Sørensen & Carmina Burana - 28. februar 2019

Foto: Nikolaj Lund

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 28. FEBRUAR 2019 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

SØRENSEN & CARMINA BURANA Odense Symfoniorkester Dirigent: Fawzi Haimor Solister: Trio con Brio: Soo-Jin Hong, violin; Soo-Kyung Hong, cello; Jens Elvekjær, klaver / Susanna Andersson, sopran; Mathias Hedegaard, tenor; Trond Halstein Moe, baryton Fynske gymnasiekor og Filharmonisk Kor Korindstudering: Morten Heide Bent Sørensen: (f. 1958)

L’Isola della Città

Varighed: ca. 37 min.

PAUSE

Carl Orff: (1895 - 1982)

Carmina Burana Cantiones profanae cantoribus et choris cantandae comitantibus instrumentis atque imaginibus magicis

I Traduci, calmo

II Andate ma non troppo - Arioso

dolente - Andante ma non troppo

III Andantino - Scherzando

IV Scherzando presto

V Lamentoso

("verdslige sange for sangere og kor med

instrumentalakkompagnement og med tryllebilleder")

Varighed: ca. 60 min.

HYLDEST TIL HVERDAGEN – OG KÆRLIGHEDEN Med kærlig henvisning til vores danske hverdagspoet, Dan Turèll, byder aftenens koncert på to meget forskellige beskrivelser af hverdagslivet. Bent Sørensens abstrakte lydmaleri af det moderne menneskes tilværelse i storbyen som en ø midt i menneskemylderet i tripelkoncerten “L’Isola della Città”, og dernæst middelalderens vandrende vismænds meget konkrete beskrivelse af et hårdt og ofte uretfærdigt, men dog lystfuldt, liv i den mørke tidsalder i det gigantiske korværk Carmina Burana, sat i toner i nazitidens Tyskland af Carl Orff.

Samtidigt har vi at gøre med to sublime mesterværker. Det ene har gennem skærme og fra sportsarenaer verden over brændt sig fast i øregangene på milliarder som det musikalske symbol på storhed. Det andet har helt fortjent just vundet ‘musikkens nobelpris’, Grawemeyer-prisen 2018 i USA, og jeg kan godt garantere, at det efter i aften vil være klokkeklart for alle, at vi her har at gøre med et sandt mesterværk, der med sin musikalske opfindsomhed, sine underskønne melodier, sit kunstneriske vid og sine sfæriske klange vil blive stående solidt i repertoiret, længe efter vi har forladt vores jordiske skal og alle hverdagens prøvelser og/eller nydelser.

ET VASKEÆGTE MESTERVÆRK Jeg kan lige så godt spille med åbne kort: Bent Sørensens tripelkoncert ”L’Isola della Città” er uden sammenligning det bedste stykke moderne kompositionsmusik, jeg har hørt! Et værk, der emmer af ikke bare musikalsk og klanglig opfindsomhed, men regulær lydmagi. Det er, som om en troldmand, der kan høre klange fra en anden verden, har forbarmet sig over os og omformet symfoniorkestret til en drømmemaskine af lyd, der formår at beskrive både det helt dagligdags og det, man ikke kan sætte ord på, med en selvfølgelighed, der næsten er flabet.

Bent Sørensen har udtalt, at ”det allermest interessante ved at skrive musik er, at du hele tiden bliver nødt til at bevæge dig på kanten af noget, man kan genkende. Musik eller melodi, du ikke kan genkende på én eller anden måde, virker ikke! Gode melodier i alle genrer (pop, jazz, klassisk osv.) er melodier, hvor der både er en klar identitet, et klart DNA, men hvor melodien i sig også bærer en erindring af noget andet.” Da han var yngre, var han ofte bange for melodierne og forsøgte at opløse dem, skjule dem i struktur, for som han siger: ”nogle gange er du bange for det, du i virkeligheden er god til.” Som moden komponist er Sørensen ikke længere bange for at fortælle sine historier med melodi og ikke så meget med struktur, hvilket aftenens værk er et eminent eksempel på. Værket er skrevet i 5 satser med dertilhørende italienske satsbetegnelser, men de går alle over i hinanden, og at sidde og lede efter den ene sats’ begyndelse eller den andens slutning vil være at misse skiven fuldstændig i forhold til det, som værket vil os. Vid blot, at det hele varer ca. ½ time og følg så intenst med på rejsen fra start til slut.

