Svend Peter Madsen fortæller
Jeg havde en kammerat, hvis mor var rengøringskone på teatret. Alt hvad han vidste om skuespillerne og om livet på teatret var den egentlige årsag til, at jeg var blevet så gode venner med ham. Det kunne dog somme tider ødelægge illusionen for mig, når det hverdagsagtige spillede ind i eventyrets verden, som scenen forekom mig at være. F.eks. da de spillede Ole Lukøje. Skorstensfejersvenden (Alfred Stigaard) var i drømmen blevet meget rig, og marskandiseren Blake (Albert Helsengreen) var den onde mand i drømmen, hvor guldmønterne væltede ud fra et stort overflødighedshorn i bagtæppet. Pengedjævlene dansede rundt i guldregnen. Så sagde min ven Peter til mig: »Der var nær ved at gå brok i den derinde i aftes; de seks drenge, der medvirkede som pengedjævle, strejkede og ville ikke trække i klunset. Direktør Helsengreen stod i kulissen og rev sig i marskandiserens paryk over sine djævle. En lille frisk fyr på 11 år var deres ordfører: »Tror De, hr. Helsengreen, at vi vil trække i Deres skind med horn i panden og danse mellem gulddukater hver aften uden selv at få ordentlig mønt med hjem? Vi forlanger 25 øre mere pr. aften, og vi er alle enige om, at gå i strejke med øjeblikkelig virkning, hvis De ikke vil betale«. Forestillingen blev reddet, men det kostede Helsengreen 150 øre mere. Min bror var i malerlære ved malermester Poulsen, der boede lige over for teatret, og de arbejdede meget for teatret og kom dagligt i kulisserne; men til nye, større dekorationer hentedes Carl Lund fra København. Det var i gamle August Rasmussens direktørtid; der var en ung smuk skuespillerinde, Valborg Hansen, som havde frisprog over for ham, og bedst som han forklarede og hersede med skuespillerne, sprang hun frem og slog armene om ham: »Åh, hold nu mund, din gamle brumbasse«; ikke længe efter var hun fru direktør Valborg Rasmussen. Lauritz Olsen var en lystig ung skuespiller, som altid fattedes penge. Han sagde en dag til malermesteren: »Hr. Poulsen! De er en flink mand og en rar mand og en gentleman. Jeg står netop i en pinlig situation og en øjeblikkelig forlegenhed, kort sagt: Vær venlig og lån mig en krone!« Malermesteren, som kendte Lauritz Olsens økonomiske habitus, holdt på stående fod en svartale i samme stil, som mundede ud i, at han netop uheldigvis (for Olsen) stod i samme situation. Kort sagt: »Det kan jeg desværre ikke«.
En af de betroede medarbejdere på sin post i det gamle teater - belysningsmester Ludvig Petersen (Møntergården).
107