Page 1

6

FRA OPTIKERHØJSKOLEN

Synsfejl: Astigmatisme og anisometropi

I

AF IVAN NISTED, KONTAKTLINSEOPTIKER, MPH, OPTIKERHØJSKOLEN

forrige nummer af Optikeren forholdt jeg mig til klinisk håndtering af hyperopi og myopi. I denne artikel vil jeg rette opmærksomheden mod astigmatisme og styrkeforskel mellem øjnene, også kaldet anisometropi.

Udmåling af astigmatisme De fleste optikere bruger den samme metode til udmåling af synsfejl. Med afsæt i habituel korrektion eller autorefraktorresultat justerer vi den sfæriske styrke og udmåler astigmatismen med krydscylinder for et øje ad gangen. Så afbalancerer vi akkommodationen; maksimal plusstyrke eller minimal minusstyrke, der giver patienten bedst mulig visus, er måleresultatet. Har patienten en visus på 0.5 eller bedre, fungerer krydscylindermetoden efter hensigten[1]. Er patientens visus dårligere end 0.5 med såvel habituel korrektion som resultatet fra autorefraktoren, kan vi have glæde af at have følgende tre metoder i baghånden:

1. Den astigmatiske vifte Brug den sfæriske styrke fra autorefraktor-resultatet som udgangspunkt. Adder +1.00D i phoroptoren og undlad at indsætte cylinderen.

Retinoskopi.

Det astigmatiske øje danner to billedlinjer, der begge er placeret foran retina. Spørg patienten, om en af linjerne er skarpere end de øvrige. Bed patienten angive retningen som et klokkeslæt: Ved eksempel 1 vil det være klokken 6 og 12, da den billedlinje, der er tættest på retina, er lodret. Minuscylinderaksen ligger vinkelret på den retning, patienten angiver. Akseretningen kan også beregnes ved at tage det laveste klokkeslæt og gange med 30. Minuscylinderen indsættes dermed med aksen i 180°. Cylinderstørrelsen forøges, indtil patienten oplever, at alle linjer er ca. lige skarpe. Skift derefter til en visustavle og reducer den sfæriske styrke indtil maksimal visus opnås. Cylinderaksen og størrelsen kan efterfølgende finjusteres med krydscylinderen.

tienten, således at vi blokerer patientens udsyn til visustavlen på det øje, vi undersøger. Afstandsretinoskopi foregår i 4 trin: a. Bevæg lyset meget langsomt henover øjet, mens patienten ser på en afstandstavle med bogstaver svarende til habituel visus. Bemærk om der er en skævhed i refleksen, eller hvordan »tæppet lukkes for«, når du fejer lyskeglen fordi pupillen. Denne skævhed angiver de to hovedsnit.

2. Retinoskopi

b. Stil skiftevis keglen i det ene og det andet snit mens du justerer den sfæriske styrke, indtil der er neutralt i det ene snit og modbevægelse i det andet. c. Indsæt minuscylinderen med aksen parallelt med lyskeglens retning i det snit hvor du ser modbevægelse. Forøg cylinderstørrelsen indtil modbevægelsen er neutraliseret. Er du i tvivl, om du har ramt neutral, kan du fx addere +0.50D og -0.50 for at se, om du henholdsvis ser mod- og medbevægelse[2]. d. Hvis vi sidder på 50 cm afstand, skal vi justere den sfæriske styrke 2D i minusretning (40 cm = 2.5D, 67 cm =1.5D)

Det kræver en del øvelse at blive rutineret i at retinoskopere. Hvis patienten blot opnår 0.5 visus med retinoskopiresultatet, kan vi finjustere den sfæriske styrke og cylinderen på vanlig vis. Sæt retinoskopets slæde i klikket og roter stregen indtil den er lodret. Vi skal placere os foran pa-

K-mål Corneaastigmisme er den vigtigste årsag til stor refraktionsastigmatisme. Corneas bagflade og linsen


