Beethoven og den danske strygekvartet - 8. oktober 2020

BEETHOVEN OG DEN DANSKE STRYGEKVARTET 8. OKT 2020 19.30 CARL NIELSEN SALEN - ODENSE KONCERTHUS Dirigent: Simon Gaudenz Solister: Frederik Øland, violin; Rune Tonsgaard Sørensen, violin; Asbjørn Nørgaard, bratsch; Fredrik Schøyen Sjölin, cello Værter: Ole Bartholin Kiilerich, Musikformidler Anne Lindhardt, psykiater og tidligere forkvinde for Psykiatrifonden Den Danske Strygekvartet: (arr.)

Thomas Agerfeldt Olesen: (f. 1969)

Nordisk Folkemusik

Ludwig van Beethoven: (1770 - 1827)

Symfoni nr. 7, A-dur. Op. 92

Varighed: ca. 15 min.

Sinfonia Concertante Varighed: ca. 28 min.

I Poco sostenuto - Vivace II Allegretto III Presto IV Allegro con brio Varighed: ca. 35 min.

EN DEL AF MIND THE MUSIC

MIND THE MUSIC, FEEL THE SWING, AND SHARPEN YOUR EARS Da Beethoven i 1802 på kurstedet Heiligenstadt uden for Wien skrev det juridiske dokument til sine brødre, der senere skulle blive kendt som Heiligenstadt-testamentet, var det ment som et afskedsbrev. Han ønskede ikke længere at leve, nu hvor hørelsen var begyndt at svigte ham i en grad, der var invaliderende; for hvis ikke han var musikeren og komponisten Beethoven, hvem var han så? Han havde før oplevet perioder med tungsind, men nu var han kommet så langt ned, at han ikke kunne se nogen udvej. Brevet blev aldrig sendt; den iltre komponist overvandt krisen og de mørke tanker og genopfandt sig selv som komponist, og det var faktisk først efter denne afgørende indre hændelse, han rigtigt realiserede sig selv som komponist. Men havde man vist ham partituret til den ekstremt energiske og jublende 7. symfoni dén dag i kurbadet, så ville han nok have haft svært ved at tro på, at dén slags musik igen skulle finde vej til hans fjerpen.

Koncerten i aften er en del af serien Mind the Music, hvor Odense Symfoniorkester sammen med Psykiatrifonden og SIND stiller skarpt på de mange komponister, der har beriget vores kulturskat i krydsfeltet mellem det raske og det syge sind, og under omstillingen på scenen mellem aftenens to orkesterværker vil musikformidler Ole B. Kiilerich i samtale med psykiater og tidligere forkvinde for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt, nærme sig en forståelse af, hvordan det mon kan være, at så stor en del af de klassiske værker er skrevet af personer med psykiske udfordringer.

Men vi starter på en helt anden streng - eller mere nøjagtigt 4x4 af slagsen, for ‘ouverturen’ består i aften af noget for en klassisk koncertsal så eksotisk som folkemusik udsat for strygekvartet. Og ikke hvilken som helst strygekvartet, men vores nationale stolthed, Den Danske Strygekvartet, der gennem de sidste efterhånden mange år har nedbrudt murene til både de allerstørste koncertsale verden over, men også mellem genrerne, hvor de begår sig lige virtuost i det klassiske repertoire som i ny kompositionsmusik og i egne, råt swingende arrangementer af nordisk folkemusik.

Kvartet-afdelingen afsluttes med en sekstur fra Vendsyssel kaldet ‘Den toppede høne’, en melodi der går igen i aftenens nyskrevne koncert for strygekvartet og orkester.

Om værket, som Den Danske Strygekvartet selv har bestilt hos komponisten i samarbejde med Copenhagen Phil og Odense Symfoniorkester, siger bratschist Asbjørn Nørgaard: “Thomas Agerfeldt Olesen skriver til klassiske besætninger og lægger sig i forlængelse af den musikhistoriske tradition med fokus på det klingende værk for akustiske instrumenter, men han tilfører altid en subtil fornyelse i form af overraskende detaljer. Den Danske Strygekvartets speciale er de klassiske mestre og folkemusikken. Mellem Thomas Agerfeldt Olesen og os eksisterer der altså en stærk værdimæssig overensstemmelse i kraft af, at vi begge går ind for en frisk og fornyende tilgang til den klassiske musik.”

Agerfeldt Olesens Sinfonia Concertante er en slags videreudvikling af barokkens concerto grosso, et orkesterværk med flere solister over for et orkester. Faktisk er der her tale om en koncert for ikke mindre end otte strygekvartetter, fordelt over hele scenen, hvor Den Danske Strygekvartet agerer som primus inter pares i et forfinet samspil med de andre syv, ligeledes solistiske, kvartetter i et yderst interessant akustisk set-up.

