Årbog 2022

der med store forsamlinger, hvor han talte om både legalt og illegalt arbejde, og han skabte derved yderligere vanskeligheder for sydslesvigerne, ikke mindst i forholdet til englænderne. De var naturligvis hurtigt blevet underrettet om hans virksomhed, og han stod i forvejen ikke højt hos englænderne i Sydslesvig,” sagde Toldstrup ifølge referatet af dette møde i bladet “Vor vej”.

Det blev på mødet om Henri Prien oplyst, at i Sydslesvigsk Forenings 16 mand store bestyrelse var ”14 absolut imod ham, en står lidt vaklende, og en er for ham”.

På mødet i Randers blev Prien taget i forsvar af den tidligere minister i befrielses-regeringen Kr. Juhl Kristensen. Han fandt, at det var dumt at gå imod en pressetjeneste, der allerede var i gang, og sagde, at englænderne jo havde begået grove overgreb mod dansksindede i Sydslesvig. Juhl Kristensen føjede til, at vi - uden at præcisere, hvem han refererede til - ”har arbejdet med at få Prien under kontrol i øget grad”. Et led heri var angiveligt en ny institution, Sydslesvigsk Frihedsfond, der havde journalist Ole Kiilerich fra København som formand.

I et samtidigt maskinskrevet brev til Toldstrup fra Sydslesvigsk Forenings generalsekretær Frantz Thygesen føjer sidstnævnte et håndskrevet PS til: ”Hvis De ved lejlighed kunne fortælle Ole Kiilerich lidt om, hvad det er, han har indladt sig på, var det vist godt”.

Politikens omtale 6. juni 1946 af statsminister Knud Kristensens grundlovstale i Toftlund dagen før, hvor kravet om en ny grænse fastholdes.

8

Aalborg Stiftstidendes omtale 11. august 1947 på forsiden af det store møde dagen før i Rebild Bakker. Inde i avisen skrev avisens unge medarbejder Otto Lippert et grundigt referat af mødet.

Der var tydeligvis flere begrundelser for at holde Henri Prien ud i strakt arm. I et brev nævnes som en af dem hans ”i nogen grad subjektive holdning i alle spørgsmål vedrørende de engelske besættelsesmyndigheder”.

Flemming Juncker, en af modstandsbevægelsens helt store skikkelser, gav på det førnævnte møde i Randers ifølge et referat “en række oplysninger om Prien, som ikke stillede ham i noget særligt gunstigt lys og understregede, hvor betydningsfuldt det er ikke at forværre forholdet mellem sydslesvigerne og englænderne. Der sker intet med Sydslesvig udenom London”. En anden mødedeltager, læge Langballe fra Randers, er citeret for at sige: “Det er Priens idé, og det er en god idé. Men hvis Prien er en dårlig mand, må han falde”.

I forlængelse af mødet i Randers udsendtes via Ritzau en meddelelse, der dementerede en tidligere pressemeddelelse om, at Priens

9

Jens Toldstrup (Nordjyllands Kystmuseum, Bangsbo).

pressetjeneste var oprettet af ”sydslesvigerne”. Men Sydslesvigsk Forening har hverken forbindelse med pressetjenesten eller med Sydslesvigsk Frihedsfond, slås det fast.

20. november 1947 signerede Toldstrup på vegne af det nedsatte arbejdsudvalg et brev til frihedsfondens formand, Ole Kiilerich. Heri erkendes det, at man i dialog med Sydslesvigsk Forening er blevet ”klar over, at der i høj grad tiltrænges et arbejde som den af Prien tilrettelagte pressetjeneste, men at et sådant arbejde måtte være under ledelse af en mand, som havde sydslesvigernes tillid frem for alt.”

Handsken kastet - Priens nedtur Julefreden sænkede sig - men 11. januar 1948 svarede Henri Prien igen på angrebene mod ham. Han afviste i et brev pure Toldstrups udlægning af deres møde:

10

Henri Prien på et af de få billeder, der findes af ham.

Han var en særpræget og stridbar aktør i det turbulente grænseland i årene lige efter II Verdenskrig.

Han var bl.a. udgiver af flere illegale publikationer, der ikke behagede den britiske besættelsesmagt.

Han stod i flg. kontorchef Franz Wingender også for illegale radioudsendelser til Flensborg-området.

De blev sendt fra Fyn. Siden producerede han flere dokumentarfilm om det danske mindretal i Sydslesvig. Han døde i 1983.

(Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

”Samtalen, jeg havde med Hr. Toldstrup, blev ført i vidners nærværelse. Det er en kendsgerning, at Toldstrup gik ind for planen. Det er en kendsgerning, at han gav tilladelse til, at vi måtte benytte hans navn. Det er en kendsgerning, at han gav os adresser, hvor vi skulle hilse fra ham. Det er en kendsgerning, at han blandt andet telefonerede til en af sine venner og anbefalede os der og var medvirkende til, at jeg fik udbetalt 4.500 kr.,” hedder det blandt andet.

Prien opfattede forløbet sådan, at i stedet for at sige, at Toldstrup havde ændret mening, løj han og iværksatte ”et modarbejde mod min person”. Prien konkluderede, at Toldstrup og co. havde stjålet hans idé og hans organisationsplan.

Og så kom slutsalutten: ”Eftersom Toldstrup-gruppen så utvetydigt kastede handsken og af-

11

nene skulke?

Et udklip fra Gejlå Skolekommisions protokol fra 1921, året efter Genforeningen.

Mødet skal handle om en følsom sag: Undervisningen i tysk. Men den bliver slet ikke behandlet. For kun formanden er mødt. Måske har de andre ikke rigtig lyst til at diskutere det sprængfarlige emne, når det nu ellers går så godt i det lille samfund? Og dermed er sagen sparket til hjørne. (Bov Lokalarkiv)

Tysk skal de lære!

Fra nogle forældre i Gejlå skoledistrikt kom der 1921 et ønske om, at deres børn kunne få nogle timers undervisning i tysk. Under visse omstændigheder havde man ifølge den nye skolelov ret til at få tyskundervisning. Det var dog ikke alle steder, at det kunne lade sig gøre. Men ansøgerne i Gejlå mente, de havde gode argumenter. Skolekommissionen behandlede på et møde sagen. Dens afgørelse og de tyske forældres argumenter er afskrevet her nedenunder og er formuleret, så det af kommissionen kan videresendes til amtsskolekonsulenten. (Jeg har ikke rettet stave- eller grammatiske fejl i den nedenfor citerede tekst, og [ ] betyder, at det er ulæseligt.): ”Gejlaa 27.oktober 1921 Angaaende Tyskundervisning, blev der sendt Andragende fra Beboerne til Amtsskolekonsulenten med følgende Bemærkning: Hermed fremsendes Andragende fra Beboere i Gejlaa Skoledistrikt angaaende nogle Timers Tyskundervisning. Af Underskriverne er Nis Nissen rejst til Tyskland. Adolf Jonas har ingen Børn i Skolen, August Casper og [Treede] hverken har eller faar Børn i Skolen. Sko-

34

lekommissionen mener, at man ikke kan tage Hensyn til Andragendet, da der er 4 ugyldige Underskrifter. Ifølge Undervisningsplanen er der Skolegang hver Dag fra 8.20 Fm. til 4 Em, altsaa er der ingen Tid til Tyskundervisning, og Læreren kan heller ikke give Undervisning i Tysk.”

Andragendet fra de tyske ”forældre” lød saaledes: In dem Gesätz von 30.juni 1920 das die Schuleverheltnisse in Abgetrentenen Gebit regelt heist es im § 20 gegen Ende: Naar Skolekommissionen i Kommunen hvor Undervisningssproget i Kommunen er Dansk, stiller Krav derom, skal der indføres Tysk i det Omfang, som nærmere bestemmes i Undervisningsplanen. Hier in Gehlau wünst einer grösere Anzahl von Eltern dringend, das ihre Kinder die Mögligkeit gegeben werde solchen deutche Sprachunterricht zu erhalten. [ ] erchuchen wir die Schulkommission sofort die nötigen Schritte zu tun, um deutsche Sprähestunden für die Kinder die solche wünchen bald [ein………….]”

Denne skrivelse (skrevet med kursiv) er altså sendt til amtsskolekonsulenten underskrevet af denne gang fire medlemmer: Jes Jessen, Asmus Jørgensen H. Mathiesen og Jakob Hansen. Sandsynligvis har Smidstrup også været til stede, men han var jo ikke en del af skolekommissionen blot dens sekretær.

Tre forhold begrunder altså afslaget: 1. Ulovlige underskriftSagen om tyskundervisningen på Gejlå Skole, som den ser ud i protokollen. (Bov Lokalarkiv)

35

er, 2. Der er ikke plads på ugeskemaet, 3. Smidstrup kan ikke tysk.