Case 1 viser, at problemer med at udmĂĽle astigmatismen kan give patienten en forkert diagnose og anledning til unødig bekymring. SkolelĂŚgen havde konstateret nedsat visus pĂĽ venstre øje og henvist drengen til øjenlĂŚge. Ă˜jenlĂŚge havde konstateret nedsat visus, ogsĂĽ med autorefraktor-resultat i prøvebrille. Anbefalingen fra øjenlĂŚgen var at acceptere den nedsatte visus pĂĽ venstre øje. Patientens forĂŚldre henvendte sig for at fĂĽ en vurdering af øjenlĂŚgens diagnose. Drengens ukorrigerede astigmatisme er fejltolket som amblyopi, fordi visus med autorefraktorre-

7

7



7     7  

5=

i øjet kan ogsü vÌre toriske, men betydningen af disse krumningsforskelle vil vÌre meget lille for refraktionsastigmatismen. Årsagen er, at lyset bevÌger sig gennem medier med nÌsten samme brydningsindeks, som de fremgür af nedenstüende billede[3]. Den franske øjenlÌge Louis Émile Javal foreslog i 1890, at der var et simpelt matematisk forhold mellem cornea- og refraktionsastigmatisme, siden kendt som Javals regel. Siden har kliniske studier vist, at refraktionsastigmatismen rimeligvis kan forudsiges ud fra corneaastigmatismen. Patientens indre astigmatisme er i gennemsnit pü 0.5D i 90°[4, 5]. En difference i K-mül pü 0.05 mm. Svarer til ca. 0.25D astigmatisme. Minuscylinderaksen ligger langs det adeste k-mül. Hvis vi indsÌtter den beregnede cylinder i phoroptoren og justerer den sfÌriske styrke, vil patienten med stor sandsynlighed have bedre visus end 0.5, og krydscylindermetoden kan derfor anvendes[1].

/<

>>

Ă&#x2DC;je set fra siden.

*;.  B:20;485..5.> A:;*0<251.7>.7-.5;. D#.-;*<>2;=; )2;=;6 DG  )G

927185.

 8>.:<.;< D$:<18/8:2*/;<7F: '<8:. D$!270.7;4.5.7=*7;.<+524:.<7270 /;<*7-;:.<278;4892 DG

  H

? >2;=;  D)GH

  H ? >2;=;

 '=+3.4<2>:./:*4<287* DG

 H

? >2;=;  D)GH

  H ?  >2;=;

 D!86/8:<*+.5<;@79B*/;<*7-807F: 70.7*72;.248726.-;=+3 :./:*4<287 7-.52048::.4<287'=+3.4<2>:./:*4<287

   

 )2;=;6 DG  )G

#8:6*5<+2784=5F:<;@7

sultatet er under 0.5. Dermed kan astigmatismen heller ikke udmĂĽles med krydscylindermetoden. Visus med pinhole afslører, at optisk korrektion kan forbedre visus. Vores opgave er her blot at ďŹ nde en metode til at udmĂĽle astigmatismen.

Baggrund: Astigmatisme Emmetropisering reducerer forekomsten og graden af astigmatisme. 4-ĂĽriges astigmatisme kan ikke forudsiges ud fra den astigmatisme, de har som nyfødte[6]; allerede fra 5-6-ĂĽrsalderen er astigmatisme forholdsvis stabil[7]. SmĂĽ justeringer af astigmatismekorrektion kan dog vĂŚre betydningsfulde for patientens synskomfort. Fra 40-80-ĂĽrsalderen forandres astigmatismen i gennemsnit 1D i retning af mod-regel-astigmatisme [7]. Ukorrigeret klinisk signiďŹ kant synsfejl kan give patienten

7


8

FRA OPTIKERHĂ&#x2DC;JSKOLEN

En forskel i refraktionen pĂĽ mere end 1D mellem højre og venstre øje deďŹ neres som anisometropi.

samsyns- og/eller akkommodationsdysfunktion. Alene korrektion af synsfejlen vil i gennemsnit løse ca. 50 procent af samsynsproblemerne. Succesraten er 67 procent hos patienter med mod-regel astigmatisme og 45 procent hos patienter med med-regel astigmatisme. Endnu højere succesrater ses hos patienter med hyperopisk astigmatisme[8]. Korrektion af astigmatisme er dermed ikke blot et spørgsmül om bedring af visus, men i høj grad ogsü af kvaliteteten af samsynet.