Bent Sørensen påbegyndte værket, tilegnet Trio con Brio, og fik skrevet en masse musik, men kunne ikke rigtig få hold på materialet. Men så kom den smukke titel til ham, og så var det som om, at værket fandt sin form og sit udtryk. ”L’Isola della Città” er italiensk for ”Øen i byen”, og der to grunde til denne titel.

Den ene grund er, at komponisten, da han skrev værket, boede i en lejlighed i hjertet af København, og på hele den store bygning var deres altan den eneste.

Så når han gik derud, føltes det som at stå på en lille, privat ø midt i al storbyens mylder, altså: det intime og private mod omverdenens hast og larm.

Den anden grund er den, at han i kompositionsprocessen så på sin tripelkoncert ikke så meget som en koncert for tre solister, men som en koncert for én solist, trioen, der som en lille ø er bundet sammen af tre musikere. Trioen insisterer ofte på skønheden, inderligheden, mens omgivelserne hele tiden prøver at forstyrre dem; de er dog stort set helt uimodtagelige for al postyret. Det er vel i virkeligheden en præcis musikalsk beskrivelse af forelskelsens første fase, hvor verden og al dens fart og larm synes så uendeligt ligegyldig, når blot man kan bo i sin forelskelsesboble, på sin lille mentale altan. I de første to satser er klaveret og de to strygere adskilte rent melodisk: spillende forskellige ting, men i samme stemning, i indbyrdes fascination og respekt. Senere nærmer de sig hinanden mere og mere, og i fjerde sats smelter de helt sammen og spiller unisont, altså helt de samme toner, mod orkestret. Så det er også en trio-ø, der i løbet af værket rykker sig fra den første betagelse af hinandens klange til et regulært samspil med en dybere forståelse af hinandens væsen – som et kærlighedsforhold, der modnes.

Måske det i virkeligheden er al den megen kærlighed i værket, der bevæger os, når vi hører det, og som, foruden det sublime håndværk, har været en udløsende faktor i forhold til at katapultere komponisten helt op i den internationale superliga; værket handler om os, om vores liv, vore længsler, vore kampe, vore sejre.

Men uden at sige det direkte. For som Sørensen selv siger: ”På trods af alle beskrivelserne af altanen, af øen, så er det kun billeder af noget, der slet ikke kan beskrives […] Musik er en gåde”. Og netop en gåde kan vel være smukkere end noget andet, da den, modsat det beskrevne, kan indeholde alle vore uudtalte længsler og drømme – i aften præsenteret af den drømmemaskine, vi kalder Odense Symfoniorkester. Rigtig god fornøjelse.

MUSIKALSK STORHED PÅ FORMEL Carmina Burana er et af de få klassiske værker, der har nået en udbredelse, som kun de allerstørste populærkunstnere kan drømme om. Og hvordan kan det nu være? Et korværk om frisatte (og frivole) middelaldermunkes liv og levned skabt i mellemkrigstidens Tyskland? Jeg tror, det er fordi, at vi i åbningen af værket, stillet over for den monumentale urkraft, det er at have 300 mennesker og et kæmpe orkester nærmest uden varsel brølende os ind i hovedet, får

