PRO MUSICA - MOZART, SJOSTAKOVITJ & JANÁCEK
11. MAR 2025 19.00 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS
Wolfgang Amadeus Mozart: Divertimento nr 3 for 3 bassethorn, KV Anh. 229 (1756 - 1791)
I Allegro
II Menuetto
III Adagio
IV Menuetto
V Rondo - Allegro assai
Varighed: ca. 22 min.
Medvirkende: Svante Wik, bassethorn; René Højlund Rasmussen, bassethorn; Kenneth Larsen, bassethorn;
Dmitrij Sjostakovitj:
Fem stykker for to violiner og klaver (1906 - 1975)
I Prelude
II Gavotte
III Elegy
IV Waltz
V Polka
Varighed: ca. 12 min.
Medvirkende: Jovana Vukušić, violin; Kateřina Jelínková, violin; Karolina Bogus, klaver
P A U S E - ca. 20 min
Ferenc Farkas: Serenade for træblæserkvintet (1905-2000)
I Allegro
II Andante espressivo
III Saltarello
Varighed: ca. 10 min.
Medvirkende: Leyla Peker-Nielsen, fløjte; Albrecht Krauß, obo; Ron Chen-Zion, klarinet; Xanthe Arthurs, fagot; Tone Sundgård Anker, horn
Leoš Janáček:
Strygekvartet nr. 1, Kreutzer Sonate (1854 - 1928)
I Adagio - Con moto
II Con moto
III Con moto - Vivo - Andante
IV Con moto - Adagio - Più mosso
Varighed: ca. 18 min.
Medvirkende: Simona Bonfiglioli, violin; Veronika Krauß Mojzešová, violin; Kateřina Jelínková, bratsch; Michaela Fukačová, cello
S. Prokofiev: Kvintet i g-mol, op. 39 (værket er udgået pga. sygdom – erstattet af Mozart)
Tre markante østeuropæere får selskab af hele verdens kammermusikalske darling, W. A. Mozart, og tilsammen danner de en buket af vildtvoksende, musikalske blomster af vidt forskellig art: Trio, kvartet og kvintet. Det 18. og det 20. århundrede. Harmoni og dissonans. Store følelser og fri leg. Velkommen til en tur i kammermusikhaven, der er ’vild med vilje’.
W. A. MOZART: DIVERTIMENTO NR. 3 FOR 3 BASSETHORN
Bassethornet er mellemstemme-instrument i klarinetfamilien, kendetegnet ved det ’knækkede’ forbindelsesstykke øverst på instrumentet og den opadvendte lydtragt forneden. Det er stemt i F og klinger altså en kvint lavere end noteret, med en varm, mørkfarvet og klangfuld lyd, som man var særligt glad for i den wienerklassiske æra. Og af alle wienerklassikerne var Wolfgang Amadeus Mozart, inspireret af klarinetvirtuosvennen og logebroderen Anton Stadler, nok bassethornets største fortaler, især i hans religiøst-inklinerede musik. Vi finder instrumentet prominent placeret i hans Requiem, i operaen Tryllefløjten, hvor det repræsenterer det figuren Sarastro og hans præster, og i Titus, hvor kejserdatteren Vitellia er ledsaget af et bassethorn. I hans Mauerische Trauermusik symboliserer bassethornet sorgen. Mozarts berømte klarinetkoncert, KV 622, blev oprindeligt skrevet med bassethornet i tankerne, og livet igennem skrev han flittigt kammermusik, hvor bassethornet indgik, nok mest berømmeligt i serenaden med kælenavnet ”Gran partita” og de fem divertimenti for tre bassethorn, hvoraf vi skal høre den tredje i aften.
Vi skal forestille os musikalske ’legestuer’ i Mozarts hjem i Wien i første halvdel af 1780’erne, hvor Anton Stadler, sandsynligvis i selskab med sin lillebror Johann Nepomuk Stadler, der også spillede klarinet og bassethorn, og en tredje musiker spillede Mozarts divertimenti igennem med forskellige besætninger. Mozart elskede at eksperimentere med klang og har sandsynligvis i sidste ende lagt sig fast på versionen for tre bassethorn, mens en række alternative versioner, bl.a. en hyppigt brugt for to klarinetter og fagot, også eksisterer. Efter Mozarts død forsvandt værkerne indtil 1800, hvor Mozarts enke Constanze gjorde en forlægger opmærksom på, at Stadler stadig lå inde med 25 stykker for bassethorn af hendes afdøde mand. De blev publiceret i 1803 og senere delt op i de fem divertimenti, vi kender i dag.
