Ordet nr. 45, Krig by Ordet

45 Nr.

krig

DANSK

HOMO HISTORIE

gayMAGZ.DK

Velkommen til Ordet nr. 45 – Krig

Krig virker til tider som et af menneskehedens levevilkår.

kvindeligt ansigt.

Hun formår med sin undersøgelse af krigserindringer at afdække grundlæggende menneskelige betingelser:

Fortiden er præget af konflikter, erobringer og strømme af blod. I nutiden sidder vi nærmest fast i kampe, hvor ingen er villige til at mildne deres krav eller give en håndsrækning. Til evig tid er det samfundets svageste, der kommer i klemme og bliver hårdest ramt – om end det handler om fysiske krige eller ideologiske og politiske konflikter.

”Nu forstår jeg ensomheden hos dem, der er vendt hjem derfra. Som fra en anden planet eller fra det hinsides. De har en viden, som andre ikke har, og som man kun kan opnå helt derude, i dødens nærhed. Når de prøver at gengive noget af det med ord, mærker de katastrofen. De bliver stumme. De vil gerne fortælle, andre vil gerne forstå, men alle er magtesløse.”

Vores fælles fremtid er usikker. Beslutninger og forhandlinger, der skulle sikre både nutidige og fremtidige generationer, er gået i hårdknude.

Krig både forener os og ødelægger os – ultimativt. Det er alle disse facetter, som Ordet søger at udforske. Film og medier har en virkningsfuld vifte af muligheder, når det gælder skildring og bearbejdelse af krige og konflikters mange sider. Vi dissekerer krigstraumer. Vi finder sammenhold smedet i flammer. Vi tager fat i dig, læseren, og gransker vores adfærd. Og det er blot begyndelsen.

Samtidig kan der være styrke i destruktion. Personlige og geografiske grænser optrækkes. Vi finder ud af, hvem vi i sandhed kan stole på, og hvad der definitivt betyder noget for os. Skønhed og genfødsel kan findes mellem murbrokker. ”Mennesket er større end krigen … Det, der fæstner sig i erindringen, er netop der, hvor mennesket er større. Bliver ledt af noget, som er stærkere end historien.” Således udtrykte Svetlana Aleksijevitj fænomenet i sin bog fra 2013, Krigen har ikke et

God læselyst.

Sidsel Minuva

Chefredaktør på Ordet nr. 45

Forside: Inglourious Basterds (2009). Foto: UIP

CHEFREDAKTØR Sidsel Minuva REDAKTØRER Claus Nygaard Petersen Gustav Stubbe Arndal Marcus Uhre Nanna Schmidt Nordestgaard Olivia Alleslev Sidsel Minuva Tilde Søgaard Carlsen SKRIBENTER Cecilie Hannah Paludan Lütken Christine Roederer Claus Nygaard Petersen Emma Johanne B. Therkildsen Jonas Bang Nathali Herold Solon Pilegaard Sidsel Minuva Sophie Louise Worning Tilde Søgaard Carlsen LAYOUT Christine Roederer Sidsel Minuva OPLAG 250 ONLINE Læs anmeldelser og artikler fra filmens verden på: www.ordet.net Facebook: fb.com/ordet.ifm Instagram: instagram.com/ordetnet 4

TEMA

KRIG Indhold:

OPROB! Til den danske biografgænger! ........................................ s. 6 Pans

Labyrint:

Hvor

krig

eventyr

mødes

..........................

Fem af krigens ansigter .................................................................................. s. 16 Fællesskab, frygt og håb: Hvorfor fungerer krig i tv-serier? .... s. 30

Disco Elysium og krigens europæiske spøgelse ............................... s. 40 Dunkirk: Et angreb på sanserne .......................................................... s. 50 En fragmenteret fortælling om krigen mod terror ..................... s. 64 Gå med fred Jamil: Det nedarvede krigstraume ....................... s. 78 A Hidden Life: En blodig konflikt i et enkelt hjerte .................... s. 88

Aarhundredets største krigsdrivere, de allerede i det tidligere aarhundredes til ulykke for hele biografpublikummet, førnævnte biografgængere udtalte aabent at de ikke var villige

De forsøgte stadig at gøre den danske biograf til en krigsskueplads. Da en yderligere anledning ikke synes at være givet, har vi nu officielt erklæret og truet, at disse personligheder bør efterleve kontrakten eller undgaa biografen.

4. Vær fuldstændig stille under filmen

3. Hvisk under trailershowet

2. Snak gerne under reklamerne

1. Kom til tiden

Af denne grund har disse visse biografgængere blandt andet stadig krænket kontrakten mellem publikum og film. Denne kontrakt lyder:

Deres hensigt var og forbliver, efter mulighed, at forstyrre det øvrige danske biografpublikum med snak, larm og for sen ankomst til salen i det haab, at det ikke vil være muligt for biografens indehaver og de øvrige biografgængere at kunne optræde stærkt nok imod dem.

Uden grund og imod det danske folks oprigtige ønske om at leve i fred og venskab med biografen og dens filmvisninger, har visse biografgængere erklæret biografen krig.

Til den danske biografgænger!

OPROB!

sørger

danske

Jonas Bang

Paa vegne af filmentusiaster og biografgængere landet over

For landets sikkerhed mod visse biografgængeres overgreb filmentusiaster og biografgængere fra nu af for landet over.

Folket opfordres til at fortsætte den daglige gang og til at sørge for rolighed og orden!

Indtil forhandlingerne er afsluttet, maa det forventes, at den danske befolkning og de øvrige danske biografgængere har forstaaelse for dette, og at folket og alle andre steder er fornuftige og har god vilje, saadan at de undlader enhver passiv eller aktiv modstand. Den vil være uden nytte og blive brudt med alle magtmidler. Alle danske borgere anmodes derfor straks om at optage forbindelsen med filmentusiaster og biografgængere landet over.

Derfor har filmentusiaster i det ganske land besluttet at foregribe visse biografgængeres angreb og med sine magtmidler selv at overtage beskyttelsen af film og de danske biografer og værne den saa længe, krigen varer. Det er ikke filmentusiasternes hensigt at skaffe sig et støttepunkt i krigen mod disse biografgængere, den har udelukkende det maal at forhindre, at de danske biografer bliver slagmark for disse personligheders krigsudvidelser.

til at holde sig tilbage af ”legale afgørelser som staar paa papirlapper”. De har forberedt slaget mod de øvrige danske biografgængere.

PA N S L A B Y R I N T: HVOR KRIG OG EVENTYR MÃ&#x2DC;DES Af Emma Johanne B. Therkildsen

Billede på forrige side: Pans Labyrint (2006) Foto: Camera Film

Når hverdagen bliver for barsk og tiderne for hårde, kan mange sikkert nikke genkendende til ønsket om at forsvinde langt væk til en anden verden. Dette ønske har vi da også set portrætteret i en række film, primært rettet mod børn og barnlige sjæle, som Alice i Eventyrland (1951), Peter Pan (1953) og ikke mindst Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet (2005).

om et atypisk og mørkt eventyr må om noget siges at komme til udtryk i en af Del Toros tidligere værker, nemlig Pans Labyrint fra 2006.

isse er alle film, der drager de farverige karakterer såvel som seeren ind i en helt anden verden. En mere magisk, eventyrlig verden ulig virkelighedens grå og deprimerende realitet. En verden, hvor helten altid sejrer og skurken besejres. En verden, hvor alt ender godt.

IKKE ET HELT NORMALT EVENTYR I Pans Labyrint følger vi 11-årgie Ofelia (Ivana Barquero) under den spanske borgerkrig i 1944. Sammen med sin højgravide og syge mor (Ariadna Gil) er hun netop flyttet ind hos sin nye stedfar, den fascistiske og nådesløse kaptajn Vidal (Sergi López), der har til opgave at finde og dræbe republikanske oprørere i det omkringliggende område.

Som seere kender vi denne slags film, og vi kender slutningen. Vi har en forventning om, at de eventyrlystne børn nok skal besejre monstret i sidste ende, for så igen at vende hjem, nu klar til at stå ansigt til ansigt med virkeligheden. Men hvad hvis det ikke var så enkelt som ”de gode” og ”de onde”? Hvad hvis eventyret ikke trak os væk fra den krigsramte virkelighed, men i stedet konfronterede os med den? Hvad hvis dette eventyr ikke bare mindende om, men var ligeså dyster og skræmmende som den sande verden?

« Tanken om et atypisk og mørkt eventyr må om noget siges at komme til udtryk i en

af Del Toros tidligere

En spændende og dragende tanke, som specielt instruktør Guillermo Del Toro er kendt for at overføre til sine film, der i de fleste tilfælde bedst kan beskrives som magisk realisme. Tanken

værker, nemlig Pans

Labyrint fra 2006. » 10

krigshærget område, men tværtimod rejse mod et. Ikke fordi, at moderen ikke holder af hende, men fordi det er det bedste, hun kan gøre. De få bøger, Ofelia har med sig til sit nye hjem, viser sig hurtigt ikke at være nok til at afskærme mod krigen, og der går ikke lang tid, før sære ting begynder at ske omkring hende. Denne magiske verden bliver hurtigt et frirum, hvor Ofelia kan ånde og være sig selv – uanset hvor afskrækkende den end måtte virke for seeren.

Pans Labyrint er ikke vores typiske eventyr. Virkeligheden og den magiske verden er ikke adskilt af en magisk dør, men er i stedet så sammenfiltret, at det til tider kan være svært at se, hvad der er hvad. Omgivelserne er begravet i mørke og grønlige farver, der giver filmen en realistisk og skræmmende undertone som et sandt og dragende mareridt.

Man kan ikke lade være med at frygte for Ofelia, første gang hun følger den skyggefulde og ruinlignende labyrintsti og støder på den skræmmende faun, kun oplyst af skæret fra fuldmånen. Med dens store, sorte øjne, snoede horn og skarpe

Ofelia er fra start omringet af krig fra alle fronter. I begyndelsen af filmen ser vi ikke den lille familie flygte fra et 11

Pans Labyrint (2006) Foto: Camera Film

En nat møder hun den magiske Faun, Pan (Doug Jones), der fortæller hende, at hun er den fortabte prinsesse Moanna af underverdenen. For at vende tilbage er hun dog først nødt til at klare 3 svære prøver.

Pans Labyrint (2006) Foto: Camera Film

fingre fornemmer man hurtigt, at han langt fra kan sammenlignes med den rare og akavede faun, Mr. Tumnus (James McAvoy), fra Narnias børnevenlige univers. Ligeledes virker dette magiske sted, den såkaldte ”underverden”, måske heller ikke ligefrem som det mest uskyldige sted i verden. Ikke desto mindre bliver Ofelia draget af det. Hver en prøve, hun bliver udsat for, er med livet som indsats. Pans Labyrint pakker ikke historien ind i vat, men fortæller fra start, at dette er en verden, hvor kære Ofelia langt fra er garanteret en lykkelig slutning. Som seer ønsker vi for alt i verden, at Ofelia klarer den, men den sørgmodige start på filmen er gennem historien en konstant påmindelse om hendes dystre skæbne. At se hende ligge blødende og alene i labyrinten er en voldsom scene, der om noget må siges at sætte tonen for resten af filmen. Pans Labyrint viger ikke tilbage fra at vise kontrasten mellem den virkelige og magiske verden, hvilket Narnia, Peter Pan og andre lignende film i større omfang danser lettere elegant hen over. Ofelia vender aldrig ryggen til virkeligheden, men konfronterer den i stedet. Da faunen Pan tilbyder hende at komme med ham til den magiske verden, nægter hun at tage af sted uden sin mor og nyfødte lillebror.

være svært at vide, om du skal smile eller græde og ender sikkert med en god blanding af begge.

HVORFOR SLUTNINGEN GØR SÅ ONDT

Trods den egentlige præmis om en ung pige, der finder en dør til en magisk verden, er denne historie bestemt ikke et eventyr for børn. Den undgår ikke at vise os de hårde scener – som for eksempel lægen, der må save benet af en ung oprører, for at redde hans liv. Eller kaptajn Vidals grusomme måde at torturere sine fanger på. Den magiske verden er lige så eller endda mere frygtindgydende end den virkelige, specielt da Ofelia bliver jagtet gennem lange korridorer af et hvæsende, barneædende monster. Her sidder frygten helt oppe i halsen på én, fordi filmen på dette tidspunkt allerede har skabt en bevidsthed hos seeren om, at den gør alvor af de farlige

Et andet klassisk varemærke ved Del Toros film er hans unikke slutninger, der som regel er tvetydige og efterlader seeren med en underlig fornemmelse i maven. Pans Labyrint er bestemt heller ikke nogen undtagelse. Med dens melankolske slutning kan det

« At se hende ligge blødende og alene i labyrinten er en

voldsom scene, der om noget må siges at sætte tonen for resten af filmen. »

Pans Labyrint (2006) Foto: Camera Film

Kærligheden til familien er det, der holder hende tilbage.

Pans Labyrint (2006) Foto: Camera Film

situationer. Hvis Ofelia bliver fanget, så vil hun dø.

man vælger at tro på, hvilket er en af de detaljer, der gør filmen så fremragende, men på samme tid også så smertefuld at se på.

I Pans Labyrint er de to verdener ikke skarpt opdelt af en hemmelig dør i garderobeskabet eller adskilt af et langt og mærkværdigt kaninhul. I stedet er den faktiske og magiske verden så elegant integreret i hinanden, at det til tider kan være svært at afgøre, hvad der er hvad.

« Ser man på den

faktiske virkelighed, hersker der ingen tvivl om, at vores

lille eventyr ender

Filmens slutning kan essentielt forstås på to forskellige planer. Vi har den faktiske verden, hvor krigen flyver om ørene på Ofelia. Her bliver modstandsfolkene jagtet og tortureret af hendes fascistiske stedfar, og hendes højgravide mor gør alt for at holde sig i live trods sygdom – men vi har også den magiske verden, fyldt med flyvende feer, fauner med fristende prøver og kongeriger begravet i guld og diamanter. Her er det op til seeren selv at afgøre hvilken slutning,

noget så grusomt for

Ofelia. »

Ser man på den faktiske virkelighed, hersker der ingen tvivl om, at vores lille eventyr ender noget så grusomt for Ofelia. Men ifølge Ofelia selv, får hun i slutningen af filmen, alt hvad hun nogensinde har ønsket sig: et trygt hjem, hvor hengivne forældre står klar til at tage imod hende med åbne arme. 14

For hvad er så sandt? Skal vi som seer tro på den magiske verden med alle dens skræmmende monstre og fantastiske vidundere? Skal vi tro på, at Ofelia levede lykkeligt til sine dagens ende? Eller skal vi i stedet som seere se sandheden i øjnene og erkende, at dette eventyr ikke havde en lykkelig slutning, men at virkeligheden i stedet indhentede Ofelia i sidste ende?

“It’s important for little girls to know not every story has to be a love story and for boys to know that soldiers aren’t the only ones to triumph in war.” ― Guillermo del Toro

Pans Labyrint er på én og samme tid en rørende og skræmmende fortælling om et barns ønske om at gøre det bedste, hun kan, i en verden, der langt fra er retfærdig. Specielt slutningen rører mig stadig dybt, hvor filmen rent visuelt, musikalsk og narrativt formår at harmonere på fængslende, hjerteskærende og smuk vis. Man ikke kan andet end at sidde og stirre ud i luften det næste lange stykke tid, blot for at prøve at stykke sammen, hvad det er for et dybt realistisk eventyr, man lige har set.

