourself away like the sea”, siger Luisa i slutningen af filmen. Måske har hun ret. Måske er det lige præcis den vigtigste pointe at tage med sig fra Y Tu Mamá También.»

Vigtigt er dog at man ikke undervurderer sidstnævnte. Det kan lyde privilegeret at sige, og det er også fandens privilegeret, men i vores vestlige velfærdssamfund er selv den naturlige overgang fra barn til voksen en tumultarisk og hård periode for langt de fleste. Pludselig er man student og siger farvel til faste rammer med faste venner. Så står man der og har mest af alt

Alt imens dette står på skal man forsøge at navigere i sine relationer, som i disse år er sværere at holde styr på end nogensinde før eller siden. Tenoch og Julio kunne ikke engang holde fast i deres absolut bedste relation. “Life is like the surf, so give yourself away like the sea”, siger Luisa i slutningen af filmen. Måske har hun ret. Måske er det lige præcis den vigtigste pointe at tage med sig fra Y Tu Mamá También. Overgiv dig til livets mange udfordringer og glæder, opog nedture og sug det hele til dig. Så skal det nok gå. ■

14


15


16


HAR JONAS RISVIG KNÆKKET KODEN TIL DANSK UNGDOMSFIKTION? af Natashia Lindqvist Bernburg & Amalie Vinge Jensen

17

Grænser (2021). Foto: Jonasrisvig.com


Centrum 2 (2020). Foto: Soundvenue

Ved indgangen til biografsalen venter en flok unge piger spændt med hver deres billet i hånden. Luften er tyk af både parfume og lune popcorn, da de hver især rækker deres billet frem og vises ind i mørket. På lærredet spiller det erotiske ungdomsdrama, After, der fik premiere med den første film i 2018 og allerede har fået to efterfølgere.

D

er er tale om en filmatisering af Anna Todds romaner af samme navn, der handler om den uskyldige og tilbageholdende Tessa Young, der indleder et erotisk forhold til den attraktive Hardin Scott. Modsætningerne mellem de to hovedkarakterer er ikke til at tage fejl af, men kærligheden er hed og uimodståelig.

det, publikummet egentligt kender. Man fristes til at spørge, om det kun er sex og hede fantasier, som ungdommen kan spejle sig i. Svaret synes at være nej, for herhjemme har den unge instruktør, Jonas Risvig, haft kolossal succes med at skabe ungdomsserier, der ligger meget langt fra After-universet.

Filmene er af anmeldere udpeget som ungdommens svar på Fifty Shades of Grey (2015); idéen er at forsøge at nå den spæde ungdom med et hedt og seksuelt univers, der forhåbentlig vil give stof til eftertanke hos den unge generation. Men hvilket stof ? After er blot én af de amerikanske ungdomsfilm, der opstiller et ungdomsunivers langt fra

EN UNG GUT FRA SILKEBORG På den danske film- og tv-scene er han svær at komme udenom, for på rekordtid er den unge filmskaber blevet et kendt navn indenfor dansk ungdomsfiktion. Den 27-årige instruktør har på imponerende vis skabt et ungdomsunivers, som for alvor tog fart efter hans succesfulde serielle

18


ungdomsfiktionsdebut, Centrum (2020).

mennesker at færdes på normal vis.

Men hvem er Jonas Risvig egentlig? Han debuterede allerede som instruktør på DR3-dokumentaren Rolig under pres i 2015, og han blev i 2016 tildelt en Zulu Award for dokumentarserien Da Danmark blev Suspekt. Ambitionerne er skyhøje for den unge instruktør, hvis repertoire både inkluderer dokumentarfilm- og serier, musikvideoer, kortfilm, podcasts - og nu også ungdomsfiktion.

I serien følger vi blandt andre de 15-årige veninder Luna (Silje Schmidt) og Agnes (Anemone Camphausen); skolen er lukket ned, Agnes er sendt hjem fra efterskolen, og pigerne keder sig. Med utrænede skuespillere og hverdagspræget dialog tager første afsnit af Centrum afsæt i en ganske almindelig samtale mellem Luna og Agnes.

« For hvem er bedre til at udtale sig om ungdommen anno 2020 end ungdommen selv? »

Og det er lige netop sidstnævnte, der for alvor har defineret Risvig som filmskaber. Man skal ikke lede længe efter hans værker, for hans fiktive ungdomsuniverser er frit tilgængelige på sociale medier - og det er lige netop der, hvor unge opholder sig allermest. På YouTube finder man en stor del af hans filmografi, som bl.a. inkluderer Centrum, Nylon (2021) og Grænser Samtalen illustrerer hvordan pigerne, på (2021). de måneder Agnes har været på efterskole, er gledet en anelse væk fra hinanden. UNGDOMMEN I CENTRUM En følelse de fleste unge formentlig har oplevet at sidde med og kan relatere til. Serien tager afsæt i et tidspunkt i “Centrum er Danmarks mest aktuelle ungdomsserie, og vi vil have dig til at skrive ungdommen, som er præget af store forandringer; identitet og seksualitet er de historien”. Sådan lød ordene om serien, der for alvor tog de unges parti fra start og store spørgsmål, men man vil også bare gerne passe ind, som man er. Risvig er havde premiere d. 21. april 2020. Risvig overbevist om, at store problematikker startede projektet som rent tidsfordriv, da som disse ikke løses uden hjælp fra den coronapandemien gjorde det umuligt for Centrum (2020). Foto: Soundvenue

19


generation, som det hele handler om. For hvem er bedre til at udtale sig om ungdommen anno 2020 end ungdommen selv? De sociale medier blev Risvigs talerør, da han uge efter uge, sideløbende med seriens sending, adspurgte unge teenagepiger og -drenge, hvad der skulle ske med Luna og Agnes i næste afsnit. De unge blev inddraget, og på den måde blev autenticitet og aktualitet drivkraften i Jonas Risvigs portrætteringer af unges tanker og følelser.

Centrum allerede en realitet. Centrum 2 fik premiere 1. december 2020, og med et julekalenderformat på 24 afsnit kunne man følge de samme fire hovedkarakterer hele december måned.

« Han blev således det mellemled, der blot formidlede hvad de unge seere ønskede portrætteret, og her ligger en af seriens største styrker: ungdomsuniverset kommer så tæt på virkeligheden som muligt. »

Han blev således det mellemled, der blot formidlede hvad de unge seere ønskede portrætteret, og her ligger en af seriens største styrker: ungdomsuniverset kommer så tæt på virkeligheden som muligt. Serien blev en succes, og ikke længe efter sæsonafslutningen var en ny sæson af

NÅR VI KOMMER HELT TÆT PÅ Kun en uge efter sæsonfinalen på Centrum 2, havde Grænser premiere d. 1. januar 2021; denne gang var fiktionsuniverset rettet mod en lidt ældre målgruppe, nemlig unge i gymnasiet. Grænser bygger videre på Risvigs kortfilm, Hvilken vej kom vi fra? (2020), og handler om hverdagens små og store problematikker for en gruppe gymnasieelever. Serien er skudt som en dokumentar om den 17-årige Palma (Clara-Aviaja Helsted Hvid), som er i færd med at skifte skole, men den bliver hurtigt en fortælling om en vennegruppe og deres indbyrdes forhold og konflikter. Den empatiske men usikre Palma bliver taget under vingerne af den lidt kejtede, men varme Martha, som bringer hende ind i sin vennegruppe bestående af 20

Centrum (2020). Foto: Wikimedia Commons


Palmas ekskæreste Johan (Salvador Selaya Steensig), Theo (Rumle Hueg Kærså) og Anemone (Roberta Bahia Brøndsted). Alle kæmper de med deres egne problemer, og vi følger dem alle fem på deres færd efter at finde sig selv. Hovedkaraktererne er, ligesom i Centrum, utrænede skuespillere, der selv tager del i at udvikle fortællingen. På den måde tegner de på lige fod med Risvig et billede af, hvad det vil sige at være ung i dag. Grænser udforsker problematikker som ensomhed, sex, jalousi og kærlighed og gør det på en unik måde. Dialog prioriteres over handling, og Jonas Risvig går bevidst udenom klassiske spændingsopbyggende elementer, for i stedet at fortælle en historie, der ligger så tæt op ad virkeligheden som muligt. Dette ser vi eksempelvis, da Palma finder ud af, at Martha har kysset med Johan. Her kunne Palma have reageret udadtil: blevet vred, have råbt og være gået sin vej. Alligevel vælger hun ikke at sige så meget – hun rejser sig blot og går. Fokus ligger på det underspillede og det usagte, og historien drives af dialog og blikke. Eksempelvis ser vi tit karaktererne gå en tur sammen i et helt afsnit, hvilket i bund og grund virker en smule handlingslammet, men når fokus fastholdes på samtalerne mellem karaktererne, lærer vi dem at kende på et dybere plan. Som tilskuer bliver man næsten en del af vennegruppen, fordi man kommer så tæt på. Vi er med, når samtalerne er lidt akavede. Vi oplever den tåkrummende stilhed, når Palma ikke ved, hvad hun skal sige. Vi er med, når kærligheden er knap så fin og rosenrød og det er netop alt dette, der virker stærkt. Denne tilgang synes ikke at have været hensigten i et udenlandsk Foto: Rita Kuhlmann

21


teenagedrama som After. Vi shipper de to hovedkarakterer, og der er med garanti mange unge piger, som sidder og savler over den erotiske romance. Alligevel formår filmene ikke at invitere seeren med ind under huden på Tessa og Hardin, men skaber blot et billede af, hvordan et potentielt kærlighedsforhold kunne se ud. PÅ JAGT EFTER DET NORMALE Da Jonas Risvig besluttede sig for at skabe et fiktivt ungdomsunivers var hensigten at tage den unge generation i hånden og fortælle en historie, de kunne se sig selv i. I en artikel til Kristeligt Dagblad uddyber han, hvordan unge sukker efter dansk ungdomsfiktion, der ikke er karikeret som After, men i stedet er noget man kan identificere sig med. Risvig sætter med andre ord fokus på det, der reelt set sker i hovederne på de unge individer. På mange måder kan Jonas Risvigs serier sammenlignes med den norske ungdomsserie, Skam (2015). Skam tog os med ind på livet af en gruppe gymnasieelever, hvor vi trofast kunne følge med i deres op- og nedture, identitetskriser, kærlighedsfortællinger, venskaber, fjendskaber og deres iver efter at passe ind. Skam tog Norden med storm, fordi ungdommen kunne se sig selv i de norske piger og drenge. Det, der kan virke så dragende ved disse typer skildringer, er måske, at vi har behov for at give os hen til nogle fortællinger, hvor vi ikke føler, at vi skal leve op til noget. I det moderne samfunds præstationskultur oplever ungdommen i dag et pres fra omverdenen, og de øgede forventninger kan virke uoverskuelige og demotiverende. Måske er det derfor tiltrækkende at kunne koble af til serier, som ikke giver en forventning om, at man skal leve op til det, man ser.

Normalitet og realitet er blevet det nye sort.

« Måske er det derfor tiltrækkende at kunne koble af til serier, som ikke giver en forventning om, at man skal leve op til det, man ser. » Det er også derfor, at det unge publikum vender tilbage til Jonas Risvig; fordi de netop kan finde et frirum i den banale fortælling, der adskiller sig fra den, vi ser i After. Med personligt og naturligt skuespil bliver hans serier autentiske og aktuelle, og bygger på filosofien om, at det er de unge, der fortæller deres egen historie bedst. Det unge publikum bliver gennem sociale medier inviteret til at skrive med på historierne, og på YouTube er de unge ikke bange for at give deres meninger til kende i kommentarsporet. På selvsamme platform kan seerne følge de kærlige, skæve, sjove, forvirrede og fuldstændigt fantastiske personligheder samtidig med, at de selv kan have indflydelse på karakterernes veje og valg. 22

Grænser (2021). Foto: Jesper Christensen


Hvilken vej kom vi fra? (2020). Foto: Soundvenue

hvis alle hans serier ligner hinanden? Han forsøgte sig med mere dramatisk indhold i fiktionsserien Nylon, som blev udgivet på YouTube i foråret 2021. Nylon omhandler, på samme vis som Risvigs andre serier, det at være ung, og de tanker og følelser, der hører med. Den adskiller sig dog ved at være mere handlingsorienteret og dramatisk – og måske mindre relaterbar? Det dramatiske virker ikke overbevisende nok til, at man helt og holdent kan give sig hen til universet. At jonglere mellem det dramatiske og det relaterbare bliver det helt store dilemma for Jonas Risvigs fremtidige produktioner. Med hans store seertilslutning og følgerskare på de sociale medier, står det klart, at ungdommen higer efter hans jordnære univers, og det er derfor, at Jonas Risvig har så stor appel. Omvendt vender de unge også tilbage til de klichefyldte high school-dramaer med hed sex og kærlighed, så noget må denne slags fiktion jo også gøre rigtigt.