Klinisk hĂĽndtering af astigmatisme Som hovedregel gives den mĂĽlte astigmatisme, hvis der er en klinisk signiďŹ kant forskel i forhold til den habituelle korrektion[8-10]. Tabel 1 viser, hvornĂĽr en synsfejl eller synsfejlsforandring typisk er betydningsfuld.

(*+.5 !5272;4;2072I4*7<;@7;/.35 "@892

  @9.:892 *;<206*<2;6.



prøvebrillen vil i de ďŹ&#x201A;este tilfĂŚlde kunne afklare, om patienten fĂĽr forbedret synskomfort. Hos kontaktlinsebrugere er der en ekstra udfordring i at fĂĽ tilpasset kontaktlinserne, sĂĽ akseretningen er korrekt.

Baggrund: Anisometropi En forskel i refraktionen pĂĽ mere end 1D mellem højre og venstre øje deďŹ neres som anisometropi. Forskellen kan skyldes difference i sfĂŚriske styrker eller cylinder. Udviklingen af synsfejlene afhĂŚnger hovedsageligt af, om patienten har myopi eller hyperopi. En kort beskrivelse af synsfejlsudviklingen ďŹ ndes i forrige nummer af Optikeren i artiklen ÂťSynsfejl: Myopi og hyperopiÂŤ. Ukorrigeret anisometropi hos 0-6-ĂĽrige forøger risikoen for, at visus ikke udvikles normalt, og patienten bliver amblyop. Risikoen for amblyopi afhĂŚnger af typen af synsfejl, som det fremgĂĽr af nedenstĂĽende tabel, er den højest for hyperop anisometropi.

'<@:4./8:;4.5



I tilfÌlde, hvor patienten ikke synes, at subjektiv refraktion (#7a) giver optimal synskomfort, bør vi forsøge at tilnÌrme habituel korrektion. Ved symptomfrie patienter med god afstandsvisus bør vi ligeledes overveje, om patienten reelt vil have nogen gevinst ved at fü korrektionen Ìndret. Desuden kan det vÌre vanskeligt at afgøre, om der reelt er tale om en forandring af synsfejlen i tilfÌlde, hvor vi fx müler en lidt højere sfÌrisk styrke med tilsvarende højere astigmatisme. Demonstration af korrektion i

(*+.5&2;248/8:*6+5@892 1>8:;@7;/.35.7..:  

 

@9.:892







;<206*<2;6.



 

"@892









Risiko for amblyopi er markant højere ved anisometropi i sammenligning med patienter med ensartede styrker (isometropi)[10]. Hvis visus er normalt udviklet, er der efter 6. leveür ikke lÌngere risiko for amblyopi ved ukorrigeret anisometropi, men patienten vil ofte

have symptomer[11, 12]. Korrektion af anisometropi med brilleglas kan ogsĂĽ give patienten to typer af bivirkninger. 1. Statisk aniseikoni betyder, at patienten oplever billedstørrelsesforskel mellem højre og venstre øje. Dette kan fx udmĂĽles med Ă&#x2DC;sterbergs Koincidenstavler, der ďŹ ndes i de ďŹ&#x201A;este klinikker (Se nedenfor). Statisk aniseikoni kan ogsĂĽ undersøges med Breckers metode, hvor patienten ser pĂĽ to penlights, mens der er en Maddoxcylinder for patientens ene øje. Nedenfor er vist hvad patienten ser, hvis han har henholdsvis ens billedstørrelser og uens billedstørrelse for de to øjne[9, 10]. Uanset metoden anvendes et sĂŚt iseikoniske brilleglas med forstørrelse fra ca. 1 til 8 procent. Det iseikoniske glas sĂŚtter du foran øjet, der ser det mindste billede. Find den forstørrelse der ophĂŚver forskellen i billedstørrelserne. 2. Dynamisk aniseikoni fremkommer, nĂĽr patienten ikke ser gennem brilleglassenes optiske centre. PĂĽ grund af styrkeforskellen er der forskellige krav til øjenbevĂŚgelsernes størrelse pĂĽ de to øjne. Ă&#x2DC;jet med den højeste plusstyrke skal bevĂŚges mest. Dette giver hyppigst symptomer, nĂĽr øjnene drejes opad eller nedad, fordi vi har lavere fusionsreserver vertikalt end horisontalt. Problemet betegnes ogsĂĽ vertikal imbalance. Ud fra geometriske beregninger af billedstørrelserne pĂĽ retina vil mange patienter fĂĽ problemer med statisk og/eller dynamisk aniseikoni. Vores visuelle system er dog i stand til at adaptere til statisk og dynamisk aniseikoni. NĂĽr vi fx ser pĂĽ et objekt 20 grader til højre for os, er afstanden til objektet forskelligt for højre


