Hjælpesøstrenes tilhørsforhold var fra 1913 markeret med et armbind med en hvid due på blå bund, men i 1942 fik de deres egen duenål, som blev overrakt ved uddannelsens afslutning. Den tradition er fastholdt, og i dag får alle, der modtager uddannelse på UC Diakonissestiftelsen, stadig samme duenål. De sygeplejestuderende får deres ved en nålefest ca. et halvt år efter uddannelsesstart og de øvrige ved dimissionsfesten. Hver uddannelse har sin farve, som ligger i emblemets yderste ring: sygeplejerske (blå), social- og sundhedsassistent (orange) og social- og sundhedshjælper (grøn). Der har tillige været et rødt emblem til sygehjælpere og et hvidt til økonomaer. Endnu kendes duenålens farve ikke for husets nyeste uddannelse, 3K-uddannelsen, en professionsbachelor i Kristendom, kultur og kommunikation, hvor første hold dimitterer 2014. Duenålen bliver overrakt under festlige former i søsterhjemmets stuer af forstanderinde søster Merete Pelle Poulsen, som fortæller beretningen om Noahs due. Derpå hæfter hun nålen på dimittenderne. Altid på hjertesiden. Den er et symbol på tro, håb og kærlighed og den runde ring omkring duen tegnet på Guds uophørlige kærlighed. Beretningen om Noahs due fra Det Gamle Testamente knytter bånd mellem husets kristne værdier og de forskellige konfessioner, dimittenderne tilhører. (Dalhoff 1913a, Hauge 1963, Steffensen m.fl. 1988, DST-ÅB 1914-15 og 2009-10, DST-NYT 1998; 4 og 1929; 4: 77 (citat))
Til venstre det trekantede emaljeemblem, som hjælpesøstrene bar på et armbind fra 1913. Til højre dueemblemet, der blev indført i 1942, og som stadig er i brug (Diakonissestiftelsen).
258
26822-indhold.indd 258
22/04/13 07.54