Bach & Rameau - 30. marts 2023

SANKT HANS KIRKE

30. MARTS 2023 KL. 19.30

BACH & RAMEAU

Odense Symfoniorkester

Dirigent: Magnus Fryklund

Solist: Pina Mohs, obo d’amore

Jean-Philippe Rameau: Ouverture fra Castor et Pollux (1683 - 1764)

Ouverture fra Naïs

Ouverture fra Platée

Varighed: ca. 13 min.

Suite nr. 3, D-dur, BWV 1068 (1685 - 1750)

J.S. Bach:

I Air

II Gavotte I & II

Varighed: ca. 9 min.

J.S. Bach: Koncert for obo d‘amore, BWV 1055R

I Allegro

II Larghetto

III Allegro ma non troppo

Varighed: ca. 14 min.

P A U S E

Jean Baptiste Lully: Ouverture og danse fra (1632 - 1687)

Le Bourgeois gentilhomme

Varighed: ca. 12 min.

Jean-Féry Rebel: Les éléments (1666 - 1747)

I Le Cahos

II Loure - La terre - L'eau

III Chaconne - Le feu

IV Ramage - Rossignols

V Loure - La chasse

VI Sicillienne

VII Caprice

VIII Tambourin 1 - Tambourin 2

Varighed: ca. 25 min.

J. RAMEAU: OUVERTURER FRA OPERAERNE CASTOR ET POLLUX, NAÏS OG PLATÉE

Den franske operakomponist Jean Philippe Rameaus liv er et levende bevis for, hvor benhård en karriere indenfor musikken kan være. Professionelt set var han en regulær nobody, indtil han var næsten 40 og selv da først opnåede anseelse som musikteoretiker med harmonilærebogen Traité de l'harmonie. Hans tidlige liv ved vi kun meget lidt om – ikke en gang hans kone vidste ret meget – og beskrivelsen af hans unge år vidner mestendels om en herre, der ernærede sig som organist og violinist ved forskellige franske kirker og udgav samlinger af værker for cembalo (Pièces de Clavecin), kirkemotetter og verdslige kantater. De operaer, som vi primært kender Rameau for i dag, tog han først fat på, da han var næsten 50. Og sit første værk i genren, den i dag højtskattede Hippolyte og Aricie, måtte han til en start høre udråbt som bizar og overbelæsset – med historiens første brug af ordet om musik blev den af en særligt perfid anmelder kaldt ”barok”, og det var ikke ment som en kompliment!

For at gøre det hele endnu værre, kastede en bitter og gensidigt angrebslysten fejde med den store filosof og aspirerende (men ikke succesfulde) komponist

Jean-Jacques Rousseau en ond skygge over Rameaus tilværelse. Efter flere succesfulde operaer op igennem 1730’erne var der pludselig tavshed fra Rameau i seks år, sandsynligvis efter et opgør med ledelsen af det parisiske musikkonservatorium. Og i sine senere år blev Rameaus musik, der tidligere var blevet udskældt for at være for avantgardistisk og disharmonisk, nu pludselig (af særligt Rousseau i den fejde, man nu benævner La Querelle des Bouffons) erklæret for bedaget og unaturlig, skrevet af en konform komponist ude af trit med de italienske moder. Versailles-premieren på opera-balletten Les surprises de l'Amour fra 1748 afstedkom den ultimative fornærmelse fra kong Louis XV: Han gabte.

At 275 år kan gøre en verden til forskel for en komponists højagtelse, skal vi høre beviset for i aften. I dag kan Rameaus stjerne næsten ikke stå højere på den musikalske himmel. Hans operaer bliver opført verden over, og hans musik bliver regnet for ikke bare noget af det mest gribende, vi finder i barokæraen, men også et uomgængeligt knudepunkt i operahistorien. Selvom han fik sin start som musikteoretiker, er Rameaus musik alt andet end tør og akademisk. Vi skal høre tre eksempler på sofistikeret, yndefuld, humørfyldt og selvsikker

musik, til tider med royal elegance og til tider med en pastoral folkelighed, der kommer af hyppig brug af populære danserytmer. Først stifter vi bekendtskab med ouverturen til den populære tragédie en musique Castor et Pollux fra 1737, dernæst med Rameaus første forsøg udi komediegenren med Platée fra 1745, og til sidst med den heroiske pastorale Naïs fra 1749.