>>

E;<.:+.:0;6.<8-.:.,4.:;6.<8-.

70.772;.24872 70.772;.24872 *72;.24872*72;.24872 Østerbergs klammer m.v..

og venstre øje. Dette giver forskellige billedstørrelser på de to retinae, men det er de færreste, der oplever aniseikoni[10]. Akkommodationskravet er heller ikke ens, når en patient med anisometropi korrigeres med brilleglas. Akkommodationskravet på 40 cm. reduceres med ca. 0.25D for hver 3D myopi. Modsat stiger kravet for patienter korrigeret med plusglas. Typisk er der større risiko for, at patienten får symptomer på grund af aniseikoni end forskel i akkommodationskrav.

Klinisk håndtering af anisometropi Som hovedregel korrigeres anisometropi fuldt ud, og hvis optikeren finder det optimalt at give en anden korrektion end subjektiv refraktion, skal højre og venstre øjes korrektion ændres lige meget. Ukorrigeret eller underkorrigeret anisometropi vil ofte give patienten såvel visuelle symptomer som samsyns- og akkommodationsproblemer[8, 11, 12]. Kontaktlinser er den mest succesfulde behandling af anisometropi: Patienterne har sjældent statisk aniseikoni og aldrig dynamisk aniseikoni[9, 10]. Ved brug af brilleglas viser flere studier, at nogle patienter adapterer inden for 15 minutter således, at de hverken har statisk eller dynamisk aniseikoni[13-15]. Med andre ord formår nogle patienter at ensarte de opfattede billeder

Kontaktlinser er den mest succesfulde behandling af anisometropi.

og på hvor langt fremme på brilleglasset, facetten kan placeres. Patientens øjenvipper lægger en naturlig begrænsning på hvor kort toppunktsafstanden kan blive.

3. Iseikoniske glas fra højre og venstre øje i størrelse. Samtidigt lærer mange patienter at tilpasse øjenbevægelserne til de krav, brilleglassene stiller: Det mest hyperope øje skal lave størst øjenbevægelser. Vi bør undersøge, om patienten får aniseikoni med brillekorrektionen, når styrkeforskellen overstiger 1D. Hvis patienten oplever aniseikoni med brilleglas, bør vi forsøge at afhjælpe patientens problemer i følgende rækkefølge:

I modsætning til brilleglas vil kontaktlinser hverken forstørre eller formindre retinabillederne uanset styrken. Årsagen er, at toppunktsafstanden er 0 i kontaktlinser, og i de fleste tilfælde vil patienten ikke opleve aniseikoni[9, 10].

Ekstra forstørrelse i det ene brilleglas kan opnås ved at ændre brilleglassets kurver og tykkelser. Når vi konstaterer statisk aniseikoni, kan vi ved hjælp af iseikoniske brilleglas udmåle, hvor mange procent forstørrelse det kræver at lave billederne ens. I gennemsnit giver 1D forskel i styrke ca. 1 procents aniseikoni. Brilleglasfabrikanterne vil ud fra den ønskede forstørrelse beregne, hvilke krumningsradier og tykkelse brilleglasset skal have for at give den ønskede forstørrelse. Iseikoniske glas er ikke en kosmetisk attraktiv løsning, men undersøgelser viser, at patienter med aniseikoni foretrækker iseikoniske brilleglas frem for at have aniseikoni; symptomer og øjenbevægelsesproblemer mindskes signifikant med iseikoniske glas[16].

