KO nr. 5 2013

Page 10

10

katolsk orientering Læserbreve

Kvalitet eller kvantitet

Ægteskabsforberedelse

Kommentar til læserbrev af Erling Rasmussen, K.O. nr. 4 Kære Erling Rasmussen, I dit læserbrev præsenterer du din ”redningsplan for Kirken” bestående af, oprindeligt fem, og nu fire punkter. Du advarer om, at hvis ikke Kirken følger dine råd, vil det føre til dens ”selvmord”. Det er interessant, at alle fire punkter i større eller mindre grad drejer sig om seksualitet, hvilket kan give indtryk af en vis obsession. Når du bl.a. skriver: ”2) Indfør kvindelige præster” er det, fordi du påstår, at der findes et stort antal katolske, dybt troende kvinder der drømmer om at blive præster, og da de ikke får denne mulighed, ja, så forlader de Kirken? Det synes jeg ikke lyder særlig sandsynligt. Du skriver desuden bl. a.: ”4) Stop fordømmelse af homoseksuelle”. Mig bekendt, fordømmer Kirken ikke homoseksuelle - den fordømmer sodomi, og det er det svært at undre sig over, hvis man har læst Bibelen. Det er helt klart, at hvis Kirken valgte at følge dine råd, ville det føre til udslettelse af nogle væsentlige forskelle, der er mellem den og mange andre kirker, f. eks. Den danske Folkekirke, som, for mig at se, er i dag ikke mere end en trist og ynkelig parodi på en kirke. Og det er netop det, der ville betyde et ”selvmord”. En af de ting, der gør mig stolt af at være katolik er, at min Kirke, modsat flere andre, ikke tøver med at minde verden om nogle ganske fundamentale fakta: at der eksisterer en objektiv sandhed, at man ikke må kalde en synd for en dyd, at ægteskabet er et uopløseligt forbund mellem en kvinde og en mand... Der er dog en ting, som jeg godt kan blive enig med dig om, og det er, at ”medlemmerne fosser ud af Kirken”. Men det er jeg, i modsætning til dig, ikke nødvendigvis så meget bekymret for. Det er jo bare det evige spørgsmål: er det kvaliteten eller kvantiteten der tæller? Lukasz Perczynski, 6400 Sønderborg

Kommentar til biskop Czeslaws svar i KO nr. 3 I anledning af biskop Kozons brev om tvungen ægteskabsforberedelse: Helt fra Sokrates tid kender man til, at de ældre har søgt at vildlede ungdommen. Nu som 83årig ser jeg, at det samme gjaldt, da jeg var ung. I den danske folkeskole var vort formål at prøve at opdrage børnene til at blive frie og selvstændige tænkende personer. Vi glædes ikke ved slaver. Er der mon nogen, der tror, at Gud ønsker slaver? Skulle mine børnebørn komme og sige, at de vil giftes katolsk, vil jeg kraftigt fraråde det og synge Grundtvigs vers: Frihed er det bedste guld for dem. Hvorfor? På grund af en så stor mangel på respekt for dem, at der er indført en tvungen, halvårlig ”forberedelse” bestemt af de mænd, der mener sig kaldede til at bestemme over andre mennesker i Guds navn. Forresten: postulanter og novicer lever faktisk sammen med klostersamfundet flere år inden deres løfte-aflæggelse, så den sammenligning understøtter ikke biskoppens budskab! I håb om, at kirken bliver lidt mere moderne, end man var på Sokrates tid og i min ungdom. Hvis I skulle ønske at komme i forbindelse med mig, kan I finde mig på nettet. Karen Bente Røssell, 4581 Rørvig