SÅ HVAD ER DET SÅ, DER FÅR OS TIL AT HÆNGE VED? Lige meget hvor barsk det bliver, og lige meget hvor mange forfærdelige ting der udspiller sig i filmen, så er det stadig et eventyr. Vigtigst af alt, er det et eventyr, der udspiller sig gennem et barns øjne. På trods af krigens rædsler er der stadig plads til nysgerrighed, kærlighed og vigtigst af alt, håb. Ofelias håb er netop, hvad der holder os oppe, når vi ser hende kæmpe sig igennem den barske historie. Håbet om, at hendes mor nok skal blive rask. Håbet om, at hun og lillebror nok skal leve lykkeligt til deres dagens ende i det magiske rige. Og sidst, men ikke mindst, håbet om, at alt nok skal ende godt til sidst.

« Lige meget hvor barsk det bliver, og lige meget hvor mange forfærdelige ting

der udspiller sig i filmen, så er det stadig et eventyr.

FEM AF KRIGENS ANSIGTER Af Claus Nygaard Petersen

Billede på forrige side: Life is Beautiful (1997). Foto: Miramax

Jeg har efterhånden specialiseret mig i at lave forskellige variationer af ”fem udvalgte” film, karakterer eller hvad jeg nu finder på til dette magasin. En god filmliste indeholder titler, som de fleste ikke kender til. De film er sjove både at læse og skrive om. Dermed ligger der også implicit det benspænd, at de ti første titler, som folk ofte tænker på, er mere eller mindre diskvalificeret.

il denne udgave opstod en ekstra dimension. I en gæk pitch til chefen, foreslog jeg, at jeg kunne lave den med nogle forhindringer … For eksempel ved at bruge film, som ikke viste deciderede kamphandlinger.

Stop Claus, det bliver lidt for meget. Det vil svare til, at du sætter John Carpenters The Thing (1982) på listen, under påskuddet af, at det er en klokkeklar allegori for den paranoia, der herskede under Den Kolde Krig, og på den måde lægger sig i direkte forlængelse af Invasion of the Body Snatchers (1956), hvor man ikke kunne vide, hvem der var inficeret, før det var for sent.

”Ja, gør det!,” befalede redaktøren, og mit smil stivnede i en grimasse, som var jeg blevet udsat for Jokerens lattergas. ”I’ve made a huge mistake,” sagde min indre stemme i bedste Gob fra Arrested Development-stil. Okay, så kan jeg lige så godt gå fuldt ud. Ingen kamp og heller ingen reference til Take Shelter (2011) … eller kan man lave et argument for, at Curtis LaForches indre kamp om hvorvidt hans drømme er det begyndende stadie til paranoid skizofreni eller forvarsler den kommende dommedag, er et prima eksempel på alternativ form for krig?

Nej, stop Claus! Du skal tænke nyt og udenfor din komfortzone. Plus, de slås også med hinanden, men måske man skulle løsne lidt på det specifikke krav. Det er vel egentlig ikke fair at udelukke en hel film, hvis det kun er en lille brøkdel af værket, der beskæftiger sig med deciderede kamphandlinger. Med det på plads er det bare med at finde film, der passer ind i denne specifikke ramme – nemt!

M*A*S*H (1970)

Mobile Army Surgical Unit (MASH) 4077 er groft sagt delt op i to fraktioner: først de dydige og retskafne bibelelskere med den dybt inkompetente Frank Burns (en fabelagtig ung Robert Duvall) i spidsen. Og så alle de andre hedonister og gudsforladte eksistenser – ført an af den uhellige treenighed; Hawkeye, Trapper John og Duke (de vidunderlige Donald Sutherland, Elliott Gould og Tom Skerritt).

som uduelige. Bevares, de drikker og horer, som var de gymnasieelever på Roskilde Festival, men deres evner som krigskiruger er superbe. Med fingeren inde i halsen på en soldat, er Hawkeye fuldt koncentreret, når han skal operere. Væk er spilopmageren, som river teltduge ned og laver falske selvmordsceremonier (det er meget mindre makabert og morbidt, end det lyder). I stedet er den skarpe kirurg fra New England på banen.

Alle kneb gælder for at bevare bare en smule forstand i krigshelvedet. Publikum får dog aldrig selve krigen at se, den foregår ude på fronten, og selvom MASH 4077 er tæt på den, så kommer vores hovedpersoner aldrig ”rigtigt” i krig. De er læger og sygeplejesker og skal tage sig af de modbydelige bivirkninger, som krigen medfører.

Filmen fik stor succes med både Palme d’Or og Oscar til følge. I 1972 kom der en sitcom af samme navn. Selvom den var forankret i komedie, bibeholdt den filmens anti-krigs holdning og en anarkisme mod det tunge, bureaukratiske militærapparatur. Det klassiske laugh track, der flittigt bliver brugt i amerikanske komedieserier, var fuldstændig bandlyst under operationsscenerne. De sjove replikker var der stadig, men alvoren i det potentielle tab af menneskeliv lagde scenerene øde for underlægningsmusik og dåselatter.

Et kløgtigt træk var at sørge for, at spilopmagerne ikke blev portrætteret

« [Hovedpersonerne] er læger og sygeplejesker og skal tage sig af de

modbydelige bivirkninger, som krigen medfører. »

MASH (1970). Foto: 20th Century Fox

Robert Altmans suveræne antikrigsfilm om en lægeenhed under Koreakrigen er en af denne amerikanske mesters allerbedste værker og en af de vigtigste film fra det 20. århundrede.

Life is Beautiful (1997). Foto: Miramax

LIFE IS BEAUTIFUL (1997)

stærkt kontrasteret af nazisternes uhyrligheder.

Billedet af en lille krølhåret italiener, der vader rundt på de røde stole til Oscar-showet i 1998, i ren og skær jubel over at have vundet den gyldne statuette for bedste udenlandske film, er svært ikke at blive smittet af.

Den legefulde tone bliver slået an tidligt i forløbet. Efter at være blevet interneret, spørger en tysk soldat, om der er nogen i rummet, som taler tysk. Guido (Benigni) løfter hånden og bevæger sig frem.

Smilet hos Roberto Benigni var kæmpestort den aften. Hans film om en fars fantasifulde påfund for at skåne sin søn for rædselerne i en kz-lejr vandt hele tre priser. Udover førnævnte vandt Benigni for bedste mandlige hovedrolle, og filmens medrivende score af Nicola Piovani sejrede også.

”Taler du tysk?,” spørger en anden. ”Næh,” svarer han.

« Han har luret den kommende fare og bedt

drengen om at gemme sig. En tysk officer fanger Guido

Inspireret af bogen In the End, I Beat Hitler og Benignis egen fars oplevelser i en tysk arbejdslejr under krigen, har italieneren skabt et værk, der er fuldt af håb og optimisme –

og beslutter sig for at henrette ham. »

sig, forsøger faren at skåne sit barn for livets grumme realiteter.

Derefter stiller han sig ved siden af den skræmmende tysker og giver sin helt egen tolkning af de instrukser, han skulle have oversat. I stedet for information om, hvordan de skal gebærde sig i lejren, opfinder han en konkurrence, hvor stillingen hver dag bliver annonceret gennem højtaleranlægget. Præmien til den første, som får 1000 point, er en kampvogn, og drengen Giosuè får da også sin kampvogn, da de allierede styrker når frem i filmens slutning.

Netop denne del med at tage et så alvorligt emne og prøve at arbejde med det i en lettere form, vakte lidt furoere – præcis som man har set det med Taika Waititis Jojo Rabbit (2019). Begninis film er dog i højere grad forankret i tragedien, som man kender den fra antikkens Grækenland. Momenter af gru bliver omkranset af de sjove, for på den måde at fremprovokere en større følelsesmæssig reaktion.

Desværre oplever Guido ikke sønnens jubel. Han har luret den kommende fare og bedt drengen om at gemme sig. En tysk officer fanger Guido og beslutter sig for at henrette ham. Idet de går forbi Giosuès gemmested, blinker faren en enkelt gang til sønnen, for at lade som om det hele stadigvæk er en leg. Selv med den sikre død foran

Og det gør ondt flere gange, når man sidder og kigger på, hvor langt faren vil gå for at beskytte sin lille søn. Giosuè skal ikke blive voksen alt for tidligt.

CASABLANCA (1942)

omstændighederne er alt andet end simple.

Få film har så mange ikoniske citater som Michael Curtiz’ Casablanca (1946): ”We’ll always have Paris” og den falske ”Play it again, Sam” er synonymer med fortællingen om alle de forskellige personligheder, der frekventerer klubben Rick’s Café Américan i Casablanca. Værnemagere, nazister og modstandsfolk drikker sjusser side om side i den eskapistiske oase i Marokko.

2. verdenskrig raser for fuld udblæsning i Europa og Afrika, og det tredje rige er stadigvæk på vinderkurs. Rick har en behagelig tilværelse, indtil hun dukker op igen. ”Of all the gin joints in all the towns in all the world, she walks into mine,” filosoferer den forsmåede elsker, da hun tropper op med sin mand (Victor Laszlo). De har brug for at komme til USA, så han kan fortsætte arbejdet som leder af den tjekkiske modstandsbevægelse, og hvem andre end gode gamle Rick kan få sat det i stand?

Mest af alt er filmen dog kendt for sammenspillet mellem de to hovedroller: Humphrey Bogart og Ingrid Bergman.

Casablanca har en meget indirekte tilgang til krigen. Nazisterne er prominente i gadebilledet og den lokale politichef, Renault, er i lommen på dem. Alle personerne i filmen er påvirket af krigen på en eller anden måde, men direkte kamphandlinger er ingen steder at finde. I stedet er der masser af spionintriger i form af nazisternes intense jagt på frihedskæmperen Victor, men også dette aspekt ryger i baggrunden til fordel for kærlighedshistorien mellem amerikaneren og svenskeren.

Som Rick Blaine er Bogart legemliggørelsen af cool. En fortid som våbensmugler i Etiopien i deres krig med Italien og guerillasoldat i kampen kampen mod fascisterne i Den Spanske Borgerkrig, er med til at cementerer natklubejeren som en mand, der kan håndtere alle situationer.

« Alle personerne i filmen er påvirket af krigen på

en eller anden måde, men

En ting får dog prominent en plads i historien. Den suspekte forbryder Ugarte (som altid vidunderligt slesk gestaltet af Peter Lorre) har skaffet nogle breve. De garanterer indehaveren af dem fri passage i alt Nazi-okkuperet landskab og det neutrale Portugal. Og netop brevene er det, som Ilsa og Victor skal bruge

direkte kamphandlinger er ingen steder at finde. »

Overfor ham er det svenske ikon den perfekte femme fatale. De tidligere elskende fra Paris bliver genforenet i det nordafrikanske land, men

Skurken, den nederdrægtige major Strasser (Conrad Veidt), forsøger med al magt at forhindre, at det sker. Som det nu engang hedder og bør sig i en Hollywood film af denne kaliber, så lykkes det ham selvfølgelig ikke. Men lidt usædvanligt (dog tro imod noirstilen), får Rick og Ilsa ikke hinanden. Han sender hende og Victor afsted med flyet, fordi hans arbejde er så vigtigt, at deres individuelle behov og begær er nødt til at vige pladsen.

”I think this is the beginning of a beautiful friendship.”

”Ilsa, I’m no good at being noble, but it doesn’t take much to see that the problems of 23

Casablanca (1942) Foto: Warner Bros

three little people don’t amount to a hill of beans in this crazy world. Someday you’ll understand that,” lyder afskedssalutten til hans livs kærlighed. Tilbage på flyvepladsen er nu kun ham og den korrupte politimand, som endelig har fundet sin anstændighed og har gjort det rigtige. Renault foreslår, at de to tilslutter sig den franske eksilregering og kæmper mod tyskerne. Rick svarer med den perfekte slutning på en ganske suveræn og alternativ krigsfilm:

for at komme til det forjættede land på den anden side at Atlanten.

Paths of Glory (1957) Foto: United Artists

PATHS OF GLORY (1957)

Og ja, det er nu jeg komplet bryder med benspændet om ingen direkte krigshandlinger – MEN (!) i den her kontekst føler jeg, at det er nødvendigt.

Den 5. februar 2020 besluttede skuespillerlegenden Kirk Douglas sig for, at nu havde han velsignet verden nok med sin tilstedeværelse og sov stille ind. Før flere romerske slaver stillede sig op og råbte ”I am Spartacus!” i filmen af samme navn, var Douglas allerede et etableret navn i Hollywood.

I 1916 under Første Verdenskrig er skyttegravskrigen på sit højeste. Den franske Mireau har (med udsigt til en forfremmelse) igangsat en plan om et angreb på en svært bevogtet tysk position – en klassisk selvmordsmission...

Derfor var han heller ikke bleg for at kalde en ung instruktør, ved navn Stanley Kubrick, for samtlige bandeord på fire bogstaver i det engelske sprog.

Den retskafne oberst Dax (Douglas) protesterer, men han vælger at parere ordre som den gode soldat, han er. Angrebet er en katastrofe og et helt kompagni på hundrede mand nægter at bevæge sig ud i no man’s land – området mellem de to frontlinjer. For at redde ansigt beslutter Mireau at stille tre soldater for en krigsret, men Dax, der var advokat som civil, går med til at forsvare mændene.

Opkomlingen havde været så fræk at omskrive det manuskript, som skuespilleren ellers havde læst og elsket. Stjernen fik dog sin vilje, og resultatet er en af filmhistoriens fremmeste eksempler på en antikrigsfilm. 24

« Angrebet er en katastrofe og et helt kompagni på hundrede mand nægter

at bevæge sig ud i no man’s

land – området mellem de to frontlinjer.

Mændene bliver kendt skyldige og bliver henrettede dagen efter. Lidt retfærdighed kommer der dog, da Mireau har kommanderet en af sine officerer til at skyde mod de tropper, som flygtede fra de tyske kugler. Den slags er trods alt ikke en officer værdig, og han bliver selv stillet for en krigsret, men krigen raser stadigvæk.

Den tydelige indignation i filmen overfor det arrogante militær driver af lærredet med samme subtilitet som en fis i en tom kirke: Inkompetence er allestedsnærværende og den menige soldat er blot en skakbrik, der kan erstattes lige så snart, den bliver slået af brættet.

Og Dax skal igen og igen opleve unge mænd blive sendt over skyttegravens top for at udføre endnu et i rækken af hjernedøde angreb, udtænkt af en officer, som sidder mageligt langt væk fra frontlinjen – krig er helvede.

I filmens klimaks under Dax’ afsluttende bemærkning i retssagen, leverer han denne bredside til de ”noble” herrer, der skal til at dømme tre uskyldige mænd til døden:

Paths of Glory (1957) Foto: United Artists

”There are times when I am ashamed to be a member of the human race and this is one such occasion. (…) The attack yesterday morning was no stain on the honor of France, but this court-martial is such a stain. Gentlemen of the court, to find these men guilty will be a crime to haunt each of you to the day you die. I can’t believe that the noblest impulse in man, his compassion for another, can be completely dead here. Therefore, I humbly beg you to show mercy to these men.”

Retssagen er dog blot formalia, så de ærekære officerer kan have god samvittighed.

Rescue Dawn (2006) Foto: MGM

RESCUE DAWN (2006)

i 00’erne er stik imod alt, hvad lægefagligt personale mener, er forsvarligt. Han er ikke The Machinist (2004) tynd, men det er ikke langt fra så udmagret, som han ser ud efter et par måneder i fangenskab.

Efter at jeg har fundet eksempler med onde tyskere i de forrige tre film, er det nu tid til at give dem lidt kærlighed, og i særdeleshed en af de fremmeste filmmagere landet har budt på.