At Jonas Risvig valgte at bruge YouTube som sin primære platform har været med til at forme hans måde at lave fiktion på. For det første gjorde brugen af YouTube det frit tilgængeligt for ham at uploade eksperimenterende materiale uden institutionelle forventninger, og for det andet er YouTube et perfekt rum, hvor Risvig for alvor kan skabe et talerør til ungdommen. JONAS RISVIG HAR RAMT PLET ELLER HAR HAN?

Måske er der bare brug for begge dele? ■

Men kan de banale fortællinger blive for kedelige i længden? Vil Risvigs trofaste seere blive ved med at vende tilbage,

23


SEX EDUCATION OG DEN GODE REPRÆSENTATION af Freja Wille

Sex Education (2019-) Foto: Netflix

24


25


Sex Education (2019-) Foto: Netflix

Alle de store streamingplatforme svømmer i ungdomsfilm og -serier. Fra Skam (2015-2017) og Doggystyle (2018-) her i Skandinavien til engelsksprogede hit som Riverdale (2017-) og Euphoria (2019). I 2019 smed Netflix endnu et bidrag i hatten med Sex Education; en serie i otte dele, som tager et kig på ungdom, sex og kærlighed med lige dele humor og realisme. 26


I

Sex Education følger vi Otis (Asa Butterfield), en blid nørd som overtales af den forældreløse punker Maeve (Emma Mackey) til at åbne en hemmelig nomadeklinik for sexog parforholdsproblemer blandt de studerende på deres skole. Det job er han kvalificeret til på basis af viden, han har fra sin mor, Jean (Gillian Anderson), som er sexolog. Otis skal så navigere i både sine klassekammeraters problemer, sine egne komplicerede følelser omkring at blive ældre og forholdet til barndomsvennen Eric (Ncuti Gatwa). En af Sex Educations store styrker er dens mangfoldige cast. Serien kredser især om Otis, som kæmper med sine egne problemer i kærlighedslivet, og Maeve, der bor i en skurvogn, samt Eric, som er en sort, homoseksuel dreng, hvis familie ikke forstår ham eller billiger hverken hans

tøjstil eller levevis. Allerede disse tre og deres små, private historier starter samtaler om nogle tabubelagte emner. Otis har problemer med at røre sig selv. Maeve får en abort som følge af en hed nat med skolens populære svømmer. Eric bliver overfaldet efter at være nødsaget til at gå alene hjem om natten i drag. Men sidder du med lignende oplevelser i dit eget liv, som du har svært ved at tale om, fordi de er tabubelagte, kan det være dybt katarsisk at se det italesat og håndteret i en mainstream tv-serie på en af verdens største streamingplatforme. Seriens format, med hvad man kunne kalde ”ugens parforholdsballade", åbner desuden op for en mangfoldig birollebesætning, som tillader serien 27


at fokusere på en bred vifte af problemstillinger. Inden vi er halvvejs igennem første sæson, har vi allerede behandlet potensproblemer, hævnporno, selvværd, kønsudtryk, at være i sit første parforhold med en af samme køn og meget mere. Der er gode chancer for, at hvis du er et moderne, ungt menneske – eller blot hvis du kan mindes din ungdom – så vil du på et tidspunkt i løbet af Sex Education finde i hvert fald én person, som tumler med noget, du selv har erfaring med.

“When a group of people is only ever represented in negative ways, it adversely affects the way others see them, as well as the way they see themselves. Which means, on the flip side, positive representation can build self-confidence in individuals. It offers them role models to look up to and people and characters to be inspired by and reinforces that they are not lesser than.” (Tawil 2020)

«Det er tydeligt, at Sex Education gør meget for at undgå disse skadelige stereotyper. »

JAWS-FÆNOMENET Repræsentation, både god og dårlig, er et heftigt debatteret emne, både i akademiske kredse, i mainstream-medier og på sociale medieplatforme som Tumblr og Twitter. Programchef for Arab Film Institute Yasmina Tawil skriver i en artikel til samme:

Repræsentation af en bestemt gruppe i offentligt tilgængelige medier kan altså påvirke offentlighedens opfattelse af den gruppe. Variationer af dette argument optræder ofte i debatter om repræsentation

28


Sex Education (2019-). Foto: Netflix

29

Sex Education (2019-). Foto: Netflix

og kan også dreje sig om enkeltpersoner og ”We’ve seen so many examples of that, endda dyr. and with regards to even relationships with communities of color in the police […] Jaws, både i form af Peter Benchleys Police may have certain assumptions about roman fra 1975 og Steven Spielbergs communities that are not just shaped by megahit, forårsagede en markant stigning news or entertainment but really about i antallet af hajdrab. De to herrers skildring af hvidhajen skræmte simpelthen how those over time get just reproduced over again.” (Castañeda 2021) folk så meget, at de krævede død over hajer. Men denne skildring har absolut Det er tydeligt, at Sex Education gør intet til fælles med ægte hvidhajer, som i virkeligheden er fredelige, ikke angriber meget for at undgå disse skadelige mennesker målrettet og i hvert fald ikke er stereotyper. En måde serien opnår dette hævnsøgende eller snu. på er ved at skildre mere end én figur fra en given minoritet, som har forskellige Men hvad har en haj med Sex Education personligheder og udtryk. Eksempelvis er at gøre? Eric og medstuderende Anwar (Chaneil Kular) begge homoseksuelle, men Eric har Hajen er et billede på et presserende en farverig stil og en mild personlighed, problem for minoriteter. Mangelfuld mens Anwar er mere nedtonet i sin eller decideret forkert repræsentation af påklædning og har en grov facon over for andre mennesker. f.eks. sorte, transpersoner, homoseksuelle eller andre minoritetsgrupper kan føre Serien dykker desuden dybt ned i de til forskruede forestillinger om, at det tilbagevendende figurers privat- og er sådan, disse mennesker er. Mari følelsesliv. De kæmper hver især med helt Castañeda, professor i kommunikation og dekan hos Commonwealth Honors forskellige ting, og ingen identitet eller College ved University of Massachusetts handling udstilles som værende mere Amherst, drager sammenhæng mellem korrekt end andet. Alt bidrager til en misrepræsentation af racialiserede dybere forståelse af, hvorfor karaktererne minoriteter og den virkelige verdens er, som de er. opfattelse af disse befolkningsgrupper:


Bøllen Adam (Connor Swindells) stjæler penge og mad fra Eric, men man får hurtigt et indtryk af, at han afreagerer på grund af forholdet til sin strikse far. Maeve fremstår som en hård negl, men det giver mening, når man ved, at hun kommer fra en familie med stofproblemer. Ingen reduceres til en karikatur, og karakterbrister udspringer af deres livshistorier og personligheder frem for stereotyper.

SEKSUALUNDERVISNING I FÅREKLÆDER

mangfoldige cast også; Sex Education vækker seerens interesse med en figur, hvis omstændigheder du kan relatere dig til, og bekræfter så, at det, du oplever, er normalt. Et godt eksempel på dette er anden episode i sæson 1. Et ungt par forsøger kluntet at have sex, men pigen insisterer på at have lyset slukket, mens drengen klager over ikke at kunne se noget i mørket. De ender med at falde omkuld og bliver taget på sengen af drengens forældre.

« Ingen reduceres til en karikatur, og karakterbrister udspringer af deres livshistorier og personligheder frem for stereotyper.»

Sex Education er desuden et interessant indslag i det proppede serielandskab, fordi det på en gang fungerer som charmerende coming of age-underholdning og skjult seksualundervisning. Det er en seriøs mangelvare mange steder i verden. Livslektioner om sex, par- og familieforhold og at være tro mod sig selv pakkes ind i bedårende, akavede figurer, tåkrummende humor og et soundtrack, der lyder som om, det burde distribueres udelukkende på mixtape. Her hjælper det

30


at skændes, før Otis afbryder og får dem til at sætte sig ryg mod ryg i badekarret og snakke sammen. Kate indser, at Sam holder af hende af andre årsager end blot hendes krop, og at det er hendes egne usikkerheder, der spænder ben for hende.

Herefter klippes der over til Otis og Maeve. De forsøger at få gang i klinikken med Eric som tredje hjul, men har svært ved at finde ud af, hvordan de skal skaffe kunder. De finder på at forsøge sig med supermarkedsmetoden og uddele ”gratis vareprøver” på Otis’ kompetencer som amatørsexolog til en fest.

« Sex Education er desuden et interessant indslag i det proppede serielandskab, fordi det på en gang fungerer som charmerende coming of age-underholdning og skjult seksualundervisning.»

Her smelter afsnittets hovedplot sammen med åbningsscenen, da Otis, efter at have snublet sig gennem aftenen og nervøst udspurgt sine klassekammerater om urinvejsinfektioner, finder pigen i et badekar med en flaske vin, utvivlsomt som følge af hendes fald fra sengen i starten af afsnittet. Pigen, som hedder Kate (Olive Gray), antyder, at grunden til, at det betyder så meget for hende med det slukkede lys, er, at hun er overbevist om, at hvis hendes kæreste ser hendes krop, vil han blive frastødt og gå fra hende. Kort efter træder drengen, Sam (Jonny Amies), ud i badeværelset, og de to begynder næsten

De to bliver venner igen, og rygtet spreder sig hurtigt. Til sidst kører klinikken på skinner, og vi ser Otis starte en session med en ny kunde. Det er et utroligt stærkt budskab i en serie målrettet unge mennesker, at en ung kvinde indser, at der er andet at elske hende for end hendes krop, og at hendes partner ikke forlader hende, hvis han ser hendes nøgne krop. I en PBS-artikel fra 2019 udspurgte producer Rawan Elbaba en række high school-elever om, hvad det betyder for dem at se sig selv repræsenteret på skærmen. De unge svarede, at det er vigtigt at se nogen, som ligner dem, og som de kan identificere sig med. Fraværet af netop dette sænker deres selvværd, men det er magtfuldt at se sig selv repræsenteret 31

Sex Education (2019-) Foto: Netflix


I et overfyldt serielandskab stikker Sex Education ud som et farvestrålende univers. Uanset dine skævheder, udfordringer, usikkerheder og usædvanligheder har det en plads til dig. ■

i popkultur – især hvis man er en minoritet. Det sender et budskab om, at alle har en plads i verden (Elbaba 2019). Der er en sammenhæng mellem medierepræsentation og selvfølelse. God repræsentation er altså ikke bare rart – det er essentielt.

« Der er en sammenhæng mellem medierepræsentation og selvfølelse. God repræsentation er altså ikke bare rart – det er essentielt.»

Sex Education (2019-) Foto: Netflix

I Sex Education har dette med al tydelighed været med i alle overvejelser. Resultatet er en serie med bundsolide, veludviklede hovedpersoner, et mangfoldigt cast og vigtige livslektioner pakket ind i humoristiske fortællinger. Seriens tredje sæson er netop udkommet, og der går allerede rygter om en fjerde. Meget tyder på, at formatet hitter hos seerne.

32


LIGHT & SPACE 03.12.2021 - 04.09.2022

International Art Center

Copenhagen Contemporary 33

James Turrell, Ganzfeld APANI (2011). Courtesy the artist and Häusler Contemporary Zurich. Photo: Florian Holzherr


VIDEOSPIL KORRUMPERER DINE BØRN! af Sidsel Minuva


Fortnite (2017). Foto: Epic Games


Ja, du læste rigtigt! Medierne har ret, og det har de haft i et helt årti. Men altså, ikke 90’ernes og 00’ernes medier. For det er efterhånden længe siden, at vi har set en gruopvækkende artikel eller foruroligende pseudodokumentar, der prædiker de mange farer ved voldelige videospil.