De unges sprog - og KOs svar E.B., Vordingborg, har i sit læserbrev 7. marts ret. KO kunne sikkert gøre mere gavn ved at være mere nærværende i hverdagen, uden at forsømme info i mindre rubrikker om internationale begivenheder. De sidelange, tunge ’afhandlinger’ om fjerne emner har næppe bred interesse og kan måske være med til at støde læsere bort. Man kunne henvise om disse til internettet! Men prøv engang at tage imod næste gang du bliver tilbudt ’Vagttårnet’ og ’Vågn Op’ af Jehovas Vidner! Man ’dør ikke straks’ af at læse det, faktisk er det usædvanlig godt og vedkommende skrevet, og megen sand fælles kristen opbygning, her er nærværende læsestof om hverdagens problemer for alle forældre og de unge, ja alle, meget levende og læseværdigt, så man føler glæde og opbyggelse. Her er ingen lange diskussioner om teologiske emner. Kirkens lære er fast – også selvom man læser Jehovas Vidners blade, det er fælles kristent læsestof, meget sjældent noget vi er uenige i. Tag trygt imod bladene, det har vi hos os, i mange år – men også drøftet kirkelige uenigheder i gadedøren, alligevel modtager vi stadig bladene. De er gratis, og endda følger jævnligt særlige udgivelser som behandler større emner, meget levende, velskrevet og farverigt. Det burde gøre indtryk på os katolikker, så vi også kunne have et katolsk sogneblad med lige så glimrende, vedkommende og nærværende artikler, for alle! Og gerne i mindre format end BT og Ekstrabladet, som gør det mere læsevenligt, også ved sengelampen. Tro mig, det vil fange også de unges interesse langt mere end det nuværende Katolsk Orientering. K. Holsting, 2850 Nærum

Redaktionen svarer Tak for din kommentar om KO og den førte redaktionelle linje. Her henviser jeg til mit svar til E. Bjørnkjær i KO nr. 4. Du skriver om Jehovas Vidners blade, at ”det er fælles kristent læsestof” og omtaler dem som ”megen sand fælles kristen opbygning” – jeg vil gerne gøre opmærksom på, at Jehovas Vidner ikke er et kristent trossamfund. Blandt andet anerkender de ikke læren om Den treenige Gud, ligesom de afviser læren om Helvede og den udødelige sjæl. Niels Messerschmidt, ansv. chefredaktør

”Gå din vej, Satan”

Kommentar til læserbreve af Erling Rasmussen og Ejvind Bjørnkjær i KO nr. 4. Erling Rasmussen og Ejvind Bjørnkjær udtrykker i 8. marts udgaven stor bekymring for kirkens eksistens. Begge har de løsningen: følg tidsånden, ellers overlever Kirken ikke. Jeg vil opfordre begge to til at nærlæse ”Fristelsen i ørkenen”, Matt. 4,8-11. Djævelen siger til Jesus: Jeg vil give dig alle verdens riger og deres herlighed, hvis du vil tilbede mig. Men Jesus svarer: Gå din vej, Satan, for du skal tilbede Herren din Gud og dyrke Ham alene. Hvad nytter det at have en verdenskirke, som er propfuld hver søndag, hvis Guds ord er fjernet fra denne kirke og erstattet med ”ungdommens kultur” eller hvad der lige nu og her er populært? Og hvad nytter det, kirken er fuld hver søndag, hvis det ikke mere er Guds ord, der forkyndes i den? Jesus sagde: I skal være salt i verden. Han sagde ikke, at verden skulle være salt i Kirken!! Og han sagde også: hvis saltet ikke mere er salt, så duer det ikke til andet end at kastes ud. Vi skal ikke ”redde” kirkens eksistens ved at tækkes enhver tidsånd, som blæser. Derfor sagde Jesus nej til Satans storslåede tilbud. Og måske forlader så mange Kirken af helt andre grunde, end Erling Rasmussen og E. Bjørnkjær er klar over. Måske kender folk slet ikke mere Guds ord og aner ikke, hvad en kirke er! Troen kommer af det, der høres, og der høres ingenting! Måske tror folk i dag, at Kirken er ligesom Folketinget, hvor flertallet bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert! Måske skulle Erling Rasmussen og Ejvind Bjørnkjær læse Det Nye Testamente en gang til. Så kunne det også være, de stødte på Jesu ord om, at der måske slet ikke er troende tilbage, når Han kommer igen (Luk.18,8). Lene Larsen, 4100 Ringsted

Læserbreve

Indsendte indlæg skal forsynes med navn, adresse og telefonnummer. · Kun navn og postnr. offentliggøres i bladet. · Max. grænse for læserbreve: 400 ord. (vi forbeholder os ret til at forkorte læserbreve over denne længde). ·Max. grænse for kommentarer 800 ord. KO bringer en kommentar pr. nummer. ·Læserbreve kan indsendes som e-mail til redaktion@katolskorientering.dk Eller som brev til: Katolsk Orientering, redaktionen, Gl Kongevej 15, 1610 København V. Katolsk Orientering bringer ikke læserbreve eller kommentarer som har været trykt i andre medier.