Unikummet « Den dehumanisering, Skønheden i Werner Herzog brutaliteten som Dieters fangevogtere lægger Herzog blev født i München den udviser overfor fangerne, visuelt op til flere 5. september gange i løbet af viser mennesker fra deres 1942. Kort tid filmen, hvor det efter fødslen grummeste side. » grønne inferno flygtede familien både er lokkende, til en by i Alperne for at undslippe de men også fremstår som et uendeligt daglige bombardementer. Derfor er ocean af ukendte farer. Viljen til at det passende, med sin opvækst under overleve alle forhindringer er ukuelig i et totalitært styre, at tyskeren i flere Dieter – på trods af de til tider enormt omgange har kastet blikket på, hvor dystre udsigter. Krigen kører for fuld langt mennesker vil gå på grund af udblæsning i nabolandet Vietnam, deres overbevisning. men skyggerne omklamrer samtlige lande i regionen, og i junglen er der ingen klare grænser på, om du er det ene sted eller det andet.

Rescue Dawn er baseret på den virkelige historie om den tyskfødte pilot Dieter Dengler (Christian Bale), der under Vietnamkrigen bliver skudt ned og taget til fange på en hemmelig mission i Laos. Ude midt i junglen, med ingen chance for at blive reddet og dagligt udsat for grusom tortur, beslutter han og medfangerne at flygte. Udsultet og fanget bag fjendens linjer, skal Dieter ikke alene undgå fjendtlige soldater, men også en jungle, hvor slanger og en ubarmhjertig regntid gør sit allermest ihærdige for at tage livet af ham.

Den dehumanisering, som Dieters fangevogtere udviser overfor fangerne, viser mennesker fra deres grummeste side. Om det er, når de kommer en lille larve eller andet godt i fangernes daglige håndfuld ris, snupper alt deres fodtøj eller bare tæver dem, blot fordi de kan, er det desværre ikke noget usædvanligt i situationer, hvor nogle får magt over andre – det er bare hverdag. Lige dér er man, ligesom oberst Dax i Paths of Glory, skuffet over at være en del af menneskeracen. Men så længe der findes bare et lille glimt af

Som udsultet krigsfange var Christian Bale nærmest selvskrevet. Hans eskapader i kropstransformationer 27

For det er derfor, han er der i første omgang. Ikke fordi han tror på noget specielt, så han vil gå i krig for det. Nej, det handler om at flyve, som han selv forklarer det.

Krigen har mange ansigter. Der er flere end dem, man ser i slagets intense inferno. Menneskene er tilbage i lejren og langt væk fra fronten, men dybt inde i sjælen på dem, som er blevet udsat for krigen, sidder arene. Det er ikke altid deres valg at blive en del af den, så de må derfor prøve at få det bedste ud af det – så de ikke mister det, der gør dem til mennesker.

”I remember, I was in the attic with my brother. We were looking out, and we see this fighter plane, beautiful, coming right at us. And I see the machine gun, it’s flashing and - whooosh - it goes flying past the

Rescue Dawn (2006) Foto: MGM

house. It’s so close. And the canopy was open. And this pilot, he had his goggles up on his helmet. And I could see his eyes. And he was looking at me. Right at me. And then as he turns to go, he’s starting back, he’s looking right at me still. And the thing is, from that moment on, little Dieter, he needed to fly.”

håb i armodens kulsorte mørke, er livsgnisten ikke klar til at blive slukket. For det kan være, at der dukker en helikopter op for at redde dig ud af junglens rædselskabinet, ganske som det sker for Dieter, så han igen kan komme op at flyve.

DR Ø M MER DU OM ET ÅR MED FILM?

www.europeanfilmcollege.com 29

FÃ&#x2020;LLESSKAB, HVORFOR FUNGERER

F RY G T O G H Ă&#x2026; B : K R I G I T V- S E R I E R ? Af Cecilie Hannah Paludan LĂźtken

Band of Brothers (2001) Foto: HBO

Virkelighedens begivenheder, fortællinger og personer har gennem historien altid været et populært udgangspunkt, når en ny film eller tv-serie skulle produceres.

elt tilbage til de tidligste film og helt frem til i dag, hvor udvalget i den grad også er præget af film og serier “based on a true story”. Men ét tema, som særligt har optaget industrien og seerne, er krig; både i sin åbenlyse forstand, men også i en mere abstrakt form, hvor temaet bliver brugt i en overført betydning.

Særligt 2. verdenskrig er interessant at se nærmere på, fordi der gennem tiden er blevet produceret over 1500 film og serier om krigen. Det tyder på, at krig er et tema, der er kommet for at blive. Men hvad er det ved krig, som fascinerer os? Hvorfor har vi lyst til at se, at mennesker skyder på hinanden? Måske fordi det ikke er så enkelt endda.

« Serier, som er

Band of Brothers (2001) og The Pacific (2010) er to miniserier, som har formået at skildre de rædsler og grusomheder, som vi forbinder med 2. verdenskrig. Samtidig evner de at give plads til de sider af krigen, som man hurtigt glemmer i mængden af kamp og ødelæggelser. For spørgsmålet er ikke kun, hvorfor krig

baseret på faktiske

begivenheder, har en vis autencitet over

sig, hvilket er med til at skabe en følelse af

realitet hos seeren.

» 32

Billede på forrige side: Band of Brothers (2001) Foto: HBO

grundlæggende interesserer os, men også hvorfor det lader til at fungere så godt som tema i tv-serier.

Typisk i krigsserier følger vi en række karakterer, som hver især er forskellige fra hinanden. Dette er med til at skabe et billede af den mangfoldighed, som krigen afspejler. Vi følger karaktererne i de mest tilspidsede, frustrerende og samtidig hverdagsagtige situationer. Vi følger dem, når de er alene eller i tæt samarbejde med andre. Og så følger vi dem gennem de mest betydningsfylde øjeblikke i deres liv. Vi er med på sidelinjen, når der skal træffes beslutninger, og alle overvejelserne er med til at præge seeren, som til sidst selv ender med at genoverveje livet og dets valg. Med krig som tema bliver man følelsesmæssigt engageret på en helt unik måde.

« Krig er på mange måder med til at gøre os stærkere og klogere på os selv, så vi er klar

til at se frygten i øjne og tage chancer.

MENNESKET, LIVET OG VIRKELIGHEDEN Afsæt i virkelige hændelser virker så godt netop på grund af deres tilknytning til virkeligheden. Det kan gøre en serie mere relaterbar, når det man ser på skærmen, er noget, man har kendskab til i forvejen. Krig er et tema, som de fleste kender til, da man allerede i en tidlig alder lærer om alt fra de vigtigste slag i Romerriget til kampene i Mellemøsten.

Det handler ikke kun om at træffe beslutninger i svære situationer, men også om fællesskab, broderskab og kærlighed - temaer, de fleste kan se sig selv i. Krig er på mange måder med til at gøre os stærkere og klogere på os selv, så vi er klar til at se frygten i øjne og tage chancer. Men det kan også føles unødvendigt, uretfærdigt, nytteløst og håbløst. Det er med til at vise, hvor slemt livet kan ende, og hvor onde og modbydelige mennesker, og ikke mindst verden, kan være.

Serier, som er baseret på faktiske begivenheder, har en vis autencitet over sig, hvilket er med til at skabe en følelse af realitet hos seeren. For det, som i bund og grund fascinerer os mest ved krig, hvilket også er det, som får krig til at fungere så godt tematisk, er dets evne til at kunne fortælle os noget fundamentalt om mennesket, om livet, om den verden vi lever i og har levet i. Men vigtigst af alt, er krig med til at gøre os klogere på os selv.

Det er netop derfor, vi elsker at se tv-serier med krig; på grund af de mange forskellige sider, man som seer får lov til at opleve. Krig tvinger os til at tænke anderledes, til at genoverveje forskellige aspekter af tilværelsen og til at prøve at finde frem til lyspunkterne i mørket.

BAND OF BROTHERS (2001) OG THE PACIFIC (2010) - NÅR KRIGEN KOMMER TÆT PÅ Når det gælder krig i tv-serier, er der to, som virkelig skiller sig ud. Band of Brothers fra 2001 og The Pacific fra 2010, er to forskellige miniserier, som er en del af den samme 2. verdenskrigfortælling. Tredje kapitel, Masters of the Air, er i præproduktionsfasen. De to serier er produceret af Steven Spielberg og Tom Hanks, og de har begge vundet en Emmy-pris for “Outstanding Miniseries”. De er bygget op omkring samme koncept og begge er baseret på virkelige hændelser. I Band of Brothers følger vi Easy Company, et faldskærmsregiment i den 101. Airborne Division og dets officerer fra deres grundlæggende træning i USA og frem til krigens afslutning, herunder deres kampe og prøvelser i Europa. I The Pacific følger vi primært tre soldater fra 1. Marine Division og de udfordringer, som de møder i Stillehavet fra krigens begyndelse til japanernes overgivelse i september 1945, herunder slagene på Guadalcanal, Okinawa og Iwo Jima. Fælles for serierne er deres evne til at vise krigens rædsler og frygt, så man efterfølgende sidder tilbage med en klump i halsen og en følelse af håb- og magtløshed. Men de formår også at balancere grusomhederne med mere glædelige øjeblikke, hvor fællesskab og venskab står i centrum. De magter at skildre 34

situationer, som man ellers hurtigt kan glemme, også er en del af krigens realiteter.

minderne fra krigen overvælder ham. Det er tydeligt, hvilken betydning hændelserne har haft på ham.

Eugene Sledge (Joseph Mazzello) er en af de soldater, som vi følger tæt i The Pacific - både hans liv før, under og efter 2. verdenskrig. Lysten til at gøre en forskel og forsvare sit fædreland skinner igennem hos Sledge, der på trods af sine hjerteproblemer melder sig til at være marinesoldat. Men krigen byder på meget mere end forventet.

The Pacific viser, hvordan livet som soldat kan virke nytteløst, hvis man ikke gør det, som hjertet fortæller en. Efter at have modtaget en æresmedalje sendes soldaten John Basilone (Jon Seda) hjem til USA for at gøre tjeneste. Men det er tydeligt, hvor anderledes livet er væk fra fronten.

Det ser vi blandt andet i forhold til den måde, han håndterer krigen mod japanerne på. Sledge er ung og uerfaren, hvilket skinner tydeligt igennem, når han i kampens hede står ansigt til ansigt med modstanderen. Sledge er usikker i kampsituationer. Hen mod krigens afslutning er Sledge forandret. Han er blevet mere kynisk og har ikke længere samme respekt for menneskeliv - specielt ikke japanernes. Med de mange undertrykte følelser omkring hans oplevelser får han sværere ved at holde igen, og efter sin hjemkomst bliver det tydeligt, at han stadigvæk hjemsøges af krigens rædsler og sine egne handlinger. En nævneværdig scene er en af seriens sidste, hvor Sledge sammen med sin far er ude for at skyde fugle. Efter kort tid bryder han sammen, da The Pacific (2010). Foto: HBO

The Pacific (2010). Foto: HBO

Efter at have gjort reklame for det ame- Basilone ender med at blive sendt til rikanske militær, ender Basilone med Iwo Jima sammen med de trænede at træne en gruppe nye, unge solda- soldater. Virkeligheden rammer hårdt. ter - en opgave, som tydeligvis bringer Den trygge hverdag i USA er pludselig blevet udskiftet ham mere glæde og stolthed. Træ- « En nævneværdig scene er med junglens klima og frygten ningen får ham til en af seriens sidste, hvor for at dø. Serien at indse, hvor stor en betydning det Sledge sammen med sin far viser derved de forskellige sider af har at være en del er ude for at skyde fugle. krigen, både når af fællesskabet, og hvor værdifuldt det Efter kort tid bryder han det gør allermest ondt, men også er at kunne dele sammen, da minderne fra når den betyder sine erfaringer og krigen overvælder ham. noget større end viden. For de nye soldater har svært Det er tydeligt, hvilken en selv. ved at indse krigens alvor. Derfor betydning hændelserne har I Band of Brothers følger vi ser Basilone det haft på ham. » soldaterne i Easy som sin opgave at Company, hvor træne dem, så de hvert afsnit er dedikeret til en bestemt er klar til at håndtere alle krigens forskellige sider. Han gør det til sin missi- karakter og dennes rolle i den pågælon at bruge sit liv på at gøre noget, som dende situation. Richard Winters (Damian Lewis) spiller en betydelig rolle er meningsfyldt. gennem hele serien - særligt hans rejse 36

indenfor militæret. Winters er den, som holder Easy Company sammen, både i gode og dårlige tider. Men selvom han oplever succes i forhold til sit arbejde, så ser vi også, hvordan krigens rædsler hurtigt begynder at snige sig ind på ham – eksempelvis, da minderne om en skudepisode bliver ved med at komme tilbage under en rapportskrivning. Man kan prøve at glemme, men krigen påvirker os mere, end vi er klar til at indrømme.

Historierne om soldaternes oplevelser er nærmest ubehagelige at være vidne til, fordi de tydeliggør, hvor lidt respekt Easy Company har overfor de nyankommne. De anser dem ikke for at være ligeværdige, fordi de ikke har kæmpet de samme kampe og således ikke kender til konsekvenserne. Det kommer blandt andet til udtryk gennem hånende kommenterer og onde blikke.

Fællesskab er også et uundgåeligt tema, når det gælder krig, hvilket Band of Brothers skildrer på forskellige måder. Tabet af flere soldater under D-dag resulterer i, at Easy Company får tilsendt nye soldater, som har svært ved at blive en del af troppen. Det går

Men serien formår samtidig at vise, hvordan et fællesskab mellem ‘brødre’ kan være det stærkeste, når det virkelig

The Pacific (2010). Foto: HBO

hurtigt op for dem, hvor svært det er som nytilkommet at blive accepteret af et fællesskab, som deler de samme traumatiske oplevelser.

gælder. Eksempelvis da soldaten Carwood Lipton (Donnie Wahlberg) prøver at holde moralen og humøret oppe hos soldaterne under nogle barske, indledende øvelser i en frossen, sneklædt skov langt væk hjemmefra. Eller hvordan Easy Company er der for hinanden under de tilspidsede kampe, hvor de hver og en kæmper for fællesskabet.

The Pacific (2010). Foto: HBO

En af seriens stærkeste scener, som også er den mest hjerteskærende, er soldaternes fund af en koncentrationslejr efter deres ankomst til Tyskland. Helt råt vises krigens grusomheder, og det hele føles pludselig mere virkeligt. Vi ser, hvordan soldaterne går rundt mellem de spøgelseslignende jøder i stribet tøj - et syn, både soldaterne og seeren har svært ved at begribe. I det øjeblik forstår man, hvor meget krigen kan påvirke en, også selvom det bare er en tv-serie. Krig kan bringe alle følelser frem i os, både de gode og de dårlige. Krig er fyldt med had, død, rædsler og grusomheder, men det er mere end det. Krig er også fællesskab, familie, kærlighed, stolthed og ikke mindst håb - et håb for en bedre verden. Temaet fascinerer os så meget, fordi det er flersidigt, og det er netop grunden til, at det fungerer i tv-serier, hvor der er gjort plads til at vise krigen fra alle dens sider. Krig er kommet for at blive i serier - for fortsat at kunne skubbe til virkelighedens grænser.

« En af seriens stærkeste scener, som også er den mest hjerteskærende, er soldaternes fund af en koncentrationslejr efter deres ankomst til

Tyskland. »

28.02 - 09.08.2020

Samleren i skyggen

Helge Jacobsens pinakotek

D I S C O E LY S I U M OG KRIGENS EUROPÆISKE SPØGELSE Af Sidsel Minuva

Krig er ikke et ukendt emne for spilmediet. Spilserien Call of Duty (2003-), der sætter spilleren i rollen som en soldat, der kæmper forskellige kampe i fortiden, nutiden og fremtiden, dominerede salgstavlerne i det forgangne årti. Hvert år udkommer der et nyt Call of Duty, og hvert år køber folk nyeste skud på stammen i hobetal. Men der er alternativer til de herskende, virtuelle krigsfortællinger. Overraskende nok er detektivspillet Disco Elysium (2019) et af de bedste eksempler i mands minde.