lidt den samme fornemmelse, som man kan få ved Vesterhavet i blæst eller på vej op ad et bjerg i Himalaya; at der er noget, der er så uendeligt meget større end os. Og det jo lige netop dét, som første sats i værket, O FORTUNA, skal formidle; at vi ingen som helst indflydelse har på tilfældighederne i livet, når lykkens (eller ulykkens) gudinde, Fortuna, sidder og drejer på sit skæbnehjul. Dér må man bare konstatere, at Carl Orff, der ellers ikke lykkedes med så synderligt meget i sit liv, har ramt den lige som John Faxe i EM-finalen. Det er simpelthen intet mindre end den perfekte lydkulisse til tekstens budskab, og den rammer noget så dybt og urmenneskeligt i os alle, at den er velegnet til, til alle tider, at få hårene til at rejse sig på arme og hoveder og derfor naturligvis flittigt bliver brugt lige fra Super Bowl til X-Factor.

Men hvad er det i grunden for et værk? Carl Orff havde haft temmelig svært ved at finde sit kunstneriske ståsted, indtil han pludselig blev præsenteret for en samling sangtekster fra et klosterområde i Sydtyskland, Benediktbeuren, ved navn Carmina Burana - Sange fra Beuren. Til nogle af sangene var der angivet en form for anvisninger på relative tonehøjder, men ikke noget, man for alvor kunne læse noget ud af, så Carl Orff besluttede sig hurtigt for at skrive frit fra leveren, dog kun til et lille udvalg af de over 200 tekster. Og hvilke tekster!

De er alle skrevet af såkaldte vaganter, som i middelalderens Europa var et helt lille samfund for sig af munke, der af den ene eller anden grund havde forladt eller var blevet smidt ud af deres orden og derfor reelt var blevet hjemløse. Men da der altid var brug for folk, der kunne læse og skrive, havde de ikke svært ved at finde midlertidigt ophold på læreanstalter, hoffer eller andre klostre rundt omkring. De vandrede således rundt, skriftkloge som de var, men ubundet af samfundets konventioner, da de jo netop hele tiden bare kunne bevæge sig videre. Dermed opstod der blandt disse vaganter en meget særpræget kultur, som vi ikke normalt forbinder med det strenge religiøse samfund i middelalderen: en social position, hvorfra det var muligt at forholde sig relativt eller endog meget frit til tidens dogmer og regler.

Således handler mange af sangene i Carmina Burana om temmelig eksplicitte seksuelle lyster, om uforbeholden glæde, og om at æde, drikke, spille og synge sig fra sans og samling.

CARMINA BURANA BID FOR BID Carl Orff valgte at dele sine udvalgte 24 sange ind efter tematik, og således starter vi med en beskrivelse, eller rettere bebrejdelse, af skæbnegudinden Fortuna i den verdenskendte åbningssats O FORTUNA. Også satsen derefter handler om, hvor lunefuld denne gudinde kunne være, når hun efter forgodtbefindende sad og drejede på skæbnehjulet, så man nogle gange var oppe, andre gange, og som regel, nede.

Herefter følger tre forårssange, efterfulgt af en instrumental forårsdans, der næsten gør det svært at sidde stille i sædet og så endnu en forårssang, FLO-

RET SILVA NOBILIS, omhandlende længslen efter den elskede. Nu bliver der så ellers for alvor fyret op under de middelalderlige lyster i tre temmelig vovede sange. Den første, CHRAMER, GIP DIE VARWE MIR, låner ordet til intet mindre end en middelalderlig prostitueret, der tigger kinderødt fra en handelsmand, så hun rigtigt kan komme i gang med at lokke de unge mænd! Herefter en omvendt eksplicit sang, SWAZ HIE GAT UMBE, hvor pigerne beder om en hel sommer uden mænd – men kun fordi, de ved, hvor lunefuld Fortuna er og ofte giver det modsatte af det, man beder om. Den har vi vist alle prøvet… Til sidst i denne lille afdeling en besyngelse af, hvad man dog ikke var villig til at opgive, hvis man fik den skønneste af alle.