Benedikts afsked, koncilet og unge i Kirken Kommentar til KO nr. 4. I KO fra 8.marts 2013 står, at Benedikt XVI’s abdikation var et chok og uventet. Da han blev valgt blev der tydeligt angivet, at han måtte betragtes som en overgangsfigur og ikke en pave med lang tid på posten. Det har været en tid med turbulens og megen opmærksomhed fra pressens side, og som det fremgår af bagsiden med diskrepans mellem det kirkelige/teologiske indhold og pressens forståelse af det. Det afhænger af øjnene der ser, hvad man får ud af at læse koncilsteksterne. Også ens egen dagsorden. Pressens har været og er i alle anledninger sensationen. At der er personer inden for Kirken selv, som hjælper med afvigende opfattelser bl.a. visse tysksprogede, gør det ikke lettere. Vatileaks forværrede omverdenens syn på indre kirkelige forhold, men var affødt af en opfattelse af konspiration, hvilket en rapport også giver udtryk for. Spørgsmålet er om ikke det blot er forskellige opfattelser af situationen, og hvad der skal og/bør gøres, der strides om? Mon ikke det frivillige i denne fratræden skyldes, at han ikke følte sig have kræfter til at holde stand mod de vedvarende angreb udefra såvel som indefra? Var tilbagetrækningen så uventet? Ikke det ringeste hvis man læser The Book of Truth. Heri står budskaber fra Maria Divine Mercy fra www.thewarningsecondcoming. com. (Dette sted er ikke godkendt at kirken, forf.) Budskabet fra 5.marts 2011 anmoder om, at man beder for paven, da der er konspiration mod ham. 1.juni 2011 står der: Min Hellige Stedfortræders dage er talte. Altså kan tilbagetrækningen ikke undre! Vedrørende stof for unge i KO. skal jeg bemærke, at det ikke kun er stof for unge, der skal bringes i bladet. Det er et blad for alle i kirken; men der er til tider heller ikke meget af interesse for mig (jeg er 62) eller bedre skrevet, der er gange, hvor diskussionen handler om emner, der kun har interesse for en mindre gruppe ’eksperter’ på netop dette område. Vægtning af pladsforbrug er redaktionens ansvar. Vi må dog acceptere, at visse ting hører med, også orientering fra udlandet. Tilvæksten i Den Katolske Kirke i Danmark kommer fra tilflyttere fra andre lande og kontinenter. De skal også føle, at de tages alvorligt af Kirken. Redaktionen har en svær opgave, så hæng dem ikke i det nærmeste træ. Gert Brennalt, 6535 Branderup J

katolsk orientering www.katolskorientering.dk

Informationschef: Niels Messerschmidt (ansvarshavende) Redaktør: Lisbeth Rütz Layout: Margrethe Stenby Annoncer og abonnement: Lisbeth Rønne roenne@katolskorientering.dk Medarbejdere i dette nr.: John-Erik Stig Hansen, Malene Fenger - Grøndahl, Melissa og Henrik Loldrup, Kaare Rübner - Jørgensen, Nikolaj Noval, Redaktion og annoncer: Katolsk Orientering, Gammel Kongevej 15, 1610 København V, tlf.: 3355 6040 kl. 9-13 mandagtorsdag, Fax 3355 6041. E-mail: redaktion@katolskorientering.dk, Giro 205-7042 Abonnementspris 500 kr. helårligt. Alle katolske husstande kan få bladet tilsendt gratis Udgiver Ansgarstiftelsen, Gammel Kongevej 15, DK 1610 København V Tryk Greentech Rotaprint - Distribueret oplag 10.120 ISSN 0902-297X


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.