2. Kort toppunktsafstand

4. Visuel træning

Hvis patienten ikke ønsker kontaktlinser, kan vi forsøge at reducere toppunktsafstanden og dermed reducere forskellen i brilleglasforstørrelsen mellem højre og venstre brilleglas. Vi bør her både være opmærksomme på valget af brillestel

Anisometrope patienter, der med succes bruger brillekorrektion, har højere vertikale fusionsreserver end baggrundsbefolkningen[13]. Visuel træning kan forøge de vertikale fusionsreserver hos patienter med symptomer[17] og sandsynligvis

1. Kontaktlinser

9


10 FRA OPTIKERHĂ&#x2DC;JSKOLEN

Referencer

reducere patientens problem med dynamisk aniseikoni. Den kliniske hĂĽndtering af patienter er ikke altid ligefrem, som det fremgĂĽr af case 2. Patienten var henvist til synstrĂŚning pĂĽ grund af et samsynsproblem.

 * ; .     B : 2 0  6 * 7 7*67.;.9:26F:.45*0. D'5G:.<;@7805.35201.-;>2;-8++.5<;@7 D:87<*518>.-927.>.-5F;7270 % D*:9:G>.< -*0;527;.:=-.7;=,,.; *+2<=.548:%5*7 *+2<=.5>2;=; DG

927185.

 -2<<89B ,6 D)G

927185.

 -2<<.9B ,6 8>.:<.;< D 5.35201.-;>2;.?8<:892*/;< D 5.35201.-;>2;.?8<:8927F: '<8:. D$!270.7;4.5.7;6.:<..55.: -8++.5<;@7=*7;.<+524:.<7270 /;<*7-;:.<278;4892 DGH   H ? >2;=;

 D)G244.;244.:<:.;=5<*< ;<206*<2;4>2/<.)G D%*<2.7<4*7244.;./8:;4.59B5273.:7. ! 6B59B)G8:7.**;<206*;6. D   ?  '=+3.4<2>:./:*4<287* DGH  H

? >2;=;

 D)GH  H ? >2;=;

 E;<.:+.:0;<.;<6.-;=+3 :./:*4<287 D*72;.24872>.:<24*5<

Case 2 er et eksempel pĂĽ en astigmatisme, som ikke kan udmĂĽles med krydscylindermetoden. Afstandsretinoskopi (#4) giver et brugbart udgangspunkt for højre øje, men ikke venstre. PĂĽ venstre øje kan patienten ikke give en brugbar respons pĂĽ den astigmatiske vifte. Corneaastigmatisme indsĂŚttes som udgangspunkt for den subjektive refraktion pĂĽ venstre øje. Herefter justeres den sfĂŚriske styrke til bedst mulig visus, og cylinderen ďŹ njusteres med krydscylinderen. Patienten oplever 3 procents aniseikoni i lodret snit, hvor der er ca. 2.75D diffe-

rence mellem højre og venstre brilleglas. I vandret snit er differencen kun ca. 0.5D, og patienten oplever ikke aniseikoni. Resultatet var uĂŚndret efter 15 minutters afprøvning i prøvebrillen. Patienten ďŹ k tilpasset formfaste toriske kontaktlinser af en kollega. Patienten følte ikke behov for yderligere behandling.

Opsummering Ukorrigeret astigmatisme og anisometropi er tilstande, der ofte giver patienten symptomer. Som hovedregel korrigeres disse synsfejl fuldt ud, og korrektion forevises i prøvebrillen. Hvis patienten ikke har god synskomfort, kan korrektionen modiďŹ ceres i retning af den habituelle korrektion. Kontaktlinser afhjĂŚlper de ďŹ&#x201A;este patienter med stor anisometropi; om end brillekorrektion ved anisometropi kan give anledning til statisk og dynamisk aniseikoni, vil mange patienter adaptere inden for 15 minutter. Iseikoniske glas giver typisk høj synskomfort til patienter med aniseikoni.