36


i fik ellers tudet ørerne fulde med skrækhistorier i netop de årtier. Børn og unge skulle blive til skoleskydere af at spille Doom (1993), mindre samarbejdsvillige af Call of Duty (2003-) og ganske enkelt miste virkelighedsfornemmelsen og blive voldelige af Grand Theft Auto (1997-). De implicerede barndomstraumer fløj om ørene på os, men nu skyder tabloidpressen ikke længere med skarpt.

savings to pay the bill for this and it has caused huge damage to our family.” (BBC, 2019)

For den konservativt ladede kritik er nærmest gået under jorden i løbet af 10’erne og de stadigvæk unge 20’ere. Her er det rigtige problem nemlig opstået.

Uhindrede, grotesk griske betalingsmodeller har hugget kløerne i vores børn!

”Nogle gange vil jeg gerne stoppe med at spille. Men så bliver jeg ved alligevel.” (Politiken, 2021) ”They spent £550 and they still never got their favourite player, Lionel Messi.” (BBC, 2019)

Multiplayerspillet Fortnite (2017) kredser ”Far, det er måske mig, der har købt de der om at besejre andre spillere og overleve deres angreb, bygge baser og ikke mindst ting…” (Politiken, 2021) klæde sig ud og danse fjollet. Men før man overhovedet får lov til at tage del i festen, “I got hooked. It’s like having a slot reklamerer spillet for sine butikstilbud machine in your room.” (The Sun, 2021) og V-Bucks – virtuelle jetoner, som man bruger til at købe kostumer, våben og ”My daughter had to use her university FIFA 22 (2021). Foto: Electronic Arts

37

Fortnite (2017). Foto: Epic Games

V


alskens tilbehør.

Gambling.

Gevinsterne sprøjter ud af piñatas; farverige ”loot boxes”, som børn og barnlige sjæle køber for rigtige penge og åbner, som var de virkelighedens pendant fyldt med slik og godter. Og det er svært at holde sig fra piñataerne, for man vil jo gerne have de seje ting, ens venner har,

NHS, den engelske sygesikring, har slået fast, at sådanne loot boxes bidrager til gamblingafhængighed blandt unge. Selv i USA er man begyndt at sætte mærker på spilæskerne, der advarer forældre mod spillenes rovgriske betalingsmodeller, der gang på gang får børn og unge til at spendere tusindvis af deres forældres penge.

« Gevinsterne sprøjter ud af piñatas; farverige ”loot boxes”, som børn og barnlige sjæle køber for rigtige penge og åbner, som var de virkelighedens pendant fyldt med slik og godter. »

Sådan får flere og flere lande øjnene op for den skade, børnespil med enarmede tyveknægte kan gøre. I Kina skal spillenes tilfældighedskasser vise, hvad man kan få i dem, og hvad oddsene er for at få noget sjældent. Holland og Belgien har begge gjort kasserne forbudte. Og England er

og ikke rende rundt og ligne en splinterny spiller, der ingen fede outfits ejer. Det samme foregår i FIFA-spillene (1993-). Her handler det bare ikke om at bruge oceaner af kroner og dollars og pund på farverige kostumer – det handler om at få fingrene i virtuelle versioner af verdens mest elskede fodboldspillere. Og hvem vil man hellere spille som? En nybegynder og bænkevarmer i Brøndby IF eller selveste Lionel Messi? Hvis du vil spille som Messi, så skal du både betale i dyre domme og være yderst heldig. Der er nemlig ingen garanti for, at det er fabelagtige Messi, der springer ud af gamblingkassen! Og det er lige præcis det, det er. 38


lige i hælene, da briterne klart og tydeligt ikke mener, at børn bør udsættes for gambling i deres underholdning.

Men hverken politikerne eller det danske Datatilsyn rører en finger. Det er på trods af, at Fortnite konstant og konsekvent vifter med sine farverige arme, for at få børn og unge til at bruge

Det må og skal stoppe! Vi kan ikke tillade os at kaste vores børn i armene på virtuelle spillehaller og vende ryggen til. Vi risikerer ganske enkelt, at vores ligegyldighed skaber en generation, som synes spilgambling er normalt, eller som simpelthen er gamblere. Eller værre endnu – som selv er griske, manipulerende kapitalister! ■

39

FIFA 22 (2021). Foto: Electronic Arts

« Vi kan ikke tillade os at kaste vores børn i armene på virtuelle spillehaller og vende ryggen til. »

penge. På trods af, at sådanne spil kan give børn ludomanisk adfærd. På trods af, at specialkonsulent fra Center for Digital Pædagogik, Christian Vorre Mogensen, direkte kalder spillene for ”ondsindet design”, der snyder og manipulerer vores kære poder.


40


EIGHTH GRADE BO BURNHAMS KÆRLIGHEDERKLÆRING TIL UNGDOMMENS MEST A K AV E D E Å R Af Anna Lauritsen

41


Forrige side: Eighth Grade (2018). Foto: A24

Ungdommen indeholder mange forskellige stadier. Alle er på sin egen måde pinlige, skræmmende og ekstremt vigtige for udformningen af ens fremtid.

I

på sin 12-års fødselsdag får at vide, at de er en troldmand. Formentligt har filmene til formål at fungere som uskyldig underholdning og eskapisme for de unge seere.

Eighth Grade (2018). Foto: A24

amerikanske film har især teenagealderen og high school-årene været et populært emne. Utallige fortællinger om cheerleaders, nørder, football-spillere og andre klassiske troper har skildret en tid præget af vilde fester, tætte venskaber og rebelsk løsrivelse.

Men Bo Burnhams Eighth Grade (2018) vil ikke flygte. Filmen undviger alle magiske kneb og stirrer i stedet den akavede tid direkte i øjnene. Hvor andre film forstørrer børns følelser til spørgsmål om liv eller død, har Eighth Grade modet til konstant at holde sig i øjenhøjde med karaktererne og deres hverdagsliv. Filmen tager emnet og personerne seriøst; at tale med dit middle school-crush kan være mindst lige så skræmmende som at bekæmpe en drage.

Dog er tiden akkurat inden high school – middle school – nærmest kriminelt overset på filmfronten. Alderen fra 10 til 14 år er for de fleste en epokegørende tid; hormoner og forvirrende preteen-relationer raser på fulde drøn, og det er den spæde start på at finde sin identitet. Alligevel er størstedelen af film skabt til og om denne aldersgruppe store fantasy-blockbusters, hvor den unge hovedkarakter finder et magisk land i et garderobeskab eller

42


Eighth Grade (2018). Foto: A24

hendes ude og hjemme afspejler fint det limbo, som hun aldersmæssigt befinder sig i; hun er ikke rigtigt et barn, men er endnu for ung til voksne følelser og forpligtelser. Hun insisterer på at være selvstændig og er i gang med en klassisk løsrivelsesproces, men er stadig dybt afhængig af voksen vejledning. Hun vil gerne passe ind og have flere venner, men vil generationstypisk også gerne skille sig ud og – som hun siger i sine videotutorials – være sin egen.

Eighth Grade starter og slutter med 13-årige Kayla (Elsie Fisher) i centrum. Kameraet viger ikke fra hendes side, og vi oplever udelukkende den skelsættende sidste uge af 8. klasse fra hendes synsvinkel. Første gang vi møder Kayla, sidder hun alene på sit værelse i gang med at optage en ”How to be yourself ”-guide til sin YouTubekanal. ”Hi guys, it’s Kayla, back with another video!” siger hun med tvivlende selvtillid til sit imaginære publikum.

« Følelsen af aldrig at være helt alene er kendetegnende for ungdommen, som filmen portrætterer. Alligevel er Kayla ensom. »

Kayla er i sandhed barn af en generation, som altid ’optræder’; både når hun er i skole, når hun poster selfies på Snapchat-stories og når hun optager YouTube-videoer. Når hun er hjemme, som ellers burde være et helle, spørger hendes nysgerrige far ind til noget så irriterende, som ”hvordan hendes dag har været” – argh!

Det næste vi ser er Kayla på vej i skole med tøvende skridt og sænket blik. Her spiller hun bækkener i et skoleband ude af takt og kåres til årgangens most quiet. Det etableres hurtigt, at Kayla i virkeligheden ikke har den cool og selvsikre attitude, som hun foregiver at have på YouTube. Splittelsen mellem

Følelsen af aldrig at være helt alene er kendetegnende for ungdommen, som filmen portrætterer. Alligevel er Kayla 43

Eighth Grade (2018). Foto: A24

KAYLA DAY - ET BARN AF SIN TID


Eighth Grade (2018). Foto: A24

ensom. Hun søger desperat en ven, som forstår hende, hvilket hun midlertidigt finder i den ældre high school-elev Olivia (Emily Robinson), som tager hende under sine vinger for en dag. Gennem denne ene dag får Kayla indblik i livet på den anden side af middle school – på både godt og ondt. Men vigtigst af alt giver det hende håb for fremtiden. I sin afsluttende video taler Kayla ikke til et publikum, men direkte til sit fremtidige jeg om fire år, som til den tid er ved at afslutte high school: ”Middle school wasn’t so great for me, but I’m past it now, and I’m moving forward. You can do that too with high school, if it didn’t go great”. EN ÆGTE 13-ÅRIG En af de mange elementer, som gør Kayla til en fantastisk karakter, er det faktum at hun spilles af Elsie Fisher, som faktisk ligner en 13-årig. I mange år har middle- og high school-elever ofte været spillet af granvoksne skuespillere med alt for perfekt hår, ren hud og sikker stil; f.eks. var Olivia Newton-John 29 år

gammel, da hun spillede 18-årige Sandy i Grease (1978) og Judd Nelsen 25 år gammel, da han spillede high school-badboy John Bender i The Breakfast Club (1985). Der er naturligvis praktiske fordele ved at caste ældre og mere erfarne skuespillere, men det skaber også et forvrænget og ikke mindst urealistisk billede af hvordan en ung person ser ud og bærer sig selv. Elsie Fisher var 14 år gammel under optagelserne af Eighth Grade. Hendes naturlige akavethed og utilpashed i egen krop stråler ud af hende, hvilket er forfriskende at se portrætteret på film. Kayla bærer kiksede t-shirts, stramme chokers, lidt for meget eyeliner og har et perfekt ujævnt smil (pre-bøjle). Repræsentationen af denne universelt kejtede tid tilføjer en unik autenticitet til filmen, som gør, at den – modsat førnævnte film – føles ægte. Elsie Fisher som Kayla er relaterbar, fordi hun er ufuldendt; hun er åbenlyst lige begyndt på både en mental og fysisk udvikling. Alle ældre tilskuere vil kunne genkende scenarierne fra enten dem selv

44

Eighth Grade (2018). Foto: A24


eller andre, mens jævnaldrende tilskuere Gennem hele filmen er medier på en vil finde tryghed i at spejle sig i en karakter, eller anden måde altid tilstedeværende. som faktisk ligner og agerer som dem selv. Ikke alene bruger karaktererne sociale platforme til at kommunikere og udtrykke EN MEDIERET UNGDOM sig selv; internet-kulturen gennemsyrer hele filmens atmosfære. Under skolens Jeg vil vove at påstå, at Eighth Grade fællessamlinger råber eleverne Vine-citater er den første film, som realistisk viser højt til hinanden, lærerne dabber i et forsøg hvordan det føles at vokse op i de sociale på at være ung med de unge, og Kayla mediers tidsalder. Kayla og hendes følger nøje en ”Everyday makeup”-tutorial klassekammerater har ikke kendt andet foran spejlet om morgenen. Det er små, end et socialt liv, som foregår både fysisk men vigtige detaljer, som på elegant vis og digitalt. Bo Burnham, som selv er en sætter tonen for fortællingen. garvet online-personlighed, inkorporerer dette med selvfølgelig lethed. Generelt er der mange ting at kritisere ved fraværet af et offline helle for unge

45


Eighth Grade (2018). Foto: A24

mennesker i dag. Gennem sociale medier er man altid ’på’, hvilket gør det frygtelig let at sammenligne sig med andre. Nogle af filmens stærkeste scener viser Kayla, som ligger alene i sin seng og scroller på Instagram. Med sit akne-ramte ansigt kun lyst op af det kolde, blå lys fra sin iPhone, ser hun billeder og videoer af sine klassekammerater, som er ude og have det sjovt uden hende. Eighth Grade er selvsagt ikke blind for denne mørke side af den digitale tidsalder, men undgår alligevel at pege fingre ad de unges medieforbrug og falder heldigvis ikke i den klassiske ”læs nu bare en bog”fælde. I stedet lader den sociale medier være en naturlig del af filmens univers og bruger det som et integreret element i historiefortællingen. Kaylas online ageren fortæller meget om hendes karakter: Som tilskuere ved vi, at Kayla ønsker at fremstå selvsikker, fordi vi ser hende lave YouTubevideoer med gode råd. Vi ved også, at hun forsøger at blive veninder med de

populære piger i klassen, fordi vi ser hende kommentere på deres Instagram-posts. Og ikke mindst ved vi, at hun er usikker på sit udseende, fordi vi ser hende bruge tonsvis af filtre på Snapchat, hvilket giver hende selvtillid til at posere. Der er noget vidunderligt naivt og tragikomisk over at se Kayla mod filmens slutning forsikre sit fremtidige jeg om, at middle school, og dermed det værste i livet, er overstået; tilskuere over 13 år ved naturligvis godt, at identitetsforvirringen først lige er begyndt. Men måske fordi Eighth Grade rammer en genkendelig nerve i os, har man mest af alt har lyst til at give Kayla verdens største krammer og fortælle hende, at det hele nok skal gå; du skal nok få rigtige venner, finde din plads i livet, falde til ro i din krop og få et godt forhold til din far. Men den information er der ingen, som kan give hende. Det er en erfaring, vi alle selv skal gøre os - Kayla såvel som samtlige tilskuere af filmen. ■

46


47


REJSEN TIL MECHA T E E N AG E R E P Å T O LV ETAGER af Gustav Stubbe Arndal

48


49

Gundam Build Fighters (2013). Foto: Sunrise Inc.