Lige ud af starthullerne vækker den 3. divertimentos unisone akkordbrydning mindelser om strygeserenaden, som vi kender under titlen ”Eine kleine Nachtmusik”. Denne havde endnu ikke havde set dagens lys, da bassethornstykkerne blev til omkring 1783, så der er ikke tale om, at Mozart begår musikalsk tyveri fra sig selv, men at han simpelthen etablerer sin hovedtoneart på typisk, wienerklassisk vis. Og herfra går det over stok og sten med en humørfyldt og klassisk mozartsk førstesats i sonateform, ekspressiv og sangbar mol-kromatik i den lyriske midtersats og en livlig finalerondo, hvor instrumenterne spurter rundt i parallelle tertser og på skift er i harmoni og i drilsk dialog med hinanden.
D. SJOSTAKOVITJ: FEM STYKKER FOR TO VIOLINER OG KLAVER
Sjostakovitjs musik er den type chokoladeæske, hvor man aldrig ved, hvad man får. Mens meget af hans musik er decideret monstrøs, dramatisk, kulsort og fyldt med, hvad der
ligner bidende sarkasme og en modernisme, man decideret kan slå sig på, er der også masser af underskønne, klassisk harmoniserede, lyriske, lettilgængelige, ligefremme og endog morsomme, mindre stykker at finde hos Sjostakovitj. Og det er en håndfuld af sådanne små, funklende ædelstene, vi får serveret i aften. Sjostakovitj havde udvist forbløffende evner for at spille klaver, siden hans mor begyndte at undervise ham, da han var ni år, og som 13-årig startede han i 1919 på konservatoriet i Skt. Petersborg. Fire år senere fik teenageren Sjostakovitj arbejde som pianist i en stumfilmsbiograf, hvor musikeren som bekendt skulle improvisere et soundtrack på stedet til den dialogløse film. Det var et job, der fra en ung alder gav ham indgående kendskab til danse-, teater- og filmmusik og lærte ham at fremtrylle små, stemningsfyldte stykker, der skulle kunne ledsage enhver følelse eller dramatisk begivenhed på det store lærred.
Og fra Sjostakovitjs store skatkiste af scene- og filmmusik har hans senere elev og ven Lev Atovmian udvalgt disse fem stykker og arrangeret dem for violinduo med klaverledsagelse. Atovmian fik gennem årene flere gange til opgave at lave forskellige arrangementer af Sjostakovitjs scenemusik og stod også bag transskriptioner for to klaverer af nogle af symfonierne. Og her får vi altså fem små, livfulde tableauer med rødder i den unge Sjostakovitjs biografpianistliv: Et længselsfuldt sørgmodigt præludium, en lystigt dansende gavotte, der ville have følt sig hjemme i Johann Strauss d.y.’s wienersaloner, en sentimental elegi, en ’skæv’ og accelererende vals i mol, og en underfundigt sjov polka, som man ikke kan andet end at smile stort over.
F. FARKAS: SERENADE FOR TRÆBLÆSERKVINTET
Fra ungarske Ferenc Farkas skal vi høre den charmerende og sprælske, tresatsede serenade for træblæserkvintet. Farkas er sandsynligvis et ganske ubeskrevet blad for de fleste på disse himmelstrøg, men i hjemlandet Ungarn var han en markant filmmusikkomponist, musiketnolog, dirigent, komponist og underviser ved landets forskellige konservatorier, hvoraf han selv var grundlægger af ét (i byen med det mundrette navn Székesfehérvár).
Efter tre års studieophold i Italien i sin ungdom (hvor han bl.a. blev undervist af Ottorino Respighi) vendte Farkas tilbage til Budapest, og i mangel af anden ansættelse fungerede han, ikke ulig Sjostakovitj, til en start som pianist i forskellige teatre og biografer. Her mødte han filminstruktøren Paul Fejos, og dette møde blev startskuddet til et langt samarbejde, hvor Farkas skrev musik til 75 film og over 40 teater- og radiospil. Arbejdet med filmmusik bragte ham til Wien og i 1935 til København, hvor han bl.a. skrev musik til Kaj Munk-filmatiseringen Det gyldne smil med Bodil Ipsen og John Price.