Her i midten af værket kommer så den eneste sang, som har overlevet uden for Carmina Burana-skrifterne, ESTUANS INTERIUS, og som er værkets egentlige, tekstlige kerne, nemlig en beskrivelse af vaganternes liv og lod, forfattet af den vandrende vismand Ærkepoeten, hvis egentlige navn dog er forblevet en gåde. Men her hører vi altså vaganten tale direkte om, hvordan livet i dette besynderlige parallelsamfund var.

Efter denne ærlige bekendelse bliver tonen igen provokerende, men nu vendt mod etablissementet, kirken, de fornemme. I den helt forrygende OLIM LACUS COLUERAM, bliver tenoren bedt om at synge som en svane, der på spyd bliver drejet over ilden og hånet af mandskoret. En meget gammel udgave af Shubiduas ”RAP JUL”, men samtidig en besk kommentar til alle dem, der giver sig ud for at være en fornem svane, når de i virkeligheden ligner et branket stykke kød. Og det bliver kun værre herfra: EGO SUM ABBAS er en direkte latterliggørelse af præstestanden; denne præsts liturgi handler om at spille alle på kroen så dybt i gæld, at de må gå nøgne hjem, og i mandskorsperlen IN TABERNA QUANDO SUMUS oplistes de, som drikker for at holde livet ud.

Det viser sig at være alle.

Nu følger en lang række af kærlighedssange af mere eller mindre ærbar karakter, som hermed meget godt tjener det formål at fastslå for os, at det til alle tider har været følelser mellem mennesker, der har optaget mennesket mest, hvad enten vi var vandrende munke i middelalderen eller velfærdsdanskere med det meste på det tørre. For størst af alt er kærligheden, sådan som Bent Sørensen også før pausen, omend på en mere raffineret facon, slog fast. Dog har Carl Orff som en bitter kommentar indsat den verdensberømte åbningssats som slutsats også, så vi endnu en gang mindes om skæbnegudindens luner og måske indirekte opfordres til at nyde hvert øjeblik på denne jord i den gåde, vi kalder vores tilværelse.

Programnote af Ole Bartholin Kiilerich

MEDVIRKENDE Fawzi Haimor, dirigent Fawzi Haimor har siden september 2017 fungeret som chefdirigent for Württembergische Philharmonie Reutlingen. Han blev valgt og udnævnt til stillingen umiddelbart efter sin imponerende debut med orkesteret i december 2016.

Haimor blev født i Chicago i 1983 og er uddannet i Mellemøsten og i San Francisco. Han afsluttede sin violinuddannelse på Jacobs School of Music på Indiana University, og studerede direktion hos David Effron og Arthur Fagen. Han har bachelorgrad i både musik og neurobiologi, en kandidatgrad i direktion fra University of California-Davis.

Trio con Brio anerkendes som en af verdens førende klavertrioer og kan snart fejre 20 års jubilæum. I den anledning udgiver Orchid Classics en indspilning af Beethovens komplette klavertrioer. I samme anledning er trioen i denne sæson Ensemble in residence hos OS. Trioen blev skabt ud fra en ide om "musikalske par" - af de to koreanskfødte søstre, Soo-Kyung Hong (cello) og Soo-Jin Hong (violin), med Soo-Kyung og hendes mand, den danske pianist Jens Elvekjær. De blev hurtigt kendte for deres friske og moderne tilgang til kernerepertoire og vandt næsten alle de store konkurrencer for klavertrio. I dag spiller de regelmæssigt i verdens førende koncertsale blandt andre Carnegie Hall, Lincoln Center, Wigmore Hall, Berlin Pierre Boulez-Saal, Concertgebouw og mange flere. Soo-Jin spiller på en Andrea Guarneri violin og Soo-Kyung spiller på en Grancino cello. Jens er Danmarks første Steinway-pianist.