”Kæmperobotter mod kæmpemonstre” er så simpelt, som det kan blive. når det kommer til action i japansk animation. Men under overfladen gemmer sig fantasier om ungdom, manddom og menneskeheden, som gang på gang er blevet undersøgt af mediets mest indflydelsesrige værker.

D

anime, og genrens indflydelse har spredt sig fra Japan til resten af verden, og det er der god grund til: kæmperobotter er simpelthen for seje. De opfylder også en ungdommelig fantasi om at blive stor, stærk og pålidelig. At have redskaberne til at gøre noget ved verdens problemer og autoriteten til at handle. Mecha kan nemt ses som en mekaniseret genvej til manddom.

u kender sikkert allerede konceptet, selv hvis du ikke har set en eneste såkaldt mecha-serie: nødalarmerne hyler gennem byen, da et kæmpemonster eller fjendtlige rumvæsner ankommer. På en base i udkanten sætter en teenagedreng sit personlige drama på pause og løber til en hangar, hvor en ti etager høj, menneskelignende kamprobot står klar. Han hopper i den og sætter af sted, en lille dreng i en mægtig metalkrop.

Gennem årtierne siden konceptets spæde oprindelse i 60’erne har anime-skabere gang på gang taget denne grundlæggende fantasi og leget med den. De har undermineret den, undersøgt den, dekonstrueret og rekonstrueret tropen til stor effekt, og genren indeholder nogen af de vigtigste animationsværker i mediets historie.

Måske er der en hel militærbase fyldt med disse “mecha”. Måske er den magisk eller har superkræfter eller sit eget sind. Måske er der et hold af piloter, som kan kombinere deres mechs til én titanisk kampmaskine lige i tide til episodens klimaks. Mecha er blandt de ældste slags 50


Fotos: Synth Agency Icons

LEGETØJ MED SUPERKRÆFTER

med flere special moves, seerne kan råbe med på hver episode.

Hvad, der adskiller mecha fra science fiction-serier med store robotter, er svært at afgøre, men generelt anses Tetsujin 28-go (1963-65) som den første af slagsen. Serien, baseret på en manga fra 50’erne, udkom i sorthvid samme år som den mere kendte Astro Boy (1963-66).

Teenageangst bliver også en del af formlen – hovedpersonen bekæmper den onde Dr. Hell og hans maskiner for at hævne sin bedstefar. Mecha var en succesrig formular, og nem at sælge legetøj med, så 70’erne eksploderede med lignende serier om geniale videnskabsmænd, deres sønner (eller børnebørn), en kæmperobot og en hær af monstre, robotter eller rumvæsner at besejre.

Tetsujin 28-go (i vesten kendt som ”Gigantor” grundet et copyrightproblem med Marvels Iron Man) følger en 12-årrig dreng, der finder den sidste fjernstyrede kæmperobot, hans afdøde far byggede, og bruger den til at bekæmpe ondskab. Det er simpelt morgenunderholdning for de små.

Men årtiet ville runde af med en mecha-serie, der tog genren i en ny retning og ville ændre anime for altid. ÆGTE ROBOTTER I ÆGTE KRIG

« Mecha kan nemt ses som en mekaniseret genvej til manddom.»

Fans af mecha skelner mellem ”super robots” og ”real robots” inden for genren, og det er Kidou Senshi Gundam (”Mobile Suit Gundam”, 197980), der næsten egenhændigt skabte adskillelsen.

Men Tetsujin handler om en fjernstyret robot, hvilket ikke er, hvad man associerer med mecha i dag. Første gang en ung mand styrer en robot indefra som pilot er Mazinger Z (1972), som ville definere den nye genre på mange måder. Den ikoniske mecha er en uforgængelig superhelt

I Gundam-universet har menneskeheden koloniseret solsystemet, men krigen mellem den oprindelige Earth Federation og det totalitære Zeon raser. Da en Federation-base bliver angrebet, må 51


Realismen bløder ind i fortællingen, hvor den naive Amuro oplever krigens intensitet og rædsler på nært hold. Fjenden er ikke sjælløse maskiner eller horder af monstre, men virkelige mennesker med deres egne følelser og noble intentioner. Døden er altid nær, og vores helts indre konflikt kommer ofte i fokus.

civile og en uerfaren militær deling flygte i et rumskib, der indeholder de eksperimentelle Gundams – mecha så stærke, at de kan være afgørende for krigen. Den unge Amuro, søn af den nu døde opfinder af de nye robotter, lærer hurtigt at styre våbnet. På vej tilbage til jorden må han og resten af ”White Base” kæmpe med utallige Zeonsoldater trods manglende ressourcer og mandskab.

Den ungdommelige fantasi om styrke, magt og ansvar står ved. Men Gundam spørger ind til de mørke sider af denne fantasi ved at forestille sig en ægte krig – ansvaret er meget for en 16-årrig at leve med, og der findes ikke blodløse krige, selvom man er beskyttet af det mest avancerede våben i solsystemet.

Mobile Suit Gundam Movie (1981).Foto: Sunrise Inc.

Gundam tilføjede militærrealisme til genren. Spørgsmål om logistik, kommunikation, spionage og krigsførelse driver episoderne frem, og de enorme mecha er masseproducerede våben med begrænset ammunition i deres pistoler (som naturligvis er på størrelse med artillerikanoner).

Gundam-serien var ikke en stor tv-succes, men salg af modeller af seriens robotter og fartøjer og den opfølgende film tjente enormt godt

52


der voksede op med genren, for alvor på banen med Gunbuster (1988-89). I denne seks episoder lang OVA udvider animationsstudiet mecha-genrens coming of age fortælling til galaktiske proportioner.

ANIME-BOOMET OG EVIG UNGDOM

Gunbuster følger den gamle superheltetradition, med horder af rummonstre, der truer med at ødelægge menneskeheden, som har taget sine spæde skridt som stjernerejsende civilisation. Noriko Takaya, en ung pige i et træningsprogram for mechpiloter, må overkomme sin usikkerhed og tage verdens håb på sine skuldre.

Den teknologiske og økonomiske fremgang, Japan oplevede efter Anden Verdenskrig, fortsatte ind i 80’erne, hvor teknologi og kommunikation blev en større del af landets økonomi. Resultatet var, at japanske forbrugere havde råd til og adgang til ny videoteknologi, og et nyt marked havde åbnet sig for anime. Original Video Animation (OVA) var det nyeste nye, og budgetterne for niche-anime skød i vejret. Mecha, karakteriseret af action, spektakel og fantasi, nød godt af denne tid, med franchiser som Patlabor, Macross og Votoms, som fik deres start i 80’erne.

Animeen eskalerer fra personligt drama i træning, til kampe mod millioner af monstre på størrelse med planeter, og den legendariske ”Gunbuster”, styret af Noriko og hendes veninde, er i sandhed en superrobot, mere styret af sine piloters viljestyrke end nogen form for realistisk maskineri.

Nær årtiets slutning kom Gainax, et nyt animestudie fyldt med unge folk, 53

Gunbuster (1988-1989). Foto: Gainax / Discotek

– i dag er Gundam en af verdens største multimediefranchiser, og dens indflydelse på genren er svær at undervurdere.


Neon Genesis Evangelion (1995-1996). Foto: Gainax

Serien foregår over flere årtier, men fordi de ofte rejser nær lysets hastighed, forbliver hovedpersonerne unge, mens resten af verden bliver ældre og mere teknologisk avanceret. Noriko sidder fast i en evig ungdom, og Gunbuster synes at forbinde håb, fremgang og viljestyrke med ungdommens uendelige potentiale.

af en serie om en ung mand og hans kæmperobot. DEPRESSION OG BLØDENDE MONSTRE Hideaki Anno, en af Gainax’ grundlæggere, havde et talent for at animere maskiner og masseødelæggelse, og havde udviklet en fascination for psykologi. Resultatet var Neon Genesis Evangelion (199596), en af de mest indflydelsesrige og omdiskuterede anime nogensinde.

Det bliver ikke sidste gang, Gainax

« Evangelion flåede genren fra hinanden og trak indvoldene ud.» Shinji ligner overfladisk en typisk mechpilot – han er 14 år, hans far ledte bygningen af de mægtige Evarobotter, og af særlige grunde er han unikt i stand til at styre de monstrøse dræbermaskiner. Men Shinji er faktisk en 14-årrig – han er usikker, ængstelig og har svært ved at omgås andre. Hans far er fjern og følelseskold, og uanset hvor meget Shinji sætter sit liv på spil for at bekæmpe de frygtindgydende ”Angels”, der har hærget jorden siden en nærapokalyptisk hændelse for ti år siden, vinder han ikke farens gunst. Det mest skræmmende element i serien er nærmest selve Evarobotterne. De er monstrøse væsner med et exoskelet, deres lemmer er lange og tynde, deres bevægelser næsten for menneskelige. Når de

bruger mecha til at snakke om radikalt håb og fremgang, men deres næste store projekt tog genren i en makaber, dyster og fascinerende retning. Igen vil animeverdenen ændres for evigt

54


Evangelion beviste, at original og ambitiøs anime kunne finde succes på TV og ikke blot gennem VHS-salg, og den banede vej for en ny bølge af fascinerende serier – dog ikke blot mecha. Anno fortsatte serien med den såkaldte Rebuild-trilogi, der først dette år har nået sin konklusion, og med indtægterne fra showets merchandise var Gainax’ finanser i orden.

Anno faldt ned i en dyb depression under udviklingen af Evangelion, og det reflekteres i seriens gradvise rejse ind i sindets og ungdommens mørke. Shinjis seksuelle lyst efter sine unge medpiloter bliver et centralt tema, mens vores forståelse for både de voksne og unge karakterers traumer uddybes. Finalen, både i serien og den opfølgende film End of Evangelion (1997), involverer en abstrakt, psykologisk apokalypse, hvor Shinjis smerte og depression flyder sammen i en makaber, eksperimenterende kollage af lyd og billede.

FLCL (2000-01), en coproduktion med Production I.G., er svær at kalde en mecha-serie, men den er i det hele taget svær at kategorisere. De seks afsnit i denne ambitiøse OVA er en absurdistisk coming of age fortælling med rumvæsner, robotter og metaforiske stiverter, svævende i en sky af alt-rock.

Nok var Gundam først til at problematisere troperne i mecha, men Evangelion flåede genren fra hinanden og trak indvoldene ud. Det er en serie med endeløse dybder, og meget lidt håb.

Gainax fortsatte sit fokus på at udtrykke ungdommens kriser gennem kreativ animation og vilde koncepter, selv når det involverede elguitar og scootere i stedet for mecha. Men det sande svar på Evangelion kom i form 55

Neon Genesis Evangelion (1995-1996). Foto: Gainax

RADIKAL OPTIMISME OG GALAKTISKE ROBOTTER

bliver skudt, bløder de, og smerten overgår til piloten. I stedet for at blive uforgængelige, bliver de unge helte blot mere sårbare, i stand til at opleve mistede lemmer igen og igen.