Som konservatorieprofessor fik Farkas stor indflydelse på den generation, der var aktiv i det 20. århundredes anden halvdel – bl.a. har han undervist d’herrer György Kurtág og György Ligeti. Og indimellem blev det altså også til komposition af hundredvis af værker i forskellige genrer: Scene- og filmmusik, orkestermusik, solokoncerter, kammermusik, kantater, korværker og sange. Blæserkvintetten er fra 1951, mens Farkas var professor i komposition ved Franz Liszt-akademiet i Budapest. Vi lægger ud med en melodisk legesyg allegro, rigere på samspil end modspil mellem instrumenterne. Herpå følger andensatsens andante espressivo, som i sandhed klinger af udtryksfuldhed og hjemlandets vemodige sange. Og vi slutter af med en dansende og springende saltarello i hurtig, tredelt takt, en italiensk folkedans, hvor musikerne foretager en kæk sprint mod en munter afslutning.
L. JANÁČEK: STRYGEKVARTET NR. 1, KREUTZER SONATE
Tjekkiske Leoš Janáčeks psykologisk komplekse og følelsesmæssigt indvoldsvridende første strygekvartet, ”Kreutzer Sonate”, blev skrevet på mindre end to uger i slutningen af 1923. Inspirationen er sandsynligvis kommet let til Janáček, trukket på en kombination af både hans eget komplicerede kærlighedsliv og hans store passion for russisk littera-
tur. Kvartetten er løseligt baseret Leo Tolstojs korte roman Kreutzersonaten fra 1890 – som i sig selv havde fået navn efter Beethovens ”Kreutzer-sonate” for violin og klaver. Og til denne litterært-musikalsk inspirerede kvartet blander Janáček på programmatisk vis ingredienserne kærlighed, begær, lidelse, mord, verisme og sit helt personlige, folkemusikinspirerede, moderne tonesprog – og får en emotionel tour de force i fire satser ud af sine anstrengelser.
Hovedpersonen i Tolstojs roman er en midaldrende godsejer, Pozdnysjev, der på en togrejse fortæller en gruppe fremmede om det ægteskabelige helvede, der mundede ud i, at han i jalousi slog sin hustru ihjel. Han er netop blevet frifundet for mordet, og i løbet af sin fortælling gør han sig tanker om seksuel frihed og moral, drifternes fordærv og den utugtige adfærd, som både praktiseres i og uden for ægteskabet. Dette var emner, som Janáček selv havde tæt inde på livet, forblændet som har var af forelskelse i den næsten 40 år yngre Kamila Stösslová – som IKKE var identisk med Janáčeks allerede hårdt prøvede hustru Zdenka, og som i øvrigt selv var lykkeligt gift og ikke interesseret i Janáčeks tilnærmelser. Hans næsten 600 bevarede breve til den attråede Stösslová fungerede som inspirationskilde til både denne og Janáčeks næste strygekvartet. Og hans personlige erfaringer muliggjorde det for ham at fortælle Tolstojs historie set fra godsejer Pozdnysjevs utro hustrus synspunkt.
Programmusik er som bekendt musik, der ”handler om noget” – og i dette tilfælde er der endda tale om begivenhederne i en klassisk roman. En serie af letafkodelige scenarier skal man dog ikke forvente. Musikken indeholder helt konkrete referencer til lokomotivets repetitive maskineri og Beethovens sonate (som citeres direkte i tredje sats). Men man vil have mere held med at forsøge at lytte til sig sindsstemninger og følelser undervejs: Vores heltindes længsel efter kærlighed. Dissonerende harmonier og motiviske fragmenter, der måske kan sige noget om emotionel splittelse og eksistentiel tvivl. En uforudsigelig andensats, hvor en glad polkarytme parres med en springende og disharmonisk melodi. Oprevne og hidsige violiner, der nærmest slås med hinanden i tredje sats. Og en brat afslutning, der efterlader os med en følelse af resignation og følelsesmæssig udmattelse. Er kærligheden en fri fugl, eller skal den låses inde? Det er seriøse sager at runde af med – men med en helt enestående skønhed og inderlighed, der om noget karakteriserer Janáčeks musik.
Programnote af Katrine Nordland
6. APR - KL. 11.00 - MUSIK TIL INDRE FORDYBELSE
Meditativ søgen 1
Sang til Longchenpa
Fire slør – klarinet solo
Meditativ søgen 2
Tre kvaliteter – shakuhachi solo
Arie til Longchenpa
Meditativ søgen 3
Medvirkende: Kiku Day, shakuhachi og syngeskåle; Kenneth Larsen, klarinet og syngeskåle.
UNDER MATINEEN OPFORDRER VI TIL AT DEN LYTTENDE FORSØGER AT TILLADE EN MERE MEDITATIV HOLDNING, SOM KUNNE VÆRE: afslapning af kroppen, at mærke åndedrættet, at tillade hjertet plads, at give slip på sindets indhold, at overlade den omkringværende verden til sig selv for en stund…..
PARTNERSKABER