Der har sandsynligvis ikke været mange hvis overhovedet nogen, der ønskede tyskundervisning, eftersom det samlede elevtal kun var omkring 20, og de tyske børn udgjorde et lille mindretal. Vi ved fra Holbøl skole, at de tysk sindede også her ønskede tyskundervisning, hvilket blev bevilliget. Men her var elevtallet jo også ca. fire gange større. Såfremt tysk blev oprettet, var det i øvrigt frivilligt. En anden grund til, at man i Holbøl kunne tilbyde tysk, var, at man havde en uddannet lærerinde. Smidstrup var enelærer.

I både Vilsbæk - og Hokkerup skole har der været lignende problemer, som har sat amtsskolekonsulent Nielsen på arbejde. I de øvrige skoler i vore to sogne foreligger der ikke noget om, at man har haft problemer med tyskundervisningen. I Bov, som lige efter genforeningen var den store skole i Bov sogn, klarede man problemet ved at oprette en tyskafdeling på samme matrikel.

Ude i Kragelund

Kragelund Skole beliggende øst for Hjortholm. Den blev bygget i 1867. Og den fungerede som skole frem til 1913, hvor den nye skole blev opført.

36

I Kragelund har man haft en skole tilbage fra begyndelsen af 1800-tallet. Det var et lille hus med et par vinduer. Pladsen var så ringe, at kun halvdelen af børnene kunne skrive samtidig. Halvdelen af børnene kom fra to fattighuse, som lå vest for Hjortholm. I 1867 blev der bygget en ny skole øst for Hjortholm. Og nu blev der også plads til børn fra Fårhus, Bukhus og Bejlhus. I Prøjsen indså man omkring 1900, at skulle man have noget ud af skolebørnene rent fagligt, så de kunne blive gode samfundsborgere, så skulle de tilbydes sunde og lyse lokaler, hvor der var højt til loftet. Derfor kan vi rundt i vores landsdel se mange skoler, der er opført fra 1900 og frem til Den store Krig. I Kragelund fik man i 1913 en sådan ny skole, som blev nedlagt i 1963. Herefter blev lokalerne brugt af Padborg Bogtrykkeri. Bygningen står der stadig og benyttes nu som privat bolig.

Kragelund Skole som den så ud i 60’erne. På det tidspunkt havde Padborg Bogtrykkeri overtaget bygningerne.

37

Jørgen Post i Frøslev og hans gamle gård Af Anne Grete Schlaikjer-Petersen

Hver en gård i de gamle landsbyer har sit særpræg og sin egen fortælling. Meget nyt er bygget op i de små samfund.

Men ind mellem ligger de gamle gårde og fortæller hver deres beretning. Det er om en familie og oftest et jævnt og flittigt liv. Her er beretningen om en af de gamle gårde i Frøslev. Anne Grete Schlaikjer-Petersen fortæller: Jørgen Lorenzen Post blev født i Frøslev på byens ældste gård. Den ligger stadig derude på Kådnermarksvej, som dengang hed Nørregade. Mit barndomshjem lå lige skråt overfor, så jeg har kendt Jørgen siden barndommen.

Og her ligger den så. Jørgen Posts gård på Kådnermarksvej 5. Et vidne fra tidligere tiders landbrug. Men fortsat velholdt og i brug.

42

Posts gård er kendt af mange, som i tidens løb har besøgt stedet for at studere husets særpræg. På husets gavl, som vender ud mod Kådnermarksvej, står årstallet 1794. Men Dr.phil. Axel Steenberg, som for mange år siden besøgte gården i forbindelse med sine studier af gamle danske bøndergårde, mente, at gården var meget ældre.

Måske er årstallet opsat i forbindelse med en ombygning. Han sammenlignede den med Jernalderens langhus med beboelse i den ene ende og stald i den anden adskilt ved et ”framgol” tværs gennem længen. En dør førte fra ”æ framgol” til stuehuset, ”æ dørnsk”. Den var meget gammel og malet med okseblod. En metode som dengang også anvendtes på gulve, som derefter fremstod mere blanke. Bl.a.

Karsten Thomsens datter, Ida, anvendte denne metode.

Den meget spændende gamle dør fra Frøslev befinder sig nu i adskilt udgave i magasinet under Museet ”Oldemorstoft”.

På billedet ses den på sin gamle plads.