Tilfælles med Evangelion er en ung, genert hovedperson i en postapokalyptisk verden, og rumvæsner med uforståelige kræfter, som repræsenterer det i verden, der undertrykker os. Men Gurren Lagann er så farverig og optimistisk en serie, som man næsten kan forestille sig.

af Tengen Toppa Gurren Lagann (2007). Hvor Evangelion tog ”real robot”konceptet til en dystopisk ekstrem, går Gurren Lagann i den modsatte retning, men med et lignende mål om at udforske idéen om håb i en tilsyneladende håbløs verden.

Hver gang en ny trussel viser sig, finder vores hovedpersoner nyt mod og beslutsomhed, som oversættes til et power-boost til deres mægtige mecha. Nær seriens slutning er den vokset sig større end flere galakser. Hvor Evangelion fandt et svar på livets kvaler ved at søge dybt indad, insisterer Gurren Lagann på fællesskab og handling.

Menneskeheden er flygtet under jorden for at undgå de tyranniske Beastmen og deres kraftfulde mecha, kaldet ”Gunmen”. Da den unge Simon og hans karismatiske, frisindede ”storebror” Kamina finder en forladt Gunman, begynder de en kamp mod deres undertrykkere, og snart har de skabt en mindre hær af frihedskæmpere.

MANDDOM, UNGDOM OG ENDELØS FREMGANG

Det viser sig senere, at de monstrøse Beastmen er en mindre trussel i forhold til de ubegribelige Antispirals, som har gjort det deres mission at undertrykke menneskehedens (og alle levende væsners) udvikling, koste hvad det vil.

Simons fortælling begynder i skyggen af Kaminas. Den katana-svingende actionhelt er ældre, mere mandlig og mere beslutsom end ham og får ovenikøbet pigen. Men han er også begrænset af sin natur: fuld af overilet 56

Tengen Toppa Gurren Lagann (2007). Foto: Production I.G

.


Tengen Toppa Gurren Lagann (2007). Foto: Production I.G

energi, der ikke tør stoppe for noget.

.

efterfølgerne til Evangelion. Meget af animationsstaben fra Gurren Lagann flyttede til det nye Studio Trigger, hvor de har fortsat traditionen for tossede koncepter og kinetisk action med værker som Kill la Kill (201314), Space Patrol Luluco (2016) og Promare (2019).

Omvendt møder Simon mere konservative allierede på sin vej, der søger kompromis og praktiske løsninger, selv hvor frihed og fremgang må opofres. At blive voksen er, i Gurren Lagann, et spørgsmål om at finde en middelvej mellem at brænde ud og at sætte sit lys under en skæppe. Det samme gælder for menneskeheden som helhed.

Et samarbejde mellem Trigger og A1 Pictures resulterede i den ambitiøse mecha-serie Darling in the FranxX (2018), hvor kæmperobotter konstrueret af de autokratiske levn af menneskeheden får deres kraft fra teenageres seksuelle drifter. Trods det tossede koncept er serien for tør, forudsigelig og intetsigende til for alvor at markere det næste kapitel i genrens historie.

Manddom er ikke evnen til at kæmpe og vinde, men viljen til at gøre et forsøg. Styrke kommer fra fællesskabet. At tage ansvar er ikke altid så vigtigt som at bane vejen frem for andre. Gurren Lagann satte sit eget punktum på samtalen om ungdom og kæmperobotter, der startede tilbage i 70’erne.

Men hvem ved? Måske den næste mecha-serie kommer til at fortsætte, udbygge eller bryde med traditionerne på så spektakulær vis, at industrien igen bliver væltet og inspireret. Der synes altid at være nye ting at sige, når bare man starter med en ung mand i en tolv etagers metalkrop. ■

Studio Gainax har siden 10’erne forvandlet sig til en merchandiseproducent med et kendt navn. Hideaki Anno forlod studiet og grundlagde Khara, som har produceret

57


9 0 ’ERNE

LEVER! [VIRTUELT]

58


af Sidsel Minuva

59 Deltarune (2021). Foto: Toby Fox


90’erne er indbegrebet af ungdom. Ikke blot for generationen født i 80’erne og årtiet selv, der er vokset op med dets mode, medier og kultur. Men også for teknologien, der var midt i et boom og en overgangsfase af den anden verden.

V

HS og Walkmans dominerede stadigvæk, mens laserdisken blev slået hjem af DVD’en. Oven i disse taktile forandringer og teknologier voksede internettet frem som en stor svamp, hvis netværk af rødder først kunne skimtes, om end ikke udredes, mange år senere.

denne ubegrænsede udforskning af en virtuel verden interagerer spilleren hovedsagelig med spillets karakterer ved at like både reklamer og personer – indtil man får tommelfingeren i andre værktøjer, såsom et pastelfarvet samuraisværd der kan hugge pop-ups og virusser midt over.

Årtiet er siden blevet behandlet i alskens film, serier og litteratur, men spil har en ganske særlig mulighed for at skildre netop ungdommen, teknologien og 90’ernes særlige, taktile sanseindtryk.

Dette virtuelle slaraffenland benytter den ultimative 90’er-æstetik til at vække spillerens nostalgiske nerve, men også til at indbyde til kritik af interaktionsmekanikker på det moderne internet og få spilleren til at grine af de virtuelle absurditeter.

Det er der flere måder at gøre på. Denne artikel er ikke et forsøg på at kortlægge alle skildringer af årtiet i spilmediet. I stedet er den et forsøg på at dykke ned i navnlig et enkelt spils æstetiske og emotionelle udfoldning af 90’erne for at undersøge, hvordan vi i nutiden behandler teknologiens teenageår – og vores oplevelser af den som børn. BØJET I NEON Især to måder at skildre 90’erne virtuelt er særligt interessante. Broken Reality (2018) kombinerer moderne internetproblematikker med 90’ernes spraglede æstetik. I

Broken Realitys æstetiske absurditeter er en effektiv måde, hvorpå man kan skildre 90’erne virtuelt. Early-access spillet Coin Game (~2019) går i nærmest den diametralt modsatte retning. Early-access betyder, at publikum får adgang til spillet før, det officielt er færdigt, og kan således følge dets udvikling løbende. Spillet har hele vejen igennem kredset om virtuelle afbildninger af klassiske arkademaskiner – dem som man nu om stunder kan finde i tivolier og vinde præmier i. Der er alskens klo-og-tøjdyr-maskiner, basketballspil, møntskubbere og alt 60


derimellem. Allerede her trækker Coin Game på den taktile nostalgi, som nok især skabte et stikkende savn i maven under lockdown. Men det i sandhed sublime ved Coin Game er alt det, der ligger mellem spillerens udforskning af de mange virtuelle arkader. I rollen som et ungt menneske, der bare gerne vil spille, må man bevæge sig på tværs af en lillebitte by i en cykelsaddel og tjene småpenge til formålet. Man slår græs, passer naboens møgunger og smider aviser i postkasser. Når dagen er omme, vender man hjem til bedstemors hus, fodrer kælegåsen og går i seng.

Men der er et spil, der formår at kombinere begge fremgangsmåder: Deltarune (2021). Og således skaber Deltarune en sand 90’er-fortælling, hvis virtuelle æstetik er bøjet i neon, og hvis historie er gennemsyret af ungdommens gæve sorgløshed FORTSÆTTELSE FØLGER Teenageren Kris bor i en lillebitte, søvnig by. Her kender alle hinanden. De bor sammen med deres mor, de møder deres barndomsvenner hver

Lyden af mountainbikens brede hjul på asfalten en mørk, virtuel aften er nok til at grave minder frem fra

61

Deltarune konceptkunst. Foto: @_ggdg_ via Nintendo Japan

de dybeste gemmer om sorgløse ungdomsnætter med en destination i tankerne. Coin Game kombinerer audiovisuel nostalgi med ungdommelig udforskning – det er Coin Games måde at skildre 90’erne på.


Deltarune (2021). Foto: Toby Fox

kulthittet Undertale (2015) og indeholder en større, overordnet historie. Det ville kræve uendelige mængder ord at forklare spillenes sammenhæng og fansenes teorier om, hvad de egentlig handler om – og ingen af delene er relevant, når det gælder udforskningen af de virtuelle 90’ere. I stedet dykker vi ned i udfoldelsen af spillets andet kapitel. For mens første kapitel af Deltarune navnlig var en fantasyfortælling, så er andet kapitel gennemsyret af 90’er-æstetik. I et forsøg på at lave et folkeskoleprojekt sammen bliver Kris og Susie endnu engang suget ind i det parallelle univers – denne gang gennem deres biblioteks computerrum.

dag i skolen og i gaderne og morens eksmand bor lige rundt om hjørnet.

Mens der denne gang stadigvæk ligger et overdådigt slot for enden af vejen gennem den fantastiske verden, så er resten af denne såkaldte Cyber World præget af tidlig internetæstetik.

« En af Deltarunes mest mærkværdige karakterer, sælgeren Spamton, er netop som en sammensmeltning af alt det værste, internettet havde at byde på i 90’erne. »

Hengivent skildret i retropixels lugter Deltarune allerede langt væk af barndommens heltefortællinger. Eventyr glimter lige under horisonten – og der går heller ikke længe, før Kris gennem et magisk klasselokale dumper ned i en parallelverden sammen med skolens arrige bølle, Susie. Her har de begge magiske kræfter, de to bliver lige så stille venner igennem deres mange strabadser og de ender med at redde denne mørkeverden fra dens onde kejser. Og det er bare første kapitel. Deltarune er en fortsættelse til

Kris og Susies rejse gennem computerverdenen repræsenteres som 62


en glimtende storby. Gaderne er fyldt med højhuse hvis vinduer funkler med lampelys, og baggrunden består ofte af en skyline, der til forveksling ligner New York eller Tokyos. Internettet og teknologien bag det er som en overdådig storby, der rager højt op over de blåøjede børn med sine uendelige muligheder.

En af Deltarunes mest mærkværdige karakterer, sælgeren Spamton, er netop som en sammensmeltning af alt det værste, internettet havde at byde på i 90’erne. Den excentriske forretningsmand lover, at han kun

Han lokker Kris i problemer ved at lokke dem i fedtefadet og isolere dem med spamtilbud og døde hyperlinks, der ingen vegne leder hen. Her kommer Deltarunes andet, stærke 90’er-element til sin magt – for Kris’ venner kommer dem selvfølgelig til undsætning. VENSKAB SEJRER ALTID På mange måder minder det andet kapitel om en episode af en tegnefilm eller anime. Selv kapitlets skurk, den fjollede robot Queen, griner som en Sailor Moon (1992-1997) skurk – hun klukker frækt med håndryggen ved munden, båret som var den propfuld af diamantringe. Til sidst er det selvfølgelig venskab og kærlighed, der sejrer. Det gælder både Kris’ venskab med Susie og de andre karakterer, men også Susies

63

Deltarune (2021). Foto: Toby Fox

De mange borgere, som børnene møder på deres vej, har endnu tydeligere forbindelser til navnlig internettets ungdom og afkroge. Cyber Worlds gader er prydet med pop-ups, der prøver at sælge karaktererne ting og sager, som de ikke har brug for. Reklamer og salgsrepræsentanter er overalt, og Kris kan godt blive fristet af dårlige tilbud fra skruppelløse internetsælgere.

sælger fantastiske varer på megatilbud, men overdrager i stedet børnene værdiløse våben og ren gift pakket ind i tomme løfter.


Deltarune (2021). Foto: Toby Fox

knopskydende forhold til rensdyrpigen Noelle.

Hele historien munder ud i en vaskeægte arkadekamp, hvor børnene sammen må styre en kæmperobot De to piger danser om den varme grød for at besejre Queen, der da også er – at de er smaskforelskede i hinanden – udstyret med sin egen enorme robot. gennem hele kapitlet. Noelle stammer Man kunne lige så godt finde denne konstant nær Susie, Susie mister endelige slåskamp i et af 90’ernes nærmest sin kant og kan slet ikke lade arkadekabinetter. Med den neonbelyste være med at være sød ved hende, og storby som baggrund får Kris hjælp historien får dem konstant til at nærme af alle sine venner til at besejre sig, som var de to barbiedukker i ondskaben. hænderne på et nysgerrigt barn. Til sidst vågner de alle sammen tilbage i biblioteket, omringet af computere med enorme, dybe skærme og absurde mængder ledninger. Efter de unge børn har reddet en fantasiverden, vender de tilbage til hverdagens omgivelser, problemer og forelskelser. Deltarune skildrer en historie, der ikke bare benytter 90’ernes æstetik til at situere sig selv i fortiden, men også 64


en fortællestruktur, der minder om noget fra en tegnefilm eller en Sailor Moon-episode.