Om sit nye værk siger Thomas Agerfeldt Olesen:

SIMON GAUDENZ

Foto: Lucia Hunziker

“Kvartetterne forholder sig hele tiden til hinandens og i særdeleshed solokvartettens musik som otte sociale væsener omgivet af verden (i form af blæsere og slagtøj). På den måde har værket præg af at være en ’concerto grosso’, hvor solokvartettens musik sendes videre til de andre kvartetter. Værket udfolder sig med kanonteknikker, hvor forholdet mellem kvartetterne kan være gentagende, som ekkoer, eller med solokvartetten som anfører og de resterende kvartetter som tidsforskudte følgere. Stykket udstiller en kamp mellem grusomhed og skønhed. Grusomheden karakteriserer den første del af værket, og skønheden indfinder sig så langsomt i form af en egen version af et afsnit af Chopins 4. Ballade for klaver. Afsnittet er, oplever jeg, som et forvitret gravsted, og jeg har besøgt det i flere orkesterstykker.

En coda afslutter værket.”

Førsteviolinist i Den Danske Strygekvartet, Rune Tonsgaard Sørensen, glæder sig til at se de spændende tanker og idéer bag værket ført ud i livet, og han tilføjer: “Det er et virkelig virtuost værk, selvom det måske på papiret ikke lige ser sådan ud. Men de subtile skift mellem de mange kvartetter og de mange helt unisone passager gør værket meget krævende at forløse.”

Og med en opstilling, som vist aldrig er set i et orkester før, så bliver der virkelig mulighed for at lytte i dybden og lade ørerne gå på opdagelse i de mange akustiske lag.

BEETHOVENS AGGRESSIVE VITALITET Beethovens 7. symfoni blev uropført i december 1813 ved en velgørenhedskoncert for faldne soldater i kampen mod Napoleons franske styrker, og det blev den måske mest succesfulde koncert, komponisten nogensinde kom til at afholde. Han dirigerede selv, stor set døv, et meget kompetent orkester, som udover hans bedste ven, Ignaz Schuppanzigh, som koncertmester indeholdt ikke mindre end fire andre store komponistberømtheder: Hummel, Meyerbeer, Spohr og Salieri!

ASBJØRN NØRGAARD | FREDERIK SCHØYEN SJÖLIN

Men selvom Allegrettoen fra symfonien måtte gentages på publikums forlangende, så skyldtes koncertens bragende (i bogstavelig forstand) succes nok i lige så høj grad Beethovens andet nye værk, Wellingtons Sejr, omhandlende Napoleons nederlag til englænderne i slaget ved Vitoria i juni samme år. Og til dén opførelse skulle der bruges ikke mindre end to separate orkestre, ét til den franske og ét til den engelske musik, samt ægte kanoner, der skulle affyres ikke mindre end 194 gange og dertil salver af musket og andet militært habengut. Og måske publikum derfor faktisk slet ikke helt forstod, at de netop også havde overværet fødslen af et værk, der i rytmisk intensitet og vedholdenhed kun er matchet af Ravels Boléro. Som i den 5. symfoni og Boléroen er det en lille rytmisk celle, der udgør hele rygraden i kompositionen, men her er det ikke, som i de førnævnte værker, den samme celle gennem hele værket; hver sats i den 7. symfoni har sin egen rytmiske signatur, der bliver tappet for enhver anvendelsesmulighed i noget, der næsten ligner en manisk besættelse af rytme som begreb – lidt som i folkemusik, rock eller house.

Men inden det hele går løs, får denne energibombe af en symfoni, hvor vilde tempi og energiske udbrud nærmest falder over hinanden, en passende lang, langsom indledning.

Indledt af en usædvanligt bredt udlagt A-dur-akkord over 5 oktaver byder Beethoven på

RUNE TONSGAARD SØRENSEN | FREDERIK ØLAND

ikke mindre end 4 minutters opvarmning, afsluttende med hele 55 gentagelser af tonen E, der langsomt antager form af den rytme, der er førstesatsens bærende byggesten. Herefter følger en spændstig og højspændt jublende, landlig og dansende sats, der, med et orkester på stort set samme størrelse som Haydns og Mozarts, pludselig lyder som et stort moderne symfoniorkester. Dén effekt opnår Beethoven ved hele tiden at udnytte de enkelte instrumenters mest sonore registre - han lader altså hver enkelt celle i orkestret spille lige dér, hvor de klinger allerstørst, og resultatet er bemærkelsesværdigt og vildt imponerende! Og allerede her må hjertet juble, og øret frydes, når den lille rytmiske celle forvandles til en fuldkommen symfonisk sats, så fuld af liv, dramatik og glæde.