Susanna Andersson, sopran Susanna Anderssons lyriske sopran har ført hende til nogle af de mest prestigefyldte scener i verden, fra BBC Proms og Aldeburgh Festival til Den Kongelige Svenske Opera og Teatro Colon i Buenos Aires. Hun har hurtigt etableret sig som en førende kraft blandt Sveriges yngre generation af operasangere. Susanna havde sin professionelle debut som Zerlina (Don Giovanni) på Grange Park Opera i England og er siden blevet engageret af Royal Opera House, Covent Garden, Salzburg Festival m.fl.

Mathias Hedegaard, tenor Mathias Hedegaard har på få år slået sit navn fast som en efterspurgt og prisbelønnet lys lyrisk tenor. Hans CD-indspilninger med danske sange og arier har vundet international anerkendelse og med sin stærke sceneudstråling har han som operasanger især gjort sig gældende i flere danske uropførelser.

Mathias Hedegaard er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og på Opera Akademiet med Kirsten Buhl Møller som lærer. Allerede under sin studietid debuterede han i 2006 på Det Kongelige Teater som Gastone i LA TRAVIATA og fik samme år stor succes i dobbeltrollen som Verner/Daniel i urpremieren på Svend Hvidfeldt Nielsens EDENS GAVE. Trond Halstein Moe, baryton Lige siden den norske baryton Trond Halstein Moe, vandt den prestigefyldte Belvedere konkurrence i 1987, har han været en af Norges absolut førende sangere. Han har været ansat på Den Norske Opera som baryton fra 1988- 2010 og har sunget alle de største roller i sit fag og han har desuden optrådte i en række europæiske lande som gæstesanger.

I 2000 blev han kåret som ” Årets sanger” på Den Norske Opera af Operaklubben Arie og blev desuden æresmedlem samme sted i 2012, og i 2009 modtog Trond en hæderspris af Den Norske Operas venner.

Fynske gymnasiekor Kor fra Odense Katedralskole, Svendborg Gymnasium og Mulernes Legatskole Filharmonisk Kor v. Morten Heide Koret blev skabt i 1991 i et forsøg på at skabe et grundlag, der kan sikre publikum et bredt udvalg af koncerter med kormusik. I dag medvirker Filharmonisk Kor i næsten alle symfonikoncerter med kormusik. Filharmonisk Kors daglige leder, Morten Heide er uddannet kordirigent og koncertpianist ved konservatorierne i Odense, Hamborg og Stockholm. Morten Heides musikalske profil er kendetegnet ved et højt aktivitetsniveau og en alsidig og helstøbt tilgang til musikken. Som både pianist og dirigent deler han sit professionelle virke mellem at give koncerter, dirigere kor og undervise i klaver og korledelse.

1. violin Eugen Tichindeleanu (orlov) Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Jacob Agerskov Buur ** Aiste Juodagalvyte ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted Veronika Mojzesova Katerina Jelinkova Mina Fagerlund Hosseini ** Ivaylo Dechkoff ** Bratsch Rafaell Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig (orlov) Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen (orlov) Malte Bjerkø ** Alexander Ølgaard ** Mariius Ungureanu ** Cello Michaela Fukačová * Anna Dorothea Wolff (orlov) Chatarina Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula (orlov) Anne Hall ** Mihai Fagarasan ** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs (orlov) Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Mathilde Qvist Lauritsen **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) (orlov) Elaine Ruby ** Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen (kontrafagot) Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Niels Aamand Pedersen ** Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Feddersen (orlov) Vaclav Naus ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen (orlov) Anna Hjerrild Andersen ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Vakant Pauke Thomas Georgi Slagtøj Finn Christensen Jonathan Jakshøj ** Laurids Madsen ** Mads Hebsgaard ** Malte Magnus Nielsen Vendelby ** Klaver Kristoffer Hyldig ** Ole Bartolin Kiilerich ** Rikke Sandberg ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

ODENSESYMFONI.DK