« Den legesyge, neon-dryppende æstetik er den perfekte kombination til en fortælling, der emmer af de simple, positive fortællinger, datidens ungdom voksede op med, der altid ender godt. »

dryppende æstetik er den perfekte kombination til en fortælling, der emmer af de simple, positive fortællinger, datidens ungdom voksede op med, der altid ender godt. Deltarune er, som Broken Reality og Coin Game, et eksempel på, hvordan vi skildrer og italesætter 90’erne og årtiets æstetik i dets eftertid. Og Deltarune skildrer 90’erne som en varm, komfortabel mavefornemmelse – en kop varm te på en kølig efterårsdag, der minder spilleren om en tid, hvor alt var en smule enklere. En tid, hvor det, der fyldte mest, var vennerne og deres skøre påfund i bibliotekets computerrum. ■

Således er andet kapitel af fortællingen en ultimativ udfoldelse af 90’erne i et digitalt rum. Den legesyge, neonDeltarune (2021). Foto: Toby Fox

65


af Skribent (baskerville, italic, 18 pt)

EUPHORIA: EUFORIENS VERDEN ER ENSOM Af Zainab Issa 66


Credit tekst (2019). Foto: Kilde

67


Forrige side: Euphoria (2019). Foto: HBO

Vi har i mere end 100 år navngivet generationer, med et særligt kendetegn for perioden de er født og opvokset i. Med teknologiens og internettets fremskridt i midt-slut 1990’erne, blev en generation født, som er blevet døbt Generation Z, og i visse kilder er de sågar blevet døbt til ”The Rainbow Generation”.

om sexisme, racisme, homofobi og fattigdom fra barnsben af. Men midt i ungdomsårenes opdrift slår de globale kriser nogle gange ned, verden falder fra hinanden, og det kan være svært at samle den igen. Endskønt har de adgang til en overflod af øjeblikkelige informationer lige ved hånden, men der findes en bagside af medaljen med den teknologiske udvikling. Digitaliseringen har medført en enorm ensomhed og underudviklede sociale færdigheder for de unge. Mentale sundhedsudfordringer er et trist kendetegn ved generation Z, der også er blevet omtalt som den “ensomste generation”. På mange måder fanger HBO’s Euphoria (2019) perfekt angsten, bekymringerne og

M

ens tidligere generationer har nægtet at blive voksne, er Gen Z trådt ind i voksenverdenen i en tidlig alder. De har altid haft en klar mission om at sætte en stopper for klimaforandringerne og redde verden og mest af alt holde sig på vagt for ikke at blive fuldstændig taget i røven af deres forgængere. Det er en generation, der grundet en livslang internet-appetit har været informeret

Euphoria (2019). Foto: HBO

68


Euphoria (2019). Foto: HBO

Euphoria er dog langt bedre end overfladisk ”se på mig”-teenagebehov. Den åbner med en dybt rørende coming-of-age fortælling om at finde sig selv gennem angst og ungdommelig selvdestruktion. Serien tager sin begyndelse, da hovedpersonen og fortælleren Rue (intenst spillet af den tidligere Disneystjerne Zendaya) kommer hjem fra afvænning efter en overdosis.

det generelle ubehag ved at være en teenager i nutidens verden.

Udfordringerne, som hovedpersonerne i serien står over

ENSOMHEDSEPIDEMI RAMMER HÅRDEST PÅ DE UNGE

« Euphoria er dog langt bedre end overfladisk “se på mig”teenagebehov. »

Den amerikanske ungdomsserie Euphoria – som instruktøren Sam Levinson har skabt på baggrund af en israelsk ungdomsserie fra 2012 og krydret med egne erfaringer – udforsker en gruppe gymnasieelevers liv og skildrer samtidigt, hvordan de navigerer en verden fyldt med forskellige former for vold, fra åbenlyse typer som slutshaming, hævnporno, stalking, homofobi, stofmisbrug og voldtægt til psykiske lidelser ved omsorgssvigt, angst og ensomhed.

for, er på nogle måder universelle: første seksuelle oplevelse, længslen efter anerkendelse og nysgerrighed om alkohol- og stofbrug er the bare minimum i Levinsons serie. Og alligevel er Euphoria placeret i en verden, der ser anderledes ud end den, der blev oplevet af ældre generationer: den konstante søgen efter svar på alle de samfundskriser, vi

69


Euphoria (2019). Foto: HBO

står overfor: opioidkrise, klimakrise, maskulinitetskrise og identitetskrise. Euforiens verden er skræmmende, ikke fordi børn træffer dårlige valg, men fordi den verden, som unge i dag lever i, ser temmelig skræmmende ud.

oplevelse: “It’s not like I was physically abused, or had a shortage of water, nor was molested by a family member.” Der hentydes til, at hun lider af bipolar sindslidelse, angst og OCD. Vi hører Rues melankolske og sorgfulde tanker, vi ser hendes smerte, da hun ikke helt kan undslippe dem, og vi bryder ind, når hun søger tilflugt i stofferne: “I know it may all seem sad, but guess what? I didn’t build this system. Nor did I fuck it up.”

Selv Rues fødsel er indrammet i sorg. Hun blev født ugen inden den 11. september og kendte cyber-mobbere længe før hun havde stødt på en af dem i virkeligheden. Hun er Girl Interrupted (1999), men med Instagram. GEN Z-ENDAYA

Rue er naturligvis en upålidelig fortæller, der er fuldstændig knyttet til sine egne oplevelser som ung stofmisbruger. I en nøddeskal er det, hvad Euphoria stræber efter: en intens, autentisk oplevelse, der forbinder sit publikum på et personligt plan. En af de mest interessante forhold i serien, er Rues

I første afsnit får i med det samme at vide, at Rue har kæmpet med psykisk sygdom gennem sin barndom og konstant blev medicineret for at lindre symptomerne. En lynmontage fortæller os, at Rues stofmisbrug ikke skyldes en konkret traumatisk 70


nære ven Jules; en « Mange kritikere og stole på. Mange af seriens mest intime pastelfarvestrålende mener, at Euphoria øjeblikke formidles via transkønnet pige, der smartphones, og vi ser, længes efter kærlighed er for rå, for hvordan karaktererne fra ældre mænd på grafisk og for er afhængige af sociale dating apps. Jules, der spilles af den glimrende provokerende til medier for at videregive dybeste følelser til Hunter Schafer, kæmper et ungt publikum. deres hinanden. måske med depression » og selvskade, men hun Ligesom hendes er også super venlig, og karakter er Schafer hendes forhold til Rue er præget af, også en transkønnet kvinde, selvom at ungdommen higer efter oprigtige det indtil episode tre ikke er klart personlige forbindelser, langt fra for seerne, om Jules er cis eller sammenligningskulturen. transkvinde (bortset fra hendes lynhurtige scene i pilotafsnittet, hvor Hænderne flettes sammen, når de Jules bliver set sprøjte hormoner to unge piger går gennem gangene ind i hendes lår). Det er svært nok på deres skole. Om aftenen ligger de for transpersoner at se sig selv sammen i hinandens arme. I en tidlig eksistere i underholdningsfiktion, episode forklarer Rue, hvordan hun begyndte at græde, da Jules fortalte men det er næsten umuligt at se en repræsentation af transpersoner, hende, at alt, hvad hun nogensinde der oplever kærlighed. I stedet for ville have, var en tæt veninde at elske 71


Euphoria (2019). Foto: HBO

kliché-fortællingen om Jules' rejse til at blive komfortabel med sin identitet og seksualitet, giver Euphoria Jules mulighed for at leve som en transkvinde, der allerede har det godt med sin identitet.

mere interesseret i at give seerne en følelsesmæssig oplevelse, og det er bedst at se serien som et stemningsportræt snarere end en guide til Gen Z's syretrip. DEN ULTIMATIVE F**K-UP

Mange kritikere mener, at Euphoria er for rå, for grafisk og for provokerende til et ungt publikum. Men på trods af de ekstreme reaktioner på nogle af dens mere ”grafiske scener”, er denne intensitet designet til at hjælpe mere end at provokere. Serien er beregnet til at være på den måde: en ærlig, rå og tankevækkende skildring af teenagers oplevelser.

Det er svært at nævne aktuelle serier og film med sorte piger i hovedrollen. Det er endnu sværere at nævne serier, hvor hovedpersonen ikke er defineret af sit traume eller af stressen forbundet med at være den perfekte repræsentation af en sort pige. Den Oscar-vindende filmatisering af The Color Purple (1985) fokuserer hovedsageligt på det fysiske og følelsesmæssige misbrug af Celie, filmens hovedperson.

I modsætning til andre ungdomsserier, der er stolte over deres realistiske portrætter af de unge, er Euphoria

Den elskede 90’er sitcom Moeshas (1996) historiefortælling er, hvordan

72


dens hovedperson skulle jonglere med popularitet i skolen, samtidige med at

serien ser vi Rue kæmpe med sine konstante følelser af angst, sit selvhad, sin afhængighed. Race kommer aldrig eksplicit på tale, selvom det bestemt hænger i atmosfæren, mens vi ser Rue navigere et hvidt forstadsområde.

« I årene efter seriens udgivelse har det virkelige Gen Z dyrket en såkaldt Euphoriaæstetik. »

Sorte piger får ofte ikke plads til selv at være unge piger, især i film og tv. De er ofte hyperseksualiserede fra en tidlig alder, og hvis de tager initiativ til at være bevidste om at udforske deres seksualitet, anses de for at være alt for promiskuøse.

opretholde et ”good girl next door” image. Og Yara Shahidis karakter, Zoey Johnson, i Grown-ish (2018) er det tætteste Hollywood er kommet på at vise en sort pige, der ikke er bundet til et livsændrende traume.

I modsætning til hvide teenagere på film, får sorte piger sjældent plads til at lave fejl og til at vokse. Rue er en game changer i denne forstand, fordi hun i følge sig selv er klodens ultimative fuck-up. Da historien er fortalt fra hendes synsvinkel, driver hun selv

Race i sig selv er i periferien af Euphoria – og serien handler i bund og grund om de unges identitet i en kompleks verden. Gennem hele

73


fortællingen. Denne narrative tilgang cementerer hendes betydning, hendes nødvendighed og hendes stemme.

spændende. Det er ikke at Rue eksisterer, der gør hende speciel, men hvordan hun eksisterer – med fuld kontrol over sin fortælling, selvom hun ikke har kontrol over sit liv.

FØL NOGET Teenagerdramaer fra fortiden skildrede mennesker, der leder efter måder at flygte fra virkeligheden på, mens vi i Euphoria ser, hvordan unge snubler i mødet med virkeligheden. Moraliseringen om Euphoria, er ikke overraskende, især når indholdet virkelig kan være forfærdeligt. Rædslen stemmer fra at se så ungt et menneske være så træt, knækket og uden håb, som Rue. Det er i sidste ende en historie bygget på et fundament af afhængighed og tilbagefald.

I årene efter seriens udgivelse har den virkelige Gen Z dyrket en såkaldt Euphoria-æstetik, ved hjælp af farver og stilarter, der er emblematiske for serien. Teenagere over hele verden begyndte at bære glitter-tåre makeup og klæde sig som karaktererne. Generationens omfavnelse af serien handler ikke om at ville glorificere stofbrug og seksuelle overgreb. Det handler mere om, at teenagere føler sig forstået af serien og udtrykker deres identitet gennem teknologi og sociale medier.

Rue tilføjer ofte sin egen skarpe, kyniske kommentar, der skaber kontekst, mens hun for eksempel leverer en monolog om, hvordan det

Uanset om teenageårene blev brugt på at feste, pjække, spille videospil med vennerne, studere hårdt for at mestre et musikinstrument eller (som i Euphoria) at forsøge at undgå brutale seksuelle oplevelser i en kultur med konstant overvågning, er der en grundlæggende sandhed, der deles af næsten alle: ungdommen er frygtelig grusom og sukkersød naiv. Hvis der er én ting Euphoria forstår perfekt, så er det dét. ■

« Ungdommen er frygtelig grusom og sukkersød naiv. Hvis der er én ting Euphoria forstår perfekt, så er det dét. » meste porno har påvirket den måde, mennesker, især teenagere, har sex på: ”This shit isn’t out of left field”. Det faktum, at Rue bogstaveligt talt styrer tempoet i historiefortællingen, og at hendes meninger og observationer driver temaerne i episoderne, er noget nyt og 74


DU ?