Disco Elysium (2019) Foto: ZA/UM

Billede på forrige side: Disco Elysium (2019) Foto: ZA/UM

NÅR HJERNEN BLANDER SIG Elysium er ellers ikke den slags historie, som man skulle tro indeholdt gennemtænkte perspektiver på krig. isco

I denne fortælling indtager man rollen som Harry du Bois. Han er detektiv. Han er mellem 40 og 60 år. Og han har drukket og brugt så mange stoffer, at han ikke længere kan huske, hvem han er. Det er ret problematisk, når han den følgende morgen står ansigt til ansigt med sin nye politimakker, Kim Kitsuragi (Jullian Champenois). Udover at have glemt alt fra sin identitet til alfabetet, skal han pludselig også løse en mordgåde, som han intet ved om.

« Disco Elysiums mest bemærkelsesværdige og unikke fortællingsværktøj

Det bliver kun mere absurd herfra. Disco Elysiums mest bemærkelsesværdige og unikke fortællingsværktøj er, at Harrys hjerne kommenterer på alt, hvad der foregår. Det er sammenligneligt med, at ens tankestrøm, ens sultne mave og ens ældgamle fysiske instinkter har fået deres egne stemmer.

er, at Harrys hjerne kommenterer på alt, hvad der foregår.

Det er en umådeligt fængslende fortællingsmetode. I løbet af spillet optjener man gennem sine handlinger point, som man kan investere i disse forskellige fysiske og mentale

De har meninger om alt. Electrochemistry, Harrys festlige

Disco Elysium (2019) Foto: ZA/UM

impuls, hungrer efter alkohol, cigaretter og stoffer og prøver konstant at overbevise ham om, at det skal han da ha’! Conceptualization, den kreative del af hjernen, er kunstnerisk anlagt og graver esoterisk viden om musikere og malere op fra gemmerne, mens den inspirerer ham til at sætte sit eget præg på den franskinspirerede industriby. Og Empathy, der hjælper ham med at forstå andre, lægger selvfølgelig mærke til det, når han får sin makker til at rødme – om så det er et tilfælde eller med vilje.

HISTORIENS VINGESUS

« Revachol plejede at være en verdenskapital. Nu er byen fragmenteret – slået

Disco Elysium foregår udelukkende i det lille bydistrikt, Martinaise. Det er en industri- og fiskeriby, hvor havnearbejdere modtager og afsender eksportvarer til resten af byen – Revachol. Det er den såkaldte Union, altså en fagforening, der håndhæver loven i Martinaise. Revachols egen regering, der ellers ville kunne nedsætte en officiel politistyrke, eksisterer ikke længere. Og det er et resultat af den fejlslagne kommunistiske revolution og efterfølgende krig, der stadigvæk hjemsøger hele byen.

i tusinde stykker som et

flækket spejl, der stadig

bringer ulykke. » færdigheder, så hver gennemspilning er fuldstændig forskellig. Disse hjernekammerater skaber unikke interaktioner med andre karakterer og indblik i Harrys personlighed og glemte fortid.

Jeg har ganske enkelt aldrig set en så syret og samtidig interessant måde at konstruere en interaktiv fortælling og karakterisere en hovedperson på. Bare af den årsag er Disco Elysium i dén grad værd at spille.

Revachol plejede at være en verdenskapital. Nu er byen fragmenteret – slået i tusinde stykker som et flækket spejl, der stadig bringer ulykke.

Men fornøjelsen stopper ikke der. Spillet har meget mere at byde på, hvilket blandt andet indebærer en eftertænksom fortolkning af en krigs rystende indflydelse på et europæiskinspireret samfund.

For hundredvis af år siden var Revachol hovedstaden i et kongerige. Men kongerækkens ekstravagante livsstil kørte helte nationen i sænk. Og så gjorde folket oprør.

nutidens politik, plot og karakterer. Og i den proces afslører den en i høj grad europæisk tilgang til krigsfortællinger, som man sjældent ser i resten af spilverdenen. EUROPÆISK SENSIBILITET Detektiv du Bois har ingen erindringer om Revachols blodige historie. Det er sådan, han ender med at lære om alle disse ting med en frisk hukommelse samtidig med spilleren. Fra et narrativt perspektiv er det noget af en genistreg – i stedet for at skulle læse om Revachols historie i historiebøger eller få spillets karakterer til at stille sig op og plapre om ting, som

Således bombede The Coalition Revachol sønder og sammen. Selvom socialisterne forsøgte at slå igen, var deres skæbne beseglet. The Coalition gik i land, bl.a. i Martinaise, og kvaste revolutionens frugter. Selv de resterende royalister blev ikke skånet. De blev slagtet ligesom både de revolutionære, anarkisterne og desertørerne. The Coalition overtog magten og besatte Revachol – en besættelse, der stadigvæk vedligeholdes i nutiden. Det kommunistiske eksperiment var ovre.

« For hundredvis af år siden var Revachol

hovedstaden i et kongerige.

Men kongerækkens

ekstravagante livsstil kørte helte nationen i

Denne voldsomme krigshistorie forbliver ikke blot historie i Disco Elysium. Den påvirker direkte

sænk. Og så gjorde folket oprør.

Disco Elysium (2019) Foto: ZA/UM

Den blodige krig, der udbrød som resultat, varede i flere år – men de revolutionære sejrede. De væltede kongehuset, overtog magten og etablerede en ny, kommunistisk regering. Det var andre lande bestemt ikke hverken tilfredse eller komfortable med. For at vælte det nye styre dannede de den såkaldte Coalition of Nations.

Disco Elysium (2019) Foto: ZA/UM

om blandt andet racisme, xenofobi og fascisme. Noget siger mig dog, at det aldrig har været mere grinagtigt at spille som en gyselig fascist.

spillerkarakteren allerede ved, så bliver denne nye viden naturligt vævet ind i fortællingen. Spilleren og Harry hører om den frygtelige fortid for første gang sammen.

Harry kan tage stilling til alle disse emner, når han for eksempel oplever, hvor smadret Martinaise-distriktet er. Der er gået næsten 50 år siden revolutionen, men ved at kaste et blik rundt i gaderne kunne man godt snydes til at tro, at der kun er gået nogle måneder.

« Flere steder er mure og vægge endnu prydet af skudhuller. »

Hukommelsens genistreg stopper skam ikke der. Præcis som Harrys blanke hukommelse er befolket af instinkter, færdigheder og følelser med hver deres stemme, så kan han tage stilling til disse forfærdelige ting, han hører om. Spilleren kan beslutte, hvordan han reagerer på alskens ny viden. Det var altså også sådan, at min version af Harry du Bois endte med at være en kommunistisk feminist, der ikke kunne fordrage centrumpolitikere. Men man kan også sagtens trække i den anden retning, selvom spillet ikke lægger skjul på, hvad de ukrainske og estiske udviklere fra ZA/UM-studiet synes

Flere steder er mure og vægge endnu prydet af skudhuller. Først da Harry spørger Kim Kitsuragi om, hvor de kommer fra, finder man ud af, at de er et resultat af revolutionen og den efterfølgende krig. Mest slående er den gamle industribygning ude vestpå, lige ved siden af havet. Her regner han ud, at folk er blevet henrettet. Der er ikke skudhuller spredt udover alt, som hvis det var en reel skududveksling. I 46

Disco Elysium (2019) Foto: ZA/UM

stedet sidder hullerne på en lige række i nogenlunde samme højde. Her gik det systematisk udover revolutionære, anarkister og loyalister. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da Harry regnede ud, hvad der var hændt på dette sted for ca. 50 år siden.

« Nå ja, og så spiller de to

petanque i et granatkrater, der fungerer som en

behændig metafor; René har aldrig i sandhed lagt krigen bag sig.

Samtidig står der midt i Martinaise to ældre herrer. Den ene hedder René (Ben Davies), og den anden hedder Gaston (Chris Nicolaides). Det mest påfaldende ved Gaston er, at han har en umådelig velsmurt skinkesandwich, som man kan overbevise ham om at donere til Harry. Men René marcherer stadigvæk rundt i sin royale uniform. Han er en standhaftig royalist, der formåede at overleve kongehusets fejlslagne forsøg på at forhindre revolutionen. Der er ingen tvivl om, at han hænger fast i ”de gode gamle dage”. Han taler om kongehuset som om, det var en storhedstid, som revolutionen ødelagde. Nå ja, og så spiller de to petanque i et granatkrater, der fungerer som en behændig metafor; René har aldrig i sandhed lagt krigen bag sig. Nu sidder selv deres fritidsaktiviteter fast i mindet om det slag, der ændrede deres liv 47

for altid. De to har kun hinanden, petanque og fysiske påmindelser om den altoverskyggende revolution.

« De små gemmesteder er fyldt med (fiktive)

kommunistiske symboler, slidte geværer og støvede køjesenge.

Og denne situation, hvor fortidens krige og ideologiske slag påvirker nutiden, afspejler en i høj grad europæisk realitet.

Rundt omkring i byen finder Harry og Kim også løbende gamle kommunistskjul – bittesmå, faldefærdige rum i forladte erhvervsog industribygninger. De små gemmesteder er fyldt med (fiktive) kommunistiske symboler, slidte geværer og støvede køjesenge. Nærmest som resten af Martinaise er der ingen, der har taget sig af disse skjulesteder eller overhovedet gået op i at finde dem. Det er ikke kun krigen, der spøger i Martinaise, det er også de sidste svage, revolutionære dampe.

Berlins gader og stræder ligner til forveksling Martinaises. Både Rigsdagen og Berliner Dom er f.eks. stadigvæk gennemhullede. Man kan ikke gå gennem Berlins centrum uden

Det bliver endnu mere tydeligt, når det gælder historiens centrum – mordgåden. Mens jeg under ingen omstændigheder vil afsløre, hvordan mordet egentlig hænger sammen, så er der ingen tvivl om, at det er det ultimative eksempel på krigens evigt tilstedeværende spøgelse. Fortiden strækker via mordet en enorm skelethånd ind over Martinaise, der tager fat i og kvæler beboerne.

Disco Elysium (2019) Foto: ZA/UM

Det er meget passende, når nu der er endnu et opgør under opsejling i distriktet – denne gang mellem Unionen og store virksomhedskonglomerater. Det lugter af en gentagelse af højeste kaliber; den forenede kapitalisme mod et socialistisk system med civile borgere fanget i midten af det hele.

evigt påvirkede af fortidens krige – samfundsmæssigt såvel som fysisk. Tyskerne forholder sig uforgængeligt til deres ubeskriveligt forfærdelige handlinger, mens den danske hede endnu bærer ar af tung beton. Således formår Disco Elysium at skildre en europæisk efterkrigstid, som man ellers ikke ser udtrykt i spilmediet. Netop den altoverskyggende krigsserie Call of Duty fremstiller en i høj grad amerikansk krigsoplevelse; man indtager rollen som en soldat med et gevær, der udsendes til et fremmed, ofte mellemøstligt, land ofte for på en eller anden måde at befri det.

Apropos 2. verdenskrig lagde netop den tyske besættelsesmagt som bekendt landminer ud på den jyske vestkyst. Selv den dag i dag bliver der fra tid til anden fundet gamle miner og andre sager på trods af den enorme indsats, man lige siden 1945 har lagt i at fjerne besættelsens små spøgelser. Man skal heller ikke anstrenge sig voldsomt for at finde tyske bunkere i den jyske hede. Og de bunkere var i efterkrigstiden også minerede. Store dele af den jyske vestkyst blev nødt til at være forbudte områder, så folk ikke mistede liv og lemmer grundet besættelsesmagtens armeringer.

Disco Elysium forstår, hvordan krig har påvirket europæisk jord. Og det er noget af et frisk pust. Spillet formår at udfordre gængse, amerikanske krigsfortællinger og samtidig fortælle et kreativt, nervepirrende narrativ, der behændigt skaber indsigt ind i vores egen historie. Jeg drømmer om, at der i fremtiden vil være spil, der tør gå i Disco Elysiums fodspor.

Det er den virkelighed, som Disco Elysium formår at afspejle, om end sat på spidsen. Europas lande er, ligesom Revachol og Martinaise,

Disco Elysium (2019) Foto: ZA/UM

at blive mindet om 2. verdenskrig, og hvad der foregik i Tyskland på det tidspunkt. Og tyskerne erkender fortiden. Hvor ingen ville tage ansvar for det smadrede Martinaise-distrikt, tager man i Berlin fortiden på sig og forholder sig til den – hver dag.

DUNKIRK: ET ANGREB PÃ&#x2026; SANSERNE Af Nathali Herold Solon Pilegaard

Dunkirk (2017) Foto: Warner Bros

”I wanted the audience to feel like they are there.” ”

A masterpiece”, ”Nolans best film so far” og ”den bedste krigsfilm nogensinde” var blot nogle af ordene, der prægede anmeldelserne af den engelske instruktør Christopher Nolans film, Dunkirk, fra 2017.

i et kaotisk klimaks. Nolan har bl.a. i den efterfølgende manuskriptbog til filmen beskrevet, hvordan han blev inspireret til at skrive Dunkirk på baggrund af den såkaldte shepardtone. Det er en musikalsk tone, der angiveligt skulle kunne forårsage ubehag hos lytteren. Slutteligt har Nolan udtalt, at hans intention med filmen bl.a. var at få tilskuerne til at føle, at de var til stede i selve begivenheden, filmen skildrer. Det indikerer, at musikken og narrativerne i Dunkirk ikke blot skal understøtte hinanden, men også det kaos, Dunkirk skildrer og forsøger at hensætte publikum i.

Filmen handler om slaget ved Dunkerque i Frankrig under 2. verdenskrig. Her blev cirka 400.000 engelske soldater evakueret af de allierede tropper fra den franske strand Dunkerque efter at have været omringet af tyskerne, som jævnligt bombede stranden. Med sine tre narrativer udfordrer Dunkirk tilskuerens forsøg på at strukturere filmens narrativer, inden disse forenes 52

Nolan har med andre ord skabt et værk, hvor relationen mellem shepardtonen og narrationen potentielt kan etablere samme ”kaosfølelse”, som værket skildrer. Måske er det netop i dét sammenfald, at vi finder forklaringen på, hvorfor Dunkirk har modtaget så megen positiv opmærksomhed?

en måde at komme hurtigt hjem til England på.

« Slutteligt har Nolan udtalt, at hans intention med filmen bl.a. var at få tilskuerne til at føle, begivenheden, filmen skildrer. »

Dunkirk består af tre narrativer, som benævnes ”Molen”, ”Havet” og “Luften”. Betegnelserne indikerer, hvor de tre narrativer udspiller sig.

”Havet” handler om tre mænd, den ældre herre Mr. Dawson (Mark Rylance), hans søn Peter (Tom GlynnCarney) og den unge dreng George (Barry Keoghan), som sejler mod Dunkerque i en båd for at hjælpe de engelske soldater.

”Molen” omhandler stranden, hvor engelske soldater befinder sig, imens de venter på at blive reddet, samtidig med at de prøver at overleve tyskernes bombeangreb. Her følger vi soldaten Tommy (Fionn Whitehead), og hvordan han desperat forsøger at finde

”Luften” omhandler de to engelske piloter Farrier (Tom Hardy) og Collins (Jack Lowden), der flyver mod 53

Billede på forrige side: Dunkirk (2017) Foto: Warner Bros

at de var til stede i selve

DUNKIRK – ET KAOTISK VÆRK

Dunkerque, fordi de skal skyde tyske fly ned omkring stranden, hvor de engelske soldater befinder sig. Hvor Mr. Dawson, Peter og Georges mål er at redde de engelske soldater og bringe dem hjem til England, er det Collin og Farriers mål at beskytte de engelske soldater fra tyskerne.