Den gamle dør er groft udformet. Karmen er dannet af to svære egestolper, øverst forbundet med et bræt, nok af fyrretræ. Selve døren er samlet af tre brede egetræsbrædder og er buet foroven. På indersiden af begge karmstolper er indhugget en profil, så stolperne får et søjlelignende udseende med ”kapitæl” og ”søjlefod”. Overliggeren

43

er udformet, så den danner en bue med et trekantet indsnit i hver side. Midt over buen og ved hver af indsnittene er skåret et kors.

Korsene er nok i sin tid anbragt for at afværge alle onde hensigter.

Alt træværk er groft tildannet med tømmerøkse. Døren har et meget gammeldags præg og har stor lighed med de døre, der fandtes i bulhuse på Haderslev-Kolding egnen. Denne bulkonstruktion har været anvendt i et større område, helt ned til Mellemslesvig. Politiassistent Knud Jensen sørgede for, at den gamle dør blev anbragt på Bov Museum, hvor den stadig kan ses.

Et smukt vandløb Husets gavl med årstallet 1794 vender som sagt ud mod Kådnermarksvej, mens stald og udhus vender ned mod det smukke engdrag, hvor Bukkestrømmen har sit udspring. Engdraget, som ligger kilet ind mellem Vestergade og Kådnermarksvej begynder helt inde ved mindestenen for de faldne fra 1. Verdenskrig, hvor Bukkestrømmen har sit udspring. Dette vandløb havde sit særlige præg. Det begyndte sit løb mod vest og Vadehavet. Men det meste af vandet nåede ikke så langt. Det sank undervejs ned til grundvandet.

Et lille hjørne af den gamle går sikret i Jens Møldrups gode streg. Tegningen fra den gode doktors sikre hånd er fra 1985.

44

Ved gården var der en hestegang, hvor et par af gårdens hårdtprøvede heste gik rundt og rundt og rundt. Men sådan var det før mekaniseringen af landbruget tog fart i midten af 1800-tallet. Det handlede om muskelkraft hos både mennesker og dyr. På billedet ser man en to-hestes kraftoverføring. Den fungerede nærmest som et løbebånd på et motionscenter. Siden blev den erstattet af en lille petroleumsmotor. Billedet viser ikke hestegangen på Kådnermarksvej.

Man opdager den landskabelige skønhed, når man står bag mindesmærket for de faldne og skuer ud over engdraget. Men det smukkeste blik nedover engdraget får man nedenfor Posts gård. Som børn kunne vi stå på skøjter fra Bukkestrømmens udløb og helt ud til Frøslev Polde og endnu længere. Det var en helt fantastik fornemmelse bare at fortsætte derudad. Nu er det sket med Bukkestrømmen, som her og der ledes gennem rør.

I gården ud for stalden fandtes i min barndom en hestetrukken kværn.

Den havde vi børn meget fornøjelse af. Når den ikke var i brug, lejede vi karrusel med den. Nogle sad på bjælken. Andre skubbede på.

Nødskole Jørgen er født i året 1937 og skulle starte sin skolegang den første april 1945 på Frøslev-Padborg Skole. Men der var stadig krig. Og skolen var besat af tyskerne. Det var de såkaldte schippere (skovlere), som huserede der. Det drejede sig om ældre krigsskadede

45

Et gruseventyr ved Kollund Af NH

Vore dages råstofudvindinger er et strengt reguleret område, der her hos os styres af Region Syddanmark. Men for 60 år siden var det et område, hvor initiativrige folk kunne udfolde sig. Og det gjorde de så næsten uden begrænsninger.

Dette er en fortælling om et lille lokalt iværksættereventyr med internationale dimensioner, der synes at være gået i glemmebogen. Sidst i 50’erne blev der startet en helt ny grusgrav i Kollund, som skulle levere sand/grus pr. skib til Flensborg Skibsværfts nye tørdok. For vi drenge var det utroligt spændende at følge med i, hvordan dette projekt startede, og senere hvordan den daglige gang i leveringen af råmaterialer fra grusgraven til udskibningsstedet foregik.

Så vidt jeg husker, hed ham, der stod for udvinding og leveringen af sand/grus, Jørgen Nygård. Før han kom til Kollund, arbejdede han i en grusgrav i Kiskelund (tæt ved den gamle Mobil-tankstation på hovedvej 10). Om det også var ham, der stod for udskibningsanlægget og transporten over vandet til Flensborg, ved jeg ikke.