Hvilken aktivitet er fedest?

E

R

V

L E S ST DI G E T ER T E E N - KA R A K T

START

IL V H

Af

N KE

tse

n

Lauri Anna

Sko

Hvor går din drømme-ferie hen?

Paris <3

Hvad elsker du højest?

Shopping obviously!

Teater!

New York baby!

Dyr

Hvordan ser dit hår ud? Hvordan har du det med dine lærere? Jeg har dem rundt om min lillefinger

Ok...

Hvor meget går du op i dine outfits? Det er det vigtigste!

Ikke specielt meget

Cher Horowitz Clueless (1995)

Clueless (1995). Foto: Paramount Pictures

Det sidder lige i skabet

Hvor tit kommer du til skade? Hmmm ikke så meget

OFTE, øv

Crusher du på en fyr fra din skole? Ad nej, som om!

Ret hærget efter alle farvningerne

Hvordan er dit forhold til dine forældre? Godt - ville rejse med dem overalt i verden

Ofte lidt presset

Ja, anføreren for fodboldholdet <3

Cady Heron

Mean Girls (2004) 75

Christine McPherson

Mean Girls (2004). Foto: Paramount Pictures

Lady Bird (2017)

Lady Bird (2017). Foto: UIP


BEVISET PÅ AT TIDEN ER GÅET Af Christian Hejbøl



Forside: Ready Player One (2018). Foto: Warner Bros og Rocky III (1982). Foto: MGM Foto: Snapchat.com

Det er efterårsferie. Jeg sidder i regionaltoget og kigger stumt ud ad vinduet, da min telefon begynder at vibrere og larme i min lomme. Det er min far, der ringer for at være sikker på, at jeg er på vej hjem til familiefrokost. Jeg fortæller ham, at jeg næsten er fremme, og at jeg ser frem til at se mine lillebrødre, der inden for de sidste par år er vokset mig over hovedet.

D

ændrede det ikke på noget - hun blev ved med at bruge sin drejeskivetelefon.

et går op for mig, at min fars stemme lyder anderledes, end da vi talte sammen dagen før; den har fået en knitrende tekstur, en følelse af noget analogt og støvet, som kom den fra en Hollywood-film fra 1930’erne. Han forklarer begejstret, at han er begyndt at bruge sin afdøde mors antikke drejeskivetelefon. Han synes, den har en bedre lyd. Min farmor sad altid ved sit mørkebrune skrivebord, hvor hun brugte adskillige timer på at ringe til familie og venner. Hun drejede og drejede, og drejeskiven lavede den fineste snurren. Og selvom hun senere fik en telefon med knapper,

Min farmor er et eksempel på, at hver generation er en tidslomme af sin egen medieverden. Når jeg er sammen med mine lillebrødre, er jeg selv begyndt at kunne mærke, at jeg forsvinder ind i min egen lille tidslomme, en smule uforstående overfor den verden de lever i. Ved min ankomst samles hele familien om spisebordet, og en flod af ord fylder stuen. Når jeg kigger over på mine lillebrødre, kan jeg se, at de ikke rigtig er til stede. De deltager ikke i samtalen. Øjnene peger ned

78


Foto: Arto.dk

79

Foto: Videogameschronicle.com

Messenger; og vi gik vi fra børn til mod gulvet, og deres hænder er gemt voksne. Ligesom jeg bruger min gaffel under bordet hvileløst trykkende som et en forlængelse af min hånd, på en telefon. Måske er jeg bare en bruger mine lillebrødre deres telefoner overbekymret storebror, måske endda og computere som allerede lidt boomeren forlængelse af sig agtig, når jeg føler, at « Ligesom jeg selv. Det er samme de bruger for meget bruger min gaffel årsag til, at forældre tid foran skærme. som en forlængelse ofte føler en form for Jeg var selv en del irritation, når deres af den generation, af min hånd, børn bruger en mobil der voksede op med ved spisebordet. For bruger mine store stationære det betyder, at de i computere, hvor man lillebrødre deres virkeligheden er et skulle spørge sine helt andet sted end telefon som en forældre om lov til at hér. Deres fysiske forlængelse af sig lige spille Runescape. En tilstedeværelse binder generation, der fik en dem ikke til reel selv. » mobiltelefon i hånden tilstedeværelse, og og delte dårlige 00’er en samtale over Discord, Messenger sange af Akon og Usher via bluetooth eller Snapchat har samme værdi i frikvarteret. En generation, der har som en samtale ved et spisebord. At udviklet sig parallelt med internettet; medierne kommer mellem mennesker Arto blev til Facebook, MSN til


og samtalen ansigt-til-ansigt har fået konkurrence, er ikke noget nyt. Det nye er, at for mine lillebrødre er den medierede kommunikation (mindst) lige så vigtig, også når det ikke gælder familiefrokoster. Efter vi forlader bordet, hænger jeg ud med min lillebror, der lige er begyndt i gymnasiet. Der sker tusind ting i hans liv. Fester, nye venner, nye krav og forpligtelser, og der går ikke længe, før jeg indser, at distraktion er hans evige status quo. Han multitasker et computerspil, en samtale med venner over Snapchat og Discord, giver flygtig øjenkontakt og respons til mine spørgsmål og så en ostemad, der også skal indtages på én og samme tid. Det er et imponerende syn. Og den distraktion er jeg ikke den første, der bider mærke i. Allerede i 1930’erne beskrev Walter Benjamin medier og kunst som et middel til distraktion i stedet for fordybelse:”Quantity has been transformed into quality (…) The masses are criticized for seeking distraction in the work of art, whereas the art lover supposedly approaches it with concentration.”. Walter Benjamins udtalelser, tolket i konteksten af

digitaliseringen af samfundet, er formentlig mere relevante i dag end nogensinde. Dagbladene mister læsere, flow-tv mister seere, radioen mister lyttere. De traditionelle medier lider. Langsommeligheden er en ting for fortiden. Jeg forsøger ikke at nedgøre ordet ’distraktion’ på trods af de konnotationer, man ofte tillægger det. At være distraheret skal forstås som en dyd i den medialiserede verden, unge mennesker skifter konstant sin opmærksomhed fra apparat til apparat ud fra, hvad der er vigtigst lige nu. Teenagere er, som de altid har været: Identitets- og fællesskabssøgende. Det fokuserede menneske, som før blev prissat for sin evne til at koncentrere sig, er på mange måder arkaisk i den digitale tidsalder. Det betyder ikke, at det koncentrerede menneske er uddødt. Hver generation 80

Fotos: Radio Loud; TV2; Radio4; DR1; Weekendavisen; Politiken; MTG; Information.


Ready Player One (2018). Foto: Warner Bros.

generation, at vi altid vil have følelsen af misforståelse tilfælles. Min far sidder i stuen og ser fodbold. FCK mod Sønderjyske. Drejeskivetelefonen er placeret i hjørnet for sig selv som en form for mindesmærke. Teknologien stopper ikke sin udvikling. Mine lillebrødre er nødt til at hænge på for at overleve. Min far er modsat begyndt en teknologisk degeneration: vinylplader, 80’er-film og drejeskivetelefoner. Han har ikke været nødt til at udvikle sig siden sin egen ungdom. Min far, min mor (og måske endda mig selv), har valgt at stoppe op og fokusere på de medier, vi voksede op med. For min far betyder det Bee Gees og Sylvester Stallone. For mig stopper min teknologiske udvikling ved smartphonen og de ’traditionelle’ sociale medier.

er en tidslomme af sin egen medieverden, og langsommeligheden lever i bedste velbefindende hos folk over halvtreds. De indtager (næsten) i samme grad dagblade, flow-tv og radio, som de har gjort de sidste Om et par dage introducerer Mark mange år; og man kan se i adskillige Zuckerberg et nyt digitalt univers. reporter om mediernes udvikling, Med en rebranding at forskellene i « Mine lillebrødre af Facebook vil mediebrug – som han introducere også har været er nødt til at et ’metaverse’; der historisk – er hænge på for at VR-teknologi, i de sidste par år socialt samvær, blevet markant overleve. Min far underholdning etc., tydeligere mellem er modsat begyndt skal samles i en aldersgrupperne. digital verden, hvor en teknologisk Han forstår os ikke, alle har en personlig degeneration. » siger min lillebror avatar. Tænk Ready om vores far. Jeg Player One (2018) nikker. Lige præcis eller computerspillet Second Life den sætning har mange sagt før ham. fra 2003. Måske er et mere nutidigt Derfor er det kun betryggende, på eksempel Fortnite, der har lavet et trods af den teknologiske udvikling socialt univers, hvor unge samles for der adskiller min fars og min brors 81


Egne fotos.

at høre koncerter (fx Travis Scott), se film (lige nu kører en kortfilmsfestival med navnet ’The Shortnitemares Film Festival’), spille Battle Royale eller bare hænge ud med sine venner.

« Min farmors gamle drejeskivetelefon, der nu står i hjørnet på min fars højtaler og pynter, er beviset på, at tiden er gået. » Mine lillebrødre lever praktisk talt allerede i metaverset, og jeg kan mærke, at jeg ikke kan følge med. Den erkendelse er formentlig også okay, måske endda helt naturlig. Der vil med sikkerhed være utrolige teknologiske apparater og medier i tiden efter os, og hvis et samfund skal være et samfund, skal det konstant forbedre sig, ændre sig og ødelægge noget andet for at give plads til det kommende. Men for at overhovedet kunne se forvandlingen, er der noget, der bliver nødt til at stå tilbage uændret, som det altid har været. Min farmors gamle drejeskivetelefon, der nu står på min fars reol og pynter, er beviset på, at tiden er gået. ■

82


Med et prisniveau på 40 % over EU-gennemsnittet har Danmark langt de højeste forbrugerpriser i EU. De overraskende årsager afsløres. Læs om DEN SKJULTE KORRUPTION digitalt via pdf

HELT GRATIS!

W W W. D E N S K J U LT E K O R R U P T I O N . D K

HVEM SKAL BESTEMME INDHOLDET AF DIN FILMSAMLING? Glæd dig til bogen om den danske videobranches angreb på filmkunsten - en af de største korruptionsskandaler i dansk jura og politik, som ramte alle filminteresserede med sans for kultur og kvalitet - og det er kun toppen af isbjerget.

Udkommer i 2022! 83


DA UNGDOMMEN VÆLTEDE H O L LY W O O D

84 The Graduate (1967). Foto: Another World Entertainment


af Gustav Stubbe Arndal

85


The Sound of Music (1965). Foto: Howard Terpnin

Ungdomsrevolutionen kom sent til Hollywood, men den ankom som en storm. Og selvom stormen har lagt sig, kan dens eftermæle stadig mærkes i nutidens filmlandskab. unge, der styrede tendenserne, men Hollywood, der styrede det unge publikum. Ungdomsrevolutionens eftermæle er stadig mærkbart, men 70’ernes frigjorte filmindustri vender nok aldrig tilbage.

Der er blot to år mellem The Sound of Music (1965) og Bonnie and Clyde (1967), men man skulle tro, der var årtier. Med 70’erne var de tre timer lange Technicolor-musicals nærmest uddøde, mens niveauet af vold, sex og stoffer på film ville give hjertestop til producerne, der styrede showet blot få år forinden.

EN ILLUSION AF SUCCESS Hollywood stod over for en række udfordringer allerede i 50’erne, der fortsatte ind i det følgende årti.

Der er mange årsager til skiftet, men frem for alt var et publikum, der hungrede efter det nye, det grænseoverskridende og det autentiske. Hollywood måtte satse på det unge publikum, og det gav gevinst både pengemæssigt og i form af nogen af landets vigtigste filmskabere, der fik lov at blomstre i et nyt miljø.

For det første var der et kulturelt skift væk fra den puritanske morale, der lå bag den måde, man lavede film på. Siden midten af 30’erne indgik de store filmstudier en pagt om selvcensur for at undgå, at regeringen trådte ind for at regulere ”amoralske” medier.

Men festen blev ikke ved. Ved indgangen til 80’erne var det ikke de

Denne såkaldte Hays Code begrænsede

86


skildringen af vold, forbrydelse og især seksualitet – byens bedste manuskriptfolk lærte at mestre dobbeltbetydning i et system, hvor bare et tre sekunders langt kys bekymrede censorerne.