Dunkirk (2017) Foto: Warner Bros

Karakteristisk for præsentationerne af de tre narrativer er, at der indledningsvis under ”Molen”, ”Havet” og ”Luften” står tre tidsangivelser: ”The Mole: One Week”, ”The Sea: One Day” og ”The Air: One Hour”. Herigennem kan Nolan udfordre vores strukturering af værket ved at lege med kronologien – også kaldet fabula og syuzhet. Fabula udgør den kronologiske begivenhedsrække, hvorimod syuzhet betegner rækkefølgen af begivenhederne fra filmens start til slut. Når publikum præsenteres for tidsangivelserne i filmen, er det uvist, hvad de betyder. Der etableres ingen sammenhæng mellem narrativerne og deres tidsangivelser, og vi antager, at de udspiller sig i én og samme tidslinje. Dette er dog ikke tilfældet, men publikum bliver ført på vildspor grundet struktureringen af narrativerne.

« Herigennem kan

Nolan udfordre vores strukturering af værket ved at lege med

kronologien – også kaldet fabula og syuzhet.

Dunkirk (2017) Foto: Warner Bros

Nolans måde at bruge syuzhet på til at snyde publikum kommer bl.a. til udtryk i starten af filmen. Narrativerne præsenteres, når karaktererne og de situationer, de individuelt befinder sig i, etableres.

molen for at hjælpe de mange soldater tilbage til molen ved Dunkerque. Da Tommy svømmer hen til en af redningsbådene, får han at vide, at der ikke er plads. Dette får han at vide af en soldat, som Mr. Dawson, Peter og George i ”Havet”-narrativet har reddet forinden fra et andet sunket skib.

Indledningsvis foregår alle scenerne i dagslys, hvilket bl.a. får handlingsforløbene til at ligne, at de foregår i samme tidslinje. Vi kan også snydes til denne tese, fordi vi ved etableringen af ”Molen” kan se massive, sorte røgskyer i baggrunden. Da vi derefter skifter til ”Luften”narrativet, flyver Farrier og Collins mod de sorte røgskyer. Denne strukturering af handlingsforløbene kan snyde publikum til at se filmen ud fra formodningen om, at de udspiller sig i samme tidslinje. Vi forsøger på denne måde at skabe en sammenhæng og mening mellem narrativer ved at gætte os frem til den tidsmæssige forbindelse mellem dem.

Da gøres vi opmærksomme på, at narrativerne ikke udspiller sig i samme tidslinje, og således brydes den orden, vi kan have etableret. Der opstår nu en ny forvirring omkring sammenhængen mellem narrativerne. På denne måde kan Nolan udfordre vores forsøg på at strukturere handlingen, og det er bl.a. noget af det, der gør, filmen kan få en ubehagelig effekt på publikum.

« Da gøres vi

opmærksomme på, at narrativerne ikke udspiller sig i samme tidslinje, og således

Da filmen ikke gør det klart, hvordan tidsangivelserne ved præsentationen af handlingsforløbene skal tolkes, kan filmen derved snyde os til at tro, at vi har struktureret værket og skabt en sammenhæng. Det er først senere i filmen, at vi får et praj om, at denne antagelse er forkert.

brydes den orden, vi

kan have etableret.

Publikum ønsker nemlig at skabe orden, da det er gennem orden, at vi kan forstå en film eller roman. Men Nolan gør det ikke nemt for os at forstå Dunkirk. Det skyldes netop, at hans intention var, at publikum skulle føle, at de var til stede under begivenhederne ved Dunkerque under 2. verdenskrig. Denne følelse forsøger han at skabe ved at udfordre vores forsøg på at organisere narrativerne.

Dette fingerpeg forekommer, da soldaten Tommy og en række engelske soldater går ombord på et skib, som bliver bombet og begynder at synke. Tommy og de andre soldater når at springe i vandet og flygte, hvorefter de forsøger at komme ombord på de redningsbåde, der er sejlet ud fra 55

Det er først ved filmens slutning, at handlingsforløbene forenes. Her tydeliggøres det, at tidsangivelserne i starten af filmen angiver tiden, der går, før vi når filmens klimaks og ”sammensmeltningen” mellem narrativerne.

ombord på deres båd. I mellemtiden er piloten Collins (som tidligere var en del af ”Luften”-narrativet) styrtet ned i havet og hjulpet ombord på Mr. Dawsons skib. Det er hér, at alle narrativerne smelter sammen. Det kommer til udtryk, da Peter og Mr. Dawson hjælper de olieindsmurte soldater ombord. Imens kigger Collins op på et engelsk fly, der identificeres som Farrier, der jagter et tysk fly. Farrier får skudt det tyske fly ned, og da råber Collins til Mr. Dawson, at de skal komme væk fra olien, fordi det tyske fly vil styrte ned og igangsætte en brand. Mr. Dawson sejler væk fra olien. Imens har Peter fået fast i soldaten Tommy, som han ikke kan nå at få ombord, da de

« Det er først ved filmens slutning, at handlingsforløbene forenes.

Denne sammensmeltning finder sted, da Tommy fra ”Molen”-narrativet sammen med en gruppe engelske soldater har forsøgt at sejle væk i en lille båd. Men båden bliver beskudt, og den begynder at synke. Soldaterne flygter ud af båden og svømmer hen til en anden lille båd. Båden viser sig at være båden med Mr. Dawson, Peter og George fra ”Havet”-narrativet. Ved siden af dem alle er et stort engelsk skib blevet bombet af tyskerne, og det er nu ved at synke, imens olie slipper ud. Dette har Mr. Dawson og Peter opdaget, og de er nu ved at hjælpe engelske, olieindsmurte soldater 56

Dunkirk (2017) Foto: Warner Bros

”oliescene” -, at narrativerne bliver en del af samme tidslinje.

« Det er derfor først til sidst i filmen, at vi som publikum kan opleve en

forløsning, fordi vi kan organisere narrativerne

Her ”smelter handlingsforløbene sammen”. Det er derfor først til sidst i filmen, at vi som publikum kan opleve en forløsning, fordi vi kan organisere narrativerne og finde mening i filmen. På den måde har filmen potentiale til at hensætte sit publikum i samme emotionelle situation, som værket skildrer. Først da Tommy og de engelske soldater kommer hjem i sikkerhed i filmens slutning, oplever de ro. Samtidig kan også publikum opleve en forløsning – og ro – ved filmens slutning, fordi det først er hér, at de kan skabe sammenhæng mellem narrativerne. Det er altså først hér, de kan finde mening i filmen.

Scenen slutter med, at alle på Mr. Dawsons båd står og kigger på soldater, der ikke nåede at komme ud af olien, og derfor nu bliver brændt levende. Imens kommer Tommy ombord på båden og sukker ”Take me home”. EN FALSK HELHED I Dunkirk skaber Nolan en kaotisk, intenst og stressende stemning, bl.a. gennem struktureringen af narrativerne, som ikke er ligetil at fortolke. Det er først ved handlingsforløbenes fælles klimaks -

Tilsammen kan narrativerne skabe intensitet, fordi de udfordrer

Dunkirk (2017) Foto: Warner Bros

og finde mening i filmen. »

sejler af sted. Han holder derfor fast i Tommys hånd hele vejen. Da de er på vej væk, lander det tyske fly i olien, hvilket forårsager en eksplosion.

fortsætter Farrier sin mission. Fra Farriers perspektiv ser vi, at Collins rækker hånden ud af cockpittaget, hvortil Farrier tror, at han vinker. Da vi senere i filmen ser handlingen fra Collins’ perspektiv, kan vi se, at Collins ikke vinkede, men forsøgte at indikere, at han ikke kunne komme ud af flyet og var ved at drukne. Narrativerne kan således komme til at føles som om, at de bliver ved og ved, ligesom shepard-tonen, der inspirerede Nolan under udarbejdelsen af manuskriptet:

vores måde at fortolke værkets sammenhæng på. Ved at dele det enkelte handlingsforløb op og sætte det sammen med dele af de andre narrativer, skabes en følelse af én tidslinje. Idet vi indser, at historierne ikke foregår i samme tidslinje, men efterligner én tidslinje, kan det give følelsen af, at det enkelte narrativ hele tiden fortsætter og aldrig kommer videre. Dette skyldes bl.a., at vi ofte oplever små tilbageblik på episoder, som allerede er sket i et andet handlingsforløb.

“I started thinking about the relation of the music before I wrote the script. I settled upon a structure. There’s a phenomenon in music called the Shepard Tone […] a sound for the music that is continually

Dette forekommer bl.a., da Collins i ”Luften”-narrativet styrter ned i havet. Selvom han bliver skudt ned, 58

hinanden og skaber en helhedsfornemmelse. Ligesom shepard-tonen kan snyde lytteren til at tro, at der er tale om én tone, der stiger og stiger, ligeså kan narrativerne i Dunkirk gennem karakterernes aktivitetsniveauer i filmens tre handlingsforløb. ”Molen”-narrativet indledes med et højt aktivitetsniveau, fordi Tommy flygter fra byen og ud mod molen. Handlingsforløbet slutter med et lavt aktivitetsniveau, da Tommy i den sidste scener befinder sig i et tog på vej hjem i sikkerhed. Narrativet går her fra et højt aktivitetsniveau til et lavt aktivitetsniveau og harmonerer med lydniveauet i den øverste tone i

Helt grundlæggende består shepard-tonen af tre oktaver (toneafstand på otte trin i en diatonisk skala), som tilsammen skaber følelsen af, at der er tale om én tone, der fortsætter i evighed. I den nederste tone er lydniveauet lavt i starten og stiger hen imod slutningen. I modsætning hertil har den øverste tone et højt lydniveau starten, som falder hen imod slutningen. Den midterste har et konstant lydniveau hele tiden. Tonerne understøtter således 59

Dunkirk (2017) Foto: Warner Bros

rising in pitch, but never gets anywhere. […] So it always appears to be rising, but it never gets out of range. […] When I wrote the script for Dunkirk, I wanted to play with the idea of doing that in the narrative sense.”

shepard-tonen, der går fra et højt til lavt lydniveau.

Da Peter og Mr. Dawson er kommet hjem igen efter at have reddet de engelske soldater, er det Peters mål at få trykt en artikel om Georges heltemod på sejlturen. Der er derfor stadig et mål i handlingsforløbet og dermed også en aktivitet i gang. Af den årsag slutter ”Havet”-narrativets aktivitetsniveau nogenlunde højt. Derved harmonerer narrativet med den nederste tone i shepard-tonen, der går fra en lav til høj lydstyrke.

“Havet”-narrativet starter med et lavt aktivitetsniveau, fordi vi her bliver præsenteret for Mr. Dawson, Peter og George, og hvordan de gør klar til at sejle af sted mod Dunkerque. På deres vej støder de på udfordringer ved tilfældigheder, og det er dermed ikke nogen, de aktivt opsøger. Dette kommer bl.a. til udtryk i oliescenen, hvor Mr. Dawson, Peter og George tilfældigvis er nået til det samme sted, hvor Farrier skyder det tyske fly ned, som igangsætter en brand. Ved narrativets slutning er der stadig tale om en aktiv handling. Under sejlturen mod Dunkerque dør George, fordi han bliver skubbet ned ad en trappe i båden.

Til sidst er aktivitetsniveauet i ”Luften”narrativet forholdsvist konstant i sin udvikling. Det kommer bl.a. til udtryk, idet Farrier hele tiden er aktiv, fordi han ofte oplever de samme udfordringer: Han skal skyde fly ned og beskytte de engelske soldater ved Dunkerque.

det muligt at forstå, hvordan Nolan kan skabe intensitet.

Dunkirk (2017) Foto: Warner Bros

« Nolan leger meget med tiden i Dunkirk, hvilket kan skabe intensitet. »

EN EFTERLIGNING AF VIRKELIGHEDEN Nolan leger meget med tiden i Dunkirk, hvilket kan skabe intensitet. Det er også gennem hans leg med tid, at vi måske finder forklaringen på, hvorfor han har modtaget så megen ros for filmen. Nolan formår nemlig at hensætte os som publikum i samme emotionelle tilstand, som begivenhederne ved Dunkerque er blevet beskrevet.

Da historien slutter, forbliver hans handlingsforløb også på et højt aktivitetsniveau, fordi narrativet dels bliver i den samme tidslinje og ikke springer i tiden. Hvor de to andre narrativer springer i tiden i tredje akt, bliver ”Luften”-narrativet i samme tidslinje: Publikum oplever, at Farrier styrter ned på stranden ved Dunkerque, fordi han ikke har mere brændstof på flyet. Her bliver han fanget af tyskerne, og derved forbliver aktivitetsniveauet i dette narrativ højt. Der opstår på denne måde en sammenhæng mellem narrativet og den midterste tone i shepard-tonen. Denne sammenhæng gør

Uanset om vi læser en roman eller ser en film, vil vi som publikum gerne kunne orientere os hensigtsmæssigt i værket. Vi vil forstå, hvordan handlingsforløbet hænger sammen.

Dunkirk (2017) Foto: Warner Bros

på baggrund af shepard-tonen – der i øvrigt også bruges i musikken. Tonen kan potentielt skabe en ubehagelig og skræmmende oplevelse for lytteren og kan derved understøtte intensiteten og kaosset, som seerne kan opleve, når de ser Dunkirk og udfordres af filmens narrativer.

Det er netop dette, der gør det muligt for Nolan at snyde os til at organisere Dunkirks narrativer, som jeg har beskrevet det. Fordi vi gerne vil strukturere filmen, kan vi komme til at tolke filmens tre handlingsforløb som kronologiske. Når vi oplever et værk som Dunkirk, hvor manuskriptforfatteren og/eller instruktøren bevidst forsøger at snyde os, kan vi opleve en frustration, stress og en form for angst, fordi vi ikke kan finde mening. Det er bl.a. nogle af de følelser, som begivenhederne ved Dunkerque under 2. verdenskrig er blevet beskrevet med.

Derved kan filmen potentielt efterligne virkeligheden. Det et netop denne virkelighedsnære efterligning, der kan være en af årsagerne til, at Dunkirk bl.a. er blevet beskrevet som ”en fysisk oplevelse” i anmeldelserne af denne. I forlængelse heraf har anmelder Christian Monggaard fra Information bl.a. skrevet således om værket:

Derved bliver det også tydeligt, at Nolan har sammensat handlingsforløbene i Dunkirk, så han kan skabe en følelse hos publikum, der i nogen om end mindre grad, minder om dem, der var på spil i den rigtige begivenhed under 2. verdenskrig.

“Dunkirk er så medrivende og fysisk en oplevelse, så nådesløst et angreb på ens sanser, at det næsten er som at være der selv – på stranden i Dunkerque.” Christian Mongaard i Information (20. juli 2017)

Dette gør Nolan bl.a. ved at strukturere filmens handlingsforløb 62

E N F R AG M E N T E R E T FORTÃ&#x2020;LLING OM KRIGEN MOD TERROR af Christine Roederer

Billede på forrige side: The Hurt Locker (2009) Foto: Nordisk Film

Den 11. september 2001 ændrede samfundet sig på brutal vis. Der findes en verden før 11. september 2001 og en efter. Den barske realitet, at den vestlige, umiddelbart frie verden var kommet under angreb, blev cementeret af den amerikanske krigserklæring og efterfølgende invasion af Irak i 2003. Svaret på terrorangrebet i New York blev og bliver stadig kaldt for ”The War on Terror”, og med USA i spidsen han den været altomfattende i udenlands- og indenrigspolitik for alle førsteverdenslande. Denne krig

er blevet en banalitet for mange, en konflikt som næsten ikke er til at finde rundt i, og som for det meste bliver set igennem øjnene af den førende militære nation i verden – USA. Det er også, for det meste, USA, der fører an, når det gælder historiefortællinger omkring krigen mod terror, med bl.a. Hollywood i spidsen. Krigsfilm med udgangspunkt i Irak, Afghanistan og 9/11 er der blevet lavet mange af – specielt af de store amerikanske studier og specifikt til det amerikanske marked. Filmene udtrykker tit en amerikansk helteselvopfattelse, en nærmest religiøs tilgang til militæret og en slags selvpiskning med de tragedier, der har ramt deres land over de sidste 19 år. Disse film strør salt i sårene fra 9/11 og underholder frygten for terror og nye aktioner fra de såkaldte ukendte jihadister, som stammer fra Mellemøsten.

krigen mod terror anderledes. Men hvad sker der, når film kommer med et nyt synspunkt på krigen mod terror og sætter visuelle diskussioner i gang?

At de er lavet af Amerikanere til fordel for Amerikanere gør, at filmene fungerer som en form for institutionaliseret propaganda, der iscenesætter det narrativ, den amerikanske stat vil portrættere. Ikke mindst i forhold til krigen i Irak og Afghanistan. Nogle af disse film, og nogle af de narrative diskurser, passer dog ikke ind i de overordnede fortællinger, som USA vil fremhæve.

De fleste blockbuster-film stammer fra USA, som med Hollywood i spidsen kan erklære sig mestre i historiefortælling. Det er gennem den verdensomfattende globalisering af medier, at USAs kultur og samfund har taget over i mange af de vestlige lande, og til dels også mellemøstlige og østlige lande. Der er mange diskurser, som Vesten kan blive enige om, og mange kulturelle koder som gør, at amerikanske film er utroligt velmodtaget i Europa. Den amerikanske, globale kultur er altomfattende: Comcast, Disney, National Amusements, News Corp, TimeWarner og Sony ejer næsten alle de store medier globalt.

« En diskurs er en social ramme, der definerer, hvad der kan siges om et emne. » En diskurs er en social ramme, der definerer, hvad der kan siges om et emne. Det er den måde, man omtaler ting på, på et socialt, politisk og kulturelt niveau. Nogle af de film, der er udkommet efter 9/11, forstyrrer den etablerede fortælling – de skildrer

The Hurt Locker (2009) Foto: Nordisk Film

KRIGSDISKURSEN EFTER 9/11

American Sniepr (2015) Foto: Warner Bros.

specielt amerikanske post-9/11krigsfilm, ikke får den ellers forventede modtagelse eller ros i udlandet – narrativet er simpelthen for langt væk fra det, udenlandske seere forventer. I Danmark har film som Brødre (2004) og dokumentarfilmen Armadillo (2010) valgt at vise, at konflikten i Irak og Afghanistan ikke er så ensidig, som mange amerikanere tror. En konflikt har altid to synspunkter, men det glemmer den amerikanske fortælling ret ofte. For ofte, måske.

« Nyhedsdækningen af den efterfølgende krigserklæring mod

Irak i 2003 indskrev sig selv som et

”megaspektakel.” » Den 11. september 2001 var, gennem amerikanske interesser, et angreb på den såkaldte frie, vestlige verden. Men udover at være en begivenhed, der blev en uudslettelig del af den kollektive hukommelse verden over, så blev det også en begivenhed præget af diskurser om politik, krig og konspirationer. Fortællingen om ”et angreb på USA” blev overtaget af amerikanske nyhedsbureauer, der gjorde det muligt for historien at blive til en nøje kontrolleret diskurs – ja, det bliver nærmest en mytologisk fortælling med helte, skurke og alt det, der hører til.

Uanset hvor man går hen, om det er på gaden via reklamer, på nettet via sociale medier eller i biografens mørke, er det svært ikke at støde på noget amerikansk kultur, og det er vigtigt at forholde sig kritisk overfor amerikaniseringen. Det er netop dette kritiske forbrug, som lige pludselig gør, at nogle ærkeamerikanske film,

Nyhedsdækningen af den efterfølgende krigserklæring mod 68

Irak i 2003 indskrev sig selv som et ”megaspektakel”: det hele føltes som en film og som en ikke-realitet. Noget, der lige så godt kunne have været sket i en af de katastrofefilm, som Hollywood havde udgivet i årene op til september 2001 (Armageddon (1998), Apollo 13 (1995), Air Force One (1997), Deep Impact (1998)), der fremviste USA og deres militærmagt som den førende politihund for den globale sikkerhed.

har været udsat for siden 2001, bliver genfortolket, iscenesat og gennembanket af deres egen stolthed. Derfor får film som Oscar-nominerede American Sniper (2014) og Sully (2016) også dårlige anmeldelser. De skildrer helteagtige hovedkarakterer, som udviser

« De skildrer helteagtige hovedkarakterer, som udviser ærkeamerikanske værdier, men som i sidste ende nærmest bliver

fremvist som martyrer. » Den heltelige selvopfattelse, som kommer fra en selviscenesættelse af USA gennem årene efter 2. verdenskrig, gennemtrænger mange af de medier, som krydser grænserne ud af USA. Men den selvopfattelse, med en tilsvarende religion-lignende tillid til deres militærvæsen og selvglorificering, er også et symptom på et politisk problem, som dukker op i den ultra-globaliserede verden, vi lever i. Det er ikke muligt for en supermagt som USA at tage krigen i egen hånd, som det ellers har været set i utallige film eller superheltehistorier. Det er netop derfor at krigsfilm, som har med krigen mod terror at gøre, ofte bliver set som et ”make it or break it”-scenarie, og hvorfor mange af de terrorangreb, amerikanerne The Hurt Locker (2009) Foto: Nordisk Film

American Sniper (2015) Foto: Warner Bros.

ærkeamerikanske værdier, men som i sidste ende nærmest bliver fremvist som martyrer.

Det er nærmest umuligt ikke at trække ligheder mellem den måde, den kristne kirke kanoniserer deres martyrer, og den måde fuldblodsamerikaneren Clint Eastwood portrætterer Chris Kyles heltemodige selvopofrelse.

American Snipers hovedperson, Chris Kyle (Bradley Cooper), får lov at vise sit værd igennem hele filmen, men efterlader til sidst seeren med teksten: ”Chris Kyle was killed that day by a veteran he was trying to help.” Derefter følger flere minutters ægte videooptagelser fra hele bilkortegen, der kørte Kyles kiste igennem det amerikanske landskab. Folk mødte op og stod på vejkanten, på broer og kørte efter med det amerikanske flag hængende ud af bilerne.

Både American Sniper og Sully er instrueret af Clint Eastwood, og det forklarer måske det overdådige, amerikanske heltemod i filmene. Men tendensen til at overdramatisere deres tragedier virker overdrevet for os europæere. Derfor får film som netop Sully, Patriots Day (2016) og 15:17 To Paris (2018) samme reaktion på vores side af Atlanten: de er dødkedelige og alt for amerikanske. ”En højdramatisk historie, som Eastwood har forvandlet til en langsom, intetsigende B-film,” skrev Tor Aavatsmark for lydogbillede.dk om 15:17 to Paris. Måske er det derfor, at Clint Eastwood med 15:17 To Paris valgte at caste de virkelige ”helte” fra episoden i filmen – for at bringe en slags realisme tilbage til genren.

« Landet er et konstant mål for terror [...] og deres krigssoldater bliver en

synekdoke for USA, som ikke kan vende hjem fra krigen uden PTSD. »

Men de emner, de takler, er også relateret til krigen mod terror. De tre sidstnævnte film repræsenterer nemlig den frygt, som holder et jerngreb om det amerikanske samfund gennem deres fortælling om selvsamme krig. Landet er et konstant mål for terror, fordi de er i spidsen for terroristjagten, og deres krigssoldater bliver en synekdoke for USA, som ikke kan vende hjem fra krigen uden PTSD (posttraumatisk stress syndrom) eller uden at blive såret. ”[The War on Terror] is different than the Gulf War was, in the sense that it may never end. At least, not in our lifetime,” sagde tidligere amerikanske vicepræsident Dick Cheney i oktober 2001. Den uendelige og uopløselige krig mod terror fylder enormt meget i det amerikanske samfund, og det bliver sværere og sværere at skildre den på film. Også her og nu, næsten 20 år senere.

Én film har adskilt sig fra alle de andre ovennævnte film, ved at håndtere konflikten i Irak på en upolitisk og næsten objektiv måde: The Hurt Locker (2009). Den giver historiefortællingen et nyt pust på samme måde, som Saving Private Ryan (1998) og Black Hawk Down (2001) gjorde med hhv. konflikten under 2. verdenskrig (D-Day) og borgerkrigen i Somalia (slaget ved Mogadishu). 71

The Hurt Locker (2009) Foto: Nordisk Film

THE HURT LOCKER – EN ANDERLEDES FORTÆLLING OM KRIGEN MOD TERROR

Hvad The Hurt Locker gør er nemlig, at den forstår Irak som et ”ground zero” for amerikansk historie. Filmen er en selvstændig produktion, og hører ikke til den pengemaskine, der ellers producerer de store blockbuster-fortællinger – den tager den ellers etablerede historiefortælling og trækker den kritisk fra hinanden.

Geraghty i 2009 ikke skuespillere, man ville genkende på plakaten. Derfor var The Hurt Locker heller ikke en film, der skulle ses, fordi en kendt skuespiller var med i den – også selvom både Guy Pearce og Ralph Fiennes havde mindre roller i den. På den måde blev soldaterne, den skildrede, mere anonyme, og de lænede sig måske lidt for tæt op ad virkelighedens anonyme, amerikanske soldater, der befinder sig midt i krigszonerne i Irak og Afghanistan. Det siger Bigelow i hvert fald selv til The Times: castingvalget ”understregede spændingen, fordi den manglende kendskab gav os en følelse af uforudsigelighed.”

Måske har det noget at gøre med, at Kathryn Bigelow har instrueret den. Hun tog hele optagelsesholdet med til Jordan, fordi hun ville have den mest autentiske oplevelse med på sit håndholdte kamera. Et af de andre elementer, som styrker filmens autenticitet, er, at ingen af hovedkaraktererne blev skildret af særligt kendte skuespillere.

The Hurt Locker tager udgangspunkt i hovedkarakteren sergent William James (Jeremy Renner), og gennem ham bliver synet på verden vendt på hovedet: hans hverdag og hele hans væsen kommer af at være i krig. James kan ikke

I forhold til Sully med Tom Hanks eller American Sniper med Bradley Cooper i hovedrollerne, så var Jeremy Renner, Anthony Mackie og Brian

Og dét, at han ikke rigtig gad hverken være ægtemand eller far til det barn, han ellers har fået sig, passer i hvert fald ikke ind i det narrativ, der hedder kernefamilien i USA. Han gider ikke at tage stilling til hvilken slags morgenmad, han skal købe i det lokale supermarked, og han gider heller ikke se fjernsyn. En scene viser for eksempel, at han bare sidder foran en skærm med støj, som man så det på analog fjernsyn.

« Og dét, at [hovedpersonen] ikke rigtig gad hverken være ægtemand eller far til det barn, han ellers har fået sig, passer i

hvert fald ikke ind i det

Han vil hellere i krig – og igen fungerer den desillusionerede soldat som metafor for det amerikanske samfund, der ikke kan forstå, hvorfor krigen i Irak eller Afghanistan fortsætter. På det tidspunkt havde krigen raset i 8 år, og USA havde endnu ikke fået gjort det af med Al

narrativ, der hedder

kernefamilien i USA.» I stedet ser man James og hans trop, der består af J. T. Sanborn (Anthony Mackie) og Owen Eldridge (Brian Geraghty), spille fodbold eller købe 73

The Hurt Locker (2009) Foto: Nordisk Film

Qaedas. Krigen så ud til at strække sig i uendelighed og til ingen nytte. For hvem er fjenden? The Hurt Locker viser os aldrig en fjende, på den måde American Sniper eller 15:17 to Paris gjorde: der var ingen hemmelig og magtfuld skyggeorganisation, der påvirkede soldaternes hverdag.

eksistere i det normale amerikanske samfund, og han kan ikke finde sig til rette i det – selvom han har en kone og et barn.

The Hurt Locker (2009) Foto: Nordisk Film

piratfilm af lokale irakiske drenge. Sanborn og Eldridge joker om at åbne en græs-forretning, fordi der er alt for støvet og tørt i Baghdad, hvor de er udstationerede. The Hurt Locker formår at skildre både krigens dunkle virkelighed og muntre øjeblikke, der giver både seeren og karaktererne et pusterum.

Men hvorfor er The Hurt Locker så anderledes, end mange andre amerikanske film om krigen? Det er der forskellige forklaringer på. Det kan for eksempel være skildringen af Eldridges psykiske problemer: han spiller skydespil, mens han venter på at komme ud og skyde i den virkelig verden. Når lægen spørger ham, hvad der foregår i hans hoved, så fortæller han, at han ikke føler, at han kan slippe af med døden, der hænger over hovedet på ham. Lægen når da også at blive sprængt i luften lige foran Eldridge og hans hold senere – og det styrker hans frygt yderligere.

Krigen mod terror er som et spøgelse fra Vietnamkrigens dage, hvor det amerikanske samfund blev desillusioneret af deres militære indsatsstyrker og handlinger, hvis egentlige formål de ikke forstod. Det billede, som The Hurt Locker pludselig skildrede, passede slet ikke ind i magtstrukturen, som ellers regerer i Hollywood – og det fik The Hurt Locker lov at mærke, da den udkom. James Surowiecki skrev for eksempel i The New Yorker i august 2009: ”In effect, Hollywood decided in advance that Americans weren’t going to watch this kind of movie, and then made sure they wouldn’t.”

« James elsker sit arbejde, ja, men han får da også tæsk af Sanborn, når han opfører sig som en idiot.» Det kan også være scenen, hvor konflikten mellem amerikanske styrker og lokale oprørere starter, fordi Sergent James er for hovmodig.

Der var ingen grund til at konflikten skulle eskalere, og de beslutninger, han træffer op til konfrontationen, er nogle dårlige beslutninger. Og det plejer man ikke at vise i amerikanske krigsfilm. Specielt ikke når beslutningerne fører til, at Eldridge bliver skudt i benet og skal evakueres fra Baghdad.

og krigen mod terror. Selv med den massive modkampagne, der mødte den, formåede filmen dog at bringe kronjuvelen af alle filmpriser hjem, da den vandt Best Movie til Oscarceremonien i 2010 og slog den ellers ekstravagante superproduktion Avatar (2009) i løbet. KRIGSNARRATIVET BRYDES

Eller også er det fordi, at hovedkaraktererne ikke bliver skildret som den slags enige, hjernevaskede fodsoldater, man plejer at se. James elsker sit arbejde, ja, men han får da også tæsk af Sanborn, når han opfører sig som en idiot. Sanborn vil gerne hjem og have børn, og han hader livet som soldat, mens Eldridge ikke helt kan finde ud af, hvad han egentlig laver i Irak. The Hurt Locker er rå, men den stiller så mange spørgsmål om, hvad det betyder at være menneske, at jeg ikke kan lade være med at vende tilbage til den.

Kampen mod terror har altid været visuel. Måden, den skildres på, er lige så vigtig som de faktiske kampe, der finder sted. Osama Bin Laden og George W. Bush førte krigen gennem massemedierne – specielt da dækningen af 9/11 blev forvandlet til et visuelt narrativ, der fyldte hverdagen. Denne krig bliver stadig ført på alle fronter, heriblandt internettet – det er gennem visuel propaganda, at siderne i konflikten rekrutterer deres fodfolk. Det kan man blandt andet se i måden, den kaotiske Joker-karakter (Heath Ledger) i The Dark Knight (2008) bruger medierne til at

Hollywood bestemte, at filmen ikke ville få succes, og valgte ikke at reklamere for den den på grund af dens iscenesættelse af krigen i Irak The Hurt Locker (2009) Foto: Nordisk Film

The Hurt Locker (2009) Foto: Nordisk Film

Af de samlede udgifter til forsvar i verden er USA’s budget for Forsvaret lig med næsten 37% af det samlede beløb, hvilket betyder, at hver tredje dollar, der bruges til forsvar, kommer fra USA.

sprede sit budskab, som en direkte parallel til Al-Qaedas, ISIS’ eller amerikanske nyhedsbureauers brug af medierne som fodfæste for politisk krigspropaganda. Politik er bl.a. en kamp om tæthed og afstand, og det kan ses på den måde specielt USA håndterer konflikten i Mellemøsten under Donald Trumps præsidentembede. Han bruger billedbaseret internet-propaganda som begrundelse for hans gentagne ønske om at lukke internettet ned. Den amerikanske forståelse af deres eget land virker fanget i den samme uendelige tidsloop, som den har været gennem årtierne. Det er et relativt ungt land med en ung historie – hvis man ikke medregner indianernes rige fortid som folk – og det synes at have endt med at skubbe sig selv i selvsving: det har brug for krigen til at fungere.

KAN USA LEVE UDEN AT VÆRE I KRIG? Er deres magtstruktur og selviscenesættelse så dybt forankret i krig, at de ikke kan undslippe deres egen historie om at blive en ledende nation ved at slippe af med racisme, had og deres egen naive, hvide middelklasse-ekstremisme? Konflikten med Rusland og Nordkorea synes at lede konflikten i Irak og Afghanistan det sted hen, hvor USA efterlod Vietnam - altså markeret af krigen i årtier efter. Den visualitet, som kommer ud af USA’s lange historie med krig, er begyndt at falde fra hinanden. Måske har det samlede globale marked og politiske klima endelig fået prikket hul på den boble, som omkredsede USA og afslørede landet som den svage samfundsstat, den er.

Invasionen af Irak var som en tikkende bombe, når det gjaldt Mellemøsten. Konflikterne, som stadig raser nu til dags i lande som Syrien, Iran og Irak, samt hele det Arabiske Forår, er de direkte konsekvenser af den amerikansk ledet krig mod terror. 76

GÅ MED FRED JAMIL: D E T N E DA R V E D E K R I G S T R AU M E

Af Tilde Søgaard Carlsen

Billede på forrige side: Gå med fred Jamil (2008) Foto: Nordisk Film

En mørklødet mand stormer over gaden med sin lille søn i et fast greb. Manden virker lige så ophedet som solen, der farver billedet gulligt og grynet. Tungerne taler både arabisk og dansk, og hvis man ikke ved det, er det svært at se, at vi befinder os på Nørrebro i København. Manden er født i Libanon, men bor i Danmark; i en lille og lukket underverden, hvor folk er fælles om at være ”fremmed” og følger deres egne regler. Han er vant til at leve under jorden, for han er vokset op med krig og konflikter. MELLEMØSTEN I DANMARK

å med fred Jamil

med den arabiske titel Ma salama Jamil (2008) var ikke blot Omar Shargawis debut, men en af de første film i Danmark til at præsentere et cast næsten udelukkende bestående af ”nydanske” skuespillere — eller nærmere betegnet, folk med indvandrerbaggrund. Shargawi selv er

født og opvokset i Danmark som søn af en dansk mor og en palæstinensisk far, men er ikke desto mindre bevidst om sine arabiske rødder. Han trækker derfor på egne erfaringer i sin skildring af et multikulturelt Danmark, om end der er tale om en dramatiseret og action-drevet fiktionsfilm. Gå med fred Jamil er et blodigt hævndrama, der tematiserer den historisk gamle konflikt mellem sunniog shiamuslimer, men på dansk jord. Filmens hovedperson, Jamil (Dar Salim), har dræbt den mand, der antageligt skulle have stået bag mordet på Jamils mor tilbage i Libanon, da Jamil stadig var barn. Hævntørsten er dog ikke forbeholdt Jamil, der snart får den dræbtes bror, Mahmoud (Khalid Al-Subeihi), og hans muskelmænd på nakken. Men eftersom Jamil er sunnimuslim, og Mahmoud er shia-, bliver det ikke kun et spørgsmål om retfærdighed, men om religion. I et forsøg på at fange Jamil kommer Mahmouds folk til at dræbe Jamils ven, Omar (Omar Shargawi), og snart presser både Jamils fætter (Ghazali Fouad) og Omars kone på for at få Jamil til også at hævne ham. Jamil er nu fanget i en fatal cirkel af hævn og selvhævdelse, han kun kan undslippe med tragiske konsekvenser til følge. Shargawi præsenterer os for et lille og lukket parallelsamfund i Danmark, som kun de færreste kender til. Borgerne er tosprogede, huden er mørkere, og hjemmets rammer er både ydmyge og dekoreret med minder om det forjættede land. Her

”(Arabisk:) Hele krigen var en maskine, Mahmoud. En maskine skabt af satan. Og vi er alle med til at holde hjulene i gang (…) Vil du også have din søn med i maskinen?” I håb om at mane Mahmoud til besindighed og ende den årelange fejde mellem familierne, besøger Jamils far (Munir Shargawi) Mahmoud. De er begge flygtet med deres familie til Danmark i håb om at komme væk fra krigen i deres hjemland. Men skæbnen ville det anderledes, og en ny krig er brudt ud. Selvom Jamil og hans familie er kommet til fredelige Danmark, er de stadig nødt til at leve et liv på flugt, fordi Jamil har været med til at kaste kul på krigsmaskinen. Filmen udspiller sig over tolv timer og er kendetegnet ved en hurtig pacing, der understøtter Jamils abrupte færden i byen – hvad end han er på jagt eller flugt. Stemningen er derfor også både kaotisk og klaustrofobisk, når et kæphøjt kamera med håndholdt handlekraft stikker i løb ned ad

« Borgerne er tosprogede, huden er mørkere, og hjemmets rammer er både ydmyge og dekoreret med minder om det

forjættede land.

» 81

Gå med fred Jamil (2008) Foto: Nordisk Film

PÅ FLUGT FRA KRIGSMASKINEN

bevidner man, at der er ingen gud uden Gud, og Muhammad er hans tjener og sendebud. Men selv Gud er fremmed i dette land, og hans folk er derfor overladt til sig selv og de dæmoner, der er fulgt med. Godt nok har de formået at flygte fra krigen, men konflikten har de taget med. Selvom der er tale om en fiktionsfilm, giver Shargawi os en unik mulighed for at få indblik i en reel konflikt og en virkelighed så fjern fra vores egen, at vi kan glemme eller negligere, at den eksisterer. Men ved at lade den udspille sig i Danmark gøres den mere nærværende og kan måske åbne vores øjne for det, vi hellere vil vende blikket væk fra.

traumatiseret af fortiden kun kan følge den fatale skæbne. Han er et produkt af krigsmaskinen og derfor som skabt til at følge den vej, krigen har banet for ham. Den eneste udvej er repræsenteret af hans far, der som en anden profet prøver at tale ham fra mord og hævn. Men Jamil ser sig selv som den eneste mulighed for at yde moren retfærdighed og bebrejder sin far for blot at vende den anden kind til. Og da Omar tager den kugle, der var tiltænkt Jamil, er ruten fastlagt: Jamil har startet en krig mellem sunni’er og shia’er, og det er derfor også op til ham at ende den igen.

Nørrebros gader, i hælene på Jamil og Mahmouds håndlangere. Billedsiden er ligeledes kendetegnet ved træng plads og omsluttende omgivelser for at manifestere, at Jamil er fanget i sit eget spind. Men har han kun sig selv at takke for det?

« Den eneste udvej er repræsenteret af hans far, der som en

anden profet prøver at tale ham fra mord Gå med fred Jamil (2008) Foto: Nordisk Film

og hævn. »

Det er skæbnens morbide ironi, der atter har bragt Jamil i en situation, hvor han er nødsaget til at flygte. Han ønsker at rejse tilbage til Libanon med sin familie og starte på en frisk. Men ligesom alt andet, er hans familie også i opløsning, og han finder sig selv uden hverken base eller hjem. Han er rodløs og fremmedgjort; og det eneste fællesskab, han står tilbage med, består af hans sunnimuslimske venner, der presser ham til vold og det, der

Jamil er barn af krigen og bærer den med sig som en genetisk sygdom. Jamils far er den eneste, der kan gennemskue konsekvenserne og fungerer som vejviser, men både Jamil og Mahmoud er for blændet af had til at kunne se det. Jamils far spørger Mahmoud, om han vil have sin søn ”med i maskinen”, da han ved, at hævn føder hævn, som før eller siden vil gå i arv til deres sønner. Skaden er dog sket med Jamil, der

end retfærdighed, og paradoksalt nok mister han sig selv på vejen. FRA HAIFA TIL NØRREBRO TIL MEDINA

og har dansk blod i

Jamil er på vej til at miste alt og har ikke længere noget sted, hvor han kan føle sig sikker. Han møder modstand fra alle sider, og bliver et billede på den fremmedgørelse og rodløshed, som mange indvandrere og efterkommere oplever i Danmark såvel som andre steder i verden. Dette er nogle centrale temaer, der omsværmer Omar Shargawis filmografi, der udover Gå med fred Jamil består af dokumentarfilmene Fra Haifa til Nørrebro (2010), ½ revolution (2011) og Western Arabs (2019) samt spillefilmen Al Medina (2016). Både Fra Haifa til Nørrebro og Western Arabs undersøger relationen mellem far og søn, der både er kærlig og kompliceret som resultat af farens baggrund som krigsflygtning. Selvom Shargawi er født på Fyn, opdraget på Herlufsholm Kostskole og har dansk blod i årerne, er han stadig stærkt forbundet til sit palæstinensiske og muslimske ophav – og ikke mindst sin far som repræsentant for dette. Han føler sig splittet mellem to verdener, og i ingen af dem føler han sig hjemme.

årerne, er han stadig stærkt forbundet til sit palæstinensiske og muslimske ophav – og

ikke mindst sin far som

repræsentant for dette. » er værre. Jamil kommer derfor til at repræsentere samfundets ekskluderede; dem, som andre har opgivet, og som har givet op på sig selv. Det ender som en kamp om selvhævdelse snarere

Gå med fred Jamil (2008) Foto: Nordisk Film

« Selvom Shargawi er født på Fyn, opdraget på Herlufsholm Kostskole

Gå med fred Jamil (2008) Foto: Nordisk Film

Gå med fred Jamil præsenterer os for en underverden i Danmark, som kun de færreste har kendskab og adgang til. Denne verden er afskåret fra samfundet, og dens individer må derfor ty til vold, kriminalitet og selvjustits. De er blevet ekskluderet, men ekskluderer også sig selv. Jamil er derfor i høj grad selv ude om sin skæbne, da han modsætter sig sin fars såvel som Guds ord ved at gøre sig selv til dommer over liv og død. I en central scene får Jamil serveret medisterpølse, da han er på besøg hos sin far, men nægter at spise det, da det er svinekød. Jamil siger, det er en synd, hvortil faren svarer:

særligt andengenerationsindvandrere oplever, kan få alvorlige konsekvenser til følge, hvis ikke de inkluderes i samfundet som helhed.

« Shargawi er en auteur og bruger sig selv i sine film i mere end én forstand. »

Jamil drømmer om at flytte til Libanon og genfinde sig selv og sine rødder. En drøm, som også Shargawis far i det virkelige liv deler, hvorfor omdrejningspunktet i Fra Haifa til Nørrebro er Shargawis forsøg på at få sin far til at vende tilbage til sit barndomshjem i Haifa, som han ikke har besøgt siden den dag, han måtte flygte derfra. Og i Al Medina får Shargawi selv lov til at udleve drømmen i rollen som Yusif, der forlader Danmark sammen med sin danske kone til fordel for et nyt liv i Mellemøsten. Desværre for Yusif er han lige så fremmed i Mellemøsten som i Danmark, og ligesom Jamil kommer han på kanten af loven, hvilket skal få fatale konsekvenser for ham og hans familie. Shargawi er en auteur og bruger sig selv i sine film i mere end én forstand. Han optræder som skuespiller, manuskriptforfatter

”En synd… svinekød er en synd (…) Det liv, du lever, og dine beskidte penge er ikke en synd? Din søn, som ikke har nogen til at opdrage sig – det er ikke en synd? Mord og blodsudgydelser er heller ikke synder? Jamil, se på mig! Hvis jeg havde hævnet din mor, hvem ville så have taget sig af dig? Spis!” Citatet er en kritisk kommentar til det forkvaklede moralkodeks, der eksisterer i denne underverden, og som går imod tro og love. Shargawi undskylder derfor ikke Jamils opførsel, men påpeger, at den fremmedgørelse og identitetsmæssige splittelse, som 84

Dette spørgsmål går igen i Gå med fred Jamil, hvor den oldgamle arvestrid om den retmæssige efterfølger til Muhammed går i arv. Jamil har arvet striden, og da han bliver en aktiv del af konflikten, viderebringer han den til sin søn, Adam (Elias Al Subehi). Det samme gør sig gældende for Mahmoud, hvis søn kommer i klemme i forsøget på at redde sin far fra Jamils vrede. Værst går det dog ud over Adam, der bliver taget som gidsel af en af Mahmouds mænd, og til slut må lade livet, da Jamils venner hovedkulds skyder efter gidseltageren. Cirklen er sluttet; Jamil har ikke længere nogen arving til traumet eller konflikten. Mahmoud har dog stadig sin søn, hvorfor Jamil til slut vælger at ende krigen ved at skåne Mahmoud.

DET NEDARVEDE KRIGSTRAUME ”Jeg tænker da jo, han har måske det temperament, han har osv., fordi han har været i krig, og fordi han har oplevet alle de der ting. Men hvorfor fanden har jeg så også det samme?” I Fra Haifa til Nørrebro stiller Omar Shargawi spørgsmålstegn ved, hvorfor han oplever nogle af de samme problematiske reaktionsmønstre som sin far, når han selv hverken har været i krig eller på flugt. Som ung knægt i Tune hang han ud med de forkerte og fornøjede sig med småforbrydelser, indtil hans mor valgte at sende ham på kostskolen Herlufsholm. Kostskolen hjalp på disciplinen, men de indre aggressioner og hans ambivalente identitet holdt ved. Er det muligt, han har arvet sin fars krigstraume?

Det er Adams død, der åbner Jamils øjne for sin egen hybris. Adam betyder “menneske”, og hans død bliver symbolet på krigens konsekvenser, der ikke er forbeholdt de krigsførende parter, men som derimod skaber en dominoeffekt af pårørende og civile tab. Da Adam blot er en lille og uskyldig dreng, virker hans død særligt

Gå med fred Jamil (2008) Foto: Nordisk Film

og instruktør, og hans far medvirker da også som skuespiller i rollen som Jamils far. Og selvom der er langt fra både Jamil og Yusif til Shargawi, er det hans dansk-palæstinensiske baggrund, der har inspireret begge film.

Gå med fred Jamil (2008) Foto: Nordisk Film

« Fremmedgørelse

interview i Information (2008), med hvilket han mener, at det ikke så meget er en film om arabere eller muslimer, som det er en film om mennesker med menneskelige følelser. Fremmedgørelse og rodløshed skaber polarisering, og det første spadestik til en kriminel underverden bliver taget. I stedet for at fokusere på, hvordan vi adskiller os fra hinanden, burde vi i stedet samles om det fælles.

og rodløshed skaber polarisering, og det

første spadestik til en kriminel underverden

bliver taget. » uberettiget – men han er lige så meget et menneske som alle andre. Selvom der tegnes et tydeligt protagonistantagonist-forhold mellem Jamil og Mahmoud, er ingen af karaktererne entydigt gode eller onde. De handler begge ud fra deres egen overbevisning om rigtigt og forkert med baggrund i autentiske følelser. De beder sågar til den samme gud — lige såvel som de andre Abrahamsreligioner. Adam bliver symbolet på, at vi alle blot er mennesker, og mennesker burde ikke bekrige hinanden – et budskab, der slås fast med syvtommersøm ved filmens slutning, hvor et korancitat pryder billedet:

Gå med fred Jamil lægger sig i forlængelse af den genrebølge af danske, multikulturelle ”gangsterfilm,” som Nicolas Winding Refns Pusher skød i gang i 1996. Men modsat Pusher har Gå med fred Jamil ikke samme ironiske distance til det kriminelle miljø, selvom der er skruet op for den action-drevne underholdning. Det er en stærkt dramatiseret fortælling, men den viser ikke desto mindre en reel problematik, hvor krigsflygtninge og efterkommere kæmper med at finde deres plads i en dansk tilværelse. Krigen påvirker ikke kun dem, der har oplevet den på egen krop, men kan gå i arv fra dem som ar på sjælen generationer efter.

”Den som dræber et menneske, for ham er det som at have dræbt hele menneskeheden.” ”Det er først og fremmest en film om mennesker,” har Shargawi udtalt i et 86

SCENEKUNST HØJSKOLEN

MUSICAL SKUESPIL ISCENESÆTTELSE MANUSKRIPT SCENOGRAFI FILM & PROJEKTION KOREOGRAFI KOMPONIST

START AUGUST 2020 /hojskolensnoghoj

87 WWW.SNOGHOJ.DK

/snoghoj.dk

Ursula K. Le Guin (2016) Foto: The Nation,William Anthony

A HIDDEN LIFE:

EN BLODIG KONFLIKT I E T E N K E LT HJERTE

af Sophie Louise Worning

A Hidden Life (2020) Foto: SF Studios

Det er en meget ubehagelig følelse som seer at se logik i argumenter fremført af en nazist. For at klarificere, mener jeg ikke at se logik i den nazistiske ideologi, men ligeså er det en særdeles uvant og grænseoverskridende fornemmelse, man får i kroppen.

enne følelse opstår et par gange i løbet af amerikanske auteur Terrence Malicks æteriske film A Hidden Life (2020). Instruktøren har tidligere været optaget af moralitet i krigstider med den episke og filosofiske antikrigsfilm Den tynde røde linje (1998), der transporterede os til de tropiske slagsmarker på øen Guadalcanal i 1942.

krig. Det er både rigtigt og forkert på samme tid, hvor selvmodsigende, det nu engang lyder. For selvom A Hidden Life foregår under 2. verdens krig i Østrig, som bekendt blev inddraget i det tyske domæne i 1938, ser vi aldrig de ubarmhjertige slagsmarker eller holocaustens gru. Disse emner er ellers de velkendte pilemærker, vi oftest oplever i film sat i denne periode.

I A Hidden Life vender Malick tilbage til 2. verdenskrig, dog fra en diametralt modsat vinkel. Det stjernespækkede cast af amerikanske helte er udskiftet med en enkelt østrigsk mand og hans afprøvninger.

« Filmen er baseret på det usædvanlige liv af Franz

Filmen er baseret på det usædvanlige liv af Franz Jägerstätter, som levede fra år 1907 til 1943. Ud fra året af hans død kunne man logisk gætte sig til, at han mistede livet under 2. verdens

Jägerstätter, som levede fra år

1907 til 1943. »

Billede på forrige side: A Hidden Life (2020) Foto: SF Studios

blive officielt indlemmet i den tyske hær. Men Franz kan ikke få sig selv til at ytre ordene for at sværge troskab til diktatoren. Hans modstand ved denne ceremoni bliver katalysten, der transplanterer hele hans verden til et nyt kredsløb. Et kredsløb, som sætter ham i fængsel og ender med hans død ved hængning - og efterlader hans familie uden en mand og en far.

« Franz

Jägerstätter dør en

Franz Jägerstätter dør en martyrdød uden et publikum. Til trods for hans modige gerning, bliver det hverken anset for at være heroisk eller starten på en modbevægelse i hans samtid.

martyrdød uden et publikum.

Her skal han sværge sin evige tro og loyalitet til Hitler. Det er en formalitet, alle soldaterne skal undergå for at

Tværtimod.

A Hidden Life (2020) Foto: SF Studios

I modsætning til de film om 2. verdens krig vi generelt oplever i biograferne, foregår krigen i A Hidden Life på et mere intimt niveau, nemlig gennem et enkelt menneskes sind. Som østrigsk mand bliver Franz naturligvis indkaldt for at deltage i hæren og kæmpe mod de allierede magter.

A Hidden Life (2020) Foto: SF Studios

ET LANDLIGT PARADIS’ SYNDEFALD

Selvom Franz har vendt tilbage til denne Edens have, er krigen langt fra overstået. Landsbyen kommer til at opleve et syndefald, da dens indbyggere begynder at krakelere under tidsåndens ideologier.

Der er dog en længere udvikling at overvære, før Franz ender i denne situation. Efter et kort ophold på en militærbase i starten af filmen, bliver Franz sendt hjem og kan fortsætte sit liv i det nærmest naivistiske, agrariske paradis, hvor han bor med sin kone Fani og deres døtre. De bor i den gamle landsby Sankt Radegund, der ligger gemt væk i de østrigske bjerge. Her er der en særegen harmoni mellem landsbybefolkningen og den natur, som omgiver dem.

Det oplever vi tydeligt i en skræmmende scene, hvor borgmesteren begynder at udgyde en usammenhængende tale af had for landsbyens mænd. Borgmesteren siger: “Han gjorde hvad han var nødt til. Han var ikke villig til at se sin nation gå under.

Denne behandling af naturens guddommelige væsen er efterhånden en fast del af Malicks oeuvre. Vi oplever det særligt i Guldpalmevinderen The Tree of Life (2011), hvor Jessica Chastains moderkarakter indbefatter den sammensmeltning af naturens overjordiske egenskaber og Malicks egne kristne tro, som vi også ser i landsbyens harmoniske forhold til naturen i A Hidden Life. 92

Vores gader er overrendte med udlændinge. Immigranter som kun går op i, hvad de kan rage til sig.” Selvom borgmesteren ikke nævner Hitler ved navn, er det åbenbart, hvem han taler om. Det ubehagelige ved hans udsagn er, at man sagtens kan forestille sig flere nulevende politikere udtrykke de samme holdninger med få justeringer i ordvalget.

« Selvom Franz har vendt tilbage til denne Edens have, er krigen langt fra overstået. »

Som seer håber man, at Franz’ afvisning af Hitler vil inspirere andre til at følge i hans fodspor. At det er starten på en revolution og en modstandsbevægelse, der vil give en mening til hans idealisme, som vil sprede sig som ringe i vandet fra den lille østrigske landsby ud til resten af samfundet. Det er den fortælling, vi har set mange gange før i film om modstandsbevægelsen i Danmark og flere andre lande.

Efter det tydelige toneskifte i landsbyen, begynder Franz at gøre subtil modstand til nazisterne, for eksempel ved at undlade at donere penge til krigsindsatsen og nægte at lave ‘heil’ salutten. Det er små oprør, men de går ikke ubemærket i landsbyen.

A Hidden Life (2020) Foto: SF Studios

Landsbyfolkets forargelse over disse mikroprotester ender med, at Franz og Fani bliver udstødt fra landsbyens ellers tæt sammensvejset samfund, og de andre børn smider sten efter deres døtre. Flere mænd i landsbyen er allerede omkommet på slagmarkerne, og Franz er åbenlyst i mod den regering, der sendte dem til deres død. I deres øjne frarøver Franz’ holdninger landsbybeboerne en større mening ved deres elskedes død.

Billeder til venstre: A Hidden Life (2020) Foto: SF Studios

Men som titlen A Hidden Life insinuerer, bliver Franz intet ikon på modstand i sin samtid. Når han endelig bliver indkaldt til hæren i 1943 og nægter at sværge troskab til Hitler, bliver han smidt i fængsel med den klare besked, at hvis han ikke skifter mening, vil han blive henrettet. Det er med et knust hjerte, at vi indser, at han vil dø og ingen vil kende til hans resistens overfor krigsmagten.

sin ed til Hitler, kan han acceptere denne mere sikre og mere pacifistiske løsning.

« Så længe han bare sværger sin ed til

Hitler, kan han

acceptere denne mere sikre og mere pacifistiske løsning. »

OPRETHOLDELSEN AF ENS TRO I ONDSKABENS TID

Det nægter Franz selvfølgelig. Grundlaget for hans argumenter er en urokkelig tro på Biblen og dens retningslinjer for at leve et ærligt liv. Som Franz siger, “Hvis Gud har givet os fri vilje, er vi ansvarlige for hvad vi gør og hvad vi ikke gør.” Dette fremfører han for en højstående katolsk biskop, som blot svarer at Franz “har en pligt overfor faderlandet.” Selvom de begge tror på den samme tekst, har Franz og biskoppen meget forskellige fortolkninger af hvad ens ansvar er som et kristent individ i et land i krig.

Det føles let at betragte Franz’ handlinger som heltegerninger med bagklogskabens briller på. Men når vi indser, at hans selvopofrelse ikke inspirerer andre til at gøre lignende gerninger, ændres perspektivet. Hvorfor gjorde han det egentlig? Og hvad får han ud af det? Det er denne problemstilling, der er gennemgående i filmen. Franz’ motivationer bliver grundigt udfordret og diskuteret med religiøse autoriteter, højtstillede nazister og endda hans egen mor.

Det bliver også denne idealistiske læsning af Biblen, der bliver Franz’ død. De sidste 2/3 af filmen sidder han i fængsel og ender til slut med at blive hængt for sin modstand. Blot for ikke at ville ytre ordene “jeg sværger til Gud denne hellige ed, at jeg vil tilbyde ubetinget lydighed til Føreren af det Tyske Rige og Folk, Adolf Hitler.” Man bliver fristet til at tænke, at ordene er ligegyldige, og at det er vigtigere for Franz at have et liv med sin familie efter krigen.

Som alle disse karakterer pointerer, kan Franz’ selvopofrelse opfattes som værende af en egocentreret natur, da det ikke vil gavne andre end ham selv og hans samvittighed. Det er her, jeg oplevede at se logik i argumenter fremført af en nazist, den yderst ubehagelige følelse, jeg talte om tidligere. Franz bliver endda givet muligheden for at arbejde på et hospital frem for at skulle kæmpe på fronterne. Så længe han bare sværger 95

A Hidden Life (2020) Foto: SF Studios

ET IDEOLOGISK ANSVAR

ikke deler den samme forståelse af teksterne som Franz gør.

Men er ord virkelig ligegyldige? For en mand, der tror så inderligt på den katolske trosretning, er ord langt fra ubetydelige. De er ensbetydende med hans forståelse af hvordan han skal opføre sig og forholde sig til hverdagens dilemmaer.

Selvom jeg ikke selv er troende, måtte jeg tænke mig grundigt om, hvad jeg ville have gjort i hans situation. Min polske bedstemor, som både har oplevet 2. verdens krig og Stalinismen efter krigen, siger altid, at man burde bøje sig som et siv for at ikke blive knust i situationer, som dem hun har overværet i sit liv.

At Franz vælger at dø for at bevare et rent sind i graven er hvad hans læsning af Biblen dikterer. Hans gerninger bliver sat i klar kontrast til den dobbeltmoralske biskop, der tydeligvis

Men hvis vi alle bøjer os som pragmatiske siv, hvilket størstedelen af karaktererne i A Hidden Life gør,

bliver en hel nation formet efter den ledende ideologi. Hvis flere havde haft så modstandsdygtigt et moralsk grundlag som Franz, ville der måske aldrig have været en krig til at starte med.

At han ved, at han ikke vil få en heltemodtagelse eller omfavnende forgudelse af sine ligemænd, giver hans stille død en ubeskrivelig tyngde.

Individets rolle i krig bliver også adresseret i Den tynde røde linje, hvor Jim Caviezels karakter Private Edward Witt distraherer de japanske styrker for at redde sit kompagni. Omringet af japanske soldater løfter han sit gevær for at overgive sig, hvorefter han alligevel bliver skudt ned. Witts selvofring er en klassisk heltedåd, siden han redder utallige liv ved at opgive sit eget.

Franz Jägerstätter har dog fået sin anerkendelse posthumt. I 2007 blev han officielt udnævnt som martyr og helgen af den katolske kirke. Selvom han ikke fik opbakning fra de katolske autoriteter eller inspirerede en modstandsbevægelse i sin egen samtid, kan hans valg inspirere os til at tage ansvar for vores ord og gerninger nu, selv 77 år efter hans død. På den måde kan vi påskønne de skjulte, stille liv gennem verdenshistorien, der alligevel kan gøre en forskel.

I modsætning til Pvt. Witt redder Franz ingen liv ved sine gerninger, men ofrer blot sig selv for sine overbevisninger. Man kan derfor læse hans død som værende lettere selvisk, da det kun gavner hans eget sind, men man kan også fortolke hans beslutning som umådelig beundringsværdig.

A Hidden Life (2020) Foto: SF Studios

Ved at udstille disse problematikker gennem Franz, vender Terrence Malick spejlet mod seeren, ligesom han gjorde i Den tynde røde linje. Hvad vil du personligt gøre for at kæmpe mod had? Har du modet til at ofre dig selv for dine ideologiske holdninger?

Meld dig ind pĂĽ studerende.dm.dk

Ordet – tidsskrift for film og medier Ordet er en frivillig forening for filmglade fagfæller. Opstået engang i tidernes morgen, som en dugfrisk idé fra en privilegeret studerende, med ønsket om et fællesskabforudenforelæsninger,menforalumnermedskabertrangogskriveglæde. For dem med film på hjerte, meninger for hånden og med lysten til at dele og sprede Ordet. Med rødderne plantet i Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet har Ordet sidenhen forgrenet sig til flere fag og fakulteter. Vi er i dag en forsamling af studerende fra nær og fjern og på tværs af årgange, med Ordet som samlingspunkt. Ordet er en kravlegård for dem, der endnu skal lære at stå på egne ben; og en legepladsfordem,deralleredeerfremmeiskoene.Hererdetlysten,derdriver værket, og vi tror på, det afspejler sig i vores indhold. Ordet er et tidsskrift for film og medier i bred forstand, der på traditionel og konservativ vis vil bistå læseren med interessante artikler og en udvidet horisont. Men som sproget er Ordet i evig forandring, og en tilpasning til nye trends og tendenser er nødvendigt. Påvoreshjemmesideholdervidigopdateretmedfilmanmeldelserogkortere artikler; og lader dig følge os på Facebook, så du hele tiden kan følge med. Du kanogsålæggelæsebrillerneogtagelyttebøffernepå,nårviuddelertalegaver i Ordets filmpodcast – det seneste skud på stammen. Tak for nu! Vi håber, du har nydt at læse med. På vegne af Ordets redaktion, Tilde Søgaard Carlsen Chefredaktør på Ordet

SOM MEDLEM AF KOMMUNIK ATION OG SPROG FÅR DU

Årligt over 400 gratis kurser, der øger dine jobchancer nu og senere

Adgang til KS JOB med ledige studiejob og praktikpladser

6x Billig indboforsikring fra 36 kroner om måneden

Mulighed for at søge legater til udlandsophold

MDR

grat

6 måneder gratis medlemskab for dig, der er studerende - herefter 50 kroner om måneden

Juridisk hjælp og vejledning fra vores karrierevejledere

6 MÅNEDERS GRATIS MEDLEMSKAB TIL DIG

100 TÆT PÅ DIG OG DIT FAG

Ordet nr. 45, Krig

Articles inside

Indholdsfortegnelse