Begyndelsen Når man i Kollund kører fra Fjordvejen op ad Kummelefort til Frigård Camping, ser man på venstre side af campingpladsens indkørslen (området hedder i øvrigt Lyngbjerg) en stor dyb lavning. Denne lavning var i 60’erne den grusgrav, hvorfra det sand og grus, som skulle bruges til at opføre en ny tørdok på Flensborg Skibsværft, blev udvundet.

Førnævnte Jørgen Nygård var en fandenivoldsk mand, der arbejdede både dag og nat alle ugens dage. Første etape af projektet var at rømme det øverste lag muld af hele området. Derefter designede,

66

Engang i starten af 60’erne hentede man hele underlaget af sand og grus til en ny tørdok ved Flensborg Skibsværft her. Nu er hullet i jorden en del af Frigaard Camping og anvendes til boldspil, Sct. Hans Aftener og lignende.

konstruerede og rejste han egenhændigt et sindrigt sorteringsanlæg i den omtalte grusgrav. Herefter startede selve udgravningen. Da Jørgen Nygård var alene om projektet, var det så som så med sikkerheden. Så det der med at ”stikke” skråningerne ned (det hedder det, når man skal sørge for at skråningerne ikke bliver for stejle) blev ikke forskriftsmæssigt udført. Og det endte da også med, at hele skrænten engang gav efter og begravede dele af den frontlæsser Jørgen Nygård sad i. Til alt held opdagede Aksel Jakobsen i nabogrusgraven, hvad der var sket og fik efter nogen tid en grinende Nygård gravet fri. Straks efter han var kommet fri, gik han i gang med at reparere samt rengøre frontlæsseren nødtørftigt og fortsatte derefter, hvor han var kommet til. Sådanne bagateller kunne ikke stoppe leverancen af sand og grus.

Udskibningen For at komme til udskibningsstedet skal man i stedet for at dreje op ad Kummelefort, dreje ned til Lillestrand. For enden af denne vej var der bygget en rampe fire-fem meter høj og omkring femten me-

67

Her ved Kollund Lillestrand var ”udskibningshavnen” for sand og grus fra grusgraven i Kollund. Lastbilerne vendte på en lille egnet vigeplads og bakkede op ad en rampe. Her tippede de deres last i en stor tragt, hvorefter sand og grus via et transportbånd og en lang bro blev bragt ud til den ventende pram.

ter lang. Her bakkede lastbilerne med sand/grus op for derefter at tippe hele ladningen ned i en kæmpe tragt, hvori der sad et aggregat, der rystede sand/grus ud til en jævn løs masse. Og den blev derefter på et transportbånd ført de ca. 75 meter ud ad en dertil indrettet bro og brohoved, til den ventende pram.

Når denne pram var fyldt op, sejlede den til Flensborg Skibsværft for at læsse af, hvorefter den returnerede til Kollund Lillestrand. Om der har været flere pramme, kan jeg ikke huske. Men det går jeg ud fra. Hele dette foretagende stod på i mange måneder.

Sand/grus transporten fra grusgraven til udskibningsstedet blev udført af lastbiler. Det var en meget støvet affære for de lodsejere, der boede op og ned ad Kummelefort (som vi kaldte ”Hulvej”). Men på et tidspunkt begyndte man at strø salt på vejen. Dette gjorde, at grusbelægningen blev holdt fugtig, og det hjalp til en vis grad.

Når lastbilerne var kommet over Fjordvejen og ca. to tredjedel ned

68

ad vejen til Lillestrand, var der til formålet lavet en kort indkørsel/ vendeplads på venstresiden af vejen ind i diget i skoven lige over for indkørslen til Fjordvejen 34. Man kan stadig ane denne vendeplads.

Og her kunne lastvognschaufføren så køre forenden af lastbilen ind og derefter bakke lastbilen ned mod vandet og op på rampen.

Broen med transportbåndet skulle være så lang, da den skulle nå ud på dybt vand (vi drenge kaldte det ud til skrænten). Og herude var der altid vand, selv når der var ekstremt lavvandet. Nu er rampen og broen desværre forsvundet for stedse. De lokale bådejere ville ellers gerne have beholdt denne bro til deres små fiskejoller og til anløbende gæster Og vi unger kunne da også godt have brugt den som alternativ badebro, samt til at fiske fra.

Området ved Kollund Lillestrand med ”udskibningshavnen”. Der er ikke noget at se af gruseventyret.

69