Sound of Music skabte illusionen af, at Hollywood-formularen med familievenlige musicals for de store penge stadig virkede. Men det var højt at flyve, dybt at falde. For hver Sound of Music var der film som Cleopatra (1963) og Doctor Dolittle (1967), som faldt pladask til jorden og kostede studierne så store formuer, at de nærved kollapsede.

Men dette publikum, der engang truede med at lægge kampagner mod filmindustriens ukristelighed, var ikke længere så dominerende en befolkning, og sex sælger. Nye film skubbede gradvist grænsen for, hvad var acceptabelt på Hays-kontoret.

De store selskaber var desperate, og de utallige gamle mænd, der ledte alle dele af industrien, anede ikke hvad de skulle stille op med den kulturelle omvæltning, der dominerede slutningen af 60’erne. Noget måtte ske.

En anden udfordring var tv. Fjernsynet gav forbrugere et alternativ til biografbilletten, når man trængte til audiovisuel underholdning. I respons investerede Hollywood i storfilm, der kun kunne ses i fuldendt farveformat på det store lærred – film skulle blive en storslået affære; en nat i teateret.

FILMENE, DER ÆNDREDE ALT Bonnie and Clyde var set som et fejlskud af de store producere, som nægtede at reklamere for den og opførte sig, som om den resulterende

« De store selskaber var desperate, og de utallige gamle mænd, der ledte alle dele af industrien, anede ikke hvad de skulle stille op » I 60’erne havde filmindustrien således stoppet med at kværne underholdning ud i massevis. I stedet var Hollywood blevet en storfilmsfabrik, der konstant sigtede efter at være størst, dyrest og vigtigst. Enorme succeser som My Fair Lady (1964), Mary Poppins (1964) og The

Bonnie and Clyde (1967). Foto: Warner Bros.

87


at kompensere med en pistol i hånden og stjålne sæddeler i bagagen.

mangel på indtægter beviste, at de havde ret. Knap et år senere var den en af favoritterne til Oscar-showet og var beskrevet af nogle som ”den nye Citizen Kane”.

Duoens død ved filmens klimaks vises ikke som den retfærdige ende, som Hays-koden forlangte, men som en tragisk og voldsom ballet af pistolkugler, blod og smerte.

« Det gamle

publikum var forargede, mens det unge følte sig set.»

Mens Bonnie and Clyde bragte volden og kriminaliteten, ankom The Graduate (1967) med sex og tabubrud.

De to bankrøvere og kontroversielle folkehelte (spillet af Warren Beatty og Faye Dunaway) får lov at være forstyrrede, unge kriminelle uden at miste filmens sympati. Det gamle publikum var forargede, mens det unge følte sig set.

Dustin Hoffman spiller her Benjamin Braddock, en akavet, vildfaren ung mand, der efter college begynder en affære med den gifte Mrs. Robinson (Anne Bancroft). Han forelsker sig sideløbende med hendes datter, Elaine (Katharine Ross).

Her var et par hovedpersoner, der lignede dem, snakkede som dem, og repræsenterede den viltre modstand til et ”system”, der syntes overvældende og kvælende. Filmen viger ikke udenom den seksuelle side af deres forhold – den impotente Clyde synes

Hoffman var en markant anderledes leading man, selvom vi i dag kender ham som en af filmhistoriens giganter. Hans lange ansigt, flove fremtoning og uelegante adfærd i filmen kommunikerede ungdommens retningsløse ængstelighed – et af 88


The Graduate (1967). Foto: Another World Entertainment

STOFFER, MOTORCYKLER OG EUROPÆISK INDFLYDELSE

Easy Rider (1969). Foto: Pando Company Inc.

filmens problemer er faktisk, at han ikke virker som typen, der ville tænde en kvinde, der ligner Anne Bancroft.

Man kan sige, hvad man vil om Bonnie and Clyde eller The Graduate, og det gjorde mange af tidens anmeldere, men de var uden tvivl Hollywood-film. Fortællestilen er nem at følge og professionelt lavet som man forventer det, selvom fortællingerne var ukonventionelle.

Filmens finale var ikke så voldsom som Bonnie and Clyde, men var stadig markant på ungdomsoprørets side. Dog sidder vi sammen med det unge par, nyligt frigjort fra de voksnes regler, og får tid til at undre os over, hvor et fuldendt oprør egentlig ender henne.

Det var ikke tilfældet med Easy Rider (1969).

Begge film konkurrerede til Oscarshowet, hvor Mike Nichols tog en Best Director hjem, mens den banebrydende gangsterfilm måtte nøjes med en Best Supporting Actress og Best Cinematography.

Den sagnomspundne produktion involverede løbende omskrivninger, en instruktør med storhedsvanvid og en udflugt til Mardi Gras, der nær ødelagde projektet, før det var begyndt.

Industrien blev bestemt rystet af de to overraskende ungdommeshits, men det blev den næste bølge, der ville vælte Hollywood.

De få optagelser, de fik af dén udflugt, endte som et abstrakt klippet syretrip, og den usammenhængende, halvt

89


Foto: AMPAS

improviserede historie tog form af et road trip gennem det virkelige Amerika, Hollywood var bange for at filme. Dennis Hopper (som agerede instruktør) og Peter Fonda (producer) spiller et makkerpar, der efter en kokainhandel hopper på deres motorcykler for at rejse gennem landet. Mere er der egentlig ikke ved plottet, som bliver en kollage af amerikanske sammenstød, fra hashrygende hippier til fordomsfulde lastbilchauffører.

dokumentariske filmning af fortællinger om underklassen, og den franske nybølge satte instruktøren i rampelyset som kunstner.

« Filmen havde forkastet alle Hollywoods kneb til fordel for rå vision, og det unge publikum var ældevilde. »

Der var sket et skift fra film som underholdningsprodukt til en moderne kunstform, og det skift ramte unge filmskabere, det unge publikum... og endelig ville det nå kontorerne i Los Angeles. DET TOMME KASTEL

De europæiske kunstnere, der var blevet idoler for en ny generation af Hollywood-instruktører, havde tydeligvis inspireret Easy Riders friformede stil.

Bonnie and Clyde havde overrasket de store filmstudier, men gangsterfilm var trods alt noget, de forstod sig på. Men med Easy Riders enorme succes var der ingen vej udenom. Filmen havde forkastet alle Hollywoods kneb til fordel for rå vision, og det unge

Den italienske neorealisme var kendetegnet af samme håndholdte,

90


Foto: AMPAS

publikum var ældevilde. Det var tid til at vende skuden, og det kunne ikke gå stærkt nok. De gamle mesterproducere var ude af døren og nye forretningsmænd sad ved roret. Filmverden vendte sig på hovedet. Ingen ledte efter den næste stjerne-musical. Alle ledte efter den amerikanske Federico Fellini eller Jean-Luc Godard.

Som Milius fortæller det i Peter Biskinds bog Easy Riders, Raging Bulls (2008): dørene svang åben for de unge hippier og skabte en illusion af, at kastellet stod tomt. Men det var blot en illusion, og de store studier ville snart tage fat om industrien igen.

Ambitiøse unge mænd, nyligt ude af de ganske nye filmskoler, trådte ind på kontorer i hele byen med små eksperimentalfilm under bæltet og unikke filmidéer, og således kunne deres karrierer skydes i gang.

« Dørene svang åben for de unge hippier og skabte en illusion af, at kastellet stod tomt. »

Særligt takket være en bestemt filmfranchise. STJERNEKRIGE OG NYE PARADIGMER Kunstneriske eksperimenter lignede paradoksalt nok sikre investeringer, når man så på hitfilm som Easy Rider og Midnight Cowboy (1969). Men eksperimenter kan slå fejl, og finansverdenen, som nu havde taget fat om Hollywood, bryder sig ikke om usikkerhed.

Martin Scorsese, Steven Spielberg, Paul Schrader, John Milius, Brian de Palma og George Lucas var blandt denne yngre generation, de såkaldte ”movie brats”, mens folk som Francis Ford Coppola, Stanley Kubrick, Robert Altman og Mike Nichols, allerede etablerede instruktører, ville lave nogle af deres mest kendte værker gennem 70’erne.

De fandt deres udvej i 1977, da George Lucas – på dette tidspunkt kendt for den ukommercielle eksperimentalfilm THX 1138 (1971) og den mere populære ungdomskomedie American Graffiti (1973) – bragte en mirakuløs vision til live i form af Star Wars.

Men som det vilde vesten, der blev tæmmet, eller som den politiske ungdomsrevolution, der havde banet vej for denne omvæltning, varede det ikke evigt.

Foto: Photofest

91


Star Wars (1977). Foto: Disney/LucasArts

Den special effects-fyldte eventyrfilm blev hurtigt den bedst sælgende film nogensinde, men dens absurde succes var en bittersød nyhed for de kunstnere, der havde nydt 70’ernes frihed. Dyre effekter og popkornunderholdning kunne tjene de store penge, og det var nemmere at sælge til producere end skæve film til et ungt publikum, der nu havde lagt hashen på hylden. Film som Spielbergs E.T. (1982) og Indiana Jones-trilogien (1981-89) ville bekræfte, hvad Star Wars havde påvist. Blockbusterens tid var begyndt.

« Enorme budgetter, storslåede effekter og fortællinger sigtet efter det brede publikum var tilbage» Man kan nemt se paralleller til 60’ernes krise i dag. Enorme ressourcer bliver lagt i færre storfilm, og man kan måske ane superheltetræthed på horisonten.

Enorme budgetter, storslåede effekter og fortællinger sigtet efter det brede publikum var tilbage, med mindre sang og mere action. Bedst af alt kunne man gøre et hit til en franchise med efterfølgere, merchandise og endda et reboot, når friskheden er forsvundet.

Men næste gang vil redningen nok ikke komme fra den unge generation. Hollywood er langsom til at ændre sig, men der læres en lektie eller to på vejen.

Kernefamilien er stadig en af Hollywoods store målgrupper, men mange af de største film sigter stadig efter ungdommen, som strømmer til, når en ny film i deres yndlingsserie kommer i biografen.

Man skal ikke undervurdere ungdommens magt som betalende publikum. Men hvis du kan sælge til dem, er magten din. ■ 92


DER ER BRUG FOR MERE PLADS TIL DEN DANSKE UNGDOM

spiller, Husk hensynet til naboerne, når musikken93 problemet. er ikke unge vi at vise, og lad os


94


Ordet - tidsskrift for film og medier Ordet er en frivillig forening for filmglade fagfæller. Den opstod engang i tidernes morgen, som en dugfrisk idé fra en privilegeret studerende. Ønsket var et fællesskab foruden forelæsninger, men for alumner med skabertrang og skriveglæde – for dem med film på hjerte, meninger for hånden og med lysten til at dele og sprede Ordet. Med rødderne plantet i Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet har Ordet sidenhen forgrenet sig til flere fag og fakulteter. Vi er i dag en forsamling af studerende fra nær og fjern og på tværs af årgange. Ordet er samlingspunktet. Ordet er en kravlegård for dem, der endnu skal lære at stå på egne ben; og en legeplads for dem, der allerede er fremme i skoene. Her er det lysten, der driver værket, og vi tror på, at det afspejler sig i vores indhold. Ordet er et tidsskrift for film og medier i bred forstand, der på traditionel vis vil bistå læseren med interessante artikler og en udvidet horisont. Men som sproget er Ordet i evig forandring, og vi tilpasser os evigt nye trends og tendenser. På vores hjemmeside holder vi dig opdateret med filmanmeldelser og kortere artikler, og på vores Facebookside kan du hele tiden kan følge med og holde øje med alt, hvad vi udgiver. Du kan også lægge læsebrillerne og tage lyttebøfferne på, når vi uddeler talegaver i Ordets Filmpodcast. Tak for nu. Vi håber, du har nydt at læse med. På vegne af Ordets redaktion, Sidsel Pedersen Minuva Chefredaktør på Ordet

95


Vi er din fagforening, hvis du elsker kommunikation Vores medlemmer er akademikere. Vi arbejder for, at studerende får en god løn også under praktikophold. Vi arbejder for, at du som nyuddannet, skal have en god start på dit arbejdsliv. Vi tror på dig og dine kompetencer. Hos os er du en stor fisk i en lille sø. Ikke omvendt.

Meld dig ind på kommunikationogsprog.dk – de første 12 måneder er gratis

96


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.