BACH: SUITE NR. 3, AIR OG GAVOTTE, BWV 1068

For en lille, musikalsk amuse-bouche vender vi os fra Rameaus fyrige ouverturer til velsagtens ét af de mest kendte stykker klassisk musik, der nogensinde er skrevet: Johann Sebastian Bachs hinsides beskrivelse smukke og inderlige Air fra hans orkestersuite nr. 3 i D-dur, BWV 1068. Vi har hørt den i tusind sammenhænge: Som elevatormusik, i supermarkedet, i film (biblioteksscenen i David Finchers Se7en havde aldrig fungeret uden Bach), som ventemusik i telefonkøen og som ingrediens i popsange (shout-out til Procol Harums ”A Whiter Shade of Pale”). Men intet kan måle sig med at høre det vidunderlige, 18 takter lange strygerstykke, som det var tiltænkt: Opført af levende musikere som ren underholdningsmusik, skrevet som det blev til gæsterne i Bachs yndlingskaffehus, Zimmermanns, i 1730. Orkestersuiterne, som Bach skrev fire af (BWV 1066-1069), var en særdeles populær form i barokken: En række instrumentale orkesterstykker i den samme

J.S.

toneart, bestående af musik fra forskellige dansetyper kendt fra renæssancen og barokken. Air – det franske ord for arie – er dog ikke en dans, men simpelthen, som navnet antyder, en ”sang”, som her synges så dybfølt og hjertesmeltende af violinen højt over en stabilt gående bas.

Satserne i Bachs orkestersuiter betegner i øvrigt – ud over ouverturerne – forskellige danse: Eksempler er allemande, badinerie, bourrée, chaconne, courante, gigue, menuet, passacaglia, sarabande m.m. Og vi fortsætter da også her med den næsten lige så berømte Gavotte fra samme suite BWV 1068, hvor Bach inviterer blæsere og slagtøj med tilbage i arenaen og i ABA-form og todelt takt danser lystigt derudaf, så man næsten kan se de sydfranske bønder i rundkreds for sig, eller gæsterne ved Louis XIV’s hof overrække damerne de blomster, som havde erstattet kyssene, der oprindeligt var en del af gavottedansens praksis.

J.S. BACH: KONCERT FOR OBO D‘AMORE,

BWV 1055R

Bachs koncert nr. 4 i A-dur, BWV 1055, regnes som oftest for en koncert for tangentinstrument, strygere og continuo, simpelthen fordi man mangler endegyldigt bevis for, om den oprindeligt er skrevet som solokoncert, og i så fald for hvilket instrument. Den vidunderligt smukke, glade og livskraftige koncert i A-dur er udgivet for utallige instrumenter

PINA MOHS

– som regel med cembalo eller klaver som bærende melodiinstrument, men den er også udgivet som trompet-, fløjte-, violin- og bratschkoncert. Stærkest enighed er der dog om, at det soloinstrument, som Bach oprindeligt må have tiltænkt sin koncert, hvis den ikke er født som ren cembalokoncert, er den unikke, fredfyldt klingende obo d'amore

Og hvad er så en obo d’amore? Alene navnet! Vi har at gøre med ”mezzosopranen” i obo-familien, klingende en lille terts under og dermed mindre opmærksomhedspåkaldende end oboen, men også højere beliggende og umiddelbart mere lyrisk end den dybere ”alt-obo”, engelskhornet (der i sin klang nærmer sig en højtbeliggende fagot). Obo d’amorens pæreformede klangstykke er kendt som instrumentets ”Liebesfuß” – så kan kærlighedsterminologien vist ikke blive mere eksplicit. Barokkomponister, heriblandt J. S. Bach og Telemann, skrev flittigt for instrumentet, men med udgangen af 1700-tallet gik det af mode og lå så godt som ubenyttet hen i hundrede år, inden det i starten af det 20. århundrede blev taget op igen af komponister som Richard Strauss, Debussy og Ravel.

BWV 1055R – R’et står for ”rekonstruktion” og betegner, at der er tale om udgaven for obo d’amore – er skrevet i 1738, om end den ligesom Bachs øvrige cembalokoncerter, BWV 1052-1058, sagtens kan være en omarrangeret udgave af en solokoncert, som Bach lavede i sine seks lykkelige, ”verdslige” år som Kapellmeister i Köthen. Første sats er en glad og lyrisk allegro i da capo-formen ABA, hvor solisten får lov at præsentere sit righoldige, melodiske materiale i tætvævet, koncentreret dialog med strygerne. Andensatsens vemodige og udtryksfulde larghetto er i fis-mol og vugger sig af sted i tolv-ottendedelstakt med i små, sukkende, nedadgående sekundskridt, ikke ulig den vemodige, italienske danseform siciliano Og i finalen er vi tilbage i en livlig, tredelt dansesats i A-dur, hvor solisten får lov at vise, hvad hun kan, med hastige løb og en springende, forsiret, virtuos vitalitet, der sætter et elegant punktum for koncerten.

J. LULLY: OUVERTURE OG DANSE FRA LE

BOURGEOIS GENTILHOMME

Jean-Baptiste Lully. Så vidt vides den eneste komponist i historien, der har dirigeret et stykke musik med døden til følge. Det skete, da han i januar 1687 skulle opføre sin motet Te Deum med 300 musikere for sin barndomsven og mangeårige arbejdsgiver kong Louis XIV for at fejre dennes tilbagevenden til de levende efter en grusomt mislykket tandoperation. Men under opførelsen var Lully så uheldig at ramme sig selv i foden med den tunge, rigt udsmykkede taktstok, som det på den tid var kutyme at holde takten med ved at dunke den i gulvet. Der gik koldbrand i hans tå, og da han nægtede at lade den amputere, døde han efter få måneder, 54 år gammel. En sørgelig (og måske en anelse tragikomisk?) afslutning på et musikerliv, hvor netop tragédies lyriques og comédies-ballets havde været i højsædet.

Den samfundssatiriske komedie Le Bourgeois gentilhomme er et af mange resultater af Lullys langvarige samarbejde med komedieforfatteren Moliére. Sammen skabte de ”komedieballetten”, hvor Molières komiske talent parredes med Lullys musikalske. Balletoptrin har alle dage været en uundværlig del af fransk teater og opera, og dansenumrene gav i øvrigt tid til, at skuespillerne kunne nå at klæde om i kulissen. At man således integrerede dans, musik og komik i én og samme forestilling vakte stor, royal moro og glæde, bl.a. ved indvielsesfesterne for det nyrenoverede Versailles-slot, og inden længe blev den raffinerede blandingskomedie også opført for en begejstret offentlighed i Paris. Le Bourgeois gentilhomme, på dansk kendt under titlen Den adelsgale borger, havde premiere den 14. oktober 1670 ved Louis XIV’s hof. Forestillingen er en satire over småborgerens forsøg på at klatre op ad den sociale rangstige og udstiller både den vulgære, forvænte middelklasse og det forfængelige, snobbede aristokrati.

J. REBEL: LES ÉLÉMENTS

Det violinspillende vidunderbarn Jean-Féry Rebel var søn af én af tenorerne i Louis XIV’s kapel og blev i forlængelse deraf naturligvis elev af kongens hofkomponist, Lully. I løbet af sin karriere bestred han mange fornemme positioner i forskellige orkestre – han var f.eks. koncertmester i den kongelige opera, Académie Royal du Musique, og fik senere plads i det prestigefyldte ensemble Les Vingt-quatre Violons du Roi (”Kongens 24 violiner”), inden han blev udnævnt til Louis XIV’s kammerkomponist i 1726. Rebels musik er karakteriseret ved i højere grad end hans landsmænds at være skrevet i italiensk stil – kendere af Monteverdis musik vil kunne detekte ligheder – og mere harmonisk og rytmisk komplekse, end det franske publikum var vant til. Imidlertid havde han stor succes – selveste Händel opførte hans dansesuite Les caractères de la

danse i London i 1725. Blandt Rebels mest originale og nyskabende værker er netop balletten Les éléments fra 1737, som beskriver verdens skabelse. Læg f.eks. mærke til den allerførste akkord i prologen, ”Chaos”: En regulær cluster-akkord, som ellers er et definerende kendetegn for kompositionsmusikken i den 20. århundrede. Her spilles alle toner i den harmoniske d-mol-skala på én gang. En helt klar fy-manøvre af en komponist på dette tidspunkt, men Rebel slap afsted med den lydligt repræsentative illustration af kaos og lader derpå ballettens dansesatser forløbe i smuk, harmonisk overensstemmelse med, hvad samtidens publikum forventede af en symfonisk ballet.

Programnote af Katrine Nordland

MEDVIRKENDE

Dirigent: Magnus Fryklund

Den svenske dirigent Magnus Fryklund havde sin debut fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med Odense Symfoniorkester i juni 2017, men allerede inden da havde han gjort sig bemærket i det klassiske danske musikliv. 2017/18-sæsonen blev han udnævnt til husdirigent ved Malmø-operaen, og han var også været engageret som young-conductor-inresidence hos Helsingborg Symfoniorkester frem til

MAHLER DAS

2019. Siden har Magnus turneret rundt både i og uden for Danmarks grænser, hvor han har dirigeret koncerter og CD-indspilninger med en lang række orkestre. I sæson 22/23 dirigerer Magnus bl.a “Figaros Bryllup” på Malmø Opera og Beethovens 5 symfoni med Göteborgs Symfoniker.

Pina Mohs, obo d’amore Pina Mohs er født og uddannet i Tyskland. Hun drømte allerede i en ung alder om at blive orkestermusiker. Hendes uddannelse som oboist begyndte som 8-årig på barok-obo. For at kunne spille med i byens lokale ungdomsorkester skiftede hun til den moderne obo et par år senere. Allerede i en tidlig alder vandt hun priser og legater i sit hjemland og blev som 15-årig optaget på Musikhochschule Köln. Senere studerede hun hos nogle af de mest anerkendte obo-professorer i Tyskland, blandt andre Prof. Klaus Becker, Prof. Gregor Witt og Prof. Washington Barella. Pina har i løbet af sin karriere været engageret i orkestre som Essener Philharmoniker, NDR Radiophilharmonie, Münchner Symphoniker og WDR Funkhausorchester, og i 2018 blev hun fastansat som Odense Symfoniorkesters solo-engelskhornist. Udover livet med orkestret dyrker Pina kammermusikken i forskellige konstellationer. Hun er glad for at løbe, cykle og udforske den vegetarisk madverden.

14. APR 2023

MAHLER

LIED VON DER ERDE

KONCERTHUS - ODENSE SYMFONIORKESTER

Mahlers dybt personlige symfoniske afskedsbrev, Das Lied von der Erde, virker ekstremt moderne i lyset af klimadiskussionen. Det er ikke klimaet eller jorden, der er i krise, det er menneskets plads på kloden. Der vil altid komme endnu et forår, med eller uden os.

Dirigent: Han-Na Chang

Solister: Bror Magnus Tødenes, tenor Jóhann Kristinsson, baryton

Pris: A:325 – B: 275 – C: 230 - D: 160 kr.

Stud. og unge t/m 29 år: 90 kr.

HVIS DU KUNNE LIDE

AFTENENS KONCERT, SÅ VIL DU HELT SIKKERT

OGSÅ KUNNE LIDE DISSE

KONCERTER:

DE OTTE ÅRSTIDER , 12. OG 13. MAJ

I ODENSE ELLER KERTEMINDE (ANEXET, LUNDSGAARD GODS)

Vivaldis mesterværk De Fire Årstider hører til blandt de mest kendte og elskede værker i musikhistorien. De fire violinkoncerter bobler af fantasi og fortælleglæde.

LIGETI, HAYDN OG SCHUBERTS 9. 30. NOVEMBER

Haydns Symfoni nr. 83 med tilnavnet ”Hønen” er en ægte klassiker, og den får lov til at stå ved siden af en anden stor symfoni, nemlig Schuberts 9.

FRA MONTEVERDI TIL LYKKE , 26. OKTOBER

Al musik har været ny engang. Glæd dig til værker fra 1623, 1723, 1823, 1923 og 2023 af bl.a. Monteverdi, Telemann og Händel.

KOMMENDE KONCERTER

1. violin

Eugen Tichindeleanu

Signe Madsen

Kazimierz Skowronek

Ulrike Kipp Christensen *

Marina Skuratovskaia *

Esther Mielewczyk *

Gitana Aksionova-Balaban

Hana Kovacˇ

Stinus Christensen

Valeria Stadnicki

Sofie Qvamme

-

Alexander Rydberg **

Jacob Agerskov Buur **

2. violin Vakant

Jovana Vukušić *

Jan Erik Schousboe

Carl Sjöberg *

Stig Andersen

Kathrin Kollecker *

Mads Haugsted

Veronika Krauß Mojzešová

Katerina Jelinkova (orlov)

Simona Bonfiglioli ***

Ingegerd Deckert **

Bratsch

Rafaell Altino *

Vakant

Dorthe Byrialsen

Martin Jochimsen

Gertrud Ludwig

Dorota Kijewska

Christian Bønnelykke

Victor Sørensen

-

Malte Bjerkø **

Cello

Jonathan Slaatto

Anna Dorothea Wolff

Chatarina Altino *

Michaela Fukacˇová *

Anna Pettersson

Mette Spang-Hanssen (orlov)

Kontrabas

Peter Prehn * (orlov)

Andreas Hjorth Jessen

Maria Frankel

Jens Krøgholt

Fløjte

Rune Most

Lucia Klonner

Ragnhildur Josefsdottir

Obo

Henrik Skotte

Albrecht Krauß

Pina Mohs (engelskhorn)

Klarinet

Svante Wik

René Højlund Rasmussen

Kenneth Larsen (basklarinet)

Fagot

Morten Østergaard

Xanthe Arthurs

Lars Mathiesen (kontrafagot) (orlov)

Horn

Tone Sundgård Anker

Niels Aamand Güntelberg (orlov)

Nicolai Sell

Philip Sandholt Herup Andersen

Emmett Hartung **

Trompet

Per Morten Bye

Victor Koch Jensen

Henrik Hou

Christian Lykke **

Basun

Robert Holmsted

Lukas Winther Andersen

Basbasun

Alf Vestergaard Nielsen

Tuba

Carl Boye Hansen

Pauke

Thomas Georgi

Slagtøj

Jonas Bonde-Nielsen

Orgel

Tina Christiansen

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters

Instrumentfond

** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

*** 1. solo / tidsbegrænsede stillinger