Allerede ved premieren blev den nu verdensberømte Allegretto-sats så umiddelbar en succes, at publikum forlangte den gentaget på stedet. Den er desuden et præmie-eksempel på, at Beethoven som ingen anden kan skabe de mest utrolige musikalske bygningsværker af tilsyneladende intetsigende elementer. Med en rytmisk figur, der helt fra starten lyder lidt banal, og en decideret statisk melodik, giver han sig selv et meget skidt udgangspunkt, men disse små celler får han i løbet af satsen gennem opbygninger, modstemmer, reminiscenser, underlægninger, fugeringer og selvfølgelig orkestrering i verdensklasse opbygget en sats, der med sin evindelig repetition af det lille motiv (der er til stede selv i de blødere passager som en konstant underlægning) bliver til en påmindelse om selve tidens uundgåelighed. Satsen omkranses af en underlig, lidt ustabil akkord i blæserne, der står som en modsætning til førstesatsens øreåbnende akkord og gør ørerne helt bløde til den voldsomme åbning af scherzoen.

For tredjesatsen i Beethovens 7. er en tour de force i energi, humør og pludselige udbrud til alle sider. Louis Spohr, som spillede i orkestret ved premieren, erindrer, hvordan den næsten komplet døve Beethoven med stor voldsomhed i de baskende arme understregede hvert eneste sforzando, og hvordan han ved hver kraftige indsats hoppede højt op i luften.

Og det blev han ved med i den sidste sats, hvor rytme og energi tager fuldstændigt over i et udbrud af nærmest aggressiv vitalitet. Mage til pumpende off-beat rytme skal man langt ud i folke- eller rockmusikken for at finde! Satsen er da også stærkt inspireret af den irske folkemelodi Nora Creine, som Beethoven umiddelbart inden havde bearbejdet.

Kritikere har også påpeget, at der nærmest slet ikke er tale om melodi overhovedet i hele denne sats, men nærmere en slags hvirvelvindsfigur, der efterlader os med en “mur af fortissimo-lyd”, der kan mærkes helt ned i mellemgulvet. I denne sats samler Beethoven alle de rytmiske celler fra de tidligere satser og koger dem ind til en pulserende Maggi-terning af vild energi, hvor han udnytter alle instrumenter og deres naturligt kraftfulde registre til for første gang nogensinde at skrive den ultimative styrkeangivelse fff i partituret.

Og således kan vi gå hjem med rytme og swing i hjerte og krop, opfyldt af jublende musik skrevet af vores 250-årsfødselar, der overvandt sit personlige mørke og fra sit knudrede sind gav verden en skattekiste af blivende skønhed.

Programnote af Ole B. Kiilerich, Musikformidler

MEDVIRKENDE Simon Gaudenz, dirigent Simon Gaudenz er vores tidligere 1. gæstedirigent, men han er nu chefdirigent ved Jena Philharmonic Orchestra. Han er uddannet i fagene klarinet, komposition og direktion ved konservatorierne i Luzern, Graz, Freiburg og Salzburg. Fra 2004-2011 har han været kunstnerisk leder og chefdirigent ved Collegium Musicum Basel. I 2006 vandt han den internationale dirigentkonkurrence Gennady Rozhdestvensky, og i februar 2009 vandt han Der Deutsche Dirigentenpreis, som er én af de fornemmeste europæiske dirigentpriser. Siden har han dirigeret en lang række af orkestre rundt om i verden, bl.a. Bayerischer Rundfunk, Staatskapelle Dresden og Orchestre National de France.

Den Danske Strygekvartet, solister Den Danske Strygekvartet består af Rune Tonsgaard Sørensen (1. violin) og Frederik Øland (2. violin), Asbjørn Nørgaard (bratsch) og Frederik Schøyen Sjölin (cello). Ensemblet blev grundlagt i 2001, da medlemmerne stadig var studerende. Venskabet startede egentlig med et almindeligt drengefællesskab omkring computerspil, fodbold og kammermusik tilbage i teenageårene. Næsten ubevist og umærkeligt begyndte deres fælles musikalske interesse at udkrystallisere sig i kvartetspillets kunst. Siden kvartettens debut i 2002 på Copenhagen Festival har gruppen haft en forkærlighed for skandinaviske og moderne komponister. De er desuden anerkendt for deres dybsindige og klangskønne fortolkninger af de klassiske mestre, som Beethoven og Haydn, der får yderligere liv og dimensioner tilført ved ensemblets dybe engagement i nordisk folkemusik.

19. NOV 2020

Dirigent: Mateusz Molęda Solist: Anna Egholm, violin

DVOŘÁK FRA DEN NYE VERDEN O D E N S E KO N C E R T H U S - O D E N S E SY M FO N I O R K E ST E R Enna: Forspil til “Den Lille Pige Med Svovlstikkerne” / Nielsen: Violinkoncert Dvořák: Symfoni nr. 9 ”Fra den nye verden”

BESTIL BILLETTER PÅ ODENSESYMFONI.DK