Anbefalet lĂŚsning Elliott, D., Clinical procedures in primary eye care -3.ed. 2008: Butterworth-Heinemann Medical. (Bog) Grosvenor, T., Primary care optometry. 2006: Butterworth-Heinemann Medical. (Bog) Scheiman, M. and B. Wick, Clinical management of binocular vision: heterophoric, accommodative, and eye movement disorders. 2008: Lippincott Williams & Wilkins. (Bog) Gwiazda, J., Treatment options for myopia. Optometry and vision science: ofďŹ cial publication of the American Academy of Optometry, 2009. 86(6): p. 624. (Artikel)

1. Efron, N.,Optometry A-Z. 2007: Butterworth-Heinemann Medical, p.87 2. Elliott, D., Clinical procedures in primary eye care. 2003: Butterworth-Heinemann Medical. 3. Tunnacliffe, A., Introduction to visual optics. 1987: Association of British Dispensing Opticians. 4. Grosvenor, T., S. Quintero, and D. Perrigin, Predicting refractive astigmatism: a suggested simpliďŹ cation of Javalâ&#x20AC;&#x2122;s rule. American journal of optometry and physiological optics, 1988. 65(4): p. 292. 5. Dobson, V., J. Miller, and E. Harvey, Corneal and refractive astigmatism in a sample of 3-to 5-year-old children with a high prevalence of astigmatism. Optometry & Vision Science, 1999. 76(12): p. 855. 6. Mayer, D., et al., Cycloplegic refractions in healthy children aged 1 through 48 months. Archives of Ophthalmology,2001. 119(11): p. 1625. 7. Grosvenor, T., Primary care optometry. 2006: Butterworth-Heinemann Medical, p.29,34-5 8. Dwyer, P. and B. Wick, The inďŹ&#x201A;uence of refractive correction upon disorders of vergence and accommodation. Optometry & Vision Science, 1995. 72(4): p. 224. 9. Scheiman, M. and B. Wick, Clinical management of binocular vision: heterophoric, accommodative, and eye movement disorders. 2008: Lippincott Williams & Wilkins, p.525-55; 625-662 10. Rutstein, R. and K. Daum, Anomalies of binocular vision: diagnosis & management. 1998: Mosby, p. 7-60, 95110 11. Marran, L. and C. Schor, Lens induced aniso-accommodation. Vision Research, 1998. 38(22): p. 3601-3619. 12. Marran, L. and C. Schor, Binocular Accommodation IN Accommodation and Vergence Mechanisms in the Visual System. Edt FranzĂŠn, O., H. Richter, and L. Stark, Accommodation and vergence mechanisms in the visual system. 2000: Birkhäuser, p.245-56 13. Griebel, S., et al., Vertical fusional amplitudes in patients wearing vertical anisometropic correction1. Ophthalmology, 1999. 106(9): p. 1731-1733. 14. Lemij, H. and H. Collewijn, Long-term nonconjugate adaptation of human saccades to anisometropic spectacles. Vision Research, 1991. 31(11): p. 1939. 15. Averbuch-Heller, L., R. Lewis, and D. Zee, Disconjugate adaptation of saccades: contribution of binocular and monocular mechanisms. Vision Research, 1999. 39(2): p. 341-352. 16. Achiron, L., et al., The effect of relative spectacle magniďŹ cation on aniseikonia. Journal of the American Optometric Association, 1998. 69(9): p. 591. 17. Luu, C. and L. Abel, The plasticity of vertical motor and sensory fusion in normal subjects. Strabismus, 2003. 11(2): p. 109-118.


/2011_1_1_Synsfejl  

http://www.optikerforeningen.dk/Files/Billeder/2011/Artikler/2011_1_1_Synsfejl